UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 147: Orientering om fortolkningsnotat vedrørende EU-Domstolens dom i den præjudicielle sag C-230/17, Deha Altiner og Ravn (Altiner-dommen), fra udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2018-19 (1. samling)
UUI Alm.del Bilag 147
Offentligt

Notat

Udlændinge- og Integrationsudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Fortolkningsnotat vedrørende EU-Domstolens dom i den præjudicielle sag C-

230/17, Deha Altiner og Ravn (Altiner-dommen)

12. april 2019

1. Indledning

EU-Domstolen har den 27. juni 2018 afsagt dom i den præjudicielle sag C-230/17,

Deha Altiner og Ravn (Altiner-dommen), om dansk administrativ praksis for fami-

liesammenføring efter EU-retten. Sagen vedrører den situation, hvor en dansk

statsborger vender tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevæge-

lighed i en anden medlemsstat (den såkaldte sekundære fri bevægelighed), og

hvor et familiemedlem, som påberåber sig en afledt opholdsret, først senere ind-

rejser eller indgiver ansøgning om opholdsret.

2. Baggrund

Det forelagte spørgsmål

Østre Landsret har ved kendelse af 21. april 2017 forelagt et præjudicielt spørgs-

mål i en konkret verserende dansk retssag for EU-Domstolen vedrørende dansk

praksis for familiesammenføring efter EU-retten. Sagen vedrører den sekundære

fri bevægelighed

–

dvs. den situation, hvor en unionsborger, der har udøvet retten

til fri bevægelighed til en anden EU-medlemsstat (værtsmedlemsstaten), vender

tilbage til sin egen medlemsstat (oprindelsesmedlemsstaten) og under visse be-

tingelser har ret til familiesammenføring. Formålet med og begrundelsen for at

indrømme familiemedlemmer en afledt ret til ophold i den nævnte situation er, at

unionsborgeren kunne blive afskrækket fra at forlade sin medlemsstat, hvis et

familieliv, som måtte være opbygget eller konsolideret i værtsmedlemsstaten,

ikke kan fortsættes i oprindelsesmedlemsstaten.

Det præjudicielle spørgsmål i sagen var, om EUF-traktatens artikel 21, jf. opholds-

direktivet analogt, er til hinder for, at en medlemsstat nægter en tredjelands-

statsborger, der er familiemedlem til en unionsborger, som er statsborger i denne

medlemsstat og er vendt tilbage til medlemsstaten efter at have udøvet retten til

fri bevægelighed, en afledt opholdsret, hvis familiemedlemmet ikke indrejser eller

indgiver ansøgning om opholdsret i

” aturlig forlæ gelse”

af unionsborgerens

tilbagevenden.

EU-ophold

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

Side

1/8

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 147: Orientering om fortolkningsnotat vedrørende EU-Domstolens dom i den præjudicielle sag C-230/17, Deha Altiner og Ravn (Altiner-dommen), fra udlændinge- og integrationsministeren

Hovedsagens faktiske omstændigheder

Hovedsagen, som behandles af Østre Landsret, vedrører Udlændingestyrelsens

stadfæstelse af Statsforvaltningens afslag på en mindreårig tyrkisk statsborgers

ansøgning om familiesammenføring efter EU-retten med dennes stedmor, som er

dansk statsborger. Stedmoren er gift med den mindreårige tyrkiske statsborgers

far og havde udøvet retten til fri bevægelighed til Sverige. Afslaget var bl.a. be-

grundet med, at der fra tidspunktet for stedmorens tilbagevenden til Danmark gik

cirka ni måneder, inden den mindreårige tyrkiske statsborger indgav ansøgning

om familiesammenføring, og cirka otte måneder før han indrejste i Danmark. Ud-

lændingestyrelsen fandt, at der ikke var særlige grunde, såsom helbreds- eller

arbejdsmæssige forhold, der kunne begrunde den tid, der var hengået indtil hen-

holdsvis indrejsen og indgivelsen af ansøgningen.

I den konkrete sag havde Udlændingestyrelsen i sin afgørelse lagt til grund, at der

var etableret et familieliv mellem den mindreårige tyrkiske statsborger og dennes

danske stedmor i Sverige.

3. EU-Domstolens dom i den præjudicielle sag (Altiner-dommen)

EU-Domstolen forholder sig i dommen til, om EUF-traktatens artikel 21 skal for-

tolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter en

tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en unionsborger, som er stats-

borger i denne medlemsstat og vender tilbage dertil efter at have opholdt sig i en

anden medlemsstat på grundlag af og under overholdelse af EU-retten, ikke ind-

rømmes en afledt opholdsret efter EU-retten, hvis familiemedlemmet til den på-

gældende unionsborger ikke er indrejst i den førstnævnte medlemsstats område

eller ikke har i dgivet e a søg i g o opholdskort dér i ” aturlig forlæ gelse” af

den pågældende unionsborgers tilbagevenden til denne medlemsstat, jf. præmis

25.

Indledningsvist bemærker EU-Domstolen med henvisning til sag C-456/12, O.

m.fl., præmis 54, at såfremt der i forbindelse med en unionsborgers reelle ophold

i henhold til og under overholdelse af betingelserne i opholdsdirektivets artikel 7,

stk. 1 og 2, i en anden medlemsstat end den, hvor den pågældende er statsborger,

er blevet opbygget eller konsolideret et familieliv i denne medlemsstat, kræver

den effektive virkning af de rettigheder, som unionsborgeren har i henhold til

EUF-traktatens artikel 21, stk. 1, at det familieliv, som unionsborgeren har ført i

værtsmedlemsstaten, skal kunne fortsættes, når unionsborgeren vender tilbage til

oprindelsesmedlemsstaten, således at familiemedlemmet, der er tredjelands-

statsborger, indrømmes en afledt opholdsret (såkaldt sekundær fri bevægelig-

hed). Uden en sådan afledt opholdsret ville den pågældende unionsborger ifølge

EU-Domstolens praksis blive afskrækket fra at forlade oprindelsesmedlemsstaten

for at udøve sin opholdsret i henhold til EUF-traktatens artikel 21, stk. 1, i en an-

den medlemsstat, fordi den pågældende ikke har sikkerhed for i sin oprindelses-

Side

2/8

medlemsstat at kunne fortsætte et familieliv med sine nære familiemedlemmer,

som er blevet opbygget eller konsolideret i værtsmedlemsstaten, jf. præmis 26.

EU-Domstolen konstaterer dernæst i overensstemmelse med retspraksis, at be-

tingelserne i opholdsdirektivet finder analog anvendelse på tildeling af en afledt

opholdsret til en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en unionsborger

i situationer, der er omfattet af den sekundære fri bevægelighed, jf. præmis 27.

EU-Domstolen bemærker herefter, at den afledte opholdsret, som i medfør af

opholdsdirektivets artikel 7, stk. 2, indrømmes familiemedlemmer til en unions-

borger, der har taget ophold i en anden medlemsstat end den, hvor den pågæl-

dende er statsborger, ikke er undergivet en betingelse om, at disse indrejser i

denne medlemsstats område inden for en bestemt periode efter unionsborgerens

indrejse. Det fremgår af denne bestemmelse, at der i et sådant tilfælde ikke kun

indrømmes en afledt opholdsret til en unionsborgers familiemedlemmer, når de

”ledsager”

unionsborgeren i en anden medlemsstat end den, hvor den pågælden-

de er statsborger,

e ligeledes år de ”slutter

sig til” unionsborgeren i denne

anden medlemsstat, jf. præmis 27-29.

EU-Domstolen konstaterer dernæst, at en tredjelandsstatsborgers eventuelle ret

til ophold i en EU-medlemsstat er afledt af en unionsborgers udøvelse af retten til

fri bevægelighed, jf. sag C-456/12, O. m.fl., præmis 36 og den deri nævnte rets-

praksis. Da indrømmelsen af en afledt opholdsret på grundlag af EUF-traktatens

artikel 21, stk. 1, tilsigter at gøre det muligt i den medlemsstat, hvor den pågæl-

dende unionsborger er statsborger, at fortsætte det familieliv, som den pågæl-

dende har opbygget eller konsolideret med et medlem af sin familie, som er tred-

jelandsstatsborger, i værtsmedlemsstaten, har de kompetente myndigheder i den

medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger, ret til inden indrømmelsen af

en sådan opholdsret at efterprøve, om et sådant familieliv mellem unionsborge-

ren og den tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til denne, var blevet

afbrudt inden tredjelandsstatsborgerens indrejse i den medlemsstat, hvor den

pågældende unionsborger er statsborger, jf. præmis 30-31.

I relation til en sådan efterprøvelse kan den pågældende medlemsstat som en

enkelt indikator tage hensyn til den omstændighed, at tredjelandsstatsborgeren,

der er familiemedlem til en af medlemsstatens egne statsborgere, er indrejst på

dens område lang tid efter sidstnævntes tilbagevenden til dette område, jf. præ-

mis 32.

EU-Domstolen udtaler i den forbindelse, at det imidlertid ikke kan udelukkes, at et

familieliv, der er opbygget eller konsolideret mellem en unionsborger og et med-

lem af dennes familie, som er tredjelandsstatsborger, under deres ophold

–

på

grundlag af og under overholdelse af EU-retten

–

i værtsmedlemsstaten, fortsæt-

Side

3/8

ter på trods af den omstændighed, at unionsborgeren vender tilbage til den med-

lemsstat, hvor den pågældende er statsborger, uden at være ledsaget af det på-

gældende medlem af sin familie, der ser sig nødsaget til navnlig af årsager vedrø-

rende dennes personlige situation, beskæftigelse eller uddannelse at udskyde sin

indrejse i den pågældende unionsborgers oprindelsesmedlemsstat. Den omstæn-

dighed, at ansøgningen om opholdskort ikke er blevet indgivet i

”naturlig

forlæn-

gelse” af unionsborgerens tilbagevenden, udgør derfor et relevant forhold, som

uden i sig selv at være afgørende kan lægges til grund af den pågældende unions-

borgers oprindelsesland for inden for rammerne af en samlet vurdering at fastslå,

at der ikke foreligger nogen forbindelse mellem denne ansøgning og unionsborge-

rens forudgående udøvelse af sin ret til fri bevægelighed, og følgelig at afslå at

udstede et sådant opholdskort, jf. præmis 33-34.

EU-Domstolen konkluderer på den baggrund, at EUF-traktatens artikel 21, stk. 1,

ikke er til hinder for, at der meddeles afslag på en afledt opholdsret til et familie-

medlem, hvis denne ikke er indrejst eller har indgivet ansøgning om opholdsret i

” aturlig forlæ gelse” af u io sborgere s tilbageve de til edle sstate , hvor

den pågældende er statsborger. I den forbindelse skal der inden for rammerne af

en samlet vurdering ligeledes tages hensyn til andre relevante forhold, herunder

navnlig de forhold, som kan godtgøre, at det til trods for det tidsrum, der er forlø-

bet mellem unionsborgerens tilbagevenden til den nævnte medlemsstat og det

tidspunkt, hvor et medlem af dennes familie, som er tredjelandsstatsborger, er

indrejst i samme medlemsstat, forholder sig således, at det i værtsmedlemsstaten

opbyggede eller konsoliderede familieliv ikke er ophørt, jf. præmis 35.

4. Vurdering af Altiner-dommen

Det i sagen forelagte præjudicielle spørgsmål vedrører muligheden for i national

administrativ praksis at stille krav om, at et familiemedlems indrejse eller indgivel-

se af a søg i g o opholdsret skal ske i ” aturlig forlæ gelse” af, at u io sborge-

ren vender tilbage til sin egen medlemsstat efter at have udøvet retten til fri be-

vægelighed i en anden medlemsstat.

EU-Domstolen bekræfter i Altiner-dommen, at en medlemsstat kan lægge vægt

på, om et familiemedlems indrejse eller indgivelse af ansøgning om opholdskort

er sket i naturlig forlængelse af unionsborgerens tilbagevenden. Dommen slår

samtidig fast, at det er et krav, at forholdet indgår i en samlet vurdering, hvor der

ligeledes tages hensyn til andre relevante forhold, som kan belyse, om det familie-

liv, der er opbygget og konsolideret i værtsmedlemsstaten, er ophørt eller af-

brudt.

EU-Domstolen henviser i den forbindelse til, at formålet med at indrømme en

afledt opholdsret til et tredjelandsfamiliemedlem er at gøre det muligt for uni-

onsborgeren at

fortsætte

det familieliv, som den pågældende har

opbygget eller

Side

4/8

konsolideret

i forbindelse med et

reelt og faktisk ophold

i en anden medlemsstat i

overensstemmelse med opholdsdirektivets artikel 7, stk. 1 og 2. Det forudsættes

herved, at der i vurderingen indledningsvist tages stilling til karakteren af unions-

borgerens ophold i værtsmedlemsstaten samt karakteren af det familieliv, der

måtte være opbygget eller konsolideret dér.

Inden familiemedlemmet indrømmes en afledt opholdsret, har myndighederne i

oprindelsesmedlemsstaten ret til at efterprøve, om familielivet er

afbrudt

inden

familiemedlemmets indrejse i den pågældende medlemsstat. Myndighederne kan

herved som en

enkelt indikator

tage hensyn til, om familiemedlemmet er

indrejst

længe efter

unionsborgerens tilbagevenden, ligesom den omstændighed, at an-

søgningen om familiesammenføring ikke er indgivet i naturlig forlængelse af uni-

onsborgerens tilbagevenden, udgør

et relevant forhold,

som dog ikke kan stå ale-

ne eller være afgørende for vurderingen.

Det følger således af dommen, at det er relevant at inddrage den tidsmæssige

sammenhæng mellem unionsborgerens udøvelse af retten til fri bevægelighed og

familiemedlemmets indrejse eller ansøgning med henblik på familiesammenfø-

ring. En tidsforskydning mellem en unionsborgers tilbagevenden og familiemed-

lemmets indrejse kan imidlertid ikke i sig selv medføre, at en afledt opholdsret

ikke imødekommes. Det er en indikator, som kan lægges til grund med henblik på

at fastslå, at der ikke foreligger en forbindelse mellem familiemedlemmets indrej-

se eller ansøgning og unionsborgerens forudgående udøvelse af sin ret til fri be-

vægelighed. En tidsforskydning mellem en unionsborgers tilbagevenden til sin

egen medlemsstat og familiemedlemmets indrejse eller indgivelse af ansøgning

om familiesammenføring kan på den måde indikere, at familielivet er afbrudt eller

ophørt.

Det følger endvidere af dommen, at der i den konkrete samlede vurdering, der

skal foretages, skal tages hensyn til de forhold, som har begrundet en udskydelse

af familiemedlemmets indrejse, herunder årsager vedrørende dennes personlige

situation, beskæftigelse eller uddannelse. Der skal endelig tages hensyn til for-

hold, der kan godtgøre, at det i værtsmedlemsstaten opbyggede eller konsolide-

rede familieliv

ikke

er ophørt.

5. Dansk praksis

Ifølge dansk administrativ praksis

er det ikke et krav, at familiemedlemmet, som

er tredjelandsstatsborger, indrejser i Danmark samtidig med den danske statsbor-

ger, som har udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Hvis der

først ansøges om familiesammenføring efter EU-reglerne efter den danske stats-

Jf. Mi isteriet for Flygt i ge, I dva drere og I tegratio s otat af 8. ju i

: ”Notat o tids-

mæssig sammenhæng mellem en dansk statsborgers tilbagevenden til Danmark og ansøgning om

ophold som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-rette

”.

Side

5/8

borgers tilbagevenden til Danmark, skal der foretages en konkret vurdering af, om

familiemedlemmets ansøgning er indgivet i naturlig forlængelse af den danske

statsborgers tilbagevenden.

Ved vurderingen af, om familiemedlemmets ansøgning er indgivet i naturlig for-

længelse af den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark, lægges der vægt

på baggrunden for den tidsmæssige forskydning, herunder om familiemedlemmet

af arbejds-, uddannelses- eller helbredsmæssige grunde har udskudt ansøgningen

eller indrejsen i Danmark. Angivelsen er ikke udtømmende. Ved vurderingen læg-

ges der ligeledes vægt på varigheden af den tidsmæssige forskel, således at jo

længere tid der forløber fra unionsborgerens tilbagevenden til familiemedlem-

mets indrejse, jo større er formodningen som udgangspunkt for, at familielivet er

ophørt. Der kan ikke opstilles en fast grænse for den tidsmæssige forskel. Der

foretages i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af alle om-

stændigheder i sagen.

6. Præcisering af praksis som følge af Altiner-dommen

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at der som følge af

Altiner-dommen er behov for at tydeliggøre over for udlændingemyndighederne,

at vurderingen i sager, hvor der foreligger en tidsmæssig forskydning mellem uni-

onsborgerens tilbagevenden og familiemedlemmets indrejse eller indgivelse af

ansøgning, skal foretages på baggrund af en trinvis gennemgang

–

i den nævnte

rækkefølge

–

af følgende betingelser:

1. Har unionsborgeren haft et reelt og faktisk ophold i værtsmedlemsstaten?

Er dette efter en samlet vurdering af samtlige relevante omstændigheder ikke

tilfældet, hvilket udtrykkeligt skal fremgå af afgørelsen sammen med begrun-

delsen herfor, finder EU-retten ikke anvendelse i situationen, og der kan efter

omstændighederne i stedet ansøges om familiesammenføring efter udlændin-

gelovens regler.

2. Hvis betingelse nr. 1 er opfyldt: Har unionsborgeren og det relevante familie-

medlem opbygget eller konsolideret et familieliv i værtsmedlemsstaten, som

kan fortsættes i Danmark, og som er af en sådan karakter, at det kan danne

grundlag for en afledt opholdsret for familiemedlemmet?

Er dette efter en samlet vurdering af samtlige relevante omstændigheder ikke

tilfældet, meddeles afslag på familiesammenføring efter EU-retten under hen-

visning hertil med angivelse af de konkrete omstændigheder, myndigheden

har lagt vægt på i den forbindelse.

3. Hvis betingelse nr. 2 er opfyldt: Er familielivet afbrudt eller ophørt i tidsrum-

met fra unionsborgerens tilbagevenden til familiemedlemmets indrejse eller

indgivelse af ansøgning om opholdskort?

Hvis familielivet efter en samlet vurdering af samtlige relevante omstændig-

heder vurderes at være afbrudt eller ophørt, er der ikke længere et familieliv,

Side

6/8

som kan danne grundlag for en afledt opholdsret efter EU-retten. Der medde-

les i så fald afslag under henvisning hertil med angivelse af de konkrete om-

stændigheder, der er lagt vægt på i den forbindelse, herunder f.eks. den tids-

mæssige forskydning mellem unionsborgerens tilbagevenden og familiemed-

lemmets indrejse eller indgivelse af ansøgning, idet den nævnte omstændig-

hed dog ikke i sig selv kan være afgørende for vurderingen, jf. nedenfor.

Det bemærkes med hensyn til betingelse nr. 2, at vurderingen af, om familielivet

er opbygget eller konsolideret, skal ske i overensstemmelse med EU-Domstolens

afgørelse i sag C-456/12, O. m.fl. Efter denne afgørelse skal det vurderes, om uni-

onsborgeren og familiemedlemmet, der er tredjelandsstatsborger, reelt har haft

ophold i værtsmedlemsstaten efter artikel 7, stk. 1 og stk. 2, eller artikel 16, stk. 1

eller stk. 2, i opholdsdirektivet, jf. dommens præmis 56, som betingelse for, at

tredjelandsstatsborgeren kan aflede en opholdsret fra unionsborgeren.

Med hensyn til betingelse nr. 3 bemærkes, at EU-Domstolen som nævnt under

punkt 4 har bekræftet, at en medlemsstat som led i en samlet og konkret vurde-

ring af, om familielivet er ophørt eller afbrudt, kan lægge vægt på, om et familie-

medlems indrejse og indgivelse af ansøgning om opholdskort er sket i naturlig

forlængelse af unionsborgerens tilbagevenden til oprindelsesmedlemsstaten. Et

sådant aspekt kan imidlertid ikke i sig selv medføre, at et familiemedlem ikke kan

aflede en opholdsret fra unionsborgeren. Varigheden af den tidsmæssige forskyd-

ning kan indgå i vurderingen som ét blandt flere momenter, idet der dog ikke kan

fastsættes en øvre tidsmæssig grænse for forskydningen.

Der betyder efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at det ek-

sempelvis i en situation, hvor en dansk statsborger vender tilbage til Danmark, og

familiemedlemmet fortsat opholder sig i værtsmedlemsstaten for at arbejde eller

studere dér og først længe efter

–

eksempelvis efter et år

–

slutter sig til den dan-

ske statsborger i Danmark, ikke alene med henvisning til den tidsmæssige forskel

kan meddeles afslag på familiesammenføring. Tilsvarende gælder i en situation,

hvor en dansk statsborger vender tilbage til Danmark for at skabe de fornødne

rammer, herunder f.eks. for at finde arbejde, anskaffe bolig og institutionsplads

el.lign., inden familiemedlemmet slutter sig til unionsborgeren.

Der skal efter ministeriets opfattelse i disse tilfælde

–

uanset varigheden af den

tidsmæssige forskydning

–

foretages en konkret og individuel vurdering af, om det

pågældende familieliv er ophørt eller afbrudt. Positivt formuleret skal der foreta-

ges en vurdering af, om familielivet på trods af det tidsrum, der er forløbet, er

opretholdt og fortsat kan danne grundlag for en afledt opholdsret for det pågæl-

dende familiemedlem.

Side

7/8

Det følger endvidere af Altiner-dommen, at der i den samlede vurdering skal tages

hensyn til de forhold, som konkret må antages at være årsag til tidsforskydningen,

herunder årsager vedrørende familiemedlemmets personlige situation, beskæfti-

gelse eller uddannelse. Der vil være tale om en bred vifte af såvel praktiske som

personlige forhold, som ikke kan angives udtømmende.

Der skal endelig tages hensyn til forhold, der kan godtgøre, at det i værtsmed-

lemsstaten opbyggede eller konsoliderede familieliv

ikke

er ophørt. Der skal såle-

des efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse bl.a. tages hensyn til

forhold, der vidner om en intention om at fortsætte det i værtsmedlemsstaten

opbyggede eller konsoliderede familieliv i oprindelsesmedlemsstaten, ligesom der

skal tages hensyn til forhold, der omvendt måtte vidne om, at familielivet er af-

brudt eller ophørt. Der kan i den sammenhæng f.eks. tages hensyn til karakteren

af den kontakt, de pågældende har haft i det relevante tidsrum, sammenholdt

med karakteren af det familieliv, der er opbygget i værtsmedlemsstaten. Eventu-

elle fremadrettede fælles handlinger, der vidner om en intention om at fortsætte

familielivet, såsom eksempelvis køb af fælles bolig mv., vil også kunne indgå i vur-

deringen.

7. Vurdering af Altiner-dommens betydning for allerede afgjorte sager

Det bemærkes, at kompetencen til at træffe afgørelser vedrørende unionsborge-

res og deres familiemedlemmers ret til ophold efter EU-retten pr. 1. april 2019 er

overgået fra Statsforvaltningen som første instans og Udlændingestyrelsen som

klageinstans til henholdsvis Styrelsen for International Rekruttering og Integration

og Udlændingenævnet.

Udlændingenævnet har efter høring af Udlændingestyrelsen oplyst, at Udlændin-

gestyrelsen i alle sager af den pågældende art har foretaget en konkret og indivi-

duel vurdering af årsagen til den tidsmæssige forskel i overensstemmelse med

Mi isteriet for Flygt i ge, I dva drere og I tegratio s otat af 8. ju i

, ”No-

tat om tidsmæssig sammenhæng mellem en dansk statsborgers tilbagevenden til

Danmark og ansøgning om ophold som familiemedlem til den danske statsborger

efter EU-rette

”, jf. pu kt 5 ove for.

Udlændingestyrelsen har således ikke truffet

afgørelse alene under henvisning til længden af den tidsmæssige forskel mellem

den danske statsborger tilbagevenden og familiemedlemmets indrejse eller indgi-

velse af ansøgning, men foretaget en konkret vurdering af, om det i lyset af sa-

gens omstændigheder

var ” aturligt”, at a søg i ge blev i dgivet på et se ere

tidspunkt.

Udlændinge- og Integrationsministeriet vurderer på den baggrund, at der ikke er

behov for at genoptage allerede afgjorte sager som følge af Altiner-dommen.

Side

8/8