Den 13. nov. 2018 kl. 20.24 skrev Bodil Hindsholm Hansen <[email protected]>:
Til Statsministeren, Udlændingeminsteren og Udenrigsministen.,
med kopi til dele af Udlændingeudvalget.
Aller først tak for det i dag tilsendte svar på min mail af den 31. oktober 2018.
Jeg er dog noget betænkelig ved svaret, da det tyder på, at ministeren ikke har læst den pågældende
mail.
Den omhandler nemlig ikke -som anført i ministerens svar - oktober ogførst og fremmest en kritik
af indkvarteringsforholdene.
Dem nævner jeg naturligvis, fordi de er under al kritik, og det ville ministeren også tilslutte sig,
dersom hun selv skulle leve under lignende forhold i en ubestemt årrække.
Men det er ikke hovedsagen her. Ministeren må have kigget i et forkert brev (jeg har virkelig også
skrevet mange).
Mit hoveddanliggende bliver jeg så åbenbart nødt til at gentage.
Efter det formodede likvideringsforsøg på én eller flere eksiliranere i Ringsted den 28. sept. med
følgende nedlukning af alle forbindelser til og fra Sjælland
står det endelig regeringen klart, at Iran ikke bare et et hårdhændet diktatur, men et decideret
gangsterregime, der likviderer formodede modstandere af regimet i andre lande.
Dette understøttes af udtalelser fra Stats- og Udenrigsministeren, der tydeligt viser både vrede og
forargelse.
Min pointe er - som det tydeligt fremgår af min mail - at Iran opfører sig mindst lige så
gangsterlignende mod sine egne borgere i Iran.
Derfor må det nu være op til regeringen at revidere sit syn på afviste iranske asylansøgere.
Der er ingen grund til at holde dem i udvisningsposition på Kærshovedgaard eller Ellebæk
Fængslet, medmindre regeringen da ønsker dem likvideret.
Det giver ingen mening på den ene side at hjemkalde den danske ambassadør i Iran til
konsultationer i Udenrigsministeret
og på den anden side lade som, at Iran er et land, man kan sende afviste iranske asylansøgere tilbage
til.
Det hænger politisk overhovedet ikke sammen.
Det var pointen. Og det er det, ministeren bør komme med et svar på.
Endvidere vil jeg gerne anholde klichéen om, at Flygtningenævnet skulle være "et uafhængigt,
domstolslignende organ".
Man skal ikke vide meget om det danske asylsystem for at nå til den erkendelse, at
Flygtningenævnet hverden er det første eller det sidste.
Flygtningenævnet er ikke uafhængigt, alene fordi den part, der behandler asylsagen først, nemlig
Udlændingestyrelsen er repræsenteret i nævnet.
Det er uhørt inden for for dansk retsvæsen - derfor er Flygtningenævnet heller ikke
domstolslignende.
Det er det i øvrigt heller ikke, fordi afgørelserne ikke er konsistente.
I det danske retssystem hersker der konsistent og præcedens. Det burde der også gøre i
Flygtningenævnet, men afgørelser træffes på en måde,
som tyder på en rystende tilfældighed og en ikke ringe grad af politisk styring.
Når det i disse år - i modsætning til tidligere - er umådelig vanskeligt for asylansøgere fra f.eks.
Iran, Afghanisten og Irak at få asyl her i landet, er det jo ikke, fordi forholdene i disse lande er