Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (1. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2048005_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 8. april 2019
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 651 (MOF alm. del) stillet 11. marts 2019
efter ønske fra Pia Adelsteen (DF) på udvalgets vegne.
Spørgsmål nr. 651
”Vil
ministeren kommentere henvendelsen af 14/2-19 fra Rådet for Helbredssikker
Telekommunikation og EHS Foreningen om natur- og miljøkonsekvenser ved 5G, jf. MOF
alm. del - bilag 461?”
Svar
Det er Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, som har ansvaret for reglerne om stråling fra
radiobølger. På den baggrund har jeg forelagt spørgsmålet for energi-, forsynings- og klimaministeren,
som oplyser følgende:
”Lovgivning
på området
Reglerne om stråling fra radiobølger findes i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold. Af
loven følger det bl.a., at radioudstyr (herunder antenner og mobiltelefoner) skal være konstrueret
sådan, at det sikrer beskyttelsen af sundhed for personer og husdyr og være i overensstemmelse med
fastsatte grænseværdier for eksponering af elektromagnetiske felter.
De grænseværdier, der bliver anvendt i Danmark, har baggrund i anbefalinger fra EU, der er baseret
på værdier fastlagt af den internationale kommission for ikke-ioniserende stråling (ICNIRP).
Teleselskaberne skal sikre overholdelse af grænseværdierne, som er 2 W/kg, hvor folk opholder sig og
færdes. Disse grænseværdier er teknologineutrale og det betyder, at grænseværdierne gælder uanset,
hvilken teknologi der er tale om fx 2G, 3G, 4G eller 5G.
Det er fabrikanter af radioudstyr, som skal sikre, at radioudstyr er konstrueret, så det overholder de
væsentlige krav. Sikkerhedsstyrelsen gennemfører markedsovervågningen af radioudstyret, og
Energistyrelsen fører tilsyn med brugen af radioudstyret. Reglerne indeholder ikke krav, som vedrører
radioudstyrs eventuelle påvirkning af naturen. Energistyrelsen fører ikke tilsyn med dette aspekt og
har ikke kendskab til valid forskning, der påviser at stråling fra radiobølger skulle udgøre en væsentlig
risiko for natur og miljø.
Processen for udrulning af 5G
I Danmark gælder princippet om markedsbaseret udrulning på teleområdet. Det betyder, at det er
teleoperatørerne og ikke staten, der bygger og driver mobilnettene. 5G vil give væsentligt højere
datahastigheder, end vi kender fra de eksisterende mobilnet. Samtidig vil 5G-nettene kunne håndtere,
at langt mere udstyr kan kobles på internettet på samme tid. Endelig vil 5G give en markant bedre
pålidelighed og kvalitet, hvilket giver mulighed for, at mobilnettene kan bruges til helt nye formål.
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 703: Spm. om ministerens politiske vurdering af udbredelsen af 5 G teknologien, til miljø- og fødevareministeren
For at kunne håndtere den øgede datatrafik er det nødvendigt, at kapaciteten i mobilnettene udvides.
Dette kræver både, at infrastrukturen udbygges, og at der løbende stilles flere frekvensbånd til
rådighed for mobilteknologi. I forhold til udbygning af infrastrukturen er det op til teleselskaberne at
beslutte, hvor mange og hvor de ønsker at etablere master og antenner. Teleselskaberne har oplyst, at
de forventer, at antallet af antennepositioner vil blive forøget med 15-25 pct. frem mod 2025 som følge
af udrulningen af 5G. Da 5G-nettet bliver mere finmasket, skal de enkelte antennepositioner dække et
mindre geografisk område. Derfor vil der blive sendt med en markant mindre effekt fra hver enkelt
antenne.
Telebranchen har oplyst, at de forventer, at opsætning af antenner til 5G i vid udstrækning vil ske på
eksisterende konstruktioner, herunder på steder, hvor der allerede i dag står en antenne.
Placeringerne forventes at ske i fx nye og eksisterende gittermaster, på eksisterende høje
konstruktioner som hustage/skorstene, og på fx husvægge for meget små antenners vedkommende.
Telebranchen forventer, at 5G udrulningen vil starte i byerne, men med tiden forventes udbredt til hele
landet. Det er teleselskabernes forventning, at den samlede elektromagnetiske eksponering (stråling)
vil blive øget med 10-20 % i forhold til i dag. Teleselskaberne forventer dog samtidig, at
eksponeringen fra mobilnettene fortsat vil ligge langt under grænseværdierne, også når 5G-nettene er
fuldt udbyggede.
Energistyrelsen har været i dialog med telebranchen om udrulning af 5G (Teleindustrien, TDC, Telia,
Telenor og Hi3G). Energistyrelsen har i den forbindelse aftalt med branchen, at selskaberne opstiller
en række relevante scenarier for mobilstråling. Telebranchen vil i samarbejde med Energistyrelsen på
baggrund af scenarierne udarbejde en metode til måling og beregning af strålingen, herunder i
forbindelse med forsøg med 5G. Det har til formål at sikre,
at de fastlagte grænseværdier overholdes.”
Jakob Ellemann-Jensen
/
Isabelle Navarro Vinten
2