FIU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 427: Spm. om sammenhæng mellem ændringer i retten til tilbagetrækning og den faktiske tilbagetrækningsalder, til finansministeren

Finansudvalget 2018-19 (1. samling)
FIU Alm.del
Offentligt

Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

13. marts 2019

Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 427 (Alm. del) af 19.

februar 2019 stillet efter ønske fra Pelle Dragsted (EL)

Spørgsmål

Hvad kan ministeren oplyse om sammenhæng mellem ændringer i retten til

tilbagetrækning og den faktiske tilbagetrækningsalder for forskellige årgange i

perioden 2000-2018?

Svar

Mulighederne for ”ret

til tilbagetrækning” på offentlig forsørgelse samt folkepen-

sionen påvirker seniorernes valg af tilbagetrækningsalder. Det viser effekten af en

række reformer og tiltag

siden 1990’erne.

Fx har forhøjelserne af efterlønsalderen i disse år øget den gennemsnitlige tilbage-

trækningsalder. Som følge af

Velfærdsaftalen (2006)

og justeringerne i

Tilbagetræk-

ningsaftalen (2011)

stiger efterlønsalderen fra 2014. De hidtidige erfaringer med de

gradvise forhøjelser viser, at de 60-årige, der har fået udskudt deres efterlønsalder,

i stort set uformindsket omfang arbejder frem til deres nye forhøjede efterlønsal-

der,

jf. figur 1.

Dette har ført til en markant beskæftigelsesfremgang for de over 60-

årige.

I 00’erne faldt den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder som følge af

sænkelsen af

folkepensionsalderen. I 2004 blev folkepensionsalderen sænket fra 67 år til 65 år

med virkning for personer, der fyldte 65 år fra 1. juli 2004. Dette skete som led i

efterlønsreformen fra 1999.

Sænkelsen af folkepensionsalderen førte isoleret set

til, at de beskæftigede fremrykkede deres tilbagetrækningstidspunkt. Det markante

fald i beskæftigelsesfrekvensen ved folkepensionsalderen

–

for personer der ikke

trak sig tilbage på efterløn før folkepensionsalderen

–

rykkede fra 67 år (folkepen-

sionsalderen for personer født før 1. juli 1939) til 65 år (folkepensionsalderen for

personer født fra og med 1. juli 1939),

jf. figur 2.

Blandt andet på baggrund af disse erfaringer ventes de gradvise forhøjelser af fol-

kepensionsalderen fra 65 år til 67 år i årene 2019-2022 at øge den gennemsnitlige

tilbagetrækningsalder i de kommende år.

Efterlønsreformen gav incitament til at udskyde overgangen fra beskæftigelse til efterløn fra 60 år til 62 år. Som en del af

samme reform blev der ud over sænkelsen af folkepensionsalderen også indført muligheden for ”opsat” folkepensionen.

Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk

FIU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 427: Spm. om sammenhæng mellem ændringer i retten til tilbagetrækning og den faktiske tilbagetrækningsalder, til finansministeren

Side 2 af 4

Figur 1

Lønmodtagerfrekvens for årgange med forskellig

efterlønsalder fra 2014 og frem

Figur 2

Udvikling beskæftigelsesfrekvensen for årgange

tæt på folkepensionsalderen i 2004 for

lønmodtagere, der ikke overgår til efterløn

Pct.

Indeks 63 år = 100

100

1938 (67 år)

1939, 1. halvår (67 år)

Alder

Indeks 63 år = 100

100

61 61�½ 62 62�½ 63

Alder

Jan 53 (efterløn 60 år)

Jan 54 (efterløn 60�½ år)

Jul 54 (efterløn 61 år)

Jan 55 (efterløn 61�½ år)

Jul 55 (efterløn 62 år)

Jan 56 (efterløn 62�½ år)

59�½

60�½

1939, 2. halvår (65 år)

1940 (65 år)

Anm.: I figur 1 er årgangenes lønmodtagerfrekvens opgjort til og med 3. kvartal 2018, og de stiplede linjer angiver

efterlønsalderen for de forskellige årgange. I figur 2 er kun medtaget personer, der havde arbejdsindkomst

som 59-årig, og som ikke overgår til efterløn, og de stiplede linjer angiver folkepensionsalderen for

forskellige årgange.

Kilde: Egne beregninger på registeret for beskæftigelse for lønmodtagere (BFL) og MIA-data.

I 1992 blev der givet mulighed for, at 55-59-årige forsikrede langvarigt ledige kun-

ne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet på overgangsydelse, og i 1994 blev ord-

ningen udvidet til også at omfatte 50-54-årige. Tilgangen til overgangsydelse førte

til et kraftigt fald i den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder. I 1995 faldt den gen-

nemsnitlige tilbagetrækningsalder til ca. 59¼ år, som er det laveste niveau for hele

den opgjorte periode,

jf. figur 3.

Ved udgangen af 1995 blev der lukket for tilgan-

gen til overgangsydelse (bortset fra personer der fyldte 50 år i 1996), hvilket fik

den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder til at stige igen.

Figur 3

Gennemsnitlig tilbagetrækningsalder, 1990-2020

Figur 4

Gennemsnitlig arbejdstid for beskæftigede

omkring folkepensionsalderen, 2015

År

Timer

1.800

1.600

1.400

1.200

Timer

1.800

1.600

1.400

1.200

1990

1995

2000

2005

2010

2015

2020

Folkepensionsalder

Efterlønsalder

Gennemsnitlig tilbagetrækningsalder i bred forstand

1.000

800

600

400

200

Alder

1.000

800

600

400

200

Anm.: I figur 3 tilbagetrækningsalderen er fremskrevet fra og med 2017. Den gennemsnitlige arbejdstid i figur 4 er

inkl. støttet beskæftigelse og er opgjort på baggrund af Finansministeriets befolkningsregnskab.

Kilde: Opdateret 2025-grundforløb (august 2018), Danmarks Statistik og egne beregninger.

Side 3 af 4

Efter 1996 steg erhvervsfrekvensen for de over 50-årige isoleret set som følge af,

at overgangsydelsen blev udfaset frem til 2006, hvor ordningen helt ophørte.

Først omkring 2000 var den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder tilbage på ni-

veauet fra før overgangsydelsen blev indført.

I årene efter 2006 faldt den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder som følge af, at

folkepensionsalderen blev sænket fra 67 år til 65 år i 2004

Det bemærkes, at den relativt høje tilbagetrækningsalder i

figur 3

bl.a. skyldes, at

der ikke er taget højde for, at den gennemsnitlige arbejdstid blandt de beskæftige-

de aftager kraftigt omkring folkepensionsalderen,

jf. figur 4.

Det betyder, at beskæf-

tigelse efter folkepensionsalderen, selv med få timer, tæller med i den viste opgø-

relse af tilbagetrækningsalderen. For en uddybning af beregningen af den gennem-

snitlige tilbagetrækningsalder,

jf. boks 1.

Ud over forhøjelserne af efterlønsalderen fra 2014 er den gennemsnitlige tilbage-

trækningsalder i de seneste år også steget som følge af bl.a. udmeldelser af efter-

lønsordningen i 2012, hvor

Tilbagetrækningsaftalen

(2011) gav mulighed for skattefri

tilbagebetaling af efterlønsbidrag, hvilket mange benyttede sig af. Udmeldelserne

betyder, at en mindre andel af de yngre årgange har mulighed for at trække sig

tilbage fra arbejdsmarkedet på efterløn før folkepensionsalderen.

Hertil kommer også andre reformvirkninger, herunder forsinkede virkninger af

efterlønsreformen fra 1998, som indførte krav om indbetaling af efterlønsbidrag

for at være berettiget til efterløn, samt forlængelsen af denne efterlønsbidragsperi-

ode i forbindelse med Velfærdsaftalen 2006. Hertil kommer bl.a. afskaffelse af den

forlængede dagpengeret for 50-54 årige henholdsvis 55-59 årige (1998 og 2006),

indførelse af fleksjobordningen og senere reformer af førtidspension og fleksjob,

som samlet set har bidraget til at øge beskæftigelsen for over 50-årige.

Generelle ændringer i skattepolitikken og dagpengeregler mv., som generelt har

øget tilskyndelsen til at arbejde over de seneste årtier, har ligeledes bidraget til øget

beskæftigelse blandt de over 50-årige.

Boks 1

Beregningsforudsætninger af den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder

Den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder er beregnet med udgangspunkt i metoden fra

Finansredegørelse

2014

og der henvises hertil for en yderligere uddybning af metoden. Beregningen af den gennemsnitlige tilba-

getrækningsalder opgjort på år er senest opdateret i svar på

Finansudvalgets spørgsmål nr. 386 af 6. juni

2018.

Tilbagetrækningsalderen er beregnet på baggrund af ændringer i den aldersbetingede erhvervsfrekvens, hvor

fald i erhvervsfrekvensen (overgang fra arbejdsstyrken til fx overgangsydelse, førtidspension, efterløn eller

Da folkepensionsalderen blev sænket med to år fra midten af 2004, har det først fuld effekt på erhvervsfrekvensen fra

midten af 2006. Med den anvendte metode til beregning af den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder, slår den lavere folke-

pensionsalder først igennem i en lavere tilbagetrækningsalder i 2007.

Side 4 af 4

selvpension) regnes som tilbagetrækning. Overgange fra ordinær beskæftigelse eller ledighed til støttet be-

skæftigelse regnes ikke som tilbagetrækning i beregningen. Beregningsteknisk er den tidligst mulige tilbage-

trækningsalder sat til 50 år og den sidst mulige alder 95 år.

Der er flere forhold, som bidrager til, at den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder opgjort med den anvendte

metode ligger over den formelle folkepensionsalder fra omkring 2012.

For det første tager beregningen udgangspunkt i de 50-95-årige, hvilket betyder, at tilgang til fx førtidspension

for personer under 50 år ikke regnes som tilbagetrækning, hvilket trækker tilbagetrækningsalderen op. Samti-

dig bliver tilbagetrækningsalderen også trukket op af, at der er en betydelig andel personer, der fortsat er i be-

skæftigelse efter den formelle folkepensionsalder.

For det andet har en andel af de personer, der i beregningen regnes som ikke-tilbagetrukne, i praksis trukket

sig delvist tilbage gennem reduktioner af arbejdstiden. Fx bidrager personer, der arbejder i fleksjob til at træk-

ke den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder i beregningen op, selvom disse personer arbejder på nedsat tid.

Den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder ville være lavere end den formelle folkepensionsalder, hvis bereg-

ningen blev korrigeret for den præsterede arbejdstid,

jf. også Finansredegørelse 2014.

For det tredje betyder beregningsmetoden, at tilbagetrækningsalderen i de enkelte år beregnes på et tværsnit

af alle årgange i året. Hvis tilbagetrækningsalderen i stedet blev beregnet for de enkelte fødselsårgange (hvor

tilbagetrækningsmønsteret fremskrives på de ældste alderstrin, hvor dette endnu ikke er observeret), ville til-

bagetrækningsalderen blive mindre end årgangenes formelle pensionsalder.

Med venlig hilsen

Kristian Jensen

Finansminister