Retsudvalget 2018-19 (1. samling)
REU Alm.del
Offentligt
1988122_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
13. december 2018
Stats- og Menneskerets-
kontoret
Louise Black Mogensen
2018-0030-1781
929134
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 168 (Alm. del), som Folketin-
gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 21. november 2018.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Trine Bramsen (S).
Søren Pape Poulsen
/
Louise Black Mogensen
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
 REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 168: Spm. om ministeren kan redegøre for om den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, allerede inden København-erklæringen, har udtalt at domstolen ikke blander sig i medlemsstaternes vurdering, til justitsministen
Spørgsmål nr. 168 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren redegøre for om den Europæiske Menneskeret-
tighedsdomstol, allerede inden København-erklæringen, har ud-
talt at domstolen ikke blander sig i medlemsstaternes vurdering,
såfremt de nationale myndigheder har foretaget en grundig af-
vejning af sagerne, som det fremgår i dommen Ndidi mod Stor-
britannien af 14. september 2017?”
Svar:
Indledningsvist bemærkes, at København-erklæringen bl.a. fastslår, at der
særligt – men ikke udelukkende – i forhold til Menneskerettighedskonven-
tionens artikel 8-11 skal være et rimeligt råderum for medlemsstaterne, så
længe de inddrager de relevante menneskeretlige hensyn.
Dommen i Ndidi mod Storbritanien vedrørte fortolkning af Menneskerettig-
hedskonventionens artikel 8 i forhold til udvisning af en kriminel udlæn-
ding. Ndidi-dommen og en række nyere afgørelser fra Menneskerettigheds-
domstolen i de danske sager Hamesevic, Salem og Alam mod Danmark går
alle i retning af at overlade et større råderum til nationale domstole, når de
skal afgøre, om kriminelle udlændinge kan udvises, uden at der foreligger
en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8
om retten til respekt for privat- og familieliv.
København-erklæringen kan således på dette punkt ses som en fastholdelse
af den positive udvikling i Domstolens praksis, som blev indledt med disse
afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen.
Med København-erklæringens pkt. 28 understøttes således det princip, at
hvis nationale domstole i en konkret sag har foretaget en rimelig afvejning
af de hensyn, der er på spil – i overensstemmelse med Menneskerettigheds-
domstolens praksis – så skal Menneskerettighedsdomstolen som udgangs-
punkt ikke tilsidesætte denne vurdering. Dette princip blev senest bekræftet
ved Menneskerettighedsdomstolens afgørelse den 23. oktober 2018 i sagen
Levakovic mod Danmark.
2