BEU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 272: Spm. om, hvor mange afslag de enkelte kommuner har givet på ansøgninger om boligindskud ud fra en begrundelse om, at borgerens rådighedsbeløb i den pågældende bolig ville ligge under kommunens vejledende rådighedsbeløb, til beskæftigelsesministeren

Beskæftigelsesudvalget 2018-19 (1. samling)
BEU Alm.del
Offentligt

Folketingets Beskæftigelsesudvalg

[email protected]

Karsten Hønge

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Ved Stranden 8

1061 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

Beskæftigelsesudvalget har i brev af 15. februar 2019 stillet følgende spørgsmål nr.

272 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karsten

Hønge (SF).

Spørgsmål nr. 272:

”Vil

ministeren udarbejde et overblik over, hvor mange afslag de enkelte kommu-

ner har givet på ansøgninger om boligindskud ud fra en begrundelse om, at borge-

rens rådighedsbeløb i den pågældende bolig ville ligge under kommunens vejle-

dende rådighedsbeløb?”

Svar:

I besvarelsen af spørgsmålet er der lagt til grund, at spørgsmålene vedrører mulig-

hederne for hjælp til boligindskud efter lov om aktiv socialpolitik (aktivloven).

Beskæftigelsesministeriet er ikke i besiddelse af data for, hvor mange afslag de en-

kelte kommuner har givet på ansøgninger om boligindskud ud fra en begrundelse

om, at borgerens rådighedsbeløb i den pågældende bolig ville ligge under kommu-

nens vejledende rådighedsbeløb.

Efter aktivlovens § 85 kan der ydes hjælp til flytning, herunder til boligindskud.

Hjælpen kan ydes ved flytning, som forbedrer ansøgerens eller familiens bolig- el-

ler erhvervsforhold. I de tilfælde, hvor flytningen skyldes andre forhold end bolig-

eller erhvervsmæssige forhold, kan der ydes hjælp efter aktivlovens § 81.

Hjælp, herunder boligindskud, efter aktivlovens § 81og § 85 er trangsbestemt. Det

betyder, at der kun kan ydes hjælp, hvis ansøgeren ikke selv har økonomisk mulig-

hed for at betale udgiften.

Ved ansøgning om hjælp efter aktivlovens § 81 og § 85 skal kommunen altid fore-

tage en konkret individuel vurdering af borgerens økonomiske situation. Den kon-

krete, individuelle vurdering gælder dels i forhold til det udgiftsbehov, borgeren

har, dels i forhold til borgerens samlede økonomiske situation, herunder rådigheds-

beløb og formue.

Kommunen skal altid vurdere, om ansøgeren selv har mulighed for at afholde ud-

giften til fx boligindskud ud fra størrelsen af ansøgerens indtægter og formue. I den

forbindelse kan indgå, hvorvidt ansøgeren har mulighed for at betale udgiften ved

13. marts 2019

J.nr.

2019-1304

BEU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 272: Spm. om, hvor mange afslag de enkelte kommuner har givet på ansøgninger om boligindskud ud fra en begrundelse om, at borgerens rådighedsbeløb i den pågældende bolig ville ligge under kommunens vejledende rådighedsbeløb, til beskæftigelsesministeren

hjælp af en afdragsordning eller ved hjælp af et lån. Kommunen skal også vurdere,

om ansøgeren, ved en rimelig tilrettelæggelse af sin økonomi eventuelt over en

kortere eller længere periode, selv burde have kunnet afholde udgiften.

Borgerens rådighedsbeløb skal dække udgifter til mad, tøj og andre udgifter, jf.

Ankestyrelsens principafgørelse 27-15. Rådighedsbeløbet fastlægges med ud-

gangspunkt i de månedlige nettoindtægter fratrukket de rimelige og nødvendige fa-

ste udgifter, der for eksempel kan være udgifter til husleje, herunder el, vand og

varme, internet og børnepasning. Udgifter, der som udgangspunkt ikke medregnes,

kan for eksempel være afdrag på gæld og kabel-tv. Kommunen skal således lade

borgerens udgifter indgå i deres konkrete, individuelle vurdering af borgerens mu-

lighed for selv at betale udgiften.

Lovgivningen stiller hverken krav om eller forhindrer, at kommunerne anvender

vejledende rådighedsbeløb som led i administrationen. Lovgivningen indeholder

desuden ikke regler om, hvordan vejledende rådighedsbeløb kan fastsættes.

Den enkelte kommune kan fastsætte vejledende retningslinjer for fx rådighedsbe-

løb med henblik på at gøre sagsbehandlingen mere ensartet og gennemskuelig.

Det er kommunen, der i givet fald beslutter, hvordan vejledende rådighedsbeløb

skal opgøres, og om der skal fastsættes forskellige vejledende rådighedsbeløb for

forskellige grupper af borgere.

Det afgørende er, at rådighedsbeløb udelukkende kan anvendes som

vejledende

retningslinjer.

Der skal under alle omstændigheder foretages en konkret og indivi-

duel vurdering både af borgerens økonomi og af, om udgiften er rimelig og nød-

vendig. Derfor kan eventuelle kommunale beregninger af rådighedsbeløb alene an-

vendes som bidrag til en konkret og individuel vurdering og ikke som et objektivt

grundlag for en afgørelse.

Venlig hilsen

Troels Lund Poulsen