SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 144: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 6/12-18 om kommunernes vurdering af hjælp til familier med autistiske børn, til børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt

Børne- og socialminister Mai Mercados talepapir

Anledning

Tale til brug ved samråd G om SOU

alm. del om trusler om anbringelser

af børn med autisme.

6. december 2018 kl. 12-13

Ca. 11-12 minutter

FT S-092

Dato / tid

Talens varighed

Sted

Det talte ord gælder

Samrådsrådsspørgsmål G stillet af Karina Adsbøl (DF)

og Pernille Bendixen (DF).

”Det fremgår af artiklen på tv2fyn.dk ”Autismeforening:-

Kom-

muner truer med anbringelse for at lukke munden på foræl-

drene” fra den 9. november 2018, at et stigende antal foræl-

dre til autistiske børn oplever, at kommunen sår tvivl om de-

res forældrekompetence og truer med anbringelser af deres

børn udenfor hjemmet, hvis de beder kommunen om hjælp.

Hvad er ministerens holdning til de problemstillinger, der rej-

ses i artiklen, og er ministeren enig i, at der er en stigende

tendens til, at kommuner træffer afgørelse om anbringelse

af et barn/ung, der har behov for støtte, fremfor at yde den

hjælp forældrene efterspørger, og hvad mener ministeren

kan være årsagen? Vil ministeren desuden redegøre for,

hvad hun agter at gøre ved det?

https://www.tv2fyn.dk/artikel/autismeforening-kommuner-

truer-med-anbringelse-lukkemunden-paa-foraeldrene”

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 144: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 6/12-18 om kommunernes vurdering af hjælp til familier med autistiske børn, til børne- og socialministeren

[Indledning]

Jeg vil gerne starte med at takke for invitationen til dette

samråd og dermed for muligheden for at drøfte denne alvor-

lige sag med udvalget.

Jeg er nemlig meget bekymret over de historier, som i den

seneste tid har været fremme i pressen om, at forældre til

børn med autisme føler sig truet med anbringelser af kom-

munerne. I den konkrete sag bliver jeg simpelthen så trist til

mode, når jeg læser Magnus’ mor beskrivelse af hendes søn

–og

den svære kamp, hun har med sin kommune.

Derfor er jeg også glad for at få lejlighed til svare på, hvad

min holdning er til denne sag, og om jeg er enig i, at der er

en stigende tendens til, at kommunerne tvangsanbringer

børn. Til sidst vil jeg slutte af med at svare på, hvad jeg vil

gøre ved problemstillingen.

[Ikke acceptabelt, at forældre føler sig truet]

Jeg håber ikke, at der er nogle her i udvalget, der er i tvivl

om min holdning til denne sag. For det er slet ikke accepta-

belt, at forældre

–

når de rækker hånden ud til kommunerne

for at få hjælp

–

oplever, at de bliver mødt af trusler om at få

tvangsfjernet deres børn.

Og som børne- og socialminister tager jeg Autismeforenin-

gens anklager mod kommunerne meget alvorligt.

Anbringelser skal altid være sidste udvej

–

så selvfølgelig må

kommunerne ikke afvise ansøgninger om anden hjælp ved

bare at henvise til, at barnet kan blive anbragt. Kommunerne

skal sørge for den nødvendige hjælp og støtte til familierne

–

og de skal sikre en ordentligt dialog med forældrene, om alle

de støttemuligheder der er.

Derfor er det også kun på sin plads, at KL har været ude

og afvise, at kommunerne truer forældre med at tvangsfjerne

deres børn. Om jeg så synes, at det er en tilstrækkelig reak-

tion fra KL, vil jeg komme tilbage til sidst i min tale.

[Børnefaglige undersøgelser og anbringelser]

I den konkrete sag om Magnus nævner både Autismefor-

eningen og Magnus’ mor, at Odense kommune har valgt at

lave en forældrekompetenceundersøgelse. Og foreningen

nævner, at den generelt set oplever, at flere kommuner brin-

ger undersøgelse af forældrenes kompetencer og tvangsan-

bringelse i spil.

I nogle sager om støtte til familier med børn med autisme vil

det kunne være relevant at lave en børnefaglig undersøgelse

af barnet og dennes familie. Når kommunerne laver en bør-

nefaglig undersøgelse, skal de blandt andet vurdere foræl-

drenes kompetencer

–

både set i forhold til barnet med et

handicap, men også i forhold til eventuelle søskende.

Derudover er det vigtigt for mig at understrege, at hvis kom-

munerne vælger at udarbejde en børnefaglig undersøgelse

er det selvfølgelig helt afgørende, at kommunen forklarer for-

ældrene, hvorfor de gør det. Forældrene må aldrig stå til-

bage med en fornemmelse af, at den børnefaglige undersø-

gelse skal tjene til at underkende dem som forældre eller au-

tomatisk er en optakt til en anbringelse. For det behøver be-

stemt ikke at være tilfældet.

Det er helt afgørende for forældrenes oplevelse af mødet

med kommunen, at kommunen sikrer en tæt dialog med for-

ældrene og en fleksible og målrettet støtte til familien. Det

gælder i alle sager. Men det gælder selvfølgeligt særligt i de

svære sager, hvor barnets behov har udviklet sig på en

måde, så barnet ikke kan bo hjemme, og hvor en anbrin-

gelse er den bedste løsning for både barnet og familien.

[Styrket retssikkerhed for forældre i anbringelsessager]

Anbringelse uden samtykke er en meget indgribende foran-

staltning. Derfor sikrer reglerne også, at kommunerne ikke

bare uden videre kan anbringe børn uden forældrenes sam-

tykke. Det kræver, at der er

åbenbar risiko for barnets sund-

hed eller udvikling,

og en sådan afgørelse kan alene træffes

af børn og unge-udvalget, hvor der bl.a. sidder en dommer

og to børnesagkyndige. Og der er gratis advokatbistand un-

der hele sagens behandling og fri prøvelse ved både Anke-

styrelsen og domstolene.

Og netop, fordi retssikkerheden for forældrene er så vigtig,

har jo også i efterårets satspuljeforhandlinger aftalt en række

tiltag, der skal styrke forældrenes retssikkerhed i anbringel-

sessager yderligere.

For det første

har vi afsat midler til at få lavet reviderede ret-

ningslinjer om forældrekompetenceundersøgelser, så de bli-

ver mere ensartet anvendt af kommunerne.

For det andet

har vi besluttet at lave en lovændring, hvor det

altid skal være en autoriseret psykolog, som kommunen skal

anvende, hvis de vælger at lave en psykologisk undersø-

gelse af forældrene.

for det tredje

har vi besluttet en lovændring, hvor en ind-

stilling fra den kommunale forvaltning til børn og unge-udval-

get om anbringelse uden samtykke altid skal indeholde en

særskilt vurdering af forældrenes kompetencer ift. at hånd-

tere barnets udfordringer. Det vil styrke retssikkerheden i an-

bringelsessager markant.

[Stigende tendens til anbringelser

–ikke

hjælp og støtte]

På spørgsmålet om, hvorvidt der er en stigende tendens til,

at kommunerne tvangsfjerner børn i stedet for at tilbyde den

hjælp og støtte forældrene efterspørger, er det korte svar, at

jeg ikke kan konkludere noget om den helt aktuelle udvikling

i antallet af anbringelser, da vi ikke har data for hverken

2017 eller 2018 endnu.

De seneste tal, som Børne- og Socialministeriet har til rådig-

hed, er fra 2016.

Disse tal viser, at der ved udgangen af 2016 var anbragt ca.

1.000 børn og unge med autisme, hvilket svarer til ca. 9 pct.

af alle anbragte børn og unge i alderen 0-17 år.

Vi har også set på udviklingen i anbragte børn og unge i pe-

rioden 2010-2016. Her viser tallene en stigning på hele 46

procent i antallet af børn og unge, der er anbragt uden for

hjemmet, og som har en diagnose for autisme.

Det lyder jo meget voldsomt og umiddelbart foruroligende,

Men her er det vigtigt at se den større sammenhæng. Stig-

ningen i antallet af børn med autisme-diagnosen, som

ikke

er anbragt, er således på hele 67 % - altså betydeligt større

end stigningen i antallet af anbringelser for denne gruppe af

børn.

Tallene viser, at ca. 2/3 dele af de anbragte børn med au-

tisme bliver anbragt på en døgninstitution eller et opholds-

sted. Blandt de øvrige børn og unge, der bliver anbragt, er

der markant flere, der bliver anbragt i plejefamilier. Dette kan

ses som en indikation på, at børn med autisme har et stort

behov for hjælp og støtte, som det er svært at imødekomme

inden for en families rammer.

Fordi tallene som sagt er fra 2016, kan jeg som nævnt ikke

sige noget om, hvad der er sket de seneste måneder, hvor

forældrene er kommet på banen med deres kritik af kommu-

nerne.

Hverken tallene fra 2016 eller de kommende tal fra anbrin-

gelsesstatistikken kan vise noget om, hvorvidt kommuner

vælger at anbringe børnene i stedet for at imødekomme for-

ældrenes ønsker om hjælp og støtte.

Jeg kan være bekymret for, at en række af de sager måske

beror på dårlig kommunikation, hvor forældrene føler sig

presset og føler sig truet af kommunen. Fx at de føler, at

kommune vil fjerne barnet, når kommuner ønsker at iværk-

sætte en børnefaglig undersøgelse, men hvor kommunen

ønsker at lave undersøgelsen for at kunne få et bedre billede

af, hvordan familien skal støttes.

Og her bliver kommunerne altså nødt til at tage ansvaret for

en god dialog med forældrene på sig.

For det er jo faktisk en positiv nyhed, hvis flere kommuner la-

ver børnefaglige undersøgelser, som jo netop er et rigtigt

godt værktøj til at sætte barnets behov i centrum.

[Afrunding: Opfordring til KL]

Som socialminister er det afslutningsvis vigtigt at slå fast

med syvtommersøm, at forældre til børn med handicap al-

drig må komme i en situation, hvor de tøver med at hen-

vende sig til kommune om hjælp, fordi de er bange for, at

kommunen vil true med at anbringe deres barn.

Og jeg vil også opfordre de forældre, som konkret oplever

mødet med sagsbehandlerne som truende eller afvisende, til

at tage fat i deres lokale byråd og borgmestre.

Og jeg har også allerede rettet henvendelse til KL og kraftigt

opfordret dem til at invitere Autismeforeningen til en hurtig og

tæt dialog om de meget alvorlige anklager, foreningen rejser.

Endelig har jeg også besluttet mig for at igangsætte en helt

ny undersøgelse, som skal afdække årsagerne til stigningen

i antallet af anbringelser uden samtykke

–

også særligt i for-

hold til anbringelser af børn og unge med funktionsnedsæt-

telser.

Det er min klare forventning, at vi med den nye undersø-

gelse, min henvendelse til KL og

–

ikke mindst - vores drøf-

telser i dag, har sendt et klart signal om, at vi følger anbrin-

gelsesområdet tæt og på ingen måde vil acceptere, hvis for-

ældre til børn med handicap føler sig truet af deres kom-

mune.

Tak for ordet.