Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2018-19 (1. samling)
TRU Alm.del Bilag 351
Offentligt
Indlæg ved Sankt Annæ Gymnasiums deputation i transportudvalget 2. maj 2019
Uddannelsesleder Anders Pors
Vi er kommet som en lille delegation af ledere, lærere, men først fremmest elever fra Sankt Annæ
Gymnasium. Jeg er selv en del af skolens ledelse og vil indlede med at sige:
Mange tak fordi dette foretræde er blevet muligt. Vi er meget glade for jeres tid og for at få mulighed
for at fremføre, det vi synes er en meget vigtig sag.
Sagen er nemlig, at I politikere må hjælpe os med at skabe nogle gode rammer for at de unges ønske
om at handle klimaansvarligt bliver muligt.
Som skole skal vi udvise ansvarlighed på en mængde områder, vi skal have en politik for tobak og
alkohol og de unges gøren og laden på sociale medier, men vi har ingen særlige forpligtelser til at
handle klimaansvarligt i det, vi gør som institution.
Modsat eksempelvis vores rygepolitik oplever vi i klimaspørgsmålet, at de unge stiller os til
regnskab. De mener at vi voksne ikke tager vores ansvar alvorligt nok, når det handler om jordens
fremtid. De er frustrerede over ikke at kunne handle på det, de oplever som en åbenlys forkert kurs.
De skolestrejker og stiller krav til os på skolen.
Det blev meget konkret for os på en fælles verdensmålsdag på skolen. Målet for dagen var at tænke
konkret bæredygtighed ind i skolens hverdag. En gruppe arbejdede med bæredygtige studierejser.
De regnede blandt andet på klimabelastningen ved at sende unge på studietur i fly og så på
mulighederne for at finde at finde alternativer til flyrejsen.
Det er ikke let, skal jeg hilse at sige. Som I ved, er det væsentligt dyrere og mere besværligt at rejse
med tog ned gennem Europa.
Derfor har vi taget initiativ til, at det skal blive lettere og billigere at rejse med tog. Vi har blandt
andet indledt et samarbejde med DSB og skabt netværk til andre væsentlige aktører. Nu er tiden så
kommet til, at vi beder jer politikere om støtte i vores sag.
Skal det lykkes, vil det kræve både, at der findes midler, som kan støtte togrejsen på studietur og
politiske løsninger, der skaber nye og bedre togforbindelser ned gennem Europa.
Vi er først og fremmest en gruppe elever i dag, og jeg vil give ordet videre, så de kan uddybe, hvad
denne sag betyder for dem.
Elevindlæg 1:
Jeg hedder Xenia. Jeg går i 2.G Sankt Annæ Gymnasium, og jeg har bioteknologi som studieretning.
Jeg brænder for at kunne tage et bæredygtigt valg ved at tage toget, når min klasse og jeg skal på
studietur. Udover det er mere klimavenligt at tage toget, så er der også en hel anden tid, når man
er på togrejse. En af mine venner sagde forleden til mig, at man med fly helt mister oplevelsen af at
TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 351: Materiale fra Sankt Annæ Gymnasiums foretræde for udvalget 2/5-19 om bæredygtige studierejser med tog
2054206_0002.png
tage afsted. Og ja, med toget er der tid til fordybelse, tid til at se steder man normalt ikke ser. Det
handler ikke kun om at komme frem til destinationen, men målet er også rejsen derhen på en
bæredygtig måde.
Jeg tror på at gymnasiet også skal være et klimamæssigt forbillede, hvor læring og bæredygtighed
går hånd i hånd. Vi skal ikke kun teoretisk lære om, hvorfor det er vigtigt, at vi er klimabevidste, men
skolen skal også vise, at det er muligt at træffe konkrete klimaansvarlige valg.
Jeg meldte mig derfor ind i skolens Verdensmålsgruppe, som blev etableret i efteråret. På tværs af
engageret lærere og elever, har vi alle en fælles interesse i at skabe og virkeliggøre nogle konkrete
klimavenlig tiltag, der har betydning for hverdagen på skolen.
Vi mener nemlig, at bæredygtighed også skal implementeres i undervisningen som en del af det,
gymnasierne gør – ikke bare underviser i. Som en ungdomsuddannelse er gymnasiet et forbillede
for de studerende. Gymnasiet har stor indflydelse på fremtidige vaner, og skolerne skal have
mulighed for også at være et klimabevidst forbillede.
I vores boblerprojekt har vi oplevet et meget stort engagement fra vores kammerater, lærere og
ledere. Derfor tror og mener vi, at langt de fleste vil være glade og positive over for klimarigtige
studieture.
Elevindlæg 2:
Jeg hedder Naja og det her er Johan, og vi har henholdsvis musik og matematik og musik og fysik
som studieretning. Vi går i 1.G på Sankt Annæ Gymnasium, og vi er med i ’Boblerne’. Boblerne er
Sankt Annæs talentprogram.
I forlængelse af skolens verdensmålsdag har vi i boblerne de sidste par månede arbejdet med
bæredygtige studierejser som en innovativ case. I grupper har vi arbejdet med to forskellige
delopgaver. 1) At udvikle en konkret strategi for, hvordan togrejserne skal realiseres og idéen
udbredes til relevante aktører. 2) Derudover har vi arbejdet med, hvorden tiden i toget kan udnyttes
bedst muligt, så togturen både bliver god og en relevant del af undervisningen.
Elevindlæg 3:
Vi er Milena og Nicholas, og vi går i 2.g på Sankt Annæ Gymnasium, hvor vi har musik og engelsk
som studieretning. Vi har lige stået for at arrangere en klassetur til Prag i påsken, hvor en af vores
høje planlægningsmæssige prioriteter var at gøre rejsen dertil så klimavenlig som mulig. Vi oplevede
dog en følelse af, at systemet aktivt modarbejdede vores gode hensigter. Det forholdt sig nemlig
sådan, at hvis vi ville tage tog, ville det ikke kun tage et halvt døgn ekstra, men også koste væsentligt
meget mere. Og det virkede for os direkte ulogisk. For hvad ville guleroden så være i at tage det
klimabevidste valg? Ud af 16 mennesker var vi så en gruppe af 10 mennesker, der tog bussen i stedet
for at flyve. Det var nemlig ikke kun billigere, vi blev også positivt overraskede over, hvor fedt det
var at have hjertet med på rejsen og opleve turen derned, som for eksempel at stoppe om natten i
Berlin. At have taget toget ville dog have betydet, at det var gået hurtigere, at der var mere
benplads, og at vi kunne få flere af vores flyrejsende kammerater med. Det er frustrerende for os at
føle os handlingslammede, når vi prøver at træffe det rigtige valg. Så vores inderlige ønske er, at I
gør det nemmere for os.