EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 167: Spm. om, hvorvidt regeringen deler B 106 (2018-2019) forslagsstillernes udlægning af, at Laval-dommen og Viking Line-sagen har ført til, at EU-Domstolens afgørelser har eroderet medlemslandenes muligheder for at opstille værnsregler mod løndumping?, til beskæftigelsesministeren, kopi til udenrigsministeren

Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del
Offentligt

Folketingets Europaudvalg

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Ved Stranden 8

1061 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

Folketingets Europaudvalg har i brev af 20. marts 2019 stillet følgende spørgsmål

nr. 167 (alm. del), som hermed besvares endeligt.

Spørgsmål nr. 167:

”Kan

ministeren redegøre for, om regeringen deler B 106 (2018-2019) forslagsstil-

lernes udlægning af, at Lavaldommen og Viking Line-sagen har ført til, at EU-

Domstolens afgørelser har eroderet medlemslandenes muligheder for at opstille

værnsregler mod løndumping?”

Svar:

Regeringen mener ikke, at dommene har eroderet medlemslandenes muligheder for

at opstille værn med social dumping.

Som det fremgår af mit svar på EUU-spørgsmål 166, alm. del, berørte dommen i

Viking-Line-sagen ikke dansk praksis.

Som det fremgår af mit svar på EUU-spørgsmål 165, alm. del, følger det af Laval-

sagen og udstationeringsdirektivet, at værtslandets regler og praksis, hvad angår

mindsteløn, gælder ved udstationering.

Disse skal være klare, tilgængelige og have en vis generel anvendelse. Krav til ar-

bejds- og ansættelsesvilkår må ikke gå ud over bestemmelserne i udstationeringsdi-

rektivets artikel 3.

I begrundelsen for B 106 henvises der til, at der efter Laval-dommen blev indsat en

ny bestemmelse i udstationeringsloven, § 6a, med henblik på at sikre, at fagbevæ-

gelsen kunne konflikte inden for de rammer, der fulgte af Laval-sagen.

Af bestemmelsen følger, at anvendelsen af kollektive kampskridt kan ske på sam-

me måde som over for danske arbejdsgivere for at sikre udstationerede lønmodta-

gere en løn svarende til, hvad danske arbejdsgivere i henhold til de landsdækkende

overenskomster er forpligtede til at betale for udførelsen af tilsvarende arbejde.

Det følger af Laval-dommen, at der ikke kan konfliktes for fuld overenskomst, hvis

overenskomsten fx indeholder løfteparagraffer om lokal forhandling.

5. april 2019

J.nr.

2019 - 1483

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 167: Spm. om, hvorvidt regeringen deler B 106 (2018-2019) forslagsstillernes udlægning af, at Laval-dommen og Viking Line-sagen har ført til, at EU-Domstolens afgørelser har eroderet medlemslandenes muligheder for at opstille værnsregler mod løndumping?, til beskæftigelsesministeren, kopi til udenrigsministeren

Men som det fremgår, kan der opstilles tilstrækkelige værn mod løndumping. Et

medlemsland kan selv definere sin mindsteløn og gøre den gældende, hvis den er

bindende og gennemsigtig.

Jeg vil gerne henvise til en anden dom fra EU-Domstolen for at illustrere dette,

nemlig præmisserne 39-42 fra dommen C-396/13:

”39

I denne henseende bemærkes, at det udtrykkeligt fremgår af ordlyden af ar-

tikel 3, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 96/71, at mindstelønnen defineres i overens-

stemmelse med national lovgivning og/eller praksis i den medlemsstat, på hvis om-

råde arbejdstageren er udstationeret. Denne ordlyd indebærer, at metoden til be-

regning af mindstelønnen og de kriterier, der anvendes i den forbindelse, ligeledes

er et anliggende for værtsmedlemsstaten.

Det fremgår for det første af det ovenstående, at de gældende regler i værts-

medlemsstaten kan være afgørende for, om mindstelønnen skal beregnes som time-

løn eller som akkordløn. For at kunne gøres gældende over for en arbejdsgiver,

som udstationerer arbejdstagere i denne medlemsstat, skal disse regler dog være

bindende, og de skal opfylde betingelserne om gennemsigtighed, hvilket navnlig in-

debærer, at de skal være tilgængelige og klare.

I medfør af disse kriterier kan den mindsteløn, som beregnes på grundlag af

de relevante kollektive overenskomster, ikke være afhængig af den udstationerende

arbejdsgivers frie valg, udelukkende med det formål at tilbyde lavere lønomkost-

ninger end omkostningerne til lokal arbejdskraft.

I hovedsagen tilkommer det den nationale ret at efterprøve, om de regler for

beregning af mindstelønnen, som anvendes i medfør af de relevante kollektive

overenskomster, er bindende og gennemsigtige.”

Herudover findes der en række domme, der med henblik på at sikre ligeløn og be-

kæmpelse af

”illoyal

konkurrence”,

som EU-Domstolen

formulerer det, tillader

foranstaltninger, der kan udgøre restriktioner for den fri bevægelighed. Fx et bel-

gisk krav om forhåndsanmeldelse, jf. C-396/13, og tysk krav om solidarisk ansvar,

C-60/03.

Venlig hilsen

Troels Lund Poulsen