REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 11: Spm. om, hvilke tiltag der sættes i værk, når en udlænding, der dømmes til udvisning efter afsonet straf, påbegynder selve afsoningen, til justitsministeren

Retsudvalget 2018-19 (1. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

26. oktober 2018

Straffuldbyrdelse

Nanna Flindt

2018-0030-1627

881259

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 11 (Alm. del), som Folketingets

Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 4. oktober 2018. Spørgsmålet

er stillet efter ønske fra Peter Kofod (DF).

Søren Pape Poulsen

Anders Aagaard

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 11: Spm. om, hvilke tiltag der sættes i værk, når en udlænding, der dømmes til udvisning efter afsonet straf, påbegynder selve afsoningen, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 11 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Ministeren bedes redegøre for, hvilke tiltag der sættes i værk,

når en udlænding, der dømmes til udvisning efter afsonet straf,

påbegynder selve afsoningen. Endvidere bedes ministeren rede-

gøre for omfanget af handleplaner og modtagelsessamtaler.”

Svar:

Jeg vil gerne understrege, at udvisningsdømte udlændinge, der har fået en

fængselsstraf i Danmark, skal sendes hjem hurtigst muligt – så vidt muligt

allerede under afsoningen til afsoning i hjemlandet. Kriminalforsorgen skal

derfor ikke bruge kræfter på resocialiserende tiltag.

Af den årsag blev der i foråret 2017 vedtaget en ændring af straffuldbyrdel-

sesloven, der 1) indskrænkede kriminalforsorgens pligt til at udarbejde

handleplaner for udvisningsdømte, så der som det helt klare udgangspunkt

ikke længere skal udarbejdes handleplaner for tiden efter løsladelsen, 2) be-

grænsede udvisningsdømte afsoneres adgang til uddannelse, undervisning

og programvirksomhed samt 3) medførte begrænsninger i udvisningsdømte

afsoneres adgang til vederlagsfri sociale behandlingstilbud mod stofmis-

brug.

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet føl-

gende udtalelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, som jeg i øvrigt kan

henholde mig til:

”Direktoratet for Kriminalforsorgen kan indledningsvist oplyse,

at hvis der kan blive tale om at overføre den udvisningsdømte

til fortsat afsoning i et hjemland uden for Norden, skal der se-

nest 10 arbejdsdage efter straffens iværksættelse over for Justits-

ministeriet rejses sag om overførsel til hjemlandet. Dette gælder

uanset, om den pågældende er overført til en afsoningsinstitu-

tion eller fortsat opholder sig i et arresthus. Er den indsatte fra

et andet nordisk land, rejser kriminalforsorgen sagen direkte

over for hjemlandet.

Direktoratet for Kriminalforsorgen kan endvidere oplyse, at når

en indsat, herunder en udvisningsdømt udlænding, modtages i

afsoningsinstitutionen, afholdes der som led i modtagelsespro-

ceduren en modtagelsessamtale, som har til formål dels at af-

dække den pågældendes baggrund, akutte helbredsforhold, psy-

kiatriske problemstillinger og lignende, dels at orientere den

dømte om fængslets regler, praktiske forhold mv., ligesom der

skal foretages en sikkerhedsvurdering af den dømte.

Der skal snarest efter indsættelsen udarbejdes en handleplan, der

for udvisningsdømtes vedkommende som altovervejende ho-

vedregel dog ikke skal omfatte tiden efter løsladelsen. Handle-

planer for afsoningsforløbet for udvisningsdømte varetager et

praktisk hensyn ved afviklingen af afsoningen og er et nødven-

digt redskab for kriminalforsorgens personale i forhold til at

kunne give et hurtigt overblik over det konkrete forløb samt for

at kunne strukturere og følge et afsoningsforløb bedst muligt.

Da udvisningsdømtes muligheder for beskæftigelse er begræn-

sede, idet udvisningsdømte som altovervejende hovedregel er

afskåret fra uddannelse, undervisning og programvirksomhed,

er handleplanen betydeligt mere kortfattet end for andre ind-

satte. I den forbindelse skal det tillige oplyses, at udvisnings-

dømte som altovervejende hovedregel ikke har adgang til veder-

lagsfri sociale behandlingstilbud mod stofmisbrug, og at de

alene kan tilbydes lægelig misbrugsbehandling som f.eks. absti-

nens- og substitutionsbehandling.”