Undervisningsudvalget 2018-19 (1. samling)
UNU Alm.del Bilag 94
Offentligt
Undervisningsudvalget i Folketinget
forslag til fokusområde 2019
Behov for oplysning om hjemløshed i Folkeskolen
SAND
De hjemløses landsorganisation identificerer et stort behov for oplysning om hjemløshed og
for hvordan det er at leve som hjemløs på skole- og uddannelsesområdet. Organisationen får mange
henvendelser fra især skoleelever og uddannelsesinstitutioner men også fra presse og medier, der gerne
vil tale med netop de mennesker, der har hjemløshed inde på livet; hjemløse og tidligere hjemløse. Det
drejer sig ikke om de data, man kan slå op, men om erfaring fra levet liv. Hvorfor bliver man hjemløs?
Hvordan påvirker et liv med hjemløshed ens selvopfattelse? Hvad vil det sige at stå uden for
samfundet? Ikke mindst vil mødet med en hjemløs eller tidligere hjemløs kunne skabe forståelse og
empati hos skole- og uddannelsessøgende, ligesom det også vil have en præventiv effekt.
Imidlertid føler SANDs medlemmer sig ikke som udgangspunkt rustede til at indgå i en offentlig
samtale. Det vil et fokuseret formidlingsforløb kunne ændre på.
Formidlingsprojektet Hjemløse fortæller
SAND har et ønske om at gennemføre et større formidlingsprojekt, der har et dobbelt sigte. Projektet
vil løse det demokratiske oplysningsbehov om hjemløshed i Danmark, som bl.a. findes i Folkeskolen. I
øvrigt vil projektet fungere som pædagogisk beskæftigelse af hjemløse, der står uden for
arbejdsmarkedet, som igennem et særligt tilrettelagt uddannelsesmodul baseret på principperne i
narrativ medicin, vil få mulighed for at arbejde med deres egen historie og med at blive bedre
formidlere. De vil opnå et socialt løft, øget grad af medborgerskab og livskvalitet. Alt sammen
begreber, som vil flytte den enkelte deltager personligt og som samfundsborger.
Til formidlingsprojektet vil SAND:
- udvikle undervisningsmateriale om hjemløshed målrettet folkeskolen og evt. gymnasier.
- udvikle og varetage uddannelsen af hjemløse til foredragsvirksomhed og kommunikation i
offentligheden.
- varetage koordinering og kommunikation med skoler og uddannelser.
Undervisning og koordination vil blive varetaget af en specifik person med forskningsbaggrund i
narrativ medicin og projekter med socialt sårbare borgere.
SAND
De hjemløses landsorganisation
Hjemløsheden i Danmark er stigende, og det kalder på øget opmærksomhed på området, ikke bare i
form af socialt arbejde men også i forhold til offentlig oplysning. De hjemløses landsorganisation,
SAND, arbejder for hjemløses vilkår som talerør for hjemløse i Danmark, og organiserer og tilbyder
mange aktiviteter og indsatser, som fører til forbedringer på hjemløseområdet.
Imidlertid er SAND som den primære aktør på hjemløseområdet også den mest oplagte institution til at
varetage opgaver i relation til hjemløshed, som er af formidlende og oplysende karakter.
SAND ønsker at gennemføre et didaktisk-pædagogisk projekt som vil ligge i krydsfeltet mellem
folkeskolens undervisning, demokratisk oplysning og socialt arbejde på hjemløseområdet. SAND vil
gerne ruste og uddanne sine frivillige, særligt de unge aktive, til hjemløshedseksperter, der kan varetage
den samfundsmæssige opgave, det er at oplyse om hjemløshed. Til at gennemføre dette vil man arbejde
med kreativ skrivning og formidlingstræning.