UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2018-19 (1. samling)
UUI Alm.del Bilag 17
Offentligt

DIIS REPORT 2018: 05

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

Nye perspektiver på diasporagruppers engagement

i dansk udviklingsbistand

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Indhold

Forord

Resumé

Introduktion

Afghansk, somalisk og filippinsk migrationshistorie

Diasporastøttemuligheder i Danmark

Diasporainddragelse i de traditionelle danske

civilsamfundsorganisationer

Diasporaforeninger i Danmark og deres transnationale

civile engagement i det globale syd

Udblik til tysk og svensk bistand til diasporaengagement

i udvikling

Konklusion og fremadrettede anbefalinger

Noter

Referencer

Denne report er skrevet af seniorforsker Ninna Nyberg Sørensen, forsker Ida Marie

Savio Vammen og seniorforsker Nauja Kleist og udgivet af DIIS.

DIIS · Dansk Institut for Internationale Studier

Østbanegade 117

2100 København

Tlf: +45 32 69 87 87

E-mail: [email protected]

www.diis.dk

Layout: Lone Ravnkilde

Trykt i Danmark af Eurographic

ISBN 978-87-7605-922-4 (print)

ISBN 978-87-7605-923-1 (pdf)

DIIS publikationer kan downloades gratis eller bestilles fra www.diis.dk

111

118

122

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

FORORD

Med denne rapport tilføjer DIIS endnu et bidrag til instituttets mangeårige arbejde

med forholdet mellem migration og udvikling. Rapporten fokuserer specifikt på tre

diasporagrupper bosat i Danmark, nemlig afghanere, somaliere og filippinere samt

deres foreninger og engagement i udviklings- og/eller humanitære aktiviteter rettet

mod deres oprindelseslande. Rapporten inddrager også de samarbejder, der er

etableret med det officielle danske udviklingssystem både gennem Udenrigs-

ministeriet og de større danske NGO’er.

Vi vil gerne rette en stor tak til de diasporaforeninger, der velvilligt har stillet deres

viden og erfaringsgrundlag til rådighed. Disse erfaringer danner hovedgrundlaget

for rapporten. Vi takker også de danske NGO’er, der har afsat tid til at være i dialog

med os om rapportens hovedspørgsmål. En særlig tak går til Dansk Flygtninge-

hjælps Diasporaprograms projektleder Mingo Heiduk og projektkoordinator Martin

Wolf Andersen, der begge har stillet op til adskillige samtaler og e-mailforespørgsler,

givet os adgang til programmateriale og lov til at deltage i programmets arrange-

menter. En anden særlig tak går til journalist og historiker Nina Trige Andersen og

antropolog Karina Dalgas, der har delt deres kontakter i det filippinske migrantmiljø

i Danmark med os. Tusind tak til alle.

Rapporten er skrevet af Ninna Nyberg Sørensen, Ida Marie Savio Vammen og Nauja

Kleist med væsentlige bidrag til statistisk analyse og tabeller fra studentermed-

hjælper Karl Møller. Dataindsamling og analysearbejde er finansieret af Jørgen

Harboe; analysens indhold og konklusioner er alene de tre forfatteres.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

RESUMÉ

Organiserede flygtninge- og migrantgrupper i Danmark har igennem en årrække

bidraget væsentligt til deres oprindelseslandes udvikling, ligesom de har ydet

forskellige former for humanitær bistand til områder præget af konflikt eller natur-

katastrofer. Rapporten stiller skarpt på tre gruppers aktiviteter målrettet oprindelses-

lande, der alle viser et stort engagement.

Afghanske, somaliske og filippinske flygtninge, migranter og efterkommere har,

trods forskellige migrationshistorier, alle et aktivt og bredt favnende foreningsliv.

Rapporten beskriver gruppernes etablering i Danmark, deres foreningsaktiviteter

samt arten og omfanget af gruppernes engagement, herunder karakteren af sam-

arbejdet med det officielle bistands- og nødhjælpsmiljø.

Diasporaforeninger i Danmark kan finde støtte til deres udviklings- og nødhjælps-

aktiviteter i forskellige puljer og programmer. Det drejer sig om Civilsamfundspuljen,

der siden 2008 blandt andet har støttet somaliske – og i mindre grad – afghanske

og filippinske projekter; Genbrug til Syd (GTS), der siden 2013 har støttet omkring

350 containerforsendelser fra Danmark til 40 forskellige udviklingslande, herunder

Afghanistan, Somalia og Filippinerne, og Dansk Flygtningehjælps Diasporaprogram,

der siden 2010 har haft specifikt fokus på at styrke den afghanske og somaliske

diasporas rolle som udviklingsaktører. Hertil kommer to nyere nødhjælpsinitiativer,

Danish Emergency Relief Fund (DERF) og Diaspora Emergency Action & Coordination

(DEMAC).

Andre danske NGO’er har i forskellig grad eksperimenteret med konkrete diaspora-

samarbejder, nogle gange på eget initiativ, andre gange i respons til henvendelser

fra specifikke grupper. Men det er generelt meget få organisationer, der har et

eksplicit diasporafokus. Flere har enkeltstående erfaringer med konkrete diaspora-

samarbejder, som ikke af den grund er institutionaliserede, mens færre bevidst

inddrager diasporarepræsentanter som ressourcepersoner i organisationens

arbejde. Rapporten identificerer et kontinuum af diasporatilgange – spændende fra

ingen over en mere instrumentel til en reel inddragelse – og peger på et uudnyttet

potentiale i at inddrage diasporaviden i koblinger af det nationale og internationale

arbejde. Samtidig viser rapporten, at skønt Danmark har en veldefineret diaspora-

politik, kan denne – med baggrund i de relativt begrænsede midler allokeret til

formålet – kritiseres for at være for smal eller uambitiøs.

Diasporaforeningernes transnationale civile engagement varierer i omfang, varighed

og fokusområder. Projektorienterede diasporaindsatser handler hovedsageligt om

uddannelse, sundhedsfremme, skabelse af bæredygtige livsgrundlag, rettigheder

og nødhjælp. De er ofte, men ikke udelukkende, rettet mod de lokalområder, medlem-

merne af de enkelte foreninger kommer fra. Der er dog en tydelig tendens til, at nyere

foreninger, hvis medlemmer primært består af efterkommere eller yngre diaspora-

aktører, bevidst søger en bredere national forankring – og måske ovenikøbet at

arbejde på tværs af nationalt tilhørsforhold.

Modsat traditionelle udviklings- og humanitære indsatser – der ofte opererer med

separate bureaukratiske strukturer og pengekasser – følger diasporaaktørernes

transnationale engagement ikke nødvendigvis disse skillelinjer. Det er ikke

ualmindeligt, at foreningerne er involveret i udviklingsaktiviteter samtidig med et

humanitært engagement, og ofte trækker foreningerne på de samme lokale og

transnationale netværk, der kan mobiliseres og udvides i forhold til aktiviteternes

karakter, omfang og varighed. Diasporaforeningerne har derfor en unik erfaring med

hensyn til at bygge bro mellem det humanitære og det udviklingsrettede arbejde –

en brobygning, de mere traditionelle aktører kan drage fordel af i fremtidige

samarbejder.

Rapporten sammenligner diasporastøtteprogrammer i Danmark med erfaringer fra

lignende programmer i Tyskland og Sverige og påpeger på den baggrund flere

områder, hvor diasporaarbejdet kan styrkes. Ud over anerkendelse af diaspora-

foreningernes mangfoldighed bør den tætte forbindelse mellem diasporaengage-

ment og integration anerkendes. Aktiviteter, der går på tværs af disse formål, vil med

fordel kunne støttes økonomisk.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

INTRODUKTION

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Migranter har gennem århundreder været med til at præge udviklingen i Danmark.

Det gælder eksempelvis de hollandske indvandrere, der fra det 15. århundrede

opdyrkede Amager og var med til at forsyne københavnerne med kartofler og

grøntsager; de jødiske indvandrere, hvis finansielle og kulturelle kapital bidrog til at

opbygge landet efter svenskekrigene (1657-1660); polakkerne, der i slutningen af

1800-tallet holdt roeproduktionen på Lolland i gang; og tyrkerne, jugoslaverne og

pakistanerne, der fra slutningen af 1960’erne forsynede de danske industri-

virksomheder med efterspurgt arbejdskraft. Nogle flygtede fra fattigdom og for-

følgelse, andre kom i udgangspunktet som sæson- eller senere gæstearbejdere,

men mange slog sig ned og blev langsomt en del af det danske samfund.

herunder individuelle og kollektive pengeoverførsler til familiemedlemmer og lokal-

samfund (de såkaldte remitter), men også mere kollektivt organiserede udviklings-

og nødhjælpsaktiviteter. Disse kollektive aktiviteter er i fokus i nærværende rapport.

Organiserede flygtninge- og migrantgrupper har gennem de sidste 15 år da også

tiltrukket sig de traditionelle donorers opmærksomhed som finansierings- og sam-

arbejdspartnere i forbindelse med diverse aktiviteter. Forskellige forsøg på at forstå

og forbedre praksis inden for først udviklingssamarbejdet, og senest også det

humanitære arbejde, har samtidig vendt forskere, praktikere og politiske beslut-

ningstageres blik mod den voksende gruppe af forskelligartede aktører, der bidrager

til dette arbejde, herunder migranter og flygtninge.

Organiserede flygtninge- og migrantgrupper har gennem

de sidste 15 år tiltrukket sig de traditionelle donorers

opmærksomhed som finansierings- og samarbejdspartnere.

Ifølge økonomerne i Verdensbanken udgør remitter til udviklingslande mere end tre

gange så meget som den officielle udviklingsbistand. Disse pengestrømme ser end-

videre ud til at være mere stabile end andre former for eksterne kapitalbevægelser,

herunder udviklingsbistand og nødhjælp,

og når nogle gange mennesker i nød,

hvor den humanitære bistand stopper, aldrig kom eller ikke kan nå hen på grund af

De tidlige indvandreres historie ligner på mange måder de cirka 300.000 danskeres

(eller næsten hver tiende af landets daværende befolkning), der migrerede til

Amerika i perioden fra 1850 til 1920 i frustration over fattigdom og manglende

muligheder for social opstigning i datidens danske samfund.

Et andet, men ofte

overset, fællestræk mellem den historiske indvandring til Danmark og dansk

udvandring er, at migrationen ikke alene har været grundet i et ønske om at forbedre

egne livsmuligheder, men også har spillet en væsentlig rolle for den økonomiske,

sociale, politiske og kulturelle udvikling af oprindelseslandene. Dengang, som nu,

sendte migranter nemlig ikke alene penge hjem til dem, der blev tilbage. Idéer til nye

måder at leve sammen, producere og organisere samfundet på blev også diskuteret

i nyoprettede foreninger – og senere udvekslet på tværs af kontinenter.

Historisk indvandring og dansk udvandring italesættes sjældent i forhold til

migrationspolitiske debatter, hvis tidshorisont ofte begrænser sig til her og nu. Det

gælder også den aktuelle opmærksomhed på migranter og flygtninge i den offentlige

debat. Mens forskellige udfordringer i forhold til arbejdsmarkedsdeltagelse,

offentlige ydelser og (manglende) integration fylder godt i mediebilledet,

diskuteres

de muligheder, migration potentielt kan bidrage til at skabe, i langt mindre grad.

Ensidig debat er altid problematisk, ikke mindst da mange flygtninge og migranter

bidrager både til det danske samfund og deres oprindelseslandes udvikling.

Bidragene omfatter forskellige aktiviteter af transnational eller multilokal karakter,

konflikt.

Migration indgår i forskellig grad som et integreret element i Danmarks udviklings-

samarbejde – i såvel det bilaterale arbejde, hvor de grund-læggende årsager til

migration delvist adresseres i relevante landeprogrammer og civil-samfundsstøtten

til strategiske NGO-partnere, som i det multilaterale arbejde, herunder Den

Europæiske Udviklingsfond, Den Europæiske Investeringsplan, EU’s Trustfond for

Afrika og EU-migrationspartnerskaber med relevante udviklingslande. Nogle – men

stadig relativt få – danske NGO’er er ligeledes begyndt at kigge på diasporagrupper

som mulige – og ofte helt essentielle – samarbejdspartnere.

RAPPORTENS HOVEDSPØRGSMÅL

DIIS har gennem perioden 2002-2018 set nærmere på forholdet mellem migration,

udvikling og humanitær bistand, især effekten af migranter og flygtninges in-

dividuelle og kollektive bidrag til såvel udvikling som nødhjælp i forskellige lande i

især Afrika og Latinamerika. Nærværende rapport tager udgangspunkt i dette

længerevarende engagement.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Rapportens hovedspørgsmål centrerer sig om, hvordan – og i hvilket omfang –

organiserede migrant- og flygtningegrupper i Danmark engagerer sig i udviklings-

og nødhjælpsaktiviteter; hvad der motiverer deres engagement; hvad aktiviteterne

består i; omfanget og karakteren af samarbejder mellem migranter/flygtninge og

officielle bistands- og nødhjælpsaktiviteter; og endelig, hvilke resultater der er

opnået. Formålet er at fortælle en anden historie end den, der aktuelt fylder mest i

den offentlige debat, nemlig ”den gode historie” om de mange små og større

projekter indvandrere og flygtninge i Danmark stabler på benene på frivillig basis og

på baggrund af deres transnationale netværk. Samtidig undersøger rapporten

muligheden for fremadrettet at inddrage mennesker med flygtninge- og migrant-

baggrund mere – og bedre – i dansk udviklingssamarbejde.

Tabel 1: De 25 største indvandrergrupper i Danmark pr. 2. kvartal, 2018

Indvandrere

Nr. Oprindelsesland

Tyrkiet

Polen

Syrien

Tyskland

Irak

Rumænien

I alt

32.980

40.692

35.652

29.781

21.710

26.920

12.843

14.266

17.017

11.780

16.828

13.564

15.732

14.949

14.221

9.485

8.918

12.681

11.765

11.010

11.672

11.107

10.248

6.959

5.766

Mænd

17.167

21.640

19.981

14.307

11.888

15.491

6.935

7.551

8.456

6.166

9.726

7.533

5.613

9.676

5.575

4.244

4.389

6.674

4.788

6.403

1.668

1.492

5.013

3.460

2.900

Kvinder

15.813

19.052

15.671

15.474

9.822

11.429

5.908

6.715

8.561

5.614

7.102

6.031

10.119

5.273

8.646

5.241

4.529

6.007

6.977

4.607

10.004

9.615

5.235

3.499

2.866

Efterkommere

I alt

30.507

6.403

5.819

3.635

10.946

3.099

13.982

11.079

6.121

9.482

4.269

5.084

1.599

1.576

2.144

5.977

5.940

1.591

2.330

2.040

953

1.341

1.896

4.866

5.613

Mænd

15.558

3.339

3.001

1.804

5.681

1.633

7.216

5.630

3.195

4.775

2.222

2.588

793

786

1.079

3.135

3.008

790

1.176

1.106

463

688

968

2.446

2.893

Kvinder

14.949

3.064

2.818

1.831

5.265

1.466

6.766

5.449

2.926

4.707

2.047

2.496

806

790

1.065

2.842

2.932

801

1.154

934

490

653

928

2.420

2.720

I alt

63.487

47.095

41.471

33.416

32.656

30.019

26.825

25.345

23.138

21.262

21.097

18.648

17.331

16.525

16.365

15.462

14.858

14.272

14.095

13.050

12.625

12.448

12.144

11.825

11.379

I alt

Mænd

32.725

24.979

22.982

16.111

17.569

17.124

14.151

13.181

11.651

10.941

11.948

10.121

6.406

10.462

6.654

7.379

7.397

7.464

5.964

7.509

2.131

2.180

5.981

5.906

5.793

Kvinder

30.762

22.116

18.489

17.305

15.087

12.895

12.674

12.164

11.487

10.321

9.149

8.527

10.925

6.063

9.711

8.083

7.461

6.808

8.131

5.541

10.494

10.268

6.163

5.919

5.586

Som med andre processer er diasporaengagement og aktiviteter hverken entydigt

positivt eller entydigt negativt. Det er heller ikke statisk, men ændrer sig i takt med

muligheder og begrænsninger i den historiske og politiske kontekst. Rapporten

identificerer derfor forskellige gruppers migrationshistorie i det danske samfund,

ændringer i deres foreningsaktiviteter over tid og søger derudover at identificere

forskellige knaster eller forhindringer for gruppernes aktiviteter, både internt i det

diasporiske foreningsliv og i samarbejdet med eksisterende udviklings- og nød-

hjælpsaktører. Ud over fragmentering inden for grupperne og mere traditionelle

forhindringer af organisatorisk art ser vi også på, i hvilket omfang og hvordan de

danske NGO’er har blik for diasporaaktørers potentialer. Endelig søger vi at afdække,

hvorvidt det aktuelle politiske fokus på udsendelse af afviste asylansøgere og

samarbejde med oprindelseslande om tilbagetagelse influerer på diaspora-

gruppernes engagement. Vi relaterer begge områder til internationale erfaringer.

Libanon

Pakistan

Bosnien-

Hercegovina

Somalia

Iran

Afghanistan

Norge

Storbritannien

Sverige

Vietnam

Jugoslavien

NATIONAL AFGRÆNSNING

Litauen

Lidt over en halv million af Danmarks befolkning er født i et andet land end Danmark.

Per 1. april 2018 udgjorde indvandrere og flygtninge 10,3 % af befolkningen. Af dem

kom cirka to femtedele (eller 250.764) fra andre vestlige lande og cirka tre femtedele

(eller 346.154) fra ikke-vestlige lande.

Tabel 1 nedenfor viser, hvor de 25 største

indvandrergrupper i Danmark kommer fra. Tallene omfatter både arbejdsmigranter

og flygtninge samt familiesammenførte indvandrere.

Kina

Indien

Thailand

Filippinerne

Ukraine

Som det fremgår af tabel 1, er de somaliske, afghanske og filippinske flygtninge,

migranter og efterkommere i Danmark ikke blandt de største indvandrer-grupper i

Danmark. Når rapporten alligevel fokuserer på netop disse grupper, skyldes det

Sri Lanka

Marokko

Kilde: Danmarks Statistik

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

flere forhold. Dels er både Afghanistan og Somalia vigtige samarbejdslande

for dansk udviklings- og humanitær bistand, mens somaliere og afghanere også

udgør en relativ stor del af de flygtninge, der er kommet til Danmark. Endelig er et

særligt dansk diasporaprogram finansieret af Danida og administreret af Dansk

Flygtningehjælp målrettet netop disse to nationaliteter. Omvendt udmærker

filippinske migranter i Danmark sig ved primært at være kommet til Danmark som

arbejdsmigranter, at bevæge sig under radaren i den offentlige debat (i al fald når det

ikke lige gælder au pair-spørgsmålet) og samtidig have et aktivt foreningsliv og være

engageret i såvel udviklings- som nødhjælpsaktiviteter i Filippinerne. Som det

fremgår af kapitel 2, adskiller de tre gruppers migrationshistorie sig med hensyn til

ankomsttidspunkt og forskellige demografiske faktorer. Hvorvidt det influerer på

afghanske, somaliske og filippinske udviklings- og nødhjælpsaktiviteter rettet mod

oprindelseslandene og interaktioner med det øvrige danske civilsamfund, er blandt

de forhold, rapporten undersøger.

kapacitetsopbygning og ”matching funds’; og Genbrug til Syd, der bistår danske og

diasporabaserede foreningers arbejde med at skabe udvikling blandt verdens

fattigste ved at indsamle, renovere, pakke og sende brugt udstyr til partnere i syd. Vi

har spurgt ind til betydningen af ændringer i Danmarks strategiske prioriteringer,

ikke mindst samtænkningen mellem udviklingspolitikken og fremtidens migrations-

udfordringer, ligesom vi har undersøgt, i hvilket omfang danske NGO’er uden et

specifikt diasporafokus inddrager migrationsaspektet eller migranter og flygtninge i

deres arbejde. Vi har talt med tre puljeadministrerende og ti andre NGO’er.

Flere, men ikke alle, migrant- og flygtningeforeninger omtaler sig selv som ”diaspora-

organisationer”. Ligeledes bruges betegnelsen ”diasporastøtte” af Udenrigs-

ministeriet og flere, men ikke alle, civilsamfundsorganisationer. Et par ord om

diasporabegrebet og diasporisk engagement er derfor på sin plads.

Diasporabegrebet vandt indpas i udviklingsmiljøet kort efter årtusindeskiftet.

år senere blev begrebet også almindeligt anvendt i det humanitære nødhjælps-

GRUPPER OG DEFINITIONER

Rapportens analyse af migranter og flygtninges udviklings- og nødhjælpsaktiviteter

omfatter dels en historisk opsummering af hidtidige erfaringer og dels en afdækning

af igangværende aktiviteter. I afdækningen af det afghanske og somaliske forenings-

landskab bygger rapporten delvist på tidligere DIIS-undersøgelser. Det filippinske

foreningslandskab er beskrevet på baggrund af andres analyser og dialog med

centrale aktører i dette landskab. Vi har interviewet, i nogle tilfælde geninterviewet,

omkring 30 repræsentanter for foreninger, jævnt fordelt mellem de tre nationale

grupper. Vi har talt med dem om foreningernes formål, historie og medlems-

base, aktiviteter og støttemuligheder, projektfinansiering og samarbejder med

Udenrigsministeriet, det danske NGO-miljø og andre donorer. Endelig har vi spurgt til

organisatoriske udfordringer og betydningen af det migrationspolitiske debatklima i

Danmark. Foreningernes oplysningsmateriale (både papir og webbaseret) er også

konsulteret. Afdækningen er på ingen måde udtømmende – der er langt flere

foreninger, end dem vi har haft mulighed for at konsultere – men er eksemplarisk i

den forstand, at de skitserer bredden i foreningsform, formål og aktiviteter.

og genopbygningsarbejde.

Akademiske forsøg på at definere, hvad en diaspora

er, har siden resulteret i adskillige typologier med forskellige forslag til klassifi-

cering af migrant- og flygtningegrupper. Flere studier har samtidig påpeget,

hvordan diasporabegrebet ofte betegner en særlig position, snarere end en neutral

identitetskategori.

I denne rapport definerer vi diasporaer som bestående af mennesker med migrant-

eller flygtningebaggrund, der er spredt over to eller flere lande, mellem hvilke for-

skellige forbindelser og relationer udvikles og udveksles. Diasporagrupper kan have

en stærk orientering mod et tidligere oprindelsesland (eller et område inden for et

oprindelsesland) baseret på en fælles erindring om flugt eller migration, der ofte

manifesteres i et ønske om at bidrage til oprindelseslandet/områdets videre

udvikling. Faktiske aktiviteter udspringer ligeledes ofte af et civilt engagement

forankret i flere lokaliteter – herunder lokalsamfund, specifikke lande eller trans-

nationale, verdensomspændende sociale netværk – der bygger på andet og mere

end national identitet.

En kritisk tilgang til diasporabegrebet vil påpege, at dominerende diasporaopfattelser

Vi har også været i dialog med det danske udviklings- og nødhjælpsmiljø. Vi har

stillet skarpt på tre støttemuligheder: CISU, der støtter civilsamfundsorganisationers

arbejde gennem rådgivning, kurser og projektfinansiering; Dansk Flygtningehjælps

Diasporaprogram, der støtter afghanske og somaliske diasporaorganisationer med

fremhæver det at have ”opnået noget” uden for oprindelseslandet – at være drevet

af iværksætterånd, at have etableret transnationale netværk og foreninger og at

demonstrere geografisk såvel som social mobilitet – over andre erfaringer såsom

marginalisering. Dominerende diasporatilgange overser derfor ofte andre væsentlige

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

erfaringer, såsom konflikter, intern eksklusion og fragmentering på basis af forskelle

i ideologi, klasse, køn, lokal forankring i et særligt område i oprindelseslandet og

årsag til og tidspunkt for migration. I stedet for at tale om diasporaer som fast-

identiteter, kommercielle og politiske interesser eller særlige familie- og lokalsam-

fundstilhørsforhold kan influere en given diasporaforenings dagsorden. Det er ikke i

sig selv et problem. En ukritisk promovering af diasporaengagement kan imidlertid

få uønskede konsekvenser for bistands- og nødhjælpsorganisationers arbejde, både

i forhold til opretholdelse af humanitære principper om upartiskhed og ”do no

harm”,

og i forhold til at pålægge foreningerne ansvaret for et engagement, man

med rette kunne spørge om, netop ikke var det, de søgte at forlade. Hvorfor, migranter

og flygtninge skulle være mere ansvarlige for at rette op på deres regeringers dårlige

forvaltning og verdens ulighed end andre, forbliver et åbent spørgsmål. At mange

alligevel forsøger, er et faktum. Vores analyse af diaspora-foreninger som udviklings-

og nødhjælpsaktører søger at afdække sådanne dilemmaer, og hvordan de tackles i

tømrede nationale grupper – faktisk eksisterende etnokulturelle grupper – søger

rapporten at indkredse diasporiske platforme, projekter, påstande, udtryksformer og

praksisser.

Med dette udgangspunkt håber vi at illustrere mangfoldigheden i

forskellige typer af engagement, uden at overse forskelligheder, uoverensstemmelser

og modsætninger inden for det der ellers kunne forudsættes at være homogene og

statiske indvandrergrupper.

Udviklings- og nødhjælpsorganisationer er ikke alene om at

have øje for diasporaforeningernes potentiale og engagement.

Regeringer i såvel sender- som destinationslande rækker også i

stigende omfang ud til migrant- og flygtningegrupper i udlandet,

ofte gennem deciderede diasporapolitikker.

konkrete aktiviteter og samarbejder.

Blandt de tre flygtninge- og migrantgrupper omfattet af undersøgelsen er det kun

somalierne, der definerer sig selv som diaspora og deres foreningsarbejde som

diasporaaktivitet. Såvel afghanere som filippinere ser i højere grad deres forenings-

aktiviteter som værende forankrede i to eller flere samfund – Danmark og

oprindelseslandene. Deres aktiviteter er derfor måske i højere grad udtryk for det

Blandt udviklings- og nødhjælpsaktører refererer diasporaengagement dels til

migrant- og flygtningegruppers egen involvering i oprindelseslandenes forhold, dels

til måder hvorpå udviklings- og nødhjælpspolitikker og -programmer kan søge at

mobilisere og støtte diasporaens sociale og finansielle kapital for særlige formål.

Nogle aktører forstår diasporaers rolle funktionelt, for eksempel i forhold til en særlig

form for bistand diasporaen kan yde, eller måder hvorpå diasporaen kan facilitere et

statsligt eller civilsamfundsbaseret udviklingssamarbejde. Andre aktører ser sam-

spillet med diasporaaktiviteter mere dynamisk og som en frugtbar, gensidig lærings-

proces.

Diasporaforeningerne lægger selv vægt på den gensidige læringsproces,

men de synes også nogle gange, at læringen forudsættes at være baseret på

envejskommunikation – fra ”det danske establishment” til ”det diasporiske kaos”,

der skal tæmmes og trænes i ansøgnings- og afrapporteringsprocedurer for at

passe ind.

Udviklings- og nødhjælpsorganisationer er ikke alene om at have øje for diaspora-

foreningernes potentiale og engagement. Regeringer i såvel sender- som destina-

tionslande rækker også i stigende omfang ud til migrant- og flygtningegrupper i

udlandet, ofte gennem deciderede diasporapolitikker. I begge tilfælde er det vigtigt

at være opmærksom på, at relationer mellem stater og migrantgrupper sjældent

er neutrale, da begge ofte har særlige politiske dagsordener. Historiske uoverens-

stemmelser med oprindelseslandets regering, etniske, religiøse og nationale

transnationale civile engagement beskrevet ovenfor. Ikke mindst blandt den yngre

generation af efterkommere.

OM METODEN

Det empiriske grundlag for rapporten bygger på læsning af statusrapporter, hjemme-

og Facebook-sider, oplysningsfoldere og anden litteratur om emnet samt dialogiske

interview. Interviewene har haft to dele: en mere struktureret del baseret på en

interviewguide og en mere åben og dialogbaseret del, med vægt på foreningernes

egne opfattelser af feltet. De har generelt varet mellem en og to timer. Hovedparten

af disse samtaler er optaget og efterfølgende udskrevet. Vi har anvendt samme

fremgangsmåde i forhold til de traditionelle danske NGO’er, både dem der admini-

strerer diaspora- eller andre civilsamfundspuljer, og dem der ikke gør, men her har

samtalerne generelt været kortere og er i et par tilfælde foregået per telefon. En

anden del af det kvalitative arbejde har bestået i at deltage i forskellige aktiviteter,

herunder en todages ansøgningsworkshop i Dansk Flygtningehjælps Diaspora

Project Support Fund (DiPS) og et informationsmøde om Danish Emergency

Relief Fund (DERF) under CISU. Endelig har vi deltaget i FILCOMs årlige national-

dagsarrangement.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Vi har også konsulteret statistisk materiale og i nogle tilfælde lavet vores egne

beregninger. Den statistiske analyse har i første omgang identificeret de foreninger,

der har modtaget støtte til humanitært eller udviklingsrettet arbejde i de tre

lande, rapporten beskæftiger sig med. Fire kilder er benyttet. Den første er Genbrug

til Syd, hvis bevillingsmodtagere er tilgængelige på organisationens hjemmeside

og udgør første del af datagrundlaget. Den anden kilde er DiPS, hvor vi har brugt

bevillingslisterne for 2010-12 og 2013-15, der er tilgængelige på organisationens

hjemmeside, mens oplysninger om bevillinger for 2016 og 2017 er skaffet gennem

korrespondance med organisationen. Den tredje datakilde er bevillinger fra CISU,

hvorfra der i en længere årrække er uddelt midler til udviklingsarbejde gennem

forskellige puljer. Denne analyse begrænses tidsmæssigt fra 2008 og frem, og

CISUs oversigt over bevillinger er benyttet til at finde alle projekter i de relevante

lande fra 1. januar 2008 til 30. juni 2018. Den fjerde kilde er ligeledes baseret på

CISU. Her er tale om organisationens medlemsliste bestående af cirka 270

organisationer.

Andet skridt i analysearbejdet har bestået i at kategorisere de identificerede

organisationer og foreninger efter graden af diasporadeltagelse. De primære

kilder har her været en åben søgning på Google, som i visse tilfælde har ført til

officielle hjemmesider, information fra virksomheds- og adresseregistre (såsom

Proff, Krak og De Gule Sider) samt sociale medier som Facebook og LinkedIn. Til

bestemmelse af organisationernes grad af diasporadeltagelse har deres bestyrelser

udgjort dataindsamlingens primære fokus. Når information om denne ikke har

været tilgængelig, er en mere kvalitativ vurdering foretaget af centrale personer i

organisationen – for eksempel i udtalelser til medier eller lignende. Vi benytter

deskriptiv statistik baseret på dette materiale til at danne et overbliksbillede som

supplement til den mere kvalitative analyse.

være sensitiv i forhold til hvem, der definerer kriterierne for succesfuldt samarbejde:

os eller dem; de gamle garvede med ét sæt udviklingsforestillinger, eller de unge nye

med andre forestillinger om, hvad der karakteriser individuel og samfundsmæssig

udvikling økonomisk og menneskeligt – og i sidste ende måske netop er der, deres

engagement tager sit udgangspunkt.

Få succeshistorier bliver til noget uden at møde udfordringer

undervejs. Det gælder også diasporaforeningernes arbejde.

RAPPORTENS OPBYGNING

Rapporten består ud over denne introduktion af 6 kapitler. I kapitel 2 ser vi nærmere

på den afghanske, somaliske og filippinske migrationshistorie, såvel globalt som i

forhold til Danmark. Kapitlet berører migranter og flygtninges individuelle penge-

overførsler (de såkaldte remitter), men lægger størst vægt på foreningslandskaber

og diasporisk engagement blandt de mere eller mindre organiserede diaspora-

foreninger. I kapitel 3 vender vi blikket mod de støtte- og samarbejdsmuligheder,

diasporaforeninger i Danmark umiddelbart har adgang til. Det drejer sig om Civil-

samfundspuljen, Genbrug til Syd og Diasporaprogrammet samt de nye humanitære

nødhjælpspuljer Danish Emergency Relief Fund (DERF) og Diaspora Emergency

Action & Coordination (DEMAC), der alle administreres og/eller implementeres af tre

større danske civilsamfundsorganisationer. Kapitel 4 ser nærmere på, hvorvidt og

hvordan det øvrige danske udviklings- og nødhjælpslandskab indtænker og

inddrager diasporaaktører i deres arbejde. Hvordan, diaspora-foreningerne benytter

sig af og samarbejder med de forskellige initiativer, er hovedtemaet for kapitel 5.

Kapitlet giver derudover forskellige eksempler på konkrete projekter rettet mod

oprindelseslandene. Kapitel 6 retter blikket mod internationale erfaringer og

MOTIVATION OG SUCCESHISTORIER

Med rapporten ønsker vi at bidrage til debatten om, hvordan migranter og flygtninge

engagerer sig i det danske udviklings- og nødhjælpsarbejde, men, som nævnt, også

til at skabe flere positive billeder af flygtninge og migranter i den danske offentlig-

hed. Få succeshistorier bliver til noget uden at møde udfordringer undervejs. Det

gælder også diasporaforeningernes arbejde. Vi fokuserer derfor både på knaster og

succeser. Samtidig afhænger succes af øjnene, der ser. Rapporten søger derfor at

diasporastøtteordninger. Kapitlet stiller skarpt på Tyskland og Sverige – to lande,

der begge har inkluderet migration og udvikling i deres udviklingspolitik, om end på

forskellig måde. Disse danner sammen med de danske erfaringer beskrevet i kapitel

3-5 baggrund for det konkluderende kapitel 7, hvor vi også kaster forskellige idéer til

det fremtidige samarbejde mellem etablerede og diasporiske udviklings- og

humanitære aktører på banen.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

AFGHANSK, SOMALISK OG FILIPPINSK

MIGRATIONSHISTORIE

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

13%

10%

32%

For at forstå diasporagruppers civile engagement er det nødvendigt at kende

gruppernes migrationshistorie, for eksempel om den er grundet i flugt eller fattigdom,

eller – som i det filippinske eksempel – en national udviklingsstrategi. Det er også

relevant at sætte gruppernes konkrete udviklings- og nødhjælpsaktiviteter i relation

til deres integration i det danske samfund. I kapitel 2 ser vi nærmere på den

afghanske, somaliske og filippinske migrationshistorie globalt og i Danmark. Vi ser

også på udviklingen i det somaliske, afghanske og filippinske foreningslandskab i

Danmark og stiller skarpt på forskelligheden i foreningernes baggrund, størrelse og

medlemsbase, grad af professionalisering og engagement i oprindelseslandene,

forskelle som blandt andet – men ikke alene – hænger sammen med de tre gruppers

ankomsttidspunkt og videre historie i det danske samfund.

Som det fremgår af Figur 1 nedenfor, var filippinerne allerede i begyndelsen af

13%

1980’erne etablerede i Danmark, mens

59%

somalierne begyndte at komme i begyndelsen

af 1990’erne, og afghanerne i større tal først begyndte at søge mod Danmark efter

årtusindeskiftet.

10%

14%

21%

23%

Figur 1: Somaliske, afghanske og filippinske indvandrere og efterkommere

(samlet) i Danmark (1980-2018)

25.000

20.000

I 2015 sendte migranter og flygtninge mere end 441 milliarder

USD hjem til deres familier og lokalsamfund i fattige og

konfliktramte lande – tre gange så meget som verdens samlede

officielle udviklingsbistand.

15.000

10.000

5.000

Filippinerne befandt sig i 2013 blandt de 20 lande i verden med størst årlig ud-

vandring, Afghanistan på 8. pladsen. Blandt verdens mest flygtningeproducerende

lande lå Afghanistan i 2014 på 3. pladsen, Somalia på 4. pladsen.

Relativt set er

det meget få, der opholder sig i Danmark. Flest flygtninge befinder sig i udviklings-

landene. Den mindre del, der opholder sig i vores del af verden, yder til gengæld et

væsentligt bidrag til deres oprindelseslandes økonomiske og sociale udvikling. I

2015 sendte migranter og flygtninge mere end 441 milliarder USD hjem til deres

familier og lokalsamfund i fattige og konfliktramte lande – tre gange så meget som

verdens samlede officielle udviklingsbistand. Ud over de individuelle pengeoverførsler

bidrog organiserede migrant- og flygtningediasporaer også til det humanitære

arbejde, gennem mere eller mindre selvorganiserede indsamlinger eller deciderede

projekt-aktiviteter i samarbejde med etablerede bistands- og nødhjælpsorgani-

sationer. Det gælder også de afghanske, somaliske og filippinske migranter og

flygtninge, der er bosat i Danmark.

1980

Somalia

1990

Afghanistan

2000

Filippinerne

2010

2018

Vi antager i udgangspunktet, at geografisk koncentration eller spredning kan have

betydning for de tre gruppers foreningsaktiviteter. Det handler ikke bare om

integration, men mindst ligeså meget om muligheden for at mødes med hinanden

og med ”forenings-Danmark”. Hvis vi zoomer ind på den geografiske fordeling, kan

vi se, at somaliske indvandrere er forholdsvist jævnt fordelt i Danmark. Dog er en

overraskende stor andel bosat i Region Midtjylland, mens færre – end i befolkningen

generelt – er bosat i Region Sjælland. At Region Midtjylland skiller sig ud, skyldes

næsten udelukkende en stor koncentration af somaliere i Aarhus Kommune.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

35%

22%

35%

31%

Figur 2: Andel af udvalgte grupper af indvandrere og efterkommere bosat i

de danske regioner (2. kvartal 2018)

20%

21%

16%

SOMALIERE

FILIPPINERE

■

Hovedstaden

13%

35%

■

Hovedstaden

10%

■

Sjælland

■

Sjælland

35%

22%

■

Syddanmark

13%

35%

22%

■

Syddanmark

23%

■

Midtjylland

59%

35%

32%

31%

■

Midtjylland

■

Nordjylland

■

Nordjylland

20%

21%

16%

31%

10%

14%

21%

20%

21%

16%

AFGHANERE

13%

10%

ALLE NATIONALITETER

25.000

20.000

15.000

32%

23%

13%

14%

59%

5.000

10%

23%

13%

35%

22%

10%

59%

35%

■

Hovedstaden

■

Sjælland

■

Syddanmark

■

Midtjylland

■

Nordjylland

21%

32%

13%

■

Hovedstaden

■

Sjælland

■

Syddanmark

■

Midtjylland

■

Nordjylland

1990

2000

14%

Afghanistan

Filippinerne

2010

2018

10.000

21%

16%

25.000

10%

1980

Somalia

21%

20.000

10%

15.000

20.000

10.000

23%

5.000

59%

10.000

1980

1990

Somalia

21%

14%

Afghanistan

2000

Filippinerne

1980

1990

2000

2010

2018

5.000

32%

15.000

25.000

Kilde: Beregninger baseret på Danmark Statistik. Data fra tabellen ”FOLK1C: folketal den 1. i kvartalet efter

område, køn, alder (5-års intervaller), herkomst og oprindelsesland” [tilgået d. 11. juni 2018].

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

2010

2018

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Afghanske indvandrere er ligeledes forholdsvist repræsentativt fordelt mellem de

danske regioner. Den mest bemærkelsesværdige afvigelse er en underrepræsen-

tation i Region Nordjylland. Omvendt er filippinerne ikke jævnt fordelt i Danmark. En

meget stor andel – seks ud af ti – er nemlig bosat i Region Hovedstaden. Filippinerne

adskiller sig derudover ved i højere grad end de to andre grupper at gifte sig med

etniske danskere. Det gælder særligt de filippinske kvinder. Heri adskiller de sig fra

somalierne og afghanerne, der hovedsageligt gifter sig med partnere af samme

nationalitet.

vurderer FN, at mindst 5,7 millioner flygtninge er vendt hjem siden 2002, og at en

stor del af dem ikke kan betegnes som reintegrerede i det afghanske samfund, da de

fortsat har behov for humanitær støtte. Det gælder også de cirka 600.000 afghanere,

der aktuelt formodes at være internt fordrevne.

Remitter

Det anslås, at en tredjedel afghanske hushold modtager remitter fra diasporaen,

dels via uformelle Hawala-systemer,

dels gennem private pengeoverførsels-

forretninger som MoneyGram og Western Union. Verdensbanken anslår, at den

afghanske diaspora overførte 410 millioner USD i 2017, mod 387 millioner USD

AFGHANSK MIGRATIONSHISTORIE

Afghanistans historie er kendetegnet af mange års konflikt og krig, dels med

baggrund i interne magtkampe, dels grundet skiftende geopolitiske styrkeforhold

mellem stormagter, der har anvendt Afghanistan som en brik i indbyrdes konflikter.

Landets nyere konflikthistorie tog sin begyndelse i 1970’erne, hvor marxistiske og

islamiske bevægelser, med modsatrettede dagsordener, voksede i styrke. I 1978

etablerede Folkets Demokratiske Parti (PDPA) ved et kup et kommunistisk styre i

landet. Forfølgelse og fængslinger af politiske og religiøse modstandere førte –

sammen med den sovjetiske invasion i 1979 – til store flygtningebevægelser ud

af landet, primært bestående af den veluddannede og vestligt orienterede elite,

højtstående (tidligere) embedsmænd og veletablerede forretningsfolk. Større

flygtningebevægelser fulgte de interne kampe i kølvandet på Sovjetunionens

tilbagetrækning i 1989 og kulminerede i 1992, hvor PDPA-regeringen tabte til

mujahedinerne. Nu flygtede mennesker, der havde arbejdet for eller formodedes at

have støttet den kommunistiske regering. Den tredje større flygtningebevægelse

begyndte under Taliban-styret (1996-2001) og den efterfølgende Enduring Freedom

operation mod Taliban og al-Qaeda efter angrebene på USA 11. september 2001.

De mange års væbnede konflikt har fordrevet millioner af afghanere, såvel internt

som ud af Afghanistan. Verdensbanken anslår, at over 5 millioner afghanere aktuelt

befinder sig uden for Afghanistan, herunder godt 1,5 millioner og lidt under 2,3

millioner i henholdsvis Pakistan og Iran, og knapt en halv million i Saudi-Arabien.

Tyskland huser aktuelt over 250.000 afghanske flygtninge, USA knapt 100.000,

mens Storbritannien, Canada, Australien, Tyrkiet og Østrig alle har større afghanske

indvandrergrupper. Skønt mange afghanere bliver i de lande, de har fået asyl,

i 2016, 301 millioner USD i 2015 og 342 millioner USD i 2010. Disse remitter

udgør cirka 30 % af Afghanistans BNP og er uden tvivl væsentlige for millioner af

menneskers overlevelse. Ud over de individuelle remitter investerer den afghanske

diaspora også i forskellige sektorer som telekommunikation, banker, luftfart

og byggesektoren.

I tilgift til private investeringer bidrager den afghanske diaspora

til såvel udviklings- som nødhjælpsaktiviteter i landet. Det uddyber vi yderligere i

kapitel 5.

En tredjedel afghanske hushold modtager

remitter fra diasporaen.

Afghanere og deres foreningsliv i Danmark

Afghanske flygtninge begyndte i mindre tal at komme til Danmark i slutningen af

1980’erne og i større tal i perioden 2000-2002. Der bor i dag 18.648 afghanere i

Danmark, hovedparten indvandrere (godt 13.500), resten efterkommere, og med

hensyn til kønsbalancen er der cirka 20 % flere mænd end kvinder. For mindre end

10 år siden blev godt halvdelen af de afghanske asylansøgere anerkendt som

flygtninge i Danmark. På trods af FN’s vurdering af sikkerhedssituationen i landet

som forværret og særdeles ustabil – og at knapt 10 millioner mennesker i landet

stadig har brug for humanitær bistand – er anerkendelsesprocenten af afghanske

asylansøgere faldet fra 26 % i 2016 til 16 % i 2017.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Figur 3: Årlig udvikling i afghanske indvandrere og efterkommere

i Danmark (1981-2017)

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010

2009

2008

2007

2006

2005

2004

2003

2002

2001

2000

1999

1998

1997

1996

1995

1994

1993

1992

1991

1990

1989

1988

1987

1986

1985

1984

1983

1982

1981

500

1.000

1.500

2.000

2.500

3.000

3.500

■

Indvandrere

■

Efterkommere

Modsat somalierne, der har været genstand for adskillige diasporaorienterede

studier, er det afghanske foreningsliv i Danmark underbelyst i forskningen. På bag-

grund af en DIIS-undersøgelse fra 2015

og interview foretaget i forbindelse med

nærværende rapport kan vi se, at det først er fra begyndelsen af 00’erne, at

afghanerne har organiseret sig i løse netværk og foreninger rundt omkring i hele

landet. Medlemmer i de forskellige foreninger har ofte enten fælles etnisk eller klan-

mæssigt tilhørsforhold, klasse og/eller politiske overbevisninger. De fleste aktive

foreninger har fokus på at afholde kulturelle og religiøse arrangementer, at støtte

hinanden med at finde rundt i det nye liv i Danmark og derudover at formidle

afghansk kultur til den danske offentlighed. Den afghanske kulturforening

Tolana opstod eksempelvis i 2000 i København som et samlingssted for

afghanere i Danmark. Foreningen afholder forskellige fritids- og kulturelle aktiviteter,

laver modersmålsundervisning i pashto og rådgiver nytilkomne afghanere om

integration.

I den førnævnte DIIS-undersøgelse blev i alt 40 afghanske foreninger identificeret i

Danmark. I forbindelse med nærværende undersøgelse har vi identificeret 15

afghanske foreninger, der i perioden 2008-2018 har fået støtte til forskellige tiltag i

Afghanistan. Flere af de interviewede foreninger fremhæver, at det først var i deres

møde med DiPS programmet, at de blev præsenteret for diasporabetegnelsen og

idéen om, at de som minoritet kunne være en vigtig udviklingsaktør i deres

oprindelsesland. Med deres mere eksplicitte fokus på udviklingsindsatser ser disse

foreninger sig selv som forholdsvis atypiske i forhold til det bredere landskab af

afghanske foreninger i Danmark. Men i realiteten er kun få afghanske foreninger

orienteret udelukkende mod indsatser i deres oprindelsesland. Af de foreninger, vi

har været i kontakt med, drejer det sig om to. Resten blander integrations- og

udviklingsaktiviteter i foreningernes daglige arbejde.

Foreningerne er alle meget forskellige, men har dog det til fælles at hovedparten af

deres medlemmer er afghanere. Foreningernes medlemstal spænder fra 5 til 460,

men som i andre diasporagrupper er det en lille gruppe ildsjæle, der i praksis står for

at udvikle og drive foreningernes humanitære arbejde og udviklingsprojekter i

Afghanistan.

Blandt de foreninger, vi har været i kontakt med, blev fire stiftet af unge, veluddannede

afghanere i Danmark, mens to af foreningerne er deciderede fagorganisationer for

henholdsvis afghanske farmaceuter og afghanske jurister i Danmark. Flere af

foreningerne betegner sig som landsdækkende og har mindre lokalafdelinger rundt

om i landet, som for eksempel den afghanske ungdomsorganisation Afghan Youth

Kilde: Danmarks Statistik

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Association Denmark (AYAD), der blev stiftet i 2009 i Vejle, og i dag har tre lokal-

afdelinger i København, Aarhus og Kolding. Det samme gælder From Street to

School, der støtter afghanske gadebørns skolegang.

Flere foreninger med en hovedvægt af yngre medlemmer fremhæver, at de i mod-

sætning til den ældre generation af afghanere i Danmark ønsker en bred forankring

på tværs af politiske og etniske skillelinjer, som de ikke alene opfatter som sensitive,

men også potentielt ødelæggende for foreningens udvikling. De ønsker med andre

ord at komme den fragmentering, som krig og konflikt har skabt i både Afghanistan

og diasporaen, til livs.

Danmarks engagement i Afghanistan

Den danske Afghanistan-strategi har siden 2001 været baseret på fire søjler: politisk

dialog, sikkerhed, udviklingssamarbejde og humanitær bistand. Disse er særligt

udmøntet i forhold til genopbygning, stabilisering og støtte til reintegration af

tilbagevendte flygtninge og internt fordrevne. I den nyeste landestrategi er der der-

udover fokus på Afghanistans modtagelse af afviste afghanske statsborgere

udsendt fra Danmark

og forebyggelse af migration. Ud over et stabiliseringsprogram

Det antages, at 1,5 millioner mennesker døde som følge af borgerkrigen mellem

1991 og 2011.

Verdensbanken anslår, at 1,5 millioner somaliere tager del i blandede

migrationsbevægelser på Afrikas Horn, mange som flygtninge, atter andre er internt

fordrevne.

Over en million somaliere lever i dag uden for Afrikas Horn, særligt i

Nordamerika og Europa – ud af en befolkning på anslået 15 millioner. I Europa er

flest somaliere og efterkommere bosat i Storbritannien og de skandinaviske lande.

Det er dog værd at huske, at lande som Kenya, Etiopien, Yemen, Libyen og Djibouti

huser langt flere somaliere end vestlige lande. Mere end 20 år efter de første

somaliere flygtede fra borgerkrig, fødes 3. generation flygtninge i lejre uden for deres

oprindelsesland.

Etableringen af en føderal regering i Mogadishu i 2012 har ledt til forsigtig optimisme

om Somalias fremtid. Skønt store dele af Somalia fortsat er præget af konflikt,

voldelig ekstremisme og humanitære katastrofer, er den politiske situation mere

stabil i Somaliland og i nogen grad i Puntland. I modsætning til Puntland anser

Somaliland – som erklærede sig selvstændigt i 1992, men ikke er internationalt

anerkendt – sig ikke som en del af den somaliske føderale stat.

Remitter

Der findes ikke officiel statistik over remitter til Somalia, men Verdensbanken anslår,

at diasporaen sendte henholdsvis 1,3 milliarder USD (24 % af BNP) og 1,4 milliarder

USD (21 % af BNP) til landet i 2014 og 2015. Somaliske diasporagrupper er afgørende

for lokalbefolkningens overlevelse i Somalia og generelt på Afrikas Horn. Op mod

40 % urbane hushold i Somalia er afhængige af remitter. 80 % private investeringer

suppleres landestrategien af et nærområdeinitiativ med fokus på støtte til tilbage-

vendte flygtninge og internt fordrevne samt humanitær bistand, inklusive Dansk

Flygtningehjælps Diasporaprogram. Afghanske diasporagrupper omtales ikke i

strategien.

SOMALISK MIGRATIONSHISTORIE

Somaliere har en lang migrationshistorie på Afrikas Horn og i resten af verdenen.

Gennem pastoralisme og handel, som sømænd og soldater i de koloniale flåder og

hære og fra 1950’erne som studerende og arbejdsmigranter i især Mellemøsten,

Vesten og indtil 1978 i Østblokken. Grundet diktatur og politisk uro blev somalisk

migration i stigende grad præget af flygtninge fra 1970’erne og udvandring af den

uddannede elite fra 1980’erne. Væbnet modstand mod regimet og voldsom

gengældelse ledte til altomfattende borgerkrig i 1991, hvor staten brød sammen, og

millioner af mennesker flygtede internt i Somalia og til nabolandene Kenya og

Etiopien. Kampe mellem militser og krigsherrer, hungersnød, den mislykkede

Operation No Hope intervention i 1994 og efterfølgende isolation fra det inter-

nationale samfund har – sammen med fremmarchen af den ekstremistiske

bevægelse al-Shabaab fra midten 2000 – bidraget til at fastholde Somalia som en

af verdens fattigste og mest fejlslagne stater.

i landet formodes også at komme fra diasporaen.

Ud over de individuelle pengeoverførsler til familiemedlemmer,

organiserer somaliske diasporagrupper kollektive

udviklingsprojekter og yder akut nødhjælp i tilfælde af tørke,

oversvømmelser, terroranslag eller andre krisesituationer.

Somaliere og deres foreningsliv i Danmark

Somaliere i Danmark er ankommet fra 1960’erne – og i særdeleshed fra midten af

1990’erne – som følge af borgerkrigen. Der bor i dag godt 21.000 personer med

somalisk baggrund i Danmark, fordelt mellem 11.780 indvandrere og 9.482

efterkommere, og en stort set lige kønsfordeling. Til sammenligning bor der 95.000

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Figur 4: Årlig udvikling i somaliske indvandrere og efterkommere

i Danmark (1981-2017)

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010

2009

2008

2007

2006

2005

2004

2003

2002

2001

2000

1999

1998

1997

1996

1995

1994

1993

1992

1991

1990

1989

1988

1987

1986

1985

1984

1983

1982

1981

-1000

-500

500

1.000

1.500

2.000

2.500

3.000

■

Indvandrere

■

Efterkommere

personer med somalisk baggrund i Sverige.

Begge lande er præget af et rigt

somalisk foreningsliv med flere hundrede foreninger, hvoraf en stor del er aktive i

udvikling og nødhjælpsspørgsmål i Somalia. Vi giver eksempler på dansk-somalisk

engagement i Somalia i kapitel 5.

Somaliere i Danmark har fra starten haft et aktivt foreningsliv. I slutningen af

1980’erne opstod de første foreninger, men det var især fra midt 1990’erne, at

foreningslandskabet tog fart, da en større gruppe flygtninge fra borgerkrigen kom

hertil og blev bosat rundt om i hele landet. Langt de fleste foreninger havde kulturelle

og religiøse formål, der skulle sikre, at den nye gruppe flygtninge havde en lokal

moské, og steder hvor børn og unge kunne modtage undervisning.

Fra starten har

der også været foreninger, hvis formål handlede om at afhjælpe den voldsomme

humanitære krise foranlediget af borgerkrigen – både ved at facilitere penge-

overførsler og støtte udviklingsprojekter og nødhjælpsindsatser. Disse foreninger

var – som i dag – ofte knyttet til et specifikt område og/eller en specifik klan i

Somalia.

Et eksempel var den Somaliske Resursegruppe, der bestod af vel-

uddannede mænd og kvinder fra Somalia, som indgik et samarbejde med Red

Barnet og Dansk Flygtningehjælp. Gruppen var senere med til at etablere det

Somaliske Fællesråd – en paraplyorganisation for 18 organisationer, hvis formål var

at tale med en fælles stemme i den danske debat, der dengang, som nu, ofte var

meget kritisk over for den nye gruppe indvandrere (ibid.). I praksis har det i dette og

senere tilfælde vist sig at være svært at skabe en fælles front, da foreningsland-

skabet er præget af mange forskellige agendaer, sociopolitiske interesser og

konflikter

Hvis vi kigger på udviklingen frem til i dag, identificerede en kortlægning fra 2015 80

somaliske foreninger i Danmark.

I nærværende undersøgelse har vi ved hjælp af

bevillingslister fra Dansk Flygtningehjælps DiPS-program, Genbrug til Syd samt

CISU kunnet identificere 50 somaliske foreninger, der i perioden 2008-2018 har

fået støtte til forskellige tiltag i syd. Derudover har vi snakket med yderligere tre

nystartede foreninger, der også arbejder med at skabe forandring i syd, men som

endnu ikke har modtaget støtte. Der er en stor diversitet blandt de 10 foreninger, vi

har interviewet. De varierer for eksempel meget i forhold til fokusområder og

størrelse. Udover deres arbejde i Somalia er et fællestræk blandt dem en overvægt

af medlemmer fra samme lokalområde, et medlemstal spændende fra 5 til 83

medlemmer, men ofte med en større, løst tilknyttet interessegruppe. Et andet

fællestræk er, at det oftest er en lille gruppe ildsjæle, der i praksis tager initiativ

til udviklingsaktiviteterne og sikrer, at projektansøgninger og indsamlinger kommer

i hus.

Kilde: Danmarks Statistik

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Fem ud af de ti foreninger havde udelukkende fokus på aktiviteter i Somalia, mens

de resterende også havde aktiviteter som lektiecafeer og støttetiltag rettet mod

somaliske kvinder i deres lokalområde. Af disse havde fire ud af fem en klar overvægt

af kvindelige medlemmer (to betegnede sig som egentlige kvindeforeninger). Når

foreningerne skal karakterisere det bredere foreningslandskab, betoner de, at der er

mange somaliske foreninger i hele landet, hvis hovedfokus er på aktiviteter i

Danmark. Oftest sportsaktiviteter, sundhed, sociale og religiøse events samt

integrationsfremmende tiltag som lektiecafeer og støtte til sårbare somaliske

familier lokalt. Eksempelvis afholder Somalisk Sundhedsforbund (SSF)

– der er en

frivillig landsdækkende organisation dannet af somaliere med sundhedsfaglig

baggrund i 2012 – sundhedsdage i flere af de større byer i Danmark. Derudover

fremhæver flere af de foreninger, vi har talt med, nyere tiltag som De Blå Stjerner,

der består af en gruppe unge danskere med somalisk baggrund i Aarhus, samt

Facebook-kampagnen Somalisk Berigelse,

der aktivt prøver at nuancere offent-

lighedens ofte negative billede af somaliere i Danmark gennem debat og mod-

billeder.

Som i den filippinske sammenhæng spiller religiøse organisationer også

en vigtig rolle både i at støtte folk i Danmark samt i at indsamle penge til humanitære

formål i Somalia. Der er større somaliske moskéer i København, Slagelse, Aarhus.

Aalborg, Kolding, Esbjerg og Odense. Samt flere små moskéer i hele landet.

Danmarks engagement i Somalia

Danmarks partnerskab med Somalia går tilbage til 1990’erne og afspejler, som i det

afghanske tilfælde, et sammenfald med modtagelsen af et større antal asylansøgere.

Den seneste Somalia-strategi

er centreret omkring fire søjler: statsopbygning,

sikkerhed, fattigdomsreduktion og økonomisk vækst samt forbedrede levevilkår

for befolkningen. Spørgsmål om forebyggelse af migration, reintegration af tilbage-

vendte og tvangsudsendte somaliere er centrale i strategien. Den somaliske

diasporagruppe i Danmark og deres udviklingsengagement, særligt remitter,

beskrives dog også, ligesom strategien nævner forskellige ministeriers og styrelsers

dialog med diasporagrupper samt Dansk Flygtningehjælps Diasporaprogram

og CISU. Endelig fremhæver strategien diasporaens rolle i forhold til økonomisk

vækst og udviklingen af den private sektor, såvel som tilbagevendte somalieres

ressourcer nævnes som en potentiel udviklingsfaktor.

FILIPPINSK MIGRATIONSHISTORIE

Filippinerne har i mere end 100 år suppleret internationale arbejdsmarkeder med

arbejdskraft. Siden 1970’erne har Filippinerne aktivt promoveret migration som

et middel mod høj befolkningstilvækst, høje arbejdsløsheds- og underbeskæf-

tigelsesprocenter og lave lønninger. Den nationale udviklingsmodel har således i

mere end 35 år været baseret på eksport af både veluddannet (eksempelvis læger,

sygeplejersker og ingeniører) og ufaglært arbejdskraft til blandt andet den globale

omsorgsindustri (hushjælp, børne- og ældrepleje og au pair). Statslig statistik anslår,

at filippinske statsborgere arbejder i mindst 193 lande og udgør 25 % af verdens

søfolk. Omkring 11 millioner filippinere befinder sig aktuelt i udlandet, heriblandt

mere end 5 millioner emigranter (blandt hvilke flere flygtede under Marcos-regimet

1965-1986),

4,2 millioner arbejdsmigranter på tidsbegrænsede kontrakter og

mindst 1,1 million irregulære migranter. På globalt plan er 60 % af de filippinske

migranter kvinder.

Filippinerne har i mere end 100 år suppleret internationale

arbejdsmarkeder med arbejdskraft.

USA indtager en klar førsteplads som destination, med næsten 2 millioner filippinske

migranter bosat der. Derefter kommer Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske

Emirater med godt en halv million filippinske migranter i hvert land. Canada,

Malaysia, Australien og Japan er andre store destinationer. I Europa er Storbritannien,

Spanien og Tyskland hoveddestinationer. Der bor cirka dobbelt så mange filippinere

i Norge som i Danmark.

Remitter

I 2014 var Filippinerne et af de lande i verden, der modtog flest pengeoverførsler

fra deres oversøiske migrantarbejdere. Helt præcist lå Filippinerne på 3. pladsen

(efter Kina og Indien) med 29,7 milliarder USD, der siden er steget støt hvert år

(til 29,8 milliarder i 2015, 31,1 i 2016 og 32,8 i 2017). Filippinske migranter bidrager

aktuelt med over 10 procent af landets BNP, en procentdel der har svinget mellem

9 % og 14 % fra 1990 til 2016.

Migranternes pengeoverførsler oversteg i 2012

officiel udviklingsbistand med 40 % og direkte udenlandske investeringer med

1.500 %.

Oveni de private pengeoverførsler til familiemedlemmer har filippinske

migrantforeninger bidraget betragteligt til at afhjælpe følgerne af de gentagne

naturkatastrofer, der har ramt landet. Det skete blandt andet efter jordskælvet i

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

det centrale Visayas i oktober 2013 og tyfonen Haiyan, der tre uger senere

krævede mere end 6.000 menneskeliv og vaskede hele byer og landområder væk.

Her indsamlede den USA-baserede filippinske paraplyorganisation NAFCON cirka

1.040.000 USD i katastrofehjælp fra migranter bosat i mere end 30 lande.

Filippinere og deres foreningsliv i Danmark

Nogle hundreder filippinere kom til Danmark i perioden 1960 til 1973. Den eneste

større gruppe ankom kort før indvandrerstoppet i 1973 og var blandt andet

rekrutteret til at arbejde som stuepiger på det nyåbnede Hotel Scandinavia i

København.

Siden da er antallet af filippinere i Danmark vokset til 12.448, heraf

11.107 indvandrere og 1.341 efterkommere. Modsat de afghanske og somaliske

indvandrere er den overvejende del (cirka 82 %) af de filippinske indvandrere

i Danmark kvinder. Helt tilbage i 1970’erne har filippinere organiseret sig, både i

rent filippinske og filippinsk-danske venskabsforeninger. Disse foreninger er med

forskellig intensitet engageret i udviklings- og nødhjælpsaktiviteter rettet mod

forskellige sektorer og regioner i Filippinerne. Eksempler på forskellige aktiviteter

beskrives i kapitel 5.

Der eksisterer adskillige filippinske foreninger i Danmark – nogle gamle, nogle nye,

nogle med mange år på bagen, mens andre er opstået, når tidligere foreninger

har lukket ned. The Filipino Association of Denmark (FAD) er den ældste stadigt

eksisterende forening, stiftet i 1970. Fra at være en rådgivende forening for ny-

tilkomne, er foreningens medlemmer i dag mere orienteret mod sociale arrange-

menter. En anden af de gamle foreninger, Bayanihan Filipino-Danish Center, har

gennemgået samme udvikling. En filippinsk kvindeforening, Pinay Exclusive, har

været et socialt mødested for filippinske kvinder uden for København.

Andre større eksisterende organisationer omfatter Babaylan-Danmark, der blev

oprettet i 1997 som en del af det Europæiske Babaylan-netværk af filippinske

kvinder (etableret i 1992), og siden da har arbejdet på adskillige fronter, herunder

arbejds- og kønsorienterede rettigheder. En anden forening, BUKLOD, begyndte i

2009 at rådgive filippinske migranter om det danske samfund og assistere omkring

pludseligt opståede konflikter og problemer (bl.a via en telefonisk hotline). BUKLOD,

der i 2009 begyndte at rådgive filippinske migranter om det danske samfund og

assistere ved pludseligt opståede konflikter og problemer (blandt andet via en

telefonisk hotline). Filippinsk-Dansk Forening (FDF) er organiseret omkring inter-

kulturel forståelse mellem danskere og filippinere bosat i Danmark. En søster-

organisation i Syddanmark (FDFS) er lukket, men foreningen er stadig aktiv i

København. Filippinsk-Dansk Gruppe, Filippinsk-Dansk Integrationsforening og

Figur 5: Årlig udvikling i filippinske indvandrere og efterkommere

i Danmark (1981-2017)

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010

2009

2008

2007

2006

2005

2004

2003

2002

2001

2000

1999

1998

1997

1996

1995

1994

1993

1992

1991

1990

1989

1988

1987

1986

1985

1984

1983

1982

1981

-500

200

400

600

800

1.000

1.200

1.400

■

Indvandrere

■

Efterkommere

Kilde: Danmarks Statistik

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Filipino Danish Center har lignende formål. Ingen af disse foreninger har et erklæret

udviklings- eller nødhjælpsformål, men de arrangerer indsamlinger efter behov.

Enkeltmedlemmer har etableret mindre filantropiske projekter, for eksempel

vedrørende skoler, sundhed, gadebørn, rehabilitering af tidligere fængslede eller

kvinders rettigheder.

En mindre velgørenhedsforening, Rose Care, støtter eksempelvis grunduddannelse

af fattige Mangyan minoritetsbørn i Mindoro, og Bricks of Happiness støtter gade-

børns udvikling gennem leg med indsamlede Legoklodser. En tredje modalitet

anvendes af foreningen Kalahi, hvis primære formål er rekreativt, men hvor

medlemmerne alligevel har samlet penge ind og sendt direkte til en skole i

Filippinerne. Endelig er der aktiviteter, der udfylder et væsentlig behov i det danske

samfund, eksempelvis besøg hos gamle ensomme filippinere på plejehjem i

Københavnsområdet.

De filippinske foreningsrepræsentanter, vi har været i dialog med om rapporten,

omtaler næsten alle foreningslandskabet som bredt og aktivt, men også frag-

menteret på basis af politisk og religiøst tilhørsforhold, alder og lokal forankring i et

særligt område i oprindelseslandet. Sidstnævnte giver af og til anledning til negative

rygter om kun at rette aktiviteter mod ”sine egne”.

Men de taler også om knaster i det danske samfund og i migrationspolitikken.

Irregulære migranter tør ikke længere henvende sig til åbne rådgivningscentre

af frygt for udvisning. Au pairerne må ikke lave frivilligt arbejde i deres fritid.

Foreningernes bevægelse fra mere politiske til rekreative formål er derfor ikke alene

en naturlig følge af, at mange filippinere har været længe i Danmark, er dansk gift og

er blevet ældre. Rekreativt engagement kan ikke opfattes som at lave ”frivilligt

arbejde”, andre aktiviteter kan.

Dansk engagement i Filippinerne

Foreninger med et mere direkte udviklingssigte består ofte enten af en blanding

af filippinske og danske medlemmer. People Uniting and Generating Aid for

Development (PUGAD) laver deciderede udviklingsprojekter til fordel for små-

fiskere (dette projekt beskrives nærmere i kapitel 5). Et andet større projekt,

Stairway Denmark, er en dansk søsterorganisation til Stairway Foundation, der

driver et rehabiliteringscenter på Mindanao for gadebørn. Organisationens danske

medlemsbase på 500 består primært af etniske danskere, men har også filippinske

medlemmer og en filippinsk repræsentant i bestyrelsen.

Endelig er der adskillige religiøse grupper, både evangeliske og katolske, der støtter

de filippinske migrantsamfund og forestår indsamlinger i Danmark og fordeling af

midler i Filippinerne.

Mange af de større foreninger mødes i paraplyorganisationen FILCOM, der er den

officielle kontaktorganisation for den Filippinske ambassade i Oslo og General-

konsulatet i Gentofte. FILCOM har i samarbejde med disse foreninger igennem de

senere år organiseret et årligt uafhængighedsdagsarrangement med mad, drikke

kunstneriske optrædener og taler. I 2018 blev arrangementet afholdt 9. juni på

Skottegårdsskolen i Kastrup, hvor både Filipino Christian Church Community (FCCC

– en sammenslutning af forskellige frikirker), medlemmer af de katolske kirke-

samfund på Nørrebro og Amager og flere af både de rekreative, sociale og

udviklingsorienterede foreninger deltog. På underholdningsprogrammet vakte såvel

FCCC’s folkloristiske ungdomsdansere som en operasyngende dragqueen stor

begejstring.

Filippinerne spiller en stigende politisk og økonomisk rolle i Sydøstasien, har i mange

år haft solide vækstrater og opfattes som sådan som et ”andenbølgeland”. Det

danske engagement i Filippinerne er derfor ikke et officielt udviklingssamarbejde,

men snarere baseret på kommercielle bånd og muligheder for danske virksomheder.

En række danske NGO’er er dog engageret i landet.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

DIASPORASTØTTEMULIGHEDER I DANMARK

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Diasporaforeninger i Danmark kan finde støtte til deres udviklings- og nødhjælps-

aktiviteter i et mindre antal puljer og programmer, herunder Genbrug til Syd (GTS),

der aktuelt administreres af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling, Civilsamfunds-

puljen og Den Danske Nødhjælpspulje (DERF), som begge administreres af

Civilsamfund i Udvikling (CISU) og Diasporaprogrammet (DiPS), der administreres

af Dansk Flygtningehjælp. Kun DiPS er særligt målrettet diasporaforeninger – og er

endvidere begrænset til afghanske og somaliske diasporaforeninger – mens

diasporaforeninger med forskellige nationale tilhørsforhold konkurrerer med andre

danske foreninger om adgang til midlerne i de øvrige puljer. Alle puljer og programmer

er finansieret af Udenrigsministeriet. I det følgende ser vi nærmere på de forskellige

midler, graden af diasporadeltagelse og omfanget af aktiviteterne.

Figur 6: Containere godkendt af Genbrug til Syd fra 2013 til februar 2018

fordelt på modtagerlande samt datatilgængelighed og organisationens

etniske sammensætning.

Somalia

Tanzania

Gambia

Moldova

DR Congo

Ghana

Zimbabwe

Afghanistan

Senegal

Zambia

Eritrea

Etiopien

GENBRUG TIL SYD

GTS har siden 1975 ydet støtte til forsendelser af doneret brugt udstyr til udviklings-

lande – eksempelvis skolemøbler, hospitalssenge og kørestole samt mere avanceret

udstyr som ultralydsscannere, computere og traktorer. Puljen var tidligere admini-

streret af Mellemfolkeligt Samvirke, men overgik i 2013 til Dansk Missionsråd. De

generelle nedskæringer af udviklingsbistanden i 2015 ramte også GTS, der blev

beskåret med 40 %. Hvor andre puljer blev øget i 2018, forblev bevillingen til GTS på

2015-niveau (8,7 millioner DKK). Der er altså tale om en forholdsvis lille pulje. Det

overordnede mål for GTS er at understøtte fattigdomsbekæmpelse, bæredygtig

udvikling, folkelig forankring og forbedring af fattige menneskers rettigheder, vilkår

og demokratiske indflydelse.

Som støtteform spiller GTS en vigtig rolle i at engagere grupper, som ofte ikke på

anden vis er involveret i udviklingssamarbejdet. Målgruppen er danske foreninger,

som ønsker at inddrage andre medborgere i arbejdet, for eksempel gennem ind-

samlings- og renoveringsaktiviteter eller ved, at foreningen gennemfører oplysnings-

arbejde om levevilkår i det pågældende udviklingsland. Foreningerne og GTS ind-

samler brugt udstyr, der renoveres på værksteder (beskæftigelsesprojekter eller

produktionsskoler), pakkes i en container og sendes til en partner i syd, hvor det

indgår i udviklingsprojekter. Der er ikke et særligt diasporafokus. GTS vurderer selv,

at puljen er den Danida-finansierede pulje med den mest tilgængelige ansøgnings-

form. Måske netop derfor er en stor del af GTS’s brugere diasporaforeninger, både

hvad angår sekretariatsbetjening (rådgivning til ansøgning) og faktiske forsendelser.

Burundi

Mali

Uganda

Filippinerne

Sierra Leone

Ukraine

Burkina Faso

Cambodia

Guinea

Mallawi

Myanmar

Togo

Benin

Liberia

Nicaragua

Rwanda

Senegal/Gambia

Bolivia

Burkina Faso/Ghana

Burma

Cameroun

Guinea-Bissau

Indien

Kenya

Kirgisistan

Montenegro

Nepal

Niger

Nigeria

Vietnam

■

Med diasporadeltagelse

■

Uden diasporadeltagelse

■

Uden data

Kilde: Forfatternes egne beregninger baseret på Genbrug til Syd, ”Bevillingsmodtagere”,

https://www.genbrugtilsyd.dk/om-genbrug-til-syd/bevillingsmodtagere/ [senest tilgået d. 24 august 2018].

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

En kvantitativ opgørelse af de faktiske forsendelser siden 2013 viser, at GTS har

givet bevillinger til finansiering af 344 containerforsendelser fra Danmark til 40

forskellige lande. 142 danske organisationer har modtaget disse bevillinger (altså

gennemsnitligt omkring 2,4 containere per organisation). Figur 6 bekræfter, at en

stor del af GTS’s brugere er fra forskellige diasporagrupper i Danmark, men den viser

også, at der er stor forskel i graden af identificeret diasporadeltagelse og -aktivitet.

Der er således særligt stor aktivitet rettet mod Somalia, Tanzania og Moldova, mens

en lang række lande kun har modtaget en enkelt container inden for de sidste seks

år. Som det fremgår af figuren, er diasporadeltagelsen høj ikke kun i Somalia,

Afghanistan og Filippinerne, men også i en række andre lande som for eksempel DR

Congo og Eritrea.

Udviklingsindsatser (500.000-4,5 millioner DKK) kan søges af mere professionelle

organisationer, hvis aktiviteter fremmer stærke folkeligt funderede civilsamfund og

skaber varigt forbedrede levevilkår for udsatte befolkningsgrupper. Indsatserne

implementeres i partnerskaber med relationer til andre aktører, hvor der tages højde

for, om indsatsen foregår i en stabil eller skrøbelig kontekst. Samfinansiering

(100.000-2 millioner DKK), hvor der kan søges om forlods tilkendegivelse af sam-

finansiering med en anden donor/støtteform (for eksempel EU), med krav om

egenfinansiering. Der kan også søges et økonomisk tilskud til at gennemføre en

ansøgningsproces rettet mod en sandsynlig anden ekstern finansiering, eksempel-

vis en dansk eller international fond. Her er rammen 20.000-50.000 DKK. Endelig

kan organisationer med en omsætning på minimum 2 millioner DKK over 2 år søge

om kapacitetsanalyser (op til 100.000 DKK) for at styrke organisationens strategiske

og organisatoriske udvikling. I 2016 godkendte CISU 77 civilsamfundsprojekter.

Foreningerne og Genbrug til Syd indsamler brugt udstyr, der

renoveres på værksteder, pakkes i en container og sendes til

en partner i syd, hvor det indgår i udviklingsprojekter.

CISU har tidligere haft et fokus på diasporaorganisationer, både som organisations-

form og en særlig ressource, men ordningen blev stoppet. I dag er tabet af det

særlige diasporafokus omformuleret til fordel for en mere inklusiv definition, hvor

større og mindre organisationer, både de mere professionelle og de frivilligbaserede

CIVILSAMFUNDSPULJEN

Civilsamfund i Udvikling, CISU, har siden 2002 administreret støtte til civilsamfunds-

organisationer, først gennem ”Minipuljen” (2002-2007), siden gennem Civilsam-

fundspuljen (2008-2018). Den eksisterende civilsamfundspulje er en selvstændig

støtteordning, der forvaltes af CISU som en del af en partnerskabsaftale med

Udenrigsministeriet, der også finansierer og fastlægger de overordnede rammer for

støtten. I 2016 var puljen på 88 millioner DKK. Civilsamfundspuljen støtter indsatser,

der udføres i samarbejde mellem danske organisationer og deres partnere og andre

aktører i udviklingslande, med det formål at give et folkeligt bidrag til den danske

udviklingsbistand. Puljen kan søges af folkelige organisationer forankret i Danmark,

hvor formanden og hovedparten af bestyrelsesmedlemmerne har dansk stats-

borgerskab eller opholdstilladelse og fast bopæl i Danmark. For at kunne søge skal

en given organisation/forening have eksisteret i minimum et år og have mindst 50

betalende medlemmer.

Der er forskellige støttemuligheder: Medborgerindsatser (25.000-500.000 DKK)

kan søges af både erfarne og mindre erfarne organisationer til aktiviteter, der er med

til at understøtte et grundlæggende princip i FN’s verdensmål: At bæredygtig

udvikling kræver, at alle verdens borgere engagerer sig og tager stilling og ansvar.

foreninger, kan søge ”ligegyldigt om de hedder noget med diaspora eller ej”. Der er

dog stadig en opmærksomhed på, at støttebehovene kan være anderledes for

diasporaorganisationer.

Civilsamfundspuljen støtter indsatser, der udføres i samarbejde

mellem danske organisationer og deres partnere og andre

aktører i udviklingslande, med det formål at give et folkeligt

bidrag til den danske udviklingsbistand.

Tabel 2 viser graden af diasporadeltagelse i CISU-støttede projekter i perioden 2008-

2018. Som det fremgår, er diasporadeltagelsen blandt de tre grupper langt lavere

her end hos GTS, hvilke stemmer overens med vores dialoger med foreningerne,

hvor flere understreger, at de ikke på nuværende tidspunkt har kapacitet og

ressourcer til at søge CISU-midler, mens andre ikke kender til støttemuligheden.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Tabel 2: Bevillinger fra CISU til afghanske, filippinske og somaliske projekter

(2008-2018)

AFGHANISTAN

I alt

Med diasporadeltagelse

Andel med diasporadeltagelse

Antal foreninger

25%

Antal projekter

40%

Samlet beløb (DKK)

1.995.758

799.956

40%

program under Flygtningehjælpens internationale kontor blev etableret. Diaspora-

programmets overordnede formål er aktuelt ikke kun at ”styrke den somaliske og

afghanske diasporas rolle som udviklingsaktører”, men også at ”støtte diaspora-

initiativer, som bidrager effektivt til nødhjælp, genopbygning og udvikling i deres

tidligere hjem-lande”, samt at ”opbygge evidensbaseret viden om den komparative

værdi af diasporasamfund som udviklingsaktører”.

Siden 2016 har Diaspora-

programmet været en del af Dansk Flygtningehjælps rammeaftale med Danida og

har skabt forbindelse med to store programplatforme i organisationen. Den ene er i

samarbejde med Swiss Agency for Development and Cooperations ”durable solution

platform”, der har fokus på den syriske diaspora i udvalgte europæiske lande, den

anden er Dansk Flygtningehjælps Mixed Migration kontor i Genève.

FILIPPINERNE

I alt

Med diasporadeltagelse

Andel med diasporadeltagelse

Antal foreninger

13%

Antal projekter

16%

Samlet beløb (DKK)

41.387.814

4.499.197

11%

SOMALIA

I alt

Med diasporadeltagelse

Andel med diasporadeltagelse

Antal foreninger

50%

Antal projekter

36%

Samlet beløb (DKK)

27.722.905

4.537.946

16%

Etablerede foreninger med flertal af medlemmer med

afghansk eller somalisk oprindelse kan to gange om året

søge Dansk Flygtningehjælps Diasporaprogram.

Kilde: Forfatternes egne beregninger baseret på CISU ”Oversigt over bevillinger” på www.cisu.dk

[senest tilgået d. 24. august 2018].

Note: Diasporadeltagelsen er baseret på en kvalitativ vurdering foretaget på baggrund af offentligt

tilgængelig information samt forfatternes viden om individuelle foreninger.

Etablerede foreninger med flertal af medlemmer med afghansk eller somalisk

oprindelse kan to gange om året søge DiPS-programmet.

Før deadline afholdes

en række kapacitetsopbyggende træningsworkshops for begge grupper både i

København og Aarhus. Ud over disse kan foreningerne få rådgivning af DiPS-teamet

i København og få tilknyttet en frivillig, der kan bistå med at skrive ansøgningen på

engelsk. Første gang de afghanske og somaliske foreningerne søger, er maksimum-

DANSK FLYGTNINGEHJÆLPS DIASPORAPROGRAM

Siden 2010 har Dansk Flygtningehjælp haft særlig fokus på at styrke den somaliske

og afghanske diasporas rolle som udviklingsaktører. Diaspora Projekt Support-

programmet (DiPS) startede ud som et toårigt pilotprojekt. En evaluering af CISU’s

pulje havde vist, at diasporaforeninger havde svært ved at søge generelle puljer

på grund af strikse krav, der i praksis gjorde det umuligt for andre end de mere

professionaliserede NGO’er i Danmark at få adgang til puljemidlerne. På baggrund

af Dansk Flygtningehjælps erfaringer med frivillige (for eksempel https://flygtning.

dk/frivillig/) og deres kapacitet til at monitorere diasporaprojekter via deres

tilstedeværelse i Afghanistan og Somalia, valgte Danida at lade netop dem

administrere en bevilling på 5 millioner DKK.

Efter pilotfasen blev DiPS-bevillingen

forlænget fra 2012-2015, øget til 13,4 millioner DKK, og et egentligt Diaspora-

rammen per projekt 250.000 DKK og efterfølgende 500.000. DKK. Som det frem-

går af Tabel 3 nedenfor, er det forholdsvis få foreninger, der har modtaget støtte til

større projekter eller opnået projektfinansiering gentagne gange. For at sikre større

ejerskab har Dansk Flygtningehjælp besluttet, at 15 % af projektomkostningerne

skal finansieres af diasporaforeningerne og/eller partnere i syd, enten i et kontant-

beløb eller in kind. For at styrke samarbejdet mellem DRC og de to diasporagrupper

vurderes de indkomne ansøgninger i første omgang af DiPS-teamet i København

og deres landekontorer i Afghanistan og Somalia, CISU og en baggrundsgruppe

bestående af fire diasporamedlemmer fra hver gruppe, der er på valg hvert år.

Projekterne evalueres ud fra ni kriterier,

og Diasporaprogrammets Executive

Committee træffer den endelige beslutning om, hvilke foreningsprojekter der kan gå

videre til en yderlige projektudviklings- og træningsfase, der typisk tager 1-6

måneder. Derefter evalueres det endelige projektforslag igen, og hvis det vurderes

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

fyldestgørende, indgås samarbejdet og implementeringen af projektet. Selvom

ansøgningsprocessen er lang, understreger en af DiPS-teamets med-arbejdere, at

den muliggør, at lovende projekter ikke afvises, fordi de ikke umiddelbart lever op til

alle de formelle krav. DiPS bruger netop den efterfølgende fase til at arbejde med

foreningernes kapacitet som projektansvarlige og videreudvikle de gode idéer.

Samme fleksibilitet er også til stede i implementeringen af projekterne, hvor DiPS-

medarbejdere i Afghanistan, Somalia og Danmark løbende støtter op og rådgiver.

I en oversigt over DiPS-resultater de første 5 år fremgår det, at programmet har

allokeret 1,1 millioner euro til i alt 37 diasporaprojekter (13 i Afghanistan og 24 i

Somalia/Etiopien). Projekterne spreder sig over en række sektorer, med en overvægt

af projekter der støtter lokal infrastruktur som skolebygninger og biblioteker (17

projekter), efterfulgt af uddannelse (7 projekter), WASH-programmer (6 projekter),

indkomstskabende aktiviteter (4 projekter), fødevaresikkerhed (2 projekter) samt

beskyttelse (1 projekt). Samlet set vurderes det, at 47.000 mennesker i de to lande

har haft gavn af projekterne. Når vi inddrager de seneste års aktiviteter, kan vi se, at

DiPS fra projektets start i 2010 til i dag har modtaget 245 projektansøgninger og

støttet 48 færdiggjorte projekter (se tabel 3). Det årlige antal ansøgninger er over tid

steget markant, mens antal gennemførte projekter har været stabilt. Dermed er

succesraten for ansøgere faldet fra omkring 25 % i 2010-12 til omkring 10 % i 2017,

hvilket primært skyldes, at diasporapuljemidlerne ikke har fulgt med efterspørgslen.

DiPS-medarbejdere understreger, at stigningen i ansøgninger skal ses i lyset af, at

programmets opsøgende arbejde uden for Københavnsområdet har båret frugt,

og at de i højere grad end tidligere opfordrer foreninger, der har fået afslag, til at

genansøge.

Ser vi på fordelingen af støttede projekter i forhold til de to nationale grupper, viser

tabel 4, at markant flere somaliske foreninger modtager bevillinger målt på uddelte

bevillinger, men at de til gængæld modtager lidt færre midler per projekt end

afghanske diasporaorganisationer. Af et samlet beløb på næsten 13 millioner uddelt

i DiPS-regi i løbet af programmets otte år, har somaliske organisationer alligevel

modtaget cirka dobbelt så meget som de afghanske foreninger.

Tabel 3: Diaspora Projekt Support-programmet (DiPS): ansøgninger og projekter

fra 2010 – 2017

2010-12

Ansøgninger modtaget

Gns. antal ansøgninger modtaget årligt

Indgåede aftaler

Udførte projekter

Gns. antal udførte projekter årligt

Succesrate (indgåede aftaler)

Succesrate (udførte projekter)

26%

2013-15*

31%

2016

14%

2017

22%

10%

I alt

245

20%

Kilde: Forfatternes korrespondance med Dansk Flygtningehjælp (e-mail fra den 11. juni 2018).

Note: Data for antal indgåede aftaler i de to første perioder er ikke tilgængelig. Årlige gennemsnit er

afrundet til nærmeste hele tal.

*Perioden starter reelt i december 2012, men den er her angivet som 2013-15.

Tabel 4: Afghanske og somaliske foreninger, som har modtaget støtte under

DiPS fra 2010 – 2017

Afghanske

foreninger

Antal foreninger

Procent af alle foreninger

Antal bevillinger

Procent af alle bevillinger

Gns. antal bevillinger pr. forening

Gns. beløb i alt pr. forening (DKK)

22%

26%

1,9

454.194

Somaliske

foreninger

78%

74%

1,5

326.457

Foreninger i alt

100%

1,6

354.843

Kilde: Forfatternes egne beregninger baseret på korrespondance med Dansk Flygtningehjælp

(e-mail fra den 11. juni 2018).

Note: Visse bevillinger er forlængelser af tidligere bevillinger til samme organisation, men under en

ny kontrakt. I de tilfælde, hvor betydelige nye beløb er fulgt med denne forlængelse, betragtes de her

som selvstændige projekter. I to tilfælde, hvor forlængelserne har været akkompagneret af mindre beløb

(fra DKK 0 til cirka 20.000), er disse dog i stedet lagt til den oprindelige bevilling.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

iPS har siden 2015 implementeret andre diasporaprojekter, blandt andet ”Diaspora

Emergency Action & Coordination” (DEMAC) støttet af Europa-Kommissionens

afdeling for humanitær bistand og civilbeskyttelse (ECHO), der har til formål at

undersøge diasporaledte nødhjælpsoperationer og forbedre koordinationen mellem

konventionelle og diasporahumanitære aktører.

Sammen med AFFORD UK og

Berghof Foundation implementerer Dansk Flygtningehjælp DEMAC’s initiativer.

DEMAC arbejder specifikt med diasporagrupper i Europa fra Nigeria, Syrien,

Somalia og Sierra Leone og har en række onlineressourcer for diasporagrupper

og stakeholders, inklusive en database over lokale, internationale og diaspora-

foreninger, der er aktive i disse lande. Andre initiativer omfatter en række konfe-

rencer og rapporter om konkrete humanitære diasporainitiativer. Endelig har Dansk

Flygtningehjælp etableret DiaGram, et netværk bestående af europæiske organisa-

tioner, der specifikt støtter diasporaforeningers udviklingsaktiviteter. Netværket har

et erfaringsudvekslende sigte.

hedskriserne i Somalia, Sydsudan, Nigeria og Yemen, var tre ud af de fire foreninger,

der modtog støtte, diasporaforeninger, der alle tidligere havde opnået støtte fra

Dansk Flygtningehjælps Diasporaprogram. Tilsammen modtog de 1.459.000 DKK.

til nødhjælp i Somalia, men generelt mindre beløbsrammer end de etablerede

danske NGO’er (se kapitel 5 om diasporaens udviklings- og nødhjælps-indsatser).

Andre somaliske og filippinske foreninger indsendte ansøgninger, men fik afslag. I

2017 blev der givet afslag på 41 % af ansøgningerne. Det forventes, at to nye 2018-

indberetninger rettet mod henholdsvis oversvømmelser i Somalia og tørke i

Afghanistan vil blive søgt af diasporaforeninger. I CISUs årsrapport for 2017-2018

fremhæves det: ”Det er i højere grad end tidligere lykkedes CISU at engagere

diasporaorganisationer som brugere af puljen og dermed inddrage deres særlige

kompetencer i den danske humanitære indsats”.

DANISH EMERGENCY RELIEF FUND

I maj 2017 blev det for første gang muligt at søge midler til nødhjælpsindsatser i

forbindelse med humanitære katastrofer gennem den nye Danish Emergency Relief

Fund (DERF-puljen). I samarbejde med Red Barnet og det engelske Start Network

forvalter CISU puljen frem til 2019. Puljen kan søges af danske civilsamfunds-

organisationer, der ikke har en humanitær partnerskabsaftale med Danida. CISU har

bevidst etableret ansøgningsprocedurer, der også egner sig til mindre frivilligbaserede

foreninger og ikke kun de større professionaliserede organisationer. I 2017 blev der

allokeret 42 millioner til puljen, 87 % blev brugt, og de resterende midler blev overført

til 2018, hvor det bevilligede budget er på 25 millioner kr.

Puljens årlige størrelse

fastlægges på finansloven.

I 2017 blev 23 humanitære indsatser støttet, og derigennem modtog en halv million

mennesker bistand i ti forskellige kriser, blandt andet i Somalia og Filippinerne.

Puljen opererer med såkaldte kriseindberetninger (alerts), der kan aktivere, at et

støttevindue åbnes mod en specifik humanitær krise. Hvert vindue har forskellige

budgetrammer. Beløbsrammen afhænger af prækvalificering og foreningens

tidligere arbejde. I 2017 kom størstedelen af de i alt 16 indberetninger fra danske

foreninger, der gennem deres arbejde og partnerskaber i berørte lande kendte til

humanitære kriser (herunder tre indberetninger fra somaliske diasporaforeninger,

der dog ikke blev åbnet). Da det blev muligt at støtte konflikt- og fødevaresikker-

I maj 2017 blev det for første gang muligt at søge midler til

nødhjælpsindsatser i forbindelse med humanitære katastrofer

gennem den nye Danish Emergency Relief Fund (DERF-puljen).

Kapitlet viser, at der eksisterer et bredt diasporaengagement i Danmark, der om-

fatter mange flere grupper end de tre, rapporten beskæftiger sig med. GTS er en

væsentlig støttemulighed for dette engagement. Samtidig fremgår det tydeligt, at

forholdsvis få diasporaforeninger søger de mere krævende og ansøgningstunge

CISU-bevillinger. I den sammenhæng er det interessant, at somaliske og afghanske

foreninger har udvist stor interesse for den nye DERF-nødhjælpspulje, og at

foreninger tilsyneladende kan drage nytte af deres ansøgnings- og projekterfaring

fra DiPS-programmet, der igennem en årrække har faciliteret disse to gruppers

aktive inddragelse i dansk udviklingsbistand.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

DIASPORAINDDRAGELSE I DE TRADITIONELLE

DANSKE CIVILSAMFUNDSORGANISATIONER

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Som det er fremgået af det foregående kapitel, har Danmark i løbet af de sidste 15

år eksperimenteret med inddragelse af diasporagrupper i forskellige civilsamfunds-

aktiviteter. Forsøg på at koble migration og udvikling i dansk udviklingsbistand

tog sin begyndelse i 2003, hvor Udenrigsministeriet besluttede at styrke sammen-

hængen mellem flygtningepolitikken og den fattigdomsorienterede udviklings-

bistand. Op gennem 00’erne inddrog flere Danida-publikationer og -strategier et

narrativ om sammenhængen mellem migration og udvikling, der italesatte migranter

og flygtninge i forhold til deres potentielle bidrag til økonomisk udvikling og

genopbygning efter konflikt og humanitære kriser. Siden da har Udenrigsministeriet

forfulgt en tostrenget strategi: en målrettet humanitær flygtningebeskyttelse, en

anden målrettet bekæmpelse af de såkaldte grundlæggende årsager til migration.

Støtte til diasporaaktiviteter har været, og er fortsat, kanaliseret gennem danske

NGO’er. Aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategiers målsætning om at

forebygge og mindske migrations- og flygtningepresset mod Europa har ikke ændret

Udenrigsministeriets diasporapolitik, der fortsat ikke samtænker støtte til etablerede

diasporaers aktiviteter med afviste asylansøgere og tilbagesendelser.

Ikke desto mindre nævner flere diasporaforeninger, at de i stigende omfang oplever,

at koblingen ligger lige rundt om hjørnet. Flere større danske NGO’er er også

opmærksomme på denne mulighed. De fleste ser imidlertid en eventuel kobling

som en uproduktiv instrumentalisering af forhold af ekstrem kompleks karakter.

kendte udviklingsaktører – nogle store, andre mindre, nogle sekulære, andre religiøst

baserede. Flere er endvidere ”konkurrenter” til diasporaforeningerne i de forskellige

civilsamfundsstøttepuljer.

I det følgende beskriver vi først det generelle billede. Dernæst giver vi nogle

eksempler på konkrete diasporasamarbejder – både planlagte, tilfældige og dem

enkelte NGO’er egentlig ikke selv havde tænkt over, før de blev spurgt. Vi zoomer

også ind på udfordringer og frustrationer i miljøet. Undervejs giver vi eksempler på

konkrete samarbejder med diasporagrupper om specifikke aktiviteter, og vi ser på,

hvilke organisationer der aktuelt taler om eller planlægger en større inddragelse i

fremtiden.

DET GENERELLE BILLEDE

Blandt de adspurgte NGO’er, der ikke administrerer særlige puljer målrettet eller

åbne for diasporaforeninger, er der få, der hævder at have et eksplicit diasporafokus.

Flere har enkeltstående erfaringer med konkrete diasporasamarbejder, som ikke af

den grund er institutionaliserede, mens færre aktivt inddrager diasporarepræsentanter

som ressourcepersoner i arbejdet. Sådan svarer de i al fald, når spørgsmålet stilles

direkte. I løbet af de dialoger, vi har haft med de forskellige udviklings-NGO’er, har der

alligevel vist sig at være flere erfaringer, der kan danne grundlag for nye og udvidede

muligheder for samarbejder mellem institutionaliserede og diasporiske platforme.

Støtte til diasporaaktiviteter har været, og er fortsat,

kanaliseret gennem danske NGO’er.

Hidtidige debatter om migration som en løsning, og ikke et

problem, såvel som debatter om migranter og flygtninge som

væsentlige udviklingsaktører, er i fleres øjne blevet udsat for

en form for ”institutionelt hukommelsestab”.

Hvor kapitel 3 fokuserede på de danske NGO’er, der administrerer og implementerer

den officielle diasporastøtte, søger dette kapitel at indkredse, i hvilket omfang og på

hvilken måde andre større danske civilsamfundsaktører indtænker migranter,

flygtninge og diasporaengagement i deres aktiviteter. Opfattes migrant-, flygtninge-

og diasporaerfaringer som potentielle partnere, der kan berige organisationernes

arbejde? Er der historiske erfaringer hermed? Eller måske planer om at ind-

eller omtænke diasporaer i den nærmeste fremtid? Vi har, ud over CISU, DRC og

GTS, været i dialog med ti danske civilsamfundsaktører om disse spørgsmål,

nemlig CARE Danmark, Caritas Danmark, Danish Muslim Aid, Danmission,

Dansk Folkehjælp, Røde Kors i Danmark, Folkekirkens Nødhjælp, MS/Action Aid,

Oxfam IBIS og Red Barnet. Disse aktører er på ingen måde udtømmende for det

bredere NGO-landskabs erfaringer, men de repræsenterer bredden blandt de

Nogle NGO-repræsentanter (snarere end organisationer) så gerne et mere eksplicit

diasporafokus i det danske udviklingssamarbejde. Blandt dem udtrykker flere en

frustration over, at 00’ernes positive migration-udviklingsnarrativ blev skrottet i

2015 i forbindelse med den europæiske migrationskrise. Hidtidige debatter om

migration som en løsning, og ikke et problem, såvel som debatter om migranter og

flygtninge som væsentlige udviklingsaktører, er i fleres øjne blevet udsat for en form

for ”institutionelt hukommelsestab”. Andre finder, at diasporaorienteret bistand

aldrig har været en reel (for slet ikke at tale om en mainstream) komponent i dansk

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

udviklingsbistand. Jo, DRC fik en diasporapulje, og som sådan kan Danmark hævde

at have en diasporapolitik, men de begrænsede midler og begrænsningen til kun to

lande opfattes ikke som en seriøs satsning.

(Manglende) diasporainddragelse hænger endvidere delvist sammen med de

enkelte danske NGO’ers landetilstedeværelse. De, der har større tilstedeværelse eller

projektaktivitet i Afghanistan og Somalia, har en større grad af diasporaforståelse,

måske netop på grund af Diasporaprogrammet. Såfremt det er tilfældet, hvilket

eksempelvis er CISU’s opfattelse, er der et behov for at udbrede (inddrage flere

landes diasporaer) og opskalere (større bevilling) DRC’s diasporaprogram, men der

er også et behov for en ny og mere udviklingsorienteret pulje.

NÅR DIASPORAEN BANKER PÅ DØREN

Andre organisationer har oplevet, at diasporagrupper selv henvender sig, selvom de

ikke har et eksplicit diasporafokus. Folkekirkens Nødhjælp modtog efter jordskælvet

i Pakistan i 2013 en henvendelse fra den pakistanske diaspora i Danmark, der ”gerne

ville gøre noget”. Nødhjælpen mobiliserede efterfølgende selvsamme diaspora i en

indsamlingskampagne til fordel for ofrene for jordskælvet. I første omgang var

diasporaen med til at indsamle midler, men den var efterfølgende ikke inddraget i

distributionen af midlerne ud fra et armslængdeprincip. Efterfølgende blev den

pakistanske diaspora dog en del af Folkekirkens Nødhjælps netværk.

MS/Action Aid modtog en lignende henvendelse fra den nepalesiske diaspora i

I det følgende beskriver vi under seks temaer de væsentligste erfaringer, NGO-

repræsentanterne har givet udtryk for. Vi påpeger afslutningsvist nogle af de poten-

tialer, der kan arbejdes videre med.

Danmark efter jordskælvet i 2015. En humanitær indsats blev efterfølgende igangsat

i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp. MS/Action Aid indgik også et samarbejde

med en gruppe kvinder med muslimsk baggrund omkring indsamling til fordrevne

rohingya i Myanmar. Kvinderne var ikke selv rohingya, men solidariserede sig med

forfølgelsen af muslimer. De samlede midler ind, og forkvinden rejste til Myanmar.

Vi har ikke kontakt til diasporagrupper, og der er heller ikke nogen,

der har henvendt sig.

I den indledende kontakt til de danske NGO’er udtrykte nogle få af dem, vi henvendte

os til, at de hverken har en diasporapolitik, et samarbejde med diasporagrupper i

Danmark eller i deres samarbejdslande eller planer om at få det. De henviste stort

set alle til CISU eller DRC’s diasporapulje. CARE Danmark, Caritas Danmark og

Red Barnet befinder sig i denne gruppe. Andre sagde indledningsvist, at de ikke

arbejder med et specifikt diasporafokus, enten fordi de arbejder med en rent

rettigheds- og governance-baseret tilgang (eksempelvis MS/Action Aid), eller fordi

de støtter lokaliseringsdagsordenen og udelukkende arbejder med lokale partnere

(eksempelvis Caritas Danmark, Danmission og delvist Dansk Folkehjælp og Danish

Muslim Aid).

En nærmere granskning viser dog et potentiale for fremtidig diasporainddragelse,

eksempelvis i CARE Danmarks fokus på klimaforandringer og klimamigration, eller

også at den umiddelbare selvforståelse ikke holder stik. I Palæstina-arbejdet har

MS/Action Aid eksempelvis et samarbejde med palæstinensiske foreninger i

Danmark om kampagner. I realiteten har MS/Action Aid og den palæstinensiske

diaspora altså en fælles sag: at holde Palæstina på dagsordenen i Danmark.

En væsentlig (selv-)kritik i dele af NGO-miljøet er, at danske NGO’er ikke bygger på

diasporaviden. Det skyldes ifølge nogle af NGO-repræsentanterne, at nationale og

internationale aktiviteter sjældent kobles sammen. Hvor nogle fremhæver, at den

manglende kobling blot er en parallel til de fleste udviklingsaktørers udfordringer i

KOBLINGEN MELLEM DET NATIONALE OG DET INTERNATIONALE ARBEJDE

Hvor disse eksempler på den ene side kan opfattes som en instrumentel brug af

diasporaen, er billedet mere komplekst. Henvendelsen til MS/Action Aid fik for

eksempel organisationens øjne op for, at der manglede en model for et samarbejde

med diasporagrupper. Samtidig er der ikke nogen grund til at antage, at den

pakistanske diaspora i deres henvendelse til Folkekirkens Nødhjælp ikke har haft

deres egen dagsorden. I vores dialog med Danish Muslim Aid blev det fremhævet, at

visse grupper, for eksempel den afghanske, ofte selv kan have et ønske om at

operere via en uvildig forvaltningsinstans, og netop derfor henvender de sig til en

dansk NGO med deres indsamlede midler. Lignende bevæggrunde er italesat af

filippinske foreninger, der i flere tilfælde har brugt kirkerne som mellemled mellem

indsamlede midler og konkrete indsatser – for at undgå kritik af ”kun at hytte sine

egne” eller ligefrem at rejse midlerne til sig selv.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

forhold til at koble sammenhængen mellem land og by (udnytte det interne

migrationspotentiale), fremhæver andre den manglende erfaringsdeling på tværs af

verdensdele. Flere danske NGO’er var eksempelvis involverede i repatrieringen af

flygtninge til Guatemala efter borgerkrigen. Den institutionelle hukommelse fra

dette arbejde har kun i ringe omfang været overført på migrations- og flygtningekriser

i andre regioner. Sådanne erfaringer kunne være relevante for Oxfam IBIS, der er en

af de sidste danske NGO’er, der er tilbage i Latinamerika og aktuelt overvejer at gå

ind i den venezuelanske flygtningekrise i Colombia.

Trods kritikken – og ofte også den interne selvforståelse i de enkelte NGO’er om

forholdsvis vandtætte skotter mellem det nationale og internationale engagement

– er der adskillige faktiske og potentielle koblinger. Eksempelvis arbejder MS/Action

Aid rettighedsbaseret med unge i udsatte boligområder, hvor en del har minoritets-

baggrund. Dele af dette arbejde har bestået i at forbinde disse unge med unge fra

andre dele af landet og også med unge fra andre lande. I dette arbejde er de unge

kommet frem til, at en af deres udfordringer er en oplevet diskrimination fra majori-

tetssamfundet. Forbindelser på tværs af regioner og lande skaber grundlag for at de

unge i fællesskab finder løsninger. Red Barnet har ansat en migrationsekspert, der

skal fremme arbejdet med unge og migration. Begge initiativer bygger i realiteten

bro mellem unge (potentielle migranter) i det globale syd og indvandrerunge i

Danmark.

KOBLINGEN MELLEM UDVIKLINGS- OG MIGRATIONSPOLITISKE INTERESSER

Flere NGO-repræsentanter er bekymrede for konsekvenserne af den danske

regerings beslutning om at styrke arbejdet med hjemsendelser af afviste asyl-

ansøgere og andre uden lovligt ophold i Danmark, blandt andet ved at bringe

udviklingssamarbejdet i spil, hvor det er relevant som løftestang for udsendelses-

indsatsen eller for at hindre nye migrationsstrømme. De ser det som en del af deres

opgave at bruge den viden og erfaring, de over en årrække har opnået i samarbejdet

med flygtninge og migrantgrupper, nemlig at diasporaen ikke kan ”bruges til at

forhindre nye migrationsstrømme”. Det er eksempelvis både Dansk Flygtningehjælp

og Røde Kors i Danmarks erfaring, at diasporaen har mindre kontakt til potentielle

migranter, end nogen forestiller sig, og ikke har legitimitet til at forhindre andre i at

tage af sted. Skønt andre og flere midler, end dem den aktuelle diasporapulje råder

over, sikkert kunne rejses ved at gå ind i tilbagesendelser, er der en fare for, at flere

års opbygget samarbejde med den afghanske og somaliske diaspora ville falde på

gulvet ved at inddrage et tilbagesendelsesfokus.

Røde Kors i Danmark ser også potentielle problemer i forsimplede forestillinger

om at hindre nye migrationsstrømme ved diasporasamarbejder. De forstår de

aktuelle migrationsstrømme som en kontinuerlig cyklus, hvor fattigdom og konflikt

først leder til intern fordrivelse, derefter til migration eller flugt til nabolandene, ofte

som konsekvens af at nødhjælpen stopper. Når udsigten til løsninger i flygtninge-

lejrene forsvinder, presses folk videre af irregulære migrationsruter. Nogle bliver i

En væsentlig (selv-)kritik i dele af NGO-miljøet er,

at danske NGO’er ikke bygger på diasporaviden.

transit, andre søger mod det globale nord, hvor de søger asyl. Når asyl afvises,

presses mennesker (ofte ufrivilligt) tilbage, men hvis de grundlæggende årsager

ikke har ændret sig, er det ofte kun et spørgsmål om tid, før ny migration påbegyndes.

Flere medarbejdere i Røde Kors i Danmark har registreret et paradigmeskift – fra i

Røde Kors i Danmark har erfaringer fra både arbejdet med asyl og afviste

asylansøgere i Danmark og med forberedelse til reintegration af afviste asylansøgere

i oprindelseslandet. Det er organisationens erfaring, at mennesker, der har siddet på

et asylcenter 4-5 år, sjældent er ressourcestærke diasporaaktører, men tværtimod i

løbet af centertiden er blevet nogen, der ikke har flere finansielle ressourcer, og ofte

er de menneskelige ressourcer mærket af den lange ventetid i uvished om fremtiden.

På baggrund af fire års rådgivning af afviste asylansøgere har organisationen

indhentet stor viden om, hvilke behov afviste asylansøgere har for at kunne vende

tilbage. Netop disse erfaringer ønsker Røde Kors at bringe i spil i det internationale

arbejde.

mange lande at have været anskuet som noget, der bidrager til udvikling, til i dag i

stigende omfang at anvende udviklingsbistand til at stoppe migration. For fremad-

rettet at integrere migration i de nationale programmer i syd, har organisationen

netop igangsat en række migrationsprojekter i de internationale programmer og

indsamler herunder viden til yderlige udvikling og styrkelse af organisationens

migrationsarbejde.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

NÅR FORSTÅELSE AF DET DANSKE SAMFUND ER

EN VÆSENTLIG DIASPORARESSOURCE

En interessant dialog om diasporainddragelse fandt sted med Dansk Folkehjælp,

der ikke har en særlig diasporapolitik, og som i udgangspunktet svarede nej til at

have inddraget diasporaforeninger i konkrete aktiviteter. Men så alligevel: Dansk

Folkehjælp har i forskellige forbindelser haft behov for en partner, der kunne hjælpe

dem ind i vanskeligt tilgængelige områder. I Sydsomalia har en norskstøttet partner

”Dialog Forening” – baseret på den somaliske diaspora i Norge og i et vist omfang

Danmark og ledet af en dansk-somalier bosat i Nairobi – haft både de rigtige

netværk og kvalifikationer til at forestå arbejdet. Partneren blev ikke valgt, fordi

lederen var ”medlem af diasporaen”, men fordi hans ”diasporiske erfaringer” var en

væsentlig ressource. Partnerens diasporiske ressourcer blev interessant nok ikke

alene knyttet til hans udvidede netværk i Somalia, men i mindst lige så høj grad til

hans forståelse af det danske samfund og danske måder at drive udviklingsbistand

på, netop fordi han havde opholdt sig i længere tid i Danmark.

”VI KALDER DEM IKKE DIASPORA”: DIASPORA SOM FOKUS

ELLER NEGATIV SÆRBEHANDLING

Når særlige puljer målrettes særlige grupper, er der selvfølgelig en risiko for, at disse

grupper implicit fastholdes i en marginaliseret position. For hvorfor kan afghanske,

filippinske og somaliske civilsamfundsaktører ikke bare opfattes på linje med andre

danske civilsamfundsaktører (hvad de jo er), og hvorfor har deres (nogle gange

anderledes) måde at gøre tingene på, behov for at blive forvaltet af andre (ofte etnisk

danske) civilsamfundsorganisationer?

Flere NGO’er forholder sig kritisk til disse spørgsmål. ”Hvilken ret har vi til at kalde

dem diaspora, hvis de ikke selv gør det”, var CISU’s udgangspunkt for at droppe

diasporagrupper som en specifik støttemodtager af civilsamfundspuljen. Andre

organisationer, eksempelvis Danish Muslim Aid, udtrykker ligeledes en bekymring

for, om programmer som DiPS potentielt fastholder diasporaaktører som en særlig

gruppe, med særlige behov, i stedet for at opfatte diasporaktiviteter på linje med

andre civilsamfundsaktørers. Det er en relevant iagttagelse.

I mange tilfælde vil diasporaaktører være ideelle brobyggere

mellem forskellige arbejds- og administrationslogikker.

POTENTIALER

Vores dialoger med udvalgte danske NGO-repræsentanter giver indtryk af, at

Eksemplet viser vigtigheden af ikke at begrænse opfattelsen af diaspora-

aktørers komparative fordel til udelukkende at handle om viden om – og privilegeret

adgang til – institutioner og områder i oprindelseslandet. Danske udviklings-

NGO’er implementerer i stigende grad deres aktiviteter med lokale partnere i

samarbejdslande i syd, der ikke altid arbejder efter samme administrative logik, som

den der forudsættes i Danmark. I mange tilfælde vil diasporaaktører være ideelle

brobyggere mellem forskellige arbejds- og administrationslogikker, ligesom det i

Dansk Folkehjælps tilfælde var særdeles nyttigt, at diasporapartneren havde en klar

forståelse for behovet for kommunikation rettet direkte til den bredere danske

offentlighed i forbindelse med Danmarks Indsamlingen.

omfanget af samarbejde med diasporagrupper og foreninger på den ene side

er begrænset, men omvendt også, at flere har positive erfaringer, der kan bygges

videre på.

Samarbejder har primært omfattet indsamlings- og oplysningskampagner, men

også anvendelse af diasporarepræsentanter som brobyggere til lokale partnere. Vi

ser et stort potentiale i diasporainddragelse i igangværende forsøg på i højere grad

at samtænke NGO’ernes nationale og internationale arbejde. Disse potentialer

vender vi tilbage til i rapportens afsluttende kapitel 7.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

DIASPORAFORENINGER I DANMARK

OG DERES TRANSNATIONALE CIVILE

ENGAGEMENT I DET GLOBALE SYD

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

I det gængse mediebillede er det ofte de store organisationer som Røde Kors og Red

Barnet eller FN-systemets humanitære udrykningsstyrker i lyseblå veste, vi ser

komme fattige og nødlidende befolkningsgrupper til undsætning. Men før de større

internationale organisationer kommer i omdrejninger, er organiserede migrant- og

flygtningegrupper ofte allerede i fuld gang med at indsamle midler og finde løsninger,

særligt når det gælder humanitære katastrofer.

I dette kapitel stiller vi skarpt på den brede vifte af transnationale aktiviteter, som

afghanske, filippinske og somaliske foreninger i Danmark er involveret i, men som

langt hen ad vejen forbliver usynlige for den danske offentlighed.

Kapitlet viser

gennem konkrete eksempler de forskellige projektaktiviteter, diasporaforeningerne

er engageret i. Vi starter ud med en beskrivelse af, hvad der driver diaspora-

aktørernes engagement og lyst til at hjælpe i det globale syd, inden vi giver konkrete

eksempler på projektaktiviteter. Undervejs berører vi interne og eksterne barrierer og

udfordringer i foreningsarbejdet.

Flere diasporaaktører betoner eksplicit, at den moralske forpligtelse er en del af

deres kulturelle og religiøse baggrund, og at de fra barnsben har lært at give, dele og

tage ansvar for andre mennesker. En forpligtelse, som ikke kun gælder ens nære,

men også langt bredere sociale netværk. Så det at gøre noget, eller at bidrage, ses

ofte ikke som noget særligt. Der er snarere tale om en form for identitet, der er

knyttet til allerede etablerede normer for social og økonomisk reciprocitet i samfund,

hvor staten ikke formår at skabe et socialt og økonomisk sikkerhedsnet. Oplevelsen

af forpligtigelse kommer ikke kun til udtryk i de kollektive foreningsprojekter, men

også hos det enkelte individ. Således sender de fleste diasporarepræsentanter, vi

har været i dialog med, penge tilbage til deres familie eller andre i deres sociale

MOTIVATIONER FOR ENGAGEMENT

Mange diasporaforeninger er engagerede i at påvirke forhold både i Danmark og i

deres oprindelsesland, hvorfor deres civilsamfundsengagement trækker tråde til

flere nationale kontekster. Men hvad er det, der driver det transnationale engage-

ment? Tidligere undersøgelser peger på tre overordnede motivationsaspekter blandt

de foreningsaktive: moralsk forpligtelse, anerkendelse og personlig ambition.

Disse aspekter er dog ofte overlappende.

Moralske forpligtelser: ”At hjælpe er ikke noget særligt”

På tværs af nationalitet og interne etniske og politiske forskelligheder kan vi se, at de

foreningsaktive giver udtryk for en moralsk forpligtelse til at hjælpe udsatte

befolkningsgrupper i oprindelseslandet såvel som i Danmark. Afhængig af kontekst

kan de netværk, foreningsaktive føler et ansvar over for og tilknytning til, være

defineret af forskellige parametre. Det kan eksempelvis handle om, hvilket lokal-

område man kommer fra, eller om klanrelationer og nationalitet, men også bredere

religiøse moralkodekser om at hjælpe sin næste inden for islam og kristendom

eller mere almene humanistiske forestillinger, som for eksempel at ønske at tage et

globalt ansvar.

netværk med behov for støtte. Det anses som en naturlig ting at gøre. Som frem-

hævet af en somalisk mand:

På tværs af nationalitet og interne etniske og politiske

forskelligheder kan vi se, at de foreningsaktive giver udtryk

for en moralsk forpligtelse til at hjælpe udsatte

befolkningsgrupper i oprindelseslandet såvel som i Danmark.

“

Jeg støtter fire børn, som jeg er i familie med og sender penge til hver

anden måned. Pengene går til skolegang og mad, men det kommer lidt

an på min egen økonomi, hvor meget jeg kan give. Det har selvfølgelig

også nogle konsekvenser for mig selv, for eksempel har jeg ikke en stor

opsparing, men sådan kan det gå. Det er sådan en personlig ting, man

bare gør, og der er virkelig mange, der gør som jeg.

”

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Netop fordi det er en norm, kan manglende handling opfattes som dårlig moral og

reflektere negativt på den enkelte. I nogle tilfælde kan der være en forventning om

ikke blot at støtte tætte relationer men også flere foreninger. Som en somalisk mand

forklarer:

Blandt filippinere knyttes disse forpligtelser over for et lokalt fællesskab til udtrykket

bayanihan, der betegner en af de centrale måder, filippinere traditionelt set har

håndteret kriser og naturkatastrofer. Der er tale om en form for fælles social identitet,

baseret på at hjælpe hinanden gennem krisen.

Forpligtigelsen gælder ikke kun

mennesker bosat i Filippinerne, men også migranterne, der forsætter med at

”praktisere naboskab” med deres lokalsamfund på tværs af grænser.

En forenings-

aktiv filippinsk kvinde fortæller, at bayanihan traditionelt symboliseres ved et billede

af et hus, der bæres af en stor gruppe mennesker. Det var ikke mindst tidligere

nødvendigt for at skabe bedre leve- og overlevelsesvilkår. Men der er ikke bare tale

om et levn fra fortiden, men for mange om ”en smuk fælles kultur og ånd”, der stadig

hersker i Filippinerne. I nogle tilfælde rækker denne ånd ud over filippinske lokale og

nationale fællesskaber, som da filippinske migranter i Danmark på Facebook blev

opfordret til at møde op på Hovedbanegården for at hjælpe de mange flygtninge, der

kom til Danmark under flygtningekrisen i 2015:

“

Jeg vil ikke sige, at man er tvunget, men nogle gange kan man blive

mod analfabetisme. Hvordan kan jeg sige nej til det? Det er jo

mennesker, jeg kender, der spørger, så der er lidt pres nogle gange,

og så siger man o.k.

nødt til at være med i en forening, fordi jeg eksempelvis kommer fra

det område, og de fortæller mig, at vi støtter lærerlønninger i kampen

”

Da de kollektive foreningsprojekter ikke erstatter individuelle bidrag, men for de

fleste kommer oveni, kan der være tale om både betragtelige summer og en hel del

aktivitet.

It’s time for another BAYANIHAN.

FILIPINOS IN DENMARK

We can all extend help in small ways.

We don’t need to have a lot of money.

We can give food, fruits, water, coffee,

anything that can be extended to help those who are in need.

We can also give them a hug or just plainly talk to them.

Illustration af fænomenet bayanihan. NCCA Official, Flickr.com

Uddeling af vand, mad, bleer og tøj til flygtninge på Hovedbanegården i København i september 2015.

Billedet er venligst udlånt af Chloe Inventor.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

”Min fortid er nogle andres fremtid”

Blandt somaliske og afghanske foreningsaktive understreger flere, at de er motiveret

af deres egne personlige oplevelser med krig og flugt. Fordi de selv har kunnet flygte

og få en uddannelse eller et arbejde, opfatter de sig som privilegerede. Når de

sammenligner deres situation med familiemedlemmer og venners i oprindelses-

landet – der ofte lever under forhold præget af konflikt og økonomisk og social

usikkerhed – står deres livssituation i Danmark i skærende kontrast. Følelsen af at

være privilegeret udtrykkes klart af en yngre afghansk kvinde, hvis skolegang blev

afbrudt, da Taliban kom til magten, men som i Danmark fik opfyldt sin drøm om at

komme i skole igen og senere få en længerevarende uddannelse:

Flere af de foreningsaktive kvinder, der er kommet til Danmark som unge, fortæller

om lysten til at hjælpe andre end deres familie og tætte sociale netværk i

oprindelseslandet. De taler om et latent ønske, de først har fået tid og ressourcer til

at indfri efter at have etableret sig i Danmark. Deres oplevelse understreger, at

integration og foreningsaktivitet i Danmark ikke står i modsætning til et transnationalt

engagement.

Tværtimod bruger mange både deres ressourcer og netværk i

Danmark – og andre steder – til at skabe bedre forhold for sårbare og udsatte

grupper i både Danmark og oprindelseslandet.

Anerkendelse og personlig ambition som motivationsfaktor

Flere afghanske, men også somaliske foreningsrepræsentanter, finder, at deres

motivation er blevet skærpet yderligere af, at de gennem Diasporaprogrammet har

kunnet søge midler til at realisere og konkretisere deres ønske om at bidrage til

oprindelseslandet. Ud over programmets konkrete støttemuligheder (beskrevet i

kapitel 3) har deltagelse i programmets forskellige faser fået fleres øjne op for mulig-

heden for aktivt at bruge deres uddannelse og ekspertise inden for områder som

eksempelvis sundhed og rettigheder. Kombinationen af at have adgang til midler og

kunne bruge personlige kompetencer motiverer de foreningsaktive yderligere.

Derfor er engagement i humanitært- og/eller udviklingsarbejde ofte knyttet til

anerkendelse og personlige ambitioner.

Foreningsarbejdet kan være en måde at opnå anerkendelse i både Danmark og i

oprindelseslandet. I Danmark kan der være tale om en kontrast til arbejdsmarkeds-

eksklusion og manglende anerkendelse i det danske samfund.

Men anerkendelse

kan også være knyttet både til Danmark og til oprindelseslandet. Som en ældre

somalisk mand forklarer:

“

Jeg har været så privilegeret og fået opfyldt min drøm, så det er ikke

som jeg har haft.

fair, hvis jeg bare lever videre og glemmer min fortid. Min fortid er nogle

andres fremtid – jeg skal hjælpe dem, så de ikke får den samme fortid,

”

I samspil med viden om akutte problemer – som formidles gennem nyhedsud-

sendelser, på sociale medier og i samtaler med andre flygtninge, familiemedlemmer

og venner i oprindelseslandet – skaber personlige oplevelser en påtrængende

nødvendighed til at handle. Dette gælder også de yngre generationer, der har levet

størsteparten af deres liv i Danmark, men som motiveres af familiens historie og

skæbne. Som en afghansk mand betoner, kan det være svært at lukke øjnene for,

hvad der sker i oprindelseslandet:

“

Nogle gange tænker jeg på at leve et godt og komfortabelt liv uden at

sket noget dårligt, gør det ondt. Min nabo er en dansk fyr. Han sidder

altid og lytter til musik, når solen skinner. Jeg har aldrig levet sådan

et liv. Når jeg sidder i solen, begynder jeg med det samme at tænke

på Afghanistan – der har været et bombeangreb, min far og mor er

der, min søster og bror og alle mine venner, og jeg sidder i solen. Det

tænke på Afghanistan, men hver gang, jeg hører nyheder om, at der er

“

Det motiverer andre folk, når de kan se, at organisationen er stærk,

arbejder meget og har flere projekter i Somalia. Det skaber interesse.

Så vi prøver at vise, hvad vi har gjort, og snakker om, hvad vi kan gøre.

Vores organisations navn er kendt i Somalia, og for eksempel siger

flere af dem, vi samarbejder med, at de er stolte af os. Deres feedback

giver os en stolthed og motiverer os rigtig meget.

føles aldrig behageligt. Det er svært at forklare, men det er det følelses-

mæssige, der driver mig. Jeg ønsker at bidrage og gøre noget.

”

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Andre beskriver, hvordan onlineindsamlinger til en skole eller en humanitær kata-

strofe synliggør individuelle donationer og foreningsbidrag nationalt såvel som

transnationalt. Men det er ikke altid, at synlighed ses som noget positivt. Bidrag kan

være forbundet med forventninger til at skulle give igen ved en efterfølgende

indsamling, og det er ikke kun de, der står på listen over bidragydere, men også dem,

der mangler, som bemærkes. Samtidig kan for meget onlinesynlighed skabe intern

splid og konkurrence med andre foreninger i Danmark – hvorfor det kan være lettere

at operere ”under radaren”. Både somaliske og filippinske diasporaaktører giver

udtryk for denne dobbelthed.

i forhold til motivation blandt især de somaliske foreninger. Det peger på, at

eksempelvis somaliske gruppers foreningsarbejde og fokus er under forandring og

tilsvarende, at vi ikke kan antage, at motiverne for at hjælpe i oprindelseslandet,

forbliver de samme. Det rejser mere grundlæggende spørgsmål, om hvordan og

hvorfor diasporagruppers foreningsarbejde udvikler sig over tid i Danmark og i en

transnational kontekst.

Efter at have beskrevet hvordan moralske forpligtelser, anerkendelse og personlige

ambitioner ofte er i samspil og er med til at motivere og forme foreningernes arbejde,

vender vi nu blikket mod det konkrete foreningsengagement i henholdsvis

Afghanistan, Filippinerne og Somalia.

De unge fokuserer ofte deres aktiviteter mere bredt i

oprindelseslandene, også i områder de ikke nødvendigvis

har en personlig tilknytning til.

DIASPORAAKTØRERS HUMANITÆRE OG UDVIKLINGSRETTEDE

ARBEJDE I PRAKSIS

I forhold til anerkendelse tegner der sig generationelle forskelle blandt de somaliske,

afghanske og filippinske foreningsaktive. Flere unge udtrykker, at de ønsker at

frigøre sig fra forældregenerationens sociale, etniske og politiske skel – som mange

opfatter som en medvirkende årsag til den oprindelige krig og konflikt og derfor

også ser som en hindring for fred, stabilitet og genopbygning. De fokuserer derfor

deres aktiviteter mere bredt i oprindelseslandene, også i områder de ikke

nødvendigvis har en personlig tilknytning til. De understreger også, at de ønsker at

vise den ældre generation, at man kan få en forening til at fungere på tværs af

etniske og politiske skel, og de ønsker at demonstrere, at det er muligt ”ikke kun at

snakke om at gøre noget”, men faktisk at gøre en forskel. En somalisk mand fortæller

eksempelvis, at de foreninger, han kender, med hovedsageligt yngre medlemmer

ofte har et bredere og mere alment humanitært fokus end den ældre generations,

hvis aktiviteter ofte er knyttet til et lokalområde eller en klan. Han ser ikke de ældres

fokus på at hjælpe inden for klanmæssige tilhørsforhold som noget negativt.

Derimod beskriver han, at han selv og de andre unge, der er aktive i foreningen, er

motiveret af et bredere humanistisk engagement i Somalia. Samtidig betoner han

– som flere andre yngre somaliere og afghanere – at han kan se styrken ved at

drage nytte af sine forældres generations store viden og sociale netværk i

oprindelseslandet, ligesom deres evne til at samle penge ind. Medarbejderne i Dansk

Flygtningehjælps Diasporaprogram har observeret samme generationelle forskelle

Modsat traditionelle humanitære og udviklingsrettede indsatser – der ofte opererer

med separate bureaukratiske strukturer og pengekasser – følger diasporaaktørernes

transnationale engagement ikke nødvendigvis disse skillelinjer. Det betyder, at

det ikke er ualmindeligt at være involveret i udviklingsaktiviteter samtidig med

et humanitært engagement, der mobiliseres, når kriser opstår. Ofte trækker for-

eningerne på de samme lokale og transnationale netværk, der kan mobiliseres og

udvides i forhold til aktiviteternes karakter, omfang og varighed. På den måde

har diasporaforeningerne allerede længe bidraget til at bygge bro mellem det

humanitære og det udviklingsrettede arbejde – en brobygning de mere traditionelle

aktører har vanskeligere ved at etablere.

Som det vil fremgå, varierer foreningernes

aktiviteter meget i omfang og varighed, men de har alligevel en række fællestræk. Af

hensyn til overskueligheden er aktiviteterne rubriceret under fem hovedoverskrifter,

der også er de mest almindelige fokusområder for foreningerne.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Tabel 5: Typologi over diasporaaktørers fokusområder i oprindelseslandene

Fokusområde

Uddannelse

Aktiviteter

Bygge/renovere skoler og

biblioteker

Støtte til lærerlønninger,

skolegang og materialer

Sende brugt skoleudstyr

Sundhed

Bygge/renovere

Sundhedsklinikker

Træning af

sundhedspersonale

Sundhedskampagner

Sende brugt

sundhedsudstyr

Sikring af

bæredygtige

levevilkår

Jobskabelse,

Landbrugs- og

fiskeriprojekter

Klima- og

drikkevandssikring

Enkeltindivider

Diasporaforeninger

og netværk

NGO’er

Business initiativer

Medlemsdonationer/

indsamlinger i Danmark

og i diasporaen

DiPS

Genbrug til Syd

CISU

EU-midler

Rettigheder

Demonstrationer og

fortalervirksomhed

Retshjælp

Sikring af kvinder og

minoritetsgruppers

rettigheder

Oplysningskampagner

Nødhjælp

Uddeling af vand,

mad, tæpper, brænde

og penge.

Støtte af små

business-initiativer

Enkeltindivider

Diasporaforeninger

og netværk

Religiøse organisationer

Fundraising via støtte

events og indsamlinger

både i Danmark og

transnationalt

DERF- CISU

Enkeltindivider

Diasporaforeninger og

netværk

Medlemsdonationer/

indsamlinger i Danmark

og i diasporaen

DiPS

Amnesty

Enkeltindivider

Diaspora foreninger

og netværk

Aktører

Enkeltindivider

Diasporaforeninger

og netværk

Finansiering

Medlemsdonationer/

indsamlinger i Danmark

og i diasporaen

DiPS

Genbrug til Syd

Medlemsdonationer/

indsamlinger i Danmark

og i diasporaen

DiPS

Genbrug til Syd

der er orienteret mod mindre og forholdsvis korte projekter. Det er kun få foreninger,

der blot arbejder med ét specifikt fokusområde. Langt de fleste er over tid engageret

i forskelligartede udviklingsprojekter og nødhjælpsindsatser.

Det er nærliggende at knytte foreningernes bredere fokus sammen med den kon-

tekst, foreningsmedlemmerne kommer fra. I Filippinerne er der behov for udvikling

for landets mange fattige. Der er også behov for nødhjælp efter tilbagevendende

naturkatastrofer. I Somalia og Afghanistan er der et stort behov for udviklings-

og genopbygningsindsatser efter årtiers konflikt, men også for at reagere på

humanitære kriser – både de, der udfolder sig langsomt (som den udbredte tørke på

Afrikas Horn), og de pludseligt opståede humanitære kriser efter endnu en

naturkatastrofe eller endnu et terrorangreb i Kabul. Som en ældre somalisk kvinde

betonede: ”Du må forstå, at alt er blevet ødelagt, og de har brug for alt”.

At mange diasporaforeninger i Danmark over tid har et

bredt fokus og indgår i forskelligartede aktiviteter i samme

lokalområde eller region, hænger blandt andet sammen med

den danske civilsamfundsstøttes opbygning, der er orienteret

mod mindre og forholdsvis korte projekter.

Ønsket om at bistå lokalsamfund ved at genskabe afgørende infrastruktur og sikre et

overlevelsesgrundlag for lokale beboere er gennemgående for aktiviteterne. Mange

diasporaforeninger har derfor også et geografisk fokus i deres arbejde. Det gælder

især foreninger bestående af medlemmer fra samme område, klan eller etniske

gruppe, der ofte målretter deres aktiviteter i netop de områder eller blandt de grupper,

de har relationer til. Information om behov og akutte problemer bevæger sig gennem

sociale netværk af familie og bekendte, enten gennem transnational kommuni-

kation eller lejlighedsvise hjemrejser. Det betyder ikke, at deres indsatser nødvendig-

vis kun kommer ”deres egne” til gode. De rækker også bredere ud til for eksempel

De fleste kollektive diasporaindsatser er projektorienterede og kan have overlappende

formål. En tilbygning til en eksisterende skole kan eksempelvis være med til at sikre

piger bedre adgang til uddannelse, hvilket på længere sigt kan bidrage til at fremme

kønsligestilling. At mange diasporaforeninger i Danmark over tid har et bredt fokus

og indgår i forskelligartede aktiviteter (ofte i samme lokalområde eller region),

hænger blandt andet sammen med den danske civilsamfundsstøttes opbygning,

internt fordrevne flygtninge i deres lokalområde. Områdespecifikke indsatser ses

både i de afghanske, filippinske og somaliske foreninger og netværk, men især i de

foreninger, hvor den ældre generation udgør hovedparten af medlemmerne.

Det diasporiske engagement er mangfoldigt. I det følgende giver vi eksempler på

denne mangfoldighed i forhold til de fem mest almindelige fokusområder: ud-

dannelse, sundhed, bæredygtige livsvilkår, rettigheder og nødhjælp.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

UDDANNELSE

Flere diasporaforeninger fremhæver, at uddannelse er afgørende for at sikre en

bedre fremtid for oprindelseslandet og dets befolkning. De forestiller sig, at deres

udviklingsaktiviteter på sigt bidrager til at skabe stabilitet, udvikling og varig fred i

konfliktområder ved at støtte og søsætte lokale initiativer. Uddannelsesrettede

initiativer spænder fra at bygge en skole eller et bibliotek, sikre lærerlønninger, skabe

fadderskabsprogrammer for udsatte børn (og derved give dem mulighed for

skolegang) eller bidrage til kvaliteten af læring på de videregående uddannelser.

Foreningerne ser også uddannelse som et værn mod kriminalitet og radikalisering i

områder, hvor ekstreme grupper er aktive (for eksempel al-Shabaab i Somalia og

Taliban i Afghanistan). Samme logik genfindes i aktiviteter, der sigter mod at bryde

en etableret migrationskultur. Et filippinsk diasporaprojekt i støbeskeen tænkes

eksempelvis målrettet 7-12-årige skoleelever med det formål at ændre deres

opfattelse af migration – fra at være det primære formål med deres uddannelse til

at gøre uddannelse til den ressource, der kan gøre dem i stand til at finde gode lokale

alternativer til migration.

Den typiske aktivitet inden for uddannelsesområdet er at bekæmpe analfabetisme

og skabe bedre rammer for læring, blandt andet ved at bygge eller opgradere

allerede eksisterende skolebygninger, der mangler kapacitet til at huse et større

antal elever eller kun har meget basale rammer for undervisning. Flere af de

afghanske og somaliske foreninger har opnået støtte til sådanne projekter gennem

DiPS. Ud over at skabe den nødvendige infrastruktur for grundskoler har afghanske

og somaliske foreninger støttet etablering af biblioteker både i fjernere provinser og

på universiteter i Kabul og Mogadishu. Det er især de veluddannede forenings-

medlemmer, der bruger etablerede netværk til at støtte kapacitets- og genopbygning

af de videregående uddannelser.

bekæmpelse af analfabetisme. På tværs af nationalitet fremhæver foreningerne,

at investeringer i skolebygninger og biblioteker er velkomne og har en god lokal

forankring. Ydermere ses initiativerne som bæredygtige, fordi skolerne ofte allerede

drives med støtte fra andre foreninger i diasporaen, fra staten eller lokalregeringen

eller igennem en mindre brugerbetaling. Ikke alle foreninger i Danmark forsætter med

at støtte den lokale skole, efter den er blevet bygget eller renoveret, selvom de ofte

opretholder forbindelsen til lokale beslutningstagere og lokale partnere. Men skole-

bygning er ikke alene om at tegne indsatserne inden for uddannelsesområdet. Der

findes også nye innovative forsøg på at skabe forandring og fred i arbejdet med børn

og unge i foreningernes diasporiske engagement. Et spændende projekt er Children’s

mobile box-biblioteker i Kabul startet af en afghansk ungdomsorganisation.

Southern Somalia Peace and Development Organisation (SSPDO) var i 2017 med til at starte

genetableringen af Somali National Universitys bibliotek i Mogadishu. På billedet ses

universitetsstuderende i gang med at bruge de nye faciliteter. Projektet fik støtte af DiPS.

Billede er venligst udlånt af SSPDO.

Den typiske aktivitet inden for uddannelsesområdet er at

bekæmpe analfabetisme og skabe bedre rammer for læring.

Children’s mobile box-biblioteker i Kabul: ”Børn i Afghanistan oplever nye

billeder og fortællinger om fred’

Den afghanske ungdomsorganisation Afghan Youth Association Denmark (AYAD)

Tilsvarende har en bred vifte af diasporaforeninger hyppigt brugt GTS’ container-

bevilling til at sende brugte danske skolemøbler, bøger, computere og andet teknisk

undervisningsudstyr til skoler og videregående uddannelsesinstitutioner i syd. I nogle

tilfælde træner foreningsmedlemmer med specifikke pædagogiske og didaktiske

kompetencer også de lokale lærere i moderne undervisningsmetoder til for eksempel

blev stiftet i 2009 i Vejle og har i dag tre lokalafdelinger i København, Aarhus og

Kolding. Foreningen tegnes af cirka 50 betalende og mere end 300 løst tilknyttede

medlemmer fra hele landet, der alle har det til fælles, at de er yngre end 40 år. Yder-

mere kigger mere end 1800 følgere med på foreningens Facebook-profil. Som

mange andre foreninger har AYAD fokus på civilt engagement både i Danmark og

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Billede af AYAD’s børnebog

”Qo Qo morbærfigentræets blad”,

som er en blandt 15 trykte børnebøger.

afghanske fortælletradition i skrift og tale og på den måde være med til at forme en

ny generation, der kan fremme en fredeligere fremtid for Afghanistan. Ud over

uddeling af bøger er børnehavepædagoger blevet trænet i leg og læring.

AYAD’s arbejde har krævet grundige kulturelle og sikkerhedsmæssige overvejelser.

Det har været vigtigt at undgå kritik af projektet som vestlig propaganda,

missionerende eller politisk. For eksempel blev lyden af kirkeklokker i et af H.C.

Andersens eventyr erstattet med et kald fra moskéen. AYAD har også overvejet,

hvorvidt mennesker skulle afbilledes i bøgerne, da det kunne virke krænkende for

nogle religiøse grupper. Efter at have rådført sig med de ældre i byen, forældre og

ansatte i børnehaverne besluttede de at fastholde billederne. På grund af sikker-

hedshensyn blev et planlagt fællesarrangement for de involverede børn og

børnehaver splittet op for at minimere risikoen for at blive endnu et af Kabuls

terrormål. På trods af disse udfordringer har projektet inspireret fire-fem andre

organisationer til at lave lignende bogprojekter, heriblandt en anden afghansk

Afghanistan. Hovedvægten er på danske forhold, blandt andet at bidrage til at skabe

aktivt medborgerskab og styrke sammenhold og netværk blandt unge afghanere i

Danmark gennem sociale aktiviteter samt andre kulturelle brobygningsarran-

gementer. Dog har en mindre projektgruppe fokuseret deres frivillige arbejde på

udviklings- og humanitært arbejde i Afghanistan. Et af foreningens projekter er

Mobile Box-biblioteker målrettet børnehavebørn i Kabul og støttet med 200.000 kr.

af DiPS.

Projektets formål er at producere fredfyldte billeder og fortællinger i en

række børnebøger som et alternativ til den vold og konflikt, der igennem fire årtier

har præget børn i det afghanske samfund. Den langvarige krig har også sat sit aftryk

i skolebøgerne. En yngre afghansk mand, der har ledet projektet i samarbejde med

en af foreningens kvindelige frivillige, fortæller, at børn tidligere er blevet undervist

med lærebøger, hvor de skulle tegne og tælle våben og granater i stedet for æbler og

pærer – som led i militant islamisk propaganda og mobilisering mod Sovjets

besættelse. Den afghanske regering har efter Talibans fald trykt nye skolebøger.

I samarbejde med den lokale partner Afghanistan Development and Peace Research

Organisation (ADPRO), det afghanske uddannelsesministerium og direktoratet for

Kabuls børnehaver har AYAD indsamlet ti folkloristiske afghanske fortællinger. De

er sammen med fem H.C. Andersen-eventyr blevet oversat til dari og omskrevet, så

de passer både til mindre børn og den specifikke afghanske kontekst. En kunstner i

Afghanistan har illustreret bøgerne med farverige billeder. Bøgerne blev trykt i 2.500

eksemplarer og er efterfølgende distribueret i de såkaldte Mobile Box-biblioteker

til 50 børnehaver med i alt cirka 600 børn – med det formål at genetablere den

forening i Danmark. Efter den seks måneder lange projektperiode fortsætter AYAD’s

lokale partnere projektet, så længe boglager haves. AYAD har fået en ekstra bevilling

fra DRC’s diasporaprogram til at oversætte bøgerne til pashto, så de kan komme

endnu flere børn til gavn.

Børnebogsprojektet i Kabul viser bredden i uddannelsesrettede projekter – at det

ikke alene handler om at skabe skoler og fysiske rammer for uddannelse, men også

om alternative måder at skabe læring og fred. Derudover peger eksemplet på

forskellige dilemmaer og overvejelser, der aktualiseres af arbejde i usikre kontekster.

SUNDHED

Foreningernes projekter inden for sundhedsområdet ligner på mange måder dem

inden for uddannelse, især i forhold til at sikre bedre adgang. Også her bidrager

diasporaen til at skabe og sikre den nødvendige sundhedsinfrastruktur ved at bygge

og/eller drive mindre sundhedsklinikker, ofte i mindre byer eller landdistrikter. Det

kan dreje sig om uddannelse af sundhedspersonale, støtte til lønninger, fokus på

reproduktiv sundhed gennem kampagner om for eksempel kvindelig omskæring (i

den somaliske kontekst) eller diabetes samt forsendelser af brugt hospitalsudstyr

til klinikker og hospitaler gennem Genbrug til Syds containerbevilling. Projekt-

koordinator Martin Wolf Andersen fra DiPS peger på, at især de somaliske foreninger

er involveret i sundhedsfremme. Blandt de somaliske foreninger, vi har talt med,

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

er det derudover især kvindeforeningerne, der støtter sundhed. Flere af disse

foreningers medlemmer arbejder inden for sundhedsområdet i Danmark og kan

derfor aktivt bruge deres viden og kompetencer i arbejdet. En forening, der har

støttet en allerede eksisterende lokal klinik i Somaliland fortæller, at den lokale

jordemoder ”græd af lykke”, da hun per telefon fik overbragt nyheden om, at hendes

klinik ville få tilsendt brugt sundhedsudstyr. Nu kan fødende kvinder i lokalområdet

benytte fødebrikse i stedet for madrasser på gulvet, hvilket understreger de helt

basale behov for bedre udstyr. I det følgende stiller vi skarpt på Dansomala for

yderligere at illustrere vejen fra idé til handling.

Visionen om et sundhedscenter og mobilenhed for internt fordrevne

flygtninge i Somaliland

Dansomala blev stiftet i 2015 og består i dag af syv kvinder. Navnet afspejler

medlemmernes identitet som dansk-somaliere, eller med forkvindens ord: ”Vi er fra

Somalia, men Danmark er vores hjem”. I opstarten drev en gruppe mænd foreningen,

men en gruppe kvinder med overvejende sundhedsfaglig baggrund overtog

styringen og fokuserede deres indsatser mod bedre integration og sundhedsfremme

blandt somaliske familier i deres lokalområder i både Danmark og Somalia. Idéen til

at brede deres aktiviteter ud over de danske grænser opstod, da foreningens

forkvinde så, hvor meget brugt hospitalsudstyr der tilsyneladende skulle smides ud

på hendes arbejdsplads på et sygehus:

tilfælde en lokal jordemoder, som fremhævede, at flere ville have gavn af et

sundhedscenter. Sammen tegnede de en større klinik med blandt andet to under-

søgelsesrum, stuer til seks patienter, to depoter, en brønd, et apotek og en lille butik.

Den lokale jordemoder ”græd af lykke”, da hun per telefon fik

overbragt nyheden om, at hendes klinik ville få tilsendt brugt

sundhedsudstyr. Nu kan fødende kvinder i lokalområdet

benytte fødebrikse i stedet for madrasser på gulvet.

Planerne, som ses på tegningen, blev nedjusteret til etablering af en mindre

sundhedsklinik, da det viste sig umuligt at bygge faciliteterne for maksimumbeløbet

på 250.000 DKK for en førstegangsansøgning i DiPS. Dansomalas ansøgning er

netop blevet forhåndsgodkendt, og de håber, at de efter det fuldførte pilotprojekt kan

søge flere bevillinger igennem programmet, så den oprindelige idé kan realiseres. På

sigt har de også andre planer i området og i resten af Somalia. Forkvinden forklarer:

”

Hvis det kan gavne, vil jeg gerne fortsætte og lave et landbrugsprojekt i

området. De er meget afhængige af vand, og der er meget tørt. Man

kunne finde andre måder at dyrke på og sikre adgangen til vand via

brønde, så de ikke var så sårbare over for tørken, og så mange ikke ville

dø. Så det er det næste projekt – hvordan vi kan sikre deres overlevelse,

og så derefter bygge en skole. Så jeg koncentrerer mig lige nu kun om

denne her lille landsby. Jeg ved godt, der er behov alle mulige steder,

men jeg fokuserer der. Men vores medlemmer kommer fra forskellige

områder i Somalia, og vi er alle sammen klar på, at vi tager en ting ad

gangen og senere spreder projektet til andre byer og områder.

”

Jeg så udstyret hver dag, når jeg kom på arbejde. Jeg ved, at der, hvor

jeg kommer fra, har man ikke alle de ting, og her bliver det bare smidt

ud! Så som menneske kan man ikke lade være med at tænke på, at

andre kan have brug for det.

”

Sammen med en veninde, der var medlem af en anden somalisk kvindeforening,

snakkede de om, hvordan de kunne hjælpe de landsbyer i Somaliland, de kom fra. De

kontaktede hospitalsafdelingen og blev derigennem henvist til GTS, som de søgte

rådgivning hos og fik en bevilling fra i 2018. Nogenlunde samtidig mødte samme

veninde tilfældigt en af DiPS’ medarbejdere ved et lokalt bydelsmøde, hvilket satte

nye tanker i gang hos begge foreninger. Den første idé var en mobil sundhedsenhed

målrettet 400-500 familier fordrevet af tørke – til et område med bedre adgang til

vand, men uden adgang til basale sundhedstilbud.

Gennem medlemmernes

personlige netværk i Somalia blev der etableret kontakt til en lokal partner – i dette

”

Planen er, at to medlemmer skal rejse tilbage og sammen med deres lokale partner

opstarte projektet og et samarbejde med studerende på sundhedsuddannelsen i

den nærliggende større by, der hver tredje måned kan tage til klinikken og informere

lokalbefolkningen om basal sundhedsfremme. De er ved at finde ud af, hvordan de

kan rejse de 15 % egenfinansiering, hvilket er svært, men de håber samtidig, at de

gennem donationer fra deres egne medlemmer og en søsterforening i Canada også

på sigt kan købe en ambulance, der kan transportere akutpatienter til den nærmeste

større by.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Eksemplet viser, hvordan nogle foreninger – ud over de 15 % egenfinansiering, som

DiPS kræver – prøver at mobilisere yderligere ressourcer gennem deres videre

transnationale netværk, i dette tilfælde i Canada. Men eksemplet demonstrerer

også, hvordan den danske fundingstruktur spiller sammen med foreningernes

konkretisering af idéer, men også at de relativt lave budgetrammer begrænser

projekternes omfang og varighed. Endelig fremhæver eksemplet foreningernes ofte

brede udviklingsfokus. Denne bredde understreges yderligere i gennemgangen af

de resterende fokusområder.

2007 opnåede PUGAD for første gang CISU-støtte til oprettelse af et mindre

fiskerikooperativ i samarbejde med den filippinske partnerorganisation Tambuyog.

Et større projekt startede i 2011 med udviklingen af et system for registrering af

kystfiskere. Året efter blev samarbejdet med den filippinske regering udbygget, og i

2013 blev en registreringsproces for kystfiskere sat i gang. Registrering af

kystfiskerne gjorde det muligt at drage nytte af de særrettigheder, småfiskere har i

en 15 km zone ud for kysten, ligesom det også blev muligt at registrere kvinder

involveret i indsamling og rensning af skaller som fiskere. Derudover har det været

en væsentlig aktivitet at afholde træningsseminarer og workshops, hvor fiskerne i

fællesskab med lokale og statslige myndigheder har kunnet udarbejde og

BÆREDYGTIGE LIVSVILKÅR

Projekter med fokus på bæredygtig udvikling inkluderer en bred vifte af projekter,

ofte målrettet landbrugsudvikling, klimasikring, affald og genanvendelse, adgang til

rent drikkevand gennem brøndgravning og vandrensning, men også uddannelse og

opkvalificering af arbejdsløse unge og kvinder samt skabelse af arbejdspladser og

mindre virksomheder. At skabe bæredygtig udvikling kræver ofte større indsatser,

men selv mindre projekter kan skaleres op i takt med foreningernes erfaringsdannelse

og udbygning af partnernetværk. Ikke desto mindre er det netop inden for bære-

dygtighedsprojekterne, at vi – ud over mindre projekter – også ser en større grad af

samarbejder mellem diasporiske aktører og etniske danskere, hvilket de to følgende

eksempler inden for fiskeriområdet i henholdsvis Filippinerne og Somalia viser.

Sikring af småfiskere og bæredygtigt fiskeri i Filippinerne

Foreningen People United Generating Aid for Development (PUGAD) er en frivillig-

drevet NGO stiftet i 2005, med det overordnede mål at bekæmpe fattigdom og

skabe udvikling gennem projekter, lobbyarbejde og netværkssamarbejde i

Filippinerne. Indtil for cirka 5 år siden havde PUGAD 130 medlemmer. I dag er

medlemstallet krøbet til 70-80 personer, uden at aktivitetsniveauet er faldet. Både

danskere og filippinere deltager i foreningens arbejde. Uanset medlemstallets

størrelse har andelen af filippinere hele tiden ligget på mindst 50 % og blandt andet

omfattet flere dansk-filippinske ægtepar. Mange af de filippinske medlemmer er

også hovedkræfter i andre filippinske foreninger.

I 2006 begyndte centrale medlemmer i PUGAD at deltage i CISU’s kurser og op-

byggede herigennem netværk til andre organisationer med fiskeri på dagsordenen.

Videre netværksaktiviteter i blandt andet Thailand og Sydafrika er med til at give

PUGAD en bred international platform og skabe fælles partnerskabsaktiviteter. I

implementere en bæredygtig udviklingsplan for forvaltningen af det lokale fiskeri og

for miljøet i Filippinerne. Projektet vil i 2018 gå ind i dets fjerde fase, som også er

støttet og godkendt af CISU. I denne fase vil småfiskere blive trænet i at kunne

arbejde sammen 10-12 mand på større trawlere, både for at forbedre udbyttet, men

også for at stå bedre i forhold til ny lovgivning, der vil give store kommercielle

trawlere lov til at gå tæt ind på kysten og derved true småfiskernes levebrød.

PUGAD’s CISU-støttede aktiviteter opsummeres i Status og Perspektiver Rapport

2016-17 som i vid udstrækning at have opnået de opstillede udviklingsmål: ”PUGAD

har lært at bruge kapacitetsopbygning på lokalt plan ved at arbejde sammen med

Tambuyog. Tambuyog har gennem PUGAD’s støtte fået adgang til forhandlinger,

opbygget viden om EU og adgang til information på højt niveau om danske

fiskeripolitik”.

Den opfattelse deler PUGAD selv, men erkender også, at det har slidt

på de frivillige kræfter at kvalificere sig til at opnå CISU-støtte gennem mange møder

og workshops, samt flere dyrekøbte erfaringer med småfiskere, der i opstartsfasen

ikke helt levede op til PUGAD’s forventninger om at drive fiskeri og føre kassebog.

Begge erfaringer har dog professionaliseret PUGAD’s aktiviteter.

Et andet eksempel – på et større projekt med fokus på at skabe bæredygtigt fiskeri

og bedre levebrødsmuligheder – er Fair Fishing.

Fair Fishing i Somaliland og Puntland

Fair Fishing bruger på deres hjemmeside forfatteren Anne Isabella Thackeray

Ritchies mundheld “Giv en mand en fisk, og han vil have mad til én dag, lær ham at

fiske, og han vil kunne spise resten af livet” til at beskrive essensen af samarbejdet

mellem en dansk funderet udviklings-NGO (med diasporadeltagelse) og fiskere,

fiskerivirksomheder, organisationer og autoriteter på Afrikas Horn. Formålet er –

ligesom i PUGAD’s tilfælde – at understøtte og forbedre den lokale fiskeindustri og

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

I 2017 påbegyndte Fair Fishing etableringen af endnu et kontor i Bosaso (Puntland)

Fiskere på arbejde i Fair Fishings

fiskeristation i Berbara.

Billedet er venligst udlånt af

Fair Fishing.

for at udvide aktiviteterne til dette område. Fair Fishing er dog også løbet ind i

problemer vedrørende transport og transit, hvor autoriteter i Somaliland og Puntland

ikke har været velvilligt indstillet på toldfri transport mellem deres havne. Et andet

problem har været at skaffe nok kontingentbetalende somaliske medlemmer –

både i Danmark og Somaliland.

Begge fiskeriprojekter er eksempler på samarbejde mellem etnisk danske og

danskere med diasporabaggrund i Danmark. Det ser ud til, at adgangen til at søge

større udviklingspuljer er lettere for blandede foreninger, hvilket naturligvis også gør

det lettere for disse foreninger at opskalere deres aktiviteter.

I Fair Fishing-

eksemplet er der tale om en bestyrelse bestående af en gruppe etniske danskere

med en del år på bagen i civilsamfundsstøttede udviklingsprojekter og to yngre

mænd med somalisk baggrund, begge uddannede i Danmark og begge aktive i

andre somaliske foreninger, der har opnået støtte gennem DiPS og GTS.

Diasporamedlemmerne påpeger selv, at deres rolle er at være ”problemknusere, når

der opstår problemer og interessekonflikter i Somaliland”. De peger derudover på

skabe ordentlige beskæftigelses-, ernærings- og anvendelsesmuligheder af

havressourcer, blandt andet for at skabe alternativer til illegale aktiviteter på havet.

Ud over på et mere overordnet niveau at bidrage til at skabe arbejdspladser og

økonomisk udvikling sigter Fair Fishing yderligere på at skabe regional stabilitet via

etableringen af en bæredygtig fiskeindustri og værdikæde.

fordelen ved at have (flest) danske medlemmer i bestyrelsen – ”hvis du spørger mig,

så er det rigtig sundt, at der både er etniske danskere og diasporamedlemmer i

samme bestyrelse” – men de har også øje for udfordringer forbundet med ikke at

være en ren diasporaforening. Projektgruppen søgte i opstartsfasen støtte fra DiPS,

men de fik afslag, da de ikke blev set som ”en rigtig diasporaorganisation”. Fair

Fishing er derudover et eksempel på en aktivitet, der har udviklet sig – fra private

donationer af udstyr, økonomiske bidrag fra det private erhvervsliv og fonde samt

Adgangen til at søge større udviklingspuljer er lettere

for blandede foreninger.

primært frivillig arbejdskraft – til at opnå EU-støtte til et længerevarende program

(2016-18).

I 2013 åbnede Fair Fishing den første fiskeristation i Berbera (Somaliland), der

allerede året efter havde 400 tons fisk gennem systemet. På få år er stationen

vokset til i dag at omfatte større og bedre bygninger og mere avanceret teknisk

udstyr, en butik, der sælger udstyr til købspris, og et kontor. I 2015 havde

fiskeristationen 25 ansatte til at servicere 50 lokale fiskeripartnere, der repræsenterer

cirka 500 fiskere eller 85 % af de aktive fiskere i området. Nogle af de positive

resultater er, at brugere af fiskeristationen i gennemsnit har forøget deres indkomst

med næsten 100 %, og prisen på is er halveret, mens prisen på fisken er fordoblet på

grund af projektets nonprofitpolitik.

RETTIGHEDER

Det rettighedsbaserede arbejde er ofte indeholdt i de ovennævnte fokusområder,

der også grundlæggende drejer sig om at sikre basale rettigheder som adgang til et

værdigt liv og til uddannelse og sundhed. En mindre gruppe foreninger formulerer

mere eksplicit deres projekter ud fra en decideret rettighedsbaseret tilgang, som for

eksempel at (gen)etablere fundamentale institutionelle strukturer på lokalt niveau,

hvor folk kan få udstedt en fødselsattest eller andre typer af formelle dokumenter.

Sådanne projekter er aktuelle i den somaliske kontekst. Andre prøver at stoppe

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

krænkelser – eller hvad de opfatter som en negativ udvikling i syd – gennem

mobilisering via medier i oprindelseslandet og i diasporaen eller ved egentlige

demonstrationer i Danmark, Europa og i oprindelseslandet. Det skete for eksempel,

da den 27-årige kvinde Farkhunda Malikzada i 2015 blev lynchet og dræbt på åben

gade i Kabul – efter at være blevet beskyldt for at afbrænde koranen. I dette tilfælde

krævede en række protester, at den afghanske regering pågreb og dømte de

ansvarlige, og at vold mod kvinder skulle ophøre.

Enkeltmedlemmer af filippinske foreninger i Danmark er ud over foreningsarbejdet

også personligt engageret i specifikke projekter i oprindelseslandet. I visse tilfælde

kan projekterne være grundet i et ønske om at overføre værdier om ligestilling,

rettigheder, reproduktiv sundhed og beskyttelse af voldsramte kvinder, for eksempel

via oprettelse af krisecentre (efter dansk model), eller oplysning målrettet

gymnasieelever om en (efter sigende udbredt) voldtægtskultur. Sådanne aktiviteter

kan omfatte dialog med politi og socialarbejdere i forhold til at behandle (kvindelige)

voldsofre med den nødvendige (køns)sensitivitet og ikke reproducere det

mandsdominerede samfunds automatiske mistænkeliggørelse af kvinder. I andre

tilfælde kan oplysningsaktiviteter være målrettet yngre aldersgrupper, for så tidligt

som muligt at ændre forståelsen af kulturelle kønsnormer.

Det følgende eksempel viser, hvordan det transnationale civile engagement helt

konkret kan bidrage til udbredelsen af en rettighedsbaseret kultur.

Gratis retshjælp efter dansk ideal i Kabul

Afghan Lawyers Association in Denmark (ALAD) blev stiftet i 2013 og er en forgrening

af Afghan Lawyers Association in Europe. Som navnet indikerer, er der tale om en

faglig sammenslutning af afghanske jurister i Danmark, der blandt andet tilbyder

gratis retshjælp til afghanere i Danmark og Europa, men også prøver at påvirke

udviklingen i Afghanistan gennem net-baseret fortalervirksomhed. Foreningen har

cirka 45 medlemmer, der inkluderer både den ældre og yngre generation. Den yngre

viceforkvinde for ALAD kom til Danmark som flygtning i en alder af 14 år, og hun er i

dag uddannet jurist med speciale i det afghanske retssystem og korruption. Hun er

en af drivkræfterne bag projektet.

Inspireret af Københavns Retshjælp er projektets koncept at oprette en gratis

retshjælpsklinik, der både rådgiver og fører folks sag ved de afghanske domstole.

Derudover ønsker ALAD også at informere børn og unge i Afghanistan om deres

konstitutionelle borger- og menneskerettigheder, blandt andet gennem kampagner

I opstartsfasen samarbejder kontoret i Kabul tæt med foreningen i København og

den europæiske moderorganisation, og svære sager drøftes via Skype-møder.

Arbejdet koncentreres om at udbrede kendskabet til projektet og om at få sager.

Dette skal blandt andet ske gennem et tæt samarbejde med et kvindeherberg i

Kabul, og ved at projektets advokat besøger byens fængsler og snakker med de

indsatte. Et af projektets andre formål er at udbrede den danske frivillighedskultur

til afghanske advokater og jurastuderende, så de på sigt kan dedikere noget af deres

tid i retshjælpen i Kabul, hvilket er afgørende for projektets bæredygtighed. Med

projektet håber ALAD’s viceforkvinde:

og korte animationsvideoer. Kun 1/3 af befolkningen kan læse og skrive og kender

ikke deres basale rettigheder, hvilket især er et problem, når de kommer i kontakt

med det afghanske retssystem. I projektets opstartsfase vil en advokat sammen

med to jurastuderende og en administrator stå for projektet, men håbet er at få tre

faste advokater i Kabul tilknyttet.

AYAD var i 2015 medarrangør af en demonstration mod terrorisme og for demokrati og fred

i Afghanistan.

Billedet er venligst udlånt af AYAD.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

”

At når man i fremtiden læser om, hvordan det er gået i Afghanistan, så

står der, at Danmark har hjulpet os; de var de første, der startede med

en retshjælpsklinik, og på grund af den er vores retssystem blevet

bedre, og befolkningen har fået bedre adgang til deres rettigheder.

Det er en klar tendens, at enkeltindivider og foreninger sideløbende med deres

aktiviteter i oprindelseslandet har et humanitært engagement, når kriser opstår. I

den somaliske case er det især ekstremt vejr i samspil med en allerede skrøbelig

post-konfliktsituation, der har skabt tilbagevendende humanitære kriser. Tørke på

Afrikas Horn har i mange år udfordret fødevaresikkerheden og skabt vandmangel,

kritiske udfordringer, der over tid kan skabe hungersnød, tab af menneskeliv samt

internt fordrevne flygtninge uden et levebrød. Som vi blandt andet så under tørken i

2011, hvor 260.000 mennesker mistede livet.

Under sådanne kriser mobiliserer

diasporaforeningerne og somaliske moskéer i Danmark indsamlinger blandt deres

medlemmer og i deres netværk.

Dette skete også ved de seneste alvorlige

oversvømmelser i det centrale Somalia. Men det er ikke kun, når klimaet er med-

skaber af humanitære kriser, at diasporaaktører mobiliser og sender ressourcer. Det

sker også, når lokale kamphandlinger og terrorangreb rammer civile og skaber kaos.

”

I tilgift til egne midler og DiPS-bevillingen har Amnesty International givet 30.000 kr.

til projektet, der især skal anvendes til arbejdet i de afghanske fængsler.

ALAD’s arbejde viser, hvordan veluddannede diasporaaktører kan bidrage til at

bygge bro mellem viden opbygget i Danmark og oprindelseslandet. Samtidig er det

ikke givet, at de yngre generationer, der har boet en stor del af deres liv i Danmark,

har det samme lokalkulturelle kendskab eller nyder samme respekt som de ældre

generationer. Viceforkvinden for ALAD har haft stor nytte af at bruge sin far som

isbryder i kontakten til (ældre) højesteretsdommere og andre jurister i Kabul.

Det tyder på, at foreninger bestående af yngre, eller måske ligefrem danskfødte

diasporamedlemmer, kan have stor nytte af at samarbejde med og bruge den ældre

generations viden og netværk.

Når forskellige klima- og menneskeskabte kriser opstår, sender

de somaliske, afghanske og filippinske diasporaforeninger, med

få dages varsel, penge til deres netværk i det ramte område.

Når forskellige klima- og menneskeskabte kriser opstår, sender de somaliske,

NØDHJÆLP

Diasporaforeninger kan være afgørende humanitære aktører. Det er ofte dem, der

først hører om en given krise – og efterfølgende hurtigt sender afgørende ressourcer

ind i kriseramte områder. Ofte når de ud til befolkningsgrupper, der ikke er umiddelbart

tilgængelige for det traditionelle humanitære system. En indikation på størrelsen og

udstrækningen af disse indsatser er, at remitter i gennemsnit overstiger den

humanitære hjælp seks gange i konfliktramte lande som Afghanistan og Somalia.

Efter flere års opmærksomhed på migranter og flygtninges involvering i udvikling

har der i de senere år været en begyndende interesse for at forstå, hvilken rolle det

diasporiske engagement spiller i humanitære kriser. Nyere forskning tyder på, at

flygtninge og migranters humanitære hjælp mange gange overstiger de individuelle

remitter, der sendes tilbage til familier og netværk i syd – , men også at der ofte er

et ambivalent forhold mellem diasporaindsatser, det etablerede humanitære system

og oprindelseslandets regering.

afghanske og filippinske diasporaforeninger, med få dages varsel, penge til deres

netværk i det ramte område. Folk mobiliseres og stemmer dørklokker, støtte-

arrangementer stables på benene, der samles ind i moskéer og kirker, og trans-

nationale netværk aktiveres på internetbaserede platforme (især WhatsApp og

Facebook). Efterfølgende faciliterer lokale netværk, som der allerede er en tillidsfuld

relation til, modtagelsen af overførte midler og distributionen af nødhjælp. På tværs

af de tre nationale grupper ser vi en udbredt skepsis over for regeringer og lokale

myndigheder. Foreningerne sætter ofte spørgsmålstegn ved deres vilje og kapacitet

til at handle hurtigt og forvalte pengene forsvarligt – en skepsis, der også ofte gælder

det etablerede humanitære system, så de går til dem, der har mest brug for det. I den

somaliske case tager nogle af foreningerne typisk kontakt til de ældre klanledere i

lokalområdet, hvorefter de i fællesskab finder ud af, hvilke indsatser der er mest

behov for. Det vil med andre ord sige, at flere foreninger umiddelbart har en større

tillid til, at ældre klanledere og religiøse organisationer ikke vil misbruge midlerne, end

hvis de kanaliseres gennem lokalstyret, regeringen eller internationale NGO’er.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Den nyoprettede Danish Emergency Relief Fund (se kapitel 3) har gjort det muligt

for diasporaforeninger at søge støtte til humanitære indsatser. På linje med andre

civilsamfundsorganisationer i Danmark kan diasporaforeninger rette henvendelse

og gøre opmærksom på akutte kriser og åbne et humanitært ansøgningsvindue,

hvilket tre somaliske foreninger benyttede sig af i 2017, dog uden at opnå bevilling.

Derimod fik tre diasporaforeninger, der også tidligere har opnået bevilling fra DiPS,

mulighed for at facilitere større nødhjælpsindsatser i forbindelse med tørken i

2017, herunder kvindeforeningen Rajo (529.649 kr.), Somali Rehabilitation and

Development Association (346.395 kr.) og Somalisk Forening for Genopbygning

(582.865 kr.). I samarbejde med lokale partnerorganisationer har disse foreninger

ydet humanitær assistance til mange hundrede nødlidende mennesker i Somaliland.

For den somaliske kvindeforening Rajo var adgangen til DERF yderligere en vel-

kommen mulighed for at opskalere tidligere indsamlingsbaserede humanitære

indsatser (typisk mellem 30-50.000 kr.) i Somaliland. Samtidig har samarbejdet

med den lokale organisation Al-Rahma, der har erfaringer med større nødhjælps-

uddelinger, tilført foreningen ny viden.

Andre foreninger har et længerevarende humanitært fokus. Det gælder flere af de

afghanske foreninger, herunder ungdomsorganisationerne From Street to School

(FSTS) og AYAD, der igennem en årrække har været aktive på nødhjælpsområdet.

Begge foreninger mobiliserer deres medlemmer via Facebook og bruger MobilePay

samt crowdfunding til at facilitere donationer. Indsamlingerne baseres ofte på at

vise vigtigheden af de individuelle bidrag gennem korte krisebeskrivende og

emotionelle videoer på Facebook. Der afholdes også støttearrangementer med

kendte musikere, kunstnere og poeter for at indsamle midler. Det skete blandt andet

efter et voldsomt jordskælv i 2015, hvor FSTS gik sammen med AYAD og ind-

samlede mere en 100.000 kr. til jordskælvsofrene.

Gennem landsdækkende støttearrangementer i deres lokalforeninger har FSTS to

gange indsamlet henholdsvis 48.000 kr. og100.000 kr. til at bistå internt fordrevne

flygtningefamilier i Kabul med at komme igennem de hårde vintre, blandt andet i

samarbejde med Dansk Flygtningehjælps kontor i Afghanistan, der har stået for

uddelingerne. Dette konkrete samarbejde viser den tillid, der er blevet opbygget

mellem foreningerne og Dansk Flygtningehjælp gennem DiPS.

Der synes endvidere at være en tendens til, at de afghanske og filippinske foreninger

er begyndt at række ud til den danske offentlighed og andre unge i deres mobilisering

af nødhjælp, blandt andet gennem de netværk, de har skabt i Dansk Ungdoms

Fællesråd (afghanerne),gennem indsamlinger i den danske offentlighed og via

andre danske platforme. Selvom et ønske om at inddrage flere danskere ofte

også er til stede blandt somalierne, er sådanne ”blandede” initiativer inden for det

humanitære område endnu ikke så almindelige.

Andre midler rejses i forbindelse med kulturelle eller religiøse forskrifter om at

komme nødlidende til undsætning. Blandt de filippinske foreninger og netværk i

Danmark er der – ud over en række mindre private initiativer – især opstået kollektiv

mobilisering i forbindelse med de store naturkatastrofer, ofte gennem kirkerne.

Parallelt til den kristne almisse organiserer flere afghanske og somaliske foreninger

zakat-indsamlinger. Zakat er den særlige religiøse afgift, som muslimer ifølge

Koranen har pligt til at betale til samfundets trængende og nødlidende, og som ofte

indsamles i forbindelse med ramadanens afslutning. Under dette års ramadan

indsamlede FSTS for eksempel 42.700 kr. til mad, medicin og tøj til over 100 udsatte

børnefamilier.

Den somaliske kvindeforening Rajo (håb på dansk) ansøgte i 2017 om støtte igennem DERF til at

uddele akut nødhjælp til et tørkeramt område i Somaliland. Her ses foreningens forkvinde Amina

Jibrel ved en fødevareuddeling i Somaliland, hvor hun bistod og monitorerede processen.

Billedet er venligst udlånt af Rajo.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Samlet set tegner der sig et billede af et mangfoldigt diasporisk engagement med

en høj grad af fleksibilitet mellem udviklingssektorer og humanitære indsatser.

Spredningen kan ses som udtryk for de store udfordringer og behov, som landene i

syd står over for, og som diasporaen ønsker at afhjælpe. Mens den understøttes af

de danske støttemuligheder, begrænses aktiviteterne samtidig af støttens projekt-

orienterede fokus og de relativt begrænsede midler, der er åbne for længerevarende

indsatser. Alligevel kan vi konkludere, at indvandrere og flygtninge i Danmark

bidrager væsentligt til fattigdomsbekæmpelse og humanitære indsatser i deres

oprindelseslande. Indsatserne realiseres både gennem indsamlede midler og

eksterne finansieringskilder, og meget tyder på, at de eksisterende støttemulig-

heder i Danmark bidrager til opbygningen af ny viden og nye samarbejder blandt

foreningerne, der ved hjælp af finansielle støttemuligheder også kan nå og hjælpe

flere.

Men der er også barrierer og udfordringer for foreningernes deltagelse i det danske

humanitære og udviklingsrettede arbejde.

Administrative byrder og mental træthed

Uagtet foreningernes forskellige størrelser, er det ofte en mindre gruppe ildsjæle (i

nogle tilfælde én eller to personer), der er hoveddrivkræften bag foreningens

udviklingsaktiviteter. Det slider på folk, både professionelt og personligt – at skulle

drive en forening oveni et fuldtidsjob eller studie, ofte med familie og børn som

også skal passes. Og desværre er der noget, der tyder på, at det især er foreninger-

nes kontakt med det danske fundingsystem, der tærer på de frivillige kræfter. Det

gælder eksempelvis de afghanske og somaliske foreninger, der på den ene side er

privilegerede i at have adgang til at søge DiPS-puljen, men samtidig oplever en

række udfordringer i forhold til ansøgningsprocessen, og de krav der stilles til

egenfinansiering, implementering og løbende rapportering. Derudover fremhæves

puljens korte tidsramme og projektorienterede fokus. Langt de fleste, der har været

gennem DiPS-projektmøllen, understreger, at DiPS er en virkelig god og velkommen

platform for at udvikle foreningen, lære at skrive ansøgninger og finde passende

partnere til at lave projekter med i oprindelseslandet. Men ”krav og rammer” tager tid

og afholder nogle fra at søge flere projekter. En forsimpling af ansøgnings- og

afrapporteringsprocedurer er noget, flere ønsker sig.

BARRIERER OG UDFORDRINGER

Flere foreninger peger på forskellige knaster i både det danske system og i

oprindelseslandet; knaster der besværliggør aktiviteter, demotiverer engagementet

og måske ligefrem står i vejen for en yderligere udvikling af feltet. Som denne dansk-

afghanske foreningsrepræsentant fremhæver:

Sprog kan også være en barriere, ikke mindst for den ældre generation af diaspora-

aktører. I DiPS er man opmærksom på de sproglige udfordringer, og det er derfor

muligt at få tilknyttet en frivillig til at bistå med skriveprocessen. Samtidig opfordrer

DiPS til, at den ældre generation inddrager yngre kræfter i ansøgningsprocessen –

dels for at imødekomme sprogvanskeligheder, dels for at skabe en bredere basis for

projektaktiviteten.

”

Der er en række ting, der har demotiveret mig. Vi er jo mennesker

og vil gerne se resultater. Projektet gik fint nok, men de ting, vores

lokalpartner havde lovet os, har de ikke gjort, selvom vi har snakket om

det igen og igen. Det demotiverer, når man laver frivilligt arbejde og

tager tid fra ens familie, og min kone spørger: er du gift med mig eller

dine frivillige projekter? Så tænker jeg: gider jeg at gøre det igen? Det

oveni alt det arbejde, som vi laver, når vi skal søge fonde og projekter.

Jeg kan ikke forstå, de skal være så firkantede. Jeg får næsten kvalme,

når jeg hører om, hvad de kræver. Det demotiverer mig.

Desværre er der noget, der tyder på, at det især er

foreningernes kontakt med det danske fundingsystem,

der tærer på de frivillige kræfter.

Derudover kan afslag opleves som mange timers spildt frivilligt arbejde, som

manglende mulighed for at hjælpe fattige eller nødlidende mennesker og som at

skuffe forventninger i netværk og blandt samarbejdspartnere i syd. Igen er DiPS

opmærksomme på problemstillingen og prøver derfor i muligt omfang at lade gode,

men mangelfuldt udformede, projekter komme igennem første runde, så de sammen

med foreningerne kan styrke projektet og gøre det støtteværdigt i den næste runde.

GTS bruger også mange kræfter på at bistå i ansøgningsprocessen og gøre flere

projekter støtteværdige.

”

Disse udfordringer og barrierer zoomer vi ind på i det følgende. Vi fremhæver

afslutningsvis nogle af de løsninger, som foreningerne selv foreslår.

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Hvor nogle foreninger formår at bruge den erfaring og kapacitet, de har opbygget

gennem DiPS eller GTS, til at forbedre deres succesrate i nye ansøgninger til

flere eller større projekter, oplever andre, at ansøgningsproceduren og projekt-

implementeringen dræner de frivilliges energi, hvilket får nogle til at overveje at tage

en pause eller helt at stoppe som denne yngre somaliske foreningsaktive mand:

både DiPS og DERF finder, at afrapporteringen er enklere i CISU-regi, ikke mindst

fordi CISU er åben over for de nye teknologiske muligheder. Måske kunne erfaringer

fra nye afrapporteringsformer inddrages i det allerede eksisterende samarbejde

mellem Dansk Flygtningehjælp og CISU?

Endelig ligger der en indbygget begrænsning i DiPS’ korte projektperioder. ”Vi ved jo,

”

Man kan godt blive træt, især når man også samtidig har gang i andre

ting her i Danmark. En af de ting, der også gør, at det er lidt svært at

lave projekter gennem Diasporaprogrammet, er egenbetalingen og alle

kravene. Hvis du laver 2-3 projekter som en lille forening, selvom du har

opbygget erfaringer, der gør det nemmere, så er du drænet for energi

og penge og har brug for en pause.

at udvikling tager tid” – som en af de unge somaliske foreningsaktive understregede

i forbindelse med begrænsningerne i at kunne designe og opnå støtte til længere-

varende indsatser. Det får forskellige konsekvenser. I nogle tilfælde skifter for-

eningerne måske fokusområde, hvis de føler, det giver bedre chance for at opnå

DiPS-støtte. Herved tabes opbygget viden og etablerede samarbejdspartnere

potentielt på gulvet. Andre ser det ikke som en reel mulighed at ansøge CISU om

længerevarende projekter på grund af de krav, der stilles til foreningerne. Flere af de

foreninger, der tidligere har opnået støtte gennem DiPS, står derfor over for en

transitionsperiode. De kan professionalisere sig yderligere, skaffe flere medlemmer

og derigennem få adgang til større offentlige puljer som CISU. Alternativt kan de

vælge at forblive små og holde sig til de begrænsede finansieringskilder i Danmark

eller helt basere sig på egne transnationale netværk.

Omvendt er det ikke alle barrierer og udfordringer, der kan henføres til de danske

støttemuligheder. Livsfaser spiller også en væsentlig rolle. Blandt de yngre forenings-

aktive diasporamedlemmer, vi har været i dialog med, peger flere på, at der aktuelt

er mange medlemmer, der er gået fra at være studerende med tid til frivilligt arbejde

til at have fået fuldtidsarbejde og være i gang med at stifte familie. Ansøgningstræthed

og manglende energi hænger altså sammen med, hvor medlemmerne er i deres

livsforløb. Samtidig handler det ikke nødvendigvis om et behov for generationsskifte,

men snarere om at forstå at udnytte medlemmernes kapacitet, når den er til stede.

Blandt nogle af de somaliske foreninger har vi fundet en bevidst stillingtagen til, at

de ældre generationer har mere tid til foreningsarbejdet – efter deres børn er blevet

voksne, eller de selv er gået på pension.

Manglende kontinuerligt samarbejde og dialog

Mange diasporaforeninger udtrykker et ønske om i højere grad at blive inddraget i

dialogen om retningen for både de danske udviklingsprioriteter og integrations-

spørgsmål. De oplever, at det etablerede system i Danmark ikke drager tilstrækkelig

brug af deres erfaringer og faglige kompetencer, ikke mindst i rollen som potentielle

brobyggere i den danske indsats i Somalia og Afghanistan.

”

De fleste foreninger kan godt se idéen med DiPS’ krav om 15 % egenbetaling. At

have indsamlet egne midler motiverer og sikrer, ikke alene at alle bidrager, men også

at flere føler ansvar. Selvom egenbetalingen også kan være – og ofte består af – in

kind bidrag, mener flere diasporarepræsentanter, at det ville være rimeligt, hvis

deres viden og mange frivillige timer brugt på at ansøge og implementere projekter

kunne anerkendes økonomisk. Det kunne for eksempel ske ved at give foreningerne

grønt lys til at allokere midler til administration i projektperioden og lønmidler i den

periode, de er tilbage i oprindelseslandet for at starte og monitorere projektet. Når

professionelle NGO’er aflønner deres personale og tager administrationsbidrag,

hvorfor er det så lige, at diasporaaktørerne skal gøre det hele gratis?

Som i resten af det danske bistandssystem er de foreningsrettede puljer på vagt

over for korruption og misbrug af midler. Der stilles derfor strenge krav til afrap-

portering. I den forbindelse peger flere diasporaforeninger på udfordringen i at skulle

honorere afrapporteringskrav på linje med dem, der stilles til professionelle NGO’er

med lønnede medarbejdere. Kravene opleves om ikke urimelige, så i al fald svære

at leve op til for foreninger baseret på frivillig arbejdskraft. Diasporaforeningerne

bruger selv mindre tidskrævende og mindre skrifttunge former for afrapporteringer

ved egenfinansierede projekter. For eksempel bruges videoklip fra humanitære

indsatser, hvor de lokale partnere viser resultater af det givne projekt og måske

interviewer en eller flere fra projektets målgruppe om, hvad støtten har betydet for

dem. Andre uploader kvitteringer på Facebook for at godtgøre, at midlerne er over-

ført og brugt til det aftalte formål. En diasporaforening, der har modtaget midler fra

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

En afghansk diasporarepræsentant beskriver relationen mellem den danske regering

og den afghanske diaspora som en ”touch-and-go’-relation, hvor myndigheder kun

kommer til afghanerne, hvis de har brug for hjælp, og forsvinder igen, så snart de har

fået den. Derved forpasses chancen for at opbygge en vedvarende tillidsfuld relation

mellem de afghanske foreninger, de dansk-afghanske befolkningsgrupper og det

etnisk danske majoritetssamfund.

derfor ikke i udenrigspolitiske drøftelser i samme grad som før”. Han ville ønske, at

den danske stat ville kigge mod USA, hvor velfungerende diasporaforeninger ifølge

ham selv kan få dækket deres administrationsomkostninger i forbindelse med

forskellige projekter målrettet integration og udvikling. For er diasporainddragelse i

Danmark ikke bare en topstyret affære? Selvom den danske Somalia-strategi taler

om inddragelse af diasporaen, savner han konkrete initiativer ud over Diaspora-

programmet og sporadiske offentlige høringer. Han har derfor gennem længere tid

arbejdet for at oprette en paraplyorganisation for de somaliske foreninger –

et initiativ der blandt andet vil gøre det lettere for de danske myndigheder at komme

i dialog og samarbejde med det somaliske foreningslandskab i Danmark. Organi-

sationen er endnu ikke en realitet.

Der er uden tvivl et stort potentiale forbundet med en organisering på tværs af

eksisterende foreninger, ligesom alliancer med nøgleaktører i den danske offent-

lighed (herunder det etablerede bistandsmiljø og pressen) også vil styrke diaspora-

foreningernes stemme i debatten. Diasporaforeningerne må overvinde tendenser til

fragmentering og konkurrence. Omvendt må det officielle Danmark skabe større

åbenhed, støtte dialog og samarbejde med diasporaforeninger samt skabe rum for

en mere kontinuerlig inddragelse af diasporagrupperne.

Barrierer i forhold til oprindelseslandet

En styrke, der ofte nævnes i forbindelse med diasporaindsatser, er den tætte lokale

forankring. Men for de involverede er samarbejdet i oprindelseslandet ikke altid

gnidningsfrit, og det kan ligefrem have store personlige omkostninger. Det er derfor

vigtigt ikke per automatik at antage, at oprindelse og tilknytning til et land eller

lokalområde faciliterer et velfungerende samarbejde. Dette gælder især i lande,

der igennem flere årtier har været i konflikt, hvor korruptionsniveauet er højt, og

”

Vi har ikke set en kontinuerlig forbindelse. Det handler ikke om

fondsmidler eller om muligheden for at skrive ansøgninger, men om at

møde op til vores arrangementer og forstå, lytte og snakke med os om,

hvad der sker. Men de kommer kun, når de har brug for noget, og så

forsvinder de. Det er ikke godt, for der opstår let mistillid. Sociale og

personlige relationer er afgørende. Hvis du har dem, kan du opnå

meget; hvis du ikke har dem – og kommer til herboende afghanere og

så forsvinder igen – vil der aldrig ske noget.

”

Mistillid på grund af manglende relationer opstod også i en anden situation, hvor

DiPS-programmet var med til at facilitere et møde om nye afghanske flygtninge og

hjemsendelser af afviste asylansøgere med deltagelse af både Udlændinge- og

Integrationsministeriet og den afghanske diaspora. Efter mødet spredte der sig

hurtigt rygter om, at dem, der var med til mødet eller samarbejder med Diaspora-

programmet, også er involveret i hjemsendelse af afghanske flygtninge. Sådanne

rygter skaber mistillid og er ødelæggende for samarbejdet mellem foreninger.

Der er uden tvivl et stort potentiale forbundet med en

organisering på tværs af eksisterende foreninger, ligesom

alliancer med nøgleaktører i den danske offentlighed også

vil styrke diasporaforeningernes stemme i debatten.

befolkningen er splittet. Flere foreninger oplever, at lokalbefolkningen i oprindelses-

landene har en fejlagtig opfattelse af, hvor mange penge folk i Vesten har. De kan

derfor stille sig mistroiske over for, hvorfor nogen skulle have en interesse i at

arbejde frivilligt uden et økonomisk incitament. Derudover kan der være tale om en

udbredt mistillid til diasporaens hensigter:

En somalisk mand, der igennem en årrække har været aktiv inden for både integra-

tionsområdet i Danmark og udviklingsaktiviteter målrettet Somalia, peger tilsvarende

på en manglende statslig og kommunal anerkendelse af det vigtige arbejde, flere

enkeltindivider og diasporaforeninger gennem en årrække har stået i spidsen for i

Danmark: ”Nu opfattes den somaliske diaspora som ballademagere og inddrages

”

Vi tror, vi er accepterede som afghanere i Afghanistan, men det er vi i

realiteten ikke; du bliver set som anderledes. Nogle tror endda, jeg er

og hvorfor jeg er involveret i et frivilligt projekt i Afghanistan.

spion for den danske regering, og kan ikke forstå, hvad min agenda er,

”

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

I det omfang diasporaen ses som en trussel – eller som dem, der stak af, da krigen

var værst, men hurtigt efter Talibans fald kom tilbage som eksperter, politikere

og forretningsfolk for at få deres del af kagen – er skepsissen forståelig. Men

diasporaens arbejde kan også være forbundet med personlige omkostninger, ikke

mindst når projekter går skævt på grund af udefrakommende udfordringer som

eksempelvis udbredt lokal korruption:

ufortrødent arbejdet. Diasporarepræsentanterne og deres lokale partneres risiko-

villighed er ofte essentielle for at nå vanskeligt tilgængelige eller usikre områder. De

høje sikkerhedsrisici understreger ikke desto mindre vigtigheden af at medtænke

forebyggende indsatser fra start til slut i diasporadrevne udviklingssamarbejder og

humanitære indsatser.

”

Mange af os bruger jo vores personlige netværk baseret på slægtskab

eller venskaber, og der opstår jo ofte problemer, når man laver nye

projekter. De kan være ødelæggende for vores personlige sociale

netværk. Jeg har set flere venskaber blive ødelagt, fordi nogle penge

var ”blevet tabt”.

”

Eksemplet understreger, at sociale relationer er helt afgørende for at kunne operere

i et land som Afghanistan, hvor staten ikke opfylder basale sociale og sikkerheds-

mæssige behov. Diasporaforeninger må derfor være meget forsigtige, når de

påbegynder projekter i landet, både for ikke at miste det hele og for at undgå at

blive udsat for rygter, der spredes. Derudover har lokalbefolkningen og diaspora-

foreningerne ikke altid samme opfattelse af, hvad de største behov er. Danske køns-

og ligestillingsnormer kan støde imod lokale forestillinger og magthierarkier. Også i

samarbejdet med myndigheder og lokalregeringer er bureaukratiske arbejdsgange,

manglende handling og stor udskiftning i personale medvirkende til ikke at fastholde

myndighederne på indgåede aftaler – til stor frustration for diasporaforeningerne.

Endelig er den høje sikkerhedsrisiko – som er forbundet med at arbejde i flere af de

områder, diasporaforeningernes arbejde retter sig mod – en daglig udfordring, som

både foreningerne selv og deres lokale partnere må navigere i forhold til. Den

somaliske diasporaforening, der er involveret i et landbrugsprojekt i et al-Shabaab-

kontrolleret område i det sydlige Somalia, prøver så vidt muligt at arbejde ”under

radaren”, for at undgå at projektet tiltrækker sig unødig opmærksomhed hos de

lokale oprørsgrupper. En kvindelig diasporarepræsentant var udsat for et kidnap-

ningsforsøg, da hun var i Afghanistan i forbindelse med opstarten af et DiPS-støttet

projekt, samtidig med at en af Kabuls mange selvmordsbomber eksploderede kun

20 meter væk fra lokalpartnerens kontor. Ingen kom noget til, og alle fortsætter

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

UDBLIK TIL TYSK OG SVENSK BISTAND TIL

DIASPORAENGAGEMENT I UDVIKLING

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

For at sætte de danske erfaringer i relief retter vi i dette kapitel blikket mod Tyskland

og Sverige. Vi fokuserer på disse landes bistand til diasporaengagement – for

Tysklands vedkommende i forhold til afghanere og for Sveriges vedkommende til

somaliere. Som det fremgår, har tysk diasporabistand en bred målgruppe blandt

flygtninge og migranter fra programsamarbejdslande, og samarbejdet med den

afghanske gruppe er fortsat i etableringsfasen. I det svenske tilfælde forholder det

sig omvendt: diasporabistand er primært målrettet den somaliske gruppe og har

fungeret i adskillige år.

■

Støtte til returmigration af højtuddannede migranter til oprindelseslandet.

■

Rådgivning om job og uddannelsesmuligheder i migranters oprindelseslande

og om muligheder for legal migration til Tyskland.

■

Rådgivning af regeringer og politiske institutioner om udformning og

implementering af migrationspolitikker.

■

Støtte til opstart af migranters virksomheder i oprindelseslandet.

■

Støtte til diasporaforeningers udviklingsprojekter i oprindelseslandet.

ERFARINGER FRA TYSKLAND: ET BREDT FOKUS PÅ RETURMIGRATION

OG DIASPORAFORENINGER

Migration og udvikling er en eksplicit del af tysk udviklingspolitik.

Arbejdet med

migration og udvikling hører under det tyske statslige udviklingsagentur GiZ og

udføres i praksis af CIM – Center for International Migration og Udvikling, der er et

samarbejde mellem GiZ og det føderale beskæftigelseskontor. CIM’s programmer

er som udgangspunkt målrettet GiZ’ programsamarbejdslande; dog har nogle

programmer særligt fokus på udvalgte lande. Arbejdsrelateret og faglært migration

er centrale elementer i CIM’s arbejde, der har mottoet ”én person kan gøre en forskel”.

CIM har to overordnede moduler, henholdsvis udviklingsorienteret migration og

informeret returmigration og reintegration. Sidste modul blev etableret i 2016 –

som følge af det høje antal asylansøgere og flygtninge i Tyskland siden 2015 – og

har primært fokus på at understøtte legale migrationspraksisser samt fremme

frivillig tilbagevendelse. Returmigration er dog også centralt i det udviklings-

orienterede modul, som har følgende programmer:

CIM betegner diasporaforeninger som brobyggere og vidensformidlere og frem-

hæver deres bidrag til udvikling i oprindelseslandene. Med anslået 20.000 diaspora-

foreninger i Tyskland

er der dermed et stort potentiale. Centeret tilbyder rådgivning

i forbindelse med udformning af ansøgninger, projektledelse og PR-arbejde, træning

i metoder til vidensoverførsel og projektimplementering, målrettet bistand til

planlægning, implementering og forankring af projekter via CIM’s landekoordinatorer

og endelig organisering af begivenheder inden for eksisterende netværk mv.

Foreninger fra programsamarbejdslande, hvor CIM ikke har etableret en lande-

koordinator, kan udelukkende få tilskud til aktiviteter, der finder sted i Tyskland.

100

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

101

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

CIM yder op til 44.000 euro i tilskud til udviklingsprojekter i oprindelseslandene –

svarende til knap 328.000 DKK. Modtagerne skal leve op til følgende betingelser:

intervention siden Anden Verdenskrig (via sin deltagelse i NATOs invasion mellem

2002 og 2014). Det sensitive element består blandt andet i det faktum, at der er

et stort antal afghanske asylansøgere uden opholdstilladelse i Tyskland, og at

Tyskland ad flere omgange har udvist afviste asylansøgere til Afghanistan.

■

De skal være en nonprofit diasporaforening registreret i Tyskland, hvor mindst

halvdelen af medlemmerne og/eller bestyrelsesmedlemmer er migranter fra et

programsamarbejdsland.

■

Udviklingsprojekterne skal bidrage til opfyldelse af verdensmål for bæredygtig

udvikling i foreningsmedlemmernes oprindelsesland gennem videns- og

teknologioverførsel.

■

Aktiviteter skal foregå i tæt samarbejde med lokale registrerede nonprofit

partnerorganisationer.

■

Modtageren skal bidrage med mindst 10 % af det samlede tilskud.

Tyskland er i dag det fjerdestørste bosætningsland for afghanere uden for

Afghanistan – efter Pakistan, Iran og Saudi-Arabien. Antallet af afghanere – defineret

som bestående af personer med afghansk statsborgerskab eller en afghansk

migrationsbaggrund – var 251.640 personer per 31. december 2017.

Der har

været afghanere bosat i Tyskland siden 1970’erne, primært ankommet i perioder

med krig og konflikt i Afghanistan, og i særdeleshed siden 2014. Størstedelen af

afghanere bosat i Tyskland har dermed kun befundet sig i landet i ganske få år, og af

disse har et højt antal ikke opnået asyl eller opholdstilladelse. I modsætning dertil er

en mere etableret gruppe afghanere, der ankom i 1990’erne og har boet 15-20 år i

landet. Den afghanske gruppe er derved kendetegnet af betydelig heterogenitet. De

fleste afghanere er bosat i delstaterne Bayern, Hessen, Nordrhein-Westfalen og

Hamburg.

Diasporastøtte uddeles i en årlig runde med et specifikt tema. Der ydes ikke støtte til

humanitær bistand, infrastruktur og genopbygning eller projekter relateret til militær

eller politi. Det tilstræbes yderligere, at udviklingsprojekterne tager højde for de

nationale og regionale udviklingsstrategier i modtagerlandene.

Afghanske diasporagrupper i Tyskland

Afghanistan er et nyt samarbejdsland i CIM-sammenhæng og er vokset ud af CIM’s

arbejde med reintegration og returmigration. CIM er i gang med at etablere en

institutionel tilstedeværelse i Afghanistan og har siden december 2017 haft en

koordinator placeret i landet. Hermed bliver det muligt at støtte afghanske diaspora-

aktørers udviklingsprojekter i Afghanistan. Tidligere har CIM udelukkende bistået

afghanske foreningers vidensoverførsel fra Tyskland til Afghanistan. Andre CIM-

tiltag inkluderer en kortlægningsrapport om afghanske diasporagrupper i Tyskland

og afholdelsen af et CIM-Afghanistan diasporaforum.

I en rapport om afghanske diasporagrupper i Tyskland identificerer forfatterne

omkring 130 afghanske foreninger.

Hvor den først kendte (og fortsat aktive

forening) blev stiftet i slutningen af 1970’erne, er de fleste grundlagt fra 2002 og

frem. Ikke overraskende er der flest foreninger i delstater med mange afghanere

(undtagen Bayern), med særlig koncentration i Hamburg. Forfatterne inddeler

foreningerne i syv kategorier: 1) sundhed, 2) uddannelse og sociale anliggender, 3)

kultur, 4) religion, 5) miljø og teknologi, 6) sport, 7) politik og integration. Der er flest

foreninger inden for kategorien politik og integration (hvoraf mange aktiviteter har

fokus på Tyskland), efterfulgt af uddannelse og sociale anliggender, som er en bredt

defineret kategori med støtte af sårbare grupper i Afghanistan, som for eksempel

ved at bygge skoler eller brønde, ofte i et afgrænset geografisk område. De ligner

dermed de diasporaforeninger, vi allerede har beskrevet. Ligesom i Danmark er

mange foreninger aktive inden for adskillige af disse områder, ligesom mange

overskrider et klart skel mellem udviklings- og humanitært engagement. Også

her er der klare ligheder til de danske erfaringer. Sundhedsforeninger er de mest

organiserede, ifølge undersøgelsen, med en paraplyforening og adskillige sund-

hedsprofessionelle foreninger.

Relationen mellem Tyskland og Afghanistan betegnes som både langvarig, særlig

og sensitiv. Tyskland og Afghanistan har haft diplomatiske relationer siden Første

Verdenskrig, og Afghanistan er det eneste land, hvori Tyskland har haft en militær

102

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

103

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Undersøgelsen konkluderer, at der et stort potentiale blandt afghanske diaspora-

foreninger i Tyskland, særligt blandt foreninger med medlemmer blandt den

afghanske elite eller med relationer til eliten i Afghanistan. Adskillige foreninger

fremhæves i forhold til dette – blandt andet en afghansk kvindeforening, der blev

etableret i 1992, og som arbejder med medicinsk hjælp, humanitær bistand og

uddannelse – med kontor i Kabul i Afghanistan og Peshawar i Pakistan. Forfatterne

karakteriserer dog også meget af det eksisterende diasporaengagement som

kendetegnet af en lav grad af kapacitet og koordination og med begrænset effekt.

Hvor rapporten fremhæver afghanske diasporaaktørers potentiale for at generere

idéer og perspektiver, forholder den sig ganske skeptisk i forhold til, om disse kan

realiseres i Afghanistan.

ERFARINGER FRA SVERIGE: EN MÅLRETTET INDSATS MOD SOMALISKE

DIASPORAAKTØRER

Som i Tyskland er migration og udvikling en selvstændig del af det svenske

udviklingsagenturs (Sida) humanitære og udviklingsrettede arbejde, hvor det udgør

en af otte prioritetsområder.

Hvor emnet har haft bevågenhed i adskillige år, er det

rykket højere op på den udviklingspolitiske dagsorden i kølvandet på flygtninge-

situationen i Europa i 2015 og ankomsten af et højt antal asylansøgere til Sverige,

ligesom det er tilfældet i Tyskland. Diasporaaktørers bidrag, og Sveriges intention

om at støtte deres udviklingsbidrag til oprindelseslandene, fremhæves også i den

svenske udviklingsstrategi. I modsætning til den tyske model, hvor diaspora-

foreninger fra alle tyske programsamarbejdslande kan ansøge om støttemidler, er

svensk diasporastøtte i høj grad målrettet den somaliske gruppe. Den ligner herved

Ligesom i Danmark er mange afghanske foreninger i

Tyskland aktive inden for adskillige områder, ligesom

mange overskrider et klart skel mellem udviklings- og

humanitært engagement.

den danske diasporastøttemodel.

Svensk diasporastøtte er i høj grad målrettet

den somaliske gruppe.

Blandt undersøgelsens anbefalinger er afholdelse af et afghansk diasporaforum.

Dette organiserede CIM i februar 2018 med lidt over 100 deltagere fra omkring 20

foreninger.

Det er CIM’s ambition at udvikle en virtuel eller fysisk koordinations-

platform, eventuelt i form af en overordnet paraplyforening, samt at udpege

nøglepersoner, der kan forestå kontakt med afghanske politiske aktører.

CIM’s seneste ansøgningsrunde i februar 2018 havde under temaet ”migration og

flygtningebevægelser” fokus på tiltag for at fremme legal migration, modvirke flugt

og støtte tilbagevendte migranter. Der var adskillige ansøgninger fra afghanske

foreninger om medicin og infrastruktur, som blev bedømt uden for temaet. Det er

CIM’s forventning,

at mange afghanske foreninger vil søge om midler i den næste

ansøgningsrunde.

Sveriges forhold til Somalia går tilbage til 1950’erne, både i forhold til svensk

udviklingsbistand til Afrikas Horn og Sverige som destination for somaliske arbejds-

migranter – og siden for studerende, flygtninge og asylansøgere. I dag er Sverige en

af de største bilaterale donorer i Somalia efter USA og Storbritannien, og Somalia er

den fjerdestørste modtager af Sida-bistand. Sidas udviklingsbistand i Somalia tog

fart i 1980’erne, men blev indstillet i perioden mellem 1991 og 2002 på grund af

borgerkrigen. Humanitær assistance blev bibeholdt gennem hele perioden og

udgjorde størstedelen af Sidas bistand indtil vedtagelsen af Sidas 2013-2017

Somalia-strategi, der boostede udviklingssamarbejdet med en budgetramme på 1,5

milliard SEK.

Strategien fokuserer på fire søjler: menneskelig sikkerhed og

forbedrede levevilkår, sundhed og kønsligestilling, demokrati og menneskerettigheder

samt jobskabelse. Støtte til somalisk diasporaengagement i udvikling i Somalia

kanaliseres gennem tre programmer:

104

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

105

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

med mange ligheder til CISU’s civilsamfundspulje. Projekterne er lokaliseret over

■

Somalia Diaspora Programmet (SDP) – tilskud til somaliske diasporaforeningers

udviklingsprojekter i Somalia.

■

Swedish-Somali Business Programmet (SSBP) – opstart af sociale virksomheder

og socialt entreprenørskab i Somalia.

■

CIVSAM – tilskud til svenske civilsamfundsorganisationer, inklusive

diasporaforeninger, til udviklingsprojekter i OECD-DAC’s liste over udviklingslande.

hele det somaliske område, om end projekter i Somaliland typisk modtager de

største bevillinger, beskrevet af Forum Syd som en form for fredsdividende, der

afspejler større kapacitet og erfaring. Sammenligner vi med DiPS har SDP et større

budget og en højere godkendelsesprocent, hvorimod DiPS har et bredere fokus, der

rækker ud over civilsamfundsengagement og inkluderer genopbygning.

Virksomhedssøtte (SSBP)

SSBP er et treårigt program, etableret i samarbejde mellem Forum Syd og Business

Sweden, med start i juli 2016. SSBP’s formål er at styrke remitters udviklings-

potentiale gennem en mere katalytisk anvendelse i investeringer og innovative,

Alle tre programmer er finansieret af Sida og forvaltes af civilsamfundsplatformen

Forum Syd; SSBP derudover i samarbejde med Business Sweden.

Det somaliske diasporaprogram (SDP)

SDP var i første omgang et pilotprogram, der løb mellem maj 2012 og april 2014.

Programmet blev udvidet og forlænget mellem 2015 og 2017, som en del af Sidas

Somalia-strategi og med en budgetramme på 45 millioner SEK.

bæredygtige virksomheder inden for landbrug og fiskeri, vedvarende energi,

vandforsyning, sanitet, sundhed og informations- og kommunikationsteknologi.

Programmet har to moduler målrettet udvikling af virksomhedsidéer gennem tre og

12 måneder: det første med mulighed for tilskud på 35.000 SEK, det andet op til

200.000 SEK. I modsætning til SDP skal virksomhederne have et for-profit-formål,

og foreninger kan ikke ansøge om midler. Ansøgningerne skal have fokus på CSR og

bæredygtig udvikling og jobskabelse. Alle små og mellemstore virksomheder med

interesse i at investere i Somalia kan ansøge – også dem baseret uden for Sverige,

såfremt de kan deltage i et obligatorisk uddannelsesforløb i Stockholm. Ligeledes

skal virksomhederne kunne levere henholdsvis 70 og 300 timers arbejdstid i modul

1 og 2 samt medfinansiering på 50.000 SEK i modul 2. Af SSBP’s hjemmeside

fremgår det, at 21 modul 1- og ni modul 2-virksomheder har modtaget støtte. De

fleste virksomheder er lokaliseret i Somaliland, Mogadishu og Puntland og inkluderer

blandt andet et renseri, et slagteri, myrraeksport og affaldshåndtering. Alle

modtagere skal overholde Forum Syds antikorruptionguidelines og tilbagebetale

det fulde tilskud i tilfælde af overtrædelser.

Somaliske diasporagrupper i Sverige

I 2016 var der omkring 95.000 borgere med somalisk baggrund bosat i Sverige, hvoraf

63.853 personer er født i Somalia, og 32.107 er efterkommere. Det gør Sverige til det

næststørste bosætningsland for somaliere i Europa efter Storbritannien. Omkring 70

% af den første gruppe er ankommet inden for de sidste ti år. Indtil juli 2016 modtog

alle anerkendte asylansøgere permanent opholdstilladelse; dette er nu ændret til en

midlertidig treårig opholdstilladelse.

Programmet er

foreløbigt forlænget til udgangen af 2018 og udbyder kurser, kapacitetsopbygning

og tilskud til udviklingsprojekter, afhængigt af modtagernes anciennitet. Forum Syd

etablerede et somalisk landekontor i 2016, som spiller en central rolle i samarbejdet.

Modtagere af SDP-støtte er frivillige somaliske diasporaforeninger, der er registre-

rede og baserede i Sverige, og som arbejder for menneskerettigheder og/eller

udvikling i Somalia. Svenske foreninger, der arbejder med migration og har somalisk

diasporadeltagelse, kan også ansøge om SDP-støtte. Bevillingsstørrelsen er

afhængig af foreningens levetid og kapacitet. Derudover skal foreninger med-

finansiere mindst 5 % af den samlede bevilling og have et formaliseret samarbejde

med en lokal partner. Endelig skal projekterne ligge inden for Forum Syds tematiske

områder og have en rettighedsbaseret tilgang.

I pilotfasen modtog 20 projekter støtte for samlet 3,2 millioner SEK; mellem 2015 og

2017 var antallet 58 foreninger. Dette svarer til en godkendelsesrate på 38 % af alle

indsendte ansøgninger. To tredjedele til projekter under 270.000 SEK, 11 projekter

modtog op til 500.000 SEK, fire projekter over 500.000 og fire over en million SEK. I

nogle tilfælde har Forum Syd flyttet større ansøgninger til CIVSAM – en større pulje

106

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

107

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Somaliere i Sverige er en sammensat og heterogen gruppe i forhold til baggrund,

uddannelse og erhvervsfrekvens. De fleste er bosat i og omkring Stockholm og

Göteborg. Antallet af somaliske foreninger er anslået til at være mellem 500-800,

hvoraf et substantielt – men ukendt – antal har fokus på udvikling og nødhjælp i

Somalia. En rapport om svensk-somalisk diasporaengagement identificerer

følgende diasporaaktører involveret i kollektive udviklingsprocesser: foreninger,

globale netværk, moskéer og religiøse organisationer, virksomheder og individuelle

entreprenører.

Foreningerne inddeles yderligere i translokale udviklingsforeninger

med fokus på et afgrænset geografisk område eller region, kvindeforeninger,

paraplyforeninger og NGO’er. Samlet set har disse aktører fokus på sundhed og

uddannelse, nødhjælp i forbindelse med naturkatastrofer eller terrorangreb, bære-

dygtig udvikling, kønsligestilling samt menneskerettigheder og demokrati.

Tabel 6: Svensk-somaliske diasporaaktiviteter i udvikling og nødhjælp

Fokus

Sundhed og

uddannelse

Aktiviteter

Bygge/renovere hospitaler,

klinikker, skoler mv.

Betale lønninger

Sende brugt udstyr

Kapacitetsudvikling

Nødhjælp

Vand og fødevareruddeling

Donationer til tørkekomitéer mv.

Etablere vandforsyning

Kortlægning af kriser

Funding

Foreningskontingenter og donationer

Fundraising gennem globale netværk

Offentlige og private donorer

Forum Syd – SDP funding i begrænset

omfang

Fundraising i moskeer, via sociale

medier og gennem lokale og globale

netværk

Foreningskontingenter og donationer

Offentlige og private donorer

Bæredygtig

udvikling

Klimabeskyttelse

Jobskabelse og jobtræning

Kapacitetsudvikling

Kønsligestilling

Reproduktiv sundhed

Kvinder og pigers rettigheder

Kapacitetsudvikling

Demokrati og

menneske-

rettigheder

God regeringsførelse

Fredskonferencer

Minoritetsrettigheder

Børn og unges rettigheder

Civilsamfundsudvikling

Forum Syd – SDP og SSBP funding

Foreningskontingenter og donationer

Offentlige og private donorer

Forum Syd – SDP funding

Foreningskontingenter og donationer

Offentlige og private donorer

Forum Syd – SDP funding

Foreningskontingenter og donationer

Offentlige og private donorer

Svensk-somalisk diasporaengagement i udvikling er ikke

defineret af statslige tilskudsordninger, om end de kan fremme

projekter, der ellers ikke ville være mulige at gennemføre.

Som tabellen viser, er diasporaaktører engagerede i aktiviteter, der falder inden for

Forum Syds udviklingsprioriteter, men også i nødhjælp, sundhed og uddannelse.

Finansiering af aktiviteter findes både blandt private og offentlige organisationer,

såvel som de indsamles i fundraisingkampagner i Sverige og blandt globale

somaliske netværk. Den sidste type indsamling genererer ofte betydelige midler,

som anvendes til aktiviteter inden for nødhjælp, sundhed og uddannelse, som ikke

umiddelbart kan udløse tilskud fra SDP- eller SSBP-programmerne. Omvendt

modtager projekter inden for kønsligestilling, demokrati og menneskerettigheder

samt bæredygtig udvikling typisk ikke midler fra sådanne netværk.

Svensk-somalisk diasporaengagement i udvikling er altså ikke defineret af statslige

tilskudsordninger, om end de kan fremme projekter, der ellers ikke ville være mulige

at gennemføre. Som det er tilfældet i Danmark og Tyskland, er mange foreninger

engagerede på tværs af fokusområder – og på tværs af skellet mellem udvikling og

nødhjælp. Ligeledes er mange svenske diasporaaktører engagerede i Sverige og

Somalia. Også her er der oplagte paralleller til somaliske, afghanske og filippinske

diasporagrupper i Danmark.

108

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

109

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

KONKLUSION OG FREMADRETTEDE

ANBEFALINGER

110

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

111

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Denne rapport har sat fokus på organiserede migrant- og flygtningegruppers

engagement i udviklings- og nødhjælpsaktiviteter. Vi har undersøgt, hvad der

motiverer engagementet, omfanget og karakteren af sådanne aktiviteter samt

former for samarbejde med officielle udviklings- og nødhjælpsorganisationer.

Undersøgelsen har været begrænset til tre grupper, nemlig afghanere, somaliere og

filippinere. Trods deres forskellige migrationshistorie, flygtninge- eller migrant-

status i Danmark – og måder at organisere sig på – er det alligevel muligt at drage

nogle mere generelle konklusioner. Rapporten har også berørt, hvorvidt og hvordan

det aktuelle politiske fokus på udsendelse af afviste asylansøgere influerer dette

samarbejde.

Modsat traditionelle udviklings- og humanitære indsatser – der ofte opererer med

separate bureaukratiske strukturer og pengekasser – følger diasporaaktørernes

transnationale engagement ikke nødvendigvis disse skillelinjer. Det er ikke

ualmindeligt, at foreningerne er involveret i udviklingsaktiviteter samtidig med et

humanitært engagement, og ofte trækker foreningerne på de samme lokale og

transnationale netværk, der kan mobiliseres og udvides i forhold til aktiviteternes

karakter, omfang og varighed. Diasporaforeningerne har derfor en unik erfaring med

hensyn til at bygge bro mellem det humanitære og det udviklingsrettede arbejde; en

brobygning de mere traditionelle aktører kan drage fordel af i fremtidige samarbejder.

Organiserede flygtninge- og migrantgruppers vidtfavnende transnationale civile

engagement er en nødvendig tilføjelse til fortællingen om manglende integration og

På tværs af nationalitet, etniske og politiske forskelligheder

viser rapporten, at de foreningsaktive er motiveret af en

moralsk forpligtelse til at hjælpe udsatte befolkningsgrupper

i oprindelseslandet såvel som i Danmark.

andre problemer afstedkommet af indvandring til Danmark. Et højt aktivitetsniveau

og mangfoldige samarbejder med etablerede danske civilsamfundsorganisationer

og oprindelseslande omfatter selvsagt ikke alle indvandrere i Danmark. Det

udelukker heller ikke andre udfordringer. Engagementet peger ikke desto mindre på

et unikt bidrag til det danske udviklingssamarbejde, ligesom de vidtforgrenede

diasporiske praksisser rummer et potentiale – for grupperne selv, deres sam-

Rapporten har identificeret et bredt og aktivt diasporaforeningslandskab, som i

forskellig grad er fragmenteret på basis af politiske, religiøse eller lokale tilhørsforhold

i oprindelseslandet samt køn, alder og generation. Diasporaforeningernes trans-

nationale civile engagement varierer i omfang, varighed og fokusområder. Projekt-

orienterede diasporaindsatser retter sig mod uddannelse, sundhedsfremme, skabelse

af bæredygtige livsgrundlag, rettigheder og nødhjælp. De er ofte, men ikke udelukkende,

rettet mod de lokalområder, medlemmerne af de enkelte foreninger kommer fra. Der

er dog en tydelig tendens til, at nyere foreninger, hvis medlemmer primært består af

efterkommere eller yngre diasporaaktører, bevidst søger en bredere national

forankring, og måske ovenikøbet at arbejde på tværs af nationalt tilhørsforhold.

På tværs af nationalitet, etniske og politiske forskelligheder viser rapporten, at

de foreningsaktive er motiveret af en moralsk forpligtelse til at hjælpe udsatte

befolkningsgrupper i oprindelseslandet såvel som i Danmark. Bredere religiøse

moralkodekser om at hjælpe sine medmennesker, eller mere almene humanistiske

fore-stillinger, som for eksempel at ønske at tage et globalt ansvar, spiller også ind.

Blandt flygtninge spiller personlige oplevelser med krig, flugt og overlevelse også en

væsentlig rolle. Derudover er foreningsarbejdet også en måde at opnå anerkendelse

på, både i forhold til oprindelseslandet og det danske samfund.

arbejdspartnere i oprindelseslandene, dansk udviklingsbistand og humanitære

indsatser. Hvorvidt dette potentiale udnyttes og understøttes i tilstrækkelig grad er

et andet spørgsmål.

Organiserede flygtninge- og migrantgruppers vidtfavnende

transnationale civile engagement er en nødvendig tilføjelse til

fortællingen om manglende integration og andre problemer

afstedkommet af indvandring til Danmark.

Ud fra en afgrænset definition og forståelse af diaspora som foreninger – der enten

definerer sig selv eller udefra defineres som sådan – viser rapporten, at Danmark

har en veldefineret, begrænset og ganske omkostningslet diasporapolitik, qua de

relativt begrænsede midler allokeret til diasporaprojektstøtte. De begrænsede

muligheder kan kritiseres for at være for smalle og uambitiøse. Rapporten peger på,

at man med fordel kunne udfolde diasporapolitikken og inddrage flere grupper,

hæve bevillingsrammer og eksperimentere med flere former for projekter, ikke

mindst projekter der kombinerer humanitære indsatser med et længerevarende

udviklingssigte, som synes at være diasporaforeningernes særlige kompetence.

112

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

113

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Rapporten har også rejst spørgsmålet om, hvorvidt særlige puljer målrettet

forskellige grupper fastholder disse i en marginaliseret position. Vi ser DiPS som en

særlig mulighed for afghanske og somaliske diasporagruppers initiativer, så

problemet er måske snarere, at muligheden ikke er åben for andre diasporagrupper

– enten gennem DiPS eller andre parallelle programmer. Hvor diasporadeltagelse

er en forudsætning i DiPS og er betragtelig i GTS, har diasporaforeninger stadig

svært ved at konkurrere med de mere etablerede civilsamfundsorganisationer i

CISU-puljerne. Det er vores indtryk, at alle puljeadministrerende civilsamfunds-

organisationer gør et stort arbejde for at støtte diasporaforeningerne med at skrive

projektansøgninger. Den skæve fordeling i succesrater tyder ikke desto mindre på,

at de forskellige programmer kan drage nytte af at se på mere fleksible kriterier for

ansøgning og afrapportering, eksempelvis ved at inddrage erfaringerne fra det

nye DERF-middel, der har formået at tiltrække succesfulde ansøgninger fra

diasporaforeninger.

DIASPORA SOM RESSOURCE OG RESSOURCEPERSONER

Ser vi på diasporaengagementet i et bredere perspektiv – som en del af den folkelige

inddragelse i dansk udviklingsbistand – viser rapporten, at kun få af de mere etablerede

danske civilsamfundsorganisationer formår at inddrage diasporaerfaring og diaspora-

foreninger i deres arbejde. Vi ser et uudnyttet potentiale i diasporaaktørernes kendskab

til og netværk i de lande, danske NGO’er samarbejder med, ligesom en større inddragelse

af professionelle med diasporabaggrund kunne styrke NGO’ernes arbejde både ude og

hjemme. En højere grad af samarbejde vil sikre en bredere inddragelse og repræsentation

af nye danskere i udviklingssamarbejdet og bidrage til at skabe større mellemfolkelig

forståelse. Endelig er det en vigtig observation i rapporten, at diasporaerfaring ikke

alene omfatter kendskab til oprindelseslandet, men også danske organisations- og

administrationsformer.

Rapporten peger i den forbindelse på et behov i det officielle danske bistandsmiljø for at:

■

Anerkende diasporaengagement som civilsamfundsdeltagelse på linje med andre

mere institutionaliserede civilsamfundsorganisationer.

■

Inddrage diasporaerfaring ved at ansætte diasporaaktører.

EN MERE AMBITIØS OG FLEKSIBEL DIASPORAPOLITIK

Særlige diasporarettede støtteprogrammer eksisterer i flere lande. Rapporten har

inddraget erfaringer fra Tyskland og Sverige. Evalueringer af skandinaviske og tyske

diasporaprogrammer peger på forskellige muligheder for at styrke eksisterende

initiativer,

som understøttes af rapportens resultater. Når vi sammenholder tidligere

evalueringer med denne undersøgelses resultater, ser vi flere områder, hvor

diasporaarbejdet kan styrkes. Disse omfatter en opfordring til at:

■

Anerkende den tætte forbindelse mellem diasporaengagement og integration.

■

Anerkende diasporaforeningernes mangfoldighed som en styrke fremfor et

problem i forhold til aktiviteter, interesser og organisationsformer.

■

Forstå kapacitetsopbygning som en gensidig videns- og erfaringsdeling.

■

Udforme mere fleksible støttemuligheder, der også kan rumme både erfarne

og nye aktører.

■

Indtænke muligheden for mere komplekse aktiviteter, der reflekterer flere

diasporaforeningers dobbelte engagement i humanitære og udviklingsrettede

initiativer.

114

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

115

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

DIASPORA I FORANDRING

Et aktuelt vidtfavnende transnationalt engagement er ikke givet. Det er vigtigt at undgå

de forskellige former for ”fundingtræthed”, rapporten har identificeret – både for at

fastholde et vedvarende udviklingsengagement og for at bibeholde den kapacitet

foreningerne har opbygget. Det er for nogle foreningers vedkommende relevant at

sprede ansøgnings- og projektansvaret ud på flere hænder, blandt andet ved at rekruttere

flere aktive medlemmer. Derudover kan forandringsprocesser styrkes ved at:

■

Indgå samarbejder med andre civilsamfundsorganisationer i Danmark, der kan og

vil facilitere adgangen til større bevillinger.

■

Facilitere opbygningen af nationale paraplyorganisationer, der nødvendigvis må

følges op af dialog og konfliktmedierende initiativer for at imødegå fragmentering

og konkurrence.

■

Finde fælles fodslag gennem tværnationale diasporaplatforme, der samtidig kan

fungere som bindeled til det politiske system, eventuelt organiseret på basis af

sektorer.

DIASPORA SOM AMBASSADØRER FOR DANSKE VÆRDIER

Indvandrerkritiske stemmer peger ofte på, at diasporagruppers orientering mod

oprindelseslandene viser en manglende vilje til integration i det danske samfund.

Rapportens mange eksempler på aktiviteter, der søger at overføre dansk foreningskultur

og demokratiske og rettighedsbaserede værdier, viser et andet billede. For eksempel

bidrager diasporaaktiviteter støttet af forskellige puljemidler til at skabe alternativer til

radikalisering i konfliktramte områder. I andre områder skabes alternativer til

international migration via oplysning, uddannelse og jobskabelse. Som sådan støtter

diasporaaktørers mindre og spredte aktiviteter op om Danmarks overordnede

sikkerheds-, udenrigs- og udviklingspolitiske mål.

Det er vores håb, at rapporten kan bidrage til at nuancere debatten og inspirere medier

og andre meningsdannere til at inddrage nye dimensioner i nyhedsdækningen

vedrørende migranter og flygtninge i Danmark.

DIALOG OG TILLID

Flere aktører peger på, at det danske udviklingssamarbejde hviler på en grundlæggende

mistillid til både partnere i syd og diasporaaktører. For at styrke tilliden mellem det

politiske niveau, embedsværk, donorer og diasporagrupper og -foreninger er en

kontinuerlig dialog vigtig. Rapporten identificerer i den forbindelse behov for at:

■

Prioritere samarbejdsformer, hvor diasporaforeningernes idéer og behov er tænkt

ind fra starten, herunder etablering af en platform for dialog mellem de forskellige

niveauer.

■

Eksperimentere med afrapporteringsformer, der ikke forudsætter en større

administrativ kapacitet indlejret i foreningerne.

116

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

117

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

NOTER

For tidlig indvandring til Danmark, se http://immigrantmuseet.dk/viden-om/. For de svenske

indvandrere, russisk-jødiske flygtninge, senere tyske krigsflygtninge samt tyrkiske og pakistanske

gæstearbejdere i perioden 1885-2010, se Smith 2015.

For dansk udvandring til Amerika, se Sønnichsen 2013 og Grøngaard Jeppesen 2017a og 2017b.

Udover fattigdom viser Sønnichsens studie, at danskerne ikke kun forlod et liv i fattigdom. Andre

søgte friheden til at føre en religiøs levevis, der ikke var plads til i Danmark, mens atter andre flygtede

fra en kriminaliseret fortid.

Se Bakkær Simonsen 2017 for en glimrende opsummering af debatten om indvandrere i Danmark.

World Bank 2016.

Sørensen et al. 2002; Sørensen 2007; Kleist 2008; Trans & Vammen 2011; Vammen & Brønden 2012;

Kleist & Vammen 2012; Sørensen 2014; Danstrøm, Kleist & Sørensen 2015; Sørensen, Lucht & Kleist

2016; Kleist 2018; Sørensen 2018.

Danmarks Statistik. Bakkær Simonsen (2017) uddyber, hvordan standarder for karakteristik af

migrantbefolkninger varierer på tværs af Europa og derfor ikke umiddelbart er sammenlignelige.

Danmarks Statistik opererer med tre herkomstkategorier: personer med dansk oprindelse, indvandrere

og efterkommere. Indvandrere og efterkommere er underopdelt i forhold til, om de kommer fra

vestlige eller ikke-vestlige lande. Høje indvandrertal i den danske debat omfatter ofte både vestlige,

ikke-vestlige og efterkommere. Anvendelse af mere sammenlignelige standarder for EU 15, Norge og

Schweiz viser eksempelvis, at Danmark ligger i den lavere ende i forhold til indvandreres andel af den

samlede befolkning.

Sørensen et al. 2002; Van Hear, Pieke & Vertovec 2004; De Haas 2006; Bakewell 2008; Kleist 2008.

Hammond et al. 2011; Hassan 2012.

For en opsummering se Turner & Kleist 2013.

26 Danstrøm, Kleist & Sørensen 2015. Klan og det såkaldte xeer-system af ældre spiller endvidere en

afgørende rolle i det somaliske samfund, da disse sociale grupper varetager en række funktioner som

stater ellers normalt står for (Horst 2018: 1351).

27 Kleist 2007

28 Men det kunne ikke vurderes, hvorvidt alle foreninger var aktive.

29 https://www.facebook.com/SomaliskSundhedsforbund/.

30 Kampagnen Somalisk Berigelse startede på Facebook i februar 2018 som respons på Dansk

Folkepartis kampagne, der kom efter et nyhedsindslag bragt af TV 2 med somaliske kvinder fra

Vollsmose, og som retorisk spurgte, om ”de fleste somaliske kvinder var en berigelse eller en byrde”.

Som respons startede en lille gruppe unge somaliske kvinder kampagnen, hvor folk med somalisk

baggrund fra hele landet begyndte at dele billeder af sig selv akkompagneret med en kort tekst om,

hvad de arbejder med i Danmark.

31 http://www.deblaastjerner.dk/.

32 Udenrigsministeriet 2015

33 Garchitorena 2007. Flere af de filippinere, vi har talt med, henviser til, at kun én filippinsk statsborger

har opnået politisk asyl i Danmark.

34 Mirkin 2018.

35 Nicolas 2014.

36 Dalgas 2017.

37 Trige Andersen 2013.

38 Somalia er her inklusive Somaliland og Puntland. Tanzania er inklusive Zanzibar. Diasporadeltagelsen

er baseret på en kvalitativ vurdering foretaget på baggrund af offentligt tilgængelig information samt

forfatternes viden om individuelle foreninger.

39 Danstrøm, Kleist & Sørensen 2015.

40 https://flygtning.dk/internationalt/diaspora.

41 Det afsøges, om andre grupper ud over de to skal inkluderes i programmet.

42 1) Bæredygtighed. 2) Innovation. 3) God vidensoverførsel fra diasporaen til syd. 4) Merværdien af at

det er et diasporaprojekt og ikke en anden aktør, der udfører projektet. 5) Lokalt ejerskab. 6)

Veldefineret målgruppe og behovsanalyse. 7) Omkostningseffektivitet. 8) Risikoanalyse. 9)

Koordinering med andre relevante aktører i projektområdet.

43 Kilde til denne tabel er desuden de to pdf-filer fra disse sider: https://drc.ngo/relief-work/diaspora-

programme/diaspora-project-support/pilot-phase; https://drc.ngo/media/1664600/Diaspora_

Programme_Pilot_phase_projects__2010-2012_.pdf) og https://drc.ngo/relief-work/diaspora-

programme/diaspora-project-support/diaspora-led-projects).

44 For mere information om programmet se: http://www.demac.org/about-demac.

45 DiaGrams medlemmer er ud over Dansk Flygtningehjælp: engelske Comic Relief, den norske

udviklingsfond, Forum Syd i Sverige og det tyske bistandsagentur GIZ. Mere information om

programmet kan findes her: https://drc.ngo/relief-work/diaspora-programme/diagram.

46 CISU 2017:16.

47 CISU 2017:7.

48 Indsatserne er hovedsageligt i Afrika, men også Mellemøsten og Asien; sydsudanesisk flygtningekrise

i Uganda, Sudan, Etiopien og Kenya; konflikt og sult i Somalia, Sydsudan, Nigeria og Yemen; syrisk

flygtningekrise i Irak, Jordan, Libanon og Egypten; sult i Uganda; oversvømmelse i Sri Lanka; konflikt i

Malawi, Filippinerne; sult i Etiopien; oversvømmelse og mudderskred i Freetown, Sierra Leone;

oversvømmelse i Nepal og Myanmar; flygtningekrise i Bangladesh.

10 Horst 2018.

11 Khosravi 2018.

12 Brubaker 2005, i Khosravi 2018.

13 Bostrom et al. 2016.

14 Bakewell 2008.

15 World Bank 2016.

16 Jazayery 2003; Baraulina et al. 2007; Kuschminder & Dora 2009.

17 Hawala betyder tillid på arabisk og er betegnelsen for transaktioner mellem forskellige lande, uden

en faktisk pengeoverførsel finder sted. Overførslerne afhænger af en fungerende infrastruktur i

sender- og modtagerland, der muliggør uofficiel værdioverførsel ved at betroede mellempersoner

giver midlertidig kredit. Denne overførselsmulighed er ofte den eneste mulighed for at overføre

remitter til lande med svage eller ikke-eksisterende formelle finansielle sektorer.

18 Danstrøm, Kleist & Sørensen 2015.

19 Danstrøm, Kleist & Sørensen 2015.

20 https://www.tolana.net/.

21 Ministry of Foreign Affairs 2018.

22 Hammond et al. 2011; UNDP Somalia 2012.

23 http://www.regionalmms.org/index.php/country-profiles/somalia-somaliland.

24 Kleist 2018.

25 Kleist 2007:158.

118

EXPLAINING GLOBALIZATION SCEPTICISM

119

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

49 Ibid.

50 DIIS-rapporten Somali and Afghan Diaspora Associations in Development and Relief (Danstrøm, Kleist

& Sørensen 2015) beskriver Udenrigsministeriets diasporapolitik, der ikke har ændret sig siden 2015.

En analyse af Udenrigsministeriets historiske diasporafokus kan læses i Sørensen 2016.

51 Den relativt mindre vægt på filippinske diasporaprojekter i kapitlet er en direkte afspejling af de

eksisterende støttemuligheder.

52 Se Danstrøm, Kleist & Sørensen 2015.

53 Borchgrevink & Erdal 2017.

54 Kleist 2018.

55 Bayanihan har mange ligheder med zakat, den muslimske pligt til at give til samfundets trængende og

nødlidende. Se mere om zakat i afsnittet om nødhjælp.

56 Dalgas 2017.

57 Flere forskningsprojekter underbygger, at aktiviteter rettet mod oprindelseslandet ikke hindrer

integration. Tværtimod er integration ofte en forudsætning for god foreningsaktivitet rettet mod

oprindelseslandet. Se for eksempel ICMPD & ECDMPM 2013; Sharma et al. 2011.

58 Kleist 2007.

59 Horst et al. 2015.

60 Typologien er udarbejdet på baggrund af interview med foreningerne, information fra Dansk

Flygtningehjælps Diasporaprogram, bevillingslister fra Genbrug til Syd samt information fra

foreningernes hjemmesider.

61 Ud over børnebogsprojektet har AYAD også opnået støtte fra DiPS til at gennemføre et omfattende

digitaliseringsprojekt af bachelorprojekter og monografier på to fakulteter på Kabul University, med

det formål at højne uddannelseskvaliteten og komme udbredt eksamenssnyd til livs.

62 Venindens kvindeforening har ansøgt om et lignende projekt, men i et andet lokalområde i Somaliland.

63 CISU 2017.

64 Se også Trans & Vammen 2011.

65 Development Initiatives 2017:31.

66 Se eksempelvis Brinkerhoff 2011; Erdal 2015; Kleist 2018; Sinatti & Horst 2015; Turner & Kleist 2013.

67 UNOCHA 2017.

68 Se DEMAC’s 2017-rapport for en analyse af den somaliske diasporas respons på tørke i 2016.

69 Hvor intet andet er angivet, bygger de følgende afsnit på CIM’s engelsksprogede hjemmeside https://

www.cimonline.de/en/html/index.html og dennes undersider samt et Skype-interview med CIM.

70 Eller i Tyskland, hvis CIM ikke har et landekontor i oprindelseslandet.

71 Estimat foretaget af Tysklands føderale regerings integrationskommissær https://www.cimonline.de/

en/html/migrant-organisations.html.

72 Hvor intet andet er angivet, bygger dette afsnit på Daxner & Nicola 2018.

73 CIM 2018.

74 https://www.destatis.de/EN/FactsFigures/SocietyState/Population/MigrationIntegration/Tables_

ForeignPopulation/Gender.html.

75 Daxner & Nicola 2018.

76 CIM 2018.

77 Skype-interview med CIM, maj 2018.

78 Hvor intet andet er angivet, bygger dette afsnit på Kleist (2018).

79 Government of Sweden 2016.

80 Openaid.se 20187.

81 Ud over de nævnte programmer eksisterer der også et svensk IOM-MIDA-program (Migration in

Development in Africa) i Somalia, men da dette kun har haft begrænset interesse blandt somaliere i

Sverige, er det ikke medtaget her.

82 Sida 2015.

83 ssbp.nu.

84 Migrationsverket 2016.

85 Foreninger kan registrere sig hos de svenske skattemyndigheder, men nationalitet registreres ikke, og

antallet af somaliske foreninger er derfor et skøn.

86 Kleist 2018.

87 Sundhed og uddannelse er slået sammen til en kategori i typologien, da aktiviteter inden for disse

områder ofte har samme modalitet. Kønsligestilling er en selvstændig kategori, jævnfør Sida og

Forum Syds udviklingsprioriteter, hvorimod kønsligestilling er placeret under sundhed og uddannelse i

typologien over danske diasporaaktiviteter.

88 Se for eksempel Daxner & Nicola 2018; Kleist 2018; Danstrøm, Kleist & Sørensen 2015; Horst et al.

2010.

120

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

121

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Referencer

Bakewell, O. 2008. In Search of the Diasporas Within Africa.

African Diaspora,

1 (1): 5-27.

Bakkær Simonsen, K. 2017. Integration af indvandrere i Danmark.

Politica

49 (3): 207-226.

Baraulina, T., M. Bommes, T. El-Cherkeh, H. Daume & F. Vadean. 2007.

Egyptian, Afghan and

Serbian Diaspora Communities in Germany. How do they contribute to their country of

origin?

Hamburg Institute of International Economics (HWWI) and GTZ, Research Paper, 3-5.

Borchgrevink, K. & M. Erdal. 2017. With faith in development: Organizing transnational

Islamic charity.

Progress in Development Studies

17(3):214-28. DOI:

Bostrom, A., D. Brown & S. Cechvala. 2016.

Humanitarian Effectiveness & the Role of the

Diaspora. A CDA Literature Review.

Cambridge, MA: CDRA Collaborative Learning Projects.

Brinkerhoff, J.M. 2011. David and Goliath: Diaspora Organizations as Partners in the

Development Industry.

Public Administration and Development

31:37-49.

Brubaker, R. 2005. The ”Diaspora” Diaspora.

Ethnic and Racial Studies

28 (1): 1-19.

CIM [Center for International Migration and Development]. 2018.

CIM Forum 2018: Afghan

Diaspora for Development.

CISU 2017.

Nyheder fra CISU - Civilsamfund i Udvikling. Status & Perspektiver 2016-2017

er tilgængelig digitalt.

www.cisu.dk

Dalgas, K. 2017. Translocal disaster interventions: The role of individual relief channels in

Philippine disasters.

Journal of Contingencies and Crisis Management.

25 (3): 1-8.

Danstrøm, M.S., N. Kleist & N.N. Sørensen. 2015.

Somali and Afghan Diaspora Associations

in Development and Relief Cooperation.

Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS

Report, 2015:13. København: DIIS.

Daxner M. & Nicola S-L. 2018.

Prepare-Protect-Promote: Mapping of and report on the

Afghan Diaspora in Germany.

Centre for International Migration and Development.

De Haas, H. 2006.

Engaging Diasporas: How governments and development agencies can

support diaspora involvement in the development of origin countries.

Haag: Oxfam Novib.

Development Initiatives. 2017.

Global Humanitarian Assistance Report 2017.

Bristol:

Development Initiatives.

Erdal, M.B. 2015. The diaspora meets the development industry. Engaging Norwegian

Pakistanis in development back home. I M. Rahman & T.T. Yong (red.),

International

Migration and Development in South Asia.

London and New York: Routledge.

Garchitorena, V. 2007.

Diaspora Philanthropy: The Philippine Experience.

Paper prepared for

The Philanthropic Initiative, Inc. & The Global Equality Initiative, Harvard University.

Government of Sweden. 2016.

Policy framework for Swedish development cooperation

and humanitarian assistance.

Government Communication: 2016/17:60. Stockholm:

Government of Sweden.

Grøngaard Jeppesen, T. 2017a.

Danske i USA 1850-2000. En demografisk, social og

kulturgeografisk undersøgelse af de danske immigranter og deres efterkommere.

Odense:

Syddansk Universitetsforlag.

Grøngaard Jeppesen, T. 2017b.

Fra skandinavisk immigrant til amerikaner. Teori og empiri

om assimileringen i det amerikanske samfund.

Odense: Syddansk Universitetsforlag.

ICMPD & ECDPM. 2013.

Migration and Development Policies and Practices: A Mapping

Study of Eleven European Countries and the European Commission.

Austria: International

Centre for Migration Policy Development, European Centre for Development Policy

Management.

Hammond, L., M. Awad, A.I. Dagane, P. Hansen, C. Horst, K. Menkhaus & L. Obare. 2011.

Cash

and Compassion: The role of the Somali diaspora in relief, development and peacebuilding.

Nairobi: UNDP.

Hassan, F. 2012.

Fostering diaspora mobilization in humanitarian action and beyond.

International Diaspora Engagement Alliance.

Horst, C. 2018. Making a difference in Mogadishu? Experiences of multi-sited embeddedness

among diaspora youth.

Journal of Ethnic and Migration Studies

44 (8): 1341-1356.

Horst, C., S. Lubkemann & R.N. Pailey. 2015. The Invisible Third Humanitarian Domain. I Z.

Sezgin & D. Dijkzeul (red.),

The New Humanitarians in International Practice: Emerging

Actors and Contested Principles.

London and New York: Routledge.

Jazayery, L. 2003. The Migration-Development Nexus: Afghanistan Case Study. I N. van Hear

& N.N. Sørensen (red.),

The Migration-Development Nexus.

Genève: International

Organization for Migration.

Khosravi, S. 2018. A Fragmented Diaspora: Iranians in Sweden.

Nordic Journal of Migration

Research.

Ahead of Print,

Kleist, N. 2007.

Spaces of Recognition. An analysis of Somali-Danish associational

engagement and diasporic mobilization.

Ph.d.-afhandling, Sociologisk Institut, Københavns

Universitet.

Kleist, N. 2008. Mobilizing the Diaspora: Somali Transnational Engagement.

Journal of

Ethnic and Migration Studies

34(7): 307-323.

Kleist, N. 2018.

Somali Diaspora Groups in Sweden – Engagement in Development and

Relief Work in the Horn of Africa.

Delmi, Report, 2018:1. Stockholm: Statens Offentliga

Utredningar.

Kleist, N. & I.M. Vammen. 2012.

Diaspora groups and development in fragile situations:

Lessons learnt.

Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS Report, 2012:9. København:

DIIS.

Kuschminder, K. & M. Dora. 2009. Migration in Afghanistan: Current Trends and Future

Prospects.

Migration and Development Country Profiles.

Maastricht Graduate School of

Governance.

Migrationsverket.2016.

Protection status.

www.migrationsverket.se

Ministry of Foreign Affairs 2018.

Country Policy Paper for Afghanistan 2018-2020.

122

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

123

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Copenhagen: Ministry of Foreign Affairs.

Mirkin, B. 2018.

Heroes of the Republic: Filipinos Abroad.

Yale Global Online.

Nicolas, I.M. 2014.

Engaging the Global Filipino Diaspora: Achieving Inclusive Growth.

www.cfo.gov.ph

Openaid.se. 2017.

Sveriges bistånd till alla länder via alla organisationer inom alla sektorer

2016.

openaid.se

Pew Research Center. 2018.

Remittances from abroad are major economic assets for some

developing countries.

Washington DC: Pew Research Center.

Sharma, K., A. Kashyap, M. F. Montes & P. Ladd. 2011. Introduction: Opportunities and

challenges for mobilizing the potential of developing country diasporas. I

Realizing the

Development potential of Diasporas.

Tokyo, New York and Paris: United Nations University

Press.

Sida. 2015.

Our work in Somalia.

www.sida.se.

Sinatti, G, & C. Horst. 2015. Migrants as agents of development: Diaspora engagement

discourse and practice in Europe.

Ethnicities

15(1):134-52.

Smith, G. 2015.

Nørrebros indvandringshistorie 1885-2010.

København: Museum

Tusculanums Forlag.

Sønnichsen, O. 2013.

Rejsen til Amerika: Fortællingen om de danske udvandrere.

København: Gyldendal.

Sørensen, N.N. 2018. Migrationsdebatten mellem myter, politisering og viden.

Social Kritik,

153: 4-7.

Sørensen, N.N., H. Lucht & N. Kleist. 2016.

Analyse af migration og flygtningebevægelser til

Europa.

Udenrigsministeriet, Evalueringsstudie, 2016/03. København: Udenrigsministeriet.

Sørensen, N.N. 2014. Including the Debate on Migration-Development in the Post-2015

Millennium Development Goals.

New Diversities

16 (2): 1-8.

Sørensen, N.N. (red.). 2007.

Living Across Worlds: Diaspora, Development and

Transnational Engagement.

Genève: International Organisation for Migration.

Sørensen, N.N., N. van Hear & P. Engberg-Pedersen. 2002. The Migration-Development

Nexus. Evidence and Policy Options – State of the Art Overview.

International Migration

40(5): 1-47.

Trans, L.O. & Vammen, I.M. 2011. African Diaspora Associations in Denmark. I S. Plaza & D.

Ratha (red.),

Diaspora for Development in Africa.

World Bank 2011, s. 145-164.

Trige Andersen, N. 2013.

Profession filippiner - kvinder på arbejde i Danmark gennem fire

årtier.

København: Tiderne Skifter.

Turner, S. & N. Kleist. 2013. Agents of Change? Staging and Governing Diasporas and the

African State.

African Studies

72(2): 196-206.

Vammen, I.M. & B.M. Brønden. 2012. Donor-Country Responses to the Migration-

Development Buzz: From Ambiguous Concepts to Ambitious Policies.

International

Migration

50(3): 26-42.

Udenrigsministeriet 2015.

Danmark-Somalia landepolitik papir 2015-2017.

København:

Udenrigsministeriet.

UNDP 2012.

Somalia Human Development Report 2012: Empowering Youth for Peace

and Development.

Nairobi: United Nations Development Programme Somalia.

UNOCHA 2017.

Somalia: Humanitarians listen more to community needs in drought

response.

www.unocha.org.

Van Hear, N., F. Pieke & S. Vertovec. 2004.

The contribution of UK-based diasporas to

development and poverty reduction.

Oxford: ESRC Centre on Migration, Policy and Society

(COMPAS), University of Oxford.

World Bank 2016.

Migration and Remittances Factbook 2016, 3rd edition.

Washington, DC:

World Bank.

124

MELLEM BISTAND OG SELVHJÆLP

125

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

Fotoliste:

Forside: Ritzau Scanpix, Ben C. Solomon

Side 8-9: Wikimedia Commons, William James Topley

Side 20-21: Ritzau Scanpix, Johannes Eisele

Side 40-41: Ritzau Scanpix, Andrew Kelly

Side 52-53: Thomas B. Pedersen

Side 62-63: Ritzau Scanpix, Chris Stowers

Side 98-99: Ritzau Scanpix, Ritzau Scanpix, Shah Marai

Side 110-111: Ritzau Scanpix, Chris Stowers

DIIS · Dansk Institut for Internationale Studier

DIIS er en uafhængig, statslig forskningsinstitution, der arbejder med internationale

studier. Vi udfører og kommunikerer forskning og analysearbejde inden for

globalisering, sikkerhed, udvikling og udenrigspolitik. Vi stræber efter den højeste

akademiske kvalitet, og arbejder på at vores forskningsresultater skal få indflydelse

på dagsordenen indenfor forskning, politik og den offentlige debat.

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 17: DIIS-rapport 2018: 05 Mellem bistand og selvhjælp.

DIIS· DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER

Østbanegade 117 2100 København Ø www.diis.dk