Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (1. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
1976965_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 28. november 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 152 (MOF alm. del) stillet 2. november 2018
efter ønske fra Pia Olsen Dyhr (SF).
Spørgsmål nr. 152
”Det
fremgår af rapporten
”Norsk
olje og gass, Anbefalte retningslinjer for
identifisering, vurdering, kontroll og oppfølging av kvikksølveksponering” fra 2012
fra Norsk Olje og Gass (side 7), at omfanget af kviksølv i norsk olie- og
gasproduktion var 600-1800 kg i 2012. Vil ministeren på den baggrund oplyse,
hvor meget kviksølv der årligt graves op ved den danske olie-og gasproduktion?”
Svar
Jeg kan oplyse, at kviksølv og dets forbindelser er blandt de mest regulerede farlige stoffer både
nationalt i Danmark, i EU og i internationale konventioner på grund af dets veldokumenterede
miljøeffekter.
Fra den danske olie- og naturgasproduktion afleveres kviksølvholdigt affald og mængderne
indrapporteres til det danske affaldsdatasystem. Kviksølvholdigt affald er reguleret af EU's forordning
om kviksølv (RFO 2017/852), hvor rensning af naturgas optræder som en af fire større kilder til
kviksølv og hvor der er krav om indberetning af mængderne af kviksølvholdigt affald.
Jeg har modtaget følgende tal, der stammer fra et udtræk fra affaldsdatasystemet over mængden af
kviksølvholdigt affald,
der i 2016 er indrapporteret under branchen ”indvinding af råolie og naturgas”.
Den samlede mængde kviksølvholdigt affald var i 2016 på 16,2 tons.
Indberettede data i affaldsdatasystemet angives i tons affald. Der er ikke i affaldsdatasystemet
oplysninger om hvor meget rent kviksølv, der forefindes i denne affaldsfraktion. Alt kviksølvholdigt
farligt affald skal bortskaffes og må ikke genindvindes under nogen form.
Jeg kan henvise til Miljøstyrelsens rapport fra 2014 over kortlægning af kviksølvstrømme, hvoraf det
fremgår at en massestrømsanalyse fra 2001 angav mængden af kviksølv til 0,4-3 kg fra naturgas og 2-
30 kg fra olieprodukter.
Jeg har bedt Miljøstyrelsen om at foretage en overslagsberegning af mængden af rent kviksølv, der
håndteres i forbindelse med olie- og gasindvinding og med udgangspunkt i principperne i den norske
overslagsberegning, hvis dette er muligt i en dansk kontekst. Jeg vil oversende resultatet heraf til
udvalget, når det foreligger.
Jakob Ellemann-Jensen
/
Nis Christensen
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 152: Spm. om, hvor meget kviksølv der årligt graves op ved den danske olie-og gasproduktion, miljø- og fødevareministeren
2