Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (1. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
1991190_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 17. december 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 241 (MOF alm. del) stillet 27. november
2018 efter ønske fra Øjvind Vilsholm (EL).
Spørgsmål nr. 241
”Ifølge bloggen “Cleaning the Nordic seas from dolly rope”
(http://www.dollyropefree.com/blog/23/cleaning+the+nordic+seas+from+dolly+rope) fremgår det,
at en betragtelig plastikforurening i Nordsøen
opstår, fordi der falder plastik af de såkaldte ”dolly
ropes”, der bruges i fiskeriet. Kan ministeren oplyse, hvor stor en mængde plastik, ”dolly ropes”
forurener Nordsøen med? Og har ministeren tænkt sig at gøre noget for at begrænse
plastikforureningen fra Dolly Net i Nordsøen?”
Svar
Der eksisterer ikke et samlet overblik over brugen af dolly ropes i EU. Den regionale havkonvention
OSPAR, som dækker landene rundt om Nordøst-Atlanten, har i 2015 indsamlet oplysninger om
brugen af dolly ropes i disse lande. Heraf fremgår det, at dolly ropes primært bruges i Holland og
Belgien, men også i England, Irland, Frankrig, Norge og Tyskland. Ud fra de solgte mængder i Holland
og Belgien estimeres det, at mindst 65 tons dolly ropes årligt tabes til det europæiske havmiljø.
Overvågningsdata for affald på strande viser, at dolly ropes udgør en af de hyppigste affaldstyper på de
hollandske strande og også skyller i land på de øvrige nordeuropæiske strande, herunder også de
danske strande. I de regionale havkonventioners (OSPAR og HELCOM) handlingsplaner indgår tiltag
ift. at reducere plastikforurening med dolly ropes. I OSPAR regi har Holland og Tyskland igangsat
udvikling af alternative materialer og alternativt design af trawlene, som sigter mod at overflødiggøre
brugen af dolly ropes.
Fiskeristyrelsen oplyser, at der kun er et enkelt eller to danske fiskefartøjer, der anvender dolly ropes.
Den danske bomtrawlflåde, der fisker efter hesterejer, anvender ikke dolly ropes. Et evt. forbud mod
anvendelse af dolly ropes i dansk fiskeri vil således hverken have stor betydning for dansk fiskeri, eller
for den mængde af dolly ropes, der udledes til havet fra danske fiskere. En eventuel indsats over for
brugen af dolly ropes bør derfor som minimum ske i EU-regi eller i de lande, hvor brugen er udbredt.
Yderligere initiativer rettet mod fiskegrej drøftes i de igangværende forhandlinger om en national
plastikhandlingsplan.
Jakob Ellemann-Jensen
/
Camilla Bjerre Søndergaard
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk