Udlændinge- og Integrationsudvalget 2018-19 (1. samling)
UUI Alm.del Bilag 29
Offentligt
Åbent samråd i Udlændinge- og Integrationsudvalget om humanitære opholdstilladelser den 11.
januar 2018
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Velkommen til!
Jeg tror, at de fleste tilhørere har fundet en siddeplads
–
fornemt.
Så siger vi velkommen til åbent samråd i Udlændinge- og Integrationsudvalget!
Og velkommen til ministeren
–
og til tilhørere og til seere og også velkommen til medlemmerne og til
spørgerne.
Og vi behandler i dag samrådsspørgsmål, som omhandler humanitære opholdstilladelser. Der er også stillet
en række skriftlige spørgsmål til forberedelse af samrådet, hvor nogle af dem, skal jeg sige, er kommet lidt
sent i forhold til forberedelse af samrådet, så det må ministeren gerne gøre bedre en anden gang.
Samrådsspørgsmålet er stillet af Johanne Schmidt-Nielsen, Josephine Fock, Sofie Carsten Nielsen og Holger
K. Nielsen.
Og Johanne Schmidt-Nielsen vil motivere, men inden at jeg giver ordet til Johanne, så vil jeg sige, at vi gør
det på den måde, at vi kører indtil kl. lidt i ét, så er mødet nede i salen, hvor en del af os skal ned og være
ordførere, så vil vi så afbryde samrådet, og så vil der så være mulighed for, at man, sådan som jeg forstår
det, ca. �½ times tid, det er mulighed for, efterfølgende vil kunne så genoptage samrådet.
Så det er dét, vi lægger op til!
Johanne Schmidt-Nielsen, værsgo!
Johanne
Schmidt-Nielsen:
Tak for det!
Vi har kaldt ministeren i samråd i dag i en dybt, dybt alvorlig sag, og det er en sag, som endnu engang stiller
spørgsmål ved, om vi faktisk kan stole på, at ministeren administrerer i overensstemmelse med loven.
Det er en sag, som handler om alvorligt syge mennesker, som gennem mere end et år kan være udsendt af
Danmark i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Vi ved nu, at 7 personer er sendt ud.
Den 13. december 2016 afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dom i den sag, der hedder
Paposhvili mod Belgien. Og alle de jurister, som har udtalt sig i sagen er enige om
–
den dom burde få stor
betydning for dansk praksis, når det handler om tildeling af humanitære opholdstilladelser. Alligevel er der
ikke sket noget som helst før nu.
Vi ved, at i istere … vi ved, at i isteriet har fået adskillige he ve delser o de her do i starten
af
2017 fra Justitsministeriet, fra Institut for Menneskerettigheder, fra advokater, fra organisationer. Jeg har
selv stillet skriftlige spørgsmål til ministeren om denne her sag i april 2017. Alligevel er der som sagt gået
mere end et år, før vi nu får en reaktion. Det er uforståeligt, at ministeren ikke straks i december 2016
sætter sagerne i bero. Og på trods af, at vi nu har fået nogle svar mindre end en time, før samrådet gik i
gang om en dom, der faldt i december 2016
–
har vi stadigvæk ikke fået noget klart svar på, hvordan man
dog kommer frem til, at sagerne ikke skulle sættes i bero tilbage i 2016. Og man må sige, den her sag
minder på mange måder om andre sager, vi har set, den minder om sagen om det unge asylpar, hvor der
ikke blev administreret lovligt under ministerens ledelse. Og den minder om statsløsesagen, hvor
1
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
i istere s partifælde rugte �½ år … eller, hvad skal a sige, i
modstrid med Danmarks konventionsmæssige forpligtelser.
Som sagt har vi fået nogle svar nu, under en time før samrådet.
Det er svar, som rejser nye spørgsmål.
ere e d �½ år ad i istrerede i klar
F.eks. skriver ministeren i svaret på spørgsmål 206, at fagkontoret i april/maj 2017 kommer frem til, at
dommen ikke umiddelbart får konsekvenser for dansk praksis. Hvordan søren kan man komme frem til det?
Altså, hvordan søren kan man komme frem til den konklusion, når nu vi ved, at ministeriet har fået en
henvendelse fra Justitsministeriet den 3. marts og igen den 25. april, hvor Justitsministeriet peger på
jurister, der siger
–
det her bør få konsekvenser for praksis.
Det andet spørgsmål, man må stille, er jo, hvorfor søren er det først i april/maj 2017, at man begynder at
kigge på den her sag. Det er i 2016, at dommen falder.
Med andre ord, hvorfor bliver sagerne ikke straks sat i bero, og hvem besluttede det? Præcis, hvad har du
Inger Støjberg vidst om den her sag? Hvilke beslutninger har du truffet? Hvornår har du fået hvad at vide?
Jeg ser meget frem til at få svar på de her spørgsmål. Og jeg ser selvfølgelig også frem til at få at vide, hvad
der er sket med de 7 personer, som, ministeren nu fortæller os, faktisk er blevet udsendt
–
på trods af det
meget vel kan være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Tak til Johanne Schmidt-Nielsen!
Så er det ministeren!
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg:
Ja, tak for det!
Talepapir …
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Tak til ministeren!
Vi gør det, at vi tager de forskellige spørgere ind nu, en ad gangen, og stiller man et spørgsmål, så kan
ministeren svare, og så stiller repræsentanter for spørgerne så et nyt spørgsmål.
Først har jeg Josephine Fock, værsgo!
Johanne Schmidt-Nielsen, værsgo!
Josephine Fock får ordet bagefter, værsgo!
Johanne Schmidt-Nielsen:
Jeg vil gerne starte med at stille syv spørgsmål faktisk pga. den meget
begrænsede tid, vi har.
2
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
Første spørgsmål: Ministeren siger, at ministeren hører om dommen i forbindelse med en
pressehenvendelse i april. Jeg går ud fra, at det er i forbindelsen med artiklen i Information med rubrikken:
Jurister i Danmark må ændre praksis efter dom fra Menneskerettighedsdomstolen.
Præcis, hvad får ministeren at vide i forbindelse med den pressehenvendelse?
Og præcis hvad får ministeren at vide i forbindelse med, at jeg stiller fire skriftlige spørgsmål til dommen til
ministeren den 5. april 2017? Og i forlængelse af det vil jeg også gerne spørge, hvad ministerens særlige
rådgiver får at vide? Hører ministeren,
o de her do eller o overvejelser o kri g de do … altså
også gerne mundtligt fra det her tidspunkt og frem til oktober, hvor jeg får et foreløbigt skriftligt svar på
mine fire spørgsmål?
Spørgsmål nr. 2: På hvilket niveau bliver det besluttet, at sagerne ikke skal sættes i bero, mens dommen
undersøges? Og bliver ministeren orienteret om, at sagerne ikke bliver sat i bero?
Spørgsmål nr. 3: Hvorfor nævner ministeren ikke Paposhvili-dommen i det fortrolige svar til mig den 6. april
2017? Og grunden til, at jeg kan nævne et fortroligt svar her er jo, fordi at Naser Husseini
–
altså den mand,
der nu er udsendt til Afghanistan, advokat har søgt partsaktindsigt i svaret, og de ligger nu frit tilgængeligt
på 24syvs hjemmeside.
Jeg har stillet skriftlige spørgsmål til Paposhvili-dommen den 5. april 2017. Jeg får et svar den 6. april 2017,
hvor dommen ikke nævnes
–
hvorfor?
Spørgsmål 4: Præcis, hvad har I tænkt jer at gøre for at finde de syv personer, som er udsendt? Vil de syv
personer få mulighed for at komme til Danmark, mens deres sag genovervejes?
Spørgsmål 5: Hvordan kan det lade sig gøre, at ministeriet, i dét I kalder april/maj, kommer frem til, at
dommen ikke skal have betydning, når vi ved, at der ligger to mails på det tidspunkt? Der ligger en mail fra
Justitsministeriet, som er sendt 3. marts 2017, hvor ministeriet henviser til dommen og påpeger, at den
måske strammer lidt op. Og der ligger en mail igen den 25. april, hvor der henvises til den her artikel i
Information, som altså har overskriften: Danmark må ændre praksis efter dom fra
Menneskerettighedsdomstolen. Hvordan kan det være, man alligevel kommer frem til, at det ikke skal have
nogen betydning?
Og spørgsmål 6: Ministeren siger nu, det er ikke korrekt, at der ikke er sket noget i sagen. Hvis dommen
faktisk blev vurderet i april/maj, hvorfor får jeg så først svar i oktober 2017? Og hvorfor får jeg et svar, hvor
der står, at man stadigvæk er i gang med at vurdere dommen?
I skriver … i istere skriver: At do
e s
betydning fortsat er under overvejelse i ministeriet, fordi dommen rejse en række spørgsmål, som kræver
nærmere overvejelse
–
begge dele kan ikke være rigtigt.
Og sidste spørgsmål: Hvornår startede I den manuelle gennemgang af de her sager?
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Ministeren!
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg:
Ja altså, det er jo relativt mange spørgsmål, og relativt omfattende spørgsmål også. Så derfor så må
Johanne Schmidt-Nielsen altså have mig undskyldt, hvis jeg ikke svarer fuldstændig ned i detaljerne på alle
3
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
spørgsmål. Så kan man jo også stille dem skriftligt, og det vil jeg faktisk bede om, at du gør Johanne
Schmidt-Nielsen i forhold til
… altså, det er jo ær est akti dsigtsspørgs ål, du stiller i forhold til, hvad har
jeg fået at vide hvornår.
Jeg kan jo side, hvad jeg har sagt i min tale
–
nemlig, at jeg jo i oktober måned afgiver et foreløbigt svar til
Folketinget, og at vi jo
–
altså om selve betydningen for dommen og håndteringen, og implementeringen jo
ikke blev rejst over for mig. Og hvis du gerne vil have det efterprøvet, så synes jeg sådan set måske, at det
bedste ville være, at du så bare stiller et spørgsmål, som jo så vil have aktindsigtskarakter.
Så kan jeg sige
–
altså, jeg har jo sådan set fuldstændig redegjort for selve forløbet, hvornår jeg får noget at
vide
–
og nej, det er ikke sådan, fordi jeg kan næsten lige så godt foregribe spørgsmålet: Har jeg på en eller
anden måde forsøgt at stille de her ting i bero. Har jeg været inde og prøve at røre på nogen knapper
–
nogle håndtag. Og når jeg siger det, så er det, fordi jeg hørte jo Josephine Fock tidligere i tv i dag, hvor det
ligesom blev insinueret, at jeg på en eller anden måde skulle have været inde og røre ved de her ting. Og
der er svaret altså nej. Men jeg synes, at I skal tage at efterprøve det ved så at stille skriftlige spørgsmål, så
kan I jo få det på skrift også, hvis det kan tilfredsstille jer, og det håber jeg, at det vil kunne.
Så er der de syv personer, de skal jo ikke nødvendigvis til Danmark, men vi vil jo prøve nu at få kontakt til
dem. Det ligger ikke fuldstændig 100 procent nagelklart, hvordan vil vi gøre det, men vi vil gøre, hvad vi kan
for at få kontakt til de her syv personer. Og så er der spørgsmålet omkring
–
og det, synes jeg, er et ret
relevant spørgsmål: Hvorfor får du først et svar så sent på et spørgsmål, som du stiller til mig
–
der går de
der 8-9 måneder. Og til det vil jeg sige
–
det er selvfølgelig ikke i orden. Det havde jeg gerne set anderledes.
Jeg havde gerne set, at vi have svaret på det spørgsmål noget før. Og jeg vil sige, vi gør generelt meget for
at prioritere afgivelse af spørgsmålet til Folketinget, det gør vi generelt meget for at prioritere meget højt.
Men jeg tror også, at man må erkende, at der har været et exceptionelt stort pres på også de
embedsmænd, der har siddet og udarbejdet svar på spørgsmål
–
tag nu bare hele barnebrudsagen. Det er
jo ikke sådan, at der ikke er blevet stillet spørgsmål, og at man ikke har arbejdet i døgndrift
–
faktisk
tværtimod, så er der blevet arbejdet ekstremt meget og hårdt for at prøve at få svaret på de spørgsmål,
som Folketinget stiller. Og det skal der også, og det vil vi også i fremtiden. Og jeg synes ikke, at det er i
orden, at der går så lang tid, inden man får et svar.
Og så bliver der spurgt til som det sidste, hvornår vi manuelt begynder at gennemgå de her sager. Det gør vi
mellem jul og nytår, sådan ungefær. Jeg har ikke datoen her, men omkring jul vil jeg sige.
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Josephine Fock!
Johanne Schmidt-Nielsen:
…
å jeg ikke følge
op på de ting, hun ikke har svaret på?
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Der skal lige …
Jeg vil spørge, om Josephine Fock vil have ordet nu?
Josephine Fock:
… det er fi t …
4
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Okay, så er det Johanne Schmidt-Nielsen, værsgo!
Johanne Schmidt-Nielsen
Jeg følger lige op på de spørgsmål, jeg ikke har fået svar på. Jeg spørger til, på
hvilket niveau det besluttes, at sagerne ikke sættes i bero. Jeg spørger til, hvorfor ministeren ikke nævner
Paposhvili-dommen i svar til mig 6. april 2017 om Naser Husseinis sag.
Jeg spørger til, hvordan det kan lade sig gøre, at man komme frem til, at dommen ikke skal få nogen
betydning, når nu Justitsministeriet to gange har henvendt sig med noget af en linje, kan man sige
–
med en
henvisning til en artikel, hvor der står, det bør få betydning.
Og så vil jeg også gerne vide, om Naser Husseini er blandt de syv personer.
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Josephine Fock har ordet nu!
Josephine Fock!
Josephine Fock:
Jamen, tak for det!
Tak til ministeren for at møde op i dag. Jeg synes ikke, jeg har insinueret noget i morges i tv, jeg sagde, at
det skal selvfølgelig undersøges, hvad ministerens rolle har været i denne her sag, om ministeren har været
vidende om de ting, vi får at vide nu. Og nu erkender ministeren jo heldigvis i hvert fald, at der er begået
fejl.
Jeg synes, ministeren indledte rigtig lang tid med at gøre rede for dommen, og det er jo også helt på sin
plads, men man må sige, at det kan jo gøres noget kortere, fordi man kan sige dét, dommen siger, det er, at
der skal være en konkret vurdering af udsendelsens konsekvenser, og om der er en reel adgang til en
nødvendig lægebehandling.
Og dét, som dommen så også siger, det er, at der er processuel forpligtelse til at foretage sådan en
vurdering. Og det er jo så lige præcis dét, der ikke er sket, siden dommen blev afsagt i december 2016.
Og noget af dét, jeg selvfølgelig undrer mig meget over, det er, at vi ved, Justitsministeriet har henvendt sig
til Udlændinge- og Integrationsministeriet den 3. marts og sagt: Vi vurderer, at denne her dom, den får
konsekvenser.
Og hvordan kan ministeren så acceptere, hvis ministeren ikke har været vidende om det her, hvordan kan
ministeren så acceptere at have et embedsværk, der på så markant vis åbenbart ikke laver deres job. Og
hvis det er et ressourcespørgsmål, hvordan kan ministeren så acceptere, at sagerne simpelthen ikke er
blevet sat i bero med det samme. I det sekund, man bliver opmærksom på dommen, og Justitsministeriet
mener, at den skal have konsekvenser, hvorfor er det så, at man ikke sætter sagerne i bero på det
tidspunkt?
Det synes jeg i virkeligheden er det aller, aller vigtigste spørgsmål.
Og hvordan kan det være, og det undrede mig i ministerens fremlæggelse, sådan som jeg hørte det, og det
er muligt, jeg mishørte det, men så forstod jeg på ministeren, at ministeren sagde, at det er skam ikke
sådan
–
og jeg citerer frit efter hukommelsen: At dommen er skam blevet anvendt, sådan hørte jeg
5
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
ministeren sagde det. Og det hænger så for mig overhovedet ikke sammen med den pressemeddelelse,
som blev lagt på ministeriets hjemmeside her den 6. januar, hvor det fremgår, at den justerede praksis
muligvis vil kunne have relevans, og derfor vil man nu meddele 4 ugers udsættelse af de pågældende
menneskers udrejsefrist.
Så jeg forstår slet ikke, hvordan er så, at den her dom åbenbart er blevet anvendt i perioden. Det vil jeg
gerne så høre eksempler på og få en forklaring på.
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Ministeren!
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg:
Jamen først til Johanne Schmidt-Nielsen, så vil jeg
sige, så vil jeg sige, at du spørger: På hvilket niveau blev de her beslutninger truffet. Det er diskussioner i
fagkontoret. Altså, det er ikke diskussioner inde på mit kontor eller med mig. Det har været diskussioner i
selve fagkontoret.
Omkring den konkrete sag, så kan jeg ikke udtale mig om den på nogen som helst måder, men jeg har jo
oversendt nogle fortrolige besvarelser til Folketinget, men jeg kan ikke udtale mig om konkrete sager.
Så er der Josephine Fock
–
dig vil jeg gerne
sige til: Du siger … hvad, hvorda …
du udlægger ligesom
dommen, og siger, det er jo simpelthen så simpelt som noget overhovedet kan være. Det tror jeg bare, at
man må side, det er det ikke. Altså alene, nu nævnte jeg to højtfaglige og respekterede mennesker, der har
diskuteret det her bare i avisspalter
–
nemlig Louise Halleskov Storgaard og også Peter Vedel Kessing, som
jo tydeligvis ikke har været enige. Og det er måske, fordi tingene er knapt så simple, som man nu engang
lige kan prøve at udlægge det til, og det har jeg jo også kunnet registrere i den medieomtale, der har været
her på det seneste, fordi at nogen har ligesom jo udlagt det som, at nu får det betydning for sager der
–
altså af meget, meget vidtrækkende betydninger
–
helt tilbage fra 2010 og frem, vil man skulle til at
genoverveje, og det er slet, slet ikke dét, det handler om. Så jeg vil bare anfægte, at det er så nemt og så
simpelt.
Så spørger du om, hvordan kan jeg acceptere, at sagerne ikke stilles i bero
–
jamen, jeg har jo ikke hørt om
det her, det er jo dét, der ligesom er sagens kerne. Og så siger du, hvordan kan jeg ligesom acceptere, at
der er sket en fejl i ministeriet. Ved du hvad Josephine Fock
–
jeg er faktisk enorm stor respekt for de
medarbejdere, vi har i ministeriet. Og jeg ved, hvilket arbejdspres de også har været underlagt, også
igennem det seneste år
–
1�½. Vi har gennemført enormt store ændringer på udlændingeområdet. Der er
blevet strammet op igen, og igen og igen. Der har været et enormt pres på de medarbejdere. Og det har jeg
en meget stor forståelse for. Og det synes jeg også, at man skal. At det så
–
og det ved jeg jo, at det er man
jo også meget, meget ked af i fagkontoret, at der er sket en fejl her, men det må vi bare konstatere, sådan
er det. Men jeg vil bare sige, jeg har enorm stor forståelse for det pres, medarbejderne i ministeriet har
været underlagt og er underlagt.
Og så vil jeg are sige, at så he viser du til, at … o do
e , o jeg så å sige, har været i rug. Og det
har den jo, fordi der var jo en foreløbig vurdering i april/maj måned. At den vurdering så var lidt forkert, det
ændrer jo ikke på, at man jo har forholdt sig til det på det sådan umiddelbare, foreløbige sted. Og det er jo
så dét, der har været lagt til grund fra april/maj måned.
6
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Tak, Morten Østergaard!
Josephine Fock:
…
å jeg ikke få lov til at følge op?
Udvalgsformand Martin Henriksen:
… jeg skal lige høre, o
spørger?
Holger K. Nielse … ø sker du ordet u
som
Josephine Fock:
… fordi jeg vil
bare lige have lov til at følge op…
Udvalgsformand Martin Henriksen:
… så Josephi e Fo k
og så tager vi Johanne Schmidt-Nielsen bagefter.
Josephine Fock:
…
jeg skal bare helt kort sige i forhold til opfølgende spørgsmål, det var i forhold til, om
dommen er blevet anvendt, hvorfor er det så ikke dét, man får at vide i det svar til Johanne Schmidt-
Nielsen i oktober 2017
–
det giver ingen mening.
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Johanne Schmidt Nielsen!
Johanne Schmidt-Nielsen:
Hvad sker der præcis i forbindelse med den pressehenvendelse, der kommer fra
Information i april 2017
–
præcis, hvad får ministeren at vide? Altså ministeren siger nu
–
det er første gang
ministeren sådan hører om dommen. Jeg er selvfølgelig ked at, at ministeren ikke følger med i de skriftlige
spørgsmål, jeg stiller
–
men okay. Ministeren siger, det er første gang, ministeren hører om dommen, det er
i forbindelse med Informations pressemeddelelse i april 2017. Præcis, hvad får ministeren at vide, og hvad
bliver der drøftet?
Det er den ene ting.
Den anden ting, den er
–
blev ministeren, blev du Inger Støjberg orienteret om de to henvendelser, der
kom fra Justitsministeriet om Paposhvili-dommen, eller blev din særlige rådgiver orienteret om de to
henvendelser, der kom fra Justitsministeriet om Paposhvili-dommen?
Spørgsmål nr. 3. Det er en gentagelse, fordi jeg ikke fik svar før. Hvorfor nævnes Paposhvili-dommen ikke i
svaret, som kommer til mig den 6. april 2017.
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Morten Østergaard!
Morten Østergaard:
Ja, tak for den lange redegørelse, hvor ministeren brugte en del tid på at understrege,
at de her sager er meget alvorlige
– altså, at de sager præ is, so … hvor e eskers liv og førlighed er på
7
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
spil, og det burde jo i modsætning til det indtryk, der efterlades, så burde det jo have ført til en meget
nidkær og meget, kan man sige, ret medholdelig behandling af dem og ikke det modsatte
–
nemlig, at det
tilsyneladende har ligget efter alt andet, man i øvrigt bedrev i ministeriet. Og derfor, så synes jeg stadigvæk
det spørgsmål, der udestår, det er
–
om der blev lavet en vurdering, eller der ikke blev lavet en vurdering?
Fordi som jeg hører ministeren i dag, så er svaret, at der efter den første henvendelse, hvor en
specialkonsulent fra Justitsministeriet, ifølge en aktindsigt, sender en mail om, at hun er faldet over
dommen
–
at det er dér, hvor fagkontoret gør sin vurdering. Men det samme fagkontor svarer den samme
specialkonsulent den 25. april, jeg citerer på den akti
dsigt, der er lagt fre i edier e: ”Vi er lagt
fuldstæ dig fladt ed, så vi har ikke haft tid til at kigge ær ere på det e d u”. Og der å a ok
beslutte sig for, at så selvom vi har ventet længe på forklaringen, kan der nok alligevel ikke være to, og
derfor må man nok beslutte sig for
–
enten, så blev der lavet en vurdering
–
eller også, så blev der ikke lavet
en vurdering. Og uanset hvordan og hvorledes, så står vi jo så i dag i den situation, at det er
lemfældighedens princip, man administrerer efter
–
fordi, at hvis der var en vurdering i marts, så er det,
fordi en medarbejder i Justitsministeriet faldt over dommen. Det synes på en eller anden måde at have
formodningen imod sig. Altså, nu har jeg trods alt beskæftiget mig med det her område nogle år, og
menneskerettighedsdomme har spillet en ret væsentlig rolle. Jeg skal bare forstå, at dét ministeren siger til
os i dag, det er, at vi aner ikke, om Danmark overholder Menneskerettighedsdomstolens afgørelser og
efterlever i praksis, fordi der hersker et lemfældighedens princip, hvor det afgørende er, om en
edar ejder, i det e e eller det a det i isterie, falder over do
e e. Er det virkelig … altså skal vi fæste
lid til en forklaring, der handler om, at i den danske administration, der kan man ikke regne med, at
domme, de automatisk indoptages i praksis.
Og så som det sidste spørgsmål. Hvornår erkendte man fejlen i ministeriet? Vi blev bekendt med
ministerens erkendelse her i lørdags i forbindelse med den pressemeddelelse, der blev offentliggjort, men
hvornår erkendte man fejlen i ministeriet og begyndte at arbejde med dét, man så offentlige i lørdags? Og
hvorfor gik der så lang tid?
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Tak til Morten Østergaard!
Vi afbryder samrådet her, og så går vi ned i salen
–
der er
oge , der skal ed og være ordførere osv. … så
mødes vi her igen, når debatten om L 120 er overstået, og så genoptager vi samrådet. Og det er i det
samme lokale.
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Så siger vi velkommen til Udlændinge- og Integrationsudvalget, hvor vi
genoptager samrådet med udlændinge- og integrationsministeren om humanitære opholdstilladelser. Og
der er blevet stillet en række spørgsmål til ministeren, inden vi måtte afbryde for at gå ned i salen og
behandle et lovforslag.
Nu genoptager vi, og vi starter med, at ministeren får lov til at svare på de spørgsmål, der blev stillet lige før
vi gik i salen.
Ministeren!
8
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg:
Ja tak. Og nu er der jo nogle af spørgerne, der lige
som har haft, kan man sige, tre kvarter til bare og sidde og overveje de her ting. Jeg har siddet nede i
Folketingssalen, så jeg skal nok lige have genopfrisket nogle af spørgsmålene, men jeg vil gøre det så godt,
som jeg overhovedet kan efter hukommelsen her.
Johanne Schmidt spørger i hvert fald til, hvad vidste jeg i forbindelse med de pressehenvendelser, der var.
Og dét, jeg vidste, det var, at jeg fik forelagt et citat på daværende tidspunkt. Der var ikke diskussioner af
de her sager, men jeg godkendte blot et citat, der blev sendt ud.
Så spørger du også Johanne Schmidt, hvorvidt jeg blev orienteret, da Justitsministeriet tager kontakt, og det
har jeg allerede svaret på, at det blev jeg ikke.
Så er der Morten Østergaard, der siger, i virkeligheden, jo flere ting. Altså, du spørger til
–
også, hvornår går
vi i gang med de her manuelle gennemgange, og det gør vi ved årsskiftet
–
i det tidsrum.
Og så siger du også, i virkeligheden, dét der med, hvordan kan det passe, at man på den ene side siger, at
det skal vi se nærmere på
–
og på den anden side, så afgør man sager. Altså, dét der jo er sagen, det er, at
man laver en foreløbig vurdering, en foreløbig umiddelbar vurdering af den her dom, og det er jo dét, der
sker der i april/maj måned. Det viser sig så, at der har man fået, kan man sige, bevæget sig ned ad en lidt
forkert sti, der ligger lidt parallelt til den sti, man skulle have bevæget sig nedad, og der går man så nedad
ad den sti, indtil man så bliver bevidst om her senere, at der er nogle ting, der skal rettes til. Og det er så
sådan set præcis dér, vi står i dag, at man er blevet opmærksom på de ting, og at der er nogen sager, hvor
der skal foregå en yderligere sagsbehandling i de konkrete sager. Så det er sådan set, tror jeg
–
pr.
hukommelsen
–
dét, der blev spurgt til, og så må I endelig lige spørge igen.
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Morten Østergaard får lige ordet, og så får ministeren lige lov til at
svare. Derefter, så begynder vi at køre hele talerækken igennem. Der er otte, der har bedt om ordet, og så
tager vi to-tre ind ad gangen efterfølgende.
Morten Østergaard, så ministeren og så talerækken igennem.
Værsgo!
Morten Østergaard:
Ja, dét, jeg spurgte til, det var, om der blev gjort en vurdering, som viste sig at være
fejlagtig, eller fejlen består i, at der ikke blev lavet en vurdering.
Og dét, som fremgår af de agter, der er kommet frem, det er, at i modsætning til dét, ministeren siger her i
dag
–
nemlig, at man gjorde en vurdering, da Justitsministeriet var faldet over det, som det fremgår af den
mail
–
faldet over dommen, da gjorde man en vurdering, som så viste sig forkert.
Så skriver kontoret jo den 25. april
–
altså knapt 2 måneder senere, da Justitsministeriet igen spørger, og så
svarer man: Vi er lagt fuldstændig fladt ned, så vi har ikke haft tid til at kigge nærmere på den endnu.
Og derfor er spørgsmålet jo altså, om der er lavet en vurdering af dommen, eller der ikke er lavet en
vurdering af dommen.
Det andet, jeg spurgte til, var
–
ikke hvornår man gik i gang med den manuelle gennemgang. Dét, jeg
spurgte til var, hvor år lev fejle erke dt. Der å jo ku e stedfæstes et tidspu kt, hvor a … det går
9
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
op for ministeriet, at her her noget riv-rask-ruskende galt. Vi har været i vildfarelse al den tid, vi ikke har
haft tid til at svare på Folketingets spørgsmål, der har vi været på galt spor. Hvornår er det tidspunkt
præcist?
Og endelig, så var det et spørgsmål, som ministeren slet ikke kom ind på, det var
–
er dét, vi skal forstå
omkring regeringens arbejde med domme fra Menneskerettighedsdomstolen, at der hersker et
lemfældighedens princip, hvor man skal falde over dommene, før de bliver implementeret i praksis. Fordi
det må en eller anden måde har formodningen imod sig, at man har indledt et stort projekt, der skal gøre
op med Menneskerettighedsdomstolens løbende overfortolkning af menneskerettighederne, som jeg
forstår det. Og så på den anden side, så følger man ikke med i Menneskerettighedsdomstolens praksis. Man
kan næsten spørge, hvordan man er kommet til den erkendelse af, at det er gået for vidt, hvis man ikke
følger med. Og derfor, så synes jeg, at det er nødvendigt, at ministeren svarer på, er det virkelig det rigtige
svar, at det er lemfældigt og tilfældigt, hvilke menneskerettighedsdomme, der bliver indoptaget i dansk
praksis, for det har man i det danske administrative system ikke
–
med al den opmærksomhed, der har
været på det
–
nogen form for praksis for.
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Ministeren!
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg:
Jamen altså, jeg har sådan set svaret på det, fordi jeg
siger
–
du spørger, bliver der gjort en vurdering på daværende tidspunkt. Ja, det er jo dét, jeg har sagt, det
gjorde der, men det var en umiddelbar og fejlagtig vurdering, og det er jo dér, vi begynder med at bevæge
os ed ad e forkert sti i e periode, i dtil at vi så … eller a så i i isteriet fi der ud af, at her er oget,
vi skal have kigget nærmere på, og det gør man så.
Og når du så spørger om, hvornår var det så
–
jamen, så var det der omkring jul og nytår. Vi går jo straks i
gang, kan man sige, med at gennemgå sagerne manuelt. Altså, det ville jo være underligt, hvis vi ligesom
først identificerede et problem, og så et halvt år efter, så begynder man med at kigge på sagerne. Altså, der
er jo nødvendigvis et sammenfald, ellers så kunne I i hvert fald komme efter mig, kan man sige, hvis vi bare
havde sagt
–
nå, okay, nå her er en fejl
–
nå, men det lader vi bare køre. Sådan er det jo ikke. Der er jo
nødvendigvis et tidssammenfald i de to ting.
Og nej, selvfølgelig er det ikke lemfældigt og tilfældigt, men jeg har jo også sagt, at vi jo retter op på de her
ting, og det gør vi jo bl.a. ved,
at vi jo … u er der jo så … det er jo så ikke på
grund af den her sag, men nu
er der så en stærkere ledelsesmæssig fokus, fordi afdelingen er blevet delt op i to, men der bliver nedsat en
enhed, som jo netop skal holde øje med de her ting. Så ja, man kan sige, vi har jo sådan set taget ved lære
af de fejl, som der er begået. Og så vil jeg bare igen sige,
at … og det hå er jeg, vi på tværs af partier ka
være enige om at erkende, at der har været et exceptionelt arbejdspres på nogle af de her mennesker ovre
i ministeriet
– og derfor, så … hvor eklageligt
det end er, så kan fejl opstå.
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Holger K. Nielsen!
Holger K. Nielsen:
Tak!
10
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
Altså, det er jo alvorlige sager, vi har med at gøre her, fordi det er jo konkrete mennesker
–
det her, det
vedrører, og det tror jeg også, vi skal have i baghovedet, når vi vurderer de fejl, der er begået i ministeriet.
Fx Information havde i lørdags en beskrivelse af 2 mennesker
–
en 77-årig palæstinenser, meget stærkt
dement og en 70-årig mand fra Iran, PTSD-ramt torturoffer osv. ikke. Deres muligheder for at få behandling
i deres hjemland er jo ikke eksisterende. Det kan man jo
–
om jeg så må sige
–
sige sig selv, at det er det
ikke. De håber så på at få deres sager genoptaget, og det kan man så håbe på, at det bliver med positivt
udfald. Men det viser jo, at det er mennesker, det her handler om
–
også alle de andre eksempler, der har
været fremme i medierne på mennesker, der ikke har fået bevilget humanitært ophold, fordi man vurderer,
de kan godt få hjælp i deres hjemland.
Men det, som jeg så godt vil for at gå tilbage til proceduren, som det her jo handler meget om
–
processen i
ministeriet. Jeg synes også, det er underligt, i stil med andre, at der ikke har været noget som helst
alarmsignal op til ministeren fra det her. Vi kan ses, at i fagkontor, i embedsapparatet bliver man klar over,
der er et pro le , der i, jeg tror, det er, fe ruar
a. ikke. Og det er u derligt … det ved jeg ikke … det
ka … okay uligvis ikke. Me jeg e er, der
bliver jo besvaret spørgsmål på sager, der har med det her at
gøre. Johanne Schmidt-Nielsen stiller nogle spørgsmål og i besvarelsen i det, der er der ikke nogen som
helst henvisning til denne her dom.
Og så er det så, jeg siger, har det slet ikke i indstillingerne
–
altså, det ved da jeg selv fra min tid som
minister, der kommer jo indstillinger oppe fra embedsapparatet, forskellige papirer, notater op, som
ligesom giver en anden indstilling til, hvad skal man svare til det og det. Er der overhovedet ikke i
forberedelsen på de besvarelser
…
er der overhovedet ikke givet nogen som helst form for henvisning til
Paposhvili-dommen. Er det totalt fraværende i den kommunikation, der er internt i ministeriet. Det lyder
underligt for mig, men hvis det er tilfældet, så har det jo været tilfældet, men så synes jeg da også, der må
ske en eller anden undersøgelse af, hvad kan det være, fordi det er da virkeligt skræmmende, hvis det har
været sådan.
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Tak!
Stine Brix!
Stine Brix:
Tak for det!
Du siger, at ministeriet laver en vurdering at dommen i april/maj 2017. Hvorfor er det så, at man fra
ministeriets side ikke svarer på det spørgsmål, der kommer den 5. april 2017 i løbet af foråret, om den
vurdering, man har lavet, i april/maj?
I stedet, så kommer der et foreløbigt svar i oktober 2017. Og dét, man skriver på det tidspunkt, er, at det
fortsat er under overvejelse i ministeriet, og at det rejser en række spørgsmål, som kræver nærmere
overvejelse. Hvorfor skriver man ikke, at man allerede har foretaget en vurdering, men at man er blevet
bekendt med, at den måske ikke er korrekt i den forbindelse. Altså, hvorfor nævner man slet ikke, at man
har overvejet det i april/maj?
Hvornår er dét, man konkret finder frem til, at den afgørelse, den vurdering, man har lavet i april/maj, den
var forkert? Og hvad er det, der konkret var anledning til, at man finder ud af, det måske var en forkert
vurdering?
11
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
Og når man skriver i brev af 19. oktober 2017, at der er en række spørgsmål, som kræver nærmere
overvejelse, hvad er det så for nogle spørgsmål, man konkret mener kræver en nærmere overvejelse?
Et andet spørgsmål. Hvilke kontorer i ministeriet er det helt konkret, som har beskæftiget sig med dommen
eller har haft kendskab til den? Det må være flere end fagkontoret, der er også nogen, der modtager de
spørgsmål, der kommer ind fra udvalget her fx
–
altså, hvilke kontorer er det helt konkret?
Hvornår hører du som minister om de spørgsmål, som der bliver stillet den 5. april. Er det først i forbindelse
med besvarelsen i oktober, eller hører du om spørgsmålet før og i så fald, hvornår?
Og så et spørgsmål af en helt anden karakter. Du siger, at de sager, man kigger på, det er de, hvor det er
afgørelser, der er truffet efter, dommen er faldet. Hvorfor ikke i alle sager, der har været fra 2010, hvor
Danmark jo så har haft en praksis i strid med den dom, der er faldet.
Det er det sidste spørgsmål.
Tak!
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Tak Stine Brix.
Astrid Krag!
Astrid Krag:
Tak for det!
Ministeren sagde i sin besvarelse, at Danmark jo ikke skal være sygehus for hele verden, og det vil jeg da
bare starte med at sige, at det er jeg helt enig med ministeren i. Vi skal have en restriktiv praksis her, men vi
skal jo også have en praksis, der er lovlig. Og det er jo sådan set dét, vi er samlet om her i dag. Og vi ved
med de svar, vi har fået fra ministeren op til samrådet, at man ikke har sørget for, at sagsbehandlingen var
lovlig i forlængelse af den dom, der faldt. Og derfor er det helt store spørgsmål jo, hvordan kan det ske i en
retsstat som den danske. Altså, at vi i vores sagsadministration, i vores ministerier har ulovlig
sagsbehandling
–
ikke bare én gang, ikke bare en uges tid, men altså i over et år og i jo et ukendt antal
sager, men en del sager ved vi nu.
Der er en del ved forløbet, der ikke hænger sammen. Min kollega var lige omkring det nu, at hvis det er
korrekt, som ministeren beskriver her i dag, at først foretog man ingen vurdering, så foretog man en forkert
vurdering
–
og så blev man pludselig, vi stadigvæk ikke hvorfor, men et lille år senere opmærksom på, det
var en forkert vurdering, og så gik man i gang med at lave enkelte sager
–
gennemgå dem, uden i øvrigt at
sætte i bero på daværende tidspunkt. Der er noget, der ikke hænger sammen dér. Hvis det var det rigtige
forløb, så er det i hvert fald et mærkeligt svar, man har givet fra ministeriets side i oktober. Det er
mærkeligt, man ikke har givet det svar tidligere, hvis man faktisk havde justeret og fastlagt praksis. Der er
mange ting, der ikke hænger sammen her. Det er selvfølgeligt meget, meget bekymrende, fordi vi ved nu,
at der er foregået også et meget alvorligt forvaltningsmæssigt svigt, men det er svært
–
med de svar, der er
givet skriftligt og også mundtligt her i dag på samrådet
–
at finde ud af, hvordan det kan ske. Og det bliver vi
selvfølgelig nødt til at gå videre med.
Vi kan forstå på ministeren, at ministeren har været holdt langt ude af det her. Men vi kan vel også
konstatere, at senest i oktober, hvor ministeren har underskrevet svar på spørgsmålene 665 til 668, er
12
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
ministeren blevet gjort opmærksom, fordi det står i svaret, at man ikke har været sikker på, hvad praksis
egentlig skulle være for at være lovlig.
Jeg vil bare bede ministeren svare, hvorfor ministeren så ikke der selv satte sagerne i bero og igangsat den
manuelle gennemgang, som jeg så kan forstå, man gik i gang med omkring nytårsskiftet. Hvorfor gjorde
ministeren ikke det?
Og så vil jeg også meget gerne bede ministeren om at fortælle
–
simpelthen, fordi jeg ikke ved det
–
men
hvad er det for et beslutningsgrundlag, der bliver lagt op til ministeren, når de konkrete sager om
humanitært ophold bliver forelagt. Fordi, det kan vi jo forstå, det er sket løbende hen over året. Også efter
dommen og også efter dét, vi kan forstå på ministeren i første omgang var en forkert vurdering, og så vel
også efter, at a har fu det ud af, at vurderi ge var forkert … afgivet svar i okto er. Eller hvorda det
tidsforløb nu hænger sammen. Det forekommer mig stadig noget uklart.
Men kan ministeren her på samrådet lige beskrive, når der bliver forelagt en konkret sag om humanitært
ophold
–
ikke afslagene, de håndteres af kontoret, men tilsagnene, hvad er det så for et
beslutningsgrundlag, der er i den konkrete sag.
Og i virkeligheden vil jeg gerne allerede nu også bede ministeren om i fortrolig form at oversende det, men
hvis ministeren her kan fortælle os om dommen der ikke blev berørt i de konkrete indstillinger, om
dommen blev berørt forkert, eller hvordan man fra det kontor, der laver indstillingerne, har forholdt sig til
det. Fordi de konkrete sager er jo i hvert fald landet på ministerens bord. Altså, der må man bare sige,
ministeren kan ikke sige, at hun ikke har været i forbindelse med de her sager, fordi vi har forskellige
dokumenter, hvor ministeren simpelthen har sat sin underskrift
–
både svarene til Folketinget og så de
konkrete sager om humanitært ophold.
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Tak!
Ministeren!
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg:
Ja tak!
I forhold til Astrid Krags sidste her, der tror jeg måske, at det bedste ville være, hvis jeg oversender i
fortrolig form
–
beslutningsgrundlaget, kan man sige
–
til udvalget. Men det vil naturligvis være i fortrolig
form.
Og så, nu kan vi ligeså godt lige fortsætte med Astrid Krags spørgsmål
–
altså, hvordan kan det ske, at jeg
tror jeg har … altså i hvert fald forsøgt at redegøre for det. Og ige , det er så også lidt et svar til a dre –
det
er jo ikke for, at der ikke bliver foretaget en vurdering, det er også lidt det, Morten Østergaard spørger ind
til tidligere. Det er jo ikke, fordi der ikke bliver foretaget en vurdering. Man foretager jo en vurdering, men
som er midlertidig, og som så også, viser det sig, fejlagtig
–
efterfølgende. Og det er dét, der gør, at man
ligesom bevæger sig ned ad en sti, der ligger lidt ved siden af den sti, man skulle have gået på. Og der bliver
man så opmærksom på det
–
og derfor, så retter vi så ind. Så, hvordan kan det ske. Ja, mit bedste bud er,
som jeg har sagt tidligere, at der har været et exceptionelt stort arbejdspres i ministeriet og også på de
medarbejdere, der har siddet med det her, og det har jeg altså stor forståelse for, at sådan er det. Det er
beklageligt, det er alle jo kede af. Det her er jo ikke noget, der er nogen, der har gjort bevidst på nogen som
helst måde
–
tværtimod. Og det er jo også derfor
–
kan man sige, at vi er gået i gang med at rette op på det.
13
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
Og også er ko
et til de erke delse, at … og det er så ikke i de her sag –
men, det måske ville være en
fordel at lave nogle administrative organisatoriske ændringer ovre i ministeriet, så afdelingen er blevet
splittet op i to, så der er større ledelsesmæssig fokus nu, at der bliver nedsat denne her enhed. Og det, kan
man så sige, det har vi så lært af, hvor beklageligt det så end har været at måtte gå hen ad den vej, til vi har
lært det. Men det synes jeg måske også, at man skal anerkende, at sådan er det desværre bare nogen
gange.
Så er jeg helt enig med Holger K. Nielsen i, at det her omhandler mennesker, og det er også derfor, vi har
set på det med meget, meget stor alvor hele vejen igennem. Men det vil jeg sige, det handler alt jo om, og
jo i høj grad i det ministerium, jeg er minister for. Det handler om mennesker hver eneste gang. Og derfor,
så får de afgørelser, vi træffer, og den politik vi fører har jo også en betydning, det har det for de
mennesker, der så måtte få afslag, men det har det også, for de mennesker, der har boet i Danmark i rigtig
mange år, og det er jo derfor, vi så også har valgt at føre en restriktiv udlændingepolitik. Men jeg er så også
helt enig i, jeg tror, det var Astrid Krag, der sagde, at det jo også skal være lovmedholdeligt, selvfølgelig skal
det dét. Men inden for rammerne af det, vil vi føre så restriktiv en politik som muligt.
Og Holger K. Nielsen
spørger til … siger, det er u derligt, der i ge alar sig aler er. Ja, det ka
a godt
sige. Det kan godt være, det er underligt, men ikke desto mindre, så var der ikke alarmsignaler. Det var ikke
sådan, at der var nogen, der var oppe og sige
–
her er et eller andet, som der skal kigges på. Så nej, der var
ikke informationer. Og derfor, så kan jeg også bare sige, at det er ikke sådan, at jeg på et eller andet
tidspunkt har fået at vide, at det her, det kan godt være, vi skal have kigget på det, og at jeg så går ind og
trækker i en eller anden håndbremse, sådan er det bare ikke.
Stine Brix. Jeg vil sige
– ja e ige , der er jo sket e vurderi g af do
e , og det er jo det … det ligger
are ved side … det er are e lidt skæv vurderi g,
der blev foretaget i sin tid.
Og så spørger du om i forhold til Justitsministeriet. Jeg har sendt i dag et brev til udvalget i forhold også til
de spørgsmål, som der så ikke kunne blive besvaret inden, og det er, fordi vi er i gang med en vurdering
sammen med Justitsministeriet omkring de her ting. Og for alt i verden, så er det jo vigtigt nu, at tingene
bliver vurderet korrekt og grundigt. Og det står beskrevet i det brev.
Og igen, du spørger til, hvornår kommer vi frem til det. Jamen, det er der jul/nytår her i 2017.
Så spørger du til, hvorfor er det, det er, at det ikke får betydning bagudrettet
–
jamen, det er jo, fordi
dommen er fremadrettet. Så det er ikke sådan, og det er jo så de diskussioner, der har været i pressen bl.a.
mellem to juridiske eksperter, kan man sige, hvor den ene i hvert fald siger
–
jamen, det her, det får jo så
nogle vidtrækkende konsekvenser, og det er jo ligesom dét, du refererer til, at det må få nogle
vidtrækkende konsekvenser helt tilbage til 2010. Sådan er det ikke. Dommen falder i 2016, og dommen er
fremadrettet. Og derfor, så er det ikke korrekt, at det skulle få så store konsekvenser, og at der er den her
enorme mængde af sager, der skal kigges på igen og dermed evt. står til at kunne blive omgjort. Sådan er
det altså ganske enkelt ikke.
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Tak til ministeren!
Johanne Schmidt-Nielsen!
14
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
Johanne Schmidt-Nielsen:
Der er et spørgsmål, der er blevet stillet mange gange, uden der er kommet svar.
Det er blevet stillet af Stine Brix, det er blevet stillet af Morten Østergaard, jeg tror såmænd også Astrid
Krag stillede det. Nu stiller jeg det igen: Ministeren siger i dag, at der blev lavet en vurdering af dommen i
april/maj. Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere præcist, hvornår
–
men okay, der blev lavet en
vurdering i april/maj. Hvorfor svarer ministeren så ikke i april/maj på de skriftlige spørgsmål, som jeg
stillede 5. april 2017. Og hvorfor står der ikke noget om i besvarelsen af 19. oktober 2017 til mig, at der har
været lavet en vurdering.
Der står derimod, at man i dommen fortsat er under overvejelse. Hvis der i den periode, der er gået mellem
april/maj og 19. oktober har været en vurdering, som man så er holdt op med at have, og nu er man så
under overvejelse, hvorfor redegør man så ikke for det i svaret til mig af 19. oktober 2017, som i parentes
bemærket er en foreløbig besvarelse, fordi man siger, man ikke er i stand til at svare på spørgsmålet.
Ministeren siger, vi havde tidspres
–
jo, jo bevares. Tidsfristen på de her spørgsmål er 4 uger, og der går
altså �½ år før svaret kommer
–
eller 5 måneder. Det er ikke hverdag, at der går 5 måneder. Der må være en
grund til, at der i de her konkrete spørgsmål går 5 måneder, ikke. Og altså, der er blevet spurgt om det 3
gange. Jeg tænker, at nu kan vi få et svar på det.
Spørgsmål nr. 2. Svarer ministeren heller ikke på. Senest den 24. april må ministeren have fået forelagt den
henvendelse, der er kommet fra dagbladet Information om Paposhvili-dommen, og når jeg siger senest den
24. april, så er det jo fordi, avisen skal trykkes, og historien er på forsiden den 25. april. Så senest den 24.
april må ministeren have hørt om det her. Og ministeren har da fået forelagt et citat, og ministeren siger,
jeg får at vide
–
der er ikke nogen vurdering af dommen.
Hvorfor siger ministeren så ikke den 24. april
–
okay, I fortæller mig, at der er faldet en dom ved Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol helt tilbage i december 2016, som handler om sager om
humanitært ophold. Sæt sagerne i bero
–
indtil vi ved, hvordan dommen skal fortolkes. Ministeren får jo
det at vide, siger ministeren i dag, at man endnu ikke ved, hvordan dommen skal fortolkes, så hvorfor siger
ministeren ikke straks den 24. april altså senest, sæt sagerne i bero.
Spørgsmål nr. 3. Findes den foreløbige vurdering, som altså ligger et eller andet sted i april/maj skriftligt,
det håber jeg
–
i så fald vil jeg rigtig gerne se den.
Spørgsmål nr. 4. Den 5. januar 2017.
–
det er altså en ny dato jeg bringer i spil her, tror jeg, jeg har i hvert
fald ikke spurgt ind til det endnu
–
den 5. januar 2017, der ved vi, at Udlændingestyrelsen laver et notat
over Paposhvili-dommen, hvor de fremhæver konklusionerne. Og konklusionerne er jo altså bl.a., at det
ikke er nok bare at slå op i MedCOI-databasen, men at der skal være en reel adgang til behandling.
Vi har fået at vide, at det notat ikke bliver sendt over til ministeriet. For det første, hvorfor gør det ikke det.
For det er jo ikke Udlændingestyrelsen, som tager stilling til sager om humanitært ophold. Det er
ministeriet. Så hvorfor bliver det notat af 5. januar 2017 ikke oversendt til ministeriet. Og hvornår gør det
det? Hvornår hører man i ministeriet om notatet af 5. januar 2017
–
enten mundtligt eller skriftligt.
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Tak!
Inden vi går videre skal jeg sige for god ordens skyld, at vi lukker talerlisten nu
–
men inden, så er der
selvfølgelig mulighed for, at man kan køre spørgerækken ud.
Josephine Fock, værsgo!
15
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
Josephine Fock:
Ja tak!
Lidt en gentagelse måske
–
altså, det er vigtigt, vi får svar på den foreløbige vurdering. Og ved den
foreløbige vurdering, hvorfor er det så, hvis man heller ikke har ressourcer til det, er det så, at man ikke
også træffer en beslutning om, at man sætter sagerne i bero.
Og også i forhold til den forelø
ige vurderi g. Hvorda ka det være, at … og so
åske er der … e er
Justitsministeriet så orienteret om, fordi Justitsministeriet rykker jo
–
og i den rykker, der skriver en
specialkonsulent fra Justitsministeriet: Er det også jeres vurdering, at der er behov for en praksisændring.
Eller er denne proces stadig i gang. Så bliver der svaret på den mail til Justitsministeriet eller bliver der
svaret på anden måde?
Hvor år liver Justits i isteriet eke dt ed, at i isteriet har … er gået i ga g
med at behandle sagen?
Og mit spørgsmål er i virkeligheden
–
ministeren bliver ved med at sige, der er lavet den der foreløbige
vurdering, hvorfor er det så, der ikke bliver svaret på det i den mail. Men det er dét, der bliver svaret
–
at vi
ligger fladt ned.
Og så vil jeg egentlig også gerne spørge om. Har ministeren selv personligt i enkelte sager givet afslag eller
tilladelse om humanitært ophold?
Så det var mit tredje spørgsmål.
Og så mit fjerde spørgsmål, det er, at nu har Johanne Schmidt-Nielsen bragt en ny dato i spil, nemlig den 5.
januar 17, hvor vi ved, at Udlændingestyrelsen udarbejder et notat. Men vi kender også en dato, der
hedder de . april , hvor se iorforsker fra … Peter Vedel Kessi g fra I stitut fra Me eskerettigheder
laver en artikel om den her dom, og at den bør få konsekvenser. Vi kender også en dato, der hedder den
24. april, hvor organisationen Refugees Wellcome har skrevet til ministeriet. Og vi kender også en dato, der
hedder den 5. maj, hvor Institut for Menneskerettigheder skriver til ministeriet og beder om at vurdere
konsekvenserne. Og igen den 10. maj skriver Refugees Wellcome igen til ministeriet. Altså, jeg har svært
ved at forstå, hvorfor der ikke bliver svaret, at vi er blevet gjort opmærksom på den her dom, og at vi er ved
at vurdere den. Jeg synes, det er interessant.
Og hvad er det så, det sidste spørgsmål, jeg har, der får ministeriet til, mellem jul og nytår, at indse, at
sagerne skal genovervejes. Det er også et af de svar, vi har efterspurgt flere gange. Altså, hvad er det, der
gør, at ministeriet her mellem jul og nytår finder ud af det?
Tak!
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Tak!
Ministeren!
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg:
Ja, men det vil jo blive gentagelser af besvarelserne,
fordi det er det samme, der bliver spurgt til. Og altså igen og igen spørger I, hvad er dét, der får ministeriet
til at beslutte der imellem jul og nytår
… at det går op for ogle i i isteriet, at her
er et eller andet galt.
Det er … ige er det esvarelse på
, so jeg også har æv t flere ga ge, at a sidder og ar ejder
16
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
med den besvarelse, og så er det, at det står klart, at der er noget, der er galt her. Og straks efter, så griber
man ind, og det gør man så ved jo at begynde med at gennemgå sagerne manuelt. Og det er sådan set dér,
vi er. Der er ikke så eget, ka
a sige, … altså … jeg vil sige i det øje lik, a liver klar over det, der går
man i gang med at løse problemet, og på den måde for at citere min tidligere formand, så er der ikke så
meget at komme efter på det felt. Men der er noget at komme efter i forhold til, at der skete en forkert
vurdering i sin tid, men det har vi sådan set prøvet at tage ved lære af.
Og så bliver der jo nævnt et hav af datoer her. Og jeg tror måske, at hvis udvalget vil have det, og det tror
jeg, jeg tror bare, det et det mest fremkommelige, det er, at vi udarbejder en tidslinje, hvor vi simpelthen
kan prøve at tage de her, altså både de spørgsmål, der er blevet stillet, hvornår tingene er blevet nævnt i
pressen. De breve, der har været sendt, at vi prøver at lave en tidslinje, fordi så har vi også ligesom et fælles
grundlag. Det er exceptionelt svært at sidde og overskue alle de her datoer. Og det er det for os alle
sammen. Så skulle jeg ikke tage at få lavet et notat, der er af et lidt større omfang, hvor vi går igennem de
her datoer, og så laver en reel tidslinje for det.
Så bliver der spurgt til, at Udlændingestyrelsen, de udarbejder jo så det her notat, og det er rigtigt, det
bliver sendt til Flygtningenævnet, men det bliver ikke sendt til ministeriet, som det også korrekt bliver sagt
her.
Og så spørger du Josephine
–
og hvorfor
–
ja, det kan jeg simpelthen ikke svare på, hvorfor at
Udlændingestyrelsen ikke sender et notat til departementet. Det bliver jeg nødt til at sige. Hvis man både
skal vurdere, hvorfor ting sker, og hvorfor ting ikke sker, hvorfor et notat ikke bliver sendt, eller hvorfor et
notat bliver sendt. Hvorfor folk tænker, som de gør. Hvorfor
folk … altså, der å også ligeso være e eller
andet grænse for, hvad man skal kunne svare på. Så det kan jeg naturligvis ikke sige
–
hvorfor bliver det
ikke …
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Vi skal lige holde fast i, at det er ministeren, der har ordet, så må andre
vente.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg: ...
og så tror jeg, det ville være fint, hvis man sådan
lige prøver at dæmpe gemytterne lidt over på den anden side.
Så vil jeg … så spørger du også Josephi e Fo k, o jeg giver … altså,
om jeg ligesom har noget med de her
sager at gøre. Skriver jeg under på dem
–
ja, det gør jeg de gange, hvor man giver en humanitær tilladelse
…
opholdstilladelse, dér er det ministeren, der skriver under. Men det er også korrekt, som jeg tror også Stine
Brix eller var det Johanne Schmidt-Nielsen, der sagde, at man jo ikke gør på afslag
–
men gør, når der er
nogen, der får en opholdstilladelse.
Så … og det følger af love , det er ikke oget, at jeg har fu det på eller oget i de stil.
Så er der en stribe spørgsmål fra Johanne Schmidt-Nielsen. Jo igen
–
altså
–
vurderingen
–
en vurdering,
som blev foretaget, blev foretaget der i april/maj, det står klart. Det er også ligeså klart, at vurderingen ikke
var helt korrekt.
Og så spørger du om, hvorfor svarer
jeg så ikke på det spørgs ål der de . april, og hvorfor ko
er …
altså, hvorfor gør vi ikke ligesom opmærksom på, at de her problemstillinger er til stede. Det er sådan set
dét, jeg har redegjort for, jeg anerkender, det er kommet sent i dag, men i et brev til udvalget beskriver jeg
17
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
jo lige præcis det forhold her, og at vi i øjeblikket jo også diskuterer med Justitsministeriet, for at få et
fuldstændigt grundlag, så vi er sikker på både de fulde og de endelige konsekvenser af den her sag
–
de
aspekter, der måtte være i det. Og derfor selvfølgelig også, hvilken betydning, det ville kunne få for
konkrete afgørelser.
Og igen
–
altså, der var ikke nogen, der i sin tid havde set konsekvensen af, at der kunne blive nogen
praksisændringer i den her sag. Og det er jo da også derfor, jeg ikke får det forelagt.
Så bliver der spurgt til, hvorfor er det, det er, at når Information den 25. april kan bringe en historie i avisen,
hvorfor er det så, jeg ikke straks siger, nu sætter vi alt i bero. Jamen altså, det er der jo flere årsager til. Den
ene årsag, det er jo, at der ikke er nogen, der ligesom siger og hejser et flag og siger: Her har vi et problem.
Det andet, det er, at hvis jeg hver eneste gang skulle
–
og når jeg siger, der ikke nogen, der hejser et flag, så
er det i ministeriet, fordi det er nemlig dét, der sådan ligesom får mig over i det næste her. Hvis jeg hver
eneste gang, nogen ligesom anfægter et spørgsmål omkring udlændingepolitikken, skulle sætte alt i bero,
så kan jeg sige, så stod vi bomstille, og det ville vi gøre fra nu af, og det ville vi gøre i al evighed. Vi ville stå
bomstille. Skulle jeg så fx, da vi indførte integrationsydelsen, der er også en masse der rejste fag
–
skulle jeg
så have sagt
– uh, vi stiller det hele i ero. Og hvad så … så ku e
vi så ikke føre politik på det område.
Skulle jeg hver eneste gang en jurist eller en venstreorienteret debattør hejser et flag og siger, jeg tror, der
er et problem
–
skulle jeg så sige
–
uh, så kan vi ikke noget, vi stiller samtlige sager i bero. Så ville vi bare stå
bomstille.
Så jeg læner mig naturligvis op ad de juridiske vurderinger, der er i ministeriet. I det her tilfælde, der var der
så ikke nogen, der hejste et flag og sagde, her kan være et problem, og derfor så kører vi naturligvis videre.
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Tak til ministeren!
Carolina Magdalene Maier!
Carolina Magdalene Maier:
Ja tak, så vil jeg gerne starte med replicere på det sidste. Det er jo ikke bare en
jurist eller en venstreorienteret debattør, der gør opmærksom på de her problemer. Det er
Justitsministeriet. Det er ministerens egne kolleger i naboministeriet. Det er Institut for
Menneskerettigheder, det er Refugees Wellcome
–
altså, det er sådan set aktører, som ved, hvad de taler
om på det her område.
Så, hvordan kan ministeren sidde og sige, at det kan man ikke tage alvorligt, når der kommer så vigtige
informationer, fra så vigtige aktører som om nogen ved, hvad de taler om i forhold til, hvordan man ikke
lever op til den praksis, som man burde i Danmark.
Det er det ene spørgsmål.
Så mener ministeren, at de henvendelser, der har været, dem skal vi ikke tage alvorligt, fordi de kommer
åbenbart fra nogle instanser, som ikke er vægtige nok i debatten?
Og i det hele taget kunne jeg godt tænke mig at spørge til ministerens ansvar, fordi ministeren siger flere
gange
–
jeg har ikke hørt om det her. Det er fagkontoret, der beslutter ikke at sætte sagerne i bero.
18
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
Josephine Fock nævnte alle de her henvendelser, der har været. Og ministeren siger
–
jamen, det er ikke
kommet på mit bord. Men er det ikke ministerens ministerium? Udlændingestyrelsen har ikke sendt et
notat. Det er ministerens styrelse. Altså, hvor er ministerens ansvar her? Ministeren mener, at man har
travlt i ministeriet. Og embedsmændene har travlt med mange andre sager
–
jo, men det er jo ministerens
butik. Det er jo ministeren, der er chef. Så det er vel også ministeren, der er ansvarlig for, at hvis man har
travlt i sin butik, så ansætter man nogle flere folk til at løse de opgaver, der er. Og nogle af de opgaver, man
løser først er vel dem, som juridisk er forpligtende, som bl.a. handler om de internationale aftaler, vi er en
del af, og overholde de internationale konventioner.
Så jeg kunne tænke mig at spørge ministeren, om ministeren anerkender, at det er hendes ansvar, at der
ikke er blevet levet op til den praksis, som der burde være blevet levet op til i denne her sag. Er det ikke i
sidste ende ministerens ansvar?
Og hvilke konsekvenser vil det have
–
både for ministeren, men også for ministerens embedsværk og
ministerium i det hele taget. For det kan godt være, at man har stor respekt for medarbejdere, der har
travlt, det tror, vi alle sammen har, men man har vel også respekt for internationale konventioner
–
og ikke
mindst de mennesker, som er blevet sendt hjem potentielt set
–
uden, at få adgang til den livsnødvendige
medicin, som de har brug for.
Så, hvem har ansvaret?
Og, hvad bliver konsekvenserne af det svigt, der har været i forhold til ansvaret?
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Tak for det!
Så er det Morten Østergaard!
Morten Østergaard:
Ja, altså, man skal jo høre meget og selvfølgelig overgår virkeligheden nogen gange
fantasien, men altså som jeg forstår det, så det, som kom frem i den seneste besvarelse, det er, at hvis ikke
det var, fordi at man skulle besvare et spørgsmål til Folketinget om den her dom, så havde man aldrig
opdaget fejlen, fordi det var i forbindelse med arbejdet med besvarelsen, at man kom frem til, at sagerne
skulle stilles i bero.
Jeg har også forstået, at man blev opmærksom på dommen dengang, Justitsministeriets specialkonsulent
skrev, at hun var faldet over den, at det var dét, der ligesom fik den på ministeriets bord. Så det efterlader
jo i hvert fald et billede af, at arbejdet med at overholde menneskerettighederne i forbindelse med
behandlingen af udlændingesager, de helt beror på tilfældigheder og andres ageren, andre ministeriers,
Folketingets ageren.
Så må vi have defineret, hvad et flag er. Altså, der var ikke nogen, der havde hejst et advarselsflag. I den
første henvendelse fra Justitsministeriet, der skriver man, at Menneskerettighedsdomstolen går ind, og så
iterer jeg: ”… spe ifi erer deres praksis på o rådet og åske stra
er op ”.
I den anden henvendelse fra Justitsministeriet, som er knap de her 2 måneder senere, den 25. april, så
spørger a direkte fra Justits i isteriets side, og jeg iterer: ” … er det også jeres vurderi g, at der er
behov for en praksisændri
g”. Så allerede dér, hvor a liver op ærkso på do
e , der liver
advarselslamperne tændt fra første dag.
19
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
Og derfor er spørgsmålet jo tilbage til, hvornår er det, at de advarselslamper, og i hvilken anledning er det,
at de advarselslamper, de fører til, at man stiller sagerne i bero. Vi har forstået, at det var mellem jul og
nytår, man begyndte at gennemgå sagerne. Men hvad førte til den konklusion. For vi kan jo se på
besvarelsen i dag, at de tikke er muligt at svare på det her spørgsmål 665, for man har ikke haft
Justitsministeriet inde over endnu. Så hvornår var det, at tiøren faldt for ministeren? Og hvad gav anledning
til det?
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Tak til Morten Østergaard.
Så har spørgerne bedt om, at Johanne Schmidt-Nielsen får ordet til at runde af.
Vil Johanne Schmidt-Nielsen have ordet nu eller efter ministeren?
Johanne Schmidt-Nielsen:
Efter!
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Ministeren!
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg:
Ja, tak!
Jamen til Morten Østergaard, der kan jeg jo bare sige igen, igen, igen, at det er i forbindelse med
udarbejdelsen af svaret på spørgsmål 665, at det jo går op for embedsværket, kan man sige, at her er
noget, vi skal have kigget på. Så får jeg jo så meldingen, og vi beslutter så at sætte de her sager i bero. Og
resten er jo en kendt sag.
Så, altså, der er jo ikke rigtig noget andet at sige til det.
Og så siger du, at er det hele bare sådant forgodtbefindende,
ka
a sige, at det hele are altså … go
happy, go lucky-agtigt. Det er det jo ikke. Men jeg vil sige, vi har jo taget det her til os, og det er jo derfor, at
vi har indført jo bl.a. en ny enhed. Det er derfor også
–
og det er så igen ikke i denne her sag, men det tror
jeg er meget godt, at afdelingen er blevet splittet op i to, så der kan være et større ledelsesmæssigt fokus
–
også på denne her del. Og derfor kan man sige, at vi jo sådan set har taget ved lære af, at det kan godt
være, at der var nogle medarbejdere, der også har været for belastede af for mange sager, og at der skulle
nogle organisatoriske ændringer til, og det er der så også blevet foretaget.
Så er der Carolina Magdalene Maier, der spørger til bl.a. jo de henvendelser, som vi får. Jamen, jeg siger jo
ikke, at det er ligegyldigt, når Refugees Wellcome kommer med henvendelser. Man jeg tror ikke, at man
kan sige, at de nødvendigvis altid har ret i alt dét, de har skrevet, og alle de vurderinger, de har. Men jeg
tror også, at man må indrømme, at der også er et vist politisk slør hen over indimellem. Men derfor tager vi
da alle henvendelser alvorligt. Og det gør vi selvfølgelig fra Institut for Menneskerettigheder.
Og så bliver der spurgt til Justitsministeriet, og der kan jeg jo bare igen sige
–
den henvendelse den er jo
ikke blevet forelagt mig. Altså jeg kan simpelthen ikke vide, at der bliver sendt en mail imellem to
medarbejdere. Og jeg er ked at, at det er sådan, men sådan er det. Og jeg tror i øvrigt også, at det er en
kendt sag også i andre organisationer, at man jo ikke kan vide fuldstændig, hvad der bliver sagt og skrevet
og tænkt i hvert et kontor. Men dét, man kan, det er, at man jo kan gribe ind, hvis man kan se, at der er
20
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
nogle ting, som der skal rettes op på. Og jeg tror ikke bare, at det er i et ministerium, at det er en kendt sag.
Altså, jeg ved jo også … der er jo også politiske partier, hvor der er foregået ti g,
hvor man har sagt hov, det
kunne da godt være, det ikke var så smart. Skal vi prøve at få rettet op på det, så retter man op på det.
Og sådan må det jo også være i et ministerium. Dér, hvor problemet er, det er jo i virkeligheden, hvis vi
kunne se, at der var nogle problemer her, og så retter man ikke op på det. Hvis jeg nu ikke havde besluttet
mig for også, at afdelingen skal deles op i to. Hvis ikke, vi havde oprettet en ny enhed. Hvis ikke, vi havde
sat sagerne i bero, så vil jeg sige, så gav det rigtig god mening at komme med de her sådan lidt anklagende
spørgsmål. Men når der bliver rettet op i det øjeblik, man ser, at der er et problem, så synes jeg sådan set
måske i virkeligheden også, at det ville være godt, hvis man så også anerkender det.
Udvalgsformand Martin Henriksen:
…
i istere !
Johanne Schmidt-Nielsen, på vegne af spørgerne, tager ordet!
Johanne Schmidt-Nielsen:
Jamen, lad os lige huske, hvad denne her sag handler om. Denne her sag handler
om alvorligt syge mennesker, som efter alt at dømme er udsendt af Danmark på ulovligt grundlag
–
altså på
trods af, at de ikke har adgang til den medicin, som er livsnødvendig
–
på ulovligt grundlag. Dvs. vi taler om
mennesker, som er i fare. Vi taler om mennesker, som er i livsfare. Vi taler om mennesker, som kan have
mistet livet pga. de fejl, der er blevet begået.
Jeg må sige, at ministerens ubekymrede tilgang til det her faktisk kommer noget bag på mig.
Ministeren siger igen og igen
–
vi gik på en lidt forkert sti. Stien lå lidt parallelt med dét sted, den skulle
have ligget. En lidt forkert sti. Men det var jo en helt forkert sti, minister. I kom frem til, at den her dom
ingen betydning skulle have. Det var forkert. Denne her dom skulle have betydning. Stien var ulovlig,
minister.
Ministeren bruger som undskyldning
–
vi havde meget at se til.
Vi drøfter en sag, der handler om menneskers potentielle overlevelse. Vi havde meget at se til er
undskyldningen.
Minister, I opdager ikke dommen før efter 4-5 måneder på trods af adskillige henvendelser, inkl.
henvendelser fra Justitsministeriet.
I laver så en vurdering af dommen, som er forkert.
På et tidspunkt kommer I i tvivl, men I fortæller ikke Folketinget og offentligheden om det her, selvom der
ligger skriftlige spørgsmål fra Folketinget
–
nemlig fra mig til dig.
Efter 13 måneder kommer I med en konklusion, som i øvrigt ikke er helt færdig endnu.
Og Inger Støjberg, du erkender i dag åbent, at I absolut ingen systematik har i forhold til at holde øje med
domme, som falder ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Du erkender, at alvorligt syge flygtninge er sendt ud af Danmark
–
muligvis på ulovligt grundlag.
Jeg har lyst til at spørge dig, om du ikke selv kan se, hvor rystende det her er. Og jeg har lyst til at spørge
dig, hvor alvorligt du selv synes, det er. For jeg synes, du virker ubekymret.
21
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 29: Udskrift fra de åbne samråd om Paposhvili-dommen – samrådsspørgsmål M, P og Q
Jeg vil gerne spørge dig, hvor alvorligt synes du selv, det her er. Jeg synes, det er meget alvorligt.
Der er mange spørgsmål, vi ikke har fået svar på. Vi vil følge op skriftligt. Og vi vil indkalde dig til et nyt
samråd!
Udvalgsformand Martin Henriksen:
Hvis ministeren skal svare på det, så bliver det en anden god gang,
fordi vi runder samrådet af nu.
Vi siger tak til ministeren!
Tak til embedsfolk og tak tilhørere
–
også dem, der har siddet ude bag tv-skærme. Og også tak til spørgerne
og medlemmerne af udvalget.
Hav en god dag!
22