Det Udenrigspolitiske Nævn 2018-19 (1. samling)
UPN Alm.del Bilag 18
Offentligt
Ud en r i g s mi n i s t er i et
Folketingets Udenrigsudvalg
Bilag
Journalnummer
Kontor
2018-39447
MENA
2. november 2018
URU alm. del - svar på spørgsmål 9 stillet den 17. oktober 2018 til
udenrigsministeren af Søren Espersen (DF).
Spørgsmål:
Vil ministeren begrunde og forklare Danmarks nylige stemmeafgivning i FN
vedrørende ”The State of Palestine” (http://undocs.org/A/73/L.5 ), og vil
ministeren yderligere bekræfte, at Danmarks stemmeafgivning på alle fremtidige
resolutioner vil blive oversendt som orientering til Udenrigspolitisk Nævn og
Udenrigsudvalget?
Svar:
Danmark stemte som et stort flertal af EU-lande den 16. oktober 2018 ja til en
midlertidig udvidelse af Palæstinas rettigheder i FN’s Generalforsamling.
Uden
en sådan midlertidig udvidelse af rettighederne ville Palæstina ikke kunne udføre
sine opgaver som formand for G77-landegruppen i 2019. Som det fremgår af
resolutionen, har vedtagelsen ingen betydning for Palæstinas status i FN, som
siden november 2012 har været ”ikke-medlem observatørstat”.
Afstemningen den 16. oktober resulterede i 146 ja-stemmer, 15 afståelser og tre
nej-stemmer. Blandt EU-landene afstod følgende: Bulgarien, Kroatien, Letland,
Litauen, Polen, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn og Østrig. De øvrige 19 EU-lande
stemte ja.
Dansk stemmeafgivelse i FN’s Generalforsamling
- og i andre fora - er i lighed
med tidligere regeringers praksis bestemt af indholdet af den pågældende
resolution og den konkrete kontekst i sammenhæng med ønsket i EU-kredsen
om at fremstå med størst mulig enighed. Fra dansk side følges denne praksis i
forhold
til de fremsatte resolutionsforslag i FN’s Generalforsamling, hvoraf der
årligt er tale om flere end 300. I forhold til resolutioner om konflikten mellem
Israel og Palæstina spiller den brede konsensus i Folketinget, der baserer sig på
EU’s politik, en
væsentlig rolle.
Som svar på sidste del af spørgsmålet henvises i øvrigt til besvarelsen af URU 8.
Med venlig hilsen
Anders Samuelsen