Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (1. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2033726_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 20. marts 2019
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 609 (MOF alm. del) stillet den 22.februar
2019 på udvalgets vegne af Pia Adelsteen (DF).
Spørgsmål nr. 609
”Vil
ministeren oplyse, om det er lovligt at begrave henholdsvis afdøde kæledyr og slagtede
hobbydyr som f.eks. kyllinger i private haver?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen og Miljøstyrelsen, som oplyser:
”Det er ikke lovligt at grave døde opdrættede dyr ned på grund af risikoen for spredning af smitsomme
husdyrsygdomme. Med opdrættede dyr menes alle dyr, som holdes, opfedes eller opdrættes af
mennesker med henblik på produktion af fødevarer, uld, pelsværk, fjer, huder og skind eller andre
produkter fra dyr eller med henblik på andre landbrugsformål. Reglerne er EU-krav, som er fastsat i
forordning 1069/2009 om animalske biprodukter, samt i tilhørende gennemførelsesforordning
143/2011.
Slagtede hobbydyr som f.eks. kyllinger betragtes som opdrættede dyr, idet de kan slagtes med henblik
på at blive fødevarer. Slagteaffaldet skal bortskaffes efter reglerne om animalske biprodukter. Det vil
oftest være bortskaffelse til et godkendt forarbejdningsanlæg. Nedgravning af slagteaffald fra
opdrættede dyr er ikke en lovlig bortskaffelsesmetode ifølge reglerne om animalske biprodukter.
Med hensyn til døde kæledyr gælder andre regler. Det er muligt at nedgrave det døde kæledyr i en
privat have i sjældne eller enkeltstående tilfælde. Det skyldes, at der ikke er samme risiko for
spredning af smitsomme husdyrsygdomme som ved nedgravning af produktionsdyr. Nedgravning af
kæledyr bør ske i en dybde, der sikrer mod, at kødædende dyr kan opgrave det døde kæledyr. Er der
imidlertid tale om større kæledyr som hund og kat, der ønskes begravet i nærheden af en
drikkevandsindvinding, skal kommunen søges om tilladelse. Fødevarestyrelsen og Miljøstyrelsen har i
samarbejde udarbejdet retningslinjer for håndtering af døde kæledyr. Retningslinjerne findes på begge
styrelsernes hjemmesider
1
."
Jakob Ellemann-Jensen
/
Paolo Drostby
1
https://www.foedevarestyrelsen.dk/Leksikon/Sider/Døde-dyr.aspx
og
https://mst.dk/affald-jord/affald/vejledende-
udtalelser-og-afgoerelser-om-affald/vejledende-udtalelser-om-affald/haandtering-af-doede-selskabsdyr/
Miljø- og
Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk