Undervisningsudvalget 2018-19 (1. samling)
UNU Alm.del Bilag 87
Offentligt
2040967_0001.png
Emne:
Ny rapport om danskuddannelserne vækker bekymring
Kære medlem af Undervisningsudvalget
VIVE har d.3. april offentlig gjort en benchmarking-og effektivitetsanalyse af danskundervisning til
voksne udlændinge. Analysen viser, at ud fra de målvariabler, der er udvalgt af Udlændinge- og
Integrationsministeriet, kan de 47 sprogcentre, der indgår i den restriktive analyse, samlet spare
omkring 14 % af de samlede takstindtægter, uden det vil gå ud over de resultatmål, som
sprogcentrene her er målt på.
Uddannelsesforbundet vil gerne advare mod at drage forhastede slutninger ud fra undersøgelsen. Dels
vil vi gøre opmærksom på, at der efter undersøgelsens afslutning har været en del udbud med kraftige
prisreduktioner til følge. Dels vil vi endnu engang gøre opmærksom på, at disse undersøgelser igen og
igen kun måler, hvor billigt man kan få udført en opgave, men aldrig måler på, hvilken kvalitet, der
kommer ud af en given prissætning.
Vores bekymring er videre, at hver gang der er kommet en undersøgelse, der har antydet en mulighed
for at billiggøre noget på integrationsområdet, har det sat sig i et politisk forslag om besparelser.
Derfor frygter vi nu, at der er lagt i kakkelovnen i forhold til FL20, således at den helt nødvendige
Danskuddannelse til flygtninge og indvandrere endnu engang står for skud - uagtet at den allerede er
prismæssigt halveret i forhold til dengang, der var vejledende takster på Finansloven. Det er dybt
alvorligt for integrationen, hvis man ikke sikrer, at udlændinge får lært vores sprog, og det gør de altså
ikke, hvis ikke vi sikrer dem et ordentligt undervisningstilbud.
For god ordens skyld skal det nævnes, at forfatterne til rapporten fra VIVE selv gør opmærksom på, at
der ikke er tale om en kausal analyse, da selvom nogle sprogcentre kan identificeres som ”mere
effektive” end andre, så kan
man ikke vide, om det er deres indsats, der har ført til denne effektivitet.
Rapporten nævner selv deltagernes motivation som et parameter i denne forskel.
Hvis du har brug for en yderligere uddybning, står vi selvfølgelig til rådighed.
Med venlig hilsen
Hanne Pontoppidan
Formand for Uddannelsesforbundet
Uddannelsesforbundet
Nørre Farimagsgade 15
1364 København K
Tlf.: 7070 2722
[email protected]
www.uddannelsesforbundet.dk