UPN, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 14: Udlændinge- og integrationsministerens og Udviklingsministerens respektive talepapirer fra mødet i Udlændinge- og Integrationsudvalget og Udenrigsudvalget den 25. oktober 2018

Det Udenrigspolitiske Nævn 2018-19 (1. samling)
UPN Alm.del Bilag 14
Offentligt

Tale

Tale til brug for ministerens deltagelse i briefing i Folketinget om den

globale aftale om sikker, velordnet og lovlig migration (GCM)

den 25. oktober 2018

(Udviklingsministeren indleder orienteringen)

Side

1/11

UPN, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 14: Udlændinge- og integrationsministerens og Udviklingsministerens respektive talepapirer fra mødet i Udlændinge- og Integrationsudvalget og Udenrigsudvalget den 25. oktober 2018

[Udlændinge- og integrationsministerens tale]

Ud over også at takke udvalgene for muligheden for at orientere om

resultatet af forhandlingerne om GCM vil jeg gerne starte med at slå

en række ting fast, fordi de er afgørende for min og regeringens

holdning til forhandlingsresultatet og til det videre forløb frem mod

mødet i Marrakesh, hvor teksten skal vedtages:

[Fire centrale og tværgående principper i GCM]

For det første:

Aftalen

–

eller

’kompakten’

som den ret beset hedder

–

slår fast, at

den ikke er juridisk bindende.

Der er altså tale om en politisk aftale for, hvordan vi kan arbejde

hen imod ordnede forhold på migrationsområdet

–

hvor ulovlig

migration bekæmpes, og hvor hvert enkelt land selv bestemmer,

hvem der skal have ret til ophold.

For det andet:

’Kompakten’

bekræfter krystalklart staters nationale suverænitet

over deres udlændinge- og migrationspolitik [i overensstemmelse

med Folkeretten]. Det er det bærende princip i aftalen.

For det tredje:

’Kompakten’

slår også fast, at stater [inden for deres suveræne

jurisdiktion] kan skelne mellem regulære og irregulære migranter

for at sikre overensstemmelse med det, der i aftalen benævnes

nationale realiteter, nationale politikker og prioriteter og krav til

indrejse, ophold og arbejde [i overensstemmelse med Folkeretten].

En tilslutning til

’kompakten’

vil derfor på ingen måde betyde, at vi

kommer til at føre en anden udlændingepolitik, end den der

besluttes her i huset.

Og for det fjerde:

’Kompakten’

er den første af sin art på globalt plan, når det kommer

til anerkendelsen af alle landes forpligtigelse til at tage egne

statsborgere tilbage, hvis de pågældende opholder sig ulovligt i et

andet land, og bistå med at facilitere tilbagetagelsen. Og den

anerkendelse er ikke mindst resultatet af meget aktive danske

bestræbelser under forhandlingerne.

Så for lige at rekapitulere:

’Kompakten’

er ikke juridisk bindende

’Kompakten’

respekterer vores nationale suverænitet i

udlændingepolitikken

’Kompakten’

sikrer, at vi kan skelne klart mellem regulære og

irregulære migranter, og

’Kompakten’

anerkender for første gang, at alle lande skal

tage egne statsborgere tilbage, hvis de opholder sig ulovligt.

[Resultatet er ikke perfekt]

Når alt det er sagt, så er resultatet selvfølgelig ikke perfekt. Så langt

fra. Hvis jeg havde skrevet

’kompakten’,

ville den have set

anderledes ud. Men jeg har ikke været alene om at skrive den. Vi

har faktisk været 191 penneførere med hver vores udfordringer,

prioriteter, principper og målsætninger

–

og ikke mindst politiske

overbevisning. Og derfor synes jeg, at med de fire punkter, jeg

netop nævnte, in mente, er der tale om et ganske godt resultat.

Og så alligevel.

[Stemmeforklaring/Reservation]

Det er min [og regeringens] klare opfattelse, at der i forbindelse

med vedtagelsen af teksten i Marokko til december og efterfølgende

FN’s

generalforsamling er behov for en meget klar

–

og gerne

fælles EU

–

stemmeforklaring, hvor vi klart og utvetydigt

tilkendegiver vores læsning af aftalen på en række områder. En

stemmeforklaring er et forbehold.

Det er der ikke noget overraskende i. Vi gjorde præcis det samme

sammen med vores EU-kolleger i forbindelse med vedtagelsen af

New York-erklæringen, der iværksatte arbejdet med

’kompakten’,

september 2016.

[Stemmeforklaringen skal som minimum forklare vores position på

spørgsmål som frihedsberøvelse af mindreårige migranter, skelnen

mellem lovlig og ulovlig migration og mellem regulære og

irregulære migranter, migranters adgang til tjenesteydelser, lovlige

adgangsveje

–

for blot at nævne de vigtigste. Jeg forventer også, at

andre EU-lande har spørgsmål, de gerne vil have indeholdt i

stemmeforklaringen.]

Og lad mig understrege

–

for at der ikke opstår misforståelser

–

skulle EU og medlemslandene ikke kunne blive enige om en fælles

stemmeforklaring, så agter regeringen at afgive en

stemmeforklaring sammen med en gruppe af andre ligesindede

lande eller i national kapacitet.

[Vil

’kompakten’

løse migrationsudfordringerne?]

Så vil I sikkert spørge, om

’kompakten’

vil løse alle vores

problemer med ulovlig migration og irregulære migranter.

Og svaret er selvfølgelig: Nej.

Som alle andre globale politiske aftaler, der ikke er juridisk

bindende og respekterer de enkelte landes nationale suverænitet, vil

vi ikke vågne op til en ny og bedre verden i morgen, hvor alle

mennesker og lande respekterer, at man ikke bare kan indrejse i et

andet land uden tilladelse.

Faktisk slår

’kompakten’

fast, at godt nok har man som migrant ret

til at forlade sig eget land og til at rejse tilbage til eget land, MEN,

man har ikke ret til at rejse ind i et andet land. Det princip røres der

ikke ved i aftalen.

’Kompakten’

er udtryk for det, jeg vil kalde

”de

små skridts

politik”.

Det betyder, at verdenssamfundet anerkender, at man er

nødt til styrke dialogen og samarbejdet på tværs af landegrænser,

hvis man vil den irregulære migration til livs. Vi kender det fra EU-

Tyrkiet-aftalen, og vi ved, at vi skal have aftaler på plads i den

kommende tid med ansvarlige nordafrikanske lande. Kodeordet er

med andre ord internationalt samarbejde

–

eller inter-regionalt

samarbejde, om man vil.

Med

’kompakten’

er vi blevet enige om, at international migration

kræver en international ramme. Her kan vi tale om, hvordan vi

bekæmper den irregulære migration og gør migration sikrere, mere

velordnet og lovlig, så vi har hånd i hanke med, hvem der indrejser i

vores lande.

[Skrøner]

Jeg forstår godt, at et så omfattende forhandlingsforløb mellem alle

verdens lande kan give anledning til bekymringer og give anledning

til kritiske spørgsmål til, hvad det egentlig er, der er opnået enighed

om.

Det er rigtigt, at ikke mindst latinamerikanske lande i løbet af

forhandlingerne har ønsket en aftale om regularisering eller

lovliggørelse af irregulære migranter, der allerede befinder sig i

Danmark eller andre lande. Jeg kan garantere, at det forslag er

blevet skudt ned

–

ikke mindst takket være Danmark og EU

–

derfor ikke indgår i aftalen.

Det er også rigtigt, at mange lande i den tredje verden har ønsket, at

vi skulle øge den lovlige indvandring. Men jeg kan garantere, at der

er intet i

’kompakten’,

der vil øge indvandringen til Danmark eller

Europa, med mindre vi giver tilladelse.

’Kompakten’

understreger klart, at lande har suveræn ret til at

fastlægge egen udlændingepolitik. Med understregningen af

vigtigheden af at bekæmpe irregulær migration

–

f.eks. over

Middelhavet

–

kan

’kompakten’

derimod komme til at dæmpe

presset af irregulære migranter, der forsøger at komme til Europa.

Jeg kan også godt forstå, at nogen spørger, hvorfor lovlig migration

ikke fremmes med aftalen, mens tilbagesendelse vil blive nemmere.

Sagen er dog den, at lovlig indrejse bestemmes af national

lovgivning, mens tilbagetagelse af egne statsborgere nu anerkendes

som en international forpligtelse.

[Afslutning]

Afslutningsvist vil gerne understrege, at der med

’kompakten’

efter

min opfattelse er tale om et ikke uvæsentligt signal til FN og til hele

verden som sådan.

Tidligere tiders fremherskende opfattelse

–

ikke mindst i FN

–

af, at

der påhvilede Vesten og Europa et særligt ansvar for at løse

migrationsudfordringerne, er blevet erstattet af en langt mere

nuanceret og realistisk tilgang.

Med

’kompakten’

er det blevet gjort klart, at effektiv, global

migrationshåndtering og -samarbejde

–

som supplement til vores

egen udlændingelovgivning

–

består af langt mere end blot

spørgsmålet om at øge lovlige migrationsveje. Nu taler

verdenssamfundet om problemet med ulovlig migration,

grænsekontrol, menneskesmuglere, tilbagetagelse, migranters

menneskerettigheder, men også migranters forpligtelse til at

overholde national lovgivning og opholdslandets skikke.

På den baggrund mener jeg, at vi med

’kompakten’

kommer til at

tage et lille skidt fremad i den fælles forståelse af udfordringerne.

Og det vil skabe bedre muligheder for at fremme danske og

europæiske prioriteter og initiativer i håndteringen af de ulovlige

migrationsstrømme mod Europa.

[Forvirring om Marrakesh-erklæringen fra maj 2018 og GCM]

Endelig vil jeg afslutningsvist gerne adressere den forvirring, som

jeg forstår, der er opstået i forhold til forskellen på den såkaldte

Marrakesh-erklæring fra maj 2018, og kompakten, som vi har talt

om i dag, og som

–

måske lidt forvirrende også skal vedtages i

Marrakesh.

Den nye globale migrationsaftale har ikke noget med den såkaldte

Marrakesh-erklæringen at gøre. Den globale migrationsaftale er

forhandlet i FN og følger et globalt spor. Marrakesh-erklæringen er

vedtaget i regi af den såkaldet Rabat-proces, der er et regionalt

samarbejde mellem EU og Nord- og Vestafrika, og er en del af

opfølgningen på Valletta-erklæringen, som

EU’s

stats- og

regeringschefer og en lang række afrikanske kolleger vedtog i november

2015.