Udlændinge- og Integrationsudvalget 2018-19 (1. samling)
UUI Alm.del Bilag 2
Offentligt
Til Mattias Tesfaye
TELEFON: 71 52 33 97
WWW.LGBTASYLUM.DK
01.10.2018
LGBT Asylum udtrykker bekymring på tre centrale områder for LGBT+ asylansøgere og flygtninge i Danmark
LGBT Asylum er dybt bekymret over det, som vi oplever som vilkårlighed i sagsbehandlingen af LGBT-asylsager i
Danmark.
I to samtidige sager vurderes personernes tilstedeværelse på sociale medier forskelligt. I den ene sag vurderes
det, at et regnbueflag (LGBT-symbol) er strategisk placeret på ansøgers facebookprofil. I den anden sag vurderes
det som utroværdigt, at ansøger er i et forhold med sin kæreste, da denne ikke har angivet forholdet offentligt
på sin facebookprofil. I begge sager gives der afslag fra Udlændingestyrelsen.
Danmark vurderer, som det eneste vestlige land LGBT Asylum har kendskab til, at Uganda er et sikkert land for
LGBT-personer at leve i. Hvorfor kun LGBT-personer, der vurderes individuelt forfulgt, meldes ophold i Danmark.
LGBT Asylum finder her, at det forekommer vilkårligt, hvornår LGBT-personer fra Uganda vurderes individuelt
forfulgt, og at der er givet en række stærkt bekymrende troværdighedsafslag i LGBT-asylsager fra Uganda, hvor
asylansøgerne ikke har fået den beskyttelse, de har brug for.
LGBT Asylums erfaring er, at myndighederne ikke altid er klædt på til opgaven f.eks. hvad angår interviewteknik
og kendskab til adfærdsmønstrene eller kulturen i de lande, ansøgerne kommer fra. LGBT Asylum har siden 2012
rådgivet flere end 400 LGBT-personer i deres asylansøgning og har dermed indsigt i og kendskab til sagernes
behandling og afgørelse i Danmark
LGBT Asylum er utrygge over forholdene og den manglende sikkerhed for LGBT-personer på asylcentrene i
Danmark. LGBT Asylum har gennemført to minisurveys. Ingen af respondenterne i vores undersøgelse svarer, at
de lever åbent med deres SO (seksuelle orientering) eller KI (kønsidentitet) på asylcentrene. Undersøgelserne er
begge formidlet til US Booking, med hvem LGBT Asylum har et godt samarbejde, som led i input til regeringens
LGBT-handlingsplan. LGBT Asylum mener, at der mangler viden om de faktiske forhold, at personalet på
centrene ikke er klædt på til opgaven, og at forholdene på asylcentrene ikke er sikre for LGBT-personer.
LGBT Asylum oplever utilstrækkelighed og utryghed i integrationsfasen for LGBT-flygtninge der har
opholdstilladelse i Danmark. Herunder utrygge vilkår ifm. midlertidig anvist bolig, hvor man ofte bor tæt
sammen med andre flygtninge, samt overgreb og social kontrol på sprogskoler og i andre integrationsfora
(mobning, voldelige overfald og voldtægt). Utrygheden er ofte koblet til social isolation, som LGBT-flygtninge
kan opleve i tilfælde af, at der ikke bliver taget hensyn til betydningen af LGBT-netværk ifm. kommunevisitering
og -flytning.
Med venlig hilsen og på vegne af LGBT Asylum
Hanne Gyberg
Talsperson og asylrådgiver
OM LGBT ASYLUM
LGBT Asylum er en gruppe af LGBT-personer - asylansøgere, flygtninge, danske statsborgere og personer
med ophold i Danmark. LGBT Asylum arbejder for LGBT-personers rettigheder i det danske asylsystem og
for LGBT-flygtninges rettigheder i Danmark. LGBT Asylum giver social og juridisk støtte til LGBT-
asylansøgere såvel som til LGBT-flygtninge, der har fået asyl og opholdstilladelse i Danmark.