Udvalget for Landdistrikter og Øer 2018-19 (1. samling)
ULØ Alm.del Bilag 23
Offentligt
1962452_0001.png
Struer og Lemvig, 31. oktober 2018
Til Peter Juel-Jensen/Udvalget for landdistrikter og øer
Invitation til besøg på fusionsskoler i Struer og Lemvig
Som fusionerede skoler i landdistrikterne har vi med glæde noteret os at udvalget for landdistrikter og øer i
høringen den 25. oktober havde valgt at drøfte problemstillinger relateret til vilkårene for
ungdomsuddannelser i yderområderne. På Struer Statsgymnasium og Lemvig Gymnasium har vi nu i nogle
år drevet fusionsskoler, hvor erhvervsuddannelser, gymnasiale og erhvervsgymnasiale uddannelser lever
under samme tag. Det har været det helt rigtige for udbuddet af ungdomsuddannelser i området. Vi lever
dog også med urimelige økonomiske rammevilkår for vores skoler på grund af fusionerne. Fusionsskoler
hvor den fortsættende skole er alment gymnasium, må leve med at miste både udkantstilskud og delvist
grundtilskud, hvorimod fusionerede erhvervsskoler har mere rimelige rammer. Mange politikere og
embedsmænd har bekræftet os i at der bør være ensartede regler for tilskud for fusionsskoler, og vi sætter
derfor pris på at udvalget diskuterer problemstillingen.
I forlængelse af det politiske fokus på vores skoleformer kunne vi godt tænke os at invitere udvalget på
besøg på vores skoler. Vi kunne godt tænke os at fortælle om den kvalitet vi synes vi leverer til daglig og
hvorfor fusioner som vores kan være en del af løsningen i bestræbelserne på at sikre bredt udbud af
ungdomsuddannelser også fremover. Udvalget skal derfor været meget velkomment til et besøg i Struer
og/eller Lemvig, og vi samarbejder gerne med de to kommuner og andre aktører på egnen om et program
hvor I også kan se andet end ungdomsuddannelser f.eks:
Geopark Vestjylland:
Struer, Lemvig og Holstebro kommuner bestræber sig sammen på at opnå
UNESCO-godkendelse
Klimatorium:
fokus er indsamling af viden om klimaløsninger. Del af Coast to Coast Climate Challenge
”Lydens By”:
Et eksempel på strategisk markedsføring af Strueregnen som bosætning osv.
Sound Hub
Denmark:
Hub/ innovationsmiljø om lyd i samarbejde mellem B&O og Struer Kommune.
Businessparken
i Struer:
Vækstmiljø for opstartsvirksomheder
Harboøre Tange og Høfde 42:
Oprensning af giftdepot med ny teknologi
Ausumgaard:
Landbrug med biogasanlæg, insektproduktion, oplevelsesøkonomi osv.
Betragt dette som en stående invitation til at besøge vores skoler og egn.
I håb om positiv tilbagemelding fra udvalget.
Venlig hilsen
Mads Brinkmann Pedersen
Rektor, Struer Statsgymnasium
Helle Toftgaard
Bestyrelsesformand, Struer Statsgymnasium
Bo Larsen
Rektor, Lemvig Gymnasium
Ole Zinck
Bestyrelsesformand, Lemvig Gymnasium
Lemvig Gymnasium - Romvej 30, 7620 Lemvig - 97 82 38 22 -
[email protected]
- www.lemvig-gym.dk