Folketingets Social-,
Indenrigs- og Børneudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.socialministeriet.dk
Sagsnr.
2018 - 6692
Doknr.
643313
Dato
20-12-2018
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 7. december 2018 stillet
følgende spørgsmål nr. 147 (alm. del) til børne- og socialministeren, som her-
med besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Orla Hav (S).
Spørgsmål nr. 147:
”Vil ministeren redegøre for, hvilken dokumentation
ministeren lægger til grund
for sin udtalelse på samrådet den 6. december, om at stigningen i antallet af
børn med diagnosen autisme skyldes tidligere tiders manglende diagnostice-
ring af autisme? Spørgsmålet stilles som opfølgning på åbent samråd om kom-
munernes vurdering af hjælp til familier med autistiske børn den 6. december
2018 (besvarelse af samrådsspørgsmål G)”.
Svar:
Som det fremgik af min samrådstale, er de seneste tal, som Børne- og Social-
ministeriet har til rådighed, fra 2016.
Disse tal viser, at der ved udgangen af 2016 var anbragt ca. 1.000 børn og
unge med autisme, hvilket svarer til ca. 9 pct. af alle anbragte børn og unge i
alderen 0-17 år. I forhold til udviklingen af anbragte børn og unge i perioden
2010-2016 ses en stigning på hele 46 procent i antallet af børn og unge, der er
anbragt uden for hjemmet, og som har en diagnose for autisme. Denne stig-
ning skal dog ses i sammenhæng med, at stigningen i antallet af børn med au-
tismediagnosen, som ikke er anbragt, er på hele 67 % - altså betydeligt større
end stigningen i antallet af anbringelser for denne gruppe af børn.
På samrådet nævnte jeg, at stigningen kan skyldes, at der i dag er fokus på at
få udredt børn og unge fx i forhold til autismespektrumforstyrrelser så tidligt
som muligt. Samtidigt gav jeg udtryk for min holdning til at en tidlig opsporing
efter min vurdering kan medvirke til, at børn og unge får mulighed for at få den
rette hjælp og støtte, så de får det bedst mulige afsæt for at udvikle sig.
For at fjerne eventuelle misforståelser på baggrund af udtalelsen vil jeg dog
gerne afslutningsvist understrege, at hjælp og støtte efter serviceloven skal til-
kendes på baggrund af en konkret og individuel vurdering af det enkeltes barns
og familiens behov og ressourcer
–
ikke på baggrund af en diagnose. Kommu-
nen må altså ikke stille krav om, at børn og unge skal have stillet en diagnose
for at kunne få hjælp og støtte efter serviceloven, ligesom forældrene ikke på
baggrund af en bestemt diagnose kan stille krav om en bestemt indsats fra
kommunen.
1