Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (1. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2028300_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 12. marts 2019
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 567 (MOF alm. del) stillet den 13. februar
2019 efter ønske fra Pia Adelsteen (DF).
Spørgsmål nr. 567
”Vil
ministeren kommentere til henvendelsen af 13/2-19 fra Dyrenes Beskyttelse om notat
om døde grise, jf. MOF alm. del - bilag 401.”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der oplyser følgende:
”Henvendelsen
fra Dyrenes Beskyttelse omhandler overordnet tre emner, som Fødevarestyrelsen vil
kommentere på.
Sanktionering
Det er korrekt gengivet, at der på baggrund af antallet af døde grise på samlestederne kan være en
formodning om, at der ikke er sanktioneret i tilstrækkeligt omfang. De årlige dyrevelfærdsrapporter
informerer om de faktisk givne sanktioner. Det er ikke muligt bagudrettet at opgøre omfanget af den
eventuelle utilstrækkelige sanktionering.
Fødevarestyrelsen har i efteråret 2018 indskærpet, at der skal ske korrekt dokumentation og
sanktionering af overtrædelser af reglerne om transportegnethed. Fødevarestyrelsens
Veterinærdirektør har således indskærpet på ledelsesniveau, at der skal ske konsekvent sanktionering,
såfremt der i forbindelse med Fødevarestyrelsens kontrol på samlesteder konstateres en overtrædelse.
Den 2. januar 2019 og den 18. februar 2019 udsendte Fødevarestyrelsen en faglig meddelelse, hvor det
blev indskærpet for de kontroludførende enheder, at der skal udarbejdes kontrolrapporter, når der
enten er vejledt eller sanktioneret om transport af ikke-transportegnede dyr.
Fødevarestyrelsens sanktionering af overtrædelser af reglerne om transportegnethed er baseret på
princippet om, at sanktioner skal være både nødvendige og tilstrækkelige. Det betyder, at
Fødevarestyrelsen skal vælge den sanktion, som på den ene side er tilstrækkelig til at få den ansvarlige
til at rette op på forholdene, men som på den anden side ikke er mere indgribende end nødvendigt.
Eskalering i sanktioneringen er udtryk for, at gentagne overtrædelser udgør en skærpende
omstændighed og at det må vurderes, om det kræver en strengere sanktion for at opnå den ønskede
adfærdsændring.
Siden udsendelsen af meddelelsen i januar 2019 har de kontroludførende enheder sanktioneret i
overensstemmelse med meddelelsen og efter de gældende sanktioneringsprincipper.
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 567: Spm. om kommentar til henvendelse af 13/2-19 fra Dyrenes Beskyttelse om notat om døde grise, til miljø- og fødevareministeren
Transportegnethed og aflivning
Det er landmandens og vognmandens ansvar, at de grise, som landmanden vil eksportere, er
transportegnede, mens det er Fødevarestyrelsens opgave at kontrollere, om grisene er
transportegnede.
Ifølge transportforordningen skal dyr være egnede til den planlagte forsendelse. Der skal som
udgangspunkt sanktioneres, såfremt dyrene har været transporteret trods manglende
transportegnethed eller hvis det vurderes, at det allerede ved afgang fra besætningen har været
åbenlyst, at dyret ikke ville være egnet til hele den planlagte forsendelse. Grise, der vurderes ikke at
være egnet til den videre planlagte forsendelse, kan imidlertid godt være transportegnede til en kortere
videre forsendelse til f.eks. slagteri eller til en besætning.
Det vil ikke i alle tilfælde være muligt for Fødevarestyrelsen at vurdere og føre bevis for, at en gris ikke
var transportegnet ved afgangen fra besætningen. Dette kan ligeledes gælde for grise, der er døde ved
ankomst til samlestedet. Der er i øvrigt heller ikke nødvendigvis tale om en overtrædelse af reglerne i
tilfælde af, at grise har pådraget sig akutte skader under transporten til samlestedet, der betyder, at de
vurderes at være uegnede til den videre transport. Det kan f.eks. være friske skader i form af sår eller
akut opstået halthed.
Fødevarestyrelsens embedsdyrlæger kan afvise at certificere grisene til eksport, enten fordi grisene på
baggrund af et konkret veterinærfagligt skøn vurderes ikke at være egnet til den videre transport eller
fordi de f.eks. mangler øremærker.
Endelig kan der være grise med handelsfejl, hvilket er
”ukurante”
dyr med f.eks. pukkelryg, små brok
eller skæv tryne. Fødevarestyrelsen foretager ikke en vurdering af, om en gris er behæftet med en
handelsfejl eller ej. Det er en beslutning, der træffes af samlestedet og/eller chaufføren ud fra
kommercielle hensyn.
For så vidt angår grise, som Fødevarestyrelsen afviser at certificere og grise med handelsfejl, er det
oftest samlestedet, der træffer beslutningen om, at dyret skal aflives, fordi det ikke er praktisk muligt
at sende dem tilbage til besætningen af smittebeskyttelseshensyn. Fødevarestyrelsen træffer kun
afgørelse om aflivning af grise i de tilfælde, hvor der er tale om, at dyrene af dyreværnsmæssige årsager
skal aflives.
Fødevarestyrelsen bemærker, at det ikke er ulovligt at aflive ellers friske og sunde grise, så længe
gældende aflivningsregler overholdes.
For så vidt angår viden om dyrenes tilstand ved ankomst til bestemmelsesstedet, er der ikke opgørelser
herom. I EU-Kommissionens kontrolsystem ved samhandel TRACES registreres der kun døde grise,
hvis der udføres veterinære stikprøvekontroller ved bestemmelsesstedet.
Ved ankomst til samlesteder har Fødevarestyrelsen fra 4. kvartal 2017 haft mulighed for elektronisk
registrering af oplysninger om antallet af grise, som er døde ved ankomst og antallet af ikke-
transporterede grise i forbindelse med kontrol på danske samlesteder, også i de tilfælde, hvor der ikke
er grundlag for en sanktion.
Den årlige dyrevelfærdsrapport
Fødevarestyrelsen udfører årligt både kontrol med dyrevelfærd i besætninger og kontrol med transport
af dyr. Resultaterne af disse kontroller opgøres i Fødevarestyrelsens årlige dyrevelfærdsrapport.
2
MOF, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 567: Spm. om kommentar til henvendelse af 13/2-19 fra Dyrenes Beskyttelse om notat om døde grise, til miljø- og fødevareministeren
Det har været fremhævet i pressen, at to konkrete sager, hvor det Veterinære Sundhedsråd har udtalt
sig, ikke fremgår af Fødevarestyrelsen dyrevelfærdsrapport. Den ene sag, som der henvises til, blev ved
en teknisk fejl ikke medtaget i Fødevarestyrelsens rapport. Det er selvfølgelig beklageligt, at der er sket
en fejl, men det er svært helt at undgå fejl i databehandlingen eller fejlregistreringer i forbindelse med
Fødevarestyrelsens omfattende kontrol. Det skal bemærkes, at sagen fra starten blev politianmeldt og
den manglende registrering i dyrevelfærdsrapporten er således ikke udtryk for manglende behandling
af sagen i Fødevarestyrelsen.
Den anden sag om politianmeldelse fremgår af dyrevelfærdsrapporten
blot under politiets opgørelse
over kontroller. Det skyldes, at sagen grundet alvor og omfang med det samme blev til en politisag.
Afslutning
Med den politiske aftale af 18. december 2018 om styrket kontrol med dyretransporter, der blev
indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti, styrkes kontrollen med dyretransporter for at sikre
bedre regelefterlevelse og dermed bedre dyrevelfærd. I aftalen indgår en omlægning af kontrollen, så
den bliver mere målrettet de såkaldte "brodne kar". I december 2019 skal effekten af indsatsen
evalueres med henblik på drøftelse af den fremtidige kontrol.
Det kan endvidere bemærkes, at der den 28. februar 2019 blev afholdt samråd om antal døde grise på
samlesteder, hvor flere af de af ovenstående emner blev drøftet."
Jakob Ellemann-Jensen
/
Esben Egede Rasmussen
3