Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (1. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 6. februar 2019
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 404 (MOF alm. del) stillet 9. januar 2019
efter ønske fra Pia Olsen Dyhr (SF).
Spørgsmål nr. 404
”Vil
ministeren foreslå EU-Kommissionen, EFSA og ECHA, at samtlige PFAS-forbindelser placeres på
kandidatlisten og dernæst autorisationslisten, således at producenterne ikke bare erstatter et flourstof
med et andet
–
eventuelt med undtagelse af særlige undergrupper, såfremt der foreligger uafhængig
dokumentation for at disse er betydeligt mindre farlige?”
Svar
Gruppen af PFAS-forbindelser dækker flere tusind kemikalier, hvoraf enkelte er reguleret i dag. Med
den nuværende viden om PFAS-forbindelser, er det ikke muligt at få alle stofferne optaget på
kandidatlisten, enten fordi stofferne ikke opfylder kriterierne for at komme på kandidatlisten, eller
fordi man ikke har de data, der er nødvendige for at vurdere, om de opfylder kriterierne.
Jeg er enig i, at de skadelige PFAS-forbindelser skal håndteres. Danmark har derfor sammen med en
række andre lande i sommeren 2018 opfordret EU-Kommissionen til snarest at udarbejde en samlet,
ambitiøs EU-strategi for håndteringen af denne stofgruppe. Senest i januar 2019 har Danmark
gentaget denne opfordring. Strategien skal blandt andet omfatte relevante reguleringsinitiativer som fx
begrænsning af stofferne til specifikke anvendelser eller klassificering og mærkning af stofferne.
Strategien skal endvidere kunne understøtte arbejdet med en global håndtering af disse stoffer.
Både for de stoffer, der er reguleret i dag (PFOS og PFOA) og for de stoffer, hvor der er regulering på
vej (PFHxS, PFNA og PFDA), jf. svar på spørgsmål nr. 403, omfatter reguleringen en hel gruppe med
en række fluorerede stoffer. Reguleringen er baseret på at regulere det stof, der er det endelige
nedbrydningsprodukt for en lang række af PFAS-forbindelser. Eksempelvis dækker reguleringen af
stoffet PFOA ’PFOA, salte heraf og PFOA-beslægtede
stoffer’.
Danmark deltager også i en arbejdsgruppe under ECHA, som ser på andre PFAS-forbindelser for at
regulere dem efter samme princip, som beskrevet ovenfor.
Jakob Ellemann-Jensen
/
Henrik Søren Larsen
Miljø-
og Fødevareministeriet •
Slotsholmsgade 12
• 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk