UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 157: Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-836/18, Subdelegación del Gobierno en Ciudad Real mod RH, fra udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2018-19 (1. samling)
UUI Alm.del Bilag 157
Offentligt

Notat

Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udlændinge- og

Integrationsudvalg om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudici-

elle sag C-836/18, Subdelegación del Gobierno en Ciudad Real mod RH

1. Indledning

En spansk ret (den forelæggende ret) har ved kendelse af 30. november

2018 forelagt EU-Domstolen to præjudicielle spørgsmål om fortolkningen

af artikel 20 i EUF-Traktaten (TEUF) om unionsborgerskabet.

Sagen ved EU-Domstolen vedrører overordnet spørgsmålet, i hvilket om-

fang de kompetente myndigheder i forbindelse med behandlingen af en an-

søgning om familiesammenføring har pligt til at undersøge, om et familie-

medlem (marokkansk) til en såkaldt statisk unionsborger, dvs. en unions-

borger, som ikke har udøvet sin ret til fri bevægelighed, har en afledt ret

efter TEUF artikel 20 til at blive familiesammenført med unionsborgeren i

dennes medlemsstat.

Sagen og de forelagte spørgsmål angår dermed adgangen til familiesammen-

føring efter EU-retten i en umiddelbart rent intern situation, dvs. en situati-

on, hvor EU-retten som følge af fraværet af et grænseoverskridende element

som udgangspunkt ikke finder anvendelse.

2. Hovedsagens faktiske omstændigheder og overordnede retlige pro-

blemstilling

Den spanske retssag, som har givet anledning til den præjudicielle forelæg-

gelse, vedrører et afslag på meddelelse af opholdsret efter EU-retten til en

marokkansk mand, hvis spanske hustru aldrig har udøvet sin ret til fri bevæ-

gelighed i Unionen. Afslaget var fra de spanske myndigheders side begrun-

det i, at hustruen ikke i forbindelse med ansøgningen om opholdsret havde

godtgjort, at hun rådede over tilstrækkelige midler til sig selv og sin ægte-

fælle.

Side

1/5

29. april 2019

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

EU-opholdskontoret

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 157: Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-836/18, Subdelegación del Gobierno en Ciudad Real mod RH, fra udlændinge- og integrationsministeren

De spanske myndigheders afgørelse om afslag på familiesammenføring blev

ifølge forelæggelseskendelsen truffet, uden at myndighederne havde foreta-

get en selvstændig forudgående undersøgelse af, om der i sagen forelå kon-

krete omstændigheder, som kunne godtgøre et eventuelt afhængighedsfor-

hold mellem ægtefællerne af en sådan art, at det i tilfælde af et afslag på

familiesammenføring reelt ville tvinge hustruen (unionsborgeren) til at for-

lade Unionens område som helhed sammen med sin marokkanske ægtefæl-

le.

Den omstændighed, at de spanske myndigheder følger en praksis, hvorefter

der i en sådan situation træffes afgørelse i sagen uden undersøgelse af, om

der eventuelt foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem parterne,

kan ifølge den forelæggende ret være i strid med TEUF artikel 20, idet uni-

onsborgeren ved en sådan praksis principielt risikerer at blive frataget den

effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som unionsborgeren er

tildelt ved sin status, jf. herved bl.a. EU-Domstolens dom i sagen C-82/16,

K.A. m.fl.

3. De præjudicielle spørgsmål

Den forelæggende ret har på ovennævnte baggrund forelagt EU-Domstolen

to præjudicielle spørgsmål, hvoraf det sidstnævnte vurderes at være af dansk

interesse. Spørgsmålene lyder således:

»1)

Henset til at den spanske civillovbogs artikel 68 bestemmer, at

ægtefæller har pligt til at bo sammen, kan kravet om, at en spansk

statsborger, der ikke har udøvet sin ret til fri bevægelighed, skal op-

fylde betingelserne i artikel 7, stk. 1, i kongeligt dekret nr.

240/2007 som en nødvendig betingelse for at få anerkendt opholds-

retten for vedkommendes ægtefælle, som ikke er unionsborger, i

overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i kongeligt dekret nr.

240/2007

–

såfremt disse betingelser ikke er opfyldt

–

da udgøre en

tilsidesættelse af artikel 20 TEUF, hvis den spanske statsborger

som følge af nægtelsen af denne ret er nødsaget til at forlade Unio-

nens område som helhed?

2) Under alle omstændigheder, uanset det foregående og besvarel-

sen af det første spørgsmål og henset til Den Europæiske Unions

Domstols praksis, bl.a. dom af 8. maj 2018, C-82/16, K.A. m.fl.

mod Belgien, er den spanske stats praksis

–

hvorefter bestemmel-

sen i artikel 7 i kongeligt dekret nr. 240/2007

automatisk

anvendes,

Side

2/5

og der nægtes opholdsret til et familiemedlem til en unionsborger,

der aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed, alene af den

grund, at unionsborgeren ikke opfylder betingelserne i denne be-

stemmelse, uden at det i den konkrete sag er blevet undersøgt, om

der mellem den pågældende unionsborger og tredjelandsstatsborge-

ren består et afhængighedsforhold af en sådan art, at dette, uanset

grunden hertil og i betragtning af de foreliggende omstændigheder,

medfører, at unionsborgeren, såfremt tredjelandsstatsborgeren næg-

tes opholdsret, ikke kan blive adskilt fra det familiemedlem, som

unionsborgeren er afhængig af, og må forlade Unionens område

–

da i strid med artikel 20 TEUF?«

4. EU-Domstolens praksis

En unionsborgers adgang til i helt særlige situationer efter EU-retten at kun-

ne familiesammenføre sig med sine tredjelandsfamiliemedlemmer uden at

have gjort brug af retten til fri bevægelighed følger af EU-Domstolens prak-

sis.

Domstolen slog i sagen C-34/09, Ruiz Zambrano, fast, at TEUF artikel 20 er

til hinder for, at en medlemsstat for det første nægter en tredjelandsstatsbor-

ger, som forsørger sine små børn, der er unionsborgere, ophold i den med-

lemsstat, hvori børnene er bosat og er statsborgere, og for det andet nægter

at give nævnte tredjelandsstatsborger en arbejdstilladelse, for så vidt som

disse afgørelser reelt fratager de nævnte børn den effektive nydelse af kerne-

indholdet i de rettigheder, som de er tildelt ved deres status som unionsbor-

gere, derved at børnene reelt vil blive nødsaget til at forlade Unionens om-

råde sammen med tredjelandsforælderen.

I sagen C-82/16, K.A. m.fl., som ligeledes vedrører en såkaldt intern situati-

on, konkluderede Domstolen, at TEUF artikel 20 er til hinder for, at en med-

lemsstat afviser at behandle en ansøgning om familiesammenføring alene af

den grund, at tredjelandsfamiliemedlemmet er genstand for et indrejsefor-

bud, uden at det er blevet undersøgt, om der mellem unionsborgeren og

tredjelandsfamiliemedlemmet består et afhængighedsforhold af en sådan art,

at unionsborgeren, såfremt tredjelandsstatsborgeren nægtes en afledt op-

holdsret, reelt vil være nødsaget til at forlade Unionens område som helhed.

Domstolen slog dog i K.A.-dommen samtidig fast, at en voksen person

–

til

forskel fra mindreårige, herunder navnlig små børn

–

i princippet er i stand

til at føre en tilværelse uafhængigt af sine familiemedlemmer, hvorfor aner-

Side

3/5

kendelsen af, at der mellem to voksne består et afhængighedsforhold, der

kan skabe en ret til afledt ophold i medfør af TEUF artikel 20, alene er mu-

lig i særlige tilfælde, hvor den omhandlede unionsborger, henset til samtlige

relevante omstændigheder, ikke på nogen måde vil kunne være adskilt fra

det familiemedlem, som den pågældende er afhængig af, jf. dommens præ-

mis 65.

5. Dansk praksis

Efter dansk familiesammenføringspraksis foretages der altid en konkret og

samlet vurdering af de oplysninger, der indgår i sagen, herunder oplysnin-

ger, der måtte tilsige, at visse af de almindelige betingelser for familiesam-

menføring skal fraviges, f.eks. på baggrund af Danmarks internationale for-

pligtelser, herunder navnlig den Europæiske Menneskerettighedskonventi-

ons artikel 8 (retten til familieliv).

I lyset af den foreliggende sag, som bl.a. følger op på K.A.-dommen, er Ud-

lændinge- og Integrationsministeriet blevet opmærksom på, at det for en god

ordens skyld bør tydeliggøres over for de sagsbehandlende myndigheder, at

der i sager om familiesammenføring med en herboende voksen dansk stats-

borger, som aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed, helt undtagelses-

vis principielt vil kunne være tale om, at familiemedlemmet afleder en op-

holdsret efter TEUF artikel 20 som følge af et ganske særligt afhængigheds-

forhold. Som nævnt foretager myndighederne allerede en konkret og samlet

vurdering af de omstændigheder, som indgår i sagen, herunder oplysninger

–

f.eks. af humanitær karakter

–

som måtte tale for, at parterne ikke bør

henvises til at udøve deres familieliv i tredjelandsborgerens hjemland.

6. Regeringens interesse i sagen

Den forelagte sag anses for væsentlig, fordi den vedrører spørgsmålet om

afledte opholdsrettigheder til tredjelandsborgere i medfør af TEUF artikel

20 om unionsborgerskabet i en umiddelbart rent intern situation.

Regeringens interesse i sagen angår den nærmere afgrænsning af adgangen

til familiesammenføring i en sådan situation, som sagen kan give anledning

til, og spørgsmålet om, i hvilket omfang myndighederne skal undersøge, om

en sådan adgang består.

Side

4/5

Regeringens interesse i sagen knytter sig i den forbindelse til det præjudici-

elle spørgsmål nr. 2. Sagens spørgsmål nr. 1 vurderes derimod fortrinsvis at

være relevant i en spansk kontekst.

Det er regeringens grundlæggende opfattelse, at det er det klare udgangs-

punkt, at EU-retten ikke finder anvendelse i en intern situation som den, der

gør sig gældende i hovedsagen, dvs. en sag om familiesammenføring mel-

lem en statisk unionsborger, der aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelig-

hed, og dennes ægtefælle, der er tredjelandsstatsborger.

Dette gælder efter regeringens opfattelse så meget desto mere i en sag som

den foreliggende, hvor der er tale om en voksen unionsborger, som ønsker

at blive familiesammenført med sin ægtefælle, idet det i praksis må være

den klare undtagelse, at der mellem voksne unionsborgere består et afhæn-

gighedsforhold, der kan skabe en ret til afledt ophold i medfør af artikel 20

TEUF. Dette er således alene muligt i særlige tilfælde, hvor den omhand-

lende unionsborger, henset til samtlige relevante omstændigheder, »ikke på

nogen måde vil kunne være adskilt« fra sin tredjelandsægtefælle, jf. dom C-

82/16, K.A. m.fl.

Der skal således efter regeringens opfattelse være tale om et kvalificeret

afhængighedsforhold mellem parterne, som i alle tilfælde ikke begrænser

sig til parternes blotte ønske om at udøve deres familieliv i unionsborgerens

medlemsstat.

Regeringen vil på den baggrund i indlægget for EU-Domstolen argumentere

for, at Domstolen efter Danmarks opfattelse bør undlade at udvide den helt

undtagelsesvise adgang til familiesammenføring efter EU-retten i en umid-

delbart rent intern situation, som er etableret ved dommene i bl.a. Zambrano

og K.A. m.fl., idet det fra dansk side dog samtidig må anerkendes, at det

følger af Domstolens praksis, at alle relevante omstændigheder, som frem-

går af sagen, herunder sådanne, der måtte pege på et særligt afhængigheds-

forhold mellem parterne, skal tages i betragtning og vurderes, inden der

eventuelt meddeles afslag på en ansøgning om familiesammenføring.

Side

5/5