Uddannelses- og Forskningsudvalget 2018-19 (1. samling)
UFU Alm.del Bilag 96
Offentligt
Ministeren
Uddannelses- og Forskningsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
23. april 2019
Orientering om høring over reviderede akkrediterings- og
prækvalifikationskriterier i akkrediteringsbekendtgørelsen
Til udvalgets orientering kan jeg oplyse, at Styrelsen for Forskning og Uddannelse
netop har udsendt høring over reviderede akkrediterings- og
prækvalifikationskriterier i akkrediteringsbekendtgørelsen.
I forbindelse med offentliggørelsen af evalueringen af institutionsakkreditering i
december 2018 gav jeg udtryk for, at jeg ville se på konkrete forslag til ændringer
af akkrediteringssystemet.
Med justeringen af kriterierne for institutionsakkreditering er der lagt vægt på at
understøtte kontinuitet i forhold til de tidligere akkrediteringskriterier, og samtidig
er der gennemført en forenkling af kriterierne, herunder er antallet af kriterier
reduceret, og flere dokumentationstunge elementer er taget ud. Målet er mere
enkle og målrettede akkrediteringsprocesser, som understøtter institutionernes
fokus på deres kerneopgave: At udvikle og udbyde relevante uddannelser af høj
kvalitet.
Som opfølgning på regeringens udspil ”Justering
af engelsksprogede
uddannelser” er der i høringsudkastet endvidere lagt op til
ændrede kriterier for
prækvalifikation af engelsksprogede uddannelser og engelsksprogede udbud.
De videregående uddannelsesinstitutioner er desuden aktuelt i dialog med
Akkrediteringsinstitutionen mhp. bl.a. udarbejdelse af ny vejledning samt udvikling
af nye metodiske tilgange. Uddannelses- og Forskningsministeriet følger denne
dialog tæt. Jeg er af den overbevisning, at det konstruktive samarbejde mellem
sektoren og Akkrediteringsinstitutionen vil bidrage afgørende til et endnu bedre
akkrediteringssystem.
Uddannelses- og
Forskningsministeriet
Børsgade 4
Postboks 2135
1015 København K
Tel. 3392 9700
www.ufm.dk
CVR-nr. 1680 5408
Ref.-nr.
19/019120-01
Med venlig hilsen
Tommy Ahlers
Side 1/1