KIU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 21: Spm. om at kommentere henvendelsen af 15/12-18 fra Erik Værbak, Guldborg om løsningsforslag til juridisk bindende sikring af den sidste vilje, til kirkeministeren, kopi til justitsministeren

Kirkeudvalget 2018-19 (1. samling)
KIU Alm.del
Offentligt

Folketingets Kirkeudvalg

[email protected]

Kirkeudvalget har ved brev af 17. december 2018 (KIU alm. del

–

spørgsmål

21) bedt om min besvarelse af spørgsmål:

”

Vil ministeren - evt. med bidrag fra justitsministeren, kommentere henven-

delsen af 15/12-18 fra Erik Værbak, Guldborg om løsningsforslag til juridisk

bindende sikring af den sidste vilje, jf. KIU alm. del - bilag 26?”

Frederiksholms Kanal 21

1220 København K

www.km.dk

Telefon 3392 3390

Telefax 3392 3913

e-post

[email protected]

Akt nr.: 35058

Svar:

Jeg kan oplyse, at der i lov om begravelse og ligbrænding er nogle bestemmel-

ser, som tager sigte på, at de beslutninger, som skal træffes i forbindelse med et

dødsfald, så vidt muligt er i overensstemmelse med afdødes ønske.

Det er således begravelsesmyndigheden

–

den kirkebogsførende sognepræst i

afdødes bopælssogn - som afgør, om begravelse eller ligbrænding skal finde

sted, og om en præst skal medvirke ved begravelseshandlingen (kirkelig begra-

velse), eller denne skal foregå uden medvirken af en præst (borgerlig begra-

velse).

Dette akt nr. bedes oplyst ved

henvendelse til Kirkeministeriet

Dato: 14. januar 2019

Afgørelsen træffes på grundlag af den fremsatte anmodning og under iagtta-

gelse af regler, der fremgår af begravelseslovens § 8, hvoraf fremgår, at ved af-

gørelse af, om liget skal begraves eller brændes, skal ønsker, som afdøde har

fremsat efter sit fyldte 15. år, efterkommes. Ved afgørelse af, om begravelses-

handlingen skal være kirkelig eller borgerlig, skal ønsker, som afdøde har frem-

sat efter sit fyldte 15. år, efterkommes. Var afdøde ved sin død medlem af folke-

kirken eller et trossamfund uden for folkekirken, anses dette som udtryk for et

ønske om kirkelig begravelse, medmindre det modsatte godtgøres.

Foreligger der ingen tilkendegivelser fra afdøde med hensyn til de to nævnte

spørgsmål, skal ønsker herom fra den, der fremsætter anmodningen om foreta-

gelse af begravelse eller ligbrænding, efterkommes, medmindre en person, der

stod afdøde nærmere, fremsætter et herfra afvigende ønske.

Fremsættes der indsigelse mod begravelsesmyndighedens afgørelse af spørgs-

målet om begravelse/ligbrænding og kirkelig/borgerlig begravelse, og tages

indsigelsen ikke til følge, forelægger begravelsesmyndigheden spørgsmålet for

skifteretten, der træffer afgørelse ved kendelse, der ikke kan kæres.

I tilfælde af uenighed mellem de efterladte om valg af gravsted kan spørgsmålet

herom indbringes for skifteretten, der træffes afgørelse ved kendelse, der ikke

kan kæres.

Herudover er der i § 3, stk. 3 og stk. 4, i lov om begravelse og ligbrænding fast-

sat nogle regler, der tillægger afdødes ønsker vægt.

KIU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 21: Spm. om at kommentere henvendelsen af 15/12-18 fra Erik Værbak, Guldborg om løsningsforslag til juridisk bindende sikring af den sidste vilje, til kirkeministeren, kopi til justitsministeren

Det fremgår således, at asken kan spredes over åbent hav, hvis afdøde skriftligt

har ønsket dette. Kravet om skriftlighed kan fraviges, når det er utvivlsomt, at

det var afdødes ønske, at asken skulle spredes over åbent hav. Begravelses-

myndigheden træffer afgørelse om, hvorvidt kravet om skriftlighed kan fravi-

ges. Fremsættes der indsigelse mod begravelsesmyndighedens afgørelse, og ta-

ges indsigelsen ikke til følge, forelægger begravelsesmyndigheden afgørelsen

for skifteretten, der træffer afgørelse ved en kendelse, der ikke kan kæres.

Endvidere kan biskoppen tillade, at der forholdes med asken på anden sømme-

lig måde (end spredning af asken over åbent hav), når der foreligger et bestemt

udtalt ønske herom fra afdøde. Biskoppens afgørelse kan påklages til kirkemi-

nisteren. Klage skal være indgivet skriftligt, inden 4 uger efter at klageren har

fået meddelelse om afgørelsen.

Andre ønsker til begravelsen, som afdøde måtte have, er ikke reguleret i den

kirkelige lovgivning.

Umiddelbart vil jeg mene, at etablering af et nyt offentligt register, der har til

formål at sikre, at afdødes ønsker til begravelsen bliver registreret, vil være en

bekostelig og bureaukratisk affære. Ønsker til egen begravelse kan være af be-

skedent omfang, men kan også være detaljerede og omfangsrige.

Uanset om der skal udvikles på eksisterende systemer, eller om der skal udvik-

les nyt, vil der altid være omkostninger forbundet med at etablere en løsning.

Hertil kommer løbende driftsudgifter.

Uanset hvor mange ønsker, der er noteret i et sådant register, er der ikke sik-

kerhed for, at ønskerne kan realiseres. Det kan fx være, at afdødes økonomiske

situation på tidspunktet for registrering af et ønske er ændret væsentligt, når

begravelsen til sin tid skal finde sted, eller at afdøde har ændret holdning til

forskellige spørgsmål, men glemmer at registrere dette.

Ud fra en gennemsnitsbetragtning vil de fleste pårørende, der står over for at

skulle arrangere en begravelse, nok strække sig langt for at efterkomme afdø-

des ønsker til begravelsen. Derfor er det en god idé at tale med sine nærmeste

og eventuelt nedfælde sin ønsker på skrift, så eventuelle særlige ønsker bliver

opdaget i forbindelse med dødsfaldet.

Afgørende er imidlertid, at jeg har svært ved at se, at det offentlige har en væ-

sentlig interesse i at stille ressourcer til rådighed for etablering og drift af et så-

dant register.

Akt nr.:

Side 2

Mette Bock

/ Marjun Egholm