Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
2001617_0001.png
Folketingets Social-,
Indenrigs- og Børneudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.socialministeriet.dk
Sagsnr.
2018 - 6972
Doknr.
648732
Dato
16-01-2019
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 20. december 2018
stillet følgende spørgsmål nr. 201 (alm. del) til børne- og socialministeren, som
hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karin Nødgaard (DF).
Spørgsmål nr. 201:
”Ministeren bedes
redegøre for de økonomiske konsekvenser for henholdsvis
stat og kommune i en sag, hvor barnet tvangsanbringes, samt i en sammenlig-
nelig sag, hvor barnets tvangsadopteres, samt oplyse, hvad de økonomiske
omkostninger gennemsnitligt beløber sig til i begge
tilfælde.”
Svar:
Jeg vil helt indledningsvis slå fast, at der stilles høje krav til både afgørelse om
anbringelse uden for hjemmet uden samtykke og til indstillinger og afgørelse
om adoption uden samtykke. Jeg vil også understrege, at der kun kan træffes
afgørelse om adoption uden samtykke, hvis betingelserne for anbringelse uden
samtykke er opfyldt, og det desuden er sandsynliggjort, at forældrene varigt vil
være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet, samt at adoption af hen-
syn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst vil være til gavn for bar-
net.
Der kan ikke tages økonomiske hensyn i forbindelse med en afgørelse om
adoption uden samtykke. Jeg vil endvidere fremhæve, at afgørelse om adopti-
on uden samtykke ikke træffes af kommunalbestyrelsen eller af børn- og unge-
udvalget, men af Statsforvaltningen efter indstilling fra børn- og ungeudvalget
og Ankestyrelsen. Afgørelsen kan indbringes for domstolene.
Afgørelser om anbringelser uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver
og den unge, der er fyldt 15 år, træffes i udgangspunktet af børn- og ungeud-
valget. Børn- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om en anbringelse uden
samtykke, hvis der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed
eller udvikling lider alvorlig skade.
Økonomiske konsekvenser ved anbringelse uden samtykke
For så vidt angår de økonomiske omkostninger ved en anbringelse af børn og
unge uden for hjemmet uden samtykke vil der være offentlige udgifter forbun-
det med sagsbehandling i kommunerne, børn og unge-udvalgene samt even-
tuelt udgifter ved klagesagsbehandling i Ankestyrelsen og ved domstolene.
Hertil kommer de offentlig udgifter, der er forbundet med selve anbringelsen og
eventuelle supplerende støtteforanstaltninger. Disse udgifter vil bl.a. afhænge
1
SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 201: Spm. om de økonomiske konsekvenser for henholdsvis stat og kommune i en sag, hvor barnet tvangsanbringes, samt i en sammenlignelig sag, hvor barnet tvangsadopteres, til børne- og socialministeren
2001617_0002.png
af, hvor barnet anbringes, om der eksempelvis er tale om en døgninstitution
eller en plejefamilie, og hvor lang tid anbringelsen varer. Det vil imidlertid varie-
re meget fra sag til sag afhængigt af barnets behov for støtte og alder ved an-
bringelsen. Derfor er det også meget svært at fastslå en gennemsnitlig udgift
for en anbringelse uden samtykke generelt.
Børne- og Socialministeriet har i publikationen Socialpolitisk Redegørelse 2018
beregnet de samlede offentlige nettodriftsudgifter i gennemsnit pr. år på lands-
plan for en anbringelse for et givent anbringelsessted. I publikationen fremgår
det eksempelvis, at ministeriet på baggrund af registerdata fra Danmarks Stati-
stik har estimeret, at den gennemsnitlige enhedsudgift for en anbringelse af et
barn i et år i en almindelig plejefamilie er ca. 470.000 kr., mens det er ca.
690.000 kr. årligt for en anbringelse i en kommunal plejefamilie og ca.
1.090.000 kr. årligt for en anbringelse på en døgninstitution. Disse enhedsud-
gifter er alene opgjort på baggrund af kommunernes regnskabstal for kommu-
nale anbringelser og indeholder således ikke alle udgifter til bl.a. sagsbehand-
ling ved børn og unge-udvalgene, Ankestyrelsen og domstolene.
Det bemærkes, at der er tale om gennemsnitsbetragtninger, som er behæftet
med betydelig usikkerhed. Udgifterne kan variere fra kommune til kommune og
fra et anbringelsessted til et andet. Hertil kommer, at det ikke er alle driftsudgif-
ter, som kan kobles til et bestemt anbringelsessted. Det gælder eksempelvis
udgifter til visse former for administration i kommunerne. Disse udgifter er for-
holdsmæssigt fordelt efter, hvor mange børn og unge, der er anbragt på de
forskellige anbringelsessteder.
Staten refunderer i visse tilfælde delvist kommunernes udgifter i forbindelse
med kommunale anbringelser. Kommunernes driftsudgifter vil således i nogle
tilfælde være mindre end de samlede offentlige nettodriftsudgifter. Ministeriet
eftersender en oversigt med opdeling af henholdsvis kommunernes og statens
andel af nettodriftsudgifterne til spørgeren snarest muligt.
Økonomiske konsekvenser ved adoption uden samtykke
For adoptioner uden samtykke vil der på samme måde være offentlige udgifter
forbundet med sagsbehandling i børn og unge-udvalgene samt udgifter ved
behandlingen af sagen i Ankestyrelsen og Statsforvaltningen. Hertil kommer
udgifter til behandling af de sager, der indbringes for domstolene.
Derudover vil der være sædvanlige udgifter til anbringelse under behandlingen
af sagen. Der vil ikke være egentlige driftsomkostninger forbundet med adopti-
oner uden samtykke efter, at afgørelsen om adoption er effektueret.
Regeringen vil fremsætte et lovforslag om kontinuitet og enkle forløb for børn,
der adopteres uden samtykke i februar. Det vil indebære, at udgifterne til an-
bringelsen under en sag om adoption uden samtykke, reduceres væsentligt.
Dog kan der være kommunale udgifter til den faglige støtte til familier, der har
adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien.
Som det fremgår af min samtidige besvarelse af SOU alm. del
spm. 199 har
ministeriet på baggrund af de nuværende erfaringer på området ikke grund til
at tro, at kommunerne uberettiget rejser sager om adoption uden samtykke.
2
SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 201: Spm. om de økonomiske konsekvenser for henholdsvis stat og kommune i en sag, hvor barnet tvangsanbringes, samt i en sammenlignelig sag, hvor barnet tvangsadopteres, til børne- og socialministeren
2001617_0003.png
Adoption af børn kan være med til at give børnene en tryg opvækst med stabile
relationer. Det synes jeg er vigtigt, og jeg ser gerne, at det bliver brugt mere.
Med venlig hilsen
Mai Mercado
3