Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2018-19 (1. samling)
TRU Alm.del Bilag 277
Offentligt
2028607_0001.png
19. februar 2019
Fremtidig motorvej i Ring 5
På vegne af byrådene i to hovedstadskommuner hilser vi regeringens udspil "Danmarks Hovedstad
- initiativer til styrkelse af hovedstadsområdet" velkommen. Der er brug for at styrke
hovedstadsområdets vækstmuligheder, og vi er enige i, at infrastrukturen har en væsentlig rolle i den
sammenhæng. Men vi er imod, at en ny motorvej i den nuværende transportkorridor, er det mest
oplagte svar på de trafikale udfordringer i hovedstadsområdet.
Køge Bugt Motorvejen og etableringen af København-Ringsted-banen fylder meget i den kommunale
planlægning i Greve og Solrød. Det handler både om støjproblemerne og de begrænsninger for
byudviklingen, som følger med de større infrastrukturanlæg tværs gennem kommunerne. Dertil
kommer, at transportkorridoren og støjrestriktionerne omkring Roskilde Lufthavn (til trods for en
opdatering) giver væsentlige begrænsninger for byudviklingen i de to kommuner. Alene
transportkorridoren beslaglægger 9 pct. og 16 pct. af de samlede arealer i hhv. Greve og Solrød
kommuner.
På den baggrund ser vi med stor bekymring på beslutningen om at igangsætte en
planlægningsundersøgelse af Ring 5-transportkorridoren, hvor der bl.a. skal kigges på mulige
linjeføringer til en fremtidig motorvej gennem Høje-Taastrup, Greve, Solrød og Køge kommuner.
I forhold til udviklingen af vores kommuner, ser vi ikke noget behov for at etablere en ny motorvej i
Ring 5. Derimod vil vi stå med både støjproblemer og begrænsninger for byudviklingen uden at få
væsentlige nye udviklingsmuligheder i Greve og Solrød.
I udspillet lægges der op til en stærk centralisering af byudviklingen, som i væsentlig grad bidrager
til trængselsproblemerne i hovedstadsområdet. Vi vil indtrængende opfordre til, at der ses på om en
mere decentraliseret byudvikling kan medvirke til en bedre udnyttelse af de eksisterende motorveje
og den kollektive trafik.
Hvis regeringen vælger at gå videre med at undersøge mulighederne for etablering af en ny
motorringvej vil vi opfordre til, at der foretages en grundig undersøgelse af mulighederne for en
linjeføring, der flyttes så langt vestpå som muligt.
På den baggrund skal vi opfordre til at igangsætning af planundersøgelse om en motorvej i Ring 5
revurderes.
Med venlig hilsen
Pernille Beckmann
Borgmester, Greve Kommune
Niels Hörup
Borgmester, Solrød Kommune