Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del
Offentligt
Udenrigsministeriet
Folketingets Europaudvalg
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
http://www.um.dk
Bilag
Sag/ID Nr.
Enhed
Dato
-
2019 - 8982
Fiskeripolitisk kontor
23. februar 2019
EUU alm. del
–
svar på spørgsmål 135 fra Søren Søndergaard
(EL) stillet den 29. januar 2019 til ministeren for fiskeri og
ligestilling
Spørgsmål
Ministeren bedes oplyse, om Danmark i overensstemmelse med EU-
retten kan vedtage krav om, at udenlandske virksomheder eller borgere fra
fx EU-lande kun kan indregistrere fiskefartøjer i Danmark, hvis en hvilken
som helst charter, forvalter eller operatør af fartøjet enten er en person
med bopæl i det danske rigsfællesskab eller en virksomhed, hvor minimum
75 procent af ejerandelen udgøres af personer med bopæl i det danske
rigsfællesskab.
Svar
EU's fælles fiskeripolitik overlader det til de enkelte medlemsstater at
fastsætte national lovgivning for forvaltning af de kvoter, som årligt
tildeles den enkelte medlemsstat. Det følger af EU-retten, at der gælder et
forbud mod diskrimination med henblik på at sikre den frie bevægelighed
af varer, personer, tjenesteydelser og kapital inden for EU. Forbuddet
indebærer, at en medlemsstat ikke må behandle andre medlemsstaters
statsborgere og selskaber dårligere end egne statsborgere eller selskaber.
Det følger af EU-Domstolens retspraksis, at et krav om bopæl i
medlemsstaten, uanset om det knytter sig til en person eller ejerandelen i
et selskab, udgør indirekte diskrimination, idet kravet lettere kan opfyldes
af medlemsstatens egne statsborgere og selskaber. Et sådan krav vil derfor
ikke være i overensstemmelse med EU-retten, medmindre det efter
omstændighederne kan begrundes sagligt og i øvrigt anses for
proportionalt.