Udlændinge- og Integrationsudvalget 2018-19 (1. samling)
UUI Alm.del Bilag 10
Offentligt
1949877_0001.png
Det Internationale Sekretariat
NOTAT
Kort gennemgang af baggrunden for og indholdet i Marrakesh-
erklæringen og den tilknyttede handlingsplan
Den 8.oktober 2018
Baggrund
EU har siden 2000 haft et etableret samarbejde med en stor gruppe lande på
det afrikanske kontinent. Samarbejdet, der oprindeligt havde fokus på
udviklingen af et handelssamarbejde, tog i 2007 en ny form, idet samarbejdet
om migration blev etableret.
Grundlaget for samarbejdet mellem EU og Afrika er
Cotonouaftalen
og en
partnerskabsaftale (EU-AVS,
især artikel 13 om migration)
indgået mellem på
den ene side EU og på den anden side i alt 79 lande fra Afrika og Stillehavet
og en gruppe caribiske stater.
Afrika-EU-samarbejdet opererer på tre niveauer:
På kontinentalt niveau
føres dialogen med Den Afrikanske Union. Stats- og
regeringscheferne godkendte på et topmøde mellem EU og Afrika i april 2014
en vigtig politisk erklæring om migration og mobilitet.
På regionalt niveau
føres politiske dialoger med landene langs den vestlige
migrationsrute (Rabatprocessen) og den østlige migrationsrute
(Khartoumprocessen). Disse dialoger understøttes af konkrete
handlingsplaner og finansielle ressourcer. EU har også indledt nye regionale
udviklings- og beskyttelsesprogrammer i Nordafrika og Afrikas Horn.
På bilateralt niveau udgøres samarbejdet
dels af en bred vifte af program- og
projektstøtte, som skal bidrage til institutionelle og lovgivningsmæssige
reformer og til kapacitetsopbygning i partnerlande, dels specifikke politiske
aftaler, indgået med Marokko, Tunesien, Kap Verde og Nigeria. Disse
politiske aftaler er underbygget af konkrete EU-finansierede foranstaltninger.
Marrakesherklæringen
Marrakesherklæringen
er en politisk erklæring. Erklæringens hovedtema er
migration og den flerårige programmering for Afrika-EU-dialogen. Fem søjler
udgør overskrifterne for dialogmøderne, der ligeledes har et vedhæftet
handleprogram bestående af 20 punkter.
Ref.:
Christine Sidenius
EU-specialkonsulent
1/3
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Notat om marrakesh-erklæringen
1949877_0002.png
Erklæringen indeholder fem hovedsøjler:
Udviklingen i områder, hvorfra der migreres, og hovedårsagerne til
irregulær migration og tvungen forflyttelse
Lovlig migration og mobilitet
Beskyttelse og asyl
Forebyggelse af og kampen mod irregulær migration,
menneskesmugling og trafficking af mennesker
Tilbagesendelse, tilbagetagelse og reintegration.
Erklæringens handlingsplan indeholder
23 punkter,
der relaterer sig til de fem
hovedmål.
Der er ikke noget i erklæringen, der juridisk forpligter de lande, der har
tilsluttet sig erklæringen, til at gennemføre specifikke mål eller delmål i aftalen,
og der indgår ikke i teksten nogen sanktionsmuligheder ved manglende
overholdelse af erklæringens mål. Som instrument for dialog og tilnærmelse
af nationale politikker udgør erklæringen et fundament til fælles forståelse af
en eller flere politikker, dertilhørende målsætninger og en række
hensigtserklæringer.
Politiske erklæringer kan danne grundlag for praktisk og operationelt
samarbejde. Marrakesherklæringen indeholder dog ikke en egentlig
operationel plan, udelukkende en handlingsplan. Det kan tilføjes, at Libyen
ikke er med i erklæringen, og at Egypten siden vedtagelsen har valgt at
fratræde støtten til erklæringen. Endvidere har Ungarn som eneste EU-land
valgt ikke at støtte erklæringen.
Rammen for Marrakesherklæringen
Rabatprocessen blev indledt i 2006. Processen ledes af en styregruppe
bestående af fem EU-medlemslande (Belgien, Frankrig, Italien, Portugal og
Spanien), fem partnerlande (Burkina Faso, Ækvatorialguinea, Mali, Marokko
og Senegal) samt Kommissionen og ECOWAS (det økonomiske samarbejde
mellem en række afrikanske lande). Den samler regeringer fra 55 lande (28
afrikanske lande og 27 EU-lande).
Det overordnede formål med Rabatprocessen er at skabe og styrke dialogen
om de førnævnte søjler i forhold til den østlige migrationsrute i Nordafrika.
Rabatprocessen tager primært form af EU-Afrikaministerielle konferencer.
EU indgår partnerskabsaftaler som eksempelvis Cotonouaftalen med
tredjelande. Den er mellemstatslig, men har juridisk bindende karakter. En
evalueringsrapport præsenteret af Kommissionen i 2016 konkluderer dog, at
der er stor forskel på, hvordan implementeringen af de forskellige dele af
aftalen er sket. Særlig i forhold til aftalens artikel 13 om migration peger
2/3
 UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Notat om marrakesh-erklæringen
1949877_0003.png
evalueringen på, at forventningerne og gennemførelsen af artiklens dele er
sket på baggrund af meget forskellig tilgang og fortolkning af artiklens indhold.
Hvor AVS-landene har haft fokus på forpligtelser vedrørende respekt for
menneskerettigheder og beskyttelse af migranter, har EU-landene haft størst
fokus på tilbagesendelser og tilbagetagelse samt bekæmpelse af
menneskesmugling.
Kommissionen skriver efterfølgende i en
meddelelse
bl.a. ”Mere
effektive og
virkningsfulde foranstaltninger til håndtering af udfordringerne i forbindelse
med tilbagesendelse, tilbagetagelse og reintegration. Begge parter skal i høj
grad forpligte sig med et operationelt samarbejde. Især med hensyn til
tilbagetagelse skal de eksisterende bestemmelser i artikel 13 i Cotonouaftalen
styrkes og gøres eksigible (kan gennemføres ved ret)”.
Vallettaerklæringen
Under det maltesiske formandskab i 2015 vedtog Det Europæiske Råd en
erklæring
om forstærket samarbejde om migration med en række afrikanske
lande. Baggrunden var Kommissionens udspil til en
global strategi for
migration.
På det seneste møde i maj 2018 i Marrakesh - det femte af sin slags - var der
følgende punkter på dagsordenen:
1) At integrere Rabatkonferencen i en global ramme for migration; 2) at styrke
overvågningen af den fælles Vallettahandleplan; 3) at gennemføre
forpligtelsen til at oprette en database, hvor fremskridt og opfyldelse af mål og
delmål registreres; og 4) at vedtage et nyt flerårigt handleprogram.
Herudover vedtog konferencen Marrakesherklæringen, som er beskrevet
ovenfor.
Finansieringen af EU-Afrikadialogen i Rabatprocessen sker via EU-fonde.
For yderligere information om Marrakesherklæringen og Vallettaerklæringen,
herunder finansiering via EU-Afrika trustfonden henvises til følgende links
Link til faktaark om EU-Afrika trustfonden (dansk)
Link til Vallettaerklæringen (engelsk)
Link til seneste oversigt fra Kommissionen om EU-Afrika samarbejdet
(engelsk)
Link til oversigt over status for EU-Afrika partnerskabsaftaler (engelsk)
Dette dokument er udarbejdet af Folketingets Administration til brug for
medlemmer af Folketinget. Efter ønske fra Folketingets Præsidium understøtter
Folketingets Administration det parlamentariske arbejde i Folketinget, herunder
lovgivningsarbejdet og den parlamentariske kontrol med regeringen ved at yde
upartisk faglig bistand til medlemmerne. Faglige noter udarbejdet af
Folketingets Administration er i udgangspunktet offentligt tilgængelige.
3/3