URU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 69: Orientering vedr. Danmarks stemmeforklaring til brug for konferencen om Global Compact on Migration i Marrakech, fra udlændinge- og integrationsministeren

Udenrigsudvalget 2018-19 (1. samling)
URU Alm.del Bilag 69
Offentligt

Udenrigsministeriet

Udlændinge- og Integrationsministeriet

10. december 2018

Følgende elementer vil indgå i den stemmeforklaring, som Danmark agter at afgive i

forbindelse med den formelle vedtagelse af Global Compact for Safe, Orderly and

Regular Migration på FN’s Generalforsamling i New York

(pt. forventet den 19.

december 2018).

Teksten er forhandlet under dansk lederskab i en kreds af ligesindede lande i EU. Kredsen

søges udvidet frem til vedtagelsen, hvorfor der fortsat kan blive tale om mindre, ikke-

væsensforandrende justeringer i teksten, ligesom yderligere elementer kan blive føjet til.

Udkast

til en fælles stemmeforklaring leveret på vegne af (…) under vedtagelsen af

Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration (GCM)

Migration er et globalt fænomen, der afstedkommer både udfordringer og muligheder for

det internationale samfund. GCM repræsenterer en fælles global tilgang til at adressere de

stigende udfordringer ifm. irregulær migration og til at gribe mulighederne forbundet med

lovlig migration. GCM kommer på et tidspunkt, hvor multilateralisme er under pres.

I FN er det internationale samarbejde bygget på national suverænitet.

GCM bekræfter den fundamentale præmis om, at det er staters suveræne ret selv at

bestemme deres nationale udlændingepolitik, inden for folkerettens rammer.

GCM leverer et nyttigt og rettidigt rammeværk for at forbedre internationalt samarbejde på

migrationsområdet, herunder med det formål effektivt at forebygge irregulær migration og

bekæmpe menneskehandel og menneskesmugling, som for indeværende medfører enorme

menneskelige tragedier for mange irregulære migranter.

[Deltagende lande] byder følgende væsentlige karakteristika i GCM velkommen:

GCM er det første globale samarbejdsbaserede rammeværk vedr. migration. Den er

et resultat af en inkluderende proces mellem alle FN’s medlemsstater.

GCM opfordrer stater til at øge og styrke deres samarbejde mhp. bedre at kunne

håndtere migration.

GCM anerkender nødvendigheden af at adressere grundlæggende årsager til

irregulær migration, som er tæt relateret til fuld implementering af 2030-

dagsordenen for bæredygtig udvikling.

GCM er ikke-bindende juridisk. Den skaber ikke på nogen måde juridiske

forpligtelser for stater, søger heller ikke at etablere international sædvaneret eller

nærmere at fortolke eksisterende konventioner eller nationale forpligtelser.

URU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 69: Orientering vedr. Danmarks stemmeforklaring til brug for konferencen om Global Compact on Migration i Marrakech, fra udlændinge- og integrationsministeren

GCM respekterer staters nationale suverænitet og bekræfter staters suveræne ret til

at bestemme national udlændingepolitik og lovgivning.

GCM anerkender, at menneskerettighederne og fundamentale frihedsrettigheder er

universelle og understreger, at alle migranter er berettiget til samme universelle

menneskerettigheder, som ethvert andet individ født på jorden. GCM skaber ikke

nye juridiske kategorier af migranter eller relaterede ydelser. Den etablerer heller

ikke en menneskeret til at migrere.

GCM anser grænsehåndtering for afgørende af hensyn til landes, samfunds og

migranters sikkerhed, og at menneskesmugling og menneskehandel effektivt

bekæmpes.

GCM anerkender utvetydigt alle staters eksisterende forpligtelse til at tage egne

statsborgere, som ikke opholder sig lovligt på et andet lands territorium, tilbage,

uanset om denne tilbagevenden er frivillig eller ej. Dette er et afgørende element i

et velfungerende globalt migrationssystem.

Idet det anerkendes, at folk ofte bevæger sig i grupper bestående af både flygtninge

og migranter, bekræfter GCM og

Global Compact for Refugees

den juridiske og

praktiske forskel på flygtninge og migranter samt de forskellige juridiske

beskyttelsesordninger, som er tilgængelige for flygtninge iht. folkeretten.

Listen af handlinger under hvert af GCM’s

tilsagn (“commitments”) udgør

eksempler, som kan bidrage til implementering af GCM. Det er op til hver enkelt

stat selv at beslutte, hvordan og om man vil drage nytte af disse eksempler.

Endvidere ønsker vi at klargøre vores holdning på en række punkter:



For det første: Vi velkommer

GCM’s

klare princip om, at stater inden for

rammerne af national jurisdiktion har ret til at skelne mellem regulære og

irregulære migranters status. Denne ret til at skelne mellem regulære og irregulære

migranter kunne have været klarere gennemgående integreret i GCM. Vi

understreger, at en klar skelnen mellem regulære og irregulære migranter vil blive

anvendt i vores læsning af GCM. Et eksempel er

målsætning 16

vedr. inkludering

af migranter, hvor spørgsmålet om integration udelukkende relaterer sig til

regulære migranter. Derudover forbliver beslutninger om modtagelse af sociale

ydelser og andre velfærdsrettigheder under national kompetence, herunder retten til

medtagelse af sociale ydelser og andre optjente ydelser.

For det andet: GCM er hovedsageligt rettet mod måden, migration finder sted på,

for at fremme sikker, ordentlig og lovlig migration og imødegå irregulær migration.

I overensstemmelse med det grundlæggende princip om staters suverænitet giver

stater, der støtter GCM, ikke tilsagn om at tage nationale skridt til at øge antallet af

lovlige immigrationsmuligheder eller til at ændre deres nationale tilgang til at

kategorisere og skabe lovlige immigrationsmuligheder. Stater bestemmer til enhver

tid suverænt, hvilke immigrationsmuligheder, der tilbydes.

For det tredje: Fsva. frihedsberøvelse

af migranter refererer vi til EU’s

stemmeforklaring afgivet under vedtagelsen af New York-erklæringen om

flygtninge og migranter i september 2016. Denne stemmeforklaring er stadig

gældende for EU og dens medlemsstater, fsva. emner som fx. frihedsberøvelse af

migrantbørn.

For det fjerde: Stater bevarer retten til at anvende national straffelov over for

smuglede personer. Selvom der er behov for at tage højde for sårbarheder og sikre,



at retslige tiltag er proportionale, så vil viden og hensigt om ulovlig indrejse i et

land og krydsning af dets grænser fortsat kunne håndteres som en kriminel handling

i stedet for en administrativ forseelse, inden for rammerne af national lov og

folkeretten.

For det femte: GCM

–

som et ikke-bindende juridisk rammeværk

–

begrænser eller

indskrænker på ingen måde veletablerede menneskerettigheder, herunder

ytringsfriheden. Det understreges, at vi lægger stor vægt på mediernes udvidede

frihed til at debattere alle emner af vigtighed for samfundet, herunder

migrationsemnet i alle dets aspekter.

For det sjette: Udstedelse af dokumenter til migranter er ikke ensbetydende med

berettigelse til opholdstilladelse i det udstedende land, medmindre denne

berettigelse klart fremgår.

For det syvende: GCM er baseret på de internationale menneskerettigheder og

opretholder princippet om ikke-regression

(”non-regression”)

af rettigheder i den

sammenhæng. Nationale politikker og lovgivning kan, inden for rammerne af

folkeretten, justeres og er ikke påvirket af

GCM’s

reference til ikke-regression.

For det ottende: GCM anerkender, at migrationshåndtering er et fælles ansvar,

herunder adressering af skadelige konsekvenser af usikker, ukontrolleret og

irregulær migration. Vi forventer derfor, at alle parter, oprindelses-, transit- og

destinationslande, tager ansvar og, baseret på

GCM’s

indhold, demonstrerer

engagement til at styrke håndtering af både lovlig og ulovlig migration.