UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Lovforslag om ændring af udlændingeloven, lov om dansk indfødsret og lov om ændring af lov om dansk indfødsret, fra udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2018-19 (1. samling)
UUI Alm.del Bilag 1
Offentligt

Udkast til forslag

til

Lov om ændring af udlændingeloven, lov om dansk indfødsret og lov om ændring af lov om

dansk indfødsret

(Ændring af reglerne om anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge, justering af klagead-

gang i sager om frihedsberøvelse, justering af klageadgang i sager om frihedsberøvelse, præcisering

af reglerne vedrørende politiets visitation af udlændinge ved udsendelse, kompetenceændringer som

følge af nedlæggelse af Statsforvaltningen mv.)

§1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, som senest ændret ved lov nr.

743 af 8. juni 2018, foretages følgende ændringer:

§ 9 a, stk. 7, 1. pkt.,

affattes således:

»De regionale arbejdsmarkedsråd afgiver efter anmodning fra Styrelsen for International Rekrutte-

ring og Integration en udtalelse om, hvorvidt betingelserne i stk. 2, nr. 1-8 og 11, er opfyldt.«.

§ 9 a, stk. 8,

affattes således:

»Stk.

Opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 1-8 og 11, kan ikke gives, hvis den ansættelse, som ud-

lændingen har indgået aftale eller fået tilbud om, er omfattet af en lovlig arbejdskonflikt.«.

§ 9 h, stk. 1, nr. 14,

affattes således:

»14) forlængelse af opholdstilladelse efter nr. 4-9,«.

§ 9 h, stk. 1, nr. 15,

ændres »nr. 11 og 12« til: »nr. 10 og 11«.

§ 9 h, stk. 1, nr. 17,

ændres »nr. 11« til: »nr. 10«.

§ 9 h, stk. 1, nr. 18,

affattes således:

»18) tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. § 11, hvis udlændingen har opholdstilladelse efter en af

de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-9 og 11, og«.

§ 9 h, stk. 4, 1.-3. pkt.,

affattes således:

»Størrelsen af gebyrerne efter stk. 1, nr. 4-9, 14 og 16, fastsættes således, at de svarer til omkost-

ningerne ved Styrelsen for International Rekruttering og Integrations behandling af ansøgninger om

opholdstilladelse og forlængelse af opholdstilladelse. Størrelsen af gebyrerne efter stk. 1, nr. 1-3,

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Lovforslag om ændring af udlændingeloven, lov om dansk indfødsret og lov om ændring af lov om dansk indfødsret, fra udlændinge- og integrationsministeren

10-13 og 15, fastsættes således, at de svarer til omkostningerne ved Udlændingestyrelsens behand-

ling af ansøgninger om opholdstilladelse og forlængelse af opholdstilladelse. Størrelsen af gebyrer-

ne efter stk. 1, nr. 17-19, fastsættes således, at de svarer til omkostningerne ved behandlingen af

ansøgninger om tidsubegrænset opholdstilladelse.«.

§ 9 h, stk. 7,

affattes således:

»Stk.

Hvis en ansøgning, der er omfattet af stk. 1, afvises på andet grundlag end manglende ge-

byrbetaling, jf. § 9, stk. 25, § 9 a, stk. 5 og 6, § 9 c, stk. 6, § 9 f, stk. 9, § 9 g, stk. 3 og 4, § 9 i, stk. 3

og 4, § 9 j, stk. 2 og 3, § 9 k, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, § 9 m, stk. 2 og 3, § 9 n, stk. 2 og 3, § 9 q, stk.

10-12, § 11, stk. 10, § 47 b og regler udstedt i medfør af § 9 g, stk. 1 og 2, skal gebyret tilbagebeta-

les fratrukket et beløb på 750 kr.«.

§ 9 h, stk. 13, 2.

3. pkt.,

affattes således:

»Beløb fastsat efter stk. 1, nr. 4-9, 14 og 16, og stk. 3 og de beløb, der er angivet i stk. 8, 1. pkt., og

stk. 10 reguleres fra og med 2016 en gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov

om en satsreguleringsprocent. Beløb fastsat efter stk. 1, nr. 1-3, 12, 13, 18 og 19, reguleres fra og

med 2017 en gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsregulerings-

procent.«.

10.

§ 9 h, stk. 13, 4. pkt.,

ændres »stk. 1, nr. 11, 12, 16 og 18« til: »stk. 1, nr. 10, 11, 15 og 17«.

11.

§ 9 m, stk. 2

affattes således:

»Stk.

Ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1 kan kun indgives her i landet, hvis udlændingen

har lovligt ophold i medfør af §§ 1-3 a eller 4 b eller § 5, stk. 2, i medfør af EU-reglerne, jf. § 6,

eller en opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, og hvis ingen særlige grunde taler her-

imod. Hvis udlændingen ikke har lovligt ophold, jf. 1. pkt., kan ansøgning om opholdstilladelse

efter stk. 1 ikke indgives her i landet, medmindre opholdet skyldes omstændigheder, der ikke kan

lægges udlændingen til last, eller hvis der foreligger ganske særlige grunde, herunder hvis Dan-

marks internationale forpligtelser kan tilsige det. Hvis udlændingen har fået fastsat en udrejsefrist,

eller hvis udlændingen har en anden ansøgning under behandling, kan ansøgning efter stk. 1 ikke

indgives her i landet, medmindre Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige det.

Stk. 3.

En ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse efter stk. 1 skal indgives før tilladelsens

udløb, for at udlændingen kan anses for at have lovligt ophold efter stk. 2, 1. pkt. Stk. 2, 2. pkt.,

finder tilsvarende anvendelse.«.

12.

§ 19, stk. 6,

udgår: ”140,”.

13.

§ 25 c

udgår: ” 140,”.

14.

§ 33, stk. 5,

affattes således:

»Stk.

Ansøgning om opholdstilladelse, som tillades indgivet her i landet, jf. § 9, stk. 25, § 9 a, stk.

5 og 6, § 9 c, stk. 6, § 9 f, stk. 9, § 9 i, stk. 3 og 4, § 9 j, stk. 2 og 3, § 9 k, stk. 2 og 3, § 9 l, stk. 2 og

3, § 9 m, 2 og 3, § 9 n, stk. 2 og 3, § 9 p, stk. 2 og 3, og § 9 q, stk. 11 og 12, og ansøgning om op-

holdstilladelse efter § 9 d tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.«.

15.

§ 35, stk. 3,

indsættes som

4. pkt.:

»Der kan endvidere foretages besigtigelse og undersøgelse af udlændingens legeme og tøj efter § 37

a, stk. 3-7.«.

16.

§ 37, stk. 8, 2. pkt.,

ændres »herunder hvis« til: »idet«.

17.

§ 37 a, stk. 1,

ændres »Retsplejelovens § 758, stk. 1, 1.-3. pkt.« til: »Retsplejelovens § 758,

stk. 1, 1. pkt.«.

18.

§ 37 a

indsættes som stk. 3-7:

»Stk.

Politiet kan i forbindelse med en frihedsberøvelse efter § 36 og under iagttagelse af be-

stemmelserne i stk. 4-7 foretage besigtigelse og undersøgelse af udlændingens legeme og tøj med

henblik på at fratage vedkommende genstande, som kan benyttes til vold eller undvigelse, eller som

i øvrigt kan medføre fare for udlændingen eller andre. Politiet kan tage sådanne effekter samt pen-

ge, der findes hos udlændingen, i bevaring.

Stk. 4.

Besigtigelse og undersøgelse i medfør af stk. 3 må ikke foretages, såfremt det efter ind-

grebets formål, sagens betydning og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at

forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 5.

Legemsindgreb skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Det skal her-

ved bl.a. så vidt muligt iagttages, at et indgreb, der ellers kan føles krænkende for blufærdigheden,

kun foretages af personer af samme køn som den undersøgte eller af sundhedspersonale. Kræver et

sådant indgreb afklædning, må det så vidt muligt kun overværes af personer af samme køn som den

undersøgt eller af sundhedspersonale.

Stk. 6.

Legemsundersøgelse, jf. retsplejelovens § 792, stk. 1, nr. 2, må kun foretages under med-

virken af en læge. Lægen tager stilling til, om indgrebets gennemførelse under hensyn til den her-

med forbundne smerte og risiko samt den undersøgte persons tilstand er lægeligt forsvarlig.

Stk. 7.

Legemsundersøgelse af en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i med-

før af § 37, jf. § 36, må kun foretages, hvis der foreligger en konkret og nærliggende fare, eller hvis

der er bestemte grund til at antage, at udlændingen uretmæssigt er i besiddelse af genstande, jf. stk.

3. Politiet kan dog umiddelbart før gennemførelsen af den faktiske udsendelse foretage legemsun-

dersøgelse af en udlænding, selvom der ikke foreligger en konkret og nærliggende fare, eller der

ikke er bestemte grunde til at antage, at udlændingen uretmæssigt er i besiddelse af genstande, hvis

frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, hvis den pågældende er frihedsbe-

røvet med henblik på udsendelse efter § 36, stk. 1, 1.-5. pkt.«.

19.

§ 40 e, 44 a, stk. 1,

to steder i

§ 44 a, stk. 9,

og i

§ 58 h, stk. 1,

ændres »Udlændingestyrelsen,

Styrelsen for International Rekruttering og Integration og Statsforvaltningen« til: »Udlændingesty-

relsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration.«.

20.

§ 42 a, stk. 7, 4. pkt.,

ændres »En sådan udlænding« til: »Udlændinge omfattet af stk. 1 og 2,

jf. stk. 3,«.

21.

§ 44 a, stk. 5,

§ 46 b

udgår: »Statsforvaltningen,«.

22.

§ 45 a, stk. 1, 2 og 4,

§ 45 c, stk. 1,

ændres »Flygtningenævnet, Udlændingenævnet og

Statsforvaltningen, jf. § 46 c« til: »Flygtningenævnet og Udlændingenævnet«.

23.

§ 46, stk. 2, 1. pkt.,

affattes således:

»Afgørelser efter § 9 a, § 9 h, stk. 1, nr. 4-9, 14 og 16, § 9 h, stk. 8, 1. pkt., jf. § 9 h, stk. 1, nr. 4-9,

14 og 16, og stk. 3, §§ 9 i-9 n og 9 p, afgørelser vedrørende forlængelse, bortfald og inddragelse af

opholdstilladelser meddelt efter §§ 9 a, 9 i-9 n og 9 p, bortset fra afgørelser om bortfald efter § 21 b,

og afgørelser efter § 33 i forbindelse med sådanne sager træffes af Styrelsen for International Re-

kruttering og Integration.«.

24.

§ 46, stk. 2,

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Tilsvarende gælder afgørelser om udstedelse, forlængelse og inddragelse af registreringsbeviser og

opholdskort til udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, samt konstatering af ophør af en op-

holdsret efter EU-reglerne, jf. § 6.«.

25.

§ 46 a, stk. 2,

ændres »§ 52 b, stk. 2 og 4« til: »§ 52 b, stk. 2, 4 og 5«.

26.

§§ 46 c

46 d

ophæves.

27.

§ 48, stk. 1, 5. pkt.,

ændres »jf. dog 7. og 8. pkt. og stk. 2.« til: » jf. dog 7. pkt. og stk. 2 og 3.«.

28.

§ 48, stk. 1, 5. pkt.,

ændres »§ 52 b, stk. 5« til: »§ 52 b, stk. 6«.

29.

§ 48, stk. 1,

udgår 7. pkt.

8. pkt. bliver herefter 7. pkt.

30.

§ 48, stk. 2,

indsættes som 3. pkt. »Klagen har ikke opsættende virkning.«.

3. pkt. bliver herefter 4. pkt.

31.

§ 48

indsættes som

stk. 3:

»Stk.

Politidirektørens afgørelser efter § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, og § 37 e, stk. 1 og

4, kan påklages til Rigspolitichefen, jf. dog 5. pkt. Rigspolitichefens afgørelse efter § 36, § 37 c, stk.

5, § 37 d, stk. 1 og 3, og § 37 e, stk. 1 og 4, i 1. instans kan påklages til udlændinge- og integrati-

onsministeren, jf. dog 5. pkt. Klagen har ikke opsættende virkning. Rigspolitichefens afgørelser i

klagesager over afgørelser truffet efter 1. pkt. af politidirektørerne kan ikke påklages til udlændin-

ge- og integrationsministeren. Politidirektørernes eller Rigspolitichefens afgørelse om iværksættelse

af foranstaltninger efter § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, og § 37 e, stk. 1 og 4 kan dog kun

påklages, såfremt afgørelsen ikke kan indbringes for domstolene efter §§ 37, 37 c-37 e eller 37 k.«.

32.

§ 52 b stk. 1, nr. 10

ændres »§ 32, stk. 7 og 9« til: »§ 32, stk. 8 og 11«.

33.

§ 52 b, stk. 1, nr. 11,

ændres »§ 9 h, stk. 1, nr. 1-3, 11-14 og 18-20« til: »§ 9 h, stk. 1, nr. 1-3,

10-13 og 17-19«.

34.

§ 52 b, stk. 2, nr. 3,

affattes således:

»3) Afgørelser om afvisning af indgivelse af ansøgninger om opholdstilladelse og forlængelse af

opholdstilladelser efter § 9 a, stk. 5 og 6, § 9 i, stk. 3 og 4, § 9 j, stk. 2 og 3, § 9 k, stk. 2 og 3, § 9 l,

stk. 2 og 3, § 9 m, stk. 2 og 3, § 9 n, stk. 2 og 3, og § 9 p, stk. 2 og 3, og afgørelser om afvisning af

en ansøgning om opholdstilladelse, jf. § 47 b.«.

35.

§ 52 b, stk. 2,

indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:

»4) Afgørelser om udstedelse, forlængelse og inddragelse af registreringsbeviser og opholdskort til

udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, jf. § 6.«.

Nr. 4-9 bliver herefter nr. 5-10.

36.

§ 52 b, stk. 2, nr. 8,

ændres »§ 9 h, stk. 1, nr. 4-10, 15 og 17« til: »§ 9 h, stk. 1, nr. 4-9, 14 og

16«.

37.

§ 52 b

indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk.

Udlændingenævnet kan endvidere behandle klager over Styrelsen for International Rekrut-

tering og Integrations konstatering af, at en opholdsret efter § 6 er ophørt.«.

Stk. 5-7 bliver herefter stk. 6-8.

38.

§ 52 b, stk. 6,

som bliver stk. 7, ændres »stk. 1-5« til: »stk. 1-6«.

39.

§ 58 h, stk. 2,

ændres »Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Inte-

gration eller Statsforvaltningen” til ”Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekrutte-

ring og Integration«.

40.

§ 62 l, stk. 8, nr. 8,

indsættes efter »opholdet«: »og foreløbige afgørelser om ændring af an-

bringelsessted m.v.«.

41.

§ 62 m

indsættes som

stk. 4 og 5:

»Stk.

Udlændinge- og integrationsministeren kan efter forhandling med børne- og socialministe-

ren fastsætte nærmere regler om, at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om at dispensere fra

aldersgrænsen i stk. 2 i særlige situationer i forhold til udlændinge under 12 år.

Stk. 5.

Børne- og socialministeren kan efter forhandling med udlændinge- og integrationsministe-

ren fastsætte nærmere regler om anvendelsen af og forholdene under en anbringelse på delvis luk-

kede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på en døgninstitution.«.

42.

§ 62 n

indsættes som

stk. 4 og 5:

»Stk.

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om de nærmere rammer og vilkår under den kon-

krete anbringelse på en sikret døgninstitution.

Stk. 5.

Børne- og socialministeren kan efter forhandling med udlændinge- og integrationsministe-

ren fastsætte nærmere regler om anvendelsen og forholdende på sikrede døgninstitutioner, herunder

om kommunalbestyrelsens ret til at fastsætte de nærmere rammer og vilkår for den konkrete anbrin-

gelse.«.

43.

§ 62 o

indsættes som

stk. 5 og 6:

»Stk.

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om de nærmere rammer og vilkår under den kon-

krete anbringelse på en særligt sikret afdeling.

Stk. 6.

Børne- og socialministeren kan efter forhandling med udlændinge- og integrationsministe-

ren fastsætte nærmere regler om anvendelsen af og forholdene på særligt sikrede afdelinger, herun-

der om kommunalbestyrelsens ret til at fastsætte de nærmere rammer og vilkår for den konkrete

anbringelse.«.

§2

I lov om dansk indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1029 af 10. juli 2018, foretages følgende æn-

dringer:

§ 3, stk. 1,

§ 4, stk. 1

ændres »statsforvaltningen« til: »Udlændinge- og Integrationsmi-

nisteriet«.

§ 4 A, stk. 2, 2. pkt.,

ophæves.

§3

I lov nr. 1496 af 23. december 2014 om ændring af lov om dansk indfødsret (Accept af dobbelt

statsborgerskab og betaling af gebyr i sager om dansk indfødsret), som ændret ved lov nr. 111 af 8.

februar 2016 og § 2 i lov nr. 1562 af 13. december 2016, foretages følgende ændring:

§ 3, stk. 1,

ændres »statsforvaltningen« til: »Udlændinge- og Integrationsministeriet«.

§4

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 2019.

Stk. 2.

Loven finder anvendelse på klager over iværksættelse af foranstaltninger efter § 36, § 37 c,

stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, og § 37 e, stk. 1 og 4, indgivet fra den 1. januar 2019, jf. dog stk. 3.

Stk. 3.

Lovens § 1, nr. 19, 21-22, 24-26, 28, 35, 37-39 og §§ 3 og 4 træder i kraft den 1. april

2019.

§5

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller

delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske

forhold tilsiger.

Indholdsfortegnelse

1. Indledning .................................................................................................................................. 10

2. Ændring af reglerne om anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge ................... 11

2.1. Hjemmel til at fastsætte regler om forholdene under en anbringelse mv. .............................. 11

2.1.1. Gældende ret ................................................................................................................ 11

2.1.2. Ministeriets overvejelser .............................................................................................. 13

2.1.3. Lovforslagets indhold .................................................................................................. 14

2.2. Hjemmel til at træffe foreløbige afgørelser om ændring af anbringelsessted ......................... 15

2.2.1. Gældende ret ................................................................................................................ 15

2.2.2. Ministeriets overvejelser .............................................................................................. 15

2.2.3. Lovforslagets indhold .................................................................................................. 16

3. Justering af klageadgang i sager om frihedsberøvelse .......................................................... 16

3.1. Gældende ret ........................................................................................................................... 16

3.2. Ministeriets overvejelser ......................................................................................................... 18

3.3. Den foreslåede ordning ........................................................................................................... 19

4. Udtømmende opregning af tilfælde for forlængelse af frihedsberøvelse ............................. 20

4.1. Gældende ret ........................................................................................................................... 20

4.1.1. Udlændingelovens regler om varigheden af frihedsberøvelse ..................................... 20

4.1.2. Udsendelsesdirektivet .................................................................................................. 20

4.1.3. Udsendelsesdirektivets implementering i dansk ret ..................................................... 21

4.2. Ministeriets overvejelser ......................................................................................................... 22

4.3. Den foreslåede ordning ........................................................................................................... 22

5. Visitation af udlændinge forud for en udsendelse ................................................................. 23

5.1. Gældende ret ........................................................................................................................... 23

5.1.1. Udlændingelovens regler ............................................................................................. 23

5.1.2. Retsplejelovens regler .................................................................................................. 24

5.1.3. Varetægts- og undersøgelsesbekendtgørelsen ............................................................. 25

5.1.4. Politilovens regler ........................................................................................................ 26

5.1.5. Politiets gældende praksis ............................................................................................ 26

5.2. Ministeriets overvejelser ......................................................................................................... 27

5.3. Den foreslåede ordning ........................................................................................................... 27

6. Præcisering af reglerne om ro og orden på indkvarteringsstederne ................................... 28

6.1. Gældende regler ...................................................................................................................... 28

6.2. Ministeriets overvejelser ......................................................................................................... 30

6.3. Den foreslåede ordning ........................................................................................................... 31

7. Forslag til ændringer som følge af nedlæggelsen af Statsforvaltningen .............................. 31

7.1. Gældende ret ........................................................................................................................... 32

7.2. Den foreslåede ordning ........................................................................................................... 33

7.3. Gebyr i forbindelse med behandlingen af sager om opholdstilladelse med henblik på

adoption, når adoptionsansøgeren er godkendt som adoptant ....................................................... 34

8. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser ............................................................. 35

9. Økonomiske konsekvenser for det offentlige ......................................................................... 36

10. Implementeringskonsekvenser for det offentlige ................................................................... 36

11. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v. .................................. 36

12. Administrative konsekvenser for borgerne ............................................................................ 37

13. Miljømæssige konsekvenser ..................................................................................................... 37

14. Forholdet til EU-retten ............................................................................................................. 37

15. Hørte myndigheder og organisationer m.v............................................................................. 38

16. Sammenfattende skema ............................................................................................................ 38

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser ................................................................. 39

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indledning

Formålet med lovforslaget er at gennemføre en række ændringer af udlændingeloven, herunder

konsekvensændringer som følge af kommende lovændringer på andre områder.

Med lovforslaget foreslås bl.a. en række ændringer af reglerne i udlændingelovens kapitel 9 b om

anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge på delvis lukkede afdelinger på døgninstitutio-

ner, delvis lukkede døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger. Der

foreslås bl.a. indført adgang til at træffe foreløbige afgørelser om ændring af anbringelsessted. End-

videre foreslås der bl.a. tilvejebragt hjemmel til at fastsætte regler om anvendelsen af og forholdene

under en anbringelse efter udlændingeloven på en døgninstitution. Endelig foreslås der bl.a. indført

adgang til i særlige tilfælde at anbringe uledsagede mindreårige udlændinge under 12 år på delvis

lukkede døgninstitutioner, og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner.

Der henvises til pkt. 2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Lovforslaget indeholder for det andet forslag om, at reglerne om behandling af klager over politiets

afgørelser vedrørende administrativ frihedsberøvelse efter udlændingeloven ændres, således at poli-

tidirektørernes afgørelser fremover kan påklages til Rigspolitichefen i stedet for til udlændinge- og

integrationsministeren. Den foreslåede ændring afspejler, at Rigspolitiet er overordnet myndighed

for politikredsene, at Rigspolitiet besidder en betydelig sagkundskab på området, og at spørgsmålet

om frihedsberøvelse i høj grad beror på en politifaglig vurdering.

Der henvises til pkt. 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der foreslås for det tredje, at udlændingelovens regler om varigheden af en administrativ frihedsbe-

røvelse af en udlænding præciseres. Den foreslåede ændring har til formål at sikre en korrekt gen-

nemførelse af EU’s udsendelsesdirektiv og indebærer, at der i udlændingeloven fastsættes en ud-

tømmende opregning af, hvornår en frihedsberøvelse kan forlænges ud over 6 måneder med yderli-

gere 12 måneder til i alt 18 måneder.

Der henvises til pkt. 4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

For det fjerde foreslås det, at politiets adgang til at foretage legemsbesigtigelse og legemsundersø-

gelse af udlændinge, der er frihedsberøvet efter § 36, præciseres. Politiets adgang til at foretage le-

gemsbesigtigelse og legemsundersøgelse af frihedsberøvede udlændinge sker i dag på grundlag af

en henvisning i udlændingeloven til reglerne i retsplejeloven, og på grundlag af reglerne i politilo-

ven. Det foreslås, at politiets adgang til at foretage legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse af

udlændinge, der er frihedsberøvet efter § 36, fremover reguleres i udlændingeloven. Det foreslås

samtidig, at betingelserne for at foretage de nævnte indgreb over for en udlænding fremover svarer

til betingelserne for at foretage indgreb over for en person, der anholdes. Det foreslås endvidere, at

politiet kan foretage de nævnte indgreb over for udlændinge umiddelbart før gennemførelsen af den

faktiske udsendelse, uanset om der foreligger konkret og nærliggende fare, eller der er bestemt

grund til at antage, at udlændingen uretmæssigt er i besiddelse af genstande. Endelig foreslås det, at

den foreslåede hjemmel til visitation ligeledes finder anvendelse for udlændinge, der varetægts-

fængsles i medfør af § 35.

Der henvises til pkt. 5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Lovforslaget indeholder for det femte, en præcisering af reglerne om forbud mod voldelig og truen-

de adfærd på asylcentrene, idet den nuværende ordlyd kan føre til tvivl om, hvilke udlændinge der

er omfattet af forbuddet.

Der henvises til pkt. 6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

For det sjette indeholder lovforslaget en række forslag til, hvilke myndigheder der som følge af ned-

læggelsen af Statsforvaltningen pr. 1. april 2019 skal varetage de opgaver efter udlændingeloven-

og lov om dansk indfødsret, som i dag varetages af Statsforvaltningen.

Der henvises til pkt. 7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Endelig indeholder lovforslaget lovtekniske præciseringer som følge af, at opholdsordningen for

medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæftigelsesmæssige kvalifi-

kationer blev ophævet med virkning fra 1. juli 2018, jf. herved § 2, stk. 2, i lov nr. 505 af 23. maj

2017. Ophævelsen har således givet anledning til en række usikkerheder om fortolkningen af kon-

krete bestemmelser i udlændingeloven. Dette rettes der med lovforslaget op på. Der er udelukkende

tale om lovtekniske præciseringer og dermed ikke materielle ændringer af udlændingeloven.

Ændring af reglerne om anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge

2.1.

Hjemmel til at fastsætte regler om forholdene under en anbringelse mv.

2.1.1. Gældende ret

Der er i kapitel 9 b i udlændingeloven fastsat regler om anbringelse af uledsagede mindreårige ud-

lændinge, der opholder sig her i landet som asylansøgere eller uden et lovligt opholdsgrundlag, på

delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, delvis lukkede døgninstitutioner, sikrede døgninsti-

tutioner og særligt sikrede afdelinger efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 6.

Reglerne i kapitel 9 b, der blev indført ved lov nr. 702 af 8. juni 2017, har til formål at sikre en klar

og samlet regulering af adgangen til at anbringe uledsagede mindreårige udlændinge på delvis luk-

kede afdelinger og institutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger. Formålet er

endvidere at tilpasse reglerne om anbringelse til den særlige situation, som uledsagede mindreårige

udlændinge befinder sig i.

Reglerne i kapitel 9 b indeholder betingelserne for en anbringelse, jf. §§ 62 m-o, og fastlægger

kompetencen til at træffe afgørelse om anbringelse, jf. § 62 l. Der skelnes mellem anbringelse på en

delvis lukket døgninstitution og delvis lukket afdeling, jf. § 62 m, anbringelse på sikrede døgninsti-

tutioner, jf. § 62 n, og anbringelse på en særligt sikret afdeling, jf. § 62 o.

Reglerne fastlægger endvidere de overordnede rammer for en anbringelse på delvis lukkede afde-

linger og institutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, og indeholder bl.a.

regler om udarbejdelse af en plan for indsatsen under en anbringelse, jf. § 62 t, om løbende vurde-

ring af indsatsen, jf. § 62 s, og om ophør af en anbringelse, jf. § 62 r.

Under anbringelsen vil den uledsagede mindreårige udlænding – i det omfang der ikke er fastsat

regler herom i udlændingeloven – endvidere være omfattet af reglerne i serviceloven (såfremt de

har processuelt ophold) eller principperne heri (såfremt de har ulovligt ophold).

Endvidere vil reglerne i §§ 4-16 og §§ 21-24 i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, jf.

lovbekendtgørelse nr. 507 af 2. maj 2017, finde anvendelse for uledsagede mindreårige udlændinge

under en anbringelse efter udlændingeloven, jf. § 2, stk. 5, i voksenansvarsloven.

Den nærmere regulering af forholdene under en anbringelse er fastsat administrativt af børne- og

socialministeren i bekendtgørelse nr. 1438 af 6. december 2017 om voksenansvar for anbragte børn

og unge. Bekendtgørelsen indeholder bl.a. regler om udgangsforbud for børn og unge, der er an-

bragt på en delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket afdeling, jf. § 12, stk. 4. Bekendtgø-

relsen indeholder endvidere bl.a. regler om adgang til frisk luft for børn og unge, der er anbragt på

en døgninstitution, jf. § 4, stk. 3 og § 12, stk. 2.

Bekendtgørelsen er bl.a. udstedt i medfør af bemyndigelsesbestemmelserne i servicelovens § 63 a,

stk. 4, § 63 b, stk. 5, og § 63 c, stk. 5. Bemyndigelsesbestemmelserne indeholder hjemmel til at

fastsætte regler om forholdene mv. for børn og unge, der er anbragt efter reglerne i serviceloven.

Bemyndigelsesbestemmelserne indeholder ikke hjemmel til også at fastsætte regler om uledsagede

mindreårige, der er anbragt efter reglerne i udlændingeloven.

Udlændinge- og integrationsministeren har bl.a. på den baggrund i bekendtgørelse nr. 1019 af 28.

august 2017 om ro og orden på indkvarteringssteder og om anbringelse af uledsagede mindreårige

udlændinge uden for indkvarteringsstederne, fastsat regler om bl.a. ophold uden for sikrede døgnin-

stitutioner og særligt sikrede afdelinger, jf. § 17, og om varigheden af ophold på sikrede døgninsti-

tutioner og særligt sikrede afdelinger, jf. § 18.

Under en anbringelse vil den uledsagede mindreårige udlænding herudover være omfattet af de

rammer og vilkår, som den enkelte kommunalbestyrelse fastlægger for anbringelsen. Der er således

i udlændingelovens § 62 m, stk. 3, der svarer til servicelovens § 63 a, stk. 3, givet kommunalbesty-

relsen i den kommune, hvor indkvarteringsstedet ligger, adgang til at træffe afgørelse om de nærme-

re rammer og vilkår for tilbageholdelse, og fastholdelse under den konkrete anbringelse på en delvis

lukket døgninstitution, eller en delvis lukket afdeling på en døgninstitution, jf. §§ 12 og 13 i lov om

voksenansvar over for anbragte børn og unge. Bestemmelsen svarer til § 63 a, stk. 3, i serviceloven.

Der er imidlertid ikke i udlændingeloven givet kommunalbestyrelsen adgang til at træffe afgørelse

om de nærmere rammer og vilkår under den konkrete anbringelse på en sikret døgninstitution eller

på en særlig sikret afdeling.

Servicelovens § 63 b, stk. 4, og § 63 c, stk. 4, indeholder regler om kommunalbestyrelsens adgang

til at træffe afgørelse om de nærmere rammer og vilkår under den konkrete anbringelse på en sikret

døgninstitution eller på en særlig sikret afdeling. Bestemmelserne omfatter børn og unge, der er

anbragt efter reglerne i serviceloven.

Anbringelse på en døgninstitution omfatter som udgangspunkt børn og unge mellem 12 og 17 år.

Det gælder, uanset om der skal ske anbringelse på en delvis lukket døgninstitution eller en delvis

lukket afdeling, jf. § 62 m, på en sikret døgninstitution, jf. § 62 n, eller på en særligt sikret afdeling,

jf. § 62 o.

Særligt for så vidt angår anbringelse på en sikret døgninstitution er der givet udlændinge- og inte-

grationsministeren hjemmel til at fastsætte regler om, at børn og unge-udvalget kan dispensere fra

aldersgrænsen i særlige situationer i forhold til udlændinge under 12 år. Bemyndigelsen er udmøn-

tet i § 62 n, stk. 3.

Der er ikke herudover givet adgang til at dispensere fra aldersgrænsen på 12 år ved anbringelse.

2.1.2.

Ministeriets overvejelser

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at der bør tilvejebringes en samlet regu-

lering af spørgsmålet om anvendelse af og forholdene under en anbringelse, uanset om barnet eller

den unge anbringes efter udlændingelovens eller efter servicelovens regler.

Det er på den baggrund ministeriets opfattelse, at der bør tilvejebringes hjemmel til at fastsætte så-

danne regler. Under hensyn til, at der er tale om en anbringelse, som besluttes efter reglerne i ud-

lændingeloven, bør bemyndigelsen indføjes i udlændingeloven.

Det er endvidere ministeriets opfattelse, at kompetencen til at fastsætte regler om anvendelse af og

forholdene under en anbringelse bør ligge hos børne- og socialministeren, således at børne- og soci-

alministeren – efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren – fastsætter en samlet

regulering.

Det er endvidere ministeriets opfattelse, at der bør være klar hjemmel i udlændingeloven for kom-

munalbestyrelsen til at træffe afgørelse om de nærmere rammer og vilkår for den konkrete anbrin-

gelse under anbringelse på sikrede døgninstitutioner.

Det er endeligt ministeriets opfattelse, at uledsagede mindreårige udlændinge under 12 år – ligesom

der er adgang til på sikrede døgninstitutioner og afdelinger – bør i særlige situationer, hvor mulig-

heden for at tilbageholde barnet eller den unge i et positivt pædagogisk og behandlingsmæssigt for-

løb på indkvarteringsstedet (børnecenteret) vurderes utilstrækkeligt, kunne anbringes på delvis luk-

kede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner.

En sådan dispensationsadgang for aldersgrænsen på 12 år vil betyde, at de berørte udlændinge vil

opleve færre indskrænkninger i deres frihed, end på en sikret døgninstitution eller afdeling, som i

dag er den eneste mulighed for denne målgruppe af anbragte uledsagede mindreårige udlændinge.

Det bemærkes, at en tilsvarende dispensationsadgang er foreslået indført for børn og unge, der an-

bringes efter reglerne i serviceloven, jf. forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om

voksenansvar for anbragte børn og unge og lov om socialtilsyn. Lovforslaget har sammen med det

samtidigt fremsatte lovforslag om bekæmpelse af ungdomskriminalitet til formål at udmønte rege-

ringens, Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis politiske aftale om en reform af indsatsen mod

ungdomskriminalitet.

2.1.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås for det første, at der tilvejebringes hjemmel for børne- og socialministeren til, efter

forhandling med udlændinge- og integrationsministeren, at fastsætte nærmere regler om anvendelse

af og forholdene under en anbringelse efter reglerne i udlændingeloven.

De foreslåede bemyndigelsesbestemmelser vil indeholde hjemmel til at fastsætte regler om anven-

delsen af og forholdene under en anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge på delvis luk-

kede afdelinger og institutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger af uledsage-

de mindreårige udlændinge efter udlændingelovens kapitel 9 b. Det forudsættes, at de regler, som

fastsættes i medfør af de foreslåede bemyndigelsesbestemmelser, som det klare udgangspunkt vil

svare til de regler, der fastsættes for anbringelse af børn og unge efter reglerne i serviceloven. Det er

hensigten, at de nærmere regler fastsættes i bekendtgørelse om voksenansvar, så de bliver reguleret

samlet for alle børn og unge anbragt på en døgninstitution. Det foreslås derfor, at børne- og social-

ministeren bemyndiges til at fastsætte reglerne. Det foreslås endvidere, at reglerne fastsættes efter

forhandling med udlændinge- og integrationsministeren.

Det foreslås for det andet, at der tilvejebringes hjemmel for kommunalbestyrelsen til at træffe afgø-

relse om de nærmere rammer og vilkår under den konkrete anbringelse på sikrede døgninstitutioner,

jf. § 62 n, og på særligt sikrede afdelinger, jf. § 62 o.

Det foreslås for det tredje, at der gives udlændinge- og integrationsministeren bemyndigelse til,

efter forhandling med børne- og socialministeren, at fastsætte nærmere regler om at give børn og

unge-udvalget adgang til at dispensere fra aldersgrænsen på 12 år i forbindelse med anbringelse af

uledsagede mindreårige udlændinge på delvist lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelin-

ger på døgninstitutioner i særlige situationer.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 41-43.

2.2.

Hjemmel til at træffe foreløbige afgørelser om ændring af anbringelsessted

2.2.1. Gældende ret

Efter § 62 l, stk. 1, i udlændingeloven kan børn- og ungeudvalget i den kommune, hvor en uledsaget

mindreårig udlænding er indkvarteret, træffe afgørelse om anbringelse uden for indkvarteringsste-

det, når betingelserne herfor er opfyldt. Kan anbringelsen af hensyn til den uledsagede mindreårige

udlændings behov ikke afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget, kan formanden eller i

dennes fravær næstformanden træffe foreløbig afgørelse om anbringelse, jf. § 62 l, stk. 3.

Spørgsmålet om, hvorvidt der kan ske ændring af anbringelsesstedet mv. under opholdet på en

døgninstitution, er reguleret i § 14 i bekendtgørelse nr. 1019 af 28. august 2017 om ro og orden på

indkvarteringssteder og anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge uden for indkvarterings-

stederne.

Bestemmelsen i § 14 indebærer, at kommunalbestyrelsen eller – såfremt den personlige repræsen-

tant og den uledsagede mindreårige udlænding over 12 år ikke samtykker i en ændring – børn og

unge-udvalget kan træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse mv.

Bestemmelsen i § 14 er fastsat i medfør af den nuværende bemyndigelsesbestemmelse i § 62 l, stk.

8, nr. 8, i udlændingeloven, hvorefter udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere

regler om ændring af anbringelsessted mv. under opholdet.

Der følger ikke af bemyndigelsesbestemmelsen eller af reglerne i udlændingeloven i øvrigt en ad-

gang for udlændinge- og integrationsministeren til at fastsætte regler om foreløbige afgørelser om

ændring af anbringelsessted mv.

2.2.2. Ministeriets overvejelser

En ændring af et anbringelsessted mv. kan føles som en meget indgribende afgørelse for den uled-

sagede mindreårige udlænding. Det er derfor som udgangspunkt en betingelse for ændring af an-

bringelsesstedet, at den uledsagede mindreårige udlænding, der er fyldt 12 år, og dennes personlige

repræsentant samtykker i ændringen, eller at sagen behandles i børn og unge-udvalget, hvis sam-

tykke ikke kan opnås.

Der kan imidlertid under en anbringelse være behov for hurtigt at kunne gennemføre en ændring af

anbringelsesstedet mv. Det vil være tilfældet, hvis hensynet til barnet eller den unges øjeblikkelige

behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget. I sådanne tilfælde bør forman-

den eller i dennes fravær næstformanden for børn og unge-udvalget kunne træffe afgørelse om fore-

løbig ændring af anbringelsessted mv.

Udlændingeloven indeholder hjemmel til at fastsætte regler om ændring af anbringelsesstedet under

en anbringelse. Som anført er hjemmelen anvendt til at fastsætte regler om adgangen til at træffe

foreløbige afgørelser om ændring af anbringelsesstedet, uden at det klart fremgår af bemyndigelses-

bestemmelsen, at der kan fastsættes regler herom.

2.2.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås på den baggrund, at der tilvejebringes hjemmel i udlændingeloven til, at udlændinge-

og integrationsministeren efter forhandling med børne- og socialministeren kan fastsætte regler om

adgangen til at træffe foreløbige afgørelser om ændret anbringelsessted.

Det bemærkes, at der i serviceloven er fastsat regler om, at formanden – eller i dennes fravær næst-

formanden – for børn og unge-udvalget kan træffe foreløbig afgørelse om ændring af anbringelses-

stedet mv., jf. servicelovens § 75, jf. § 69, stk. 3. Den foreslåede hjemmelsbestemmelse, der foreslås

indsat i udlændingeloven, påtænkes udmøntet i overensstemmelse med reglerne i serviceloven.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 40.

Justering af klageadgang i sager om frihedsberøvelse

3.1.

Gældende ret

Der er i udlændingelovens kapitel 6 fastsat nærmere regler om frihedsberøvelse af udlændinge i

forbindelse med behandling af sager efter udlændingeloven.

Kapitel 6 indeholder i bestemmelsen i § 36 nærmere regler om administrativ frihedsberøvelse af

udlændinge. Administrativ frihedsberøvelse efter § 36 kan anvendes til at sikre muligheden for af-

visning, for administrativ udvisning, for overførsel eller tilbageførsel eller for udsendelse af en ud-

lænding, der i øvrigt ikke har ret til at opholde sig her i landet. Herudover er der efter § 36 i en ræk-

ke situationer hjemmel til at frihedsberøve en udlænding, der ikke i tilstrækkelig grad medvirker til

udlændingemyndighedernes eller politiets sagsbehandling, ligesom der kan ske frihedsberøvelse af

asylansøgere i forbindelse med indrejsen.

Kapitel 6 indeholder endvidere i §§ 37 c-37 e regler om iværksættelse af en række nærmere bestem-

te foranstaltninger under en administrativ frihedsberøvelse efter § 36.

Efter bestemmelsen i § 37 c kan der træffes afgørelse om udelukkelse fra fællesskab (isolation).

Bestemmelsen indebærer, at en udlænding, der er frihedsberøvet efter § 36, fuldstændig eller delvis

kan udelukkes fra fællesskab med andre frihedsberøvede.

Efter bestemmelsen i § 37 d kan der træffes afgørelse om besøgskontrol. Bestemmelsen i § 37 d

indebærer, at en udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af udlændingelovens § 36, kan undergi-

ves besøgskontrol. Ved besøgskontrol forstås nægtelse af, at en frihedsberøvet modtager besøg,

eller et krav om, at besøg finder sted under kontrol.

Endelig kan der efter bestemmelsen i § 37 e træffes afgørelse om brevkontrol. Bestemmelsen i § 37

e indebærer, at politiet kan bestemme, at en udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af udlændin-

gelovens § 36, skal undergives brevkontrol. Ved brevkontrol forstås dels adgangen til at gennemse

breve til og fra den frihedsberøvede inden modtagelsen henholdsvis afsendelsen, jf. herved § 37 e,

stk. 1, 1. pkt., dels adgangen til at tilbageholde sådanne breve, jf. herved § 37 e, stk. 3 og 4.

Herudover indeholder kapitel 6 bl.a. regler om domstolsprøvelse af afgørelser om administrativ

frihedsberøvelse efter § 36 i en periode, hvor udlændinge- og integrationsministeren har truffet be-

slutning om suspension af adgangen til domstolsprøvelse inden for 3 døgn efter § 37, stk. 1, jf. § 37

Kompetencen til at træffe afgørelse om frihedsberøvelse efter § 36 henhører som udgangspunkt

under politiet. Kompetencen til at træffe afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger efter be-

stemmelserne i §§ 37 c-37 e henhører som udgangspunkt ligeledes under politiet.

Afgørelser vedrørende frihedsberøvelse, der skal træffes af politiet, kan træffes af Rigspolitichefen

eller politidirektøren, jf. § 48, stk. 1, 2. pkt.

Det henhører under Rigspolitiet at beslutte, hvorledes kompetencen til at træffe afgørelse efter de

nævnte bestemmelser mest hensigtsmæssigt fordeles mellem Rigspolitiet og politikredsene. Der

følger ikke af forarbejderne til bestemmelserne nogen nærmere angivne forudsætninger for forde-

lingen af opgaver mellem Rigspolitichefen (Rigspolitiet) og politidirektøren (politikredsene). Det er

i dag således, at det som hovedregel henhører under politikredsene (politidirektørerne) at træffe

afgørelse om frihedsberøvelse.

Politiets afgørelser kan som udgangspunkt påklages til Udlændinge- og Integrationsministeriet, jf. §

48, stk. 2, 5. pkt., jf. § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, og § 37 e, stk. 1 og 4.

Adgangen til at klage gælder, uanset om klagen er truffet af politidirektøren eller af Rigspolitiche-

fen. Klagerne har ikke opsættende virkning, jf. § 48, stk. 1, 6. pkt.

Politiets afgørelser om iværksættelse af frihedsberøvelse og om iværksættelse af foranstaltninger

under en frihedsberøvelse kan dog kun påklages til udlændinge- og integrationsministeren, såfremt

afgørelsen ikke kan indbringes for domstolene efter §§ 37, 37 c-37 e eller 37 k, jf. udlændingelo-

vens § 48, stk. 1, 7. pkt.

Spørgsmålet om domstolsprøvelse af afgørelser om frihedsberøvelse efter § 36 er nærmere reguleret

i § 37, stk. 1, hvoraf følger, at en udlænding, der er frihedsberøvet efter § 36, inden 3 døgn efter

frihedsberøvelsens iværksættelse skal fremstilles for retten, der tager stilling til spørgsmålet om

frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse, medmindre den pågældende forinden løsla-

des, jf. § 37, stk. 1. Er frihedsberøvelsen iværksat for at sikre muligheden for udvisning efter § 25,

nr. 1, skal spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed og eventuelt fortsatte opretholdelse inden 3

døgn efter frihedsberøvelsens iværksættelse indbringes for retten, uanset om den pågældende forin-

den løslades.

Bestemmelsen i § 37 indebærer, at en afgørelse om frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36

skal indbringes for retten, hvis den varer mere end 3 døgn, og at kompetencen til at træffe afgørelse

om frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse herefter henhører under retten.

Kompetencen til at træffe afgørelse om isolation, besøgskontrol og brevkontrol overgår ligeledes til

retten, hvis den pågældende udlænding har været fremstillet for retten i medfør af § 36, jf. § 37 c,

stk. 1, § 37 d, stk. 2 og 4, og § 37 e, stk. 2 og 3. Endvidere kan visse beslutninger, der er truffet af

politiet, forelægges retten til afgørelse i forbindelse med fremstilling for retten i medfør af § 37. Der

kan henvises til § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 4 og 5, og § 37 e, stk. 4.

3.2.

Ministeriets overvejelser

Som det fremgår, kan politiets afgørelse efter udlændingelovens § 36 om frihedsberøvelse af en

udlænding i dag påklages til Udlændinge- og Integrationsministeriet. Tilsvarende kan politiets afgø-

relser efter §§ 37 c- 37 e om iværksættelse af isolation, besøgskontrol og brevkontrol over for en

udlænding, der er frihedsberøvet efter § 36, påklages til Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Adgangen til at klage til Udlændinge- og Integrationsministeriet gælder, uanset om afgørelsen træf-

fes af politidirektøren eller af Rigspolitichefen. Som det fremgår, henhører det i dag som hovedregel

under politikredsene (politidirektørerne) at træffe afgørelse om frihedsberøvelse og iværksættelse af

foranstaltninger under en frihedsberøvelse. Det betyder, at en afgørelse vedrørende frihedsberøvel-

se, der træffes i en politikreds, kan påklages direkte til ministeriet og dermed uden om politikred-

sens overordnede myndighed, Rigspolitiet.

Det er efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse mest hensigtsmæssigt, at kompeten-

cen til at behandle en klage over en afgørelse, der træffes af en politidirektør, henhører under Rigs-

politiet frem for under Udlændinge- og Integrationsministeriet. Rigspolitiet er overordnet myndig-

hed for politikredsene, og det er derfor naturligt, at klager over politidirektørernes afgørelser henhø-

rer under Rigspolitiet. Dertil kommer, at Rigspolitiet besidder en betydelig sagkundskab på områ-

det, og at spørgsmålet om opretholdelse af frihedsberøvelse i høj grad beror på en politifaglig vur-

dering. På den baggrund finder ministeriet, at kompetencen til at behandle klager over frihedsberø-

velse truffet af politidirektøren i første instans bør overflyttes fra udlændinge- og integrationsmini-

steren til Rigspolitichefen.

De sager, hvor Rigspolitiet træffer afgørelse i første instans, bør fortsat kunne påklages til Udlæn-

dinge- og Integrationsministeriet, således at der kan sikres den enkelte udlænding en behandling af

en afgørelse om frihedsberøvelse i to instanser. Derimod er der efter ministeriet ikke behov for, at

Rigspolitiets afgørelse i klagesager over afgørelser, der er truffet i politikredsen, kan påklages til

ministeriet, idet den enkelte udlænding allerede er sikret en behandling af spørgsmålet om friheds-

berøvelsens lovlighed i to instanser.

3.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at kompetencen til at behandle klager over politidirektørens afgørelser efter § 36, § 37

c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, og § 37 e, stk. 1 og 4, overflyttes fra Udlændinge- og Integrationsmini-

steriet til Rigspolitichefen.

Politidirektørens afgørelse vil dog som hidtil kun kunne påklages, såfremt afgørelsen ikke kan ind-

bringes for domstolene efter §§ 37, 37 c-37 e eller 37 k.

Forslaget ændrer ikke ved, at det henhører under Rigspolitiet at beslutte, hvorledes kompetencen til

at træffe afgørelse efter § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, og § 37 e, stk. 1 og 4, mest hen-

sigtsmæssig fordeles mellem Rigspolitiet og politikredsene.

I det omfang Rigspolitiet træffer afgørelser efter § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, og § 37 e,

stk. 1 og 4, i første instans, vil der fortsat være klageadgang til Udlændinge- og Integrationsministe-

riet. Det vil også her gælde, at der som hidtil alene kan klages til Udlændinge- og Integrationsmini-

steriet over afgørelsen efter § 36, såfremt afgørelsen ikke kan indbringes for domstolene efter §§ 37,

37 c-37 e eller 37 k.

Det foreslås endvidere, at Rigspolitichefens afgørelser i klagesager over afgørelser truffet efter § 36,

§ 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, og § 37 e, stk. 1 og 4, af politidirektørerne ikke kan påklages til

udlændinge- og integrationsministeren.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 27 og 29-31.

Udtømmende opregning af tilfælde for forlængelse af frihedsberøvelse

4.1.

Gældende ret

4.1.1. Udlændingelovens regler om varigheden af frihedsberøvelse

Efter udlændingelovens § 37, stk. 8, må en frihedsberøvelse efter § 36 med henblik på udsendelse

ikke finde sted i mere end 6 måneder i henhold til udlændingelovens § 37, stk. 8. Frihedsberøvelsen

kan dog forlænges i op til yderligere 12 måneder, ud over de 6 måneder, hvis der foreligger særlige

omstændigheder, herunder hvis udsendelsesproceduren trods alle rimelige bestræbelser tager længe-

re tid end forventet, som følge af udlændingens manglende medvirken til udsendelsen, eller hvis der

sker forsinkelser i forbindelser med fremskaffelsen af nødvendig rejselegitimation og indrejsetilla-

delse.

Den samlede frihedsberøvelse kan dermed højst vare 18 måneder, og kan alene forlænges ud over

de 6 måneder, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Det følger af ordlyden af forarbejderne til bestemmelsen i udlændingelovens § 37, stk. 8, at der ikke

med bestemmelsen er givet en udtømmende opregning af, hvilke særlige omstændigheder der kan

medføre forlængelse af en frihedsberøvelse, jf. folketingstidende 2010-2011 (1. samling), L 107.

4.1.2. Udsendelsesdirektivet

Det følger af artikel 15, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. de-

cember 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredje-

landsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet), at hver medlemsstat fastsætter en

begrænset periode for frihedsberøvelsen, der ikke må overstige 6 måneder.

Endvidere fremgår det af udsendelsesdirektivets artikel 15, stk. 6, at medlemsstaterne kun må for-

længe perioden på 6 måneder, hvis udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan

forventes at tage længere tid som følge af manglende samarbejde fra den pågældende tredjelands-

statsborger, eller som følge af forsinkelser i forbindelse med fremskaffelsen af nødvendige doku-

menter fra tredjelande.

Ifølge udsendelsesdirektivet kan der således kun ske forlængelse af en frihedsberøvelse i yderligere

12 måneder, udover de 6 måneder, hvis udsendelsesproceduren forventes at tage længere tid på

trods af alle rimelige bestræbelser (særlige omstændigheder).

Særlige omstændigheder er ifølge udsendelsesdirektivet manglende samarbejde fra den pågældende

tredjelandsstatsborger eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelsen af nødvendige dokumen-

ter fra tredjelande.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at direktivet må antages at indeholde en

udtømmende opregning af de særlige omstændigheder, hvorefter en frihedsberøvelse kan forlænges

ud over 6 måneder.

Ministeriet skal i den forbindelse anføre, at det fremgår af Europa-Kommissionens ”Fælles håndbog

om tilbagesendelse” til brug for medlemsstaternes myndigheder med ansvar for udsendelsesopga-

ver, at medlemsstaterne kun kan forlænge en frihedsberøvelse i yderligere 12 måneder, ud over de 6

måneder, i to nærmere bestemte tilfælde. De to tilfælde omfatter dels udlændingens manglende

medvirken til udsendelsen, dels forsinkelser i forbindelse med fremskaffelse af nødvendige doku-

menter og visum. Der kan henvises til Kommissionens henstilling (EU) 2017/2338 af 16. november

2017, EUT L 339 af 19.12.2017, s. 83-159.

Ifølge håndbogen indeholder artikel 15, stk. 6, således en udtømmende opregning af de tilfælde,

hvor der kan ske forlængelse af en frihedsberøvelse ud over 6 måneder.

Europa-Kommissionen henviser i håndbogen endvidere til EU-Domstolens dom i sag C-146/14

Mahdi, hvor forvaltningsdomstolen i Bulgarien præjudicielt har spurgt EU-Domstolen om en for-

tolkning af artikel 15 i udsendelsesdirektivet. Bulgarien har bl.a. spurgt, om en bestemmelse i natio-

nal ret om manglende identitetsdokumenter kan udgøre en selvstændig grund til forlængelse af fri-

hedsberøvelse i medfør af artikel 15, stk. 6, idet den kan henføres til et af de to tilfælde i direktivet

om særlige omstændigheder. EU-Domstolen udtalte i den forbindelse, at det fremgår af de materiel-

le betingelser i artikel 15, stk. 6, at perioden for en frihedsberøvelse kun må forlænges, hvis udsen-

delsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af

enten manglende samarbejde fra den pågældende tredjelandsstatsborgers side eller forsinkelser i

forbindelse med fremskaffelsen af nødvendige dokumenter fra tredjelandet (præmis 58 og 68).

4.1.3. Udsendelsesdirektivets implementering i dansk ret

Udsendelsesdirektivet udgør en udbygning af Schengenreglerne. Det er omfattet af det danske for-

behold vedrørende retlige og indre anliggender.

Danmark har imidlertid tilsluttet sig udsendelsesdirektivet på mellemstatsligt grundlag i medfør af

artikel 4 i Protokol nr. 22 om Danmarks stilling (den såkaldte Schengenteknikalitet).

Udsendelsesdirektivet blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 248 af 30. marts 2011 om ændring af

udlændingeloven (Ændringer som følge af direktiv om fælles standarder og procedurer i medlems-

staterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet)

m.v.) og ved lov nr. 516 af 26. maj 2014 om ændring af udlændingeloven (Ændring af reglerne om

afvisning m.v. til gennemførelse af direktiv 2008/115/EF om fælles standarder og procedurer i med-

lemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirekti-

vet) m.v.). Endvidere blev reglerne om beregning af et indrejseforbud, der ligeledes følger af ud-

sendelsesdirektivet, ændret på baggrund af EU-domstolens dom i sag C-225/16 Ouhrami ved lov nr.

318 af 25. april 2018 om ændring af udlændingeloven (Indkvartering og forsørgelse af flygtninge

og asylansøgere, advisering af kommunerne om visse afgørelser i klagesager og ændring af bereg-

ningen af varigheden af et indrejseforbud m.v.).

Ved gennemførelsen af udsendelsesdirektivet i dansk ret fandtes der ikke i udlændingeloven regler

om varigheden af frihedsberøvelser. Udsendelsesdirektivets bestemmelser herom i artikel 15, stk. 5

og 6, blev derfor gennemført ved udlændingelovens § 37, stk. 8.

Udsendelsesdirektivets artikel 15, stk. 5, blev gennemført ved udlændingelovens § 37, stk. 8, 1.

pkt., hvorefter en frihedsberøvelse ikke må overstige 6 måneder.

Udsendelsesdirektivets artikel 15, stk. 6, blev gennemført ved udlændingelovens § 37, stk. 8, 2.

pkt., hvorefter en frihedsberøvelse kun kan forlænges med yderligere 12 måneder, ud over de 6 må-

neder, hvis der foreligger særligere omstændigheder, herunder hvis udsendelsesproceduren, uanset

rimelige bestræbelser, kan forventes at tage længere tid som følge af udlændingens manglende

medvirken til udsendelsen, eller hvis der er forsinkelser i forbindelse med fremskaffelse af nødven-

dig dokumenter og visum.

I bemærkningerne til loven fremgår det, at udlændingens manglende samarbejde til udsendelsen

eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelse af nødvendige dokumenter er eksempler på særli-

ge omstændigheder, som kan udgøre en forlængelse af frihedsberøvelse i yderligere 12 måneder, jf.

folketingstidende 2010-2011 (1. samling), L 107.

4.2.

Ministeriets overvejelser

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at det må lægges til grund, at artikel 15,

stk. 6, indeholder en udtømmende angivelse af de situationer, hvor der kan ske en forlængelse af en

frihedsberøvelse som led i udsendelse af en tredjelandsstatsborger ud over 6 måneder. Dette under-

støttes af EU-Domstolens praksis og følger af Europa-Kommissionens håndbog om anvendelse af

bestemmelsen i artikel 15, stk. 6.

Med henblik på at sikre en korrekt gennemførelse af udsendelsesdirektivet i dansk ret finder Ud-

lændinge- og Integrationsministeriet, at udlændingelovens § 37, stk. 8, bør ændres således, at den er

i overensstemmelse hermed.

Udlændinge- og Integrationsministeriet vurderer, på baggrund af politiets oplysninger, at der hidtil

er sket forlængelse af en frihedsberøvelse i overensstemmelse med de tilfælde, som fremgår af be-

stemmelsen i udlændingelovens § 37, stk. 8. Den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 16, medfører

dermed ikke ændringer i anvendelsen af bestemmelsen.

4.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at udlændingelovens § 37, stk. 8, ændres, således at den fremover indeholder en ud-

tømmende opregning af de situationer, hvor en frihedsberøvelse efter § 36 kan forlænges ud over 6

måneder og op til yderligere 12 måneder, således at den samlede frihedsberøvelse kan udgøre op til

18 måneder.

Formålet er at sikre en korrekt gennemførelse af udsendelsesdirektivet i dansk ret.

Det vil herefter fremgå af udlændingelovens § 37, stk. 8, 2. pkt., at forlængelse af en frihedsberø-

velse i yderligere 12 måneder kan ske, hvis der foreligger særlige omstændigheder som følge af

udlændingens manglende medvirken til udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med fremskaf-

felse af nødvendige dokumenter. Der er tale om en udtømmende opregning.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 16.

Visitation af udlændinge forud for en udsendelse

5.1.

Gældende ret

5.1.1. Udlændingelovens regler

Det følger af udlændingelovens § 35, stk. 3, at retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling

og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, finder anvendelse på udlændinge, der varetægts-

fængsles i medfør af § 35, stk. 1 og 2.

Retsplejelovens § 776 bemyndiger justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om behandlingen

af varetægtsarrestanter. Dette medfører, at legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse af udlændin-

ge, som er varetægtsfængslede efter § 35, stk. 1, skal foretages under iagttagelse af bl.a. bekendtgø-

relse nr. 1037 af 23. juni 2016 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen) og bekendtgørelse

nr. 1110 af 17. august 2016 om undersøgelse af indsattes person og opholdsrum i kriminalforsor-

gens institutioner (undersøgelsesbekendtgørelsen).

Det følger endvidere af udlændingelovens § 37 a, stk. 1, at retsplejelovens § 758, stk. 1, 1.-3. pkt., §

758, stk. 2, og § 759 finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, der frihedsberøves i medfør af

§ 36.

Bestemmelsen indebærer bl.a., at politiet ved selve pågribelsen af en udlænding i medfør af udlæn-

dingelovens § 36 skal iagttage forskrifterne i retsplejelovens § 758, hvorefter anholdelsen skal fore-

tages så skånsomt som muligt, og hvorefter udlændingen skal gøres bekendt med tidspunktet og

grundlaget for anholdelsen. Politiet må desuden alene i det omfang, det er angivet i retsplejelovens

§ 758, foretage besigtigelse og undersøgelse af udlændingens legeme og tøj med henblik på frata-

gelse af genstande.

Bestemmelsen må antages at finde anvendelse frem til tidspunktet for udlændingens fremstilling for

retten efter § 37, stk. 1, jf. herved § 37 a, stk. 2, modsætningsvis.

Fra frihedsberøvelsens iværksættelse og frem til fremstilling for retten vil politiet således kunne

foretage besigtigelse og undersøgelse af udlændingens legeme og tøj svarende til politiets beføjelser

efter retsplejeloven over for en anholdt.

Spørgsmålet om, hvorvidt politiet kan foretage besigtigelse og undersøgelse af udlændingens lege-

me og tøj under en frihedsberøvelse, der er fundet lovlig og er opretholdt af retten, jf. § 37, stk. 1, er

nærmere reguleret i udlændingelovens § 37 a, stk. 2.

Det følger af udlændingelovens § 37 a, stk. 2, at retsplejelovens §§ 773-776 og 778 finder tilsvaren-

de anvendelse på en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. §

36.

Som nævnt bemyndiger retsplejelovens § 776 justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om

behandlingen af varetægtsarrestanter. Dette medfører, at legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse

af udlændinge, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, skal foretages

under iagttagelse af bl.a. bekendtgørelse nr. 1037 af 23. juni 2016 om ophold i varetægt (varetægts-

bekendtgørelsen) og bekendtgørelse nr. 1110 af 17. august 2016 om undersøgelse af indsattes per-

son og opholdsrum i kriminalforsorgens institutioner (undersøgelsesbekendtgørelsen).

5.1.2. Retsplejelovens regler

Som anført følger politiets adgang, til ved selve pågribelsen af en udlænding i medfør af udlændin-

gelovens § 36 og frem til tidspunktet for fremstilling for retten at foretage besigtigelse og undersø-

gelse af udlændingens legeme og tøj, reglerne i retsplejeloven om besigtigelse og undersøgelse af

anholdte.

Politiets adgang til at ransage en person i forbindelse med en anholdelse findes i retsplejelovens §

758, stk. 1, hvoraf det af 2. pkt. fremgår, at politiet under iagttagelse af bestemmelsen i retsplejelo-

vens § 792 e kan foretage besigtigelse og undersøgelse af den anholdtes legeme og tøj, med henblik

på at fratage vedkommende genstande, som kan benyttes til vold eller undvigelse, eller som i øvrigt

kan medføre fare for den anholdte eller andre.

Der skelnes i retsplejeloven mellem legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse. Retsplejelovens §

792, stk. 1, nr. 1, indeholder lovens definition af legemsbesigtigelser, mens legemsundersøgelser

defineres i nr. 2. Legemsbesigtigelser – de mindst byrdefulde indgreb – omfatter alene de former for

indgreb, hvor der ikke sker nogen indtrængen i det menneskelige legeme eller nogen egentlig befø-

ling af legemet i undersøgelsen. Legemsundersøgelser omfatter de indgreb, hvor beføling af lege-

met er et led i selve undersøgelsen.

Af retsplejelovens § 792 e, stk. 1 og 2, fremgår det bl.a., at et legemsindgreb skal være proportionalt

og foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Af stk. 3 fremgår det endvidere, at en

legemsundersøgelse som beskrevet i § 792, stk. 1, nr. 2, kun må foretages under medvirken af en

læge. Legemsbesigtigelse, jf. § 792, stk. 1, nr. 1, kræver derimod ikke lægelig medvirken.

5.1.3. Varetægts- og undersøgelsesbekendtgørelsen

Som anført følger politiets adgang til at foretage besigtigelse og undersøgelse af udlændinges lege-

me og tøj, som er varetægtsfængslet efter § 35, stk. 1 og 2 eller frihedsberøvet efter § 36, af reglerne

i retsplejeloven om varetægtsarrestanter.

Henvisningerne i udlændingelovens § 35, stk. 3, og § 37 a, stk. 2, til retsplejelovens § 776 medfører

således, at de af justitsministeren nærmere fastsatte regler om behandlingen af varetægtsarrestanter,

finder tilsvarende anvendelse for udlændinge, som er varetægtsfængslet i medfør af § 35, stk. 1 og

2, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt i medfør af udlændingelovens § 37, jf. § 36.

Bemyndigelsen i § 776 er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1037 af 23. april 2016 om ophold i vare-

tægt (varetægtsbekendtgørelsen).

Efter varetægtsbekendtgørelsens § 84 kan det undersøges, hvilke genstande en varetægtsarrestant

har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller på sin person mv. efter reglerne i undersøgelsesbekendt-

gørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 1110 af 17. august 2016 om undersøgelse af indsattes person og

opholdsrum i kriminalforsorgens institutioner (undersøgelsesbekendtgørelsen).

Af undersøgelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 2, fremgår det bl.a., at straffuldbyrdelseslovens § 60

finder tilsvarende anvendelse på varetægtsarrestanter. Det fremgår endvidere af § 2, at før der gen-

nemføres undersøgelse af den indsattes person efter straffuldbyrdelseslovens § 60, skal den indsatte

mundtligt orienteres om baggrunden for, at undersøgelsen gennemføres, medmindre særlige om-

stændigheder taler imod dette.

Henvisningen til straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, medfører, at der kan foretages undersøgelse

af, hvilke genstande en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller på sin person, hvis en sådan

undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller sikkerhedshensyn

iagttages.

Med udtrykket ”undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse”, jf. straffuldbyrdelseslo-

vens § 60, stk. 1, sigtes til indgreb, der har karakter af legemsbesigtigelse efter retsplejelovens §

792, stk. 1, nr. 1. Ifølge lovens bemærkninger vil der være mulighed for at undersøge grupper af

indsatte på tilfældige tidspunkter og steder.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 3, at der af ordens- eller sikkerhedsmæssige hen-

syn kan træffes bestemmelse om en nærmere undersøgelse af den indsattes person, hvis der er be-

stemte grunde til at antage, at den indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter. Med udtrykket

”nærmere undersøgelse af den indsattes person” sigtes til indgreb, hvor beføling af legemet er et led

i selve undersøgelsen. Under hensyn til den indgribende karakter er adgangen til at undersøge i de

her omhandlede tilfælde betinget af, at der kan påvises bestemte grunde til at antage, at den indsatte

er i uretmæssig besiddelse af effekter.

5.1.4. Politilovens regler

Det følger af politilovens § 5, stk. 1, at politiet har til opgave at afværge fare for forstyrrelse af den

offentlige orden samt fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Dette indebærer, at

politiet har mulighed for at foretage en konkret afvejning af, om navnlig ordenshensyn er så tungt-

vejende, at der bør gribes ind over for en konkret forstyrrelse.

Ifølge politilovens § 5, stk. 2, nr. 2, kan politiet besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og

andre genstande i den pågældendes besiddelse, når vedkommende formodes at være i besiddelse af

genstande bestemt til at forstyrre den offentlige orden eller bestemt til at udgøre fare for enkeltper-

soners eller den offentlige sikkerhed. Formodningen skal være velbegrundet, f.eks. ved at politiet

observerer, at en person forsøger at gemme de omhandlede genstande på kroppen eller i en med-

bragt taske el.lign., eller modtager troværdige oplysninger om, at en person er i besiddelse af farlige

genstande.

Politiets adgang til at foretage legemsbesigtigelse uden for strafferetsplejen er derimod ikke udtryk-

keligt lovreguleret. I bemærkningerne til politiloven fremgår det, at politiet bl.a. har til opgave at

opretholde sikkerhed, fred og orden. Det er almindeligt antaget, herunder i retspraksis, at politiet

som led i dets opgaver uden for strafferetsplejen med henblik på at forebygge og afværge fare for

den offentlige orden, kan foretage visse indgreb over for borgerne, herunder legemsbesigtigelse.

Det er en forudsætning for disse indgreb, at der er tale om en konkret og nærliggende fare.

5.1.5. Politiets gældende praksis

Det følger af Rigspolitiets interne retningslinjer nr. 3/2013 vedrørende visitation af udlændinge i

forbindelse med en ledsaget udsendelse, at den udsendelsesansvarlige har ansvaret for, at en udlæn-

ding, der skal udsendes under ledsagelse, forud for udsendelsen visiteres grundigt med henblik på at

fratage udlændingen effekter, der kan anvendes til at skade udlændingen selv eller andre eller til

undvigelse. Bagage, der medtages af udlændinge, under transporten til lufthavnen og i flykabinen,

skal ligeledes grundigt undersøges for sådanne effekter.

Polititjenestemændene, som er godkendt som udsendelsesansvarlige, bliver specifikt instrueret i, at

der skal foretages en besigtigelse af udlændingens mund, herunder at mundhulen skal besigtiges

både over og under tungen samt mellem læberne. Endelig bliver polititjenestemændene instrueret i,

at det som udgangspunkt kun er en læge, der må foretage en egentlig undersøgelse af mundhulen.

5.2.

Ministeriets overvejelser

Som det fremgår, kan politiet foretage legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse med lægemedvir-

ken i de tilfælde, hvor udlændingen frihedsberøves i medfør af udlændingelovens § 36, jf. udlæn-

dingelovens § 37 a, stk. 1, som henviser til retsplejelovens § 758. Tilsvarende gælder udlændinge,

der varetægtsfængsles efter § 35, jf. § 35, stk. 3, der henviser til retsplejelovens regler om vare-

tægtsarrestanter.

Endvidere kan politiet besigtige en persons legeme efter politilovens § 5, stk. 2, nr. 2, såfremt ved-

kommende må formodes at være i besiddelse af genstande bestemt til at forstyrre den offentlige

orden eller bestemt til at udgøre fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Legemsbe-

sigtigelse uden for strafferetsplejen kræver ligeledes, at der er tale om en konkret og nærliggende

fare.

Endelig kan politiet besigtige en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt efter § 37, jf. § 36, i

medfør af reglerne i undersøgelsesbekendtgørelsen og straffuldbyrdelsesloven. En nærmere under-

søgelse af udlændingens person (legemsundersøgelse) er dog betinget af, at det kan påvises, at ud-

lændingen er i uretmæssig besiddelse af effekter.

Politiet har således mulighed for at visitere en udlænding, der er varetægtsfængslet eller frihedsbe-

røvet, forud for en udsendelse. Er der tale om en udlænding, der varetægtsfængsles efter § 35, eller

hvis frihedsberøvelse efter § 36 er opretholdt af retten, kan der dog kun ske visitation, hvis politiet

har en formodning om, at udlændingen forsøger at gemme genstande på kroppen.

Der bør efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse sikres en klar og samlet regulering

af politiets adgang til at visitere en udlænding i forbindelse med en udsendelse af en udlænding.

Som det fremgår, er reglerne for politiets adgang til at foretage visitation i dag fastsat i forskellige

regelsæt, og finder alene anvendelse på baggrund af en henvisning i udlændingeloven. Navnlig le-

gemsundersøgelse er et byrdefuldt indgreb over for en person, og der bør både af hensyn til udlæn-

dingen og af hensyn til politiet, sikres klare regler herom.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det i den forbindelse hensigtsmæssigt, at politiet også

har mulighed for at foretage legemsindgreb over for en udlænding bl.a. i forbindelse med udsendel-

sen i det tilfælde, hvor udlændingens adfærd eller oplysninger udefra ikke i sig selv kan begrunde

en mistanke om en nærliggende og konkret fare. Det foreslås således, at politiet kan foretage le-

gemsindgreb over for udlændinge, som er varetægtsfængslede eller frihedsberøvede med henblik på

udsendelse, uden at der foreligger nogen konkret og nærliggende fare, eller at der er bestemte grun-

de til at antage, at udlændingen uretmæssigt er i besiddelse af genstande.

5.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 37 a, stk. 3, tilvejebringes hjemmel til, at politiet kan fore-

tage legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse over for udlændinge, som er frihedsberøvet efter §

36. Indgrebet skal foretages under iagttagelse af § 37 a, stk. 4-7.

Den foreslåede hjemmel vil gælde såvel visitation af en udlænding, der frihedsberøves efter § 36,

og som endnu ikke er fremstillet for en domstol, som visitation af udlændinge, hvis frihedsberøvel-

se er opretholdt af retten.

Visitation foreslås at skulle ske i overensstemmelse med den proportionalitetsgrundsætning, der

antages at gælde for straffeprocessuelle tvangsindgreb, og den såkaldte skånsomhedsgrundsætning.

Det foreslås, at legemsundersøgelser som beskrevet i retsplejelovens § 792, stk. 1, nr. 2, kun må

foretages under medvirken af en læge.

Adgangen til at foretage visitation efter den foreslåede bestemmelse vil gælde frem til tidspunktet

for udlændingens løsladelse.

Det foreslås endvidere, at legemsundersøgelse over for udlændinge, hvis frihedsberøvelse er opret-

holdt efter udlændingelovens § 37, jf. § 36, kun må foretages, såfremt der foreligger konkret og

nærliggende fare, eller der er bestemte grunde til at antage, at udlændingen uretmæssigt er i besid-

delse af genstande.

Der foreslås dog i § 37 a, stk. 7, 2. pkt., at der tilvejebringes en udvidet adgang til at foretage le-

gemsundersøgelse af udlændinge, som er frihedsberøvet med henblik på udsendelse, idet politiet vil

kunne foretage det nævnte indgreb umiddelbart før gennemførelsen af den faktiske udsendelse,

uden at der foreligger konkret og nærliggende fare, eller at der er bestemte grunde til at antage, at

udlændingen er i uretmæssig besiddelse af genstand.

Endelig foreslås det, at den foreslåede hjemmel for politiet til at visitere frihedsberøvede udlændin-

ge i § 37 a, stk. 3-7, finder tilsvarende anvendelse for udlændinge, der varetægtsfængsles i medfør

af § 35, stk. 1 og 2.

Der henvises til lovforslaget § 1, nr. 15 og nr. 17-18.

Præcisering af reglerne om ro og orden på indkvarteringsstederne

6.1.

Gældende regler

Reglerne om forsørgelse af udlændinge, der opholder sig her i landet og indgiver ansøgning om

asyl, fremgår af udlændingelovens § 42 a.

Det fremgår således af § 42 a, stk. 1, 1. pkt., at en udlænding, der opholder sig her i landet og indgi-

ver ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, får udgifterne til underhold og nødvendige

sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, indtil udlændingen meddeles opholdstil-

ladelse, eller udlændingen udrejser eller udsendes, jf. dog stk. 3 og 4 og § 43, stk. 1.

Det fremgår endvidere af § 42 a, stk. 2, at en udlænding, der ikke er omfattet af stk. 1 eller § 43, stk.

1, og ikke har ret til at opholde sig her i landet efter reglerne i kapitel 1 og 3-5, får udgifterne til

underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, hvis det er

nødvendigt af hensyn til forsørgelsen, jf. dog stk. 3 og 4.

Ifølge § 42 a, stk. 7, træffer Udlændingestyrelsen bestemmelse om indkvartering af udlændinge

omfattet af stk. 1 og 2, jf. stk. 3. Ved indkvarteringen skal Udlændingestyrelsen så vidt muligt tage

hensyn til, om der er tale om nyankomne asylansøgere eller asylansøgere, der har fået afslag på en

ansøgning om opholdstilladelse efter § 7. Hvis en udlænding ikke efterkommer Udlændingestyrel-

sens anvisning om indkvartering, kan Udlændingestyrelsen pålægge udlændingen at tage ophold på

et indkvarteringssted efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse. En sådan udlænding må

ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et

indkvarteringssted for udlændinge, eller over for personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarte-

ringsstedet, lægge hindringer i vejen for udførelsen af opgaver med driften af indkvarteringsstedet

eller for opretholdelsen af ro og orden på indkvarteringsstedet.

Det fremgår af § 60, stk. 1, at overtrædelse af § 42 a, stk. 7, 4. pkt., straffes med bøde eller under

skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år.

Ifølge § 25 a, stk. 1, nr. 1, kan en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere

tid end de sidste 6 måneder udvises, hvis udlændingen uden for de i §§ 22-24 nævnte tilfælde er

dømt for overtrædelse af § 42 a, stk. 7, 4. pkt., jf. § 60, stk. 1.

Udlændingelovens § 42 a, stk. 7, blev affattet ved lov nr. 686 af 17. oktober 1986, og havde den-

gang følgende ordlyd:

”§ 42 a, stk. 2. Direktoratet for Udlændinge tilvejebringer og driver indkvarteringssteder for udlæn-

dinge, der er nævnt i stk. 1. Dette kan ske i samarbejde med Dansk Røde Kors. Direktoratet for Ud-

lændinge kan bestemme, at en i stk. 1 nævnt udlænding, uanset om den pågældende selv har til-

strækkelige midler til sit underhold, skal tage ophold efter Direktoratets nærmere bestemmelse. En

sådan udlænding må ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører op-

gaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, lægge hindringer i vejen for udførelsen

af disse personers erhverv.”

Ifølge forarbejderne til loven blev bestemmelsen indsat for at imødekomme Dansk Røde Kors’ an-

modning om at få indført en adgang til at pålægge asylansøgere, der er indkvarteret på de enkelte

asylcentre, og som hindrer udførelsen af opgaverne med driften af indkvarteringsstedet ved deres

truende og voldelige adfærd, straf herfor. § 42 a, stk. 2 blev derfor indsat samtidig med, at der blev

indsat en hjemmel til frihedsberøvelse for overtrædelse af § 42 a, stk. 2, 4. pkt. i § 36, stk. 1, lige-

som strafbestemmelsen i § 60 ligeledes blev ændret. Der henvises til forslag til lov om ændring af

udlændingeloven, Folketingstidende 1986-87, tillæg A, L 4, som fremsat, s. 13.

Ved lov nr. 458 af 7. juni 2001, blev bestemmelsen udvidet, således at beskyttelsen både kom til at

gælde for de personer, der udfører opgaver med driften af indkvarteringsstedet, samt de andre per-

soner, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet.

Det fremgår af forarbejderne til loven, at bestemmelsen blev udvidet som en følge af et stigende

antal indberetninger om vold, trusler om vold m.v. blandt beboerne på indkvarteringsstederne, hvil-

ket var et stort problem for personalet og de andre beboere på indkvarteringsstederne og for opret-

holdelsen af ro og orden. Der henvises til forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Friheds-

berøvelse af asylansøgere og administrativ udvisning m.v.), Folketingstidende 2000-01, tillæg A, L

191, som fremsat, s. 5618

Bestemmelsen blev nyaffattet ved lov nr. 430 af 1. maj 2013, hvor den fik sin nuværende ordlyd.

Det fremgår af forarbejderne til loven, at hvis en udlænding ikke efterkommer Udlændingestyrel-

sens anvisning om indkvartering, kan Udlændingestyrelsen pålægge udlændingen at tage ophold på

det pågældende indkvarteringssted. I praksis er der ikke problemer med at få udlændingene til at

efterkomme Udlændingestyrelsens anvisninger om indkvartering, og indkvarteringen sker i disse

situationer som led i Udlændingestyrelsens almindelige virksomhed, og har karakter af faktisk for-

valtningsvirksomhed. Et pålæg vil derimod udgøre en afgørelse i forvaltningslovens forstand, hvil-

ket indebærer, at forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring skal iagttages. Udlændingestyrel-

sens afgørelser kan ikke påklages til Udlændinge- og Integrationsministeriet. Der henvises til for-

slag til lov om ændring af udlændingeloven, kildeskatteloven og integrationsloven (Adgang for

asylansøgere til at arbejde og bo uden for asylcentre m.v. samt overdragelse af en del af politiets

sagsbehandling i den indledende fase af asylprocessen til Udlændingestyrelsen), Folketingstidende

2012-2013, tillæg A, L 130, som fremsat, s. 33.

6.2.

Ministeriets overvejelser

Bestemmelserne i § 42 a, stk. 7, 1. og 2. pkt., udgør den såkaldte almindelige bestemmelse om ind-

kvartering. Det er således Udlændingestyrelsen, der træffer bestemmelse om indkvarteringen af de

udlændinge, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 og 2, jf. stk. 3. Udlændingestyrelsen skal i den forbin-

delse, såfremt det er muligt, tage hensyn til, hvilken fase asylansøgeren befinder sig i.

Formålet hermed er at sikre en mere målrettet indkvartering, således at asylansøgere placeres dér,

hvor det efter en konkret vurdering er mest hensigtsmæssigt, herunder i forhold til den fase, den

enkelte ansøger befinder sig i.

Udlændingestyrelsen kan endvidere træffe bestemmelse om, at en udlænding skal flytte fra et center

til et andet. En flytning kan bl.a. være begrundet i ordenshensyn, hensyn til den enkelte eller andre

beboere, hensynet til den bedst mulige udnyttelse af indkvarteringskapaciteten, tilknytningsforhold

til særlige grupper el.lign. I udsendelsesfasen kan flytning også anvendes som en motivationsfrem-

mende foranstaltning.

En flytning kan også være begrundet i, at den enkelte udlænding har udvist truende eller voldelig

adfærd over for personalet på indkvarteringsstedet. Det er en forudsætning for den daglige drift af

indkvarteringsstederne, at både personalet og de udlændinge, der i øvrigt opholder sig på centrene,

ikke udsættes for vold, trusler om vold el.lign. Truende eller voldelig adfærd fra asylansøgere, der

opholder sig på indkvarteringsstederne, kan ikke tolereres og skal bringes til ende.

Udlændingestyrelsen har oplyst, at § 42 a, stk. 7, efter sin nuværende ordlyd kan give anledning til

misforståelse. Det er således Udlændingestyrelsens erfaring, at der kan opstå tvivl om, hvorvidt

betegnelsen ”en sådan udlænding” i § 42 a, stk. 7, 4. pkt., alene henviser til udlændinge, der er ble-

vet pålagt at tage ophold på et indkvarteringssted efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmel-

se, jf. 3. pkt., eller om den henviser til alle udlændinge, der er indkvarteret, jf. 1. og 2. pkt., jf. 3.

pkt. Dette indebærer, at der kan opstå tvivl om, hvilken persongruppe, der kan straffes efter § 60,

stk. 1, jf. § 42 a, stk. 7, 4. pkt. og udvises efter § 25 a, stk. 1, nr. 1.

Dette er uhensigtsmæssigt af hensyn til den daglige drift af indkvarteringsstederne og de generelle

forhold på asylcentrene.

6.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at § 42 a, stk. 7, 4. pkt., præciseres således, at det direkte fremgår af bestemmelsen, at

det er alle udlændinge, der ikke gennem voldelig eller truende adfærd må lægge hindringer i vejen

for udførelsen af opgaver med driften af indkvarteringsstedet eller opretholdelsen af ro og orden på

indkvarteringsstedet, uanset om de pågældende er indkvarteret efter § 42 a, stk. 7, 1. og 2. pkt., eller

efter § 42 a, stk. 7, 3. pkt.

Det bliver således klart, at det er alle udlændinge, der er omfattet af § 42 a, stk. 7, som kan straffes

efter § 60, stk. 1, for overtrædelse af § 42, stk. 7, 4. pkt., og udvises efter § 25 a, stk. 1, nr. 1.

Det bemærkes i den forbindelse, at ændringen alene vedrører en præcisering af, hvilke udlændinge,

der er omfattet af bestemmelsen. De nuværende betingelser for, hvornår en udlænding kan straffes

efter § 60, stk. 1, jf. § 42, stk. 7, 4. pkt. og udvises efter § 25 a, stk. 1, nr. 1, er fortsat gældende.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 20.

Forslag til ændringer som følge af nedlæggelsen af Statsforvaltningen

7.1.

Gældende ret

Statsforvaltningen varetager i dag en række opgaver på Udlændinge- og Integrationsministeriets

område.

Statsforvaltningen træffer i dag afgørelser i sager om udstedelse af registreringsbeviser til EU/EØS-

borgere og EU-opholdskort til tredjelandsfamiliemedlemmer efter bekendtgørelse nr. 474 af 12. maj

2011 om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler (EU-

opholdsbekendtgørelsen), der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2004/38/EF

af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig

frit på medlemsstaternes område. Statsforvaltningen træffer således afgørelser om udstedelse, for-

længelse og inddragelse af registreringsbeviser og opholdskort til udlændinge, der er omfattet af

EU-reglerne, samt konstatering af ophør af en opholdsret efter EU-reglerne.

Endvidere træffer Statsforvaltningen afgørelser i sager om registreringsbeviser og EU-opholdskort

til familiemedlemmer til danske statsborgere, der har gjort brug af retten til fri bevægelighed (den

såkaldte sekundære fri bevægelighed).

Statsforvaltningens kompetence til at træffe afgørelser på EU-området følger af EU-

opholdsbekendtgørelsens § 33, stk. 1.

Statsforvaltningens

afgørelser

kan

opholdsbekendtgørelsens § 34, stk. 1.

påklages

til

Udlændingestyrelsen,

jf.

EU-

I forbindelse med behandlingen af sager om registreringsbeviser og opholdskort er Statsforvaltnin-

gen bl.a. tillagt kompetence til i visse tilfælde at registrere og videregive personoplysninger til en

række forskellige myndigheder, mv. Dette følger af en række bestemmelser i udlændingeloven.

Statsforvaltningen behandler også sager vedrørende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9,

stk. 1, nr. 3, til udenlandske adoptivbørn, hvor adoptionsansøgeren er godkendt som adoptant, jf.

udlændingebekendtgørelsens § 31, stk. 1, jf. § 21, stk. 1, nr. 1. Disse afgørelser kan påklages til Ud-

lændingestyrelsen, jf. udlændingebekendtgørelsens § 33, stk. 1

Statsforvaltningen behandler endvi-

dere afgørelser om udstedelse, annullering og inddragelse af visum vedrørende denne gruppe, jf.

udlændingebekendtgørelsens § 31, stk. 3.

Der er ikke i dag fastsat nogen frist for at klage over afgørelser om ret til ophold efter EU-reglerne

og om opholdstilladelse og visum til udenlandske adoptivbørn, hvor adoptionsansøgeren er god-

kendt som adoptant.

Efter lov om dansk indfødsret og lov nr. 1496 af 23. december 2014 om ændring af lov om dansk

indfødsret (Accept af dobbelt statsborgerskab og betaling af gebyr i sager om dansk indfødsret) kan

dansk indfødsret under overholdelse af nærmere kriterier erhverves ved afgivelse af erklæring over

for Statsforvaltningen. Det drejer sig bl.a. om nordiske statsborgere samt personer, som har fortabt

indfødsretten.

7.2.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at de opgaver, som Statsforvaltningen i dag varetager på Udlændinge- og Integrati-

onsministeriets område, efter nedlæggelsen af Statsforvaltningen pr. 1. april 2019, varetages som

beskrevet i det følgende. Der er alene tale om overførsel af opgaver til andre myndigheder. Regule-

ringen af de enkelte opgaver foreslås ikke ændret.

Lovforslaget indeholder forslag om, at sager om udstedelse, forlængelse og inddragelse af registre-

ringsbeviser og opholdskort til udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, samt konstatering af

ophør af opholdsret efter EU-reglerne, pr. 1. april 2019 skal behandles af Styrelsen for International

Rekruttering og Integration. Sager om opholdsret efter EU-opholdsdirektivet for udlændinge, og

sager om ret til ophold for familiemedlemmer til danske statsborgere, der har gjort brug af retten til

fri bevægelighed, overføres således fra Statsforvaltningen til Styrelsen for International Rekrutte-

ring og Integration.

Samtidig foreslås klageadgangen overført fra Udlændingestyrelsen til Udlændingenævnet, der alle-

rede i dag er klageinstans for afgørelser truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Inte-

gration.

Endvidere indebærer lovforslaget, at sager vedrørende opholdstilladelse til udenlandske adoptiv-

børn, hvor adoptionsansøgeren er godkendt som adoptant, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3,

samt afgørelser om udstedelse, annullering og inddragelse af visum vedrørende denne gruppe, jf.

udlændingelovens § 4 a, stk. 2, fremover træffes af Udlændingestyrelsen, jf. bestemmelsen i § 46,

stk. 1.

Udlændingenævnet vil fremover også være klageinstans i disse sager.

Det bemærkes, at der for sager, hvor Udlændingenævnet er klageinstans, gælder en frist på 8 uger

for indgivelse af klage, jf. § 52 b, stk. 6. Denne klagefrist vil fremover også gælde for sager om ret

til ophold efter EU-reglerne og sager om opholdstilladelse og visum til udenlandske adoptivbørn,

hvor adoptionsansøgeren er godkendt som adoptant.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 26, 35 og 36, og bemærkningerne hertil.

Endvidere foreslås en række bestemmelser i udlændingeloven, der knytter sig til Statsforvaltningens

behandling af sager om ret til ophold efter EU-reglerne, ændret som konsekvens af, at sagerne fore-

slås overført til Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 19, 21, 22 og 39.

Det foreslås endvidere, at opgaver vedrørende erklæringer efter lov om dansk indfødsret og lov nr.

1496 af 23. december 2014 om ændring af lov om dansk indfødsret (Accept af dobbelt statsborger-

skab og betaling af gebyr i sager om dansk indfødsret), som i dag varetages af Statsforvaltningen,

pr. 1. april 2019 varetages af Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Udlændinge- og Integrationsministeriet varetager i dag på det indfødsretslige område allerede sags-

behandlingen vedrørende bl.a. ansøgninger om dispensation for fortabelse af dansk indfødsret, jf. §

8 i lov om dansk indfødsret, og ansøgninger om løsning fra dansk indfødsret, jf. § 9 i lov om dansk

indfødsret.

Det vurderes at være mest hensigtsmæssigt, at det samme fremover kommer til at gøre sig gældende

for erklæringer afgivet efter § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1 og 2, i lov om dansk indfødsret samt § 3, stk.

1, i lov nr. 1496 af 23. december 2014 om ændring af lov om dansk indfødsret (Accept af dobbelt

statsborgerskab og betaling af gebyr i sager om dansk indfødsret).

Den foreslåede ændring i § 3, nr. 2, indebærer, at der fremadrettet ikke er mulighed for administra-

tiv klageadgang til Udlændinge- og Integrationsministeriet i tilfælde af afvisning af erklæringer om

dansk indfødsret.

Der henvises til lovforslagets §§ 3 og 4 og bemærkningerne hertil.

7.3.

Gebyr i forbindelse med behandlingen af sager om opholdstilladelse med henblik på adoption,

når adoptionsansøgeren er godkendt som adoptant

Efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, kan der i visse tilfælde gives opholdstilladelse til en min-

dreårig udlænding med henblik på ophold hos en anden end forældremyndighedsindehaveren, når

opholdstilladelsen gives med henblik på adoption, ophold som led i et plejeforhold eller, hvis særli-

ge grunde taler derfor, ophold hos barnets nærmeste familie.

Det er Statsforvaltningen, der i dag behandler ansøgninger om opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr.

3, med henblik på adoption, når adoptionsansøgeren er godkendt som adoptant (sager om fremmed-

adoption).

Udlændingestyrelsen behandler de øvrige sager om opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 3. Udlæn-

dingestyrelsen behandler således også sager om opholdstilladelse med henblik på adoption, når

adoptionsansøgeren ikke er godkendt som adoptant på forhånd (familieadoptionssager).

Udlændingelovens § 9 h indeholder regler om betaling af gebyr for bl.a. indgivelse af ansøgninger

om opholdstilladelse på en lang række områder, herunder indgivelse af ansøgninger om opholdstil-

ladelse efter § 9, stk. 1.

Gebyrerne efter § 9 h er fastsat omkostningsbestemt, og størrelsen af gebyrerne fastsættes således,

så de svarer til omkostningerne forbundet med behandlingen af ansøgningerne.

Det følger endvidere af § 9 h, at der i de gebyrbelagte sager skal betales gebyr for at indgive klage

til Udlændingenævnet over en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for Internati-

onal Rekruttering og Integration.

I sager om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, skal der således efter udlæn-

dingelovens § 9 h betales gebyr for at indgive ansøgning mv.

Udlændingestyrelsen opkræver i dag gebyr for indgivelse af ansøgninger efter § 9, stk. 1, nr. 3, både

når opholdstilladelsen gives med henblik på adoption (familieadoption), som led i et plejeforhold

eller ophold hos barnets nærmeste familie.

Statsforvaltningen har i praksis ikke opkrævet gebyr i sagerne om opholdstilladelse efter § 9, stk. 1,

nr. 3, til udenlandske adoptivbørn, hvor adoptionsansøgeren er godkendt som adoptant.

Lovforslaget indebærer som nævnt, at sager om opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 3, til uden-

landske adoptivbørn, hvor adoptionsansøgeren er godkendt som adoptant, fremover også skal be-

handles af Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet. Der vil således fremover

blive opkrævet gebyr for at indgive ansøgning om opholdstilladelse mv. i disse sager, ligesom det

gælder for andre sager om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3.

Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser

Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 37 a, stk. 3-7, gives der politiet hjemmel til

at foretage visitation i form af legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse af en udlænding, der er

frihedsberøvet.

Betingelserne for at foretage indgreb over for en udlænding foreslås som udgangspunkt at svare til

de gældende betingelser, således at der ved selve frihedsberøvelsen kan foretages visitation svaren-

de til visitation af en anholdt, mens der under en frihedsberøvelse, der er opretholdt af retten, kan

foretages visitation svarende til reglerne om visitation af personer, der er varetægtsfængslet.

Det foreslås dog, at der over for en person, der er frihedsberøvet med henblik på udsendelse, og hvis

frihedsberøvelse er opretholdt af retten, kan foretages visitation umiddelbart før gennemførelsen af

den faktiske udsendelse, uanset om der foreligger en konkret og nærliggende fare, og uanset om der

er bestemte grunde til at antage, at udlændingen uretmæssigt er i besiddelse af genstande. Der er her

tale om videregående adgang til visitation, end hvad der gælder for varetægtsarrestanter.

Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at visitation og tvangsmæs-

sig udsættelse for lægeundersøgelser er et indgreb i retten til respekt for privatlivet, der er beskyttet

i artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Myndighederne kan dog gøre

indgreb i udøvelsen af denne ret, såfremt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i

et demokratisk samfund (proportionalt) af hensyn til en række nærmere opregnede anerkendelses-

værdige formål, herunder hensynet til den offentlige tryghed eller forebyggelse af uro eller forbry-

delse.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at forslaget varetager et anerkendelses-

værdigt formål, idet indgrebene bl.a. skal sikre, at de pågældende personer ikke uretmæssig er i

besiddelse af effekter under udsendelsen, som kan medføre fare for borgerne og for vedkommende

selv. Der har således i praksis været eksempler på, at udlændinge i forbindelse med udsendelsen har

gemt et barberblad på kroppen, med henblik på at gøre skade på sig selv.

Det er endvidere Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der er tale om et proportio-

nalt indgreb. Udlændinge- og Integrationsministeriet lægger i den forbindelse vægt på, at det frem-

går af den foreslåede ordning, at proportionalitets- og skånsomhedsprincippet skal iagttages ved

indgrebene, og at politiet i hvert enkelt tilfælde skal kunne godtgøre, at indgrebene er proportionale.

Udlændinge- og Integrationsministeriet lægger desuden vægt på, at der kun er adgang til visitation i

forbindelse med selve udsendelsen. Den udvidede hjemmel er hermed begrænset tidsmæssigt. Det

er dermed Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at den foreslåede ordning kan gen-

nemføres inden for rammerne af EMRK artikel 8.

Den videregående adgang til visitation af udlændinge, der er frihedsberøvet med henblik på udsen-

delse, er begrundet i, at der kan være tale om, at den pågældende udsendes mod dennes vilje. Den

pågældende kan dermed have et incitament til at søge at hindre udsendelsen, f.eks. ved at gøre ska-

de på sig selv eller andre. Der er således ikke tale om en sammenlignelig situation med andre perso-

ner, der er frihedsberøvet, der ikke vil have et tilsvarende incitament til at hindre en transport. Det

er dermed Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at den foreslåede ordning ikke rejser

spørgsmål i forhold til diskriminationsforbuddet i artikel 14 sammenholdt med artikel 8 i EMRK.

Økonomiske konsekvenser for det offentlige

[Under udarbejdelse.]

10. Implementeringskonsekvenser for det offentlige

[Under udarbejdelse.]

11. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet

m.v.

12. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vil betyde, at visse ansøgninger samt klager vil skulle indgives til en anden myndighed

end i dag. Endvidere indebærer lovforslaget, at der fremover vil gælde en frist på 8 uger for at klage

over afgørelser i visse sagstyper, der overføres til en anden myndighed. En sådan klagefrist gælder

allerede for en lang række afgørelser på udlændingeområdet.

For så vidt angår afgivelse af erklæring om dansk indfødsret, er der i dag mulighed for at klage over

Statsforvaltningens afvisning af en erklæring til Udlændinge- og Integrationsministeriet. Lovforsla-

get indebærer, at erklæringer om dansk indfødsret fremover afgives over for Udlændinge- og Inte-

grationsministeriet, og at klageadgangen bortfalder. Der vil således ikke fremadrettet være mulig-

hed for administrativt at klage over Udlændinge- og Integrationsministeriets afvisning af en erklæ-

ring om dansk indfødsret.

Den foreslåede ændring af klageadgangen over frihedsberøvelse truffet i medfør af § 36 vurderes

ikke at have negative eller positive konsekvenser for borgernes retssikkerhed.

13. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

14. Forholdet til EU-retten

Europaparlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og

procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold

(udsendelsesdirektivet) er omfattet af det danske forbehold om retlige og indre anliggender. Forord-

ningen er imidlertid en udbygning af Schengen-reglerne, og finder på den baggrund anvendelse i

Danmark, jf. protokol nr. 22 om Danmarks stilling.

Det følger af udsendelsesdirektivets artikel 15, stk. 6, i hvilke situationer en administrativ frihedsbe-

røvelse kan opretholdes ud over 6 måneder. Bestemmelsen vurderes at være udtømmende.

Med henblik på at sikre en korrekt gennemførelse af udsendelsesdirektivets artikel 15, stk. 6, i

dansk ret foreslås det derfor at ændre udlændingelovens § 37, stk. 8, således at bestemmelsen ud-

tømmende gør op med, hvornår der kan ske forlængelse af en frihedsberøvelse i overensstemmelse

med udsendelsesdirektivet.

Lovforslaget ændrer derudover alene på, hvilke myndigheder der træffer afgørelse i sager vedrøren-

de opholdsret efter EU-reglerne. Selve reglerne om EU-opholdsretten berøres ikke af lovforslaget.

Der indføres dog en frist på 8 uger for at klage over afgørelser om ret til ophold efter EU-reglerne.

Lovforslaget indeholder ikke i øvrigt EU-retlige aspekter.

15. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 2. oktober 2018 til den 30. oktober været sendt til hø-

ring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatsamfundet, Amnesti Nu, Amnesty International, Asylret, Bedsteforældre for Asyl, Beskæf-

tigelsesrådet, Boligselskabernes Landsforening, Børnerådet, Børns Vilkår, Centralorganisationernes

Fællesudvalg CFU, Danes Worldwide, Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Lejerforening,

Danmarks Rederiforening, Danmarks Rejsebureauforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk

Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk, Flygtningehjælp, Dansk Kunstnerråd, Dansk Landbrug, Dansk

Missionsråd, Dansk Skibsmæglerforening, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Dan-

ske Havne, Danske Regioner, Danske Udlejere, Danske Universiteter, Datatilsynet, Den Danske

Dommerforening, Den Danske Europabevægelse, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskeret-

tigheder, Den Katolske Kirke i Danmark, DI, DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur, Dokumenta-

tions- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolssty-

relsen, Ejendomsforeningen Danmark, European Communications Office (ECO), European En-

vironment Agency, Eurofish, European Investment Bank, Finansrådet, Flygtningenævnet, Folkehøj-

skolernes forening i Danmark, Foreningen af statsforvaltningensjurister, Foreningen af Udlændin-

geretsadvokater, Fredsfonden, Færøernes Landsstyre, Handels, Transport- og Serviceerhvervene,

HK/ Danmark, Indvandrermedicinsk Klinik Odense Universitetshospital, Indvandrerrådgivningen,

Institut for Menneskerettigheder, International Organization for Migration (IOM), Kirkernes Inte-

grationstjeneste, Kommunernes Landsforening, Landbrug og Fødevarer, Landsforeningen Adoption

og Samfund, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsorganisation af kvindekrisecentre

(LOKK), Landsorganisationen LO, Lejernes Landsorganisation i Danmark, Mellemfolkeligt Sam-

virke, Naalakkersuisut (Grønlands Selvstyre), Odense Universitetshospital, Plums Fond for fred,

økologi og bæredygtighed (tidl. Fredsfonden), PRO-Vest, PROSA – Forbundet af it-professionelle,

Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Østre Landsret, Red Barnet, Refugees Welcome,

Retspolitisk Forening, Rigspolitiet, Røde Kors, Rådet for Etniske Minoriteter, Sammenslutningen af

Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, Samtlige byretter, SOS mod Racisme, Statsforvaltningens

direktør, Udlændingenævnet, UNHCR Regional Repræsentation for Northern Europe, United Nati-

ons Childrens Fund (UNICEF), United Nations High Commissioner for Refugees, Work-liv-stay

southern Denmark, Ældresagen, Ægteskab Uden Grænser, Aarhus Erhverv/International Communi-

ty, 3 F

16. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/

mindreudgifter

Implementeringsmæssige

konsekvenser for stat,

kommuner og regioner

Negative

konsekven-

ser/merudgifter

Administrative

konse-

kvenser for stat, kommu-

ner og regioner

Økonomiske konsekvenser

for erhvervslivet

Administrative konse-

kvenser for erhvervslivet

Miljømæssige konsekven-

ser

Administrative

konse-

kvenser for borgerne

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget vil betyde, at

visse ansøgninger samt

klager vil skulle indgives

til en anden myndighed end

i dag. Endvidere vil det

betyde, at klager over visse

typer af afgørelser skal

indgives inden en fastsat

klagefrist, ligesom klage-

adgangen i visse typer bort-

falder.

Lovforslaget gennemfører artikel 15 i direktiv 2008/115/EF,

som medfører en ændring af udlændingelovens § 37, stk. 8.

Lovforslaget ændrer derudover alene på, hvilke myndigheder

der træffer afgørelse i sager vedrørende opholdsret efter EU-

reglerne. Selve reglerne om EU-opholdsretten berøres ikke af

lovforslaget. Der indføres dog en frist på 8 uger for at klage

over afgørelser om ret til ophold efter EU-reglerne.

Går videre end mini-

mumskrav i EU-regulering

NEJ

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Opholdsordningen for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæfti-

gelsesmæssige kvalifikationer blev indført med virkning fra den 25. maj 2017, jf. lov nr. 505 af 23.

maj 2017. Opholdsordningen blev ophævet med virkning fra 1. juli 2018, jf. herved § 2, stk. 2, i lov

nr. 505 af 23. maj 2017. Ophævelsen har bl.a. givet anledning til tvivl om fortolkningen af udlæn-

dingelovens § 9 a, stk. 7, 1. pkt.

Med nyaffattelsen af § 9 a, stk. 7, 1. pkt., rettes der op på denne fortolkningstvivl. Nyaffattelsen af §

9 a, stk. 7, 1. pkt., er alene udtryk for en lovteknisk præcisering og indebærer derfor ingen materiel

ændring af reglerne, som de gælder i dag.

Til nr. 2

Opholdsordningen for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæfti-

gelsesmæssige kvalifikationer blev indført med virkning fra den 25. maj 2017, jf. lov nr. 505 af 23.

maj 2017. Opholdsordningen blev ophævet med virkning fra 1. juli 2018, jf. herved § 2, stk. 2, i lov

nr. 505 af 23. maj 2017. Ophævelsen har bl.a. givet anledning til tvivl om fortolkningen af udlæn-

dingelovens § 9 a, stk. 8.

Med nyaffattelsen af § 9 a, stk. 8, rettes der op på denne fortolkningstvivl. Nyaffattelsen af § 9 a,

stk. 8, er alene udtryk for en lovteknisk præcisering og indebærer derfor ingen materiel ændring af

reglerne, som de gælder i dag.

Til nr. 3

Opholdsordningen for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæfti-

gelsesmæssige kvalifikationer blev indført med virkning fra den 25. maj 2017, jf. lov nr. 505 af 23.

maj 2017. Opholdsordningen blev ophævet med virkning fra 1. juli 2018, jf. herved § 2, stk. 2, i lov

nr. 505 af 23. maj 2017. Ophævelsen har bl.a. givet anledning til tvivl om fortolkningen af udlæn-

dingelovens § 9 h, stk. 1, nr. 14.

Med nyaffattelsen af § 9 h, stk. 1, nr. 14, rettes der op på denne fortolkningstvivl. Nyaffattelsen af §

9 h, stk. 1, nr. 14, er alene udtryk for en lovteknisk præcisering og indebærer derfor ingen materiel

ændring af reglerne, som de gælder i dag.

Til nr. 4

Opholdsordningen for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæfti-

gelsesmæssige kvalifikationer blev indført med virkning fra den 25. maj 2017, jf. lov nr. 505 af 23.

maj 2017. Opholdsordningen blev ophævet med virkning fra 1. juli 2018, jf. herved § 2, stk. 2, i lov

nr. 505 af 23. maj 2017. Ophævelsen har bl.a. givet anledning til tvivl om fortolkningen af udlæn-

dingelovens § 9 h, stk. 1, nr. 15.

Med ændringen af § 9 h, stk. 1, nr. 15, rettes der op på denne fortolkningstvivl. Ændringen af § 9 h,

stk. 1, nr. 15, er alene udtryk for en lovteknisk præcisering og indebærer derfor ingen materiel æn-

dring af reglerne, som de gælder i dag.

Til nr. 5

Opholdsordningen for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæfti-

gelsesmæssige kvalifikationer blev indført med virkning fra den 25. maj 2017, jf. lov nr. 505 af 23.

maj 2017. Opholdsordningen blev ophævet med virkning fra 1. juli 2018, jf. herved § 2, stk. 2, i lov

nr. 505 af 23. maj 2017. Ophævelsen har bl.a. givet anledning til tvivl om fortolkningen af udlæn-

dingelovens § 9 h, stk. 1, nr. 17.

Med ændringen af § 9 h, stk. 1, nr. 17, rettes der op på denne fortolkningstvivl. Ændringen af § 9 h,

stk. 1, nr. 17, er alene udtryk for en lovteknisk præcisering og indebærer derfor ingen materiel æn-

dring af reglerne, som de gælder i dag.

Til nr. 6

Opholdsordningen for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæfti-

gelsesmæssige kvalifikationer blev indført med virkning fra den 25. maj 2017, jf. lov nr. 505 af 23.

maj 2017. Opholdsordningen blev ophævet med virkning fra 1. juli 2018, jf. herved § 2, stk. 2, i lov

nr. 505 af 23. maj 2017. Ophævelsen har bl.a. givet anledning til tvivl om fortolkningen af udlæn-

dingelovens § 9 h, stk. 1, nr. 18.

Med nyaffattelsen af § 9 h, stk. 1, nr. 18, rettes der op på denne fortolkningstvivl. Nyaffattelsen af §

9 h, stk. 1, nr. 18, er alene udtryk for en lovteknisk præcisering og indebærer derfor ingen materiel

ændring af reglerne, som de gælder i dag.

Til nr. 7

Opholdsordningen for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæfti-

gelsesmæssige kvalifikationer blev indført med virkning fra den 25. maj 2017, jf. lov nr. 505 af 23.

maj 2017. Opholdsordningen blev ophævet med virkning fra 1. juli 2018, jf. herved § 2, stk. 2, i lov

nr. 505 af 23. maj 2017. Ophævelsen har bl.a. givet anledning til tvivl om fortolkningen af udlæn-

dingelovens § 9 h, stk. 4, 1.-3. pkt.

Med nyaffattelsen af § 9 h, stk. 4, 1.-3. pkt., rettes der op på denne fortolkningstvivl. Nyaffattelsen

af § 9 h, stk. 4, 1.-3. pkt., er alene udtryk for en lovteknisk præcisering og indebærer derfor ingen

materiel ændring af reglerne, som de gælder i dag.

Til nr. 8

Opholdsordningen for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæfti-

gelsesmæssige kvalifikationer blev indført med virkning fra den 25. maj 2017, jf. lov nr. 505 af 23.

maj 2017. Opholdsordningen blev ophævet med virkning fra 1. juli 2018, jf. herved § 2, stk. 2, i lov

nr. 505 af 23. maj 2017. Ophævelsen har bl.a. givet anledning til tvivl om fortolkningen af udlæn-

dingelovens § 9 h, stk. 7.

Med nyaffattelsen af § 9 h, stk. 7, rettes der op på denne fortolkningstvivl. Nyaffattelsen af § 9 h,

stk. 7, er alene udtryk for en lovteknisk præcisering og indebærer derfor ingen materiel ændring af

reglerne, som de gælder i dag.

Til nr. 9

Opholdsordningen for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæfti-

gelsesmæssige kvalifikationer blev indført med virkning fra den 25. maj 2017, jf. lov nr. 505 af 23.

maj 2017. Opholdsordningen blev ophævet med virkning fra 1. juli 2018, jf. herved § 2, stk. 2, i lov

nr. 505 af 23. maj 2017. Ophævelsen har bl.a. givet anledning til tvivl om fortolkningen af udlæn-

dingelovens § 9 h, stk. 13, 2. og 3. pkt.

Med nyaffattelsen af § 9 h, stk. 13. 2. og 3. pkt., rettes der op på denne fortolkningstvivl. Nyaffattel-

sen af § 9 h, stk. 13, 2. og 3. pkt., er alene udtryk for en lovteknisk præcisering og indebærer derfor

ingen materiel ændring af reglerne, som de gælder i dag.

Til nr. 10

Opholdsordningen for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæfti-

gelsesmæssige kvalifikationer blev indført med virkning fra den 25. maj 2017, jf. lov nr. 505 af 23.

maj 2017. Opholdsordningen blev ophævet med virkning fra 1. juli 2018, jf. herved § 2, stk. 2, i lov

nr. 505 af 23. maj 2017. Ophævelsen har bl.a. givet anledning til tvivl om fortolkningen af udlæn-

dingelovens § 9 h, stk. 13, 4. pkt.

Med ændringen af § 9 h, stk. 13, 4. pkt., rettes der op på denne fortolkningstvivl. Ændringen af § 9

h, stk. 13, 4. pkt., er alene udtryk for en lovteknisk præcisering og indebærer derfor ingen materiel

ændring af reglerne, som de gælder i dag.

Til nr. 11

Opholdsordningen for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæfti-

gelsesmæssige kvalifikationer blev indført med virkning fra den 25. maj 2017, jf. lov nr. 505 af 23.

maj 2017. Opholdsordningen blev ophævet med virkning fra 1. juli 2018, jf. herved § 2, stk. 2, i lov

nr. 505 af 23. maj 2017. Ophævelsen har bl.a. givet anledning til tvivl om fortolkningen af udlæn-

dingelovens § 9 m, stk. 2 og 3.

Med nyaffattelsen af § 9 m, stk. 2 og 3, rettes der op på denne fortolkningstvivl. Nyaffattelsen af § 9

m, stk. 2 og 3, er alene udtryk for en lovteknisk præcisering og indebærer derfor ingen materiel æn-

dring af reglerne, som de gælder i dag.

Til nr. 12

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af lov nr. 675 af 8. juni 2017 om ændring af straffe-

loven, hvorved straffelovens § 140 om blasfemi blev ophævet. Det foreslås som konsekvens heraf,

at henvisningen til straffelovens § 140 i udlændingelovens § 19, stk. 6, udgår.

Til nr. 13

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af lov nr. 675 af 8. juni 2017 om ændring af straffe-

loven, hvorved straffelovens § 140 om blasfemi blev ophævet. Det foreslås som konsekvens heraf,

at henvisningen til straffelovens § 140 i udlændingelovens § 25 c udgår.

Til nr. 14

Opholdsordningen for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæfti-

gelsesmæssige kvalifikationer blev indført med virkning fra den 25. maj 2017, jf. lov nr. 505 af 23.

maj 2017. Opholdsordningen blev ophævet med virkning fra 1. juli 2018, jf. herved § 2, stk. 2, i lov

nr. 505 af 23. maj 2017. Ophævelsen har bl.a. givet anledning til tvivl om fortolkningen af udlæn-

dingelovens § 33, stk. 5.

Med nyaffattelsen af § 33, stk. 5, rettes der op på denne fortolkningstvivl. Nyaffattelsen af § 33, stk.

5, er alene udtryk for en lovteknisk præcisering og indebærer derfor ingen materiel ændring af reg-

lerne, som de gælder i dag.

Til nr. 15

Det følger af udlændingelovens § 35, stk. 3, at retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling

og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, finder anvendelse på udlændinge, der varetægts-

fængsles i medfør af § 35, stk. 1 og 2.

Retsplejelovens § 776 bemyndiger justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om behandlingen

af varetægtsarrestanter. Dette medfører, at legemsundersøgelse af udlændinge, som er varetægts-

fængslede efter § 35, stk. 1 og 2, skal foretages under iagttagelse af bl.a. bekendtgørelse nr. 1037 af

23. juni 2016 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen) og bekendtgørelse nr. 1110 af 17.

august 2016 om undersøgelse af indsattes person og opholdsrum i kriminalforsorgens institutioner

(undersøgelsesbekendtgørelsen).

Det foreslås, at politiets hjemmel til at foretage visitation af udlændinge, der varetægtsfængsles ef-

ter § 35, stk. 1 og 2, reguleres i udlændingeloven i stedet for ved en henvisning til retsplejelovens

regler.

Ændringen medfører, at den foreslåede ordning i § 37 a, stk. 3-7, finder tilsvarende anvendelse for

udlændinge, der varetægtsfængsles efter § 35, stk. 1 og 2. Hermed har politiet den samme adgang til

at foretage besigtigelse og undersøgelse af varetægtsfængslede udlændinge efter § 35, stk. 1 og 2,

som frihedsberøvede udlændinge efter § 36. Dette medfører bl.a., at politiet umiddelbart før gen-

nemførelsen af den faktiske udsendelse altid vil kunne foretage legemsundersøgelse af udlændinge,

der er varetægtsfængslede efter § 35, stk. 1 og 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 16

Det følger af udlændingelovens § 37, stk. 8, 1. pkt., at frihedsberøvelse med henblik på udsendelse

ikke kan finde sted i mere end 6 måneder.

Af udlændingelovens § 37, stk. 8, 2. pkt., fremgår det, at retten kan forlænge en frihedsberøvelse i

op til yderligere 12 måneder, hvis der foreligger særlige omstændigheder, herunder hvis udsendel-

sesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af ud-

lændingens manglende medvirken til udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelse

af nødvendig rejselegitimation og indrejsetilladelse. Bestemmelsen gennemfører udsendelsesdirek-

tivets artikel 15, stk. 6.

Bestemmelsen i udlændingelovens § 37, stk. 8, indeholder ikke en udtømmende opregning af i hvil-

ke tilfælde, der kan ske forlængelse af en frihedsberøvelse i yderligere 12 måneder, ud over de 6

måneder.

Det foreslås, at udlændingelovens § 37, stk. 8, 2. pkt., ændres, således at forlængelse af en friheds-

berøvelse i yderligere 12 måneder kan ske, hvis der foreligger særlige omstændigheder som følge af

manglende medvirken til udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelsen af nød-

vendige rejselegitimation og indrejsetilladelse. Der er derefter tale om en udtømmende opregning.

Formålet er at sikre en korrekt gennemførelse af EU’s udsendelsesdirektiv, jf. den foreslåede be-

stemmelse i § 1, nr. 16.

Den foreslåede ændring foreslås – svarende til den gældende bestemmelse – at omfatte enhver fri-

hedsberøvelse, der iværksættes efter udlændingelovens § 36.

Det vil som hidtil henhøre under retten at beslutte, om en frihedsberøvelsesforlængelse kan forlæn-

ges i op til yderligere 12 måneder ud over de 6 måneder.

Frihedsberøvelse med henblik på udsendelse af udlændinge, der er udvist ved dom på grund af kri-

minalitet, sker efter udlændingelovens § 35. Den foreslåede ordning i § 1 nr. 6, får derfor ikke be-

tydning for denne gruppe af udlændinge.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 17

Det følger af udlændingelovens § 37 a, stk. 1, at retsplejelovens § 758, stk. 1, 1.-3. pkt. finder tilsva-

rende anvendelse på en udlænding, der frihedsberøves i medfør af udlændingelovens § 36.

Det foreslås, at politiets adgang til at foretage legemsindgreb over for udlændinge, der frihedsberø-

ves i medfør af udlændingelovens § 36, i stedet skal følge af de foreslåede bestemmelser i § 37 a,

stk. 3-7. § 37 a, stk. 1’s henvisning til retsplejelovens § 758, stk. 1, 2.-3. pkt., om besigtigelse og

undersøgelse udgår derfor.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 18

Det følger af udlændingelovens § 37 a, stk. 1, at retsplejelovens § 758, stk. 1, 1.-3. pkt. finder tilsva-

rende anvendelse på en udlænding, der frihedsberøves i medfør af udlændingelovens § 36. Politiet

må således alene i det omfang, det er angivet i retsplejelovens § 758 fratage den pågrebne udlæn-

ding genstande og penge samt foretage besigtigelse og undersøgelse af udlændingens legeme og tøj

med henblik på fratagelse af genstande.

Det følger endvidere af udlændingelovens § 37 a, stk. 2, at retsplejelovens § 776 finder tilsvarende

anvendelse for udlændinge, hvis frihedsberøvelse er opretholdt i medfør af udlændingelovens § 37,

§ 36. Af retsplejelovens § 776 fremgår det, at justitsministeren fastsætter nærmere regler om be-

handlingen af varetægtsarrestanter.

Det følger af bekendtgørelse nr. 1037 af 23. juni 2016 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgø-

relsen) § 84, at undersøgelse af en varetægtsarrestants opholdsrum eller person skal foregå efter

reglerne i bekendtgørelse nr. 1110 af 17. august 2016 om undersøgelse af indsattes person og op-

holdsrum i kriminalforsorgens institutioner (undersøgelsesbekendtgørelse). Undersøgelsesbekendt-

gørelsens § 1, stk. 2, henviser til straffuldbyrdelseslovens § 60, hvoraf det af § 60, stk. 1 fremgår, at

det uden retskendelse kan undersøges, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum

eller på sin person, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser

overholdes eller sikkerhedshensyn iagttages. Endvidere følger det af straffuldbyrdelseslovens § 60,

stk. 3, at en nærmere undersøgelse af den indsattes person kræver, at der er bestemte grunde til at

antage, at den indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter.

Endelig følger det af politilovens § 5, stk. 2, nr. 2, at politiet kan besigtige en persons legeme samt

undersøge tøj og andre genstande i den pågældendes besiddelse, når vedkommende formodes at

være i besiddelse af genstande bestemt til at forstyrre den offentlige orden, eller bestemt til at udgø-

re fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Reglerne om politiets adgang til at visitere udlændinge indebærer således, at politiet har mulighed

for at visitere en udlænding forud for en udsendelse i de tilfælde, hvor udlændingen i forbindelse

med udsendelsen frihedsberøves i medfør af udlændingelovens § 36, eller hvis udlændingens fri-

hedsberøvelse har været opretholdt af retten, og politiet har en formodning om, at udlændingen for-

søger at gemme genstande på kroppen.

Den foreslåede ændring medfører, at reglerne om politiets muligheder for at visitere en udlænding,

der er frihedsberøvet efter udlændingelovens regler, fastsættes i udlændingeloven.

Det foreslås endvidere, at politiet gives adgang til at visitere en udlænding, der er frihedsberøvet

med henblik på udsendelse, uanset om politiet har en formodning om, at udlændingen forsøger at

gemme genstande på kroppen.

Formålet med den foreslåede ændring er at sikre en klar og samlet regulering af politiets adgang til

at visitere en udlænding i forbindelse med en udsendelse af en udlænding. Som det fremgår, er reg-

lerne for politiets adgang til at foretage visitation i dag fastsat i forskellige regelsæt, og finder alene

anvendelse på baggrund af en henvisning i udlændingeloven. Navnlig legemsundersøgelse er et

byrdefuldt indgreb over for en person, og der bør både af hensyn til udlændingen, og af hensyn til

politiet, sikres klare regler herom.

Formålet er endvidere at give politiet klar hjemmel til, også at visitere en udlænding, der skal ud-

sendes, uanset om politiet har en formodning om, at udlændingen forsøger at gemme genstande på

kroppen.

Det foreslås således, at der i udlændingeloven indsættes en hjemmel til, at politiet kan foretage be-

sigtigelse og undersøgelse af en udlændings legeme og tøj. Bestemmelsen foreslås at omfatte såvel

udlændinge, der frihedsberøves efter § 36, og som endnu ikke er fremstillet for en domstol, som

udlændinge, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten.

Adgangen til at foretage visitation foreslås at gælde frem til tidspunktet for løsladelse. Er der tale

om en udlænding, der skal udsendes af landet, og hvor politiet ledsager den pågældende til hjem-

landet, vil udlændingen normalt blive løsladt på det tidpunkt, hvor dansk territorium forlades. Ved

udsendelse med fly vil det normalt være det tidspunkt, hvor flyet forlader dansk luftrum. Ved ud-

sendelse på landjord eller til havs vil det være tidspunktet, hvor den danske landegrænse passeres.

Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 37 a, stk. 3, vedrører bl.a. politiets adgang til at

fratage genstande fra en udlænding, som kan benyttes til vold eller undvigelse, eller som i øvrigt

kan medføre fare for udlændingen eller andre. Indgrebet skal foretages under iagttagelse af be-

stemmelsens stk. 4-7.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at politiet kan tage genstande ”i bevaring”. Det forudsættes

således, at genstandene som udgangspunkt tilbageleveres til udlændingen, når det vurderes, at der

ikke er risiko for, at den pågældende kan anvende disse til vold eller undvigelse. Det forudsættes, at

politiet kan have genstandene i bevaring også efter, at frihedsberøvelsen er ophørt, f.eks. i forbin-

delse med udsendelse ved fly, hvor der kan være behov for at opbevare genstandene helt frem til

ankomsten til bestemmelsesstedet. Det bemærkes, at politiet, såfremt det konstateres, at den pågæl-

dende er i besiddelse af penge, skal tage stilling til, om pengene tillige skal tages i bevaring efter

bestemmelsen i § 40, stk. 8, 2. pkt., hvorefter aktiver, der kan anvendes til at dække Udlændingesty-

relsens udgifter til den pågældendes underhold, kan tages i bevaring.

Indgrebet kan bl.a. foretages af politiet forud for udsendelsen af udlændingen.

Det er ikke et krav for indgreb, der foretages efter den foreslåede § 37 a, stk. 7, 2. pkt., at der fore-

ligger en konkret og nærliggende fare, eller at politiet formoder at udlændingen er i besiddelse af

genstande, som er bestemt til at forstyrre den offentlige orden eller bestemt til at udgøre fare for

enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

I stk. 4 foreslås den proportionalitetsgrundsætning, der antages at gælde for straffeprocessuelle

tvangsindgreb, lovfæstet i udlændingeloven for så vidt angår legemsindgreb.

I stk. 5 foreslås en lovfæstning af den såkaldte skånsomhedsgrundsætning. I bestemmelsens 2. og 3.

pkt. reguleres specielt spørgsmålet om kønsfællesskab mellem den undersøgte person og de perso-

ner, der henholdsvis foretager eller overværer indgrebet. Reglerne knytter sig til begrebet blufær-

dighed. Herved bliver der i retspraksis mulighed for at lade bestemmelserne tilpasse sig skiftende

tiders vurderinger.

Bestemmelserne omfatter således alene indgreb, der efter den til enhver tid gældende retsopfattelse

er egnede til at krænke blufærdigheden. Overfladisk visitation af tøj kan derfor foretages og over-

væres af personer af begge køn. Hvorvidt der ved afklædning eller f.eks. beføling gennem tøjet for

at undersøge, om den pågældende har effekter på kroppen, kræves kønsfællesskab, vil derimod i det

enkelte tilfælde afhænge af, om der er tale om hel eller delvis afklædning, om det er en mand eller

kvinde, hvor på kroppen undersøgelsen foretages osv.

Sundhedspersonale, navnlig læger og sygeplejersker, kan dog efter reglerne altid udføre og overvæ-

re undersøgelser uden hensyn til, om de er af samme køn som den undersøgte.

Reglerne i stk. 5 er udformet således, at de kan fraviges i særlige tilfælde, hvor omstændighederne

ikke tillader, at man afventer tilstedekomsten af sundhedspersonale eller af politipersonale af sam-

me køn som den undersøgte.

I stk. 6, 1. pkt., foreslås, at legemsundersøgelser, som beskrevet i retsplejelovens § 792, stk. 1, nr. 2,

kun må foretages under medvirken af en læge. Særligt vedrørende undersøgelse af mundhule be-

mærkes, at såfremt politiet alene kigger ind i munden uden anvendelse af tvang, vil der kun være

tale om legemsbesigtigelse og derfor ikke noget krav om lægemedvirken. Politiet kan selvfølgelig

også bede personer om at spytte genstande ud af munden.

Der er ikke knyttet nogen »periculum in mora«-regel, dvs. en adgang til i tilfælde af overhængende

fare at foretage undersøgelsen uden lægelig medvirken. Den omstændighed, at sikkerhedsmæssige

hensyn gør det ønskeligt eller endog nødvendigt, at indgrebet foretages straks, uden at afvente læ-

gens tilstedekomst, giver således ikke mulighed for at fravige kravet om, at en læge skal medvirke.

Herved tilgodeses sikkerheds- og helbredsmæssige hensyn ved de mere intense legemsindgreb.

Selvom lægelig medvirken ikke kan siges at være ubetinget nødvendig ved alle former for legems-

undersøgelser, er det således ikke fundet hensigtsmæssigt eller tilstrækkeligt begrundet at forsøge at

opstille særregler for enkelte typer af indgreb. Herved undgås også yderligere undtagelser fra ho-

vedsondringen mellem legemsbesigtigelser og legemsundersøgelser.

Forslaget indebærer kun, at legemsundersøgelse skal foretages under medvirken af en læge. Hvor-

vidt lægen skal udføre selve indgrebet, eller dette kan foretages af andet sundhedspersonale under

lægens tilsyn og på dennes ansvar, er ikke reguleret i lovforslaget, men må afhænge af en vurdering

af indgrebets art og karakter.

I stk. 6, 2. pkt., foreslås det lovfæstet i udlændingeloven, at lægen skal tage stilling til, om indgre-

bets gennemførelse er lægeligt forsvarligt under hensyn til den med indgrebet forbundne smerte og

risiko, samt den undersøgte persons tilstand. Lægen skal derimod ikke vurdere, om indgrebet er

nødvendigt eller rimeligt af hensyn til sikkerheden, idet dette afgøres af politiet.

Ved kravet om lægelig medvirken knyttes således en dobbelt kontrol til de mest byrdefulde indgreb

(legemsundersøgelser), derved at retten eller politiet vurderer indgrebets foretagelse på baggrund af

retssikkerhedsmæssige hensyn, og lægen vurderer indgrebets lægelige forsvarlighed.

I øvrigt gælder for lægers foretagelse af legemsundersøgelser de almindelige lægelige regler, her-

under etiske regler og principper.

Det foreslås i stk. 7, at legemsundersøgelse af en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af

retten i medfør af § 37, jf. § 36, kun må foretages, hvis der foreligger en konkret og nærliggende

fare, eller hvis der er bestemte grund til at antage, at udlændingen uretmæssigt er i besiddelse af

genstande. Det følger modsætningsvis af bestemmelsen, at såfremt legemsundersøgelsen foretages i

forbindelse med en frihedsberøvelse, vil der ikke foreligge et krav om en konkret og nærliggende

fare, eller bestemte grunde til at antage, at udlændingen uretmæssigt er i besiddelse af genstande.

Hjemlen til indgrebet vil i så fald følge af stk. 3.

Det foreslås dog, at politiet umiddelbart før gennemførelsen af den faktiske udsendelse kan foretage

legemsundersøgelse af en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37,

jf. § 36, hvis den pågældende er frihedsberøvet med henblik på udsendelse efter § 36, stk. 1, 1.-5.

pkt. Den videregående adgang til visitation af udlændinge, der er frihedsberøvet med henblik på

udsendelse, er begrundet i, at der kan være tale om, at den pågældende udsendes mod dennes vilje.

Den pågældende kan dermed have et incitament til at søge at hindre udsendelsen, ved f.eks. at gøre

skade på sig selv eller andre.

Den foreslåede videregående adgang til legemsundersøgelse vil alene omfatte legemsundersøgelse

af en udlænding, der er frihedsberøvet efter § 36. stk. 1, 1.-5. pkt., med henblik på udsendelse. Der

vil her være tale om frihedsberøvelser, hvor den pågældende er frihedsberøvet med henblik på gen-

nemførelsen af en konkret udsendelse, og hvor der er et særligt behov for at kunne legemsundersø-

ge, jf. ovenfor. Det forhold, at den pågældende udlænding umiddelbart inden gennemførelsen af en

udsendelse meddeler at ville medvirke til udsendelsen, ændrer ikke ved politiets muligheder for

visitation.

Det er uden betydning, om udsendelsen gennemføres ledsaget af politiet, eller om der er tale om en

påset udsendelse, hvorved politiet alene ledsager den pågældende frem til flyet og ikke under hjem-

rejsen. Det afgørende vil være, om den pågældende frem til udsendelsen har været frihedsberøvet

med henblik på udsendelse efter bestemmelserne i § 36, stk. 1., 1.-5. pkt.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at politiet som udgangspunkt har adgang til at visitere en-

hver udlænding, der er frihedsberøvet efter § 36, stk. 1, 1.-5. pkt. Politiet vil dog kunne tilrettelægge

visitationerne, således at der alene sker visitation ud fra nogle mere generelle risikovurderinger eller

ud fra andre saglige kriterier.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at den udvidede adgang til visitation alene gæl-

der umiddelbart før gennemførelsen af den faktiske udsendelse. Bestemmelsen giver således politiet

en udvidet mulighed for at visitere en udlænding i forbindelse med selve udsendelsen. Herved for-

stås normalt selve rejsedagen eller dagen forinden, såfremt udrejsen gennemføres tidligt på dagen.

Der er efter den foreslåede bestemmelse, som udgangspunkt ikke noget til hinder for, at den pågæl-

dende visiteres flere gange i forbindelse med den konkrete udsendelse, som f.eks. aftenen inden

gennemførelsen og i forbindelse med ankomsten til lufthavnen den følgende dag. Det forudsættes

dog, at politiet tilrettelægger gennemførelse af visitationen på en sådan måde, at det er til mindst

mulig gene for den pågældende udlænding. Der kan derimod ikke foretages en udvidet visitation af

den pågældende tidligere i løbet af frihedsberøvelsen.

En udlænding, der er frihedsberøvet efter en af de øvrige bestemmelser i § 36, vil alene kunne visi-

teres, hvis der foreligger en konkret og nærliggende fare, eller hvis der er bestemte grunde til at

antage, at udlændingen uretmæssigt er i besiddelse af genstande, jf. 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke udlændinge, der varetægtsfængsles efter reglerne § 35 a.

Spørgsmålet om visitation af udlændinge, der er varetægtsfængslet efter den nævnte bestemmelse,

vil skulle afgøres på grundlag af retsplejelovens regler, jf. udlændingelovens 35 a, stk. 2. Hvis en

udlænding, der er varetægtsfængslet efter § 35 a, skal udsendes, vil denne varetægtsfængsling skul-

le bringes til ophør, og politiet må tage stilling til, om der er grundlag for frihedsberøvelse efter §

36. Politiet vil i så fald under denne frihedsberøvelse kunne foretage visitation efter bestemmelsen i

§ 37 a.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5 i lovforslagets almindelige bemærkninger

Til nr. 19

Statsforvaltningen har ligesom andre myndigheder på udlændingeområdet, herunder Styrelsen for

International Rekruttering og Integration, efter en række bestemmelser i udlændingeloven forskelli-

ge beføjelser, der er knyttet til den pågældende myndigheds opgavevaretagelse. Statsforvaltningen

har således beføjelser, der er knyttet til Statsforvaltningens kompetence til at træffe afgørelser i før-

ste instans vedrørende ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen.

Det fremgår således af udlændingelovens § 40 e, at Statsforvaltningen bl.a. registrerer en udlæn-

dings navn og statsborgerskabsforhold, når udlændingen får udstedt registreringsbevis eller op-

holdskort, jf. § 6.

Af udlændingelovens § 44 a, stk. 1 og 9, følger det, at Statsforvaltningen uden udlændingens sam-

tykke bl.a. videregiver oplysninger om, at en udlænding er meddelt registreringsbevis eller op-

holdskort i medfør af EU-reglerne, jf. § 6, til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor udlæn-

dingen bor eller opholder sig, og at Statsforvaltningen til brug for Styrelsen for Arbejdsmarked og

Rekrutterings overvågning af arbejdsmarkedet bl.a. kan videregive oplysninger vedrørende uden-

landske arbejdstagere, der har fået udstedt registreringsbevis på baggrund af beskæftigelse.

Det følger af udlændingelovens § 58 h, stk. 1, at Statsforvaltningen forestår konsultationer med

myndighederne i et andet Schengenland i medfør af Schengenkonventionens artikel 25.

De nævnte beføjelser knytter sig som nævnt til Statsforvaltningens kompetence til at træffe afgørel-

ser i første instans vedrørende ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen.

Det fremgår af de nævnte bestemmelser, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration

har samme beføjelser som Statsforvaltningen. Det skyldes Styrelsen for International Rekruttering

og Integrations varetagelse af opgaver vedrørende opholdstilladelser til udenlandske arbejdstagere,

studerende m.fl.

Som følge af, at behandlingen af sager vedrørende opholdsret efter EU-reglerne foreslås overført fra

Statsforvaltningen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration, foreslås det, at Stats-

forvaltningen udgår af de nævnte bestemmelser.

De foreslåede ændringer af udlændingelovens

§ 40 e, § 44 a, stk. 1, § 44 a, stk. 9,

§ 58 h, stk. 1,

er således konsekvenser af, at Statsforvaltningen nedlægges.

Der henvises i øvrigt til pkt. 7 i lovforslagets almindelige bemærkninger

Til nr. 20

Ifølge de gældende regler i § 42 a, stk. 7, træffer Udlændingestyrelsen bestemmelse om indkvarte-

ring af udlændinge omfattet af § 42 a, stk. 1 og 2, jf. stk. 3. Ved indkvarteringen skal Udlændinge-

styrelsen så vidt muligt tage hensyn til, om der er tale om nyankomne asylansøgere, eller asylansø-

gere der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7. Hvis en udlænding ikke ef-

terkommer Udlændingestyrelsens anvisning om indkvartering, kan Udlændingestyrelsen pålægge

udlændingen at tage ophold på et indkvarteringssted efter Udlændingestyrelsens nærmere bestem-

melse. En sådan udlænding må ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der

udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for personer, der i

øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, lægge hindringer i vejen for udførelsen af opgaver med

driften af indkvarteringsstedet eller for opretholdelsen af ro og orden på indkvarteringsstedet.