UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Uddannelses- og Forskningsudvalget 2018-19 (1. samling)
UFU Alm.del Bilag 42
Offentligt

Til

Styrelsen for Forskning og Uddannelse

Dokumenttype

Rapport

Dato

Oktober 2018

ANALYSE AF ERFARINGER MED

INSTITUTIONSAKKREDITERING

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

INDHOLD

2.1

2.2

2.3

2.4

3.1

3.2

3.3

3.4

4.1

4.2

5.1

5.2

5.3

Resume

Indledning

Baggrund og formål

Fra uddannelsesakkreditering til institutionsakkreditering

Datagrundlag

Læsevejledning

Akkrediteringsprocessen

Organisering af kvalitetssikringsarbejdet

Dokumentation

Administrative udfordringer

Tidsforbrug

Oplevelse af kravenes tydelighed og relevans

Kravenes tydelighed

Kravenes relevans

Betydning af institutionsakkreditering

Positiv betydning af institutionsakkreditering

Negative følgevirkninger ved institutionsakkreditering

Drivkræfter og barrierer

Forslag til forenkling

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

RESUME

Rambøll har på opdrag fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse gennemført en analyse af vide-

regående uddannelsesinstitutionernes erfaringer og oplevelser med institutionsakkreditering. I

2013 valgte man i Danmark at overgå fra de tidligere akkrediteringer af enkelte videregående

uddannelser til akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner. Den såkaldte institutions-

akkreditering har bl.a. haft til hensigt at understøtte, at uddannelsesinstitutionerne har et mere

entydigt ansvar for kvaliteten og relevansen af de uddannelser, der udbydes af uddannelsesinsti-

tutionen. Intentionen var videre at introducere et mere ubureaukratisk og effektivt kvalitetssik-

ringssystem end tidligere.

Nedenfor sammenfattes

hovedpointerne

fra analysen. Analysen er baseret på en spørgeskema-

undersøgelse besvaret af 22 videregående uddannelsesinstitutioner. Da spørgeskemaundersøgel-

sen er eneste datakilde, har analysen en kortlæggende karakter.

→

Institutionsakkreditering opleves i store træk som understøttende for kvalitetsudvik-

ling, men der efterspørges forenkling og forbedringer

Den overordnede hovedpointe fra nærværende analyse er, at institutionsakkreditering i store træk

fungerer som proces til at understøtte institutionernes kvalitetssikringsarbejde. Endvidere oplever

institutionerne, at institutionsakkreditering bidrager positivt til professionalisering, udvikling af

kvalitetssikringsarbejdet samt ledelsesmæssig forankring af kvalitetssikringsarbejdet (se mere

herom nedenfor). Samtidig er det også en hovedpointe fra analysen, at de videregående uddan-

nelsesinstitutioner efterlyser ændringer og forbedringer, så institutionsakkreditering som metode

kan blive mere effektiv, relevant og værdiskabende.

→

Dokumentationen opleves som overvejende relevant, men for omfattende

Institutionerne oplever i overvejende grad, at der er klare forventninger til den dokumentation,

som de skal levere som led i institutionsakkrediteringsprocessen. Vejledningen fra Akkrediterings-

institutionen vurderes tilsvarende i store træk som understøttende for forventningsafstemning om

dokumentation. Endvidere opleves den dokumentation, der skal leveres som

relevant,

om end

det bemærkes, at de fleste institutioner vurderer, at dokumentationen ”i nogen grad” er relevant.

For så vidt angår dokumentationens

omfang,

svarer de fleste (15 ud af 22 institutioner), at om-

fanget er passende i relation til selvevalueringsrapporten, hvorimod langt størstedelen (17 ud af

22 institutioner) vurderer omfanget for omfattende ifm. audit trails. De administrative udfordrin-

ger knyttet til audit trails omfatter bl.a. identifikation af eksisterende dokumentation og valg af

den dokumentation, der skal fremsendes.

→

Institutionsakkreditering er samlet set mere tidskrævende end det tidligere system

Analysen viser, at institutionerne samlet set oplever institutionsakkreditering som mere tidskræ-

vende end uddannelsesakkreditering over en seksårig periode. Et væsentligt opmærksomheds-

punkt handler om, at denne vurdering knytter sig til, at der fortsat er et stort tidsforbrug forbun-

det med godkendelse af nye uddannelser, og på at opfylde kravet om institutionernes egen gen-

nemførsel af uddannelsesevalueringer af eksisterende uddannelser med brug af eksterne eksper-

ter. Det bidrager til en samlet vurdering af, at det nuværende system er mere tidskrævende.

→

Institutionsakkreditering bidrager positivt til institutionernes kvalitetskultur og orga-

nisering af arbejdet med kvalitetssikring

Den generelle oplevelse på tværs af institutionerne er, at institutionsakkreditering bidrager posi-

tivt til kvalitetsarbejdet. Det er særligt følgende forhold, der vurderes positivt:

Ledelsesmæssig forankring af kvalitetssikringsarbejdet

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Professionalisering af organisationen generelt

Udvikling af organiseringen af kvalitetssikringsarbejdet

Dialog og videndeling om kvalitetssikring

Analysen afdækker, at det for institutionerne primært handler om at tydeliggøre en kvalitetskultur

med fælles sprog på tværs af den enkelte institution. Institutionsakkreditering har været en kata-

lysator for denne udvikling, hvor systematik, ledelsesforandring og medarbejderinvolvering frem-

hæves som

drivkræfter

i processen. Omvendt peges også på faktorer, som kan udgøre

barrie-

rer

for akkrediteringsprocessen, fx organisationsændringer undervejs og medarbejderes oplevelse

af manglende relevans og for meget kontrol.

Det gælder dog samtidig for størstedelen af institutionerne, at de også oplever negative følgevirk-

ninger af institutionsakkreditering. De negative følgevirkninger handler bl.a. om, at kravene til

dokumentationen dels medfører et stort ressourcetræk, dels bidrager til en organisatorisk træthed

og til et oplevet fokus på kvalitetskontrol frem for kvalitetsudvikling.

→

Konkrete forslag til ændringer

Stort set alle institutionerne ønsker, at der foretages ændringer i arbejdet med institutionsakkre-

ditering fremadrettet, hvoraf størstedelen af disse ønsker dette i meget høj eller høj grad.

Konkret foreslår en stor andel af institutionerne, at der lægges mere vægt på velfungerende prak-

sis fremfor gennemprøvet praksis

–

og at der stilles færre krav om dokumentation flere år tilbage

i tid. Dette gælder også institutioner, som er blev akkrediteret efter notatet ”Vurdering af institu-

tionernes kvalitetssikringssystemer” blev revideret i 2016

. Revideringen betød, at forventningen

om, at institutionerne havde en gennemprøvet praksis blev justeret, og rådet lagde vægt på at

kvalitetssikringssystemet var afprøvet i praksis og var velfungerende. Derudover foreslår en stor

andel af institutionerne, at institutionsakkrediteringen i mindre grad baseres på skriftlig dokumen-

tation og mere dialog, og at institutionsakkreditering foretages på mere differentieret vis, således

at der i højere grad tages udgangspunkt i institutionernes særlige forhold og udfordringer (fremfor

fælles krav).

Endelig er det en hovedpointe i analysen, at omkring halvdelen af institutionerne har et ønske

om, at fokus i akkrediteringsprocessen flyttes fra kontrol til udvikling af institutionernes kvalitets-

sikringssystem.

→

Oplevelsen af institutionsakkreditering varierer ikke systematisk på tværs af institu-

tionstyper og akkrediteringshistorik

I analysen er institutionernes svar på spørgeskemaet blevet koblet til en række baggrundsvariable

for institutionens akkrediteringshistorik og -status samt institutionens type, størrelse og organise-

ring. Det er en generel pointe, at der er få sammenhænge mellem institutionernes svar og de

forskellige baggrundsvariable. Selvom der kan identificeres forskelle i institutionernes oplevelser

og vurderinger, er tendensen altså, at oplevelserne og vurderingerne ikke varierer systematisk.

Det skal dog samtidig understreges, at det relativt lille antal enheder (22 institutioner) gør det

vanskeligt at afdække sådanne mønstre.

Vurdering af institutionernes kvalitetssikringssystemer (2014),

https://akkrediteringsraadet.dk/wp-content/filer/14-005995-03-IA-

Vurderingssnitnotat-som-besluttet-p%C3%A5-r%C3%A5dsm%C3%B8det-20-juni-.pdf

Revideret notat om vurdering af institutionernes kvalitetssikringssystemer (2016),

https://akkr.dk/wp-content/filer/akkr/Revideret-

vurderingssnitnotat.pdf

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

2.1

INDLEDNING

Baggrund og formål

Danmark har som led i Bolognaprocessen forpligtet sig til systematisk ekstern kvalitetssikring. På

baggrund heraf har akkreditering eksisteret i en årrække i Danmark som en metode til vurdering

af uddannelser og uddannelsesinstitutionernes relevans og kvalitet. Med vedtagelsen af en ny

akkrediteringslov i 2013 blev der introduceret et paradigmeskifte fra de tidligere uddannelsesak-

krediteringer til indfasning af institutionsakkreditering. Hermed skete der et skifte fra ekstern

kvalitetssikring på uddannelsesniveau til ekstern kvalitetssikring af den samlede uddannelsesinsti-

tution.

I behandlingen af akkrediteringsloven i Folketinget blev det fremhævet, at der ville blive foretaget

en evaluering af institutionsakkreditering. Evalueringen gennemføres i 2018 af Styrelsen for

Forskning og Uddannelse (herefter SFU) og omfatter de 23 uddannelsesinstitutioner, som er ble-

vet institutionsakkrediteret, siden loven trådte i kraft og frem til sommeren 2018.

Som led i evalueringen har Rambøll Management Consulting (herefter Rambøll) på opdrag fra SFU

gennemført en analyse af de videregående uddannelsesinstitutioners erfaringer med institutions-

akkreditering. Analysen har til formål at belyse institutionernes erfaring med institutionsakkredite-

ringsprocessen med særligt fokus på oplevelsen af relevans i forhold til at understøtte institutio-

nernes arbejde med at sikre og udvikle høj kvalitet i uddannelserne og af omfanget af den kræve-

de dokumentation. Analysen skal i forlængelse heraf bidrage med viden om, hvordan institutions-

akkreditering kan gøres mere målrettet og forenklet fremover.

Nærværende rapport sammenfatter hovedpointer og tendenser fra analysen.

2.2

Fra uddannelsesakkreditering til institutionsakkreditering

Med akkrediteringsloven fra 2013 begyndte udfasningen af akkreditering på uddannelsesniveau til

fordel for et system med akkreditering af de enkelte videregående uddannelsesinstitutioner. Som

det fremgik af lovbemærkningerne, var baggrunden for dette skifte blandt andet at imødegå en

kritik om, at det tidligere system var

”bureaukratisk og tidskrævende”.

Endvidere var ambitionen

at skabe et fælles akkrediteringssystem for alle videregående uddannelser med fokus på helheden

på hele institutionen

–

frem for den enkelte uddannelse.

Intentionen bag institutionsakkreditering er, at de enkelte institutioner får mere råderum over og

ansvar for arbejdet med at sikre kvaliteten og relevansen af deres uddannelser. Med modellen er

det således op til institutionerne selv at fastlægge et kvalitetssikringssystem. Institutionsakkredi-

teringen har til formål at understøtte de enkelte institutioners arbejde med at udvikle et kvalitets-

sikringssystem og i sidste ende at vurdere, hvorvidt uddannelsesinstitutionerne har et system, der

sikrer og fortsat udvikler høj faglig kvalitet og relevans i alle deres uddannelser.

For at blive institutionsakkrediteret skal institutionerne dokumentere, at deres kvalitetssikringssy-

stem lever op til fem kriterier, som er fastsat i akkrediteringsbekendtgørelsen

, og som fremgår af

boksen nedenfor. Hvor kriterium 1 og 2 handler om de overordnede rammer for institutionens

kvalitetssikringsarbejde, fokuserer kriterium 3, 4 og 5 på, hvordan kvalitetsarbejdet i praksis sik-

rer uddannelsernes videngrundlag, faglige indhold samt relevans. Kvalitetssikringssystemet skal

Bekendtgørelse af lov om akkreditering af videregående uddannelser (2018),

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=198244

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

således ikke bare opfylde kriterierne på papiret. Institutionerne skal også vise, at deres system

praksis

sikrer uddannelsernes kvalitet og relevans før, under og efter en institutionsakkreditering.

Boks 2-1: De fem akkrediteringskriterier

Kvalitetssikringspolitik og

–

strategi:

Institutionen har en formelt vedtaget kvalitetssikringspoli-

tik og -strategi for løbende sikring og udvikling af uddannelsernes og de enkelte udbuds kvalitet og

relevans.

Kvalitetsledelse og organisering:

Kvalitetssikringsarbejdet er forankret på ledelsesniveau og

organiseres og gennemføres således, at det fremmer udvikling og vedligeholdelse af en inkluderende

kvalitetskultur, der understøtter og fremmer uddannelsernes kvalitet og relevans.

Uddannelsernes videngrundlag:

Institutionen har en praksis, som sikrer, at uddannelser og un-

dervisning til stadighed baserer sig på et videngrundlag, der svarer til uddannelser af den givne type

på det givne niveau og giver et solidt grundlag for opnåelse af uddannelsernes mål.

Uddannelsernes niveau og indhold:

Institutionen har en praksis, som sikrer, at uddannelserne

har det rette niveau samt et fagligt indhold og en pædagogisk kvalitet, som understøtter de stude-

rendes læring og opnåelse af uddannelsens mål.

Uddannelsernes relevans:

Institutionen har en praksis, der sikrer, at såvel nye som eksisterende

uddannelser afspejler samfundets behov og løbende tilpasses den samfundsmæssige udvikling og

ændrede behov på det danske arbejdsmarked.

I januar 2018 trådte en ændring af akkrediteringsloven i kraft, der blandt andet indeholder en

justering af akkrediteringsprocessen samt indarbejdelse af prøve- og eksamenssystemet i akkre-

diteringskriterierne. Ændringen af bekendtgørelsens § 8, stk. 2 betyder, at kriterierne for institu-

tionsakkreditering også omfatter krav om kvalitetssikring af uddannelsesinstitutionernes prøve-

og eksamenssystem for institutioner, der skal institutionsakkrediteres for anden gang.

Institutionsakkrediteringer gennemføres af Danmarks Akkrediteringsinstitution. Institutionsakkre-

diteringsprocessen (herefter omtalt som akkrediteringsprocessen) består ifølge Akkrediteringsin-

stitutionens vejledning af fire overordnede faser: Forberedelse; dokumentation; afrapportering;

afgørelse og opfølgning. Nedenfor beskrives et typisk institutionsakkrediteringsforløb

Figur 2-1: Akkrediteringsprocessens fire faser

Forberedende fase

Dokumentation

Afrapportering

Afgørelse og

opfølgning

Den

forberedende fase

indledes med et møde mellem Danmarks Akkrediteringsinstitution og

uddannelsesinstitutionen, der skal akkrediteres. Formålet med dette møde er at forventningsaf-

stemme og diskutere formalia, så akkrediteringsprocessen kan tilpasses institutionens egenart. I

den indledende fase udarbejder Danmarks Akkrediteringsinstitution en faktuel beskrivelse af insti-

tutionen. Det er også i den indledende fase, at akkrediteringspanelet, der skal foretage vurderin-

gen af institutionens kvalitetssikringssystem, nedsættes. Panelet har særlig ekspertise inden for

området og skal bestå af minimum tre medlemmer, men for større og fagligt bredere uddannel-

sesinstitutioner kan panelet bestå af flere medlemmer. Når de formelle rammer for akkredite-

ringsprocessen er klarlagte, begynder panelet akkrediteringsarbejdet.

Danmarks Akkrediteringsinstitution (2013): Vejledning om institutionsakkreditering,

https://akkr.dk/wp-

content/filer/akkr/Korekturl%C3%A6st-og-godkendt_Vejledning-om-institutionsakkreditering-endelig_godkendt.pdf

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Dokumentationsfasen

omfatter udarbejdelse af en selvevalueringsrapport, som består af do-

kumentation for institutionens kvalitetssikringssystem samt ledelsens refleksioner over, hvordan

det fungerer, og hvordan ledelsen vil arbejde med den videre udvikling af deres system. Dertil

foretager panelet i denne fase to besøg på institutionen. Formålet med det første besøg er at give

panelet indblik i institutionens samlede kvalitetssikringspolitikker og -systemer samt grundlag for

at udvælge audit trails. Genstandsfeltet for andet besøg

–

hvis formål er at vurdere, hvordan kva-

litetssikringssystemet fungerer i praksis

–

er de udvalgte audit trails. Hver audit trail tager en

udvalgt problemstilling op, der kan gå på tværs af en række uddannelser eller fagområder, og

institutionen skal belyse problemstillingen gennem udvalgt dokumentation. De to besøg omfatter

møder med blandt andet ledelse, undervisere, studerende og administrativt personale samt øvrige

aktører, hvor det er relevant.

afrapporteringsfasen

udarbejder akkrediteringsinstitutionen en rapport på baggrund af akkre-

diteringspanelets vurdering af institutionernes selvevalueringsrapport, nøgletal, skriftlig dokumen-

tation for audit trails og besøg. Et første udkast til akkrediteringsrapporten sendes i høring internt

på institutionen, hvorefter den endelige rapport bliver udarbejdet.

Til sidst i akkrediteringsprocessen træffer Akkrediteringsrådet afgørelse om akkreditering af insti-

tutionen på baggrund af akkrediteringsrapportens indstilling. Afgørelsen resulterer i en godkendt,

betinget godkendt eller ikke godkendt institutionsakkreditering. Siden vedtagelse af akkredite-

ringsloven i 2013 og frem til tidspunktet for nærværende analyse er der foretaget institutionsak-

kreditering af 23 institutioner, hvoraf 15 institutioner har modtaget en positiv vurdering. På tids-

punktet for analysens gennemførsel er fire institutioner under en genakkreditering.

2.3

Datagrundlag

Analysen af institutionernes erfaring med institutionsakkreditering er baseret på en spørgeskema-

undersøgelse blandt de institutioner, der har gennemgået en institutionsakkreditering. Spørge-

skemaet blev sendt ud til institutionernes øverste ledelse i august 2018 og er blevet besvaret af

22 ud af 23 institutioner. De deltagende institutioner og deres institutionsakkrediteringsstatus

fremgår af nedenstående tabel.

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Tabel 2-1: Deltagende institutioner i nærværende analyse og deres institutionsakkrediteringsstatus på tidspunk-

tet for kortlægningen

Institution

Copenhagen Business Academy

Erhvervsakademi Dania

Erhvervsakademi Kolding

Erhvervsakademi Midtvest

Erhvervsakademi Sjælland

Erhvervsakademi Sydvest

Erhvervsakademi Aarhus

Københavns Erhvervsakademi (KEA)

Fredericia Maskinmesterskole

Aarhus Maskinmesterskole

Københavns Professionshøjskole

Professionshøjskolen Absalon

University College Lillebælt

University College Syd

VIA University College

Copenhagen Business School

Danmarks Tekniske Universitet

IT-Universitetet i København

Københavns Universitet

Syddansk Universitet

Aalborg Universitet

Aarhus Universitet

Institutionstype

Erhvervsakademi

Maritim uddannelsesinstitution

Professionshøjskole

Universitet

Institutionsakkrediteringsstatus

Betinget positiv

Positiv

Betinget positiv

Afslag

Positiv

Afslag

Positiv

Betinget positiv

Positiv

Betinget positiv

Spørgeskemaet fokuserer på institutionernes erfaringer med ressourcetræk og omfang af doku-

mentation, tidsforbrug, administrative udfordringer i processen og betydningen af institutionsak-

kreditering før og efter en afgørelse. Under hvert tema er institutionerne både blevet stillet lukke-

de spørgsmål og åbne spørgsmål af mere redegørende karakter.

Da der er forskel på institutionernes akkrediteringsstatus

–

herunder om de har været eller er i

gang med at gennemføre en genakkrediteringsproces

–

er institutionerne blevet bedt om at tage

udgangspunkt i deres

første

akkrediteringsproces i besvarelsen af spørgsmålene.

I analysen er institutionernes svar på spørgeskemaet endvidere blevet koblet til en række bag-

grundsvariable, herunder institutionens akkrediteringsstatus og akkrediteringshistorik, størrelse,

institutionstype, samt om institutionen er monofaglig eller flerfaglig. Dette er gjort med henblik på

at undersøge, om nogle erfaringer særligt gør sig gældende for bestemte institutioner. Det relativt

lille antal enheder (22 institutioner) gør det generelt vanskeligt at afdække sammenhænge mel-

lem institutionernes svar og baggrundsforhold, idet mindre variationer også kan være udtryk for

tilfældig variation. I rapporten fremhæves derfor kun tydelige variationer. Analysen viser, at der

generelt er få klare sammenhænge mellem institutionernes svar og de forskellige baggrundsvari-

able. Koblingen af institutionernes svar til baggrundsinformationer betyder desuden, at institutio-

nerne ikke har været anonyme i deres besvarelse af spørgeskemaet.

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Analysen har en kortlæggende karakter og identificerer hovedpointer og tendenser på tværs af

institutioner. Det har ikke været en del af opdraget at formulere konklusioner og vurderinger.

2.4

Læsevejledning

Rapport indeholder ud over et resumé og denne indledning følgende kapitler:

kapitel 3

belyses institutionernes erfaringer med

akkrediteringsprocessen,

herunder

den dokumentation, institutionerne skal frembringe i processen, samt det tidsforbrug og

de eventuelle udfordringer, der er forbundet med institutionsakkreditering.

Kapitel 4

behandler institutionernes oplevelse af akkrediteringskriterierne og

de krav, der

stilles til institutionernes kvalitetssikringssystem.

kapitel 5

ses der nærmere på institutionernes oplevelse af

betydningen af institutions-

akkreditering

i forhold til at understøtte institutionernes arbejde med at sikre og udvikle

høj kvalitet i uddannelserne. Der ses også på forhold, som henholdsvis fremmer eller

hæmmer et positivt udbytte af institutionsakkreditering.

Endelig sammenfattes i

kapitel 6

institutionernes

forslag

til, hvordan institutionsakkredi-

tering fremover kan forenkles og gøres mere målrettet.

I rapporten præsenteres institutionernes svar på de lukkede spørgsmål som procentvise fordelin-

ger

, og det fremhæves i teksten,

når

institutionernes svar varierer på tværs af enten størrelse,

institutionstype, fagligt miljø (monofagligt eller flerfagligt), organiseringsform, tidspunkt for første

afgørelse eller nuværende akkrediteringsstatus. Hvis det ikke er fremhævet, betyder det således

også, at der ikke kan identificeres væsentlige forskelle.

I bokse gives der

eksempler

på kvalitative svar. Svarerne er udvalgt, fordi de er repræsentative

for tendenser i de samlede svar fra institutionerne.

Dette er valgt, ds der tilnærmelsesvis er tale om totalundersøgelse (22 ud af 23 institutioner har svaret på skemaet).

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

AKKREDITERINGSPROCESSEN

Bag revisionen af akkrediteringsloven lå en ambition om at skabe et effektivt og ubureaukratisk

akkrediteringssystem. Målet var bl.a., at akkrediteringsprocessen skulle være mindre tids- og

ressourcekrævende for de videregående uddannelsesinstitutioner sammenlignet med de tidligere

uddannelsesakkrediteringsprocesser

I dette kapitel belyses institutionernes erfaring med akkrediteringsprocessen, herunder den do-

kumentation, institutionerne skal frembringe i processen, samt det tidsforbrug og de eventuelle

udfordringer, der er forbundet med institutionsakkreditering.

Hovedpointerne

i dette afsnit om akkrediteringsprocessen er følgende:

Institutionerne oplever i store træk, at der eksisterer klare forventninger til den dokumen-

tation, de skal levere i løbet af akkrediteringsprocessen. Særligt opstartsmødet med ak-

krediteringsinstitutionen samt den løbende dialog bidrager til at skabe tydelighed om-

kring, hvilken dokumentation der skal leveres.

Selvom størstedelen af institutionerne vurderer, at dokumentationen er overvejende rele-

vant, vurderes omfanget af den dokumentation, der skal frembringes, særligt i forbindelse

med audit trails, for omfattende i forhold til, hvad der er relevant og nødvendigt for at

kunne dokumentere kvalitetssikringsarbejdet.

Akkrediteringsprocessen, herunder særligt arbejdet med at tilvejebringe dokumentation,

giver institutionerne nogle administrative udfordringer. Udfordringerne handler først og

fremmest om, at det er et tids- og ressourcekrævende arbejde at identificere og indhente

dokumentation (typisk på tværs af flere uddannelser) samt at sikre sammenhæng i do-

kumentationsmaterialet.

De fleste institutioner oplever, at det nuværende system med institutionsakkreditering

samlet set er mere tidskrævende end det tidligere akkrediteringssystem, fordi det stiller

større og flere krav til institutionernes interne kvalitetssikringssystem og -processer, her-

under, at der skal gennemføres evaluering af eksisterende uddannelser med brug af eks-

terne eksperter. Samtidig peger flere institutioner på, at der fortsat skal bruges ressour-

cer på godkendelse af nye uddannelser.

3.1

Organisering af kvalitetssikringsarbejdet

Nedenfor præsenteres det indledningsvist, hvordan institutionerne har valgt at organisere deres

kvalitetssikringsarbejde, og i forlængelse heraf, hvordan de har organiseret forberedelsen og gen-

nemførslen af selve akkrediteringsprocessen.

Organisering af kvalitetssikringsarbejdet på uddannelsesinstitutionerne

Lige over halvdelen af institutionerne (12 institutioner) angiver, at deres kvalitetsarbejde er orga-

niseret som en kombination af en central og en decentral organisering. De fleste institutioner in-

volverer dermed det centrale såvel som det decentrale niveau i deres kvalitetssikringsarbejde. Det

decentrale niveau er typisk involveret i det daglige arbejde med kvalitetssikring af uddannelser,

mens det strategiske og ledelsesmæssige ansvar er placeret på centralt niveau. Otte institutioner

Forslag til Lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner (2013),

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=145213

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

angiver, at de har en overvejende central organisering af kvalitetsarbejdet, mens to institutioner

angiver, at deres kvalitetsarbejde er overvejende decentralt. Det er særligt de mindre eller mel-

lemstore institutioner

–

og ofte erhvervsakademier

–

som har valgt en overvejende central orga-

nisering. Omvendt er det to universiteter med et meget stort antal uddannelser, som har valgt en

decentral organisering.

Institutionerne har i spørgeskemaet haft mulighed for at uddybe deres organisering. Her angiver

knap halvdelen af institutionerne, at institutionen og deres kvalitetssikringsarbejdet er organiseret

således, at der er en

central kvalitetsafdeling eller -enhed,

som er ansvarlig for udvikling og

implementering af kvalitetssikringssystemet, herunder inddragelse af de øvrige dele af institutio-

nerne. Kvalitetsafdelingen har ansvar for det overordnede og tværgående kvalitetssikringsarbej-

de, mens den samtidig har en støttefunktion i forhold til at understøtte de øvrige kvalitetssik-

ringsprocesser.

Hos både de institutioner, der har en central kvalitetsafdeling, og de der ikke har, er det overord-

nede ansvar for kvalitetssikringssystemet typisk forankret centralt i direktionen. Størstedelen af

institutionerne fremhæver således, at de har en

ledelsesmæssig forankring af kvalitetssik-

ringsarbejdet,

som skal sikre, at det tværgående kvalitetsarbejde fungerer i praksis, herunder

sikre en lokal forankring af kvalitetssikringssystemet i de faglige miljøer. Ledelsesmæssig foran-

kring af kvalitetsarbejdet er imidlertid også et af de krav, der jf. bekendtgørelsen af loven om

institutionsakkreditering stilles til institutionerne.

På mange institutioner

–

på tværs af institutioner med overvejende central, decentral og kombi-

neret organisering

–

gør det sig samtidig gældende, at

det daglige kvalitetsarbejde foregår

decentralt

og ude på uddannelserne. Ansvar for kvalitetssikring af enkelte uddannelser er i de

fleste tilfælde forankret i de enkelte uddannelsesmiljøer. Mens det overordnede arbejde med kva-

litetssikringssystemet er forankret på centralt niveau, fx i en kvalitetsafdeling, så er det generelt

de enkelte uddannelser, der skal sikre og har ansvar for, at uddannelsen lever op til de opstillede

kvalitetsmål og -standarder.

Boks 3-1: Eksempler på organisering af kvalitetsarbejdet

Overvejende central

Et erhvervsakademi beskriver, at de har en central kvalitetsafdeling, som har ansvaret for at understøtte

målsætninger for kvalitetsarbejdet. Kvalitetsafdelingen iværksætter og faciliterer en række tværgående

tiltag, kvalitetsprocesser og evalueringer, der er fælles for alle erhvervsakademiets uddannelser. Dertil

har de enkelte uddannelsesmiljøer ansvaret for gennemførsel, formidling af og opfølgning på kvalitetsar-

bejdet på uddannelsesniveau.

Overvejende decentral

Et universitet forklarer, at det er ledelsen, der har ansvar for udmøntning af kvalitetspolitikken på fakul-

teter og i fællesadministrationen. Derudover har studienævnene ansvar for kvalitetssikringen af de enkel-

te uddannelser. I praksis sker kvalitetsarbejdet tæt på de enkelte uddannelser gennem studieledelse,

studieadministrationen og enkelte underviseres aktiviteter. Det tværgående arbejde med kvalitetssikring

understøttes af fællesadministrationen, og alle fakulteter har kvalitetsenheder, der understøtter fakulte-

ternes og uddannelsernes kvalitetssikringsarbejde.

Som det fremgår af ovenstående, har institutioner

–

både de overvejende centrale, de overvejen-

de decentrale og dem med en kombineret organisering

–

kvalitetssikringsaktiviteter på flere ni-

veauer i institutionen. Institutioner med en overvejende central organisering involverer typisk

også det decentrale niveau, der i mindre eller højere grad har det daglige ansvar for kvalitetsar-

bejdet, mens institutioner med en overvejende decentral organisering også involverer det centrale

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

niveau, som har et overordnet ansvar for at sætte rammer for og at udmønte kvalitetssikringssy-

stemet.

Organisering af arbejdet med at forberede og gennemføre institutionsakkrediteringen

Institutionerne har valgt at organisere arbejdet med institutionsakkrediteringen på forskellige

måder, men der er overordnede fællestræk for mange af institutionerne, som beskrives i det føl-

gende. Alle institutioner har indarbejdet en eller flere af disse arbejdsformer i akkrediteringspro-

cessen, men det varierer imellem institutionerne, hvordan de er kombineret.

For flere institutioner, der har en særskilt kvalitetsafdeling, har arbejdet med institutionsakkredi-

teringen naturligt været

forankret i kvalitetsafdelingen.

Kvalitetsafdelingen har i de fleste til-

fælde haft det primære ansvar for organiseringen, forberedelsen og gennemførelsen af akkredite-

ringsprocessen, med inddragelse af relevante aktører, fx ledelse, fællesadministration og medar-

bejdere.

Derudover er det for flere institutioners vedkommende

direktionen, der har prioriteret tid i

forberedelsen og gennemførelsen

af akkrediteringsprocessen. Forberedelsen af akkredite-

ringsprocessen og fastsættelse af rammerne for processen har i disse institutioner været forank-

ret i direktionen

–

for nogle i tæt samarbejde med kvalitetsafdelingen eller fællesadministratio-

nen. Derudover har direktionen inddraget lederfora og andre relevante funktioner i forberedelsen

såvel som gennemførelsen.

Over halvdelen af institutionerne har nedsat en eller flere

arbejds- eller projektgrupper

i for-

bindelse med akkrediteringsprocessen, som har haft ansvar i forberedelsen og gennemførelsen af

akkrediteringsprocessen. Disse grupper har ofte bestået af blandt andet øverste ledelse, uddan-

nelsesdirektører, studieledere, kvalitetskoordinatorer, administrative medarbejdere samt kvali-

tetsafdelingen for de institutioner, der har en sådan afdeling. Grupperne har varetaget forskellig-

artede opgaver og haft forskelligt ansvar i akkrediteringsprocessen, men har blandt andet været

ansvarlige for indsamling af materiale til og udarbejdelse af selvevalueringsrapporten samt styring

af dokumentation til audit trails.

Institutioner angiver

–

uafhængigt af, hvorvidt kvalitetssikringen har været forankret i en kvali-

tetsafdeling, i direktionen og/eller i en arbejdsgruppe

–

at der har været en

inddragelse af or-

ganisationens øvrige lag,

primært i gennemførelsen af akkrediteringsprocessen. Nogle institu-

tioner har inddraget de enkelte uddannelser i forbindelse med udarbejdelsen af og eksempler til

selvevalueringsrapporten, indhentning af dokumentation til audit trails samt eksempler på ud-

møntning af kvalitetssystemet i praksis. Dertil har nogle institutioner involveret medarbejdere,

undervisere, studieledere mm. på informationsniveau ved møder, til workshops samt andre forbe-

redende møder.

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Boks 3-2: Eksempler på internt arbejde med at forberede og gennemføre akkrediteringsprocessen

Et erhvervsakademi har organiseret deres interne arbejde med at forberede og gennemføre akkredite-

ringsprocessen således, at kvalitetsafdelingen samt en arbejdsgruppe

–

med repræsentanter fra kvali-

tetsafdeling, ledelse og undervisere

–

stod for det forberedende arbejde og evaluering af deres kvalitets-

sikringssystem forud for akkrediteringsprocessen. Selve forberedelsen og gennemførelse af akkrediterin-

gen blev gennemført med kvalitetsafdelingen som projektleder med forankring i den øverste ledelse.

Uddannelseschefer og personale i de enkelte afdelinger blev inddraget i forbindelse med besøg og audit

trails.

På et universitet har ledelsen drøftet og truffet beslutninger om de fælles indikatorer, processer, an-

svarsdelinger mv., mens administrationen har haft til opgave at udvikle og udbrede de valgte løsninger.

Udarbejdelse af akkrediteringsrapport, planlægning af panelbesøg, udarbejdelse af høringssvar mv. har

primært været forankret i ledelsesstrengen, mens administrationen har varetaget opgaverne knyttet til

dokumentationsmaterialet. I arbejdet med at opbygge en gennemprøvet praksis har alle niveauer af

organisationen været involveret i overensstemmelse med kvalitetssystemets opbygning.

For et andet erhvervsakademi har planlægningen af arbejdet med institutionsakkrediteringen foregået i

tre faser. For det første er der nedsat en institutionsakkrediteringsgruppe bestående af rektorat, kvali-

tetsafdeling, udviklingsafdeling og medarbejderrepræsentanter, hvis formål var at geare kvalitetssyste-

met. Herefter blev der nedsat en projektgruppe bestående af rektor, uddannelsesdirektør, kvalitetschef

og direktionsassistent, hvis formål var at få udarbejdet selvevalueringen. Den sidste fase bestod af ned-

sættelse af tre styregrupper til styring af dokumentation til audit trails.

3.2

Dokumentation

Dokumentation af institutionens kvalitetssikringssystem og praksisser udgør en central del af ak-

krediteringsprocessen. I det følgende belyses institutionernes oplevelse af hhv. klarheden af de

krav, der stilles til dokumentationen, og relevansen og omfanget af den dokumentation, de har

skullet frembringe. Afslutningsvist berøres kort institutionernes oplevelse af, hvordan besøgene

supplerer den skriftlige dokumentation.

Forventninger til dokumentation

Som det fremgår af nedenstående figur, vurderer de fleste institutioner, at det i en vis grad var

klart, hvilke forventninger der var til typen, omfanget og indholdet af den dokumentation, de

skulle levere i forbindelse med akkrediteringsprocessen. Institutionerne oplever, at forventninger-

ne til

dokumentationstype

har været de mest tydelige, og at forventningerne til

dokumentati-

onsomfang

har været de mindst tydelige. Det gælder både i forbindelse med selvevalueringsrap-

porten og audit trails. Hvad angår

indholdet af dokumentationen,

vurderer langt de fleste in-

stitutionerne, at forventningerne i nogen grad har været klare i forbindelse med selvevaluerings-

rapporten. Flere institutioner vurderer i høj eller meget høj grad, at disse har været klare i forbin-

delse med audit trails. Dette kan hænge sammen med, at det i forbindelse med udarbejdelsen af

selvevalueringsrapporten er op til institutionerne selv at vurdere, hvilken dokumentation der skal

medsendes, hvorimod akkrediteringspanelet typisk stiller mere specifikke krav til, hvilken doku-

mentation institutionerne skal levere i forbindelse med audit trails.

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Figur 3-1: Institutionernes vurdering af tydelighed omkring forventninger til dokumentation (pct.)

Typen af dokumentation (audit trails)

Typen af dokumentation

(selvevalueringsrapporten)

Indholdet af dokumentation (audit trails)

Indholdet af dokumentation

(selvevalueringsrapporten)

Omfanget af dokumentation (audit trails)

Omfanget af dokumentation

(selvevalueringsrapporten)

10% 20% 30% 40% 50% 60% 70% 80% 90% 100%

I meget høj grad

I lav grad

I høj grad

I meget lav grad

I nogen grad

Ved ikke

Spørgsmål:

I hvilken grad var det klart for jer, hvilke forventninger der var til følgende forhold knyttet til dokumentationen i

forbindelse med udarbejdelse af selvevalueringsrapporten? I hvilken grad var det klart for jer, hvilke forventninger der var til

følgende forhold knyttet til dokumentationen i forbindelse med de udvalgte audit trails?

N=22

Kvalitative kommentarer indikerer endvidere, at forventningerne til, hvad der skal dokumenteres,

var mindst tydelige for de institutioner, der blev akkrediteret som de første. De peger bl.a. på, at

præciseringen af, hvad der forstås med ”gennemprøvet praksis” kom sent i deres forløb, og at

udmeldingerne om kravene til evaluering af uddannelser med inddragelse af eksterne eksperter

var tvetydige (se også boksen nedenfor).

Boks 3-3: Større usikkerhed i forbindelse med de første akkrediteringsprocesser (eksempler)

”Universitetet

blev institutionsakkrediteret i 2014 og var dermed et af de første universiteter, der gen-

nemgik en institutionsakkrediteringsproces. Derfor var der generelt usikkerhed om, hvordan akkredite-

ringsbekendtgørelsen og -vejledningen skulle forstås, herunder hvilke krav der var til dokumentation, og

Akkrediteringsinstitutionen var ikke selv i alle tilfælde tydelig i sine tilbagemeldinger til os.”

(Universitet)

”Som

værende med i første runde af institutioner var mængden af information i form af udfoldede nota-

ter fra Akkrediteringsinstitutionen noget begrænset. Samtidig var der en oplevelse af, at Akkrediterings-

institutionen var meget tilbageholdende med at melde holdninger eller forventninger ud, uden at det var

"meget koordineret" med andre igangværende institutionsakkrediteringer.”

(Maritim uddannelsesinstitu-

tion)

Vejledningsaktiviteterne i opstartsfasen samt det skriftlige vejledningsmateriale

bidra-

ger ifølge institutionerne til at tydeliggøre forventningerne til dokumentationen, men det varierer

mellem institutionerne, i hvilken grad de deler denne opfattelse. Dette fremgår af figuren neden-

for. Figuren viser også, at det fælles informationsmøde med andre institutioner i mindst grad op-

leves at bidrage til at tydeliggøre forventningerne til dokumentationen.

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Figur 3-2: Institutionernes vurdering af vejledningen fra Akkrediteringsinstitutionen (pct.)

Det skriftlige vejledningsmateriale fra

akkrediteringsinstitutionen (herunder notater fra

akkrediteringsinstitutionen)

Opstartsmøde med akkrediteringsinstitutionen

på jeres institution og anden direkte dialog i

opstarten

Fælles informationsmøde med andre institutioner

hos akkrediteringsinstitutionen

0% 10% 20% 30% 40% 50% 60% 70% 80% 90% 100%

I meget høj grad

I høj grad

I nogen grad

I lav grad

I meget lav grad

Ved ikke

Spørgsmål:

I hvilken grad bidrog følgende til at tydeliggøre, hvilke forventninger der var til dokumentationen i forbindelse

med den samlede institutionsakkrediteringsproces?

N=22

I spørgeskemaet har institutionerne haft mulighed for at give uddybende kommentarer til op-

startsfasen og den vejledning, de har fået fra Akkrediteringsinstitutionen. Flere institutioner peger

i deres uddybende svar på, at den

skriftlige vejledning

ikke giver tydelige svar på, hvilke kon-

krete forventninger der er til institutionernes kvalitetssikringssystemer (behandles yderligere i

kapitel 4), hvorfor det kan være uklart,

hvad

der skal dokumenteres, dvs. indholdet af dokumen-

tationen. Akkrediteringsinstitutionens og Akkrediteringsrådets uddybende

notater

som er tænkt

som et supplement til vejledningerne, kan give nogle af disse svar, men en del institutioner poin-

terer, at der har været stor uklarhed omkring notaternes status, herunder om de har vejledende

eller mere bindende karakter, og hvornår indholdet af dem træder i kraft. Disse notater justeres

undervejs og lægges løbende op på Akkrediteringsinstitutionens hjemmeside. Fx er Akkredite-

ringsrådets notat om vurdering af institutionernes kvalitetssikringssystemer revideret i 2016

hvor der skete et skift fra fokus på gennemprøvet praksis til et fokus på velfungerende praksis.

Der er også institutioner, som fremhæver, at den

mundtlige vejledning

kan hjælpe til afklaring

de steder, hvor de oplever, at det skriftlige vejledningsmateriale efterlader et stort fortolknings-

rum til institutionerne. Et par institutioner peger i deres kommentarer på, at opstartsmødet i høj

grad bidrager til en sådan forventningsafstemning, fordi der her er mulighed for at drøfte institu-

tionsspecifikke spørgsmål. Det samme argument bruger institutionerne til at begrunde, hvorfor de

lokale opstartsmøder mellem institutionen og Akkrediteringsinstitutionen i højere grad end de

fælles informationsmøder bidrager til at tydeliggøre forventningerne til dokumentationen. En del

institutioner fremhæver imidlertid også, at det særligt er den

løbende dialog

med Akkredite-

ringsinstitutionen, som hjælper til at tydeliggøre forventningerne til dokumentationen. I overens-

stemmelse med dette svarer knap halvdelen af institutionerne, at dialogen med Akkrediteringsin-

stitutionen i høj eller meget høj grad bidrog til at tydeliggøre, hvilke forventninger der var til do-

kumentationen i forbindelse med audit trails.

Danmarks Akkrediteringsinstitution (2013): Vejledning om institutionsakkreditering,

https://akkr.dk/wp-

Notaterne ligger på Akkrediteringsinstitutionens hjemmeside,

https://akkr.dk/akkreditering/institutionsakkreditering/

Vurdering af institutionernes kvalitetssikringssystemer (2014),

https://akkrediteringsraadet.dk/wp-content/filer/14-005995-03-IA-

Vurderingssnitnotat-som-besluttet-p%C3%A5-r%C3%A5dsm%C3%B8det-20-juni-.pdf

content/filer/akkr/Korekturl%C3%A6st-og-godkendt_Vejledning-om-institutionsakkreditering-endelig_godkendt.pdf

Revideret notat om vurdering af institutionernes kvalitetssikringssystemer (2016),

https://akkr.dk/wp-content/filer/akkr/Revideret-

vurderingssnitnotat.pdf

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Relevans og omfang af dokumentation

Som det fremgår af nedenstående figur oplever omkring halvdelen af institutionerne i høj eller

meget høj grad, at den dokumentation, de bliver bedt om at levere i forbindelse selvevaluerings-

rapporten, er

relevant.

En forholdsvis stor andel oplever dette i nogen grad, mens kun få institu-

tioner i lav eller meget lav grad vurderer, at dokumentationen er relevant. Tendensen er nogen-

lunde den samme, hvad angår institutionernes oplevelse af relevansen af den

supplerende

doku-

mentation til selvevalueringen, som 14 ud af 22 institutioner er blevet bedt om at fremsende.

Dokumentationen i forbindelse med audit trails opleves i nogen grad at være relevant af de fleste

institutioner. Knap en tredjedel af institutionerne oplever i høj eller meget høj grad, at dokumen-

tationen er relevant. Den dokumentation, som institutionerne i mindst grad oplever som relevant,

er den dokumentation, som 20 ud af de 22 institutioner er blevet bedt om at levere efterfølgende

i forbindelse med rapportudarbejdelsen.

Figur 3-3: Institutionernes oplevelse af relevansen af den dokumentation, de blev bedt om at levere (pct.)

Dokumentation i forbindelse med

selvevalueringsrapporten (n=22)

Dokumentation supplerende til

selvevalueringsrapporten forud for

akkrediteringspanelets 1. besøg (n=14)

Dokumentation i forbindelse med de udvalgte audit

trails (n=22)

Dokumentation i forbindelse med

rapportudarbejdelsen (n=20)

0% 10% 20% 30% 40% 50% 60% 70% 80% 90% 100%

I meget høj grad

I høj grad

I nogen grad

I lav grad

I meget lav grad

Spørgsmål:

I hvilken grad oplevede I, at den dokumentation, som I blev bedt om at levere i forbindelse med selvevaluerings-

rapporten, var relevant?

(N=22).

I hvilken grad oplevede I, at den dokumentation, som I blev bedt om at levere supplerende

til selvevalueringsrapporten forud for akkrediteringspanelets første besøg, var relevant i forhold til at udbygge den tidligere

indsendte dokumentation?

(N=14).

I hvilken grad oplevede I, at den dokumentation, som I blev bedt om at levere i forbindel-

se med de udvalgte audit trails, var relevant?

(N=22).

I hvilken grad oplevede I, at den dokumentation, som I blev bedt om

at levere i forbindelse med rapportudarbejdelsen, var relevant?

N=20

Institutionerne er derudover blevet bedt om at vurdere

omfanget

af den dokumentation, som

indgik i henholdsvis selvevalueringsrapporten og de udvalgte audit trails i forhold til, hvad der er

relevant og nødvendigt for at dokumentere institutionens kvalitetssikringsarbejde. Her er tenden-

sen, at omfanget af dokumentation i forbindelse med selvevalueringsrapporten opleves som pas-

sende, hvorimod omfanget af dokumentation i forbindelse med audit trails vurderes at være for

omfattende. Det fremgår af figuren nedenfor. Når der ses nærmere på, hvilke institutioner der

oplever omfanget af dokumentation som henholdsvis passende eller for omfattende, er der en

overvægt af institutioner med et flerfagligt miljø, som oplever, at omfanget er for omfattende.

Derudover tyder det på, at de første institutioner, der blev akkrediteret, i højere grad vurderer, at

omfanget af dokumentation i forbindelse med selvevalueringsrapporten er for omfattende, end

institutioner, der er blevet akkrediteret senere. Disse vurderer i højere grad, at omfanget er pas-

sende. Dette gør sig dog ikke gældende med hensyn til omfanget af dokumentation i forbindelse

med audit trails.

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Figur 3-4: Institutionernes vurdering af dokumentationens omfang (pct.)

Ifm. audit trails

Ifm. selvevalueringsrapporten

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90% 100%

Omfanget var for begrænset i forhold til, hvad der var relevant/nødvendigt for at

dokumentere vores kvalitetssikringssystem

Omfanget var passende i forhold til, hvad der var relevant/nødvendigt for at

dokumentere vores kvalitetssikringssystem

Omfanget var for omfattende i forhold til, hvad der var relevant/nødvendigt for at

dokumentere vores kvalitetssikringssystem

Spørgsmål:

Hvad er jeres vurdering af omfanget af den dokumentation, som indgik i selvevalueringsrapporten? Hvad er jeres

vurdering af omfanget af dokumentation, som indgik i de udvalgte audit trails?

N=22

Institutionerne giver forskellige begrundelser for, hvorfor de oplever dokumentationen i forbindel-

se med audit trails som for omfattende i forhold til, hvad de vurderer, der er relevant eller nød-

vendigt for at kunne dokumentere deres kvalitetssikringsarbejde.

Den begrundelse, der oftest går igen, henviser til de tidligere formulerede forventninger

om ”gen-

nemprøvet praksis” og i forlængelse deraf det forhold, at institutionerne skal levere

dokumenta-

tion for forhold to-tre år tilbage i tiden.

Institutionerne oplever det som uforholdsmæssigt

ressourcekrævende at frembringe referater og andre dokumenter for så lang en periode og der-

udover at skulle redegøre skriftligt for de ændringer, der er sket i kvalitetssikringssystemet gen-

nem perioden. Institutionerne peger på denne udfordring på trods af, at notatet om vurdering af

institutionernes kvalitetssikringssystemer blev revideret i 2016, således at det ikke længere frem-

hæver gennemprøvet praksis, men i stedet lægger vægt på, at kvalitetssikringssystemet er af-

prøvet i praksis og er velfungerende. At institutionerne fortsat peger på denne udfordring på trods

af revideringen, kan skyldes usikkerhed omkring notaternes status, eller at ændringen i højere

grad opfattes som værende sket på papir, snarere end i praksis.

I relation til dette er der også institutioner, som fremhæver, at den skriftlighed, der efterspørges,

ikke altid er til stede, idet der

ikke altid er 1:1 sammenhæng

mellem de emner, som vælges

ud til audit trails, og temaerne for de drøftelser, der eksempelvis har været oppe på udvalgte

møder. Emnerne for audit trails vil derfor ikke nødvendigvis fremgå eksplicit af mødereferater og

lignende. Der kan her være behov for at læse på tværs af flere referater for at få et fyldestgøren-

de billede af kvalitetsarbejdet, hvilket også bidrager til et stort dokumentationsomfang. Se for-

skellige eksempler på dette i nedenstående boks.

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Boks 3-3: Manglende 1:1 sammenhæng mellem den dokumentation, der efterspørges og haves (eksempler)

”Temaet

for en audit trail kan gå på tværs af de overordnede kriterier og kategoriseringer, som en insti-

tutionsakkreditering anvender. Det betyder, at det kan være yderst vanskeligt at sikre sig, at man som

institution har dokumenteret alle disse forhold. Eksempelvis fik vi udtaget pædagogisk kvalitet som audit

trail. Det er et begreb, som er gennemgående i institutionens arbejde, men ikke et selvstændigt team,

som dokumenteres særskilt.”

(Professionshøjskole)

”Eksempelvis

har vi på en række uddannelser fuld forskningsdækning af internationalt anerkendte for-

skere inden for samtlige af uddannelsens fagområder, hvorfor spørgsmålet om forskningsdækning ikke

har fyldt noget særligt på diverse status- og evalueringsmøder. Her har opmærksomheden i stedet væ-

ret naturligt rettet mod områder, hvor uddannelsen kunne forbedres yderligere, hvorfor det også er

disse områder, der fremgår af den skriftlige dokumentation af møderne. Ikke desto mindre modtog vi

afgørende kritik af, at forskningsdækningen ikke fremgik tilstrækkeligt af referaterne.”

(Universitet)

En anden begrundelse, som går igen på tværs af flere institutioner, er

antallet af udtrukne ud-

dannelser til audit trails,

der vurderes at være for omfattende i forhold til at skulle belyse,

hvordan institutionens kvalitetssikringsarbejde fungerer i praksis. Dette er ifølge institutionerne

med til at øge dokumentationsomfanget unødigt. De institutioner, som peger på dette, udbyder

relativt få uddannelser. Institutionerne oplever ikke, at antallet af uddannelser er kalibreret i for-

hold til institutionens størrelse, og mener, at kvalitetssikringsarbejdet kan dokumenteres med

færre ”nedslag” eller ”stikprøver”. Desuden peger flere af institutionerne på, at der

for alle ud-

trukne uddannelser efterspørges dokumentation, fx kvalitetsrapporter og udviklingsplaner, som

kun perifært relaterer sig til genstandsfeltet for de enkelte audit trails, hvilket også er med til at

øge dokumentationsbyrden.

Endelig peger flere institutioner på, at uklarhed omkring, hvilken dokumentation der forventes (jf.

tidligere i dette afsnit), medfører, at institutionerne

”overdokumenterer”

for at være på den

sikre side. Et universitet skriver til eksempel følgende:

”Samtidig

gav formuleringen

om dokumentation fra ”andre relevante fora” anledning til, at alle

niveauer i organisationen gennemsøgte en omfattende række af referater mv., som kun i be-

grænset omfang endte med at være relevant for processen. Vi anerkender, at formuleringen er

med for at give os mulighed for at præsentere den mest relevante dokumentation, men i den

eksaminator-/eksaminand-relation, der naturligt opstår i relationen mellem uddannelsesinstitution

og panel, giver det uvægerligt anledning

til en ”overdokumentation” fra institutionens side.”

Blandt den mindre gruppe af institutioner (seks institutioner), som oplever, at dokumentations-

omfanget er for omfattende i forbindelse med selvevalueringen, er der også flere, som peger på

denne udfordring.

Omfanget af dokumentation hænger også sammen med

antallet af audit trails.

Af vejledningen

fremgår det, at antallet af audit trails vil variere mellem institutioner. Jo bredere en institution er

fagligt og geografisk, jo flere audit trails vil der typisk være. På større institutioner vil panelet

typisk udvælge tre til seks audit trails, på mellemstore institutioner to til fire og på mindre institu-

tioner én eller to audit trails. Institutionerne er delte i deres vurdering af antallet af audit trails i

forhold til at belyse, hvordan kvalitetssikringsarbejdet fungerer i praksis. Godt halvdelen af insti-

Danmarks Akkrediteringsinstitution (2013): Vejledning om institutionsakkreditering,

https://akkr.dk/wp-

content/filer/akkr/Korekturl%C3%A6st-og-godkendt_Vejledning-om-institutionsakkreditering-endelig_godkendt.pdf

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

tutionerne vurderer, at antallet af audit trails er passende, og lige under halvdelen vurderer, at

antallet er for omfattende.

Akkrediteringspanelet besøg på institutionen

Analysen indikerer, at institutionerne har en overvejende positiv oplevelse af akkrediteringspane-

lets to besøg på institutionen. Institutionerne oplever i en vis grad, at besøgene er med til at nu-

ancere og kvalificere akkrediteringspanelets forståelse af henholdsvis institutionens kvalitetssik-

ringspolitikker samt -systemer og hvordan institutionen arbejder med kvalitetssikring i praksis

Det skyldes, at det er muligt at gå i dybden med indholdet i selvevalueringsrapporten og den

fremsendte dokumentation samt afklare de spørgsmål, som akkrediteringspanelet måtte have.

Nogle institutioner peger dog samtidig på områder, hvor der er plads til forbedring med hensyn til

akkrediteringspanelet besøg. De efterlyser bl.a., at fokusområderne for besøgene var endnu tyde-

ligere formuleret forud for besøgene, at det i højere grad havde været muligt for at få feedback

fra akkrediteringspanelet, og at institutionen havde fået længere tid til det store koordinations- og

planlægningsarbejde, besøgene indebærer (mere herom i afsnit 3.3). Endelig er der et par institu-

tioner, som har oplevet, at de internationale paneldeltagere ikke har kendt konteksten godt nok

og derfor virkede uforberedte. Sidstnævnte er imidlertid ikke en udbredt tendens.

Analysen af dokumentationen forbundet med akkrediteringsprocessen viser

samlet set,

at insti-

tutionerne i store træk oplever, at der eksisterer klare forventninger til den dokumentation, de

skal levere i løbet af akkrediteringsprocessen, at dokumentationen er relevant, og at besøgene

bidrager positivt til at nuancere institutionens beskrevne kvalitetssikringsarbejde. Omfanget af

den dokumentation, der skal frembringes, særligt i forbindelse med audit trails, vurderes imidler-

tid at være for omfattende i forhold til, hvad der er relevant og nødvendigt for at kunne dokumen-

tere kvalitetssikringsarbejdet.

3.3

Administrative udfordringer

Som det fremgik af ovenstående afsnit om dokumentation, oplever institutionerne, at der er en

række udfordringer forbundet med frembringelse af dokumentation samt planlægning af akkredi-

teringspanelets besøg. Disse udfoldes i dette afsnit, hvor der ses nærmere på de administrative

udfordringer forbundet med akkrediteringsprocessen.

De to nedenstående figurer viser, hvilke udfordringer institutionerne har oplevet i forbindelse med

selvevalueringsrapporten og akkrediteringspanelets første besøg, samt hvilke udfordringer de har

oplevet i forbindelse med audit trails. Ifølge institutionernes besvarelser oplever de generelt, at

der er flere udfordringer forbundet med audit trails end med selvevalueringsrapporten. Dette dre-

jer sig især om identifikation og udvælgelse af dokumentation samt koordination og kommunika-

tion på tværs af institutionen i forbindelse med audit trails og akkrediteringspanelets andet besøg.

De større udfordringer med dokumentation ved audit trails skal sandsynligvis ses i lyset af, at

omfanget af dokumentation i forbindelse med audit trails generelt vurderes at være for omfatten-

de, jf. afsnit 3.2 om dokumentation.

Institutionerne er i spørgeskemaet blevet stillet spørgsmålene: ”I hvilken grad oplevede I, at ”akkrediteringspanelets

første/andet

besøg bidrog til at kvalificere og nuancere forståelsen af jeres kvalitetssikringspolitikker og -systemer/hvordan jeres kvalitetssikringsar-

bejde fungerer i praksis?”

12 ud af 22 institutioner oplever dette i høj eller meget høj grad og otte institutioner oplever det i nogen

grad, men der skal tages forbehold for, at institutionerne har været i tvivl om, hvorvidt der spørges til ekspertpanelets eller institutio-

nens egen forståelse. De uddybende kvalitative kommentarer understøtter dog billedet af, at institutionerne generelt oplever, at besø-

gene i en vis grad har været med til at nuancere og kvalificere

akkrediteringspanelets

forståelse.

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Figur 3-5: Udfordringer i forbindelse med selvevalueringsrapporten og akkrediteringspanelets første besøg (pct.)

Skriftliggørelse af sammenhænge og kontekst

Håndtering af det samlede skriftlige materiale

(opsætning mv.)

Udvælgelse af, hvilken dokumentation der skal

fremsendes

Planlægning af akkrediteringspanelets 1. besøg

Kommunikation og koordination mellem

forskellige personer, afdelinger, niveauer mv.

internt på institutionen

Frembringelse af nøgletal om frafald,

gennemførelse og ledighed mv.

Identifikation af eksisterende dokumentation i

form af politikker, procedurer etc.

Overvejelser om behandling af personfølsomme

oplysninger

10% 20% 30% 40% 50% 60% 70% 80% 90% 100%

Markante udfordringer

Mindre udfordringer

Ingen nævneværdige udfordringer

Ved ikke

Spørgsmål:

Har I oplevet udfordringer med nedenstående i forbindelse med udarbejdelse af selvevalueringsrapporten og

akkrediteringspanelets første besøg? Med udfordringer forstås også forhold, som har været særligt ressourcekrævende.

N=22

Figur 3-6: Udfordringer i forbindelse med audit trails og akkrediteringspanelets andet besøg (pct.)

Identifikation af eksisterende dokumentation i

form af politikker, procedurer etc.

Udvælgelse af, hvilken dokumentation der skal

fremsendes

Kommunikation og koordination mellem

forskellige personer, afdelinger, niveauer mv.

internt på institutionen

Skriftliggørelse af sammenhænge og kontekst

Planlægning af akkrediteringspanelets 2. besøg

Håndtering af det samlede skriftlige materiale

(opsætning mv.)

Overvejelser om behandling af personfølsomme

oplysninger

0% 10% 20% 30% 40% 50% 60% 70% 80% 90% 100%

Markante udfordringer

Mindre udfordringer

Ingen nævneværdige udfordringer

Ved ikke

Spørgsmål:

Har I oplevet udfordringer med nedenstående i forbindelse med de udvalgte audit trails og akkrediteringspanelets

andet besøg? Med udfordringer forstås også forhold, som har været særligt ressourcekrævende.

N=22

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

I forbindelse med både selvevalueringsrapporten og audit trails har omkring to tredjedele af insti-

tutionerne (hhv. 16 og 15 institutioner) angivet, at de har oplevet mindre eller markante udfor-

dringer forbundet med

skriftliggørelsen af sammenhænge og kontekst

samt

håndtering af

det samlede skriftlige materiale.

Det er primært institutioner med et flerfagligt uddannelses-

miljø og med en kombination af en central og decentral organisering, som oplever markante ud-

fordringer med dette. I de uddybende kommentarer nævner flere institutioner, at de administrati-

ve udfordringerne særligt handler om, at det er ressourcekrævende at skriftliggøre ændringer i

kvalitetssikringssystemet over tid, samt at nogle forhold i sig selv kan være vanskelige at doku-

mentere skriftligt, hvilket også fremgik af afsnit 3.2. For at kunne dokumentere kvalitetssikrings-

arbejdet kan der være behov for at sammensætte dokumentation og forklare sammenhænge på

tværs af dokumentationen, og det er tidskrævende for institutionerne.

I forlængelse heraf nævner flere institutioner i deres uddybende kommentarer, at det er tidskræ-

vende og vanskeligt at håndtere så stort et skriftligt materiale og at tydeliggøre sammenhænge

på tværs af materialet. Flere institutioner fremhæver endvidere, at det var et

stort koordinati-

onsarbejde

at skabe en fælles linje i dokumentationen, som var indhentet på tværs af uddannel-

ser, og at det var vanskeligt at få skrevet en række forklarende og sammenbindende tekst, så

dokumentationsmaterialet var tydeligt rammesat og hang sammen. Til eksempel skriver en mari-

tim uddannelsesinstitution:

”Vi havde netop vægtet en dialogbaseret, systemisk inspireret organisation og ledelsesform med

uddelegering af ansvar, og derfor var det meget vanskeligt at kunne vise en masse dokumentati-

on, beslutninger, baggrunde, analyser og opfølgninger. Ikke fordi det ikke skete, men fordi det

skete mundtligt […] Derfor måtte materialet sammenstykkes af en masse mere eller

mindre præ-

cise ting/dokumenter, som vi mente, der på en eller anden måde belyste det, som panelet ønske-

de at se dokumenteret i forhold til de tre audit trails. Derfor var det også en udfordring at få skre-

vet en mængde forklarende og sammenbindende tekst.”

Udover at der opleves at være administrative udfordringer med håndtering af det samlede skriftli-

ge materiale, nævner flere institutioner også, at der har været specifikke

problemer med Ak-

krediteringsinstitutionens system

til aflevering af materialet, der har betydet, at det ikke har

været muligt at vedhæfte den store mængde skriftlige dokumentation.

Med hensyn til audit trails og akkrediteringspanelets andet besøg angiver samtlige institutioner på

nær to, at de har oplevet mindre eller markante udfordringer forbundet med

identifikation af

eksisterende dokumentation i form af politikker, procedurer etc.

Dertil oplever over to

tredjedele (16 institutioner), at

udvælgelse af dokumentation

til fremsendelse har udgjort en

markant eller mindre udfordring. Når der ses nærmere på, hvilke institutioner der oplever mar-

kante udfordringer, er der en overvægt af institutioner med en kombination af en central og en

decentral organisering. Det kan skyldes, at institutioner med en central organisering har nemmere

ved at tilvejebringe dokumentation, mens institutioner med en kombination i højere grad skal

koordinere på tværs af institutionen for at frembringe dokumentationen. I de kvalitative uddyb-

ninger angiver størstedelen af institutionerne, at de administrative udfordringer i forbindelse med

audit trails særligt drejer sig om den tidsanvendelse, der er forbundet med udvælgelse og frem-

bringelse af dokumentation. Som det fremgik af afsnit 3.2, skyldes dette, at der ifølge institutio-

nerne er tale om et omfattende dokumentationsarbejde.

Dertil nævner nogle institutioner, at indsamling af dokumentation på tværs af uddannelsesmiljøer

i forbindelse med dokumentation kan være ressourcekrævende. Dette knytter sig samtidig til, at

kommunikation og koordination

mellem forskellige personer og afdelinger opleves som en

udfordring. Både de kvantitative og kvalitative svar indikerer, at det primært er større institutio-

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

ner med flerfaglige uddannelsesmiljøer, som oplever udfordringer med koordinering og indsamling

på tværs af institutionen. De to maritime uddannelsesinstitutioner vurderer fx ikke, at der er ud-

fordringer ved dette.

Institutionerne er delte i deres oplevelse af, hvorvidt der har været udfordringer i forbindelse med

planlægningen af akkrediteringspanelets besøg.

Godt halvdelen af institutionerne vurderer,

at der har været administrative udfordringer ved planlægning af akkrediteringspanelets første og

andet besøg. Institutionerne peger i deres kvalitative kommentarer på de logistiske og koordinati-

onsmæssige vanskeligheder, der har været forbundet med akkrediteringspanelets første og andet

besøg. Udfordringernes karakter varierer imidlertid mellem små og store institutioner. De store

institutioner peger særligt på det store arbejdet forbundet med at koordinere deltagelse af så

mange aktører og på behovet for kommunikation på tværs af organisationen. For de mindre insti-

tutioner drejer udfordringen sig særligt om at kunne stille med det ønskede antal interviewperso-

ner, som for disse institutioner udgør en større andel af institutionens medarbejdere. Der gives

forskellige eksempler på disse udfordringer i boksen nedenfor.

Boks 3-5: Administrative udfordringer forbundet med planlægning og gennemførsel af besøg (eksempler)

”Da

første panelbesøg samtidigt involverede mange repræsentanter fra det øverste ledelsesniveau, der

skulle deltage i stramt programsatte mødeaktiviteter, gav såvel mødeforberedelse som selve afholdelsen

af møderne anledning til væsentlige logistiske udfordringer for at få kalenderkabalen til at gå op.”

(Uni-

versitet)

”Vi

er forundrede over, at der ikke er taget hensyn til vores organisations størrelse ved udarbejdelse af

besøgsprogrammerne, da vi begge gange har måttet gøre opmærksom på, at vi ikke på alle uddannelser

har kunnet stille med det ønskede antal interviewpersoner, hvorefter programmet er ændret.”

(Erhvervs-

akademi)

3.4

Tidsforbrug

På baggrund af kritikken af det tidligere akkrediteringssystem har der været en særlig opmærk-

somhed på institutionernes tidsforbrug i forbindelse med akkrediteringsprocessen. Institutionerne

er derfor blevet bedt om at angive tid brugt på akkrediteringsprocessen i spørgeskemaet. Dette

har imidlertid været vanskeligt for institutionerne af flere årsager, som institutionerne fremhæver

i deres kvalitative kommentarer. For det første har ingen institutioner lavet egentlige tidsopgørel-

ser eller tidsregistreringer, hvorfor de fleste institutioner har været nødt til at foretage et retro-

spektivt skøn. Dette er ifølge institutionerne vanskeligt, når så mange mennesker har været in-

volveret, og når det for nogle institutioners vedkommende er flere år siden. For det andet er det

udfordrende for institutionerne at skulle skelne mellem tid anvendt på selve akkrediteringsproces-

sen og tid anvendt på kvalitetsudvikling/-arbejde i øvrigt. Dertil kommer, at institutionerne for-

mentlig har anvendt forskellige tilgange til at estimere tidsforbruget, hvilket må forventes at bi-

drage til en vis usikkerhed. Ovenstående forhold gør, at tallene nedenfor skal fortolkes og anven-

des med stor varsomhed.

Figuren nedenfor viser det

gennemsnitlige tidsforbrug

forbundet med de forskellige faser og

aktiviteter i akkrediteringsprocessen.

I figuren er kun medtaget svar fra de 12 institutioner, som

har foretaget et egentligt estimat,

og ikke de institutioner, som angiver, at der er tale om et gæt

forbundet med stor usikkerhed

. Tallene er opgjort i antal årsværk (som er defineret som 1.924

timer).

Det gennemsnitlige tidsforbrug er stort set det samme, som vist i figuren, når alle svar medtages.

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Figur 3-7: Institutionernes estimat af tidsforbrug (antal årsværk)

Opstartsdialog med akkrediteringsinstitutionen og

høring om institutionsportræt/udarbejdelse af nøgletal

Udarbejdelse af selvevalueringsrapport

Planlægning og gennemførsel af 1. besøg

Dialog om audit trail(s) og frembringelse af

dokumentation til audit trail(s)

Planlægning og gennemførsel af 2. besøg

Andet ifm. selvevaluering og audit trails

Frembringelse af yderligere dokumentation

Udarbejdelse af høringssvar

0,2

0,4

0,6

0,8

1,2

1,4

Antal årsværk

Spørgsmål:

Hvor mange årsværk har I som institution brugt på nedenstående aktiviteter? Skriv venligst antal årsværk ud for

aktiviteten.

N=12

De institutionerne, der har foretaget et estimat, har gennemsnitligt anvendt knap 4,4 årsværk på

den samlede akkrediteringsproces, hvoraf størstedelen af tidsforbruget er knyttet til udarbejdel-

sen af selvevalueringsrapporten, frembringelse af dokumentation samt planlægning og gennem-

førsel af besøg. Når det gennemsnitlige tidsforbrug sammenlignes på tværs af monofaglige og

flerfaglige institutioner, ses endvidere en tendens til, at tidsforbrug forbundet med akkrediterings-

processen er størst for flerfaglige institutioner. Dertil peger tallene på, at større institutioner (in-

stitutioner med en bestand af studerende på grunduddannelser over 10.000) bruger mere tid på

akkrediteringsprocessen sammenlignet med institutioner med færre studerende. Fem institutioner

har angivet andre aktiviteter under selvevaluering og audit trails

–

disse går på interne planlæg-

nings- og styringsprocesser, konsulentrådgivning og forberedelse af paneldeltagere.

Set i forhold til det tidligere system med uddannelsesakkreditering

er det generelle bille-

de, at institutionsakkreditering samlet set opleves mere tidskrævende end uddannelsesakkredite-

ring set over en seksårig periode. Dette fremgår af figuren nedenfor.

Figur 3-8: Tidsforbrug forbundet med institutionsakkreditering sammenlignet med uddannelsesakkreditering

(pct.)

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

Markant større

Lidt mindre

Lidt større

Markant mindre

Uændret

Ved ikke

Spørgsmål:

Er institutionens samlede tidsforbrug - vurderet efter jeres bedste skøn - forbundet med institutionsakkreditering

(og herunder prækvalifikation af nye uddannelser og udbud) større, mindre eller uændret sammenlignet med uddannelsesak-

kreditering over en seksårig periode? (Dvs. turnusakkreditering af eksisterende uddannelsesudbud og akkreditering af nye

uddannelser og udbud).

N=22

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Ifølge institutionernes kvalitative uddybninger skyldes det ikke, at tidsforbruget er forbundet med

selve akkrediteringsprocessen, herunder at arbejdet med at dokumentere kvalitetssikringssyste-

met er blevet større. Særligt universiteterne henviser i stedet til, det er ressourcekrævende at

opfylde kravene til gennemførsel af uddannelsesvurderinger af eksisterende uddannelser med

brug af eksterne eksperter, og at der fortsat er et stort tidsforbrug forbundet med godkendelse af

nye uddannelser. Det gør, at det nuværende system samlet set er mere tidskrævende end det

tidligere. Se eksempler på dette i nedenstående boks.

Boks 3-6: Tidsforbruget er større som følge af institutionsakkreditering (eksempler)

”Tidsforbruget

ifm. dokumentation af institutionsakkreditering er markant mindre end i det gamle system

med uddannelsesakkrediteringer. Der benyttes dog fx uforholdsmæssigt megen dokumentation i forbin-

delse med godkendelsen af nye uddannelser. Den anmærkningsfrie institutionsakkreditering burde i sig

selv overflødiggøre en bureaukratisk godkendelsesproces af nye uddannelser.”

(Universitet)

”Der

bruges mindre tid på selve institutionsakkrediteringsprocessen, end der blev brugt på selve uddan-

nelsesakkrediteringsprocesserne. Det interne kvalitetssikringsarbejdet er dog blevet mere omfattende, da

der er øgede krav til fx dokumentation, samtidig med, at der nu stilles langt flere krav til selve institutio-

nens kvalitetssystem, eksempelvis kravet om evalueringer med eksterne eksperter.”

(Universitet)

I tolkningen af ovenstående figur skal der derudover tages forbehold for, at nogle institutioner

formentlig har medtaget

tidsforbrug forbundet med omstillingen af kvalitetsarbejdet

forud

for institutionsakkrediteringen i sammenligningen af de to akkrediteringssystemer. Eksempelvis

skriver et universitet følgende:

”Når det angives, at ressourceforbruget er markant større,

er det fordi, der bruges mange res-

sourcer på at omstille kvalitetsarbejdet i første runde institutionsakkreditering. Bibeholder man

grundlæggende det nuværende system uden for mange nye krav, vil ressourceforbruget kunne

reduceres over tid.”

Mange institutioner fremhæver i de kvalitative kommentarer, at ressourcetrækket har været sær-

lig stort i forbindelse med forberedelsen af institutionsakkrediteringen, dvs. i omstillingen af insti-

tutionernes kvalitetssystem til de nye krav, der er forbundet med skiftet fra uddannelsesakkredi-

tering til institutionsakkreditering. 17 ud af 22 institutioner angiver således også, at de i høj eller

meget høj grad har lagt ressourcer i at udvikle, beskrive og grundlæggende forbedre institutio-

nens kvalitetssikringssystem op til igangsættelsen af akkrediteringsprocessen. Som flere instituti-

oner påpeger i deres besvarelse, er det derfor også væsentligt at holde det øgede tidsforbrug op

mod effekterne af institutionsakkreditering (se boksen nedenfor). Der ses nærmere på betydnin-

gen af institutionsakkreditering i kapitel 5.

Boks 3-7: Tidsforbrug set i forhold til betydningen for kvalitetsarbejdet (eksempler)

”Ressourceforbruget

er muligvis det samme eller lidt større ved institutionsakkreditering, men instituti-

onsakkreditering understøtter og fremmer institutionernes mulighed for at levere uddannelser af høj

kvalitet.”

(Professionshøjskole)

”Selvom tidsforbruget er stort –

og bør reduceres

–

foretrækker vi institutionsakkreditering fremfor ud-

dannelsesakkreditering. Dette skyldes særligt, at ved at arbejde med akkreditering på institutionsniveau

styrkes fælles organisatoriske løsninger og indsatser væsentligt bedre. Dette giver endvidere langt bedre

muligheder for at gøre kvalitetsarbejdet meningsfuldt hele vejen rundt i organisationen

–

fra topledelse

til undervisere og servicemedarbejdere. Dette ikke mindst, da denne tilgang understøtter en stærk insti-

tutionsidentitet og -kultur.

(Professionshøjskole)

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

OPLEVELSE AF KRAVENES TYDELIGHED OG RELEVANS

For at blive institutionsakkrediteret, skal institutionernes kvalitetssikringssystem og kvalitetssik-

ringsarbejde leve op til fem kriterier, som er fastsat i bekendtgørelsen. Det er akkrediteringspane-

let, som vurderer, hvorvidt dette er tilfældet. Institutionernes opfattelse af akkrediteringskriteri-

erne

–

og akkrediteringspanelets udmøntning af dem

–

må forventes at have betydning for såvel

institutionernes erfaringer med akkrediteringsprocessen som deres oplevede udbytte af akkredite-

ringsprocessen.

I dette kapitel præsenteres derfor institutionernes vurdering af kravene til kvalitetssikringssyste-

met, herunder deres tydelighed og relevans.

Hovedpointerne

i kapitlet om kravenes tydelighed og relevans er følgende:

Der er blandt institutionerne delte opfattelser af, hvorvidt kravene til institutionernes kva-

litetssikringssystem og kvalitetssikringsarbejde er tydelige. Usikkerhed omkring kravene

har for nogle institutioner medvirket til en ressourcetung proces.

De overordnede krav til institutionernes kvalitetssikringssystemer og kvalitetssikringsar-

bejde vurderes i store træk at være relevante, men flere institutioner oplever, at udmønt-

ningen af kravene medfører en til tider rigid og ressourcetung proces, som fjerner fokus

og tager ressourcer fra arbejdet med kvalitetsudvikling.

4.1

Kravenes tydelighed

Institutionerne er delte i deres opfattelse af, hvorvidt kravene til institutionens kvalitetssikringssy-

stem og kvalitetsarbejde har været tydelige. Som det fremgår af nedenstående figur, oplever

halvdelen af institutionerne (11 institutioner), at det i nogen grad var tydeligt, hvad det forudsæt-

ter af kvalitetssikringssystemet og kvalitetssikringsarbejdet at leve op til akkrediteringskriterierne.

Omkring en fjerdedel af institutionerne (seks institutioner) mener, at det i lav grad var tydeligt,

og en anden fjerdedel (fem institutioner) svarer, at det i høj eller meget høj grad var tydeligt. Det

skal nævnes, at de to institutioner, som har fået afslag på deres institutionsakkreditering, begge

angiver, at det i høj eller meget høj grad har været tydeligt.

Figur 4-1: Tydelighed af, hvad det forudsætter af kvalitetssystemet og -arbejdet at leve op til akkrediteringskri-

terier (pct.)

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

I meget høj grad

I høj grad

I nogen grad

I lav grad

I meget lav grad

Spørgsmål:

I hvilken grad var det tydeligt for jer, hvad det forudsætter af institutionens kvalitetssikringssystem og kvalitets-

sikringsarbejde at leve op til akkrediteringskriterierne?

N=22

Som det fremgik af afsnit 3.2., skaber uklarhed omkring kravene til institutionernes kvalitetssik-

ringssystem udfordringer for akkrediteringsprocessen, fordi det bidrager til usikkerhed omkring,

hvad der skal dokumenteres for at imødekomme akkrediteringskriterierne. Denne uklarhed opstår

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

blandt andet på grund af usikkerhed omkring status af Akkrediteringsinstitutionens og Akkredite-

ringsrådets notater, herunder om de har vejledende eller mere bindende karakter. Dette fører til,

at nogle institutioner overdokumenterer for at være på den sikre side, hvilket er en ressource-

krævende administrativ proces.

4.2

Kravenes relevans

Institutionerne vurderer i store træk, at kravene til kvalitetssikringssystemet og kvalitetsarbejdet

er relevante for deres arbejde med at sikre og udvikle kvaliteten af deres uddannelser, men det

varierer mellem institutionerne, i hvilken grad de oplever det. Nedenstående figur illustrerer, at

over halvdelen af institutionerne (12 institutioner) oplever, at kravene til kvalitetssikringssystemet

og -arbejdet i nogen grad er relevante for deres kvalitetssikrings- og udviklingsarbejde. Ni institu-

tioner oplever, at de i høj eller meget høj grad er relevante.

Figur 4-2: Relevans af krav til kvalitetssikringssystem og -arbejde for arbejdet med at sikre kvalitet (pct.)

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

I meget høj grad

I høj grad

I nogen grad

I lav grad

I meget lav grad

Spørgsmål:

I hvilken grad oplever I kravene til jeres kvalitetssikringssystem og kvalitetssikringsarbejde (Akkrediteringsinstitu-

tionens udmøntning af akkrediteringskriterierne) som relevante for jeres arbejde med at sikre og udvikle kvaliteten af jeres

uddannelser?

N=22

Institutionerne har haft mulighed for at uddybe, hvilke krav der har været mindre relevante for

deres arbejde med at sikre og udvikle deres uddannelser. Her nævner flere institutioner, at de

generelt oplever, at de overordnede krav til kvalitetssikringssystemet, som følger af akkredite-

ringskriterierne, er relevante, men at der i udmøntningen af kravene, særligt i forhold til procedu-

rer og processer, tages

fokus væk fra kvalitetsudviklingen i uddannelserne.

Nogle institutio-

ner oplever ikke, at de krav, der stilles til specifikke procedurer, processer samt skriftlighed af

disse, er relevante for at sikre en kvalitet i uddannelserne, og derfor vurderes kravene kun i no-

gen grad at være relevante. Eksempelvis er der institutioner, der angiver, at de detaljerede krav

med hensyn til evaluering af hele uddannelser medfører en til tider rigid og ressourcetung proces,

som vurderes at tage ressourcer fra det egentlige kvalitetsarbejde. Et universitet skriver eksem-

pelvis:

”Vi

er ikke uenige med de overordnede krav og formuleringen heraf. Det er imidlertid detalje-

ringsgraden og AIs tolkning af, hvorledes institutionen lever op til kravene, som er uhensigts-

mæssig. Der er et meget detaljeret fokus på skriftlighed og dokumentation i form af referater og

politikpapirer. Dette fokus risikerer at tage tiden fra det egentlige kvalitetsarbejde.”

Flere institutioner angiver endvidere i de kvalitative svar, at det tidligere fokus på

gennemprøvet

praksis

har medført et omfattende dokumentationskrav (jf. afsnit 3.2.) og dermed en ressource-

tung proces, hvor der er fokus på at dokumentere gennemprøvet praksis, snarere end hvordan

institutionerne aktuelt arbejder i praksis, og hvorvidt det fungerer. Nogle institutioner nævner i

forlængelse heraf, at kravene indebærer et for stort fokus på kontrol frem for udvikling, hvilket

udfoldes yderligere i kapitel 5 og 6.

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

I forlængelse af ovenstående angiver nogle institutioner, at der ikke tages tilstrækkelig højde for

forskelligheder

i udmøntningen af de overordnede krav, særligt nævnes kravet om nedskrevne

procedurer og processer og forventningerne til gennemprøvet praksis. Dertil er der institutioner,

som fremhæver, at der bør lægges mere vægt på at tilpasse kvalitetssikringsarbejdet til den en-

kelte institutions behov snarere end de overordnede krav. Dette udfoldes yderligere i kapitel 6. Et

erhvervsakademi skriver til eksempel:

”Akkrediteringspanelerne udfordres

på at skulle kunne vurdere behovet for, hvad der er nødven-

dig at få nedskrevet og dokumenteret på procesniveau, således at vurderingen i tilstrækkelig grad

også tager hensyn til institutionernes størrelse og organisatoriske karakteristika. Små organisati-

oner, der ikke er geografiske spredte, har ikke behov for så mange nedskrevne processer for at

styre, koordinere og kontrollere kvaliteten. Her sker kvalitetsstyringen mere ved direkte kommu-

nikation og overvågning. Derfor kunne det være ønskeligt, at der blev lagt mere vægt på uddan-

nelsernes resultater og mindre vægt på procesdokumentation.”

Flere institutioner har yderligere en oplevelse af, at

kravene har ændret sig

fra akkrediterings-

proces til akkrediteringsproces. Institutionerne oplever, at der er sket en ændring af kravene i

løbet af årene, så de institutioner, der er blevet akkrediteret tidligere, blev vurderet ift. andre

krav, end de institutioner, der er blevet akkrediteret senere hen. Da ændringerne ikke altid er

blevet tydeligt formidlet ud til institutionerne, jf. afsnit 3.2, har det derudover skabt forvirring og

usikkerhed blandt institutionerne og resulteret i et større ressourceforbrug. Se også nedenstående

boks.

Boks 4-1: Oplevelse af at kravene ændrer sig over tid (eksempler)

”Samtidig bidrog dialogen med allerede akkrediterede institutioner også til en fornemmelse af, at

”målskiven flytter sig” over tid, og at Akkrediteringsinstitutionens

forventninger til institutionerne løben-

de blev formet/udvidet på baggrund af de erfaringer, Akkrediteringsinstitutionen selv gjorde sig under-

vejs.”

(Universitet)

”Principielt er der således tale om, at akkrediteringskravene ændrede

sig og blev mere omfattende un-

dervejs i vores forberedelsesarbejde, hvilket skabte dels organisatorisk usikkerhed, dels resulterede i

større ressourceforbrug.”

(Professionshøjskole)

”Vi

oplever, at der til stadighed føjes krav til listen af ting, man skal gøre for at blive institutionsakkredi-

teret. Selv om det sikkert sker i den bedste hensigt, er det ikke godt for kvalitetsarbejdet på den enkelte

institution, idet de mange krav kommer til at overskygge den interne debat om, hvad vi forstår ved

kvalitet, og hvordan vi bedst fremmer den.”

(Universitet)

Institutionernes oplevelse af kravenes relevans har således betydning for, om de oplever, at insti-

tutionsakkreditering bidrager til et styrket kvalitetssikringssystem og til fortsat udvikling af ud-

dannelsernes kvalitet. Dette vil være i fokus i det næste kapitel.

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

BETYDNING AF INSTITUTIONSAKKREDITERING

Institutionsakkrediteringen har til formål at understøtte institutionerne i udviklingen af et kvali-

tetssikringssystem og et kvalitetsarbejde, som bidrager til at sikre og fortsat udvikle høj faglig

kvalitet og relevans i uddannelserne. Som tidligere nævnt skal institutionernes erfaring med ak-

krediteringsprocessen, herunder deres tids- og ressourceforbrug, ses i lyset af resultaterne af

institutionsakkreditering.

I dette kapitel ses der derfor nærmere på institutionernes oplevelse af, hvordan institutionsakkre-

ditering har påvirket institutionernes kvalitetsarbejde og kvalitetskultur

–

positivt såvel som nega-

tivt, og hvilke forhold der har betydning herfor.

Hovedpointerne

i kapitlet om betydningen af institutionsakkreditering er følgende:

Omkring halvdelen af institutionerne oplever, at institutionsakkreditering bidrager positivt

til en række forhold relateret til institutionernes kvalitetskultur og organisering af kvali-

tetssikringsarbejdet. Dette gælder ikke mindst den ledelsesmæssige forankring af kvali-

tetssikringsarbejdet.

Den positive betydning er størst i perioden frem mod opstart af akkrediteringsprocessen,

hvor institutionerne arbejder med at justere og udvikle deres kvalitetssikringssystem, og

hvor de kan holde det op mod de krav og forventninger, der er med henblik på at kunne

få en positiv akkreditering.

Til trods for en generel oplevelse af, at institutionsakkrediteringen har en positiv indflydel-

se på institutionernes arbejde med at sikre høj kvalitet, gælder det for størstedelen af in-

stitutionerne, at de også oplever negative følgevirkninger af institutionsakkreditering. De

negative følgevirkninger handler bl.a. om, at kravene til dokumentationen dels medfører

et stort ressourcetræk, dels bidrager til en organisatorisk træthed og til et oplevet fokus

på kvalitetskontrol frem for kvalitetsudvikling.

5.1

Positiv betydning af institutionsakkreditering

Generel er der blandt institutionerne en oplevelse af, at institutionsakkrediteringen bidrager posi-

tivt til en række forhold relateret til bl.a. institutionernes kvalitetskultur og organisering af kvali-

tetssikringsarbejdet.

Figuren nedenfor viser institutionernes svar på, i hvilken grad institutionsakkrediteringen har haft

positiv betydning for en række forhold på institutionen. Omkring halvdelen af institutionerne vur-

derer, at institutionsakkrediteringen i høj eller meget høj grad har bidraget positivt til de oplistede

forhold. Den eneste undtagelse er international anerkendelse, som institutionerne generelt ikke

oplever som resultat af institutionsakkreditering

–

heller ikke, når der alene ses på de institutio-

ner, som har fået en positiv afgørelse.

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Figur 5-1: Institutionernes vurdering af, hvilke forhold institutionsakkreditering har positiv betydning for (pct.)

Ledelsesmæssig forankring af

kvalitetssikringsarbejdet

Professionalisering af organisationen generelt

Udvikling af organiseringen af

kvalitetssikringsarbejdet

Intern dialog og videndeling på institutionen

om kvalitetssikring

Bevidsthed om kvalitet (kvalitetskultur)

Effektiv brug af ledelsesinformation

Systematisk identificering af og opfølgning på

kvalitetsproblemer på tværs af uddannelserne

Systematisk identificering af og opfølgning på

kvalitetsproblemer på de enkelte uddannelser

Udvikling af metoderne i

kvalitetssikringsarbejdet

Andet, skriv hvad:

International anerkendelse

10% 20% 30% 40% 50% 60% 70% 80% 90% 100%

I meget høj grad

I høj grad

I nogen grad

I lav grad

I meget lav grad

Slet ikke

Ved ikke

Spørgsmål:

I hvilken grad har akkreditering af jeres institution haft positiv betydning for følgende forhold på jeres institution?

N=22

Institutionerne har derudover givet forskellige kvalitative eksempler på, hvordan institutionsak-

krediteringen har påvirket institutionen positivt. Her ses to overordnede tendenser.

For det første fremhæver institutionerne, at institutionsakkrediteringen har bidraget positivt til

organiseringen af deres interne kvalitetsarbejde,

herunder særligt til

ledelsesforankring

af kvalitetsarbejdet.

Heri ligger blandt andet, at ledelsen har fået en større indsigt i og et større

og mere systematisk fokus på kvalitet, og at ledelsesansvaret for kvaliteten af uddannelserne

generelt er blevet tydeliggjort. Derudover er der institutioner, som fremhæver, at institutionsak-

krediteringen har bidraget til en større systematik i de interne kvalitetssikringsprocesser, som

også er med til at skabe en større ensartethed på tværs af uddannelser. Boksen nedenfor inde-

holder forskellige eksempler på, hvordan institutionsakkrediteringen har haft betydning for orga-

niseringen af kvalitetsarbejdet.

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Boks 5-1: Institutionsakkrediteringens betydning for organiseringen af kvalitetsarbejdet (eksempler)

”Akkrediteringsprocessen

har primært bidraget positivt til, at vi i vores kvalitetssystem sikrer et mere

systematisk og ledelsesforankret fokus på uddannelseskvalitet i de dele af ledelsesstrengen, der ikke

tidligere var så tæt knyttet til uddannelsesområdet. Processen har eksempelvis bidraget til at italesætte

og reflektere over institutledernes rolle, ligesom de nye processer har afstedkommet en mere løbende

og systematisk afrapportering af status på uddannelseskvaliteten til universitetsledelsen og bestyrel-

sen.”

(Universitet)

”Den

største forskel er topledelsens engagement i kvalitetssikringen af uddannelserne og efterfølgende i

drøftelserne af kvaliteten på de enkelte uddannelser. Institutionsakkreditering har sat uddannelseskvali-

tet på dagsordenen hos både bestyrelse og direktion i en grad, som ikke tidligere er set.”

(Professions-

højskole)

”Processen

har resulteret i en bedre beskrivelse af kvalitetssikringssystemet og udviklet klare systema-

tikker i arbejdet, så der er en ensartethed, fx i arbejdet med kvalitetsrapporter og fag- og forløbsplaner.

Dette har været en løbende proces, som også ifm. høringsrapporten har givet anledning til småjusterin-

ger.”

(Erhvervsakademi)

For det andet beskriver mange institutioner, hvordan institutionsakkrediteringen har bidraget til

en fælles kvalitetskultur

på institutionen. Løbende dialog og bred inddragelse af medarbejdere

og ledere på forskellige niveauer har ifølge disse institutioner medvirket til en fælles bevidsthed

og et fælles

–

og eksplicit

–

sprog om kvalitet og til et generelt større fokus på kvalitet i det dagli-

ge arbejde. Dertil peger flere institutioner, der har været igennem en nylig fusionsproces, på, at

det har været særligt gavnligt med et fokus på et fælles mål om kvalitet i en fusionsproces. Se

eksempler på institutionernes svar i boksen nedenfor.

Boks 5-2: Institutionsakkrediteringens betydning for kvalitetskulturen (eksempler)

”Processen

har betydet et øget fokus på, hvad kvalitet i uddannelserne er. Tavs viden er blevet ekster-

naliseret, og medarbejderne har fået et fælles kvalitetssprog. Processen har også betydet en professio-

nalisering af uddannelsernes arbejde med videngrundlaget og planlægning og tilrettelæggelsen af un-

dervisningen. Desuden har processen betydet,

at kulturen er gået fra at ”synes” og ”tro” til at ”vide” ud

fra underbyggede resultater.”

(Erhvervsakademi)

”I

hele forberedelsesarbejdet blev der investeret massivt i medarbejderinddragelse og dialog på alle

niveauer af organisationen. Dette medvirkede til at skabe meget stor opbakning til og forankring af

arbejdet blandt alle medarbejdere. I et længere perspektiv har dette bl.a. betydet, at bevidstheden om

kvalitet og det løbende at arbejde systematisk med forbedring og udvikling fortsat er et kendetegn ved

vores organisationskultur, hvor medarbejdere og ledelse generelt sætter en stor faglig stolthed i det

løbende kvalitetsarbejde.”

(Professionshøjskole)

”Akkrediteringsprocessen

var desuden et positivt bidrag i fusionsprocessen. Det var en stor og betyd-

ningsfuld opgave, som blev løst med succes på tværs af organisationen. Processen omtales stadig som

et af de mest succesfulde eksempler på samarbejde i organisationen. Processen og det nye kvalitetssy-

stem gav en fælles referenceramme for organisationen.”

(Professionshøjskole)

Samtidig er der dog også et par institutioner, som pointerer, at en stor del af arbejdet med at

udvikle kvalitetssikringssystemet og kvalitetskulturen på institutionen er sket på et tidligere tids-

punkt. For disse institutioner har selve institutionsakkrediteringen derfor kun haft en mindre be-

tydning for disse forhold.

På tværs af de lukkede og åbne spørgsmål er det generelle billede, at det først og fremmest er i

forberedelserne til institutionsakkrediteringen, at den positive påvirkning finder sted. Dette skyl-

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

des, at det særligt er i denne fase, institutionerne har arbejdet med at justere og udvikle deres

kvalitetssystem og -kvalitetsarbejde med henblik på at kunne leve op til kravene og forventnin-

gerne ift. en positiv akkreditering.

Derudover er der et par institutioner, som fremhæver, at opmærksomhedspunkter fra akkredite-

ringspanelet har bidraget til justeringer af kvalitetsarbejdet under akkrediteringsprocessen. Ende-

lig gives der et enkelt eksempel på, hvordan kvalitetskulturen også kan påvirkes positivt efter en

positiv afgørelse, idet den bekræfter medarbejdere og ledere i, at det, de gør, er rigtigt, og skaber

en stolthed omkring kvalitetsarbejdet.

Figuren nedenfor viser institutionernes svar på, i hvilken fase det største læringsudbytte finder

sted.

Figur 5-2: Institutionernes vurdering af, i hvilken fase læringsudbyttet er størst (pct.)

4,55%

27,27%

63,64%

Før påbegyndelsen af selve institutionsakkrediteringen

Under institutionsakkrediteringen

Efter modtagelsen af høringsrapporten om institutionsakkreditering,

men før den endelige afgørelse

Efter Akkrediteringsrådets afgørelse om institutionsakkreditering

Spørgsmål:

I hvilke faser vurderer I, at læringsudbyttet har været størst for institutionen? Prioriter faserne ud fra, hvor stort

læringsudbyttet har været, ved at skrive 1 ud fra den fase, hvor læringsudbyttet har været størst, 2 ud fra den fase, hvor

læringsudbyttet har været næststørst etc.

N=22

5.2

Negative følgevirkninger ved institutionsakkreditering

Til trods for en generel oplevelse af, at institutionsakkrediteringen har en positiv indflydelse på

institutionernes arbejde med at sikre høj kvalitet, gælder det for størstedelen af institutionerne, at

de også oplever negative følgevirkninger af institutionsakkreditering.

På tværs af institutionernes svar på det åbne spørgsmål om, hvorvidt akkrediteringen af instituti-

onen har haft negative følgevirkninger, er der to gennemgående tendenser

–

som dog begge

knytter sig til omfanget af dokumentation.

For det første fremhæver mange institutioner, at institutionsakkrediteringen har medført et større

dokumentationskrav og som følge deraf et

stort ressourcetræk,

hvilket betyder, at der går res-

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

sourcer fra andre opgaver. Det gælder både kravene til det interne kvalitetssikringsarbejde, og

det gælder i forbindelse med selve akkrediteringsprocessen.

For det andet peger en stor andel af institutionerne

–

og særligt de institutioner, som er blevet

genakkrediteret

–

på, at institutionsakkreditering er med til at skabe en

”organisatorisk

træt-

hed”,

og at det kan være særligt svært at fastholde medarbejdernes interesse og motivation, når

der er tale om lange akkrediteringsprocesser (og genakkrediteringsprocesser). Institutionerne

begrunder det med, at der

–

særligt blandt medarbejdere

–

kan være en oplevelse af, at der er

tale om en bureaukratisk øvelse, og at der er mere fokus på dokumentation end på kvalitet.

Knyttet til dette er der institutioner, som peger på, at kravene til dokumentation kan have en

egentlig negativ virkning på kvalitetskulturen, fordi det af medarbejderne opfattes som

kvalitets-

kontrol

frem for

kvalitetsudvikling.

I forlængelse heraf peger en af institutionerne på, at det kræ-

ver en særlig ledelsesmæssig indsats at undgå intern overstyring og uhensigtsmæssige bureau-

kratiske processer. En anden institution skriver, at institutionsakkrediteringen reelt har haft en

negativ virkning for institutionens ledelsesform, idet ledelsesfokusset flyttes fra kvalitetsudvikling

i sin helhed til kontrol og dokumentation af processer.

I det følgende ses der nærmere på, hvilke forhold knyttet til de enkelte institutioner der har be-

tydning for deres oplevelse af akkrediteringsprocessen og virkningerne af den.

Boks 5-3: Negative følgevirkninger af institutionsakkreditering (eksempler)

”Vi

bruger i dag væsentlig flere ressourcer på kvalitet end tidligere (uden at vi, målt på nøgletal, har

fået værre/bedre kvalitet). Denne ressource kan kun tages fra kerneydelsen, undervisningen og løbende

ajourføring af videngrundlaget, hvilket alt andet lige må siges at være negativt.”

(Maritim uddannelses-

institution)

”Processen

har været lang. Genakkreditering og detaljeringsgraden har skabt usikkerhed i organisatio-

nen. Det har været en ledelsesmæssig opgave at fastholde entusiasme og samarbejdsformer fra den

første runde igennem genakkrediteringen. Der er opstået en smule metaltræthed, også fordi vi har

fastholdt procedurer og arbejdsmetoder for at kunne vise gennemprøvet praksis, samtidig med, at vores

kvalitetssystem på nogen punkter blev bedømt tungt

og omfattende.”

(Erhvervsakademi)

”Nogle

medarbejdere oplever, at uddannelseskvalitet har fået en definition, de ikke er enig i, og som de

ikke har (haft) indflydelse på. Dette har negativ betydning for, i hvor høj grad de oplever institutionens

kvalitetssikringssystem som relevant og brugbart og tager ejerskab til det. Akkrediteringssystemet op-

leves af mange på universitetet som et system, der er optaget af kontrol frem for udvikling af kvalitet

på uddannelserne. Det har en afsmittende, negativ effekt på, hvordan institutionens kvalitetssikringssy-

stem opfattes internt i huset. Der bruges en del tid på at sikre paper trails på processer, initiativer etc.

med det ene formål at kunne vise det til Akkrediteringsinstitutionen på et senere tidspunkt. Samlet set

opleves det af nogle medarbejdere på institutionen, at der er ting, vi gør for akkrediteringssystemet

skyld, og ikke fordi det forbedrer uddannelsernes kvalitet. Ledelsens klare holdning er imidlertid, at vi af

hensyn til de studerende er nødt til at bruge ressourcer på at køre kvalitetsprocesserne, og at det ikke

er spildt arbejde at konstatere, at ting,

der går godt, går godt.”

(Universitet)

”Vi

oplever, at vi bliver nødsaget til at gå tilbage til gammeldags kvalitetsledelse og flytte ressourcer fra

kvalitetsudvikling og -sikring til direkte kontrol af processer samt dokumentation heraf. Akkrediterings-

processen har for meget fokus på tjekliste og fejlfinding fremfor fokus på kvalitetssystemet i sin helhed

ud fra vores mål og strategier.”

(Erhvervsakademi)

5.3

Drivkræfter og barrierer

Institutionerne er i spørgeskemaet blevet bedt om at redegøre kvalitativt for, hvilke faktorer knyt-

tet til deres specifikke institution der har haft en positiv såvel som en negativ betydning for ak-

krediteringsprocessen og hvorfor.

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Institutionerne peger på, at følgende forhold har udgjort en

drivkræft

i akkrediteringsprocessen:

Hovedparten af institutionerne peger på, at den

tydelige forankring af akkredite-

ringsprocessen hos ledelsen

har bidraget positivt til deres akkrediteringsproces. Når

ledelsen har prioriteret institutionsakkrediteringen højt og har taget et stort ansvar gen-

nem hele processen, giver det ifølge institutionerne et fokus i akkrediteringsprocessen,

som har gennemsyret hele organisationen.

Flere institutioner nævner, at det, at

medarbejdere har været engagerede og bidra-

get til processen,

har haft en positiv virkning på akkrediteringsprocessens fremgang.

Ledelsens involvering af og formidling til den øvrige organisation er medvirkende til at

skabe dette engagement.

Ifølge en mindre gruppe af institutioner har en drivkræft for akkrediteringsprocessen væ-

ret, at de

allerede inden akkrediteringsprocessen har arbejdet systematisk med

et fælles kvalitetssystem,

herunder en række af de faktorer, som institutionsakkredite-

ringen baseres på. Derudover påpeger nogle institutioner, at en allerede eksisterende

kvalitetskultur har bidraget til en nemmere akkrediteringsproces.

En enkelt institution skriver, at de har haft særligt gode erfaringer med at give akkredite-

ringspanelet adgang til deres intranet. Ved at kunne

henvise med elektronisk link til

deres dokumentation

har institutionen haft mulighed for at smidiggøre processen med

at frembringe og indsamle dokumentation fra flere år tilbage, som flere institutioner ople-

vede som uforholdsmæssigt ressourcekrævende (jf. afsnit 3.2).

Eksempler på oplevede drivkræfter fremgår af boksen nedenfor.

Boks 5-4: Oplevede drivkræfter (eksempler)

”Det

har ligeledes været en afgørende og nødvendig drivkraft, at institutionsakkrediteringen er blevet

prioriteret højt i hele ledelsesstrengen, og at prorektor for uddannelse i samarbejde med de fire prodeka-

ner for uddannelse har taget et stort ansvar for processen fra start.”

(Universitet)

”Det,

at hele ledergruppen på tværs af organisationen (herunder støttefunktionerne) har været involve-

ret, har betydet, at der har været et fælles udgangspunkt og den samme "fortælling", der blev videregi-

vet til hele organisationen.”

(Erhvervsakademi)

Institutionerne peger på, at følgende forhold omvendt har udgjort en

barriere

i akkrediterings-

processen:

En barriere for en velfungerende akkrediteringsproces er ifølge nogle institutioner

organi-

sationsændringer

undervejs i den lange akkrediteringsproces. Institutioner påpeger, at

det fx bliver vanskeligere at dokumentere gennemprøvet praksis, når der er blevet foreta-

get en organisationsændring, fx fordi nye ledere ikke er inde i historikken af gennemførte

kvalitetsforbedringer.

Der er derudover institutioner, som jf. afsnit 5.2 peger på, at en

oplevelse af manglen-

de relevans og for meget kontrol blandt medarbejdere

har haft en negativ virkning

på akkrediteringsprocessen.

Eksempler på oplevede barrierer fremgår af boksen nedenfor.

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Boks 5-5: Oplevede barrierer (eksempler)

”I

praksis oplever vi, at kontinuerlig organisationsudvikling og udvikling af kvalitetssystemet komplicerer

akkrediteringsprocessen, eftersom vi ikke kunne dokumentere gennemprøvet praksis. Akkrediteringspro-

cessen er langstrakt (i vores tilfælde 14 måneder fra aflevering af selvevalueringsrapport til afgørelse) og

er ikke egnet til forandringer på institutionen undervejs.”

(Erhvervsakademi)

”Oplevelsen

af manglende relevans hos især det videnskabelige personale har haft negativ betydning. For

stort fokus på kontrol og for lidt fokus på udvikling bidrager ikke til at øge motivationen for at deltage.”

(Universitet)

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

FORSLAG TIL FORENKLING

Med afsæt i institutionernes erfaringer med institutionsakkreditering og oplevelse af relevans i

forhold til at understøtte institutionernes arbejde med at sikre og udvikle høj kvalitet i uddannel-

serne, er institutionerne blevet spurgt om, hvordan institutionsakkreditering kan gøres mere mål-

rettet og forenklet fremadrettet. Nærværende kapitel sammenfatter institutionernes forslag hertil.

Hovedpointerne

i kapitlet om forslag til forenkling er følgende:

Til trods for en generel oplevelse af, at institutionsakkreditering fungerer som proces til at

understøtte institutionernes kvalitetssikringsarbejde, ønsker institutionerne, at der sker

ændringer og forbedringer.

Institutionernes forslag til, hvordan akkrediteringsprocessen kan gøres mere målrettet og

forenklet fremadrettet, handler særligt om kravene til dokumentationen. Det forslås bl.a.,

at der lægges mere vægt på velfungerende praksis fremfor gennemprøvet praksis, og at

der stilles færre krav om dokumentation flere år tilbage i tid; at institutionsakkrediterin-

gen i mindre grad baseres på skriftlig dokumentation, og at der er mulighed for mere dia-

log med akkrediteringspanelet; samt at institutionsakkreditering i højere grad end i dag

tager udgangspunkt i institutionens egenart og behov.

Omkring halvdelen af institutionerne udtrykker endvidere et ønske om, at fokus i akkredi-

teringsprocessen flyttes fra kontrol til udvikling af institutionernes kvalitetssikringssystem.

For institutionerne handler det dels om, at institutionerne i mindre grad vurderes på spe-

cifikke krav til institutionernes systemer og processer, og i højere grad på deres evne til

og konkrete arbejde med at udvikle og sikre uddannelsernes kvalitet. Dels er der instituti-

oner, som efterspørger en mere udviklingsorienteret dialog med Akkrediteringsinstitutio-

nen.

De forrige kapitler har vist, at der blandt institutionerne er en opfattelse af, at akkrediteringspro-

cessen i store træk fungerer, og at institutionsakkrediteringen bidrager positivt til institutionernes

kvalitetsarbejde. Samtidig peger stort set alle institutioner på, at der et potentiale for forbedrin-

ger. Som det fremgår af nedenstående figur, ønsker størstedelen af institutionerne (13 institutio-

ner) i høj eller meget høj grad, at der foretages ændringer i arbejdet med institutionsakkredite-

ring fremadrettet. Yderligere syv institutioner ønsker dette i nogen grad.

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Figur 6-1: Institutionernes ønske om ændringer i arbejdet med institutionsakkreditering (pct.)

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

I meget høj grad

I nogen grad

I meget lav grad

I høj grad

I lav grad

Ved ikke/ikke afklaret

Spørgsmål:

I hvilken grad ønsker I som institution, at der foretages ændringer i arbejdet med institutionsakkreditering frem-

adrettet?

N=22

Institutionerne er derudover blevet bedt om at vurdere relevansen af en række opstillede æn-

dringsforslag. Af figuren nedenfor fremgår det, at størstedelen af institutionerne finder forslagene

relevante eller meget relevante, hvilket bekræfter, at der på flere områder er plads til forbedring.

Den eneste undtagelse er, at institutionerne i mindre grad finder det relevant at indføre et loft

over mængden at dokumentation, som institutionerne kan indsende.

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Figur 6-2: Institutionernes vurdering af ændringsforslag (pct.)

En tilgang til akkreditering, hvor der i højere grad

lægges vægt på velfungerende praksis fremfor

gennemprøvet praksis

En tilgang til akkreditering med færre krav til, hvor

langt tilbage institutionerne skal kunne

dokumentere udvalgte forhold

En tilgang til akkreditering, der i mindre grad er

baseret på skriftlig dokumentation

At der gives bedre mulighed for dialog med

Akkrediteringspanelet under besøgene og/eller

efter afgørelsen

En tilgang til akkreditering, hvor

akkrediteringsprocessen og akkrediteringskravene i

højere grad tager udgangspunkt i den enkelte

institutions særlige forhold og udfordringer

En tilgang til akkreditering, hvor

akkrediteringsprocessen og akkrediteringskravene

differentieres efter institutionstype

Et loft over mængden af dokumentation, som

institutionerne kan indsende i forbindelse med fx

selvevaluering og audit trails

0% 10% 20% 30% 40% 50% 60% 70% 80% 90%100%

Meget relevant

Relevant

Mindre relevant

Ikke relevant

Ved ikke

Spørgsmål:

Hvilke af nedenstående forslag knyttet til selve akkrediteringsprocessen vurderer I som relevante i forbindelse

med en fornyet akkreditering af positivt akkrediterede institutioner?

N=21. Spørgsmålet er kun stillet til de institutioner, som i

nogen, høj eller meget høj grad ønsker, at der foretages ændringer i arbejdet med institutionsakkreditering fremadrettet.

Stort set alle institutioner (20 institutioner) vurderer, at forslaget om fremadrettet at lægge

stør-

re vægt på velfungerende praksis frem for gennemprøvet praksis

er relevant eller meget

relevant. Dette gælder således også institutioner, som er blev akkrediteret efter justeringen af

Akkrediteringsrådets notat om vurdering af institutionernes kvalitetssikringssystemer blev revide-

ret i 2016

. Justeringen indebar, at rådets forventning om, at institutionerne havde en gennem-

prøvet praksis blev justeret, og at rådet ville rette fokus på, at institutionernes kvalitetssikrings-

systemer er afprøvet i praksis og velfungerende. Som nævnt i afsnit 3.2, kan institutionernes

vurdering hænge sammen med, at notaternes status opfattes som uklar, eller at ændringen er

sket på papir, men ikke er blevet oplevet i praksis. I de kvalitative kommentarer, som institutio-

nerne har haft mulighed for at komme med, begrunder institutionerne ønsket med, at kravet om

gennemprøvet praksis harmonerer dårligt med, at institutionerne løbende udvikler og justerer

processer og procedurer med henblik på at sikre den bedst mulige kvalitetssikringspraksis. Kravet

om gennemprøvet praksis opleves i højere grad at have et bagudrettet fokus end et fokus på,

hvordan institutionen faktisk arbejder med at sikre høj kvalitet

–

og bliver ved med at gøre det.

Vurdering af institutionernes kvalitetssikringssystemer (2014),

https://akkrediteringsraadet.dk/wp-content/filer/14-005995-03-IA-

Vurderingssnitnotat-som-besluttet-p%C3%A5-r%C3%A5dsm%C3%B8det-20-juni-.pdf

Revideret notat om vurdering af institutionernes kvalitetssikringssystemer (2016),

https://akkr.dk/wp-content/filer/akkr/Revideret-

vurderingssnitnotat.pdf

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Relateret til ønsket om at fokusere på velfungerende praksis fremfor gennemprøvet praksis, er

der mange institutioner (16 institutioner), som ønsker, at der fremadrettet er

færre krav til,

hvor lang tid tilbage i tiden, institutionen skal dokumentere deres praksis.

Et par af insti-

tutionerne begrunder det i de kvalitative svar med, at der er et stort ressourceforbrug forbundet

med at skulle frembringe denne dokumentation. Forslaget fremhæves især som værende relevant

af større institutioner med en kombination af en central og decentral organisering, hvilket kan

hænge sammen med, at disse institutioner som nævnt i afsnit 3.3. oplever større administrative

udfordringer forbundet med bl.a. identifikation og udvælgelse af dokumentation samt håndtering

af det samlede dokumentationsmateriale.

I forlængelse af dette er det også størstedelen af institutionerne (19 institutioner), som vurderer,

at forslaget om

institutionsakkrediteringen i mindre grad er baseret på skriftlige doku-

mentation,

er relevant eller meget relevant. De kvalitative kommentarer, der handler om dette

forhold, peger endvidere på, at den skriftlige dokumentation med fordel kan erstattes af mere

mundtlig dokumentation. Institutionerne begrunder det dels med, at der som nævnt i kapitel 3 og

4, er forhold, som er vanskelige at dokumentere skriftligt. Dels peger de på, at mundtlig doku-

mentation kan give mulighed for at afklare spørgsmål og undgå misforståelser hos akkredite-

ringspanelet og Akkrediteringsinstitutionen. Og endeligt vil en sådan tilgang ifølge institutionerne

være med til at reducere ressourceforbruget forbundet med at frembringe dokumentation.

Boks 6-2: Forslag om mindre skriftlig dokumentation (eksempler)

”At

der bliver mulighed for, at institutionen mundtligt kan gennemgå og forklare sit kvalitetssikringssy-

stem og dets processer for Akkrediteringsinstitutionen og akkrediteringspanelet, eventuelt i en tidlig fase

af akkrediteringsprocessen. Det, oplever vi, vil kunne spare en del tid for og spørgsmål fra AI og panelets

side. Det vil sandsynligvis også nedbringe mængden af nødvendig dokumentation.”

(Universitet)

”Vi

oplever, at en øget anerkendelse af sund fornuft og tillid til, at medarbejderne ved universitet på alle

niveauer løser deres opgaver forsvarligt og med højeste kvalitet for øje, ville gavne akkrediteringsproces-

sen væsentligt, og samtidig mindske omfang og krav til skriftlig den skriftlige dokumentation i forbindelse

med processen.”

(Universitet)

Mange institutioner efterlyser generelt mere

dialog med akkrediteringspanelet

i løbet af ak-

krediteringsprocessen. 16 institutioner vurderer således forslaget om bedre mulighed for dialog

med akkrediteringspanelet som relevant eller meget relevant. I de kvalitative kommentarer er der

for det første institutioner, som gerne så, at det i højere grad var muligt at gå i dialog om valg af

audit trails og uddannelser, der udtrækkes til audit trails. For det andet er der institutioner, som

peger på, at mere løbende dialog kan sikre misforståelser og afklaring undervejs i forløbet om-

kring den skriftlige dokumentation. I relation til dette er der også institutioner, som ønsker, at al

skriftlig dokumentation skal være frembragt inden 2. besøg, således at der netop er mulighed for

at gå i dialog om den frembragte dokumentation inden afgørelsen. Endeligt er der institutioner,

som skriver, at tilbagemeldinger fra akkrediteringspanelet vil være et væsentligt bidrag til at sikre

læring og udvikling hos institutionen undervejs i processen og efter afgørelsen. Institutionerne

giver forskellige eksempler på dette nedenfor.

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Boks 6-3: Forslag om mere dialog med akkrediteringspanelet (eksempler)

”I

forbindelse med

afslutning på akkrediteringsbesøget

kan akkrediteringspanelet med fordel oplyse

om de fokuspunkter - både positive og negative

–

de vil se nærmere på. Det vil give institutionen mulig-

hed for at arbejde med fokuspunkterne i de fire måneder, der går, inden vi har mulighed for at læse

akkrediteringspanelets indstilling. Akkrediteringsinstitutionen vil således i større grad være medvirkende

til at øge læringsudbyttet af institutionsakkrediteringen, samt udviklingen af kvalitetssikringsprocesserne,

fremfor blot at være en kontrolinstans.”

(Erhvervsakademi)

”For

at gøre den skriftlige afgørelse (rapporten) mere værdiskabende, ville det have været ønskeligt, at

der allerede i

høringsperioden

var en dialog direkte med akkrediteringspanelet ift. uddybning af ind-

holdet og for at få bedre indblik i deres faglige vurdering.”

(Erhvervsakademi)

”Vi

vil anbefale, at der indtænkes en højere grad af tilbagemelding og dialog med panelet

efter afgørel-

sen.

Den nuværende proces har i langt højere grad karakter af at være kontrollerende end udviklende,

hvorfor vi ikke får gavn af den uddannelsesfaglige og ledelsesmæssige erfaring

fra panelet.”

(Erhvervs-

akademi)

En stor andel af institutionerne vurderer forslagene om en mere differentieret tilgang til instituti-

onsakkreditering relevante. 18 institutioner finder det relevant, at akkrediteringsprocessen og

akkrediteringskravene i højere grad tager

udgangspunkt i institutionens særlige behov og

udfordringer.

Blandt de kvalitative kommentarer er fx en institution, som finder det ønskeligt, at

institutionsakkrediteringen i højere grad tager udgangspunkt i institutionens egne mål og strate-

gier frem for et fast sæt af mål og kriterier. En anden institution ønsker, at akkrediteringssyste-

met i højere grad har fokus på, hvad der virker på den enkelte institution frem for et fast sæt af

kriterier og målepunkter.

Lidt færre institutioner (13 institutioner) foreslår, at akkrediteringsprocessen i højere grad end i

dag

tager højde for institutionens type og størrelse.

Der er et par af de mindre institutioner,

som udfolder dette i deres kvalitative svar. Institutionerne peger bl.a. på, det vil være hensigts-

mæssigt, hvis antallet af audit trails og krav til, hvad institutionen skal frembringe dokumentation

om, varierer afhængigt af institutionens størrelse. Institutionerne har en oplevelse af, at de skal

dokumentere al deres kvalitetsarbejde, mens der i højere grad er er tale om stikprøver for de

større institutioner.

Foruden ovenstående forslag til ændringer, har over halvdelen af institutionerne valgt at pege på

andre forslag

til, hvordan akkrediteringsprocessen kan gøres mere effektiv og målrettet fremad-

rettet.

Mange af disse forslag afspejler et ønske om, at

fokus i akkrediteringsprocessen flyttes fra

kontrol

af institutionernes kvalitetssikringssystem til institutionernes

udvikling

og sik-

ring af kvaliteten.

Det er særligt universiteterne, som har valgt at fremhæve dette aspekt. For

institutionerne handler det for det første om, at institutionerne i mindre grad vurderes på specifik-

ke krav til institutionernes systemer og processer, og i højere grad på deres evne til og konkrete

arbejde med at udvikle og sikre uddannelsernes kvalitet. Som det fremgår i kapitel 4, er der en

oplevelse blandt flere af institutionerne af, at der stilles mere omfattende og detaljerede krav til

institutionernes kvalitetssikringssystem end tidligere, hvilket har medvirket til et øget dokumenta-

tionsbehov på institutionerne

–

og ikke til den frihed til institutionernes kvalitetssikringsarbejde,

som var intentionen. Som det videre præsenteres i kapitel 5, oplever institutionerne, at dette kan

have en negativ virkning på kvalitetskulturen. For det andet er der institutioner, som skriver, at

de gerne så, at der i dialogen med akkrediteringspanelet og Akkrediteringsinstitutionen var mere

fokus på fremadrettet udvikling, forbedringspotentialer og læringspunkter og mindre fokus på fejl

og mangler. Nedenfor gives forskellige eksempler på institutionernes kommentarer.

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Boks 6-3: Forslag om mere fokus på udvikling frem for kontrol (eksempler)

”Fokus i akkrediteringsprocessen bør ændres fra ”eksamen” til ”udvikling”, hvor institutionen ikke skal

igennem den fulde akkreditering standard for standard. I stedet bør der fokuseres på en mere overord-

net og simpel tilgang til kvalitetssikringsarbejdet, herunder hvordan den enkelte institution udvikler sit

kvalitetssikringssystem, og hvilke udviklingsområder der kan fokuseres på den kommende 3-6-årige

periode. Denne tilgang vil reducere ressourcetrækket betydeligt for institutionerne, give Akkrediterings-

institutionen og akkrediteringspanelet en mere interessant

rolle som ”udviklingskonsulenter” og ikke

mindst være ansporende for en mere positiv tilgang til akkrediteringsarbejdet.”

(Universitet)

”Mindre dokumentation vil kunne flytte fokus fra kontrol til udvikling.”

(Universitet)

”Der bør fokuseres mere

på institutionens evne til at gennemføre væsentlige og substantielle kvalitets-

forbedringer i praksis, hvilket reelt har den største betydning for kvaliteten. Der bør til gengæld fokuse-

res mindre på kontrol af om institutionen anvender formalistiske status- og opfølgningsplaner og pro-

cesser, som primært har til formål at tilfredsstille eksterne krav og kun i meget begrænset omfang

medvirker til at sikre og udvikle uddannelseskvaliteten.”

(Professionshøjskole)

”At akkrediteringsbesøgene tilrettelægges, så

panelet og Akkrediteringsinstitutionen i mindre grad gen-

nemfører kontrollerende interviews og i højere grad indgår i en udviklingsorienteret dialog med instituti-

onen… At akkrediteringssystemet bevæger sig væk fra den nuværende tjek-liste-tilgang

og i højere grad

samarbejder med institutionerne om at skabe kvalitetsudviklende systemer.”

(Universitet).

”Der fokuseres således i mindre grad på ”ja, men…”, men mere på ”ja, og” I stedet for at lede efter fejl

og mangler fokuseres der på forslag til forbedringer.”

(Universitet)

”Generelt

foreslås det, at der fokuseres mindre på systemniveau og dokumentation, men mere på,

hvordan der konkret arbejdes med at udvikle kvaliteten på den enkelte institution.”

(Universitet)

”Vi

vil anbefale at der indtænkes en højere grad af tilbagemelding og dialog med panelet efter afgørel-

sen. Den nuværende proces har i langt højere grad karakter af at være kontrollerende end udviklende,

hvorfor vi ikke får gavn af den uddannelsesfaglige og ledelsesmæssige erfaring fra panelet.”

(Erhvervs-

akademi)

I relation til udmøntningen af akkrediteringskriterierne, fremhæver en gruppe af institutioner end-

videre, at der fremadrettet bør være

større forudsigelighed og gennemsigtighed ift. de kri-

terier,

som akkrediteringspanelet træffer deres afgørelse på baggrund af. De ønsker, at der fore-

ligger en tydelig vejledning fra processens start, som også indeholder en beskrivelse af kravene til

institutionernes kvalitetssikringssystem. Såfremt der sker ændringer undervejs, ønsker institutio-

nerne, at vejledningen opdateres, og det skal fremgå tydeligt, hvornår ændringerne træder i

kraft. Derudover stilles der et forslag om at involvere institutionerne i udvikling og opdatering af

vejledning, så uhensigtsmæssige forhold håndteres i den proces, og at der derved skabes større

gennemsigtighed omkring kravene til institutionerne. De institutioner, der kommer ind på gen-

nemsigtigheden af akkrediteringskriterierne, er generelt enige om, at brugen af notater er uhen-

sigtsmæssig, da der er stor usikkerhed omkring deres status.

Endelig nævnes en række forslag til

ændring af institutionsakkrediteringen som system.

Nedenstående forslag nævnes af enkelte institutioner:

Akkrediteringssystemet skal fortsat have fokus på, om institutionen har et velfungerende

system, der sikrer uddannelsernes kvalitet og relevans, og ikke særligt udvalgte områder,

som har en tendens til at blive sagsfokuserede og detailorienterede (tre institutioner).

Kravene til gennemførsel af uddannelsesevaluering med eksterne eksperter enten afskaf-

fes eller justeres, så institutionerne får øget metodefrihed i forbindelse med tilrettelæg-

gelsen af evalueringerne (tre institutioner).

Frekvensen for institutionsakkrediteres mindskes, så institutioner fx kun skal institutions-

akkrediteres hvert ottende år (to institutioner).

UFU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af institutionsakkreditering, fra uddannelses- og forskningsministeren

Akkrediteringsprocessen justeres, når institutionen er blevet positivt akkrediteret én gang

(to institutioner).