Grønlandsudvalget 2018-19 (1. samling)
GRU Alm.del
Offentligt
Folketingets Grønlandsudvalg
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2018 - 1542
Doknr.
27499
Dato
01-11-2018
Folketingets Grønlandsudvalg har d. 10. oktober 2018 stillet følgende spørgsmål nr. 3
(alm. del) til økonomi- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Aaja Chemnitz Larsen (IA).
Spørgsmål nr. 3:
”Grønlandske borgere bosat i Danmark med stemmeret til Folketinget, stemmer på
danske folketingsmedlemmer. Det betyder, at grønlandske borgere reelt bør
repræsenteres af danske partier, men dette er i praksis ikke altid tilfældet.
Grønlandske folketingsmedlemmer har historisk set været optaget af forholdene for de
grønlandske borgere i Danmark, men de er udelukket fra f.eks. satspuljeforhandlinger,
med den begrundelse, at der er tale om rene danske forhold. Det betyder, at
grønlændere, som kan have behov for at blive repræsenteret i forhandlingerne står
ringe. Fra andre lande, f.eks. England, er der andre regler for stemmeret. Her kan man
i op til 15 år efter sin flytning fra sit oprindelige land stemme i sit hjemland. I
Rigsfællesskabet er der fri bevægelighed. Ønsker vi at styrke den politiske
repræsentation af grønlændere i Danmark, så kunne en mulighed være, at åbne for, at
grønlændere i Danmark kunne stemme på grønlandske folketingsmedlemmer. Hvilke
muligheder er der for at ændre valgloven og er det et område, som Regeringen vil
arbejde for?”
Svar:
Danmark, Færøerne og Grønland udgør som bekendt et rigsfællesskab, hvor der ved
folketingsvalg vælges repræsentanter til det samme organ, Folketinget. Det er et
grundprincip i valglovgivningen, at man stemmer der, hvor man bor, og man kan
dermed ikke selv vælge, hvor man ønsker at stemme inden for rigsfællesskabet. Den
foreslåede ændring af reglerne, hvorefter grønlandske borgere bosat i Danmark skal
kunne stemme på kandidater, der opstiller til folketingsvalg i Grønland, vil dermed
bryde med dette grundlæggende princip i de eksisterende regler. Det bemærkes i
øvrigt, at der ikke skelnes mellem etnicitet inden for rigsfællesskabet.
Med venlig hilsen
Simon Emil Ammitzbøll-Bille