SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 240: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 17/1-19 om kommunernes tildeling af BPA-ordninger til borgere med handicap, til børne- og socialministeren, kopi til beskæftigelsesministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt

Børne- og socialminister Mai Mercados talepapir

Anledning

Samråd H og I om kommunernes

tildeling af BPA-ordninger til borgere

med handicap

17. januar 2019, KL. 12:00-13:15

Ca. 11 minutter

Social-, Indenrigs- Børneudvalget

1-133

Dato / tid

Talens varighed

Sted

Samrådsspørgsmål H og I stillet efter ønske fra Kirsten

Normann Andersen (SF)

Samrådsspørgsmål H

Vil ministrene redegøre for, hvordan man fortsat kan sikre

borgere med handicap en plads på arbejdsmarkedet, når

mange kommuner tilsyneladende har fået en praksis, som

betyder, at det er blevet sværere for netop borgere med

handicap at få tildelt tilstrækkelig hjælp i form af BPA-

ordninger, hvilket for mange er en forudsætning for at kunne

komme op om morgenen, møde ind på arbejde, komme

hjem, spise, komme på toilettet, komme i seng og evt. mod-

tage nødvendig hjælp i løbet af natten til vending, ventilering,

toiletbesøg mm.?

Samrådsspørgsmål I

Vil ministrene redegøre for, hvordan regeringen agter at sør-

ge for, at endnu flere borgere med handicap får tilknytning til

arbejdsmarkedet eller får en uddannelse, når mange kom-

muner tilsyneladende har fået en praksis, som betyder, at

det er blevet sværere at få tildelt tilstrækkelig hjælp i form af

BPA-ordninger? Vil ministrene desuden redegøre for, hvor-

dan den aktuelle kommunale praksis med mindre BPA-hjælp

til handicappede borgere hænger sammen med regeringens

ambition om at få flere borgere i uddannelse eller ud på ar-

bejdsmarkedet?

Det talte ord gælder

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 240: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 17/1-19 om kommunernes tildeling af BPA-ordninger til borgere med handicap, til børne- og socialministeren, kopi til beskæftigelsesministeren

[Indledning]

Tak for invitationen til dette samråd, der handler om regerin-

gens ambitioner om, at flere borgere med handicap skal i

uddannelse og job, og om kommunernes tildeling af hjælp

efter servicelovens § 96 i form af BPA-ordninger.

Beskæftigelsesministeren og jeg bliver spurgt, hvordan vi

kan sikre borgere med handicap tilknytning til arbejdsmarke-

det, når mange kommuner tilsyneladende ikke tildeler den

tilstrækkelige hjælp i form af en BPA-ordning.

Vi bliver dernæst spurgt, hvordan kommunernes praksis

hænger sammen med regeringens ambition om, at flere bor-

gere med handicap skal i uddannelse eller beskæftigelse.

Jeg vil gerne svare samlet, da mine svar har et vist overlap.

Jeg vil koncentrere mig om kommunernes forpligtelser efter

serviceloven, både når det gælder BPA-ordninger og be-

skæftigelsesunderstøttende indsatser.

Herefter vil beskæftigelsesministeren tage over og fortælle

om de initiativer på beskæftigelsesområdet, som skal få flere

borgere med handicap i job og uddannelse.

[Om regeringens ambition og opbakning hertil]

Jeg vil gerne starte med at slå fast, at regeringen har en klar

ambition om, at flere mennesker med handicap skal have en

plads på arbejdsmarkedet, fordi vi tror på, at det er godt for

både den enkelte og for fællesskabet.

Der er stor opbakning til det sociale mål, som regeringen har

sat på området, og til den aftale, vi fornyeligt indgik sammen

med satspuljepartierne under overskriften ”Flere mennesker

med handicap skal i job og uddannelse.” Det er en

aftale,

som bygger på et solidt forarbejde, hvor vi i fælleskab med

en lang række interessenter

–

både organisationer, firmaer,

og kommuner

–

fik sat retning og indhold på, hvordan vi lyk-

kes med vores ambition.

Det, synes jeg, er værd at glæde sig over.

Og kombineret med de andre indsatser, vi løbende iværk-

sætter for at sætte beskæftigelse på dagsordenen, tror jeg

på, at vi er godt på vej i den rigtige retning.

[Om præmissen for spørgsmålene samt kommunernes

forpligtelser]

Men tilbage til de konkrete spørgsmål, som er baseret på en

præmis om, at borgere med handicap ikke kan opnå uddan-

nelse og job, fordi kommunerne ikke tildeler dem tilstrække-

lig hjælp i form af en BPA-ordning.

Spørgeren forudsætter, at kommunerne ikke tildeler den til-

strækkelige hjælp, og at hjælpen, for at være tilstrækkelig,

skal eller bør ydes i form af en BPA-ordning.

Det vil jeg gerne knytte et par ord til. For det er nemlig et af

servicelovens bærende principper, at kommunerne har an-

svar for at træffe afgørelse om den nødvendige hjælp til bor-

gere med handicap.

Loven slår også fast, at afgørelser skal træffes på baggrund

af en konkret og individuel vurdering af borgerens hjælpebe-

hov. Den indsats, der ydes, skal altså modsvare behovet for

støtte.

Men der er ikke nogen automatik i, hvilke typer af hjælp og

støtte der skal gives. Hvis kommunen vurderer, at behovet

kan dækkes med andet end en BPA-ordning, kan de altså

godt træffe den afgørelse. Det afgørende er, at hjælpen mat-

cher borgerens behov

–

ikke hvilken bestemmelse, hjælpen

gives efter.

Når det er sagt, vil jeg understrege, at kommunerne selvføl-

gelig i de sager, hvor støttebehovet er allerstørst, skal over-

veje, om betingelser i § 96 er opfyldt, så der skal tildeles en

BPA-ordning. Og hvis kommunen ikke tilkender en BPA, skal

de begrunde afgørelsen, som borgeren naturligvis kan klage

over.

Jeg vender tilbage til spørgsmålet om kommunernes afgø-

relser om BPA-ordninger om lidt. Men inden da vil jeg sige et

par ord om andet led i spørgsmålene, som handler om ud-

dannelse og beskæftigelse for borgere med handicap.

[Inklusionshensyn i serviceloven]

Jeg er nemlig glad for, at vi har gjort det helt klart i servicelo-

vens formålsbestemmelse på voksenområdet, at kommu-

nerne altid skal lægge vægt på borgernes inklusion i sam-

fundet.

Det står nu direkte i bestemmelsen, at indsatsen bl.a. skal

fremme borgernes inklusion i samfundet, herunder medvirke

til at øge den enkeltes mulighed for at deltage i uddannelse,

beskæftigelse og sociale relationer. Det er ikke til at tage fejl

af.

Serviceloven nævner også en række andre hensyn, som

kommunen skal lægge vægt på, bl.a. hensynet til at fremme

øget selvstændighed og forbedret livskvalitet for borgeren.

Vi har allerede en række tilbud på uddannelses- og beskæf-

tigelsesområdet til mennesker med handicap. Og nu har vi

så også synliggjort, at de sociale indsatser skal understøtte

uddannelse og beskæftigelse, hvor det er muligt. Det gælder

alle voksne med handicap, herunder de borgere, som er i

målgruppen for en BPA-ordning.

Det er et vigtigt signal at sende til kommunerne

–

og et sig-

nal, jeg bestemt forventer, de lytter til. For selv om uddan-

nelse og beskæftigelse langt fra er de eneste formål med de

sociale indsatser, er det sund fornuft at iværksætte hjælp,

som både kan øge borgerens livskvalitet og selvhjulpenhed.

Med den nye formålsbestemmelse er det slået fast i lovgiv-

ningen. Og jeg forventer selvsagt, at kommunerne lever op til

bestemmelsen i praksis.

[Kommunernes bevillingspraksis på BPA-området

–

lov-

lighed, ankesager mv.]

Som lovet vil jeg nu sige lidt mere om kommunernes afgø-

relser om BPA-ordninger.

Først vil jeg slå fast, at jeg selvfølgelig er stærkt optaget af,

at borgere med handicap, som har behov for det, får den

hjælp og støtte, som de er berettiget til.

Det har kommunerne en klar forpligtelse til at sørge for.

Kommunerne skal foretage en grundig udredning af borge-

rens ressourcer og behov og på den baggrund træffe en kor-

rekt og velbegrundet afgørelse om, hvilken støtte borgeren

kan få.

Jeg tror på, at vi får de bedste løsninger for borgerne, når vi

lader de lokale myndigheder træffe konkrete afgørelser med

afsæt i den enkelte borgers behov. Men jeg ved også, at den

løsning, som kommunen vurderer, er den rigtige, ikke altid vil

være den løsning, som borgeren ønsker sig.

Netop derfor har vi indrettet os sådan, at borgeren kan klage

til Ankestyrelsen, hvis borgeren ikke er enig med sin kom-

mune i afgørelsen. Ankestyrelsen har kompetencerne og

mandatet til at vurdere, om afgørelsen er rigtig

–

og til at på-

lægge kommunen at ændre afgørelsen, hvis den er forkert.

I forhold til samrådsspørgsmålet er dette system også med til

at sikre, at kommunernes praksis i sager om BPA-ordninger

ikke skrider, men holder sig inden for lovens rammer.

Og der er heldigvis ikke noget der tyder på, at flere kommu-

ner træffer forkerte afgørelser i disse sager. For selv om an-

tallet er steget fra 122 klager i 2015 til 180 klager i 2018,

omgør Ankestyrelsen ikke flere sager i dag end tidligere.

Tværtimod har stadfæstelsesprocenten i disse sager været

støt stigende i samme periode. Således stadfæstede Anke-

styrelsen 54 % af sagerne i 2015, mens dette tal i 2018 var

helt oppe på 70 %.

Jeg er godt tilfreds med tallene. For de viser, at kommunerne

generelt yder hjælp i overensstemmelse med lovgivningen,

når de træffer afgørelser i BPA-sager, som ofte er vanskelige

at behandle.

Samtidig er det vigtigt for mig, at vi løbende holder fokus på,

hvordan sagsbehandlingen styrkes

–

ikke bare i BPA-sager,

men på handicapområdet generelt. Det understøtter vi blandt

andet med de årlige Danmarkskort om omgørelsesstatistik-

ken, og med den handlingsplan, som jeg sammen med sats-

puljekredsen fik igangsat med satspuljeaftalen for 2018.

[Afslutning]

Afslutningsvis vil jeg samle op på mine budskaber.

Det er en vigtig dagsorden for regeringen, at flere menne-

sker med handicap kommer i uddannelse og beskæftigelse.

På det sociale område afspejler det sig blandt andet i den

nye formålsbestemmelse, som slår fast, at hjælp efter ser-

viceloven skal fremme borgernes mulighed for at deltage i

uddannelse, beskæftigelse og sociale relationer.

I forhold til BPA-ordningen er der heldigvis ikke noget, der

tyder på, at kommunerne i stigende grad skulle træffe forker-

te afgørelser

–

Ankestyrelsen stadfæster en større del af

kommunernes afgørelser end tidligere.

Der er altså allerede det fornødne grundlag for at sikre, at

borgere med handicap får den tilstrækkelige hjælp, så de

kan komme i uddannelse eller i beskæftigelse

–

enten i form

af en BPA-ordningen eller i form af anden hjælp og støtte.

Jeg mener derfor, at regeringens ambitioner afspejles fint i

den eksisterende lovgivning, som kommunerne er forpligtede

til at følge.

Samtidig er jeg er glad for, at vi med nye initiativer støtter

endnu flere mennesker med handicap i at komme i uddan-

nelse og beskæftigelse. Ikke blot den lille gruppe borgere,

som er i målgruppen for en BPA-ordning, men alle de men-

nesker med handicap, som med den rette støtte har poten-

tiale til at indgå i arbejdsmarkedets fællesskab.

Og så vil jeg til sidst sige, at ligesom handicapområdet har

været prioriteret løbende i blandt andet de seneste satspul-

jeaftaler, så ser jeg bestemt også for mig, at vi kommer til at

prioritere området fremadrettet.

Tak for ordet.