Finansudvalget 2018-19 (1. samling)
FIU Alm.del
Offentligt
Folketingets Finansudvalg
Christiansborg
2. april 2019
Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 488 (alm. del) af 19. marts
2019 stillet efter ønske fra Benny Engelbrecht (S)
Spørgsmål
Vil ministeren redegøre for, hvilke hensyn der er taget, for at virksomheder ikke
kommer til at gå glip af vigtig digital post, fordi de kan risikere at skulle gå i flere
digitale postkasser?
Svar
De fleste virksomheder læser i dag post fra offentlige myndigheder på Virk.dk
eller via den private e-Boks. Ligesom i dag kan private virksomheder også frem-
over læse post fra det offentlige på Virk.dk, som de kender godt og anvender i
mange andre offentlige ærinder. Det er fx på Virk.dk, at de også håndterer barsels-
eller sygedagpenge og indberetter moms. Virk.dk er derfor et naturligt sted at læse
offentlig post i en relevant sammenhæng med anden offentlig information. Der vil
også, ligesom i dag, være mulighed for, at virksomhederne automatisk henter den
offentlige post ud i deres eget mailsystem, hvilket letter sagsgangene for blandt
andet mange store virksomheder.
Mange virksomheder har vænnet sig til at læse offentlig post via e-Boks. Den nye
løsning bliver derfor også udviklet, så e-Boks fortsat får mulighed for at vise of-
fentlig Digital Post, uanset udbuddets udfald. Ønsker e-Boks at benytte mulighe-
den, kan virksomheder fortsat læse offentlig post og den del af den private post,
som de modtager i e-Boks, samme sted, præcis som i dag.
Den nye Digital Post-løsning har som formål at skabe bedre og mere brugervenli-
ge løsninger for virksomhederne. Der sker bl.a. gennem øget sammenhæng til
andre centrale offentlige løsninger, som MitID, NemLog-in og virk.dk.
For at minde virksomheder om, at de skal huske at læse deres digitale post, kan
virksomhedens relevante medarbejder modtage en notifikation (sms eller e-mail)
om, at der er kommet ny Digital Post. Det gælder i dag og vil også gælde i den nye
løsning. Og ligesom i dag vil det også være tydeligt, hvor de kan læse posten.
Påmindelserne, om at der er kommet Digital Post, skal sikre, at virksomheden
ikke går glip af vigtig post fra det offentlige.
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk