Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2018-19 (1. samling)
ERU Alm.del
Offentligt
Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg
ERHVERVSMINISTEREN
10. december 2018
Besvarelse af spørgsmål 82 alm. del stillet af udvalget den 31. oktober
2018 efter ønske fra Lisbeth Bech Poulsen (SF)
Spørgsmål 82:
Hvornår forventes Erhvervsstyrelsens undersøgelse afsluttet, og vil
ministeren holde udvalget orienteret om undersøgelsens resultater?
Svar:
Jeg skal henvise til min besvarelse af spørgsmål 81, hvoraf det fremgår,
at Erhvervsstyrelsen indleder en undersøgelse af dele af revisionen af års-
og koncernregnskabet for 2014 for Danske Bank A/S. Derudover vil
styrelsen undersøge, om den eksterne revisor har levet op til
hvidvaskloven i det løbende kundeforhold frem til 2015.
Erhvervsstyrelsen er i dialog med EY og vil som led i undersøgelserne
bl.a. indhente relevant materiale til gennemgang, ligesom det kan blive
relevant at afholde uddybende møder undervejs i forløbet.
Erhvervsstyrelsen kan endvidere beslutte at udvide undersøgelsen til at
omfatte yderligere områder af revisionen af års- og koncernregnskabet for
2014 eller til revisionen af års- og koncernregnskabet for senere år.
Undersøgelsernes forløb og tidshorisont vil således afhænge af såvel
omfang som indhold af det materiale, som styrelsen modtager, samt af
behovet for yderligere uddybninger eller møder.
Det er derfor vanskeligt på nuværende tidspunkt at angive, hvornår
Erhvervsstyrelsens undersøgelser forventes afsluttet. I forhold til
undersøgelse af dele af revisionen af års- og koncernregnskabet for 2014
for Danske Bank A/S er det forventningen, at undersøgelsen kan afsluttes
i andet halvår 2019. Undersøgelsen af, om den eksterne revisor har levet
op til hvidvaskloven i det løbende kundeforhold frem til 2015, vil
muligvis kunne foreligge tidligere, da der er tale om et andet regelsæt.
Det understreges, at estimaterne er forbundet med betydelig usikkerhed.
Jeg vil orientere udvalget om resultatet af undersøgelserne, så snart de
foreligger.
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf.
Fax
33 92 33 50
33 12 37 78
CVR-nr. 10 09 24 85
EAN nr. 5798000026001
www.em.dk
Med venlig hilsen
Rasmus Jarlov