2018-19 (1. samling)
Alm.del Beretning 10
Offentligt
Beretning nr.
10
Folketinget 2018-19
Beretning afgivet af Europaudvalget den 12. april 2019
Beretning
om
tidlig orientering om EU-sager og lister over verserende sager af større
rækkevidde efter nyvalg
Udvalget for Forretningsordenen (UFO) afgav den 28.
november 2018 betænkning og indstilling nr. B 53 om be-
handlingen af EU-sager i Folketinget. I betænkningen opfor-
drer UFO Europaudvalget til at gå i dialog med regeringen
om et styrket samarbejde, som skal sikre:
– En tidligere mundtlig orientering af udvalgets medlem-
mer om EU-sager af større rækkevidde.
– Mulighed for en liste over alle ikke færdigforhandlede
EU-sager af større rækkevidde efter nyvalg til Folketinget.
UFO finder det på den baggrund ønskeligt, om Europa-
udvalget får anledning til at drøfte EU-sager på et tidligere
tidspunkt med regeringen end det tidspunkt, hvor regeringen
ifølge de nuværende regler og praksis skal forelægge dem til
forhandlingsoplæg for at sikre Folketingets indflydelse. Som
aftalt i Europaudvalgets beretning af 23. juni 2006 holder re-
geringen allerede løbende og så tidligt som muligt Europa-
udvalget orienteret om sager af større rækkevidde. Dette kan
bl.a. ske under et fast dagsordenspunkt, »Siden sidst«, i for-
bindelse med regeringens almindelige forelæggelser for
Europaudvalget.
Fremover vil regeringen som klar hovedregel mundtligt
orientere Europaudvalget om sådanne EU-sager mindst én
gang, før de forelægges til forhandlingsoplæg, så udvalgets
medlemmer får yderligere kendskab til sagerne og mulighed
for at gøre regeringen bekendt med deres synspunkter om
disse på et tidligere tidspunkt. Hvis regeringens orientering
ikke sker som led i en rådsmødeforelæggelse, optræder den
selvstændigt under punktet »Siden sidst« på Europaudval-
gets dagsorden.
Idet regeringen skønner, hvilke sager der forelægges til
forhandlingsoplæg, henstiller UFO, at det vil være gavnligt,
at regeringen i forbindelse med nyvalg til Folketingets ori-
entering udarbejder en liste over alle ikke færdigforhandlede
EU-sager, som regeringen tidligere har forelagt Europaud-
valget til forhandlingsoplæg. Regeringen vil udarbejde en
sådan liste hurtigt efter nyvalg og så vidt muligt, før Europa-
udvalget mødes første gang, således at det nye udvalg får et
overblik over sagerne.
Europaudvalget har tidligere drøftet, om der er brug for
at fastsætte en generel udløbsdato for regeringens forhand-
lingsoplæg. Udvalget finder dog ikke dette hensigtsmæssigt.
Hertil er forløbet og varigheden af de mange sager i Rådet
for forskelligartede.
UFO henstiller også, at Europaudvalget og regeringen
snarest når til en forståelse om en effektuering af hidtil truf-
ne beslutninger vedrørende regeringens orientering af Folke-
tinget om implementeringen eller suppleringen af EU-rets-
akter i dansk ret. Europaudvalget ønsker, at denne forståelse
opnås på baggrund af bl.a. de af Folketinget bestilte forsk-
ningsprojekter.
P.u.v.
Erik Christensen
formand
AX023505