Grønlandsudvalget 2018-19 (1. samling)
GRU Alm.del
Offentligt
MINISTEREN
Grønlandsudvalget
Folketinget
Dato
J. nr.
8. februar 2019
2019-527
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K
Telefon
41 71 27 00
Grønlandsudvalget har i brev af 18. januar 2019 stillet mig følgende spørgsmål
(GRU alm. del), som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålene er stillet efter øn-
ske fra Aaja Chemnitz Larsen (IA).
Spørgsmål nr. 39:
Det fremgår af § 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 952 af 23. november 1994 om
kørekort for Grønland, at undervisningen i teori skal være gennemført i over-
ensstemmelse med Færdselsstyrelsens teoribog for køreundervisning i Grøn-
land. Lovgivningen er løbende blevet tilpasset, og da teoribogen sidst blev ud-
givet i 1994, følger anvisningerne i teoribogen ikke gældende lov. Agter mini-
steren at pålægge Færdselsstyrelsen at udgive en ny og tidssvarende udgave i
digital form, således at den løbende kan følge gældende lov og være tilgængelig
for ansøgere af kørekort?
Svar:
Færdselsstyrelsen er i gang med at digitalisere og opdatere teoribogen i både en
dansk-sproget og en grønlandsk-sproget version. Dette arbejde pågår i samar-
bejde med det grønlandske politi.
Arbejdet foregår i to trin.
Det er aftalt med Færdselsstyrelsen, at den nuværende udgave af teoribogen
indledningsvist digitaliseres og offentliggøres på styrelsens hjemmeside. Den
digitaliserede version af den nuværende teoribog er netop oversat til grøn-
landsk, og oversættelsen kvalitetssikres i øjeblikket med hjælp fra grønlandsk
politi. Umiddelbart herefter vil den nuværende teoribog blive gjort tilgængelig
på Færdselsstyrelsens hjemmeside.
Dernæst opdateres den digitaliserede version, således at den er i fuld overens-
stemmelse med alle gældende regler på det grønlandske færdselsområde.
Jeg forventer, at den endelige opdaterede version af teoribogen er klar til of-
fentliggørelse på Færdselsstyrelsens hjemmeside i løbet af foråret 2019.
Teoribogen vil herefter løbende kunne opdateres, når der er behov herfor.