Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (1. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 26. november 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 142 (MOF alm. del) stillet 30. oktober 2018
efter ønske fra ikkemedlem af udvalget Rasmus Prehn (S).
Spørgsmål nr. 142
”Vil
ministeren oplyse antallet af borgere i Høje-Taastrup og Albertslund Kommune, der udsættes for
sundhedsfarlig støj i deres hjem ved henholdsvis den nuværende danske grænse på 58 decibel og
WHOs nye anbefalede støjgrænse på 53 decibel?”
Svar
EU's støjdirektiv for ekstern støj stiller krav om, at medlemslandene hvert femte år skal gennemføre
støjkortlægninger og udarbejde støjhandlingsplaner. Direktivet er implementeret i dansk ret gennem
bekendtgørelsen om kortlægning af ekstern støj og udarbejdelse af støjhandlingsplaner. For vejstøj er
det samlede byområder med over 100.000 indbyggere samt alle større veje, der er omfattet af
kortlægningen. For de statslige veje er det Vejdirektoratet, der er myndighed, og for kommunale veje
er det de 14 kommuner i de indre dele af hovedstadsområdet samt Aarhus, Odense og Aalborg
kommuner, der har ansvaret for støjkortlægningen.
Bekendtgørelsen fastlægger, at vejstøj skal kortlægges i 5 dB intervaller: 55-59 dB, 60-64 dB, 65-69
dB, 70-74 dB og 75 dB og over. Vejmyndigheder er således alene pålagt at kortlægge støjen fra 55 dB og
derover og indberette pågældende data til Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen har derfor ikke data ned til 53
dB.
For så vidt angår Høje-Taastrup Kommune er kommunen ikke forpligtiget til at kortlægge vejstøj, jf.
Bekendtgørelsen. Vejdirektoratet har data for støj fra motorvejene i kommunen. Vejdirektoratets
beregninger viser, at 2.686 boliger er belastet med vejstøj over 58 decibel (dB). Miljøstyrelsen har ikke
modtaget oplysninger om antal støjbelastede boliger/personer ned til 53 dB fra motorvejene i Høje-
Taastrup.
For så vidt angår Albertslund Kommune har Miljøstyrelsen modtaget en opgørelse over antal
støjbelastede boliger/personer ned til 55 dB. Ifølge opgørelsen er 2.043 boliger og 4.769 personer
belastet af vejstøj over den vejledende grænseværdi på 58 dB, mens 2.560 boliger (6.002 personer) er
belastet med støj fra 55 dB op til 58 dB. Miljøstyrelsen har ikke modtaget oplysninger om antal
støjbelastede boliger/personer ned til 53 dB.
Jakob Ellemann-Jensen
/
Mikkel Dam Schwartz
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk