Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (1. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 12. februar 2019
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 452 (MOF alm. del) stillet 18. januar 2019
efter ønske fra Søren Egge Rasmussen (EL) og Øjvind Vilsholm (EL).
Spørgsmål nr. 452
”Ministeren
bedes bekræfte, at NOVANA-2017 viser, at Landbrugspakkens forudsætninger i forhold til
effekten af frivillige tiltag var for optimistiske og misvisende, jf. FORSKERforum: "Landbrugspakken
smuldrer" udgivet den 15. januar 2019 ( http://www.forskeren.dk/novana-2017-landbrugspakkens-
forudsaetninger-smuldrer/ )?”
Svar
De indsatser, der blev besluttet med Fødevare- og landbrugspakken skal først være fuldt gennemført
med udgangen af 2021. Typisk vil der være en større del af projekterne, der gennemføres sidst i
planperioden 2015-2021, da første del af planperioden typisk anvendes til at planlægge projekterne.
Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at jeg ikke mener, at der er nok fremdrift i de kollektive
virkemidler, og jeg igangsætter derfor allerede nu skærpelser af disse indsatser. Dette omfatter, at
ordningen med kollektive virkemidler bliver justeret, så der kommer større incitament for den enkelte
landmand til at deltage.
I 2017 og 2018 har vi gennemført den målrettede efterafgrødeordning, som blev dimensioneret til at
sikre imod en negativ effekt som følge af de lempelser, der blev besluttet med Fødevare- og
landbrugspakken. Begge år har landmændene i stort omfang frivilligt udlagt efterafgrøder. I 2018 var
der dog behov for at udmelde et mindre obligatorisk krav for at sikre, at tilstrækkeligt med
efterafgrøder blev udlagt.
Desuden forbedres sikkerheden for, at efterafgrødeordningerne leverer den forventede effekt med et
lovforslag om at skærpe reglerne om kontrol og sanktion samtidig med, at effekten af
efterafgrødeordningerne sikres i år med dårligt vejr.
Jakob Ellemann-Jensen
/
Morten Ejrnæs
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] •
www.mfvm.dk