Retsudvalget 2018-19 (1. samling), Udlændinge- og Integrationsudvalget 2018-19 (1. samling), Forsvarsudvalget 2018-19 (1. samling), Europarådet 2018-19 (1. samling), Det Udenrigspolitiske Nævn 2018-19 (1. samling), Indfødsretsudvalget 2018-19 (1. samling)
REU Alm.del Bilag 301, UUI Alm.del Bilag 160, FOU Alm.del Bilag 91, ERD Alm.del Bilag 4, UPN Alm.del Bilag 204, IFU Alm.del Bilag 134
Offentligt
2054992_0001.png
Folketinget
Udenrigsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
25. april 2019
Sikkerhedskontoret
Gustav Schaldemose
2019-0032/21-0043
1073060
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 147 (Alm. del), som Folketin-
gets Udenrigsudvalg har stillet til justitsministeren den 28. marts 2019.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Nick Hækkerup (S).
Søren Pape Poulsen
/
Martin Bang
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 160: Kopi af URU alm. del - svar på spørgsmål 147 om, hvilke forbrydelser fremmedkrigere vil kunne dømmes for under gældende retspraksis, fra justitsministeren
2054992_0002.png
Spørgsmål nr. 147 (Alm. del) fra Folketingets Udenrigsudvalg:
”Hvilke forbrydelser vil fremmedkrigere kunne dømmes for un-
der gældende retspraksis?”
Svar:
1.
Det er en kerneprioritet for mig som justitsminister, at myndighederne
håndterer den sikkerhedsmæssige trussel, der er i forhold til fremmedkri-
gere, så effektivt som muligt, og at alle relevante redskaber i den forbindelse
tages i brug.
2.
Fremmedkrigere vil afhængig af de konkrete omstændigheder i den en-
kelte sag kunne straffes i Danmark for bl.a. overtrædelse af straffelovens §
101 a, § 114 c, stk. 3, § 114 d, stk. 3, § 114 e og § 114 j. Det bemærkes, at
der i forhold til nedennævnte straffelovsovertrædelser efter omstændighe-
derne endvidere vil kunne straffes for forsøg eller medvirkenshandlinger i
medfør af straffelovens §§ 21 og 23.
Efter straffelovens § 101 a, stk. 1, straffes den, der har dansk indfødsret el-
ler bopæl i den danske stat, og som under en væbnet konflikt, i hvilken den
danske stat er part, er tilsluttet en væbnet styrke for en part, som kæmper
mod den danske stat, med fængsel indtil 10 år og under særligt skærpende
omstændigheder med fængsel indtil på livstid. Som særligt skærpende om-
stændigheder anses navnlig tilfælde, hvor den pågældende har deltaget i
kamphandlinger. Efter § 101 a, stk. 2, straffes den, der hverver en person
med dansk indfødsret eller bopæl i den danske stat til en væbnet styrke un-
der de omstændigheder, der er beskrevet i stk. 1, eller som offentligt tilskyn-
der en sådan person til at tilslutte sig fjendtlige styrker i sådanne konflikter,
med fængsel indtil 10 år. Under særligt skærpende omstændigheder kan
straffen stige til fængsel indtil 16 år. Som særligt skærpende omstændighe-
der anses navnlig tilfælde, hvor der er tale om overtrædelser af systematisk
eller organiseret karakter.
Det følger af straffelovens § 114 c, stk. 3, at den, som lader sig hverve til at
begå terrorhandlinger omfattet af straffelovens § 114 eller § 114 a, straffes
med fængsel indtil 6 år. Er den pågældende tilsluttet en væbnet styrke, kan
straffen stige til fængsel indtil 10 år eller under særligt skærpende omstæn-
digheder til fængsel indtil 16 år. Som særligt skærpende omstændigheder
anses navnlig tilfælde, hvor den pågældende har deltaget i kamphandlinger
2
UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 160: Kopi af URU alm. del - svar på spørgsmål 147 om, hvilke forbrydelser fremmedkrigere vil kunne dømmes for under gældende retspraksis, fra justitsministeren
2054992_0003.png
Efter straffelovens § 114 d, stk. 3, straffes den, som lader sig træne, instru-
ere eller på anden måde oplære til at begå terrorhandlinger omfattet af straf-
felovens § 114 eller § 114 a, med fængsel indtil 6 år.
Det følger af straffelovens § 114 e, stk. 1, at den, der i øvrigt fremmer virk-
somheden for en terrororganisation, straffes med fængsel indtil 6 år. Er den
pågældende tilsluttet en væbnet styrke, kan straffen stige til fængsel indtil
10 år eller under særligt skærpende omstændigheder fængsel indtil 16 år.
Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor den
pågældende har deltaget i kamphandlinger.
Endelig forbyder straffelovens § 114 j indrejse og ophold i visse konfliktzo-
ner uden forudgående tilladelse. Overtrædelse straffes med bøde eller
fængsel indtil 6 år. Ved bekendtgørelse nr. 1200 af 28. september 2016 om
indrejseforbud i udvalgte konfliktområder i Syrien og Irak blev det fastlagt,
hvilke områder der er omfattet af forbuddet.
3.
Herudover kan fremmedkrigere efter omstændighederne også strafforføl-
ges efter andre regler i straffeloven. Det gælder blandt andet hovedbestem-
melsen om terrorisme i straffelovens § 114. Det følger af § 114, stk. 1, at
den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uret-
mæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en
international organisation til at foretage eller undlade at foretage en hand-
ling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international orga-
nisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller
samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af oplistede handlinger
(f.eks. drab), når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng,
hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvor-
lig skade, straffes med fængsel indtil livstid. På samme måde straffes den,
som med det i stk. 1 nævnte fortsæt transporterer våben eller eksplosivstof-
fer, jf. § 114, stk. 2. Endelig straffes på samme den, som med det i stk. 1
nævnte fortsæt, truer med at begå en af de i stk. 1 og 2 nævnte handlinger,
jf. § 114, stk. 3.
4.
Endelig bemærkes, at fremmedkrigere afhængig af de konkrete omstæn-
digheder i den enkelte sag vil kunne straffes i andre lande, herunder f.eks. i
Syrien, Irak eller Tyrkiet. Det afhænger af lovgivningen i det pågældende
land, herunder hvilke internationale konventioner landet har tiltrådt, hvilke
forbrydelser der vil kunne dømmes for overtrædelse af.
3
UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 160: Kopi af URU alm. del - svar på spørgsmål 147 om, hvilke forbrydelser fremmedkrigere vil kunne dømmes for under gældende retspraksis, fra justitsministeren
Det er dog oplagt, at aktiviteter, som er udført af eller for Islamisk Stat, vil
kunne være omfattet af det pågældende lands terrorbestemmelser.
4