Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2018-19 (1. samling)
ERU Alm.del
Offentligt
1990274_0001.png
Hr. Olaf Scholz
Bundesministerium der Finanzen
Wilhelmstrasse 97
10117 Berlin
Germany
Klik og vælg dato
J.nr. 2018-7067
Skatteministeriet
Nicolai Eigtveds Gade 28
DK 1402
København K
Telefon +45 33 92 33 92
Mail [email protected]
www.skm.dk
Kære finansminister Scholz
Tyskland og Danmark er nære samarbejdspartnere og har i særdeleshed haft et godt og
tæt samarbejde de seneste år for at styrke bekæmpelsen af international skatteundgåelse
og skatteunddragelse. Dette er en vigtig international indsats for at beskytte de offentlige
finanser og sikre befolkningens opbakning til vores skattesystemer. Jeg er derfor glad for,
at der de seneste år er sket en markant styrkelse af samarbejdet mellem de europæiske
skatteadministrationer. Det er også mit indtryk, at samarbejdet mellem de tyske og danske
skattemyndigheder i det daglige fungerer godt.
Sagen om svindel om refusion af udbytteskat viser, at skatteundgåelse og -unddragelse er
organiseret, kompleks og krydser de europæiske landegrænser. På baggrund af de seneste
afsløringer i pressen er den danske offentlighed såvel som Folketinget uforstående over
for, at oplysninger, som tilsyneladende kunne have ført til en tidligere indsats for at hin-
dre svindlen, ikke blev udvekslet mellem Tyskland og Danmark. Jeg har som skattemini-
ster brug for at få afklaret, hvad årsagen er til, at de relevante tyske myndigheder ikke ori-
enterede Danmark, da tyske myndigheder i 2012 ifølge medierne tilsyneladende blev op-
mærksom på mulige forsøg på svindel med udbytteskat rettet mod Danmark. Jeg håber,
at det tyske Finansministerium eller andre relevante myndigheder kan undersøge og af-
klare dette.
Samarbejdet mellem de europæiske skattemyndigheder er styrket betydeligt de seneste år.
Endvidere har Danmark og Tyskland flere bilaterale samarbejdsaftaler på skatteområdet,
og jeg håber, at vi snarligt kan indgå en ny aftale om en protokol til vores dobbeltbeskat-
ningsaftale, der implementerer de nyeste standarder for bekæmpelse af skatteundgåelse.
Svindelsagen efterlader dog et klart indtryk af, at der kan være behov for et forbedret in-
ternationalt samarbejde om effektiv udveksling af oplysninger.
Jeg ser frem til et fortsat tæt samarbejde med Tyskland om at få afklaret forløbet, og
hvordan samarbejdet kan styrkes fremover.
Med venlig hilsen
Karsten Lauritzen