Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (1. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 3. februar 2019
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 410 (MOF alm. del) stillet 10. januar 2019
efter ønske fra Pia Adelsteen (DF).
Spørgsmål nr. 410
”Vil
ministeren kommentere til henvendelsen af 7/1-19 fra Gefion om påvirkning fra spildevand
i forhold til Vandområdernes krav om målopfyldelse i vandløb undervurderes, jf.
MOF alm. del - bilag 304?”
Svar
Vandkvaliteten og tilstanden i vandløbene fastlægges på baggrund af et omfattende
prøvetagningsprogram beskrevet i Det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur
(NOVANA). Som led i NOVANA laver Miljøstyrelsen undersøgelser af flora, fauna og kemiske forhold i
vandløbene. Både kommuner, forsyningsselskaber og staten undersøger, om udvalgte stoffer er til
stede i spildevand fra punktkilder (renseanlæg, regnbetingede udledninger, spredt bebyggelse, industri
med særskilt udledning og akvakultur), når det ledes ud i det omgivende miljø. Tiltag i forhold til
vandløbene fastlægges bl.a. på baggrund af dette omfattende måleprogram.
Det er ikke vurderingen, at påvirkningen fra spildevand undervurderes i forhold til vandområdernes
krav om målopfyldelse i vandløb. Miljø- og Fødevareministeriet kan oplyse, at tilstandsvurderingen i
forbindelse med vandområdeplanerne for 2015-2021 har vist, at tilstanden i Tude Å ikke opfylder
målet om god økologisk tilstand. Derfor er der i vandområdeplanerne stillet krav om forbedret
rensning for de ukloakerede ejendomme i oplandet til Tude Å. Dette vil reducere belastningen af Tude
Å med organiske iltforbrugende stoffer og dermed kunne forbedre tilstanden i åen.
Vedrørende udledningen fra Slagelse renseanlæg kan det oplyses, at renseanlægget er udbygget med
næringsstoffjernelse og har en høj rensegrad for iltforbrugende organiske stoffer. Renseanlægget har
de seneste år overholdt udlederkravet til organisk materiale med en god margin. Renseanlægget har
dog i forbindelse med problemer med en pumpestation i efteråret 2017 forårsaget en forurening af
vandløbet Skidenrenden, der løber til Tude Å. Denne forurening blev politianmeldt af Miljøstyrelsen,
og forsyningen har modtaget en bøde på 50.000 kr. for forureningen.
./.
Se endvidere svar på MOF alm. del 359.
Jakob Ellemann-Jensen
/
Kristian Hovgaard Juul-Larsen
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk