Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (1. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 20. november 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 162 (MOF alm. del) stillet 6. november 2018
efter ønske fra Trine Torp (SF).
Spørgsmål nr. 162
”Hvad
agter ministeren at gøre for at sikre, at havbrugerne pålægges et ansvar for
antibiotikaresistens samt en uvildig kontrol med omfanget af forurening
med antibiotika og udbredelse af resistens bakterier omkring havbrug?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, som oplyser følgende:
”Havbrugerne
skal overholde reglerne for fødevareproduktion, herunder brug af antibiotika, som
beskrevet i besvarelsen af spørgsmål 161.
Generelt bemærkes det, at ved enhver anvendelse af antibiotika er der risiko for udvikling af resistens.
Fødevarestyrelsen overvåger løbende forekomsten af antibiotikaresistens i produktionsdyr og
fødevarer som led i EU’s resistensovervågning. Derudover gennemfører
Fødevarestyrelsen hvert år
supplerende undersøgelser og screeninger. På baggrund af en risikovurdering, udarbejdet af DTU i
2017, har Fødevarestyrelsen vurderet at forekomst af antibiotikaresistens i havbrug ikke på nuværende
tidspunkt skal indgå i disse supplerende undersøgelser. DTU’s vurdering angik anvendelsen af
antibiotikatypen kinoloner i dansk havbrug. DTU konkluderede, at risikoen for udvikling af resistens
ved anvendelse af kinoloner i danske havbrug er lav, og at kinolonresistens ikke forventes at skabe
betydende problemer i fødevarer eller humant. Udover kinoloner anvendes der ifølge
Fødevarestyrelsens opgørelser ikke antibiotika i danske havbrug, som er kritisk vigtige for behandling
af mennesker.”
Der henvises i øvrigt til miljø- og fødevareministerens tidligere besvarelse af spørgsmål nr. 819 (MOF
alm. del) stillet 1. juni 2017 efter ønske fra Christian Poll (ALT), hvoraf det fremgår, at når
Miljøstyrelsen godkender havbrug, gives der samtidig en tilladelse til at udlede medicin.
Der er i bekendtgørelse 1433 af 21. november 2017 fastsat krav til udledning af forurenende stoffer til
bl.a. havet. Bekendtgørelsen henviser til bekendtgørelse 1625 af 19. december 2017, som indeholder de
konkrete miljøkvalitetskrav for stofferne. Udledningsgrænserne i udledningstilladelserne sikrer
overholdelse af de fastsatte miljøkvalitetskrav. Miljøkvalitetskrav er den koncentration af et bestemt
forurenende stof i bl.a. vand og sediment, som ikke må overskrides af hensyn til beskyttelsen af
menneskers sundhed og miljøet. Ved fastsættelse af miljøkvalitetskrav for antibiotika har det været
praksis at tage højde for potentialet for udvikling af resistens. Således vurderes et antibiotikaforbrug,
der overholder miljøkvalitetskravet, ikke at være problematisk i forhold til at bidrage til udvikling af
resistente bakteriestammer i vandmiljøet. Ved udarbejdelse af disse miljøkvalitetskrav er
Lægemiddelstyrelsen blevet konsulteret vedrørende resistensspørgsmålet. Udledningsgrænserne for
antibiotika til havbrug tager dermed højde for beskyttelse mod udvikling af resistente bakterier.
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk