Finansudvalget 2018-19 (1. samling)
FIU Alm.del
Offentligt
1994131_0001.png
Folketingets Finansudvalg
Christiansborg
20. november 2018
Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 131 (Alm. del) af 12.
november 2018 stillet efter ønske fra Lisbeth Bech Poulsen (SF)
Spørgsmål
Vil ministeren redegøre for elasticiteten mellem ydelsesniveauet og afgangsraten i
Dagpengemodellen? Hvad er forudsætninger og antagelser for indarbejdelsen af
elasticiteter i modellen, og er der konsistens mellem anvendelsen i Dagpengemo-
dellen og ministeriets beregninger af adfærdsvirkninger på makroniveau, som be-
nytter en semielasticitet mellem kompensationsgrad og arbejdsløshed (jf. Regne-
principper og modelanvendelse i Finansministeriet fra 2012)?
Svar
Adfærdsændringer som følge af ændringer i dagpengeydelsen (elasticiteter for til-
og afgang med hensyn til ydelsesniveau) er i dagpengemodellen fastsat af Dagpen-
gekommissionen (2015) i samarbejde med en række førende arbejdsmarkedsfor-
skere.
I dagpengemodellen forudsættes det, at en ændring i dagpengeydelsen har en
virkning på antallet af dagpengemodtagere, modtagere af andre indkomstoverførs-
ler og beskæftigede. Forudsætningen bygger på estimerede adfærdseffekter, ydel-
seseffekter, dynamisk sortering samt tilgangseffekter,
jf.
Dagpengekommissionens
tekniske analyserapport
1
.
De estimerede adfærdseffekter
De estimerede adfærdseffekter er skønnet på baggrund af oplysninger om dag-
pengemodtageres udsigt til en ydelsesændring efter opbrug af retten til dagpenge.
Disse adfærdseffekter bygger på en analyse, som finder stærk evidens for, at en
ydelsesnedgang øger afgangen fra ledighed i perioden op til og omkring selve
ydelsesnedgangen. Analysen sammenholder observeret adfærd og ydelsesprofiler
for alle ledige i perioden 2008-14 og bygger dermed på et betydeligt større data-
materiale end tidligere danske studier, fx DØR (2014) og SFI (2014)
2
. Analysen er
nærmere beskrevet i kapitel 3 i Dagpengekommissionens tekniske analyserapport.
Dagpengemodellen, Teknisk analyserapport (2015).
SFI
(2014): Anders Bruun Jonassen. ”Konsekvenser af dagpengeperiodens halvering”. Det nationale forskningscenter for
velfærd (SFI). DØR (2014):
Mikkel Hermansen. ”En foreløbig evaluering af dagpengereformen”.
De Økonomiske Råd
(DØR).
2
1
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk
FIU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 131: Spm. om elasticiteten mellem ydelsesniveauet og afgangsraten i Dagpengemodellen, til finansministeren
1994131_0002.png
Side 2 af 5
Resultaterne fra analysen peger fx på, at en stigning i kompensationsgraden på 10
pct. reducerer den ugentlige afgangsrate til beskæftigelse med 26 pct. 4 uger før til
4 uger efter selve ydelsesnedgangen,
jf. tabel 1.
Tabel 1
Ændringer i afgang fra ledighed som følge af en redukrion i dagpengesatsen med 10 pct.
Afgang til
beskæftigelse
(pct.)
-2
-3
-5
-6
-9
-12
-26
-18
-10
-6
Afgang til
andet end beskæftigelse
(pct.)
-2
-3
-4
-5
-8
-11
-28
-15
-2
8
Virker fra/til
78 til 53 uger før ydelsesstigning
52 til 40 uger før ydelsesstigning
39 til 27 uger før ydelsesstigning
26 til 14 uger før ydelsesstigning
13 til 9 uger før ydelsesstigning
8 til 5 uger før ydelsesstigning
4 uger før til 4 uger efter ydelsesstigning
5 til 8 uger efter ydelsesstigning
9 til 13 uger efter ydelsesstigning
14 til 26 uger efter ydelsesstigning
Anm.: Afgangsændringerne er udregnet på baggrund af de estimerede elasticiteter, der angivet i tabel 3.2 på side 33 i
Dagpengekommissionens tekniske rapport.
Kilde: Dagpengekommissionens tekniske rapport og egneberegninger.
Det bemærkes, at der ved vurderinger af virkninger af ydelsesændringer i starten
af dagpengeperioden (fx en generel ydelsesstigning på 10 pct. for alle
dagpengemodtagere) inkluderes estimerede adfærdseffekter i dagpengemodellen,
som er gældende fra 26 uger før til 26 uger efter en ydelsesændring. Det
indebærer, at de estimerede adfærdseffekter, der er gældende i 26 uger op til selve
tidpunktet for en ydelsesændring, har en virkning på tilgangen til dagpenge
(gennem en effekt der svarer til afgangen fra en hypotetisk ledighedskø),
jf.
dikussion af tilgangseffekter nedenfor.
Ydelseseffekter
I forlængelse af en ydelsesændring optræder der en isoleret effekt af, at ydelsen
efter fx en ydelsesreduktion er mindre, hvilket giver anledning til øget afgang fra
dagpenge til beskæftigelse. Ydelseseffekten virker på afgangsraterne, efter den
estimerede adfærdseffekt er indlagt, dvs. 26 uger efter det tidspunkt, hvor de esti-
merede adfærdseffekter er ophørt med at virke i dagpengemodellen,
jf. ovenfor.
Baseret på litteraturstudier
3
anvendes en ydelseseffekt i dagpengemodellen sva-
rende til en elasticitet af afgangsraten mht. ændringer i kompensationsgraden på
0,75. Den anvendte ydelseseffekt er nærmere beskrevet i kapitel 4 i Dagpenge-
kommissionens tekniske analyserapport.
3
Andersen mfl. (2015): Litteraturreview af effekter af indretning af arbejdsløshedsunderstøttelsessytemer; Rapport til
dagpengekommissionens sekretariat.
FIU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 131: Spm. om elasticiteten mellem ydelsesniveauet og afgangsraten i Dagpengemodellen, til finansministeren
Side 3 af 5
Dynamisk sortering
Efter en ydelsesændring er trådt i kraft sker der en dynamisk sortering blandt de
ledige, som medfører, at sammensætningen af ledige vil indeholde relativt færre
med tæt tilknytning til arbejdsmarkedet,
jf. fx Andersen mfl. (2015) og boks 4.2 i Dag-
pengekommissionens tekniske rapport.
Den ændrede sammensætning medfører, at selvom den enkelte ledige øger sin
søgeintensitet som følge af ydelsesreduktionen, vil den samlede, observerede af-
gangsrate ikke nødvendigvis stige, fordi de ledige med størst underliggende sand-
synlighed for at finde beskæftigelse har forladt dagpengesystemet.
I dagpengemodellen er omfanget af den dynamiske sortering fastsat således, at
den føromtalte ydelseseffekt neutraliseres. Dette medfører desuden, at prædikte-
rede afgangsrater efter en ydelsesændring stemmer overens med de empirisk ob-
serverede afgangsrater.
Tilgangseffekter
I dagpengemodellen forudsættes det, at de estimerede adfærdseffekter (som er
belyst ovenfor) for generelle ydelsesændringer eller ydelsesændringer tidligt i dag-
pengeperioden også virker med en vis styrke i forhold til at reducere tilgangen til
dagpengesystemet.
I modellen, hvor en ydelsesændring kommer meget tidligt (eller fra starten) i dag-
pengeperioden, er det forudsat, at adfærdsændringer dels kan optræde i form af en
højere afgang fra ledighed i starten af dagpengeperioden og dels i form af en lave-
re tilgang til dagpengesystemet. Tilgangseffekten kan tænkes som en lavere tilgang
til ledighed som følge af en generelt øget arbejdsindsats blandt de beskæftigede,
som reducerer sandsynligheden for at blive afskediget og dermed få brug for dag-
pengesystemet. Herudover kan personer, som er afskediget (og har opsigelsesvar-
sel), forventes at øge deres søgeintensitet i jobsøgning i opsigelsesperioden for at
overgå til beskæftigelse inden indgangen til dagpengesystemet.
8 ud af 10 studier i oversigten over empirisk litteratur, der har undersøgt eksisten-
sen og størrelsen af tilgangseffekter til ledighed, peger på, at lempelser eller stram-
ninger af arbejdsløshedssystemer har en betydelig virkning på tilgangen til syste-
met,
jf. fx Andersen mfl. (2015).
På denne baggrund er der indarbejdet tilgangseffek-
ter i dagpengemodellen.
I modellen er det forudsat, at adfærdsændringer for personer, der står foran at
påbegynde en dagpengeperiode, er sammenlignelig med den adfærdsændring, som
ledige i dagpengesystemet udviser i lyset af en forventet ydelsesændring (de esti-
merede adfærdseffekter). Dette er implementeret i modellen ved at lade den del af
den estimerede adfærdseffekt, som ved tidlige eller generelle ydelsesreduktioner i
dagpengesystemet falder uden for dagpengeperioden, virke på sandsynligheden
for at finde ny beskæftigelse blandt de personer, som er på vej til at indtræde i
dagpengesystemet. Det kan fx være personer, som er blevet opsagt, men først
indtræder i dagpengesystemet efter en opsigelsesperiode. Således kan tilgangsef-
fekter betragtes som en adfærdsvirkning, som påvirker en hypotetisk ledighedskø.
FIU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 131: Spm. om elasticiteten mellem ydelsesniveauet og afgangsraten i Dagpengemodellen, til finansministeren
Side 4 af 5
Da den typiske opsigelsesperiode i Danmark er på 0-6 måneders varighed, tillades
den estimerede adfærdseffekt at påvirke sandsynligheden for at finde job i op til 6
måneder før indplaceringen i dagpengesystemet. I den konkrete implementering af
tilgangseffekten i modellen forudsættes den underliggende afgangsrate (fra en
hypotetisk ledighedskø) at falde fra niveauet på omkring 4 pct. ved starten af dag-
pengeperioden til 0 pct. seks måneder inden dagpengestart.
Dette indebærer en nedjustering af tilgangseffekten på ca. 50 pct. ift. en
implementering, hvor den underliggende rate for tilgangseffekten fastlægges som
en tilbageskrivning af den afgangsrate fra dagpenge til beskæftigelse, som
observeres i starten af dagpengeperioden,
jf. boks 4.3 i Dagpengekommissionens tekni-
ske rapport.
Deltagelseseffekter i forbindelse med skatteændringer (adfærdsvirkninger på makroniveau)
Når der skønnes over deltagelseseffekter af ændringer i skattesystemet, tager
skønnet udgangspunkt i beregnede forskelsbeløb for en stikprøve af befolkningen
baseret på Lovmodellens datagrundlag ved hjælp af den såkaldte forskelsbeløbs-
model. I forskelsbeløbsmodellen beregnes ændringen i nettokompensationsgraden
for den enkelte, det vil sige forholdet mellem den disponible indkomst ved
ledighed og den disponible indkomst ved beskæftigelse. Efterfølgende
sammenvejes ændringen i de enkeltes nettokompensationsgrader til én
gennemsnitlig ændring. Ledighedseffekten baseres på denne ændring i den
gennemsnitlige nettokompensationsgrad. Beregningen tager udgangspunkt i, at et
fald i nettokompensations-graden på 10 pct.-point reducerer ledigheden med 0,7
pct.-point, hvilket er baseret på en række empiriske studier,
jf. metodebeskrivelse i
Fordeling og Incitamenter 2002, Finansministeriet, juni 2002.
Modellen er ud over ændringer i skattesystemet også blevet brugt til at vurdere
virkningen af generelle ydelsesændringer, fx afdæmpet regulering af
overførselsindkomster. Modellen er derimod som udgangspunkt ikke
nødvendigvis egnet til at vurdere virkningen af isolerede ændringer i specifikke
ydelser såsom dagpenge eller kontanthjælp. Det skyldes, at modellens sigte er at
vurdere virkninger af generelle ændringer i tilskyndelsen til beskæftigelse, hvorfor
modellens udgangspunkt er et ensartet gennemslag på den strukturelle ledighed af
en ændring i kompensationsgraden på tværs af initiativer. Modellen tager således
ikke højde for, at en given ændring i den gennemsnitlige kompensationsgrad kan
have et andet gennemslag på den strukturelle ledighed alt efter om ændringen i
kompensationsgraden kan henføres til ændringer i ydelsesniveauet for fx dagpenge
eller kontanthjælp.
Det har således ikke været sigtet med udformningen af forskelsbeløbsmodellens
adfærdsberegning at kunne foretage separate vurderinger af ændringer i
tilskyndelsen til beskæftigelse knyttet til specifikke ydelser. Derfor indeholder
forskelsbeløbsmodellen eksempelvis ikke eksplicit modellering af ændringer i
afgangsrater fra én ydelse til andre ydelser, som det fx er tilfældet i
dagpengemodellen. Det skal ses i sammenhæng med, at sådanne ændringer
FIU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 131: Spm. om elasticiteten mellem ydelsesniveauet og afgangsraten i Dagpengemodellen, til finansministeren
Side 5 af 5
forventes at være mindre når tilskyndelsen til beskæftigelse ændres generelt på
tværs af ydelser, end når én specifik ydelse ændres (set i forhold til øvrige ydelser).
Derudover kan en generel ændring af tilskyndelsen til beskæftigelse potentielt
have generelle ligevægtseffekter (fx på løndannelsen), som adskiller sig fra, hvad
der vil være tilfældet ved ændringer i enkeltydelser.
Disse forhold er medvirkende til, at en specifik ydelsesændring i forskelsbeløbs-
modellen ikke nødvendigvis vil give anledning til en deltagelseseffekt, som svarer
præcis til de deltagelseseffekter, som lægges til grund, når der foretages isolerede
ændringer i enkeltydelser (fx dagpenge eller kontanthjælp)
samt at det heller ikke
nødvendigvis bør være tilfældet.
Med venlig hilsen
Kristian Jensen
Finansminister