Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2018-19 (1. samling)
TRU Alm.del Bilag 276
Offentligt
2028566_0001.png
Betænkning om
EKSPROPRIATION
EFTER PLANLOVEN
Afgivet af Ekspropriationsudvalget
Betænkning nr. 1569
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
Betænkning om ekspropriation efter planloven
Afgivet af Ekspropriationsudvalget
Betænkning nr. 1569
Juni 2018
Publikationen kan bestilles hos
Rosendahls Distribution
Vandtårnsvej 83A
2860 Søborg
Telefon 43 22 73 00
[email protected]
www.rosendahls.dk
Henvendelse om publikationen
kan i øvrigt ske til:
Erhvervsministeriet
Slotholmsgade 10-12
1216 København K
Telefon 33 92 33 50
ISBN: 978-87-786-2364-5
ISBN internet: 978-87-786-2363-8
Tryk: Rosendahls a/s
Pris: Kr. 100 pr. bog inkl. moms.
Publikationen kan hentes på
Erhvervsministeriets hjemmeside:
[email protected]
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
1
Ekspropriationsudvalgets undersøgelse af planlovens
ekspropriationsbestemmelser
Indhold
1. Indledning ....................................................................................................................................................................... 6
1.1 Udvalgets nedsættelse og kommissorium ................................................................................................................ 6
1.2 Udvalgets sammensætning....................................................................................................................................... 7
1.3. Betænkningens opbygning og afgrænsning ............................................................................................................. 8
1.4 Sammenfatning af udvalgets anbefalinger ............................................................................................................. 10
2. Indledende bemærkninger om ekspropriation mm. .................................................................................................... 12
2.1 Grundlovens § 73 danner den juridiske ramme for ekspropriation ....................................................................... 12
2.2 Sondringen mellem kommunale og statslige ekspropriationer .............................................................................. 12
2.3 Sondringen mellem ekspropriationsindgrebet og ekspropriationserstatningen .................................................... 13
3. Kommunernes adgang til at ekspropriere efter planloven (gældende ret) .................................................................. 15
3.1 Planlovens § 47 -historik ......................................................................................................................................... 15
3.2 Ordlyden af planlovens § 47 og ændringen heraf i 2009 ........................................................................................ 15
3.3 Lovlighedskravet – Planlovens § 47’s krav til ekspropriationsgrundlaget (lokalplanen) og
kravet om nødvendige tilladelser mv. i henhold til anden lovgivning .......................................................................... 16
3.4 Kravet om at ekspropriation skal ske til fordel for almenvellet, herunder spørgsmålet om
ekspropriation til offentlige eller private formål .......................................................................................................... 18
3.5 Nærmere om afgrænsningen mellem offentlige og private formål ....................................................................... 20
3.6 Nødvendighedskravet - generelt ............................................................................................................................ 21
3.7 Nødvendighedskravet – kravet om tidsmæssig aktualitet ..................................................................................... 24
3.8 Nødvendighedskravet - kravet om rimelighed/forholdsmæssighed ...................................................................... 24
4. Borgernes retsstilling i den kommunale ekspropriationsproces i medfør af planlovens § 47
(gældende ret) .................................................................................................................................................................. 27
4.1 Processen for ekspropriation i medfør af planlovens § 47 mm. ............................................................................. 27
4.1.1 Generelt om de forvaltningsretlige og processuelle regler ved gennemførelse af ekspropriation ................. 27
4.1.2 Kompetencen til at træffe afgørelse om ekspropriation på det kommunale område – historisk baggrund... 28
4.1.3 Valget mellem forskellige ekspropriationshjemler .......................................................................................... 29
4.1.4 Anvendelsen af vejlovens regler ved kommunale ekspropriationer ............................................................... 30
4.1.5 Det nærmere indhold af reglerne i vejlovens kapitel 10 om ekspropriation og taksation .............................. 31
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2
4.1.6 Forberedelser og undersøgelser (vejlovens § 99) ............................................................................................ 33
4.1.7 Sikring af ekspropriationsgrundlaget og afholdelse af åstedsforretning
(vejlovens §§ 100 og 101) ......................................................................................................................................... 34
4.1.8
Kommunalbestyrelsens kompetence til at træffe ekspropriationsbeslutningen og
mulighederne for delegation ................................................................................................................................... 36
4.1.9 Særligt om processuelle overvejelser og krav, når ekspropriation gennemføres til fordel for
andre end kommunen selv, herunder private .......................................................................................................... 38
4.1.10 Ekspropriationsbeslutningen og dennes meddelelse (vejlovens § 102) ........................................................ 39
4.1.11 Omkostninger i ekspropriationssager i medfør af planlovens § 47 ............................................................... 42
4.2 Administrativ efterprøvelse af ekspropriationsbeslutninger truffet i medfør af planlovens § 47 ............................. 43
4.2.1. Regler for administrativ klage over ekspropriationer truffet i medfør af planlovens § 47 ............................. 43
4.2.2 Planklagenævnets sammensætning, sagsbehandling og kompetence ved klager over ekspropriationer
truffet i medfør af planlovens § 47 ........................................................................................................................... 45
4.2.3 Omkostninger ved klage over ekspropriationer i medfør af planlovens § 47 ................................................. 47
4.3 Proceduren for fastsættelse og udbetaling af ekspropriationserstatninger ved ekspropriation
i medfør af planlovens § 47 .......................................................................................................................................... 49
4.3.1 Generelt om erstatningstilbud og -forhandlinger forud for en ekspropriation ............................................... 49
4.3.2 Taksationsmyndighederne efter vejloven ....................................................................................................... 51
4.3.3 Vejlovens krav til de enkelte medlemmer og formænd for kommissionerne ................................................. 53
4.3.4 Taksationsmyndighedernes kompetence og opgaver ..................................................................................... 54
4.3.5 Generelt om rammerne for taksationsmyndighedernes sagsbehandling og
sagsbehandlingstid ................................................................................................................................................... 56
4.3.6 De processuelle regler for behandling af sager om ekspropriationserstatninger ved
taksationsmyndighederne ........................................................................................................................................ 58
4.3.7 Udbetaling og forrentning af ekspropriationserstatninger ............................................................................. 60
4.3.8 Omkostninger i taksationssager ...................................................................................................................... 64
5. Undersøgelse af praksis ................................................................................................................................................ 66
5.1 Kommunernes praksis vedrørende ekspropriation i medfør af planlovens § 47 i de seneste år ........................... 66
5.1.1 Indledning ........................................................................................................................................................ 66
5.1.2 Kommunernes ekspropriationer efter planlovens § 47, stk. 1 ........................................................................ 66
5.1.3 Til hvilke formål har kommunerne eksproprieret? .......................................................................................... 67
5.1.4 Til fordel for hvem har kommunerne eksproprieret? ...................................................................................... 68
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
3
5.1.5 Frivillige aftaler som alternativ til ekspropriation............................................................................................ 70
5.1.6 Kommuners overtagelse helt eller delvis af ejendom i medfør af planlovens § 48 ......................................... 71
5.2 Kommunernes sagsbehandlingstider i sager om ekspropriation i medfør af planlovens § 47 i de seneste år ...... 71
5.2.1 Indledning ........................................................................................................................................................ 71
5.2.2 Periode fra offentliggørelse af lokalplan til ekspropriationsbeslutning........................................................... 72
5.2.3 Undersøgelse af 12 ekspropriationer hvor perioden fra lokalplans offentliggørelse til
ekspropriationsbeslutning er over 24 måneder ....................................................................................................... 74
5.3 Efterprøvelse af kommunernes ekspropriationsbeslutninger i medfør af planlovens § 47 mm. ........................... 74
5.3.1. Sagsbehandlingstider i klagenævn .................................................................................................................. 74
5.3.2 Sagsbehandlingstider hos domstolene ............................................................................................................ 76
5.3.3 Tidsforløb for påklagede ekspropriationer ...................................................................................................... 76
5.3.4 I hvilket omfang omgøres kommunernes beslutning om ekspropriation i medfør af
planlovens § 47 af klagenævn og domstole? ............................................................................................................ 77
5.4 Efterprøvelse af erstatningsudmåling for ekspropriationer i medfør af planlovens § 47 ...................................... 79
5.4.1 Taksations- og overtaksationskommissionens sagsbehandlingstider ved
erstatningsudmåling i medfør af planlovens § 47 .................................................................................................... 79
5.4.2 Taksations- og overtaksationskommissionernes afgørelser om erstatning i perioden
2010 til 2017 ............................................................................................................................................................. 83
5.5 Undersøgelse af retspraksis om kommunale ekspropriationer i perioden 2003 til 2017....................................... 84
5.5.1 Indledning ........................................................................................................................................................ 84
5.5.2 Domme om ekspropriationsbeslutningens lovlighed ...................................................................................... 84
5.5.3 Domme om erstatningsudmåling .................................................................................................................... 85
6. Anden lovgivning og praksis til inspiration (gældende ret) .......................................................................................... 88
6.1 Statslig ekspropriation efter lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom ................. 88
6.1.1 Statens adgang til at ekspropriere fast ejendom ............................................................................................. 88
6.1.2 Proceduren for statslige ekspropriationer ....................................................................................................... 91
6.1.2.1 Kompetencen til at træffe afgørelse om ekspropriation .............................................................................. 91
6.1.2.2 Processen for ekspropriation og erstatningsudmåling ved ekspropriationskommissionerne ..................... 93
6.1.2.3 Forberedelser og undersøgelser (§ 3) ........................................................................................................... 93
6.1.2.4 Anmodning om foretagelse af ekspropriation (§ 11).................................................................................... 93
6.1.2.5 Kommissionens besigtigelsesforretning (§§ 12 og 13) ................................................................................. 94
6.1.2.6 Ekspropriationsbemyndigelsen (§ 14) .......................................................................................................... 95
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
4
6.1.2.7 Ekspropriationsforretningen og ekspropriationsbeslutningens meddelelse (§ 15)...................................... 96
6.1.2.8 Ekstension (§ 16) ........................................................................................................................................... 97
6.1.2.9 Ekspropriationskendelsen og erstatningsudmålingen (§ 17)........................................................................ 98
6.1.3 Proceduren for fastsættelse og udbetaling af ekspropriationserstatningen ................................................... 99
6.1.3.1 De processuelle regler for erstatningsudmåling ved taksationskommissionerne ...................................... 100
6.1.3.2 Udbetaling og forrentning af ekspropriationserstatninger ........................................................................ 101
6.1.3.3 Omkostningsdækning i ekspropriations- og taksationssager ..................................................................... 101
6.1.4 Sagsbehandlingstider i det statslige ekspropriations- og taksationssystem .................................................. 102
6.1.4.1 Ekspropriationskommissionernes sagsbehandlingstid ............................................................................... 102
6.1.4.2 Indbringelse af ekspropriationskommissionernes afgørelser for taksationskommissionerne ................... 103
6.1.4.3 Taksationskommissioners sagsbehandlingstider ........................................................................................ 105
6.1.5 Retspraksis vedrørende statslige ekspropriationer i perioden 1965 til 2017 ................................................ 106
6.1.5.1 Indledning ................................................................................................................................................... 106
6.1.5.2 Domstolenes afgørelser .............................................................................................................................. 106
6.1.5.3 Sagsbehandlingstider .................................................................................................................................. 107
6.2 Bestemmelsen om kommunal overtagelsespligt i planlovens § 48 ...................................................................... 107
6.2.1 Baggrunden og formålet bag planlovens § 48 og lignende bestemmelser om
overtagelsespligt ..................................................................................................................................................... 107
6.2.2 Betingelserne for overtagelsespligt efter planlovens § 48 ............................................................................ 109
6.2.3 Vurderingstidspunktet og spørgsmålet om frister for fremsættelse af overtagelseskrav............................. 111
6.2.4 De processuelle regler i sager om overtagelsespligt i medfør af planlovens § 48 ......................................... 112
6.3 Ekspropriation i svensk og norsk ret ..................................................................................................................... 113
6.3.1 Ekspropriation i svensk ret............................................................................................................................. 113
6.3.1.1 Indledning ................................................................................................................................................... 113
6.3.1.2 Overtagelse (ekspropriation) efter plan- och bygglagen ............................................................................ 113
6.3.2 Ekspropriation i norsk ret .............................................................................................................................. 114
6.3.2.1 Indledning ................................................................................................................................................... 114
6.3.2.2. Ekspropriation efter plan- og bygningsloven ............................................................................................. 114
6.4 Særligt om beskatning af ekspropriationserstatninger mv................................................................................... 116
7. Udvalgets overvejelser og anbefalinger ..................................................................................................................... 119
7.1. Overvejelser og anbefalinger om kommunernes adgang til at ekspropriere efter
planlovens § 47 ........................................................................................................................................................... 119
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
5
7.1.1. Udvalgets indledende overvejelser .............................................................................................................. 119
7.1.2. Kan borgernes retssikkerhed styrkes ved at ændre hjemlen i planloven, der giver kommunerne
adgang til at ekspropriere til fordel for private aktører? ........................................................................................ 119
7.1.4. Kan borgernes retssikkerhed styrkes ved at indføre tidsbegrænsninger m.v. vedrørende adgangen
til at ekspropriere efter planloven? ........................................................................................................................ 127
7.2 Overvejelser og anbefalinger om processen for ekspropriation efter planloven, taksation og
rekurs .......................................................................................................................................................................... 130
7.2.1. Udvalgets indledende overvejelser .............................................................................................................. 130
7.2.2. Kan borgerne stilles bedre ved at forenkle klagesystemet for ekspropriation og taksation efter
planloven? .............................................................................................................................................................. 132
7.2.3. Enstrenget klagesystem for ekspropriation efter planloven ........................................................................ 134
7.3. Overvejelser og anbefalinger om tværgående problemstillinger vedrørende ekspropriation efter planloven og
prøvelse heraf ................................................................................................................................................................. 138
7.3.1. Udvalgets indledende overvejelser .............................................................................................................. 138
7.3.2. Hvordan kan reglerne gøres mere tilgængelige for borgerne? .................................................................... 138
7.3.3. Skal den eksproprierede kunne godtgøres for sine udgifter? ...................................................................... 140
Bilag 1. Kommunale ekspropriationshjemler.............................................................................................................. 141
Bilag 2. Flowdiagrammer for den kommunale ekspropriationsproces....................................................................... 142
Bilag 3. Oversigt over domme om lovlighed af kommunale ekspropriationer i perioden 2003 - 2017 ...................... 144
Bilag 4. Oversigt over domme om erstatningsfastsættelsen vedrørende kommunale
ekspropriationer i perioden 2003 – 2017 ................................................................................................................... 146
Bilag 5 Flowdiagrammer for den statslige ekspropriationsproces ............................................................................. 150
Bilag 6. Oversigt over domme om lovlighed af ekspropriationer i medfør af ekspropriationsprocesloven i perioden
1965 – 2017 ................................................................................................................................................................ 152
Bilag 7. Oversigt over domme om erstatningsfastsættelsen i ekspropriationer i medfør af
ekspropriationsprocesloven i perioden 1965 – 2017 ................................................................................................. 153
Bilag 8. Spørgeskema til brug for udvalgets undersøgelse af kommunernes ekspropriationspraksis i medfør af
planlovens § 47 ........................................................................................................................................................... 159
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
6
1. Indledning
1.1 Udvalgets nedsættelse og kommissorium
Ekspropriationsudvalget, der skal undersøge planlovens ekspropriationsbestemmelser, blev nedsat af
erhvervsministeren den 15. maj 2017. Udvalgets opgaver er fastlagt i kommissoriet:
”Baggrund
Det følger af aftalen om
Danmark i bedre balance
fra juni 2016, at der skal foretages en undersøgelse af
planlovens ekspropriationsbestemmelser med henblik på at se på muligheder for og konsekvenser ved at
forbedre borgernes retssikkerhed ved ekspropriation.
Undersøgelsen vil tage udgangspunkt i planlovens bestemmelser om kommunernes mulighed for at
ekspropriere og drage paralleller til anden relevant lovgivning.
Planloven omfatter alene kommunal ekspropriation, imens ekspropriation til for eksempel større statslige
vejprojekter sker med hjemmel i vejlovens § 96 eller med hjemmel i anlægslove.
Den overordnede ramme for ekspropriation er grundlovens § 73 om ejendommens ukrænkelighed, mens
processen for ekspropriation reguleres nærmere i lov om offentlige veje.
Undersøgelsens indhold
Undersøgelsen skal afdække og vurdere de konkrete problemstillinger vedr. ekspropriation, der opleves af
borgere, virksomheder og myndigheder. Det skal ske ved en gennemgang og vurdering af relevant retspraksis,
cases, klagesager og litteratur m.v.
Undersøgelsen skal desuden indeholde en vurdering af muligheder for og konsekvenser ved at forbedre
borgernes retssikkerhed ved ekspropriation, herunder følgende:
1. Kommunernes adgang til at ekspropriere
Det undersøges, om kommunernes adgang til at foretage ekspropriation efter planloven med fordel kan
begrænses. Det skal herunder undersøges, om kommunernes adgang til at ekspropriere kan målrettes
nærmere bestemte formål.
2. Borgernes rettigheder i ekspropriationssager
Det undersøges, om kommunerne med fordel kan informere eller inddrage berørte borgere i yderligere omfang
forud for en ekspropriationsbeslutning, eksempelvis hjælpe borgere med at håndhæve deres rettigheder,
særligt de borgere, hvis ejendom, kommunen ønsker at ekspropriere.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
7
Det skal i den forbindelse undersøges, hvordan borgernes rettigheder forbedres i tilfælde, hvor en kommune
har tabt en klagesag vedrørende ekspropriation til gennemførelse af et projekt, og kommunen derefter
beslutter at foretage ekspropriation til samme projekt i justeret form.
Desuden undersøges konsekvenserne af at give eksproprierede fuld omkostningsgodtgørelse for udgifter til
for eksempelfor eksempel sagkyndig bistand.
Det undersøges endvidere, om den eksproprierede i højere grad selv bør bestemme, hvornår boligen skal
fraflyttes.
3. Sagsbehandlingstid for klagesager
Det undersøges, om sagsbehandlingstiden i klagesager vedr. ekspropriation kan nedbringes, og om der evt.
kan fastsættes mål herfor.
4. Gennemførelse af ekspropriationsbeslutninger
Det undersøges, om der kan indføres solnedgangsklausuler for ekspropriationsbeslutninger, så de bortfalder,
hvis de ikke er realiseret inden for et nærmere angivet tidsrum.
Det undersøges desuden, om borgerens retsstilling ved klager over ekspropriation kan forbedres.
Som en del af den samlede undersøgelse foretages der en sammenlignende undersøgelse af ekspropriation
og taksation på det kommunale, hhv. det statslige område, for eksempel om forhold vedrørende
afgørelseskompetence, fastsættelse af erstatning og klagestruktur.”
1.2 Udvalgets sammensætning
Udvalget har ved betænkningens afgivelse haft følgende sammensætning:
Formand:
Advokat Håkun Djurhuus
Øvrige medlemmer:
Chefjurist Charlotte Bigum Lynæs (udpeget efter indstilling fra Landbrug & Fødevarer)
Advokat Ellen Skodborggaard (udpeget efter indstilling fra Advokatrådet)
Landinspektør Hans Faarup (udpeget af erhvervsministeren)
Professor Helle Tegner Anker (udpeget efter indstilling fra universiteterne)
Lektor Frederik Waage (udpeget efter indstilling fra Justitia)
Juridisk chef Pernille Christensen (udpeget efter indstilling fra Kommunernes Landsforening)
Advokat Rikke Søgaard Berth (udpeget efter fælles indstilling fra Dansk Industri og Dansk Erhverv)
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0010.png
8
Hvervet
for
sekretariatsformand
for
udvalget
er
varetaget
af
chefkonsulent
Krista
Risgaard,
Erhvervsministeriet. Sekretariatsbetjeningen af udvalget er foretaget af Erhvervsministeriet og Transport-,
Bygnings- og Boligministeriet. Justitsministeriet og Økonomi- og Indenrigsministeriet er inddraget efter behov.
1.3. Betænkningens opbygning og afgrænsning
Udvalget skal efter sit kommissorium undersøge planlovens ekspropriationsbestemmelser med henblik på at
se på muligheder for og konsekvenser ved at forbedre borgernes retssikkerhed ved ekspropriation.
Undersøgelserne tager udgangspunkt i planlovens regler, og der skal drages paralleller til anden relevant
lovgivning.
Udvalget har på den baggrund set det som sin opgave med afsæt i gældende ret og praksis vedrørende
ekspropriation efter planlovens § 47 mm. at komme med fremadrettede anbefalinger om ændringer i regler,
retningslinjer eller praksis for ekspropriation efter planloven, der kan forbedre borgernes retssikkerhed. Det
kan være ændringer vedrørende ekspropriationsadgangen i planloven eller vedrørende processen for
ekspropriation efter planloven, der reguleres i vejloven, herunder rekurs og domstolsprøvelse.
Udvalget er opmærksomt på, at også borgernes rettigheder i processen for fastsættelse af
erstatning
for det
eksproprierede kan have betydning for borgernes retssikkerhed ved ekspropriation. Udvalget har i den
forbindelse noteret sig, at udvalget, ifølge kommissoriet, skal foretage en sammenlignende undersøgelse af
ekspropriation på det kommunale henholdsvist det statslige område om for eksempel fastsættelse af
erstatning. Kommissoriet rejser dog ikke spørgsmål i forhold til grundlovens § 73, hvorefter borgerne har krav
på fuldstændig erstatning, Udvalget har på den baggrund set det som en del af sin opgave at overveje, om
udvalget kan anbefale ændringer, der kan forbedre borgernes processuelle rettigheder under fastsættelsen af
erstatning,
imens
det falder
uden for
kommissoriet
at anbefale ændringer
vedrørende selve
erstatningsudmålingen, hvilket spørgsmål henhører under de almindelige domstole.
Betænkningen er på den baggrund opbygget således, at kapitel 2 indeholder en indledende redegørelse for
den gældende juridiske kontekst, som ekspropriation efter planloven indgår i.
Derefter er betænkningen opbygget, så den følger de tidsmæssige faser i processen for sager om kommunal
ekspropriation med hovedfokus på planloven.
Udvalget har foretaget undersøgelsen med udgangspunkt i fakta, hvorfor der redegøres for relevant gældende
ret, som undersøgelsen bygger på, i kapitel 3, 4 og 6, og relevant praksis, som undersøgelsen bygger på, i
kapitel 5.
Det betyder, at kapitel 3 omhandler gældende ret for kommunernes adgang til at ekspropriere efter planloven
og dermed vedrører fasen, hvor kommunen skal tage stilling til, om betingelserne er til stede for, at der kan
træffes afgørelse om ekspropriation efter planloven.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0011.png
9
I kapitel 4 behandles derefter gældende ret for borgernes retsstilling i den kommunale ekspropriationsproces,
opdelt så 1. instansbehandlingen behandles i afsnit 4.1, prøvelse behandles i afsnit 4.2 og
ekspropriationserstatning behandles i afsnit 4.3.
I Kapitel 5 undersøges praksis for ekspropriation efter planloven, herunder sagsbehandlingstider i afsnit 5.2.
og prøvelse i afsnit 5.3.
I kapitel 6 behandles gældende ret for anden relevant lovgivning, som udvalget har inddraget til sammenligning
og inspiration. I afsnit 6.1. redegøres således for gældende ret for
statslig ekspropriation,
idet udvalget ifølge
kommissoriet skal foretage en sammenlignende undersøgelse af ekspropriation og taksation på det
kommunale henholdsvist det statslige område. Det falder dog uden for kommissoriet at anbefale ændringer
for statslig ekspropriation.
I afsnit 6.2. redegøres desuden kort for planlovens § 48 om kommunal overtagelsespligt, og i afsnit 6.4
redegøres for skattereglerne, der relaterer sig til planlovens ekspropriationsbestemmelse.
Udvalget har i afsnit 6.3. set på beslægtede juridiske systemer i svensk og norsk ret som inspiration i
undersøgelsen, hvor udvalget har fundet det relevant, imens en egentlig redegørelse for
udenlandsk ret
falder
uden for kommissoriet.
Betænkningen afsluttes med udvalgets overvejelser og anbefalinger vedrørende kommunal ekspropriation
med udgangspunkt i planloven i kapitel 7.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
10
1.4 Sammenfatning af udvalgets anbefalinger
Ekspropriationsudvalgets anbefalinger i kapitel 7 kan sammenfattes til følgende otte anbefalinger:
1) Det indskrives (kodificeres) i planlovens § 47, at ekspropriation kun må foretages til fordel for almene
samfundsinteresser (almenvellet).
2) Lokalplaner skal indeholde generel information om, at lokalplanen kan danne grundlag for ekspropriation.
Udvalget anbefaler, at der anvendes en standardformulering, der vil indgå i den kommende vejledning til
kommunernes om ekspropriation.
3) Kommunerne bør inddrage berørte borgere tidligst muligt. Det vil være relevant, når kommunen har aktuelle
overvejelser om at ekspropriere borgernes ejendom.
4) Der indføres en solnedgangsklausul i form af en frist på fem år for, hvor lang tid der højst må gå fra
kommunalbestyrelsen har offentliggjort en lokalplan, og indtil kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om
ekspropriation til virkeliggørelse af lokalplanen. De nærmere detaljer/vilkår vil blive fastlagt som led i det
lovforberedende arbejde.
5) Der arbejdes videre på at indføre en model for ekspropriation efter planloven, hvor kommunen træffer
afgørelse om ekspropriation, og en ekspropriationskommission træffer afgørelse om erstatning, hvorefter
kommunen sender de to afgørelser samlet til borgeren, så de fremstår som en helhed, der herefter kan
påklages til én administrativ klageinstans og derefter domstolene, jf. figur 1. Udvalget anbefaler, at de nærmere
detaljer for en sådan model fastlægges i det lovforberedende arbejde. Det anbefales i den forbindelse, at der
igangsættes samlede overvejelser vedrørende håndtering af kommunale ekspropriationssager generelt,
herunder taksationssystemet.
6) Der igangsættes et lovforberedende arbejde med henblik på at samle de processuelle regler for
ekspropriation i en ny ekspropriationsproceslov.
7) Der udarbejdes en ny skriftlig vejledning til kommunerne om ekspropriation efter planloven.
8) Muligheden for passende godtgørelse for borgerens udgifter til sagkyndig bistand i ekspropriationssager
overvejes nærmere.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0013.png
11
Figur 1. Illustration af anbefaling 5.
Anbefalet forenklet proces
Samlet afgørelse om ekspropriation og
ekspropriationserstatning
4. instans: Landsret
3. instans: Byret
2. instans: Administrativ klageinstans
1.instans:
Kommunen træffer afgørelse om
ekspropriation og afleverer den til
borgeren sammen med afgørelsen
om erstatning
1.instans:
Ekspropriationskommissionen
træffer afgørelse om erstatning
Den gældende proces
Afgørelser om ekspropriation
4. instans: Landsret
Afgørelser om størrelsen på erstatningen for
ekspropriationen
4. instans: Landsret
3. instans: Byret
3. instans: Byret
2. instans: Planklagenævnet
2. instans: Overtaksations-
kommissionen
1. instans: Kommunen
1. instans: Taksationskommissionen
Tilbud om erstatningens størrelse: Kommunen
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0014.png
12
2. Indledende bemærkninger om ekspropriation mm.
2.1 Grundlovens § 73 danner den juridiske ramme for ekspropriation
Ekspropriationsudvalgets undersøgelse og arbejde tager udgangspunkt i de ekspropriationsbeslutninger, som
kommunalbestyrelsen har hjemmel til at træffe afgørelse om i henhold til planlovens § 47.
1
Såvel for ekspropriation med hjemmel i planlovens § 47 som for alle andre ekspropriationer – kommunale
såvel som statslige-skal grundlovens § 73 overholdes. Det følger heraf, at ingen kan tilpligtes at afstå sin
ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Dette kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.
Ejendomsretten er endvidere beskyttet efter den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), 1.
tillægsprotokol, artikel 1, hvorefter enhver fysisk eller juridisk person har ret til respekt for sin ejendom, således
at ingen må berøves sin ejendom, hvis det ikke er i samfundets interesse og i overensstemmelse med de
betingelser, der er fastsat ved lov og følger af folkerettens almindelige principper.
Med hensyn til grundlovens krav om lovhjemmel findes disse lovhjemler, for så vidt angår kommunale
ekspropriationer i særlovgivningen. Hovedgenstanden for ekspropriationsudvalgets undersøgelse er hjemlen
i planlovens § 47, som behandles nærmere i kapitel 3. Kommunerne har ligeledes hjemmel til at ekspropriere
i en række andre særlove. Disse hjemler omtales ligeledes i kapitel 3 og er oplistet i et særskilt bilag til
betænkningen, jf.
bilag 1.
På det statslige område findes ekspropriationshjemlerne ligeledes i særlovgivningen
og i særlige anlægslove. Der foretages ikke nogen udtømmende gennemgang heraf i betænkningen.
2.2 Sondringen mellem kommunale og statslige ekspropriationer
I ekspropriationssager kan der systematisk sondres mellem
kommunale
og
statslige
ekspropriationer.
Ved
kommunale ekspropriationer
hører beslutningskompetencen for ekspropriation under kommunal-
bestyrelsen, og med hensyn til ekspropriationssagens gennemførelse gælder det oftest, at reglerne i vejlovens
kapitel 10 skal følges.
2
Det gælder således også for ekspropriationer, der gennemføres med hjemmel i
planlovens § 47, hvor der i stk. 3, er henvist til de processuelle regler i vejlovens §§ 99-102, som omtales
nærmere i kapitel 4, særligt afsnit 4.1.
Statslige ekspropriationer
gennemføres som hovedregel efter de processuelle regler, som følger af
ekspropriationsprocesloven.
3
Anlægsmyndigheden (staten) fremsender en anmodning om foretagelse af
ekspropriation til transport-, bygnings- og boligministeren, som herefter videregiver sagen til en af de statslige
ekspropriations-kommissioner – Kommissarius enten for Øerne eller for Jylland – der er tillagt kompetencen
1
2
Lovbekendtgørelse nr. 1529 af 23. november 2015 af lov om planlægning.
Lov nr. 1520 af 27. december 2014 om offentlige veje m.v.
3
Lovbekendtgørelse nr. 1161 af 20. november 2008 af lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast
ejendom.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0015.png
13
til at træffe beslutning om ekspropriation. Ekspropriationsudvalgets undersøgelse omfatter ikke statslige
ekspropriationer, men der er i kapitel 6, afsnit 6.1, medtaget en omtale af ekspropriationsprocessen og praksis
på det statslige område til sammenligning.
2.3 Sondringen mellem ekspropriationsindgrebet og
ekspropriationserstatningen
Der kan sondres mellem på den ene side
ekspropriationsbeslutningen og de processuelle og
forvaltningsretlige regler,
der gælder herfor, og på den anden side
fastsættelse af ekspropriations-
erstatningen.
Ekspropriationsbeslutningen
udgør afgørelsen om indgrebet i ejendomsretten. Ekspropriation skal være
hjemlet i lov, jf. grundlovens § 73. I planloven findes kommunens hjemmel til ekspropriation i § 47.
Kommunernes afgørelser om ekspropriation efter planlovens § 47 kan påklages til Planklagenævnet.
4
Det er
også muligt at indbringe kommunens afgørelse om ekspropriation direkte for domstolene, ligesom
Planklagenævnets
afgørelser
om
ekspropriation
kan
efterprøves
af
de
almindelige
domstole.
Planklagenævnet og tidligere klagenævns sagsbehandling mv. i klagesager vedrørende planlovens § 47 i
perioden 2010-2017 behandles i kapitel 5, afsnit 5.3.
Gældende ret i relation til grundlaget for at ekspropriere i medfør af planlovens § 47 omtales nedenfor i kapitel
3, og sammenligningen med ekspropriation på det statslige område findes i kapitel 6, afsnit 6.1.1.
Med hensyn til
fremgangsmåden
skal kommunernes ekspropriationer efter planlovens § 47 gennemføres efter
vejlovens processuelle regler herom i §§ 99-102, samt under iagttagelse af forvaltningsloven
5
og almindelige
forvaltningsretlige
principper,
herunder
officialprincippet.
Ved
klage
over
den
materielle
ekspropriationsbeslutning indgår spørgsmålet om kommunens overholdelse af forvaltningsloven og
forvaltningsretlige principper i klageinstansens prøvelse. Borgernes retssikkerhed i forhold til regler om
ekspropriation efter planlovens § 47 omtales i afsnit 4.1, og i kapitel 6, afsnit 6.1.2 omtales til sammenligning
de regler, som gælder på det statslige område i ekspropriationsprocesloven.
Fastsættelsen af den
ekspropriationserstatning
som den, hvis ejendomsret eksproprieres, har krav på,
behandles uafhængigt af ekspropriationsbeslutningen (indgrebet). Kan parterne ikke blive enige om
erstatningens størrelse, fastsættes denne ved taksation. For ekspropriationer i medfør af planlovens § 47 er
Indtil 1. februar 2017 var det Natur- og Miljøklagenævnet, og før 2011 Naturklagenævnet. For kommunale
ekspropriationsbeslutninger i medfør af anden lovgivning, som for eksempel vejloven, miljøbeskyttelsesloven og
varmeforsyningsloven er klageinstansen henholdsvis Vejdirektoratet, Miljø- og Fødevareklagenævnet og
Energiklagenævnet. For så vidt angår statslige ekspropriationer kan ekspropriationskommissionens beslutning om selve
ekspropriationsindgrebet ikke påklages til en administrativ klageinstans men derimod indbringes for domstolene.
5
Lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 af forvaltningsloven.
4
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
14
taksationskompetencen – ved uenighed om størrelsen på erstatningen – tillagt de taksationsmyndigheder,
som er nedsat med hjemmel i vejloven. Det er også taksationsmyndighederne, som tager stilling til spørgsmål
om
ekstension,
det vil sige, om kommunen skal pålægges at medovertage en restejendom, som ikke kan
udnyttes på en rimelig måde, jf. planlovens § 50, stk. 2, og dennes henvisning til vejlovens § 104, stk. 1.
Selve erstatningsudmålingen er ikke genstand for Ekspropriationsudvalgets undersøgelse af planlovens
ekspropriationsbestemmelser, jf. afsnit 1.3, men i kapitel 4, afsnit 4.3, omtales de processuelle regler i
vejloven, som gælder for erstatningsudmålingen. I kapitel 6, afsnit 6.4, omtales den i praksis vigtige
bestemmelse i ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 1. pkt., hvorefter fortjeneste ved afhændelse
af en ejendom ved ekspropriation er skattefri. At ejendomsavance i forbindelse med en ekspropriation er
skattefri har ingen betydning for erstatningsudmålingen, men kan være af betydning for kommunens mulighed
for at indgå frivillige aftaler som alternativ til ekspropriationen. Det følger dog af bestemmelsen 2. pkt., at en
avance ved et
frivilligt salg
af en ejendom også
kan
være skattefri, hvis salget sker til en køber, som efter
formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen. Denne bestemmelse
omtales også i afsnit 6.4.
Som
bilag 2
til betænkningen er medtaget et flowdiagram over forløbet i en sag vedrørende ekspropriation og
tilhørende erstatningsudmåling efter planlovens § 47. Processen er illustrativ for de fleste andre kommunale
ekspropriationer.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0017.png
15
3. Kommunernes adgang til at ekspropriere efter planloven (gældende ret)
3.1 Planlovens § 47 -historik
Kommunerne har i en lang årrække haft lovhjemmel til at ekspropriere i forbindelse med kommunal
planlægning. Ekspropriationsadgangen kan spores tilbage til Bygningslov for Stadens Kjøbenhavn fra 1889.
Tidligere var ekspropriationsadgangen dog ganske konkret og udtømmende, eksempelvis med angivelse af,
at der kunne eksproprieres til kommunale fortove, gadelamper m.v. Som følge af samfundsudviklingen er
ekspropriationshjemlen ændret flere gange. For eksempel er anvendelsesområdet for de kommunale
ekspropriationer udvidet betydeligt, hvilket har ført til den gældende bestemmelse i § 47 i planloven.
3.2 Ordlyden af planlovens § 47 og ændringen heraf i 2009
Ekspropriationshjemlen i planlovens § 47, stk. 1, har følgende ordlyd:
”Kommunalbestyrelsen kan ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, eller private rettigheder
over fast ejendom, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af en
lokalplan eller en byplanvedtægt.”
Ekspropriationsgrundlaget er således en vedtaget og offentlig bekendtgjort lokalplan (eller byplanvedtægt).
Indtil 2009 gav planlovens § 47, stk. 1, også kommunerne hjemmel til at ekspropriere til byudvikling på grundlag
af kommuneplanen, hvis ekspropriationen ”ville
være af væsentlig betydning for at sikre gennemførelsen af en
byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen”.
Denne hjemmel blev ophævet i 2009.
6
Den nu ophævede hjemmel til ekspropriation på grundlag af kommuneplanen var i forhold til andre
ekspropriationshjemler speciel i to henseender, nemlig dels ved at der kunne eksproprieres på et tidspunkt,
hvor ekspropriationsformålet kun var beskrevet overordnet i kommunens planlægning, dels ved at der herved
skete en fravigelse af det almindelige krav om, at en ekspropriation skal være tidsmæssig aktuel. Formålet
med denne særlige ekspropriationshjemmel var således at sikre kommunen råderet på et tidligt tidspunkt i
kommunalplanlægningen. Retssikkerhedsmæssigt betød det blandt andet, at ejeren i mindre grad kunne
forfægte et selvrealiseringssynspunkt, da det på dette tidlige tidspunkt ofte var uklart, hvad den senere
lokalplanlægning konkret ville have af konsekvenser. Fra flere sider blev det anført, at hjemlen til ekspropriation
til byudvikling gav kommunerne- i deres egenskab af udbydere af fremtidige erhvervs- og boligområder- en
fordel i forhold til private entreprenører til at kunne opkøbe arealer til byudvikling tidligt og billigere. Adgangen
til ekspropriation på grundlag af kommuneplanen var dog ikke ubegrænset, hvilket illustreres af praksis fra det
daværende Naturklagenævn. Klagenævnet tilsidesatte flere kommuneplanekspropriationer i eksempelvis en
afgørelse, hvor klagenævnet vurderede, at det på ekspropriationstidspunktet havde været ”byplanmæssigt
6
Lov nr. 512 af 12. juni 2009 om ændring af planloven
.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0018.png
16
forsvarligt”
at tilvejebringe en lokalplan og herefter ekspropriere på grundlag heraf, hvilket ville have medført
øget retssikkerhedsmæssige garantier for lodsejeren.
7
Efter ændringen af § 47 i 2009 kan ekspropriation efter planloven først ske, når der er vedtaget en lokalplan
af kommunalbestyrelsen. Kommunen kan stadig ekspropriere lokalplanlagte arealer udlagt til boliger eller
erhverv (byudvikling). Ekspropriation vil dog i sådanne tilfælde være udelukket, hvis lodsejeren – uanset om
det er landmanden eller en entreprenør – selv ønsker at virkeliggøre lokalplanen (selvrealisering). Det
forudsættes herved, at ejerens ønske om selv at ville realisere lokalplanen er seriøst og realistisk, herunder i
tidsmæssig henseende.
8
Da ekspropriationsgrundlaget i medfør af § 47 er en lokalplan, er det også lokalplanen, som danner rammerne
for, til hvilke
formål
der kan eksproprieres. Ekspropriationshjemlen i planlovens § 47 er således ganske bred,
når der henses til rækkevidden af det, der kan reguleres i en lokalplan, jf. lokalplankataloget i planlovens § 15,
stk. 2, samt formålsbestemmelsen i lovens § 1. Herved adskiller planlovens § 47 sig også fra andre kommunale
ekspropriationshjemler, hvor ekspropriation typisk er begrænset til de særlige anlæg, som er reguleret af den
pågældende lov, eksempelvis ekspropriation til vejformål efter vejlovens § 96, ekspropriation til
spildevandsanlæg
mv.
efter
miljøbeskyttelseslovens
§
58
og
ekspropriation
til
kollektive
varmeforsyningsanlæg mv. efter varmeforsyningslovens § 16.
Bredden af anvendelsesområdet for planlovens § 47 ændrer imidlertid ikke på, at de almindelige
ekspropriationsretlige betingelser skal være opfyldt. Dette illustreres også af klagenævnspraksis.
3.3 Lovlighedskravet – Planlovens § 47’s krav til ekspropriationsgrundlaget
(lokalplanen) og kravet om nødvendige tilladelser mv. i henhold til anden
lovgivning
Efter ændringen af planloven i 2009 kan ekspropriation kun ske, når der foreligger et ekspropriationsgrundlag
i form af en
vedtaget og offentliggjort lokalplan
eller byplanvedtægt på det tidspunkt, hvor der træffes beslutning
om ekspropriation. Der kan således ikke eksproprieres på grundlag af et forslag til lokalplan. Når lokalplanen
er offentligt bekendtgjort og retsvirkningerne er indtrådt, jf. planlovens § 18, gælder der ikke tidsmæssige
begrænsninger
7
for,
hvornår
lokalplanen
kan
anvendes
som
ekspropriationsgrundlag.
Hvis
Jf. for eksempel KFE 2004.91/NKO 295 og KFE 2006.381, ligesom dette forhold omtales i flertallets begrundelse i KFE
2011.116. Praksis i perioden fra 2003-2007 er endvidere beskrevet i Kammeradvokatens undersøgelse af
ekspropriationspraksis på planlovens område af den 20. august 2008, hvilken undersøgelse dannede grundlag for det
lovforberedende arbejde i forbindelse med ændringen af § 47 i 2009. Af undersøgelsens afsnit 3.2 og 3.3 fremgår det
blandt andet, at Naturklagenævnets
omgørelsesprocent
for klager over kommuneplanekspropriationer (7 ud af 8) var
betydeligt højere end ved klage over lokalplanekspropriationer (3 ud af 18).
8
Jf. herved også Mølbeck/Flensborg i Ekspropriation i praksis, 2007, side 77 f. Ifølge praksis kan et synspunkt om
selvrealisering efter omstændighederne afvises, hvis det areal, som ekspropriationen angår, udgør en integrereret del af
en større sammenhæng, herunder særligt hvis der er tale om udlæg til offentligt formål eller lignende, jf. nærmere nedenfor
i afsnit 3.6 med note 29.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0019.png
17
ekspropriationsbetingelserne i øvrigt er opfyldt, kan ekspropriation således ske såvel umiddelbart efter
offentliggørelse af lokalplanen som mange år efter.
9
Muligheden for indførelse af en såkaldt
solnedgangsklausul,
der stiller krav om en vis tidsmæssig sammenhæng mellem vedtagelsen af lokalplan og
gennemførelse af ekspropriation, omtales i afsnit 7.1.4.
Ekspropriation kan kun ske
inden for det geografiske område, som omfattes af planen.
Selv om der kun er tale
om mindre overskridelser af lokalplanens afgrænsning, til eksempelvis adgangsvej eller midlertidig
ekspropriation til brug for arbejdsarealer, kan ekspropriation ikke omfatte arealer uden for planen.
10
Skal
sådanne arealer erhverves ved ekspropriation i medfør af planloven, må der tilvejebringes en ny lokalplan.
Selv om lokalplanen ikke har været påklaget, er det i praksis antaget, at der i en klage over en
ekspropriationsbeslutning også kan tages stilling til indsigelser over lokalplanens lovlighed som sådan, selv
om fristen for at klage over lokalplanen er sprunget.
11
Tilsvarende gælder i relation til de enkelte
lokalplanbestemmelser, som ekspropriation sker til virkeliggørelse af. Har sådanne bestemmelser ikke
hjemmel i lokalplankataloget i planlovens § 15, stk. 2, er ekspropriation ikke mulig.
12
Lokalplanen eller byplanvedtægten må endvidere indeholde præcise og detaljerede bestemmelser om det
projekt, der ønskes gennemført. Der kan derfor ikke eksproprieres på grundlag af en rammelokalplan, det vil
sige en lokalplan, som ikke indeholder ”nærmere
regler”,
jf. planlovens § 13, stk. 5. Ved klage over
ekspropriationsbeslutninger foretages der også en prøvelse heraf.
13
Hvis det projekt, som ønskes gennemført
ved ekspropriationen, ikke er reguleret i eller er i strid med den for området gældende lokalplan, er der heller
ikke hjemmel til at ekspropriere. Det vil være nødvendigt at tilvejebringe en ny lokalplan, som regulerer
projektet nærmere, og først herefter vil der kunne gennemføres ekspropriation på grundlag heraf.
En lokalplan tilsidesætter ikke krav om tilladelser mv. efter anden lovgivning. Kravet om lovlighed indebærer
derfor, at
nødvendige tilladelser og dispensationer til realisering af ekspropriationsformålet skal være meddelt
i fornødent omfang på ekspropriationstidspunktet, eksempelvis en landzonetilladelse eller en dispensation fra
naturbeskyttelseslovgivningen, ligesom der kan være en VVM-problemstilling, særligt hvis der er tale om en
Jf. for eksempel NKN 32-00035 af 10. februar 2010, hvor et mindre areal var eksproprieret til brug for forbindelsesvej
mellem to p-arealer på grundlag af en 11 år gammel lokalplan. I klagen fremsatte ejeren blandt andet indsigelse imod dette
forhold, men Naturklagenævnet fandt, at lokalplanen var et lovligt ekspropriationsgrundlag, samt at kommunen havde
redegjort for behovet for udviklingen af det pågældende centerområde i overensstemmelse med planen.
10
Jf. KFE 1995.172 / NKO 56 (midlertidig ekspropriation til brug for anlægsarbejder ved etablering af støjvold ophævet,
da arealet lå uden for lokalplanen) og MAD 2007.1636 NKN (ekspropriation til boldbaner og adgangsvej ophævet for så
vidt angår arealet til adgangsvej, da det lå uden for lokalplanen).
11
Jf. landsrettens præmisser i MAD 2015.227 H, som blev tiltrådt af højesteret (støjvold ved Juelsberg Gods).
12
Jf. KFE 2004.272 om ekspropriation til realisering af en lokalplan om opførelse af almene boliger, hvilket der ikke
dengang var specifik hjemmel til at regulere i § 15, stk. 2.
13
Klagenævnet forholder sig ofte eksplicit hertil i præmisserne, jf. for eksempel NKM 32-00019 m.fl. af 12. marts 2014
(psykiatrisk afdeling til Vejle Sygehus) og MAD 2017.161 PKN (udvidelse af erhvervsområde i Norddjurs Kommune). I de
nævnte afgørelser var der ikke problemer med hensyn til lokalplanens præcision, men det var modsat tilfældet i MAD
1996.796 NKN / NKO 118B og MAD 1997.723 NKN / KFE 1998.124, hvor klagenævnet ophævede ekspropriationerne.
9
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0020.png
18
projektlokalplan.
14
Hermed sikres det, at der ikke gennemføres en ekspropriation til et formål, som
efterfølgende ikke lader sig realisere som følge af manglende tilladelser i henhold til anden lovgivning.
Det er ifølge praksis ikke afgørende, om det er kommunen, der har afgørelseskompetencen i forhold til
yderligere nødvendige tilladelser (hvilket eksempelvis gælder for landzonetilladelser). Selv om kommunen kan
meddele sådanne nødvendige tilladelser, vil disse ofte i sig selv kunne påklages administrativt. Det er næppe
helt afklaret, om tilladelser efter anden lovgivning skal være endelige, det vil sige, om eventuelle administrative
klagesager også skal være afsluttet, forinden der kan træffes beslutning om ekspropriation. Spørgsmål om,
hvorvidt de fornødne tilladelser foreligger, er også genstand for klagenævnets prøvelse ved en klage over
ekspropriationen.
15
3.4 Kravet om at ekspropriation skal ske til fordel for almenvellet, herunder
spørgsmålet om ekspropriation til offentlige eller private formål
Det følger af grundlovens § 73, at ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det.
Almenvellet er ikke nærmere defineret, men fortolkes i praksis således, at det formål, der eksproprieres til,
skal tjene
almene, saglige, samfundsmæssige interesser.
Det betyder også, at spørgsmålet om, hvornår der
foreligger almene samfundshensyn, indeholder et politisk element, og at opfattelsen heraf kan udvikle sig over
tid.
Det følger som tidligere anført af planlovens § 15, stk. 2, at der er ganske vide rammer for, hvad der kan
planlægges for i en lokalplan. Det er samtidig en betingelse, at der med lokalplanen og dennes bestemmelser
kun må varetages
saglige planlægningsmæssige hensyn.
Dette spørgsmål kan prøves af klageinstansen,
hvorimod kommunens vurdering af lokalplanens hensigtsmæssighed inden for disse rammer ikke kan
prøves/påklages.
Kommunalbestyrelsens tilvejebringelse af en lokalplan ud fra saglige og planlægningsmæssige interesser og
på grundlag af den forudgående borgerinddragelse, som følger af planlovens krav om offentlighed før
lokalplanens endelige vedtagelse, vil som udgangspunkt være udtryk for varetagelse af almene
samfundshensyn. På denne baggrund er spørgsmål om varetagelsen af almene samfundshensyn sjældent
genstand for en dybere behandling i klagesager og retssager om prøvelse af ekspropriationens lovlighed.
Jf. for eksempel MAD 2013.1169 NMK (Roskilde sagen), hvor nævnet ikke fandt, at der var tale om en projektlokalplan,
som skulle have været VVM screenet i forbindelse med tilblivelsen, og da de anlæg, som påtænktes etableret på arealet
ikke var omfattet af VVM-bekendtgørelsens bilag. Det blev stadfæstet af byretten i dom af 11. november 2016 (anket).
15
Jf. KFE 1995.169 om en manglende landzonetilladelse. Nyere afgørelser vedrørende ekspropriation til
regnvandsbassiner i henhold til MBL § 58 illustrerer samme problemstilling, jf. MAD 2015.89 NMK (ekspropriation ophævet,
da der hverken forelå udledningstilladelse efter MBL § 28 eller landzonetilladelse efter planlovens § 35) og tilsvarende
MAD 2015.91 NMK (ekspropriation ophævet, blandt andet blandt andet som følge af, at en meddelt udledningstilladelse i
en samtidig afgørelse blev ophævet af nævnet og derfor ikke var endelig meddelt på ekspropriationstidspunktet). I MAD
2015.227 H om Nyborg Kommunes ekspropriation til en støjvold fandt landsretten dog ud fra en konkret vurdering ikke, at
en manglende afklaring af forholdene omkring deponering af forurenet jord (tilladelse efter MBL § 19 eller miljøgodkendelse
efter § 33) kunne føre til ophævelse af ekspropriationen, hvilket blev tiltrådt af Højesteret.
14
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0021.png
19
At en lokalplan er udtryk for, hvad kommunalbestyrelsen anser som en hensigtsmæssig samfundsmæssig
udvikling af området, kan ikke i sig selv sidestilles med, at det også er
nødvendigt
at ekspropriere til
lokalplanens virkeliggørelse. Om dette nødvendighedskrav er opfyldt, er således en juridisk vurdering, som
prøves af de administrative klageinstanser og af domstolene.
I klagenævnets prøvelse af kommunens skønsmæssige afvejning af ekspropriationens nødvendighed og
”rimelighed” i den konkrete situation kan tyngden af de bagvedliggende almene hensyn imidlertid indgå. Det
ses eksempelvis formuleret således: ”….
om den almene interesse, der er knyttet til det foreliggende projekt,
er så tungtvejende, at ejerens interesse i fortsat at kunne råde over arealet bør vige herfor”.
16
Domstolene kan tilsvarende fokusere på, om lovgrundlaget og nødvendighedsbetingelsen er opfyldt, og kan
som led heri inddrage, hvor tungtvejende almene hensyn der er tale om. Det ses eksempelvis i MAD 2011.2303
B om Holbæk Kommunes ekspropriation af en tidsbegrænset lejekontrakt til virkeliggørelse af en lokalplan for
centerformål på Holbæk Havn med henblik på salg af arealet til opførelse af en ny retsbygning.
Der var i 2002 tilvejebragt en lokalplan, som fastlagde rammerne for udviklingen af den tidligere erhvervshavn i Holbæk
med henblik på en omfattende byomdannelse af området til boliger og lettere erhverv, og denne planlægning var
efterfølgende gradvist realiseret blandt andet ved inddragelse af kommunalt ejede havnearealer, som hidtil havde været
lejet ud til havnerelatererede virksomheder, herunder ved tidligere ekspropriationer (for eksempel MAD 2004.406 NKN).
Det aktuelle havneareal var ikke inddraget i de første faser, men i forbindelse med domstolsreformen fremkom der i 2006
ønske fra staten om placering af en ny retsbygning på havneområdet, hvorefter arealet kom i spil til brug herfor. Der blev
i 2009 udarbejdet en ny lokalplan for centerformål og boliger i forlængelse af den igangsatte byomdannelsesproces, hvilken
lokalplan omfattede det pågældende areal. Det havde ikke været muligt at opnå frivillig aftale med lejeren om en tidligere
opsigelse af den uopsigelige lejekontrakt (udløb 2015), hvorefter ekspropriation blev besluttet i december 2009.
Ekspropriationen blev opretholdt af Naturklagenævnet (MAD 2010.1618 NKN), og afgørelsen blev opretholdt af Retten i
Holbæk (MAD 2011.2303 B). Det blev lagt til grund, at ekspropriationen skete på grundlag af en lovlig lokalplan og ud fra
saglige hensyn. Byretten anførte i forlængelse heraf, at der ”ikke [var]
fundet grundlag for at tilsidesætte nævnets skøn,
om at den almene interesse i at kunne fortsætte videreudviklingen af havneområdet til et moderne byområde har en sådan
vægt, at
[lejerens]
interesser i at kunne fortsætte sin virksomhed på det pågældende område må vige herfor”.
Den citerede præmis udgør en del af rettens prøvelse af nødvendigheden, men heri inddrages også en
stillingtagen til tyngden af den almene, byplanmæssige interesse bag ekspropriationen.
17
Det er i denne forbindelse ikke i sig selv afgørende, hvem der skal realisere ekspropriationsformålet. Der er
således ikke tvivl om, at hjemlen til ekspropriation i planlovens § 47, stk. 1, ikke er begrænset til offentlige
formål, hvilket da heller ikke kan udledes af grundlovens krav om, at ekspropriation kun kan ske, når
16
17
Natur- og Miljøklagenævnets første afgørelse i sag om boldbane i Gyrstinge landsby (MAD 2013.2149 NMK).
Tilsvarende i sagen om Ringsted Kommunes ekspropriation til boldbane i landsbyen Gyrstinge (MAD 2014.130 NMK),
hvor byretten til spørgsmålet om ekspropriationens rimelighed i den konkrete situation opsummerende anførte: ”Herefter
tiltrædes det, at den almene interesse, der er knyttet til projektet, er så tungtvejende, at sagsøgerens interesse i fortsat at
kunne råde over arealet må vige herfor”.
Dommen og præmisserne blev stadfæstet af Østre Landsret den 9. januar 2017.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0022.png
20
”almenvellet
kræver det”.
Det er fast antaget i praksis, at ekspropriation til fordel for private ikke er udelukket,
hvis ekspropriationen i øvrigt tjener
almene samfundshensyn.
Modvægten hertil er, at der ifølge praksis gælder et skærpet nødvendighedskrav, hvis ekspropriationen skal
ske til fordel for private. Dette er gennem årene fastlagt i en række afgørelser fra Naturklagenævnet og Natur-
og
Miljøklagenævnet,
og
senest
i
en
afgørelse
fra
Planklagenævnet,
hvor
det
anføres:
”Kommunalbestyrelsens
hjemmel til at ekspropriere er ikke begrænset til offentlige formål, men omfatter også
tilfælde, hvor ekspropriationen sker til fordel for private – under forudsætning af, at der er tale om almene
planlægningsmæssige interesser i arealafståelsen. I tilfælde af ekspropriation til fordel for private er kravene
således skærpet i forhold til ekspropriation til offentlige formål”.
18
Illustrerende herfor er en sag om
ekspropriation til fordel for udvidelse af en konkret virksomhed i Haastrup på Fyn, som refereres nedenfor
under omtalen af nødvendighedskravet og rimelighedsbetingelsen (MAD 2007.1628 NKN og MAD
2008.2057B).
3.5 Nærmere om afgrænsningen mellem offentlige og private formål
Et andet spørgsmål er i denne forbindelse, hvorledes begreberne
offentligt
og
privat
formål afgrænses. Dette
er svært at besvare entydigt.
I sagen om virksomhedsudvidelsen på Fyn, jf. MAD 2007.1628 NKN og MAD 2008.2057B, mente
klagenævnet, at ekspropriationen skete til fordel for en konkret privat virksomhed. Tilsvarende gjaldt i MAD
2004.406 NKN om ekspropriation af (en anden) tidsbegrænset lejekontrakt fra Holbæk Havn, da kommunen
havde overdraget arealet til en privat investor, som skulle forestå byomdannelsen af området.
Organisationsformen hos den, der eksproprieres til fordel for er ikke afgørende i sig selv. Ekspropriation til
fordel for en privat
forening,
som ønsker at etablere for eksempel en golfbane eller en flugtskydebane, anses
i denne relation også at ske til fordel for en privat med de deraf følgende skærpede krav til nødvendighed mv.,
jf. ovenfor.
19
Der har fra klagenævnet ikke været tvivl om, at ekspropriation til forsyningsanlæg til vand-, varme- og
spildevand mv. har været anset som et offentligt formål – uagtet at ekspropriationen her i visse tilfælde sker til
fordel for selskaber organiseret under privatretlige former. Udviklingen på forsyningsområdet betyder, at
18
Planklagenævnets afgørelse MAD 2017.161 PKN om Norddjurs Kommunes ekspropriation til udvidelse af et
erhvervsområde (det anførte i citatet svarer helt til hidtidig praksis fra Natur- og Miljøklagenævnet).
19
Jf. for eksempel MAD 2010.917 V (ekspropriation til flugtskydebane ved Skagen til fordel for en privat jagtforening). Om
privatejede golfbaner og nødvendighedskravet se KFE1993.215.NKN/NKO.1993.3, hvor Naturklagenævnet afviste
ekspropriation af 20 ha til fordel for anlæg af en golfbane, idet nævnet fandt, at erhvervelsen af de 20 ha ikke var
nødvendige for at anlægge en golfbane på internationalt niveau. I KFE1996.132NKN accepterede Naturklagenævnet
ekspropriation af et areal på 1,7 ha til udvidelse af en golfbane, idet man fandt ekspropriationen nødvendig og
planlægningsmæssig velbegrundet. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at det ikke påvirkede ekspropriationens
lovlighed, at det eksproprierede areal blev overdraget til et privat selskab med henblik på selskabets virkeliggørelse af
lokalplanen.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0023.png
21
mange af sådanne anlæg i dag etableres af selskaber, som er etableret på privatretligt grundlag, særligt efter
vedtagelsen af vandsektorloven, hvorefter kommunale vand- og spildevandsforsyninger med virkning fra 1.
januar 2010 skulle udskilles i privatretlige aktie- eller anpartsselskaber.
20
De fleste vand- og
spildevandsforsyningsselskaber er fortsat fuldt ud ejet af den kommune, som de er udskilt fra, men udviklingen
går i retning af fusioner på området således, at ejerkredsen bag de enkelte vandselskaber omfatter flere
kommuner, hvorved den direkte tilknytning til de oprindelige ejerkommuner udvandes. I taksationspraksis
anses ekspropriation til forsyningsanlæg, eksempelvis regnvandsbassiner og solenergianlæg, fortsat som
ekspropriation til et offentligt formål, selv om anlægget ikke skal drives af en offentlig myndighed, men af et
privatretligt selskab. Der må herved også henses til, at sådanne selskaber efter speciallovgivningen normalt
skal drives under overholdelse af hvile i sig selv-princippet og med krav om regnskabsmæssig adskillelse, dels
mellem de forskellige forsyningsgrene og dels i forhold til ”tilknyttede” aktiviteter. Det kan imidlertid ikke
udelukkes, at en øget privatisering af området på længere sigt kan ændre herpå med en skærpelse af
nødvendighedsvurderingen til følge.
Der er også andre eksempler på, at aktiviteter, som traditionelt anses som offentlige, drives på privat grundlag,
eksempelvis fri- og efterskoler. Selv om organiseringsformen er privat, vil ekspropriation kunne ske med
henblik på opnåelse af offentlige formål. Det vil i den forbindelse formentlig kunne indgå i vurderingen, om der
er regler i speciallovgivningen, som forhindrer, at aktiviteten kan drives med profit for øje.
Som anført følger det af klagenævnspraksis, at ekspropriation til fordel for private er muligt i medfør af
planlovens § 47, men at prøvelsen af nødvendigheden i givet fald intensiveres. Ved denne prøvelse kan
formålet med den privatretlige aktivitet indgå. Der er således næppe tvivl om, at prøvelsen af nødvendigheden
er større ved ekspropriation til fordel for en privat virksomheds udvidelse eller en jagtforenings etablering af
en skydebane, end ved ekspropriation til fordel for et forsyningsselskabs etablering af et regnvandsbassin eller
en efterskoles udvidelse, og at tyngden af de almene hensyn bag projektet også indgår i denne vurdering.
21
3.6 Nødvendighedskravet - generelt
Ud over lovlighedskravet skal det ekspropriationsretlige nødvendighedskrav tillige være opfyldt. Dette krav kan
udledes af grundlovens krav om, at ekspropriation skal være påkrævet af almenvellet, og er i planlovens § 47,
stk. 1, udtrykt ved, at ekspropriation kun kan ske, når det vil være af ”væsentlig
betydning”
for virkeliggørelse
af lokalplanen. Heri ligger også, at ekspropriation skal ske under iagttagelse af proportionalitetsprincippet,
hvorefter ekspropriation ikke må anvendes, hvis en mindre indgribende foranstaltning er tilstrækkeligt, ligesom
indgrebet ikke må udstrækkes længere end nødvendigt.
Lov nr. 469 af 12. juni 2009 om vandsektorens organisering og økonomiske forhold.
Jf. herved for eksempel MAD 2013.1236 NMK om ekspropriation til brug for boldbane og multihal til Venø Efterskole,
hvor nævnet udtalte: ”Selv
om Venø Efterskole er en privat institution, må der – henset til venøboernes engagement i
skolen og muligheden for anvendelse af skolens faciliteter samt skolens betydning for ø-samfundet – siges også at være
almene interesser forbundet med projektet.”
(ekspropriationen blev af andre årsager ophævet).
21
20
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0024.png
22
Det følger heraf, at ekspropriationen skal være
nødvendig
og
tidsmæssig aktuel
for realisering af
ekspropriationsformålet, ligesom indgrebet og betydningen heraf for lodsejeren skal stå i et
rimeligt forhold
til
de almene interesser, som forfølges med ekspropriationen.
22
Ekspropriationen må således
ikke omfatte et større areal end nødvendigt.
Som følge heraf påhviler der
kommunalbestyrelsen en pligt til at undersøge alternative løsninger og for ejeren mindre indgribende
foranstaltninger. Hvis der er tvivl om, hvorvidt det samme formål kan opnås ved at lade ekspropriationen
omfatte et mindre areal eller en alternativ og mindre indgribende løsning - eksempelvis et servitutpålæg - kan
denne tvivl i sig selv føre til, at ekspropriationen ophæves.
Overholdelse af nødvendighedskravet stiller krav til kommunens forudgående undersøgelser og
dokumentation, ligesom sådanne overvejelser i relevant omfang må indgå i begrundelsen for
ekspropriationsbeslutningen. Ophæves
en ekspropriation som følge af kommunens mangelfulde
undersøgelse af behovet eller som følge af en mangelfuld begrundelse, er en ny ekspropriation ikke
nødvendigvis udelukket, hvis de retlige mangler afhjælpes.
Som eksempel kan nævnes MAD 2013.2145 NMK, hvor Ringsted Kommunes ekspropriation til boldbane i en mindre
landsby blev ophævet, blandt andet som følge af manglende befolkningsmæssigt grundlag, men efter nye oplysninger fra
kommunen genoptog nævnet sagen og stadfæstede herefter ekspropriationen i MAD 2014.130 NMK.
23
Tilsvarende kan
der henvises til KFE 1995.172 om en ekspropriation til etablering af en støjvold, hvorved en påkrævet støjafskærmning af
en nabovirksomhed kunne muliggøres. Naturklagenævnet ophævede ekspropriationen, da det efter det oplyste ikke kunne
udelukkes, at støjproblemet kunne være løst på virksomhedens egen ejendom, og da der ikke var indhentet tilstrækkelige
oplysninger om hverken effekt eller omkostninger ved sådanne alternativer uden ekspropriation. Afgørelsen kan læses
som udtryk for manglende overholdelse af officialprincippet og ville set i det lys ikke være til hinder for gennemførelse af
en ny ekspropriation, hvis tilstrækkelige undersøgelser viste, at der ikke forelå realistiske alternativer.
24
Spørgsmålet om nødvendigheden af ekspropriationens omfang er ikke det samme som nødvendigheden af
placeringen
af det anlæg eller den foranstaltning, der eksproprieres til. Selv om placeringen er fastlagt i den
forudgående lokalplan, kan dette spørgsmål i nogle tilfælde være genstand for prøvelse af klagenævnet.
I MAD 2008.221 NKN ophævede et flertal i Naturklagenævnet således Allerød Kommunes ekspropriation af en
lokalplanlagt vejadgang til et nyt boligområde, da det ikke i tilstrækkeligt omfang var dokumenteret, at der ikke fandtes
andre mindre indgribende muligheder for etablering af vejadgangen. At den lokalplanlagte vejadgang efter kommunens
opfattelse i planmæssig henseende var den mest hensigtsmæssige, kunne ikke i sig selv begrunde ekspropriation. I MAD
Nødvendigheds- og aktualitetskravet og praksis i relation til planlovens § 47 er beskrevet nærmere af Helle Tegner
Anker i Planloven med kommentarer, 2012, side 737-743, og i Mølbeck/Flensborg i Ekspropriation i praksis, 2007, side
54-60, og særligt for så vidt angår planlovens § 47 side 76-78.
23
Nævnets afgørelse blev efterfølgende tiltrådt af byretten og af Østre Landsrets i en dom af 9. januar 2017.
24
Jf. også U 2010.2049 V, hvor landsretten ophævede en ekspropriation til flugtskydebane, da det ikke var undersøgt om
den jagtforening, som der blev eksproprieret til fordel for, havde økonomisk mulighed for at realisere projektet. Måtte
efterfølgende undersøgelser vise, at dette krav var opfyldt, ville ophævelsen ikke i sig selv udelukke en ny ekspropriation
(forudsat at de øvrige ekspropriationsbetingelser i øvrigt var opfyldt).
22
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0025.png
23
2013.1169 NMK vedrørende ekspropriation af arealer til udendørs idrætsformål og pladskrævende arrangementer ved
Dyrskuepladsen i Roskilde havde kommunen afvist lodsejerens forslag til fire alternative placeringsmuligheder. Natur- og
Miljøklagenævnet forholdt sig til indsigelsen, men fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der
ikke var alternative placeringsmuligheder, hvilket blev tiltrådt af såvel byretten som landsretten.
25
I andre tilfælde er
placeringen dog givet af omstændighederne og vil ikke være et tema af reel betydning.
26
Hvis en frivillig aftale om salg eller afståelse af andre rettigheder kan indgås, er ekspropriation ikke nødvendig.
Det skal derfor i dialog med ejeren afklares, inden ekspropriation iværksættes, om der kan indgås en sådan
aftale.
27
Der gælder ikke nogen pligt for kommunen til i denne dialog at strække sig langt for herved at opnå
en frivillig aftale og dermed undgå ekspropriation, hverken i relation til indgrebets omfang (forudsat at omfanget
er nødvendigt) eller erstatningens størrelse. I praksis vil det ofte være spørgsmålet om erstatningens størrelse,
som er det reelle problem.
28
Hjemlen til at ekspropriere skal angå virkeliggørelse af en lokalplan, men det er i relation hertil ikke afgørende,
at det er kommunen, som skal forestå denne virkeliggørelse. Vil og kan ejeren (eller nogen ejeren har indgået
aftale med), selv forestå virkeliggørelsen, kan der ikke eksproprieres. Hvis lodsejeren således tilkendegiver
selv at ville realisere lokalplanen
- eksempelvis en boligudstykning - vil dette skulle undersøges nærmere,
inden ekspropriation eventuelt iværksættes. Det forudsætter dog, at der er tale om et ekspropriationsformål,
som det er muligt for ejeren selv at realisere. Ejeren vil derfor normalt ikke kunne påberåbe sig argumentet om
selvrealisering over for en ekspropriation til offentlige formål.
29
Retten i Roskildes dom af 11. november 2016 er med henvisning til grundene i byrettens dom stadfæstet af Østre
Landsret (Østre Landsrets dom af 22. november 2017, 8. afd. nr. B-2748-16).
26
Jf. for eksempel NKM 32-00019 m.fl. af 12. marts 2014 vedrørende psykiatrisk afdeling til Vejle Sygehus, hvor det var
afgørende, at den nye psykiatriske afdeling blev placeret i nærhed til det eksisterende sygehus og dettes somatiske
afdelinger, samt NMK 32-00017 af 14. marts 2014 vedrørende ekspropriation til areal ved palisadeanlægget omkring
Jelling Monumenterne, hvor alternative placeringer af arkæologiske grunde var udelukket.
27
I MAD 2013.2149 NMK om ekspropriation til brug for boldbane og multihal til Venø Efterskole lagde Natur- og
Miljøklagenævnet efter besigtigelse til grund, at der i det væsentlige var enighed mellem lodsejeren og efterskolen om en
tilfredsstillende placering af boldbane og multihal, hvorfor ekspropriationen blev ophævet, da det så ikke var nødvendigt at
ekspropriere. Baggrunden var den lidt specielle, at lokalplanen og dermed også ekspropriationen tog udgangspunkt i nogle
klare tilkendegivelser fra Naturstyrelsens om, hvor det ville være muligt at opnå dispensation fra strandbeskyttelseslinjen
til de nye aktiviteter. Disse tilkendegivelser tilsidesatte nævnet i samme afgørelse, hvorefter det var muligt at opnå enighed
om placeringen.
28
I den ovenfor omtalte sag fra Roskilde afviste nævnet et synspunkt fra ejeren om, at frivillig aftale kunne være indgået.
Byretten tiltrådte dette og anførte, at der var afholdt møder mellem ejeren og kommunen, som ganske vist ikke førte til, at
kommunen afgav et købstilbud, ”men
viste, at parterne stod langt fra hinanden”.
29
I den ovenfor omtalte sag fra Roskilde afviste Natur- og Miljøklagenævnet et synspunkt om selvrealisering, hvilket blev
tiltrådt af byretten, blandt andet med henvisning til, at det pågældende delområde indgik ”i
en planlægningsmæssig helhed,
der kræver stabil og uhindret kommunal rådighed over området”.
Det blev heller ikke anset for realistisk, at ejeren kunne
udleje arealerne til Roskilde Festivalen. I U 2012.1576 V om Aarhus Kommunes ekspropriation af større arealer til brug for
udvidelse af Skejby Sygehus (kommuneplanekspropriation) afviste Naturklagenævnet et synspunkt fra ejeren om
selvrealisering af sygehusrelatererede funktioner. Nævnet henviste, til, at der var tale om mindre service- og
parkeringsfaciliteter, der skulle etableres som en integreret del af hospitalsprojektet, og som i øvrigt var tænkt placeret
uden for den pågældende lodsejers areal. Det blev tiltrådt af landsretten med bemærkning om, at det var uangribeligt, at
regionen havde besluttet, at projektet skulle gennemføres uden privat medvirken.
25
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
24
3.7 Nødvendighedskravet – kravet om tidsmæssig aktualitet
Det er endvidere en betingelse, at ekspropriationen skal være
tidsmæssig aktuel
(aktualitetskravet). Der skal
være et aktuelt behov for realisering af de foranstaltninger, som lokalplanen giver de planmæssige rammer
for. Også i relation hertil må kommunalbestyrelsen kunne redegøre for, hvilke vurderinger der ligger til grund
for beslutningen. I klagenævnspraksis tillægges det i denne forbindelse afgørende betydning, om
kommunalbestyrelsen i budgettet har afsat midler til gennemførelsen af projektet. Hvis ikke der foreligger
konkrete planer og behov for projektets realisering, og hvis ikke der er afsat midler hertil, vil ekspropriationen
som udgangspunkt blive ophævet. Hvis ekspropriationen sker til fordel for andre end kommunen, må
kommunen ligeledes sikre, at det er realistisk, at ekspropriationsformålet kan og vil blive realiseret.
Dette illustreres af Vestre Landsrets dom i U 2010.2049 V og tillige af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse
i MAD 2012.1788 NMK.
I U 2010.2049 V ophævede Vestre Landsret – i modsætning til Naturklagenævnet og byretten - en ekspropriation, der var
foretaget med henblik på etablering af en flugtskydebane til brug for en jagtforening. Naturklagenævnet havde i sin
afgørelse lagt til grund, at anvendelsen ønskedes realiseret hurtigst muligt, samt at kommunen havde fremsat et
forligstilbud om erstatning for det eksproprierede areal til lodsejeren. Landsretten anførte, at der ikke hermed var sket
nogen afklaring af, hvilke øvrige udgifter etableringen af anlægget ville medføre, eller hvorledes sådanne udgifter kunne
finansieres. Det fandtes herefter ikke bevist, at der var truffet de nødvendige økonomiske dispositioner med henblik på at
virkeliggøre projektet, og ekspropriation blev ophævet. Landsretten henviste i øvrigt ligeledes til, at kommunens
oplysninger om det konkrete behov for etablering af en flugtskydningsbane i området – hvilke oplysninger lå til grund for
nævnets afgørelse - var af ældre dato fra før lokalplanens vedtagelse.
I MAD 2012.1788 NMK førte manglende dokumentation for et konkret behov også til ophævelse af Favrskov Kommunes
ekspropriation af 5.400 m
2
til virkeliggørelse af en lokalplan for et bycenter i en mindre by. Ekspropriationen var igangsat
på foranledning af en ejer af en eksisterende butiksejendom i området, som ønskede en udvidelse af centret. Efter
forgæves forhandlinger med ejeren af arealet eksproprierede kommunen. Det fremgik, at kommunen flere gange over for
butiksejeren havde anmodet om en uddybning og konkretisering af behovet for udvidelsen af centret, og at disse
forespørgsler var besvaret forholdsvis overordnet. Natur- og Miljøklagenævnet ophævede ekspropriationen med
henvisning til, ”at
de oplyste planer for anvendelsen af det eksproprierede areal har en sådan generel og upræcis karakter,
at der ikke hermed foreligger et tilstrækkeligt konkret behov for opførelse af nyt byggeri, udvidelse af eksisterende
virksomhed el.lign., at denne interesse har en sådan væsentlig karakter, at ejerens interesse i forsat at kunne anvende og
have rådighed over det aktuelle areal bør vige herfor”.
Selv om kommunen havde oplyst, at
arealet efterfølgende ville blive
udbudt på sædvanlige kommunale salgsvilkår, må afgørelsen også ses som et eksempel på den ovenfor omtalte skærpede
nødvendighedsvurdering ved ekspropriation til private formål.
3.8 Nødvendighedskravet - kravet om rimelighed/forholdsmæssighed
Selv om ekspropriationen kan anses for nødvendig og tidsmæssig aktuel, følger det af praksis, at
ekspropriation alligevel kan blive tilsidesat, hvis ekspropriationen ikke står i et
rimeligt forhold
til den almene
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0027.png
25
interesse, som forfølges med formålet (kravet
om rimelighed/forholdsmæssighed).
Spørgsmålet er også omtalt
ovenfor i afsnit 3.4 om almenvellet og ekspropriation til fordel for private og angår nærmere afvejningen mellem
de almene interesser, som forfølges med ekspropriationen, herunder tyngden af disse, i forhold til indgrebets
betydning for ejeren. Kravet om rimelighed og forholdsmæssighed må således vurderes konkret med hensyn
til indgrebets karakter og betydning for de involverede.
Som eksempel herpå kan henvises til den ovenfor nævnte sag i MAD 2007.1628 NKN, hvor en ekspropriation af et
landbrugsareal til fordel for en privat virksomheds udvidelsesmuligheder blev ophævet. Sagen angik en lokalplan fra 1996,
der havde til formål at sikre udvidelsesmuligheder for to virksomheder i den mindre by Håstrup på Fyn. I 2006 gennemførte
kommunen ekspropriation af ca. 1,1 ha landbrugsjord på grundlag af lokalplanen. Ekspropriationen skete til fordel for en
tilstødende privat virksomhed, som igennem flere år havde forsøgt at udvide sine aktiviteter, hvilket ikke havde været
muligt, da lodsejeren fortsat ønskede at anvende arealet landbrugsmæssigt og derfor ikke ønskede at sælge. Nævnet
lagde til grund, at ekspropriationen var lovlig og tidsmæssig aktuel, samt at ekspropriationen var af væsentlig betydning
for lokalplanens virkeliggørelse. Nødvendighedskravet var derfor retligt set opfyldt. Naturklagenævnet tilføjede imidlertid
herefter:
”Udover at efterprøve det retlige grundlag for ekspropriationen kan Naturklagenævnet ifølge planlovens § 58, stk.
1, nr. 2, også prøve det kommunale skøn, dvs. om ekspropriationen er rimelig i den konkrete situation. Selv om
kommunalbestyrelsen har vedtaget en lokalplan med det formål at sikre virksomhederne udvidelsesmuligheder, er det ikke
dermed givet, at disse muligheder skal realiseres ved et tvangsmæssigt indgreb.”
Et flertal i nævnet fandt herefter ikke, at
virksomhedens interesser i at udvide det pågældende sted var så væsentlige, at lodsejerens interesser i fortsat at kunne
anvende arealet til landbrugsproduktion burde vige herfor.
30
Selvom ekspropriationsformålet i ovenstående sag var lovligt og nødvendighedsbetingelsen opfyldt, blev
ekspropriationen således ophævet ud fra en afvejning af hensynene til den private virksomheds interesser i
udvidelse i forhold til ejerens interesser i at fortsætte den eksisterende drift. Det er ikke sikkert, at denne
afvejning var faldet ud på samme måde, hvis ekspropriationen var sket til virkeliggørelse af et offentligt formål,
eksempelvis udvidelse af en skole eller etablering af arealer til boldbaner.
Afgørelsen i MAD 2007.1628 NKN er i øvrigt illustrerende for den almindelige opbygning af ”præmisserne” i
de fleste nævnsafgørelser om ekspropriation. Der foretages først en gennemgang af de almindelige krav om
lovlighed og nødvendighed. Hvis disse krav er opfyldt, foretages der en vurdering af indgrebets
forholdsmæssighed/rimelighed ud fra sagens helt konkrete omstændigheder og en afvejning af de
modstående hensyn, det vil sige indgrebets omfang og betydning for ejeren over for tyngden af de almene
hensyn bag ekspropriationen.
31
I denne afvejning indgår det som nævnt også, om der er tale om et privat
formål og/eller ekspropriation til fordel for en privat, hvor der i givet fald foretages en skærpet vurdering af
nødvendigheden og forholdsmæssigheden.
30
31
Afgørelsen blev stadfæstet af byretten, jf. MAD 2008.2057 B.
Jf. for eksempel senest Planklagenævnets afgørelse af 29. juni 2017 i NMK 32-00042.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
26
Selv om planlovens ekspropriationshjemmel efter ordlyden er ganske vidtgående, viser hidtidig nævnspraksis
og retspraksis således, at der foretages en indgående prøvelse af såvel ekspropriationens nødvendighed som
rimelighed.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0029.png
27
4. Borgernes retsstilling i den kommunale ekspropriationsproces i medfør
af planlovens § 47 (gældende ret)
4.1 Processen for ekspropriation i medfør af planlovens § 47 mm.
4.1.1 Generelt om de forvaltningsretlige og processuelle regler ved gennemførelse af ekspropriation
En beslutning om ekspropriation er en forvaltningsakt, og beslutningen og forberedelsen heraf er omfattet af
forvaltningslovens almindelige regler
32
. Den ejer af en ejendom, som berøres af en ekspropriation, skal
behandles efter forvaltningslovens regler samt principperne om god forvaltningsskik. Det betyder blandt andet,
at kommunen har pligt til at yde vejledning til en ejer af en ejendom, der berøres af ekspropriation, ligesom
kommunen er forpligtet til at overholde reglerne i forvaltningsloven om partshøring, inden der træffes afgørelse.
En afgørelse skal endvidere være ledsaget af en begrundelse og indeholde klage- og søgsmålsvejledning
efter reglerne herom i forvaltningsloven.
Kommunen er som forvaltningsmyndighed derudover underlagt officialmaksimen og dermed ansvaret for, at
sagen blandt andet er oplyst i tilstrækkeligt omfang, inden der træffes en afgørelse.
Når der i lovgivningen er hjemmel til ekspropriation, gælder det som hovedregel, at der er fastsat særlige regler
om processen herfor, dels vedrørende forberedelsen af sagen forinden en beslutning om ekspropriation kan
træffes, og dels vedrørende den efterfølgende proces for fastsættelse af ekspropriationserstatningen, såfremt
parterne ikke kan opnå enighed herom. Sådanne processuelle regler supplerer den retsbeskyttelse, der følger
af forvaltningslovens almindelige regler. Der er i den enkelte ekspropriationslov fastsat, hvilke processuelle
regler der finder anvendelse for den konkrete ekspropriation.
Som anført i afsnit 2.2, gennemføres statslige ekspropriationer som hovedregel efter reglerne i
ekspropriationsprocesloven, jf. nærmere herom nedenfor i afsnit 6.1.2, mens det for kommunale
ekspropriationer oftest gælder, at de processuelle regler i vejlovens kapitel 10 finder anvendelse, jf. afsnit
4.1.4.
33
En oversigtlig gennemgang af den kommunale ekspropriationsproces i medfør af planlovens § 47 fremgår af
bilag 2.
Lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 af forvaltningsloven.
Kapitel 10 i lov nr. 1520 af 27. december 2014 om offentlige veje (Vejloven). Loven trådte i kraft den 1. juli 2015.
Lovbemærkningerne til den vedtagne lov findes i L 20 2014/2015 fremsat den 8. oktober 2014. Reglerne om ekspropriation
og taksation i kapitel 10 er særligt behandlet i afsnit 2.8 i de almindelige bemærkninger (ny bestemmelse i § 99, stk. 3 om
arkæologiske undersøgelser), samt i de specielle bemærkninger til bestemmelserne i §§ 94-123.
33
32
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0030.png
28
4.1.2 Kompetencen til at træffe afgørelse om ekspropriation på det kommunale område – historisk
baggrund
I modsætning til det statslige område findes der ikke en generel og tværgående proceslov for gennemførelsen
af kommunale ekspropriationer. De processuelle regler i ekspropriationsprocesloven og vejlovens kapitel 10,
der med få undtagelser anvendes ved kommunal ekspropriation
34
, er dog i vidt omfang sammenfaldende. Den
helt afgørende forskel på de to regelsæt er, at ekspropriationskompetencen på det kommunale område
henhører under den pågældende kommunalbestyrelse, hvor kompetencen på det statslige område er tillagt
uafhængige ekspropriationskommissioner.
35
Grundlaget for de gældende regler i ekspropriationsprocesloven og i vejlovens kapitel 10 er behandlet i to
betænkninger, betænkning nr. 330/1963 og betænkning nr. 595/1971.
36
Betænkning nr. 330/1963 indeholder ”Udkast
til forslag om fremgangsmåden ved ekspropriation af fast
ejendom”
med tilhørende bemærkninger. Forslaget dannede grundlag for den senere vedtagelse af
ekspropriationsprocesloven i 1964, som med forskellige ændringer fortsat er gældende i dag.
Betænkning nr. 595/1971 omhandler proceduren ved kommunale ekspropriationer. Disse var dengang i vidt
omfang gennemført efter reglerne i vejbestyrelsesloven.
37
I lighed med den første betænkning indeholder
betænkning 595/1971 et ”Udkast
til forslag til lov om fremgangsmåden ved kommunale ekspropriationer”
med
tilhørende
bemærkninger.
og
Med
hensyn
til
de
er
processuelle
regler
om
åstedsforretning,
for
kommunale
ekspropriationsbeslutning
erstatningsfastsættelse
kommissionens
lovudkast
ekspropriationer sammenligneligt med udkastet i den første betænkning fra 1964.
Kommissionen bag betænkning nr. 595/1971 kunne imidlertid ikke nå til enighed om, hvorvidt der i lighed med
reglerne på det statslige område burde oprettes et særligt forvaltningsorgan med kompetence til at træffe den
egentlige beslutning om ekspropriation. Et flertal i Kommissionen fandt ikke, at der var principielle forskelle på
det statslige og det kommunale område og fandt det således umiddelbart hensigtsmæssigt, hvis kompetencen
blev tillagt en uafhængig kommission. Man var dog samtidig opmærksom på kommunale synspunkter om, at
en kommissionsbehandling ville udgøre en indskrænkning i kommunernes beslutningskompetence og dermed
det kommunale selvstyre. Ud fra en samlet afvejning fremsatte flertallet herefter forslag om en ordning, hvor
ekspropriationskompetencen forblev hos kommunerne, men således at kommunale ekspropriationer kunne
påklages til et særligt nedsat ekspropriationsankenævn. Et mindretal fandt, at den eksisterende ordning skulle
fastholdes, hvor klage over kommunale ekspropriationer kunne ske til den myndighed, som i øvrigt var angivet
som klageinstans i den pågældende lov, typisk et ministerium eller amtsrådet.
38
Jf. nærmere afsnit 4.1.4.
Jf. ekspropriationsproceslovens §§ 4-5. Ministeren har i henhold hertil nedsat to ekspropriationskommissioner,
henholdsvis for Statens Ekspropriationer på Øerne og for Statens Ekspropriationer i Jylland.
36
1. Betænkning vedrørende gennemgang af ekspropriationslovgivningen (betænkning nr. 330/1963) og 2. Betænkning
vedrørende gennemgang af ekspropriationslovgivningen (betænkning nr. 595/1971). Begge betænkninger blev afgivet af
Den af Ministeriet for Offentlige Arbejder under 14. februar 1956 nedsatte kommission.
37
Lovbekendtgørelse nr. 369 af 5. august 1970 om bestyrelsen af de offentlige veje.
38
Jf. forslagene til § 8A og § 8B i lovudkastet i betænkning 595/1971. Mindretallets og flertallets overvejelser og
synspunkter vedrørende kompetencespørgsmålet findes side 14-22 i betænkningen.
35
34
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0031.png
29
Betænkningens udkast førte ikke til fremsættelse af et egentligt forslag om en selvstændig
ekspropriationsproceslov for kommunale ekspropriationer. Store dele af kommissionsudkastet udgjorde dog
grundlaget for et nyt kapitel 5 om ekspropriation og taksation, som i 1972 blev indføjet i den dagældende
vejlov.
39
Vedrørende spørgsmålet om kompetencen til at ekspropriere og om oprettelse af et særligt
forvaltningsorgan anføres det blandt andet i lovbemærkningerne:
40
”Efter den foreslåede ændrede procedure for ekspropriationsforretninger inden for vejområdet vil det
som hidtil efter vejbestyrelsesloven være den kommunale myndighed selv, der beslutter, hvorvidt og
hvorledes et projekt skal gennemføres og ligeledes foretager det konkrete ekspropriationsindgreb.
Der sker således ikke ved den ændrede procedure nogen indskrænkning i de kommunale organers
hidtidige kompetence. (….).
(….)
Ved udarbejdelsen af ekspropriations- og taksationsbestemmelserne i nærværende kapitel har man
til en vis grad bygget på formuleringen i kommissionsudkastet, men har på en række punkter fraveget
dette og har søgt at forenkle proceduren så meget som forsvarligt og at tilnærme bestemmelserne til
vejbestyrelseslovens nugældende regler og til den praksis, der allerede i dag følges ved kommunale
ekspropriationer inden for vejområdet, og som tilgodeser det kommunale selvstyre og derfor uden
videre skulle kunne accepteres fra kommunal side. På denne baggrund har man ikke foreslået
oprettelse af et særligt forvaltningsorgan til efterprøvelse af kommunale ekspropriationsbeslutninger,
men har bibeholdt den nuværende ordning med klagemulighed til amtsråd og ministerium. Man har
herved også lagt vægt på ikke at foregribe de fortsatte overvejelser om gennemførelse – på grundlag
af kommissionsudkastet – af en videregående lovgivning om fremgangsmåden ved kommunale
ekspropriationer.”
Der er ikke efterfølgende vedtaget en sådan ”videregående
lovgivning om fremgangsmåde ved kommunale
ekspropriationer”.
4.1.3 Valget mellem forskellige ekspropriationshjemler
Kravet om lovhjemmel indebærer, at der kun kan eksproprieres til det formål, som den enkelte
ekspropriationshjemmel angiver.
Det bemærkes, at kravet til præcision af ekspropriationsformålet i de forskellige ekspropriationshjemler i
lovgivningen ikke er de samme. Det bemærkes også, at der i nogle tilfælde kan være hjemmel i flere love til
at ekspropriere til det samme formål.
41
Lov nr. 286 af 7. juni 1972 om ændring af lov om offentlige veje.
Forslag til Lov om ændring af lov om offentlige veje, FT 1971-72, tillæg A, sp. 1105 ff. (citatet findes sp. 1142-1143).
41
Det antages, at de forskellige ekspropriationshjemler i lovgivningen overordnet kan inddeles i fire hovedgrupper med en
faldende grad af præcision af ekspropriationsformålet: 1) ekspropriation til gennemførelse af helt specifikke offentlige
anlæg, 2) ekspropriation til gennemførelse af trafikanlæg, 3) ekspropriation til gennemførelse af andre mere bestemte
offentlige anlæg, og 4) ekspropriation til gennemførelse af offentlig planlægning, jf. Peter Pagh, Fast Ejendom – Regulering
og Køb, 3. udgave, 2017, side 651. Samme sted nævnes vejlovens § 96 som et eksempel på den anden gruppe,
miljøbeskyttelseslovens § 58 som et eksempel på den tredje gruppe, og planlovens § 47 som et eksempel på den fjerde
gruppe.
40
39
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0032.png
30
Hvis der for eksempel i en lokalplan er fastsat nærmere regler for placering af et spildevandsanlæg, vil
kommunen efter omstændighederne kunne ekspropriere med hjemmel i såvel planlovens § 47 som
miljøbeskyttelseslovens § 58. Når en lokalplan fastsætter bestemmelser om en adgangsvej, vil ekspropriation
tilsvarende ofte kunne ske såvel efter planlovens § 47 som efter vejlovens § 96. Hvis betingelserne for at
ekspropriere efter begge hjemler i sådanne tilfælde er opfyldt, gælder der ikke noget krav om, at
ekspropriationen skal gennemføres med hjemmel i den ene lov frem for den anden.
42
Valget mellem ekspropriationshjemmel vil dog have betydning for, hvilke processuelle regler der finder
anvendelse, og hvilken administrativ klageinstans der skal behandle en eventuel klage over ekspropriationen.
Gennemføres ekspropriationen efter vejloven, skal klage ske til transport-, bygnings- og boligministeren, jf.
vejlovens § 132, stk. 2.
43
Gennemføres ekspropriationen efter planloven, miljøbeskyttelsesloven eller
varmeforsyningsloven, skal klage ske til de respektive klageinstanser efter disse love, det vil sige henholdsvis
Planklagenævnet, Miljø- og Fødevareklagenævnet og Energiklagenævnet. Valget af ekspropriationshjemmel
har også betydning for, om klage over ekspropriationen har opsættende virkning, hvilket for de nævnte
eksempler er tilfældet ved klage over en ekspropriation efter planloven og miljøbeskyttelsesloven, hvorimod
det ikke er tilfældet ved klage over en ekspropriation efter vejloven eller varmeforsyningsloven. I de
sidstnævnte tilfælde kan den respektive klageinstans – Vejdirektoratet eller Energiklagenævnet – dog beslutte
at tillægge en klage opsættende virkning.
44
Tilsvarende følger det af varmeforsyningsloven § 26, stk. 2, og
vejlovens § 121, stk. 2, at indbringelse af spørgsmålet om ekspropriationens lovlighed for domstolene først
kan ske, når den administrative klagemulighed er udnyttet. Det er ikke et krav efter planloven eller
miljøbeskyttelsesloven, hvor kommunens afgørelse om ekspropriation kan indbringes direkte for domstolene.
4.1.4 Anvendelsen af vejlovens regler ved kommunale ekspropriationer
Efter indføjelsen af reglerne i 1972 om ekspropriation og taksation i kapitel 5 i den daværende vejlov har disse
regler i stigende omfang fundet anvendelse på kommunale ekspropriationer, som gennemføres på grundlag
af andre særlove med selvstændige ekspropriationshjemler.
42
I MAD 2007.346 NKN havde kommunen truffet beslutning om ekspropriation af sikring af vejadgang til et privat vandværk
med hjemmel i planlovens § 47, stk. 1, og ikke efter vejlovgivningen (privatvejsloven). Vejadgangsforholdene var reguleret
i en lokalplan, og nævnet kunne ikke give ejeren medhold i, at ekspropriationen skulle finde sted efter vejlovgivningen og
ikke efter planloven. Nævnets afgørelse blev tiltrådt af domstolene, jf. MAD 2009.74 V.
43
Kompetencen er delegeret til Vejdirektoratet, jf. § 6, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 121 af 8. februar 2016 om
Vejdirektoratets opgaver.
44
Jf. vejlovens § 132, stk. 4, henholdsvis § 6, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 664 af 19. juni 2006 om forretningsorden for
Energiklagenævnet, jf. herved også Energiklagenævnets delafgørelse af den 6. juli 2015 (j.nr. 1021-15-55-24), hvor en
klage over en ekspropriation til et solvarmeanlæg ikke blev tillagt opsættende virkning. Formanden henviste til, at
varmeforsyningslovens § 26 ikke indeholder bestemmelser om, at en klage til Energiklagenævnet kan tillægges
opsættende virkning, og der fandtes ikke i den konkrete sag at være grundlag for at fravige dette udgangspunkt
(ekspropriationen blev senere opretholdt i en afgørelse af den 30. oktober 2016, j.nr. 1021-15-66-24).
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0033.png
31
Som bilag til denne undersøgelse er medtaget en oversigt over de særlove, som indeholder hjemmel for
kommunerne til at ekspropriere med angivelse af den konkrete ekspropriationshjemmel samt med angivelse
af, hvilke processuelle regler der i givet fald skal finde anvendelse.
45
For enkelte kommunale ekspropriationer finder vejlovens regler ikke anvendelse. Som det fremgår af
oversigten, gælder der særlige regler i naturbeskyttelsesloven, når kommunerne gennemfører ekspropriation
for at realisere Natura 2000-planen med hjemmel i naturbeskyttelseslovens § 60, stk. 3.
46
Tilsvarende gælder
der en særlig fremgangsmåde og forudgående beslutningsprocedure, hvis kommunen med hjemmel i
byfornyelseslovens § 45 forlanger, at private bygninger helt eller delvist afstås mod erstatning med henblik på
nedrivning for at gennemføre en friarealbeslutning efter lovens § 39.
47
Samtidig er der også eksempler på, at reglerne i vejlovens kapitel 10 anvendes i andre tilfælde end ved
ekspropriation.
Selv
om
hjemlen
i
miljøbeskyttelseslovens
§
26a
til
at
udstede
påbud
om
rådighedsindskrænkninger til beskyttelse af drikkevandsinteresser ikke nævner ordet
ekspropriation,
er det
bestemt, at de processuelle regler i vejlovens §§ 99-102 med åstedsforretning også skal finde anvendelse i
forbindelse med gennemførelse af pålæg i medfør af denne bestemmelse. Det gælder i modsætning til samme
lovs § 24, hvorefter der kan udstedes påbud for at undgå fare for forurening af bestående eller fremtidige
anlæg. Sådanne påbud kan derfor i modsætning til påbud efter § 26a udstedes efter de almindelige
forvaltningsretlige regler uden afholdelse af forudgående åstedsforretning. Forskellen skal ses i sammenhæng
med, at påbud efter § 24 i arealmæssig henseende ikke kan udstrækkes til at omfatte nær så store områder
som påbud efter § 26a. Det gælder imidlertid for begge typer af påbud, at spørgsmålet om, hvorvidt der skal
betales erstatning i anledning heraf i mangel af enighed afgøres af taksationsmyndighederne efter vejloven.
Det følger af bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens § 63 og 64a.
4.1.5 Det nærmere indhold af reglerne i vejlovens kapitel 10 om ekspropriation og taksation
Reglerne om ekspropriation og taksation blev som anført indføjet som et nyt kapitel 5 i vejloven i 1972.
Bestemmelserne har gennem årene undergået visse ændringer, uden at den grundlæggende systematik dog
er ændret. Reglerne blev i en opdateret og lidt ændret form overført til kapitel 10 i den gældende vejlov.
Kapitel 10 i vejloven omhandler ekspropriation og taksation og de enkelte bestemmelser i §§ 94-123 er inddelt
med følgende overskrifter:
Jf.
bilag 1.
Ud over ekspropriationshjemlen i planlovens § 47, stk.1, kan der som eksempler herfra nævnes vejlovens §
96 om ekspropriation til vejformål, miljøbeskyttelseslovens § 58 om ekspropriation til spildevandsanlæg og
varmeforsyningslovens § 16 om ekspropriation til etablering af et godkendt kollektivt varmeforsyningsanlæg.
46
Jf. lovbekendtgørelse nr. 934 af 27. juni 2017 om naturbeskyttelse. Ved kommunens ekspropriation med hjemmel i
naturbeskyttelsesloven gælder der endvidere særlige regler om erstatningens fastsættelse, hvor det er Fredningsnævnet,
som har kompetencen med klageadgang til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
47
Jf. lovbekendtgørelse nr. 1228 af 3. oktober 2016 om byfornyelse og udvikling af byerne. Ved kommunens overtagelse
af bygninger og rettigheder over fast ejendom med hjemmel i byfornyelsesloven finder vejlovens regler om erstatningens
fastsættelse og udbetaling anvendelse, jf. lovens § 46.
45
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
32
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
Ekspropriationsmyndigheder
med bestemmelser om ekspropriationsmyndighederne efter vejloven og med den materielle
ekspropriationshjemmel på vejområdet (§§94-98).
Forberedelser og undersøgelser
med hjemmel for vejmyndigheden/kommunen til at foretage forberedende undersøgelser (§
99).
Ekspropriationens gennemførelse
med bestemmelser om indkaldelse til og afholdelse af åstedsforretning forud for
beslutning om ekspropriation (§§ 100-101).
Ekspropriationsbeslutning
med bestemmelser om fremgangsmåden ved selve ekspropriationsbeslutningen og adgangen til
at klage herover mv. (§ 102).
Erstatningens fastsættelse
med de materielle erstatningsregler, herunder reglerne om fradrag for fordele og ekstension mv.
(§§ 103-104).
Taksationsmyndigheder
med de administrative regler for nedsættelse af taksations- og overtaksationskommissioner efter
vejloven og reglerne for disses virke (§§ 105-111).
Taksation
og
Overtaksation
med de processuelle regler for behandlingen af erstatningsspørgsmålet ved
taksationskommissionen ( §§ 112-115) og overtaksationskommissionen (§§ 116-118).
Udbetaling af erstatning
med bestemmelser om erstatningens udbetaling og forrentning (§§ 119-120).
Søgsmål m.v.
med bestemmelser om søgsmålsfrist og søgsmålsafskæring mv. (§§ 121-122).
Særlige regler for taksation efter andre love
med særlige bestemmelser for visse erstatningssager efter vandløbsloven og
vandforsyningsloven (§ 123).
Valget af ekspropriationshjemmel er som anført afgørende for, hvilke processuelle regler der finder anvendelse
ved ekspropriationens gennemførelse.
I oversigtsbilaget med angivelse af de forskellige kommunale ekspropriationshjemler er det angivet, hvilke
processuelle regler der finder anvendelse ved ekspropriationens gennemførelse. Selv om der i de fleste
tilfælde er henvist til vejlovens regler, er der ikke nødvendigvis henvist til samtlige ovennævnte bestemmelser
i §§ 99-102. Det afhænger af bestemmelserne i den konkrete lov, hvori ekspropriationshjemlen er fastsat.
Af oversigtsbilaget fremgår det også, at erstatningsfastsættelsen beror på den enkelte lov, samt hvilke
bestemmelser i vejlovens kapitel 10 der i den enkelte lov henvises til. I de fleste tilfælde er det bestemt, at
erstatningen skal fastsættes efter reglerne i §§ 103 og 104, og at det i mangel af mindelig overenskomst skal
ske af de taksationsmyndigheder, som er nedsat i medfør af §§ 105 og 106, og efter den fremgangsmåde for
behandling af taksationssager, som følger af §§ 107-122. Disse regler behandles nedenfor i afsnit 4.3.
Vejlovens bestemmelser i kapitel 10 anvender begrebet
vejmyndigheden
om det forvaltningsorgan, som efter
vejloven har kompetencen til at træffe beslutning om ekspropriation. Når reglerne finder tilsvarende
anvendelse for kommunernes ekspropriationsindgreb i medfør af andre love, gælder det generelt, at
kommunalbestyrelsen
træder i stedet for
vejmyndigheden.
Vejlovens regler er også bestemmende for det tidmæssige forløb i en almindelig kommunal
ekspropriationssag. Ekspropriationsprocessen med forberedelse af og beslutning om ekspropriation samt det
efterfølgende
forløb
med
eventuel
påklage
af
beslutningen
og/eller
taksationssag
vedrørende
erstatningsudmålingen i anledning af ekspropriationen er illustreret i det flowdiagram, som er medtaget som
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0035.png
33
bilag 2
til betænkningen. I de følgende afsnit er de forskellige led i forløbet af en ekspropriationssag i medfør
af reglerne i vejlovens kapitel 10 beskrevet.
4.1.6 Forberedelser og undersøgelser (vejlovens § 99)
Det følger af vejlovens § 99, stk. 1, at vejmyndigheden har ret til adgang til privat ejendom med henblik på at
foretage jordbundsundersøgelser, opmålinger, afmærkninger og andre undersøgelser af udendørsarealer med
henblik på at foretage undersøgelser og projektering af nye vejanlæg eller ændring af eksisterende vejanlæg
samt klimarelaterede afværgeforanstaltninger.
Bestemmelsen viderefører § 45 i den tidligere vejlov, og udgør en i praksis vigtig hjemmel til at foretage
nødvendige indledende forundersøgelser mv., uden at dette skal gennemføres som en egentlig ekspropriation.
De efterfølgende forhandlinger med ejere og rettighedshavere om areal- eller rettighedsafståelse og
erstatningen herfor sker uafhængigt heraf, og det er således ikke sikkert, at sådanne indledende
undersøgelser følges op af en ekspropriation. Resultatet af undersøgelserne kan tværtimod føre til
projektændringer, således at den pågældende ejendom slet ikke berøres i det endelige projekt.
I forbindelse med vedtagelsen af den nye vejlov, der trådte i kraft 1. januar 2015
48
, blev adgangen til at foretage
indledende undersøgelser udvidet, således at der også er adgang til at foretage arkæologiske
forundersøgelser, jf. bestemmelsen i § 99, stk. 3. Sådanne undersøgelser kunne tidligere kun gennemføres
på grundlag af frivillige aftaler med ejerne eller på et senere tidspunkt, hvor vejmyndigheden/kommunen var
blevet ejer af arealet, hvilket kunne betyde, at anlægsprocessen blev forsinket og at projektet blev fordyret.
49
Med udvidelsen af bestemmelsen til også at omfatte sådanne forundersøgelser, blev det sikret at
undersøgelserne kan påbegyndes tidligt, og så vidt muligt allerede inden den endelige detailprojektering af
anlægget. Bestemmelsen i § 99, stk. 3, omfatter alene arkæologiske forundersøgelser. Hvis gennemførelse af
egentlige arkæologiske udgravninger er nødvendig, kan det først ske efter erhvervelsen af arealet ved frivillig
aftale eller ved ekspropriation gennemført efter reglerne i §§ 100-102.
Forud for gennemførelse af forundersøgelser skal de berørte grundejere og brugere orienteres skriftligt. For
undersøgelser i medfør af stk. 1 er varslet 14 dage, jf. § 99, stk. 2, og for arkæologiske forundersøgelser i
medfør af stk. 3, er varslet 28 dage, jf. § 99, stk. 4. Hvis det ikke er muligt at gennemføre skriftlig orientering,
skal oplysning om undersøgelserne offentliggøres i lokale medier eller lignende. Ifølge lovbemærkningerne er
det op til vedkommende kommunalbestyrelse at bestemme, hvordan offentliggørelse skal ske, herunder om
dette skal ske på kommunens hjemmeside.
I økonomisk henseende følger det af § 99, stk. 5, at ejere og brugere skal have erstatning for eventuelle skader
og ulemper, som de måtte blive påført som følge af sådanne undersøgelser, samt at dette spørgsmål i mangel
48
49
Lov nr. 1520 af 27. december 2014.
Jf. afsnit 2.8 i de almindelige bemærkninger i L 20 2014/2015.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0036.png
34
af enighed kan indbringes for taksationsmyndighederne. Det gælder, uanset om der er tale om almindelige
forundersøgelser efter stk. 1, eller arkæologiske forundersøgelser efter stk. 3.
4.1.7 Sikring af ekspropriationsgrundlaget og afholdelse af åstedsforretning (vejlovens §§ 100 og 101)
Når kommunen har truffet principiel beslutning om, at en ekspropriationssag skal indledes, følger den videre
proces i sagen af vejlovens regler i §§ 100-102, som beskrives nærmere i det følgende.
Kommunen skal sikre, at der foreligger det fornødne ekspropriationsgrundlag. Hvilket ekspropriationsgrundlag,
der kræves, beror på den enkelte lov. Vejlovens § 96 indeholder en nærmere beskrivelse af, til hvilke anlæg
der kan eksproprieres efter denne lov. Ifølge varmeforsyningslovens § 16 kan der blandt andet eksproprieres,
hvis det er nødvendigt til etablering af et
godkendt varmeforsyningsanlæg,
hvorfor det forinden en
ekspropriationssag sættes i gang, skal sikres, at dette kriterium er opfyldt med hensyn til projektgodkendelse
mv. For så vidt angår ekspropriation med hjemmel i planloven er betingelserne herfor beskrevet nærmere
ovenfor i afsnit 3., herunder kravet om, at der skal foreligge en endelig vedtaget og offentliggjort lokalplan.
Som anført i afsnit 3..3, gælder der i relation hertil ingen tidsmæssige begrænsninger i, hvor længe der kan
forløbe fra, at en lokalplan er vedtaget i forhold til, hvornår lokalplanen eventuelt måtte blive anvendt som
ekspropriationsgrundlag.
Det følger af vejlovens §§ 100, at der skal afholdes åstedsforretning, inden der kan træffes beslutning om
ekspropriation. Vejlovens bestemmelser herom i §§ 100 og 101 er i vidt omfang en videreførelse af
bestemmelserne i den tidligere lovs §§ 47 og 48, ligesom bestemmelserne til dels er sammenlignelige med
bestemmelserne i ekspropriationsproceslovens § 15 om ekspropriationsforretninger.
Vejlovens regler om gennemførelse af åstedsforretninger udspringer endvidere af de tidligere gældende regler
i vejbestyrelsesloven. I den betænkning, som lå til grund for vejbestyrelsens regler herom, anføres det blandt
andet om baggrunden for og formålet med reglerne om åstedsforretninger:
50
”Det foreslås derfor, at ekspropriationsbeslutningen først er bindende for de pågældende ejere og
brugere, når der har været afholdt en åstedsforretning, hvortil de af ekspropriationen berørte ejere og
brugere indkaldes, og hvor de gøres nærmere bekendt med ekspropriationen og dennes omfang. Det
vil hyppigt være praktisk, at der ved forretningen fremlægges en plan, der angiver ekspropriationens
omfang. Det vil dog kun sjældent være muligt ved åstedsforretningen helt nøjagtigt at angive, hvor
mange kvadratmeter der må afstås fra en ejendom, med mindre vejanlægget medfører, at den må
eksproprieres i sin helhed. For at der ikke senere skal opstå tvivl om, hvad der er sket ved
forretningen, foreslås det, at der optages en protokol over det passerede”.
50
Side 82-83 i
Betænkning vedrørende forslag til De offentlige vejes bestyrelse m.m.
afgivet den 16. september 1954 af
det af ministeriet for offentlige arbejder den 15. marts 1951 nedsatte vejudvalg (betænkning 117/1955).
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0037.png
35
De hensyn, som varetages af reglerne om afholdelse af åstedsforretning, er i dag sammenfaldende med de
hensyn, som ligger bag forvaltningslovens krav til blandt andet partshøring og parters ret til at fremkomme
med en udtalelse, forinden en afgørelse træffes.
51
De betragtninger, som blev anført i betænkningen fra 1954, er fortsat gældende. Ifølge lovbemærkningerne til
den gældende bestemmelse i vejlovens § 100 er det overordnede formål med reglerne, at grundejerne får
adgang til at gøre sig bekendt med kommunens planer og det påtænkte ekspropriationsindgreb og til at
fremkomme med deres bemærkninger og eventuelle ændringsforslag hertil, inden beslutningen om
ekspropriation træffes.
Til sikring af, at grundejerne har reel mulighed for at forholde sig til det påtænkte indgreb, skal kommunen
udarbejde ekspropriationsmateriale i form af en arealfortegnelse og en ekspropriationsplan med oplysninger
om den omtrentlige størrelse af de berørte arealer og en kort angivelse af de ændringer i de bestående forhold,
som ekspropriationen vil medføre for ejendommene, jf. § 100, stk. 2 og 3. Materialet skal være offentligt
tilgængeligt mindst fire uger før åstedsforretningen, jf. § 100, stk. 4.
Bestemmelsen i § 100, stk. 1, indeholder ikke nærmere krav til ekspropriationsmaterialets indhold eller omfang.
Det er afgørende, at materialet er egnet til at give den enkelte et overblik over konsekvenserne af det påtænkte
indgreb, herunder med hensyn til de berørte arealers størrelse samt betydningen af indgrebet for adgangs- og
tilkørselsforhold mv.
Tid og sted for åstedsforretningen skal offentliggøres med mindst fire ugers varsel, jf. § 100, stk. 5. Kravet i
den tidligere vejlovs § 47, stk. 3, hvorefter offentliggørelse skulle ske ”i
stedlige blade efter vejbestyrelsens
bestemmelse”,
er forladt. Ifølge lovbemærkningerne er det op til vedkommende kommunalbestyrelse at
bestemme, hvordan offentliggørelse skal ske, herunder om dette skal ske på kommunens hjemmeside, hvilket
således svarer til det anførte om offentliggørelse af forundersøgelser efter § 99.
52
Muligheden for at foretage
offentliggørelsen digitalt svarer til det, som gælder på de fleste andre områder, herunder plan- og
miljøområdet.
53
I forhold til kravet om forudgående partshøring i forvaltningslovens § 19, er åstedsforretninger gennemført efter vejlovens
regler nævnt som eksempel på en sådan bestemmelse i anden lovgivning, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt
med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen inden afgørelsen træffes, jf.
forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 6, jf. Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer, 2013, side 580. Når reglerne i
vejlovens §§ 100-102 følges, gælder der således ikke en selvstændig forpligtelse til også at gennemføre partshøring efter
forvaltningslovens § 19.
52
Mangelfuld offentliggørelse kan føre til, at en ekspropriation tilsidesættes som ugyldig, selv om der er sket behørig
skriftlig indkaldelse af ejere og brugere, jf. Vejdirektoratets afgørelse af 6. november 2013 (13/17708-11). I afgørelsen,
som angik den dagældende vejlovs § 47, stk. 3, blev en kommunes afgørelse om ekspropriation ophævet, da der ikke var
sket annoncering i stedlige blade forud for åstedsforretningen. Åstedsforretningen var annonceret på kommunens
hjemmeside, hvilket imidlertid efter den dagældende vejlov ikke var tilstrækkeligt.
53
Jf. lov nr. 1273 af 21. december 2011 om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om planlægning og forskellige andre
love (digital annoncering mv.), hvor der for en række bestemmelser blev givet adgang til, at annoncering kunne ske
udelukkende digitalt, eksempelvis via kommunens hjemmeside.
51
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0038.png
36
Herudover skal der med fire ugers varsel ske individuel indkaldelse af de ejere og brugere, som fremgår af
arealfortegnelsen, og andre, som efter kommunens vurdering kan have retlig interesse i den påtænkte
ekspropriation, herunder eksempelvis forpagtere af de berørte arealer, hvis kommunen har kendskab hertil.
Nogle dage forud for åstedsforretningen vil en af kommunen antaget landinspektør ofte foretage afmærkning
i marken, således at det på åstedsforretningen er muligt at forholde sig til den påtænkte ekspropriations
omfang.
Det er et krav, at der i åstedsforretningen deltager mindst ét medlem af kommunalbestyrelsen, jf. vejlovens §
101, stk. 1. I lovbemærkningerne er der i relation hertil anført, at ekspropriation er en meget indgribende
foranstaltning, hvorfor kravet om, at et kommunalbestyrelsesmedlem deltager og leder åstedsforretningen
(fortsat) anses som vigtigt af retssikkerhedsmæssige grunde. Det antages derfor også, at dette krav ikke kan
fraviges uden lovhjemmel, jf. omtalen heraf nedenfor i afsnit 4.1.8 om muligheden for delegation af
beslutningskompetencen.
På åstedsforretningen skal der redegøres for den planlagte ekspropriation og dennes omfang, således at der
over for hver enkelt af de fremmødte redegøres for, hvordan de planlagte foranstaltninger vil berøre
vedkommendes ejendom eller rettigheder, jf. vejlovens § 101, stk. 2. Der skal i denne forbindelse redegøres
for, hvordan adgangsforhold og afskårne arealer skal reguleres.
Ved større ekspropriationer, der berører en eller flere grundejere, vælges det ofte at afholde et indledende
fælles møde, hvor der redegøres for projektet, og således at der i forlængelse heraf afholdes individuelle
møder med de enkelte ejere og rettighedshavere om projektets betydning for den enkeltes ejendom eller
rettigheder. I samme forbindelse vil der ofte være drøftelser om erstatningsspørgsmålet for den enkelte.
Ud over muligheden for at fremkomme med bemærkninger eller spørgsmål under selve åstedsforretningen,
har de ejere og brugere mv., som berøres af den påtænkte ekspropriation, ret til inden for en frist på fire uger
fra åstedsforretningen at fremkomme med bemærkninger til den påtænkte ekspropriation, jf. § 101, stk. 4. Som
anført nedenfor i afsnit 4.1.9 betyder det også, at beslutning om ekspropriation ikke kan træffes inden udløb
af denne frist.
4.1.8
Kommunalbestyrelsens kompetence til at træffe ekspropriationsbeslutningen og mulighederne
for delegation
Når lovgivningen fastsætter, at ekspropriationskompetencen tilkommer kommunen, er der henvist til, at
kommunalbestyrelsen
kan ekspropriere.
54
Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt kompetencen kan delegeres til
andre.
Jf. eksempelvis planlovens § 47, stk. 1, og miljøbeskyttelseslovens § 58. Med hensyn til ekspropriationer med hjemmel
i vejloven tilkommer ekspropriationskompetencen vejmyndigheden, jf. vejlovens § 96, hvilken myndighed, for så vidt angår
kommunevejene er kommunalbestyrelsen, jf. lovens § 7.
54
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0039.png
37
Der findes en gennemgang heraf i en vejledende udtalelse af 25. oktober 2012 fra Økonomi- og
Indenrigsministeriet.
55
Anledningen til den vejledende udtalelse var en forespørgsel fra Københavns
Kommune om, hvorvidt kommunalbestyrelsen (konkret Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune)
kunne delegere ekspropriationskompetencen til gennemførelse af anlægsprojekter i henhold til
vejlovgivningen til kommunens forvaltning.
Blandt andet på baggrund af udtalelser indhentet fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet - som
ressortmyndighed for vejloven - konkluderede Økonomi- og Indenrigsministeriet, at det
ikke
ville være lovligt,
hvis kommunalbestyrelsen eller et stående udvalg delegerer kompetencen til at træffe beslutning om
ekspropriation efter vejloven til den kommunale forvaltning. Det fremgår, at Transport-, Bygnings- og
Boligministeriet i sin udtalelse særligt lagde vægt på, at det ifølge den dagældende § 48, stk. 1, i vejloven var
et krav, at der skulle deltage mindst ét medlem af kommunalbestyrelsen i åstedsforretningen (nu § 101, stk.
1). Det blev anset som et forbud mod, at kommunen under åstedsforretningen alene kunne være
repræsenteret af embedsmænd, hvorfor det ligeledes blev anset som udelukket, at kompetencen til at træffe
beslutningen om ekspropriation kunne delegeres til forvaltningen.
Det fremgår endvidere af Økonomi- og Indenrigsministeriets vejledende udtalelse, at Transport-, Bygnings- og
Boligministeriet efter forespørgsel fra Økonomi- og Indenrigsministeriet i et brev af 4. oktober 2012 havde
udtalt, at der efter ministeriets opfattelse ikke var det fornødne grundlag for at ændre herpå, selv om der ville
kunne opnås administrative lettelser herved, og selv om kommunerne ved en ændring af planloven i 2012
havde fået adgang til med visse undtagelser at delegere beslutningskompetencen til vedtagelse af planforslag
til forvaltningen.
56
I Økonomi- og Indenrigsministeriets vejledende udtalelse er medtaget et uddrag af
Transport-, Bygnings- og Boligministeriets skrivelse af 4. oktober 2012, hvor det blandt andet anføres:
”Hensynet til klart at bibeholde den politiske forankring i forbindelse med ekspropriationsbeslutninger
vejer efter Transportministeriets opfattelse fortsat tungere end hensynet til eventuelle administrative
fordele ved delegation af ekspropriationsbeslutninger til den kommunale forvaltning.
Den nævnte ændring af planloven medfører ikke en ændret vurdering, og det er således fortsat
Transportministeriets opfattelse, at delegation af ekspropriationsbeslutninger til den kommunale
forvaltning vil være ulovlig.
Transportministeriet kan endvidere henvise til bemærkningerne til § 95 i det forslag til vejloven, som
er i høring … Det fremgår her, at det fortsat vurderes at være vigtigt af retssikkerhedsmæssige
grunde, at et medlem af kommunalbestyrelsen er til stede og leder forretningen vedrørende en så
indgribende foranstaltning som ekspropriation”.
57
Økonomi- og Indenrigsministeriets vejledende udtalelse af den 25. oktober 2012 om adgangen til delegation til den
kommunale forvaltning i sager om ekspropriation inden for vejlovgivningen.
56
Lov nr. 579 af 18. juni 2012 om ændring af planloven.
57
Den nævnte § 95 i høringsforslaget til en ny vejlov svarer til den bestemmelse om åstedsforretninger, som findes i den
gældende lovs § 101.
55
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0040.png
38
Delegation af ekspropriationskompetencen i medfør af vejloven kan således ikke ske til kommunens
forvaltning.
I den vejledende udtalelse af 25. oktober 2012 behandler Økonomi- og Indenrigsministeriet ligeledes
spørgsmålet om muligheden for delegation af ekspropriationskompetencen fra kommunalbestyrelsen til et
stående udvalg, herunder med gennemgang af tidligere praksis og udtalelser om spørgsmålet. På baggrund
heraf og på baggrund af de indhentede udtalelser fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet i den aktuelle
sag, konkluderer Økonomi- og Indenrigsministeriet herefter (side 11):
”Det er endvidere Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse, at beslutningskompetencen i
ekspropriationssager efter vejloven ( ….. ), som udgangspunkt frit kan delegeres til stående udvalg,
medmindre særlige forhold gør sig gældende, og at dette udgangspunkt
alene
gælder for delegation
af ekspropriationsbeslutninger efter vejloven til kommunale udvalg. Det bemærkes herved, at de
omhandlede sager alle omhandlede delegation af beslutningskompetence i ekspropriationssager til
stående udvalg. Om dette udgangspunkt i konkrete tilfælde må fraviges i forhold til stående udvalg,
må, i overensstemmelse med den ovenfor nævnte praksis, afgøres på baggrund af de konkrete
omstændigheder i den pågældende sag.”
Udgangspunktet er således, at der kan ske delegation af kompetencen til at træffe beslutning om
ekspropriation i medfør af § 102 i vejloven til et stående udvalg, men at konkrete omstændigheder kan føre til,
at dette ikke bør ske. Det må antages, at dette udgangspunkt ikke alene gælder i sager om ekspropriation
efter vejloven, men i alle sager, hvor kommunen træffer beslutning om ekspropriation, når det samtidig er
bestemt, at dette skal ske efter de regler, som gælder herfor i vejloven, herunder dennes § 102.
4.1.9 Særligt om processuelle overvejelser og krav, når ekspropriation gennemføres til fordel for andre
end kommunen selv, herunder private
En anden, men lidt sammenlignelig problemstilling er, i hvilket omfang kommunen kan overlade opgaver under
ekspropriationsprocessen til andre. Spørgsmålet kan opstå ved kommunens inddragelse af ekstern
konsulentbistand i ekspropriationssager, herunder ved inddragelse af den part, til hvem der ekspropriereres til
fordel for, eksempelvis et spildevandsselskab. Det afgørende forhold er her, at kommunen ikke må overlade
afgørelses- eller myndighedskompetence til andre, ligesom det må sikres, at det ikke for de involverede
lodsejere og andre berettigede ikke på nogen måde kan fremstå, som om myndighedskompetencen er
overgivet.
Spørgsmålet blev berørt af Energiklagenævnet i en afgørelse om ekspropriation til et solvarmeanlæg til fordel
for et kollektivt varmeforsyningsanlæg.
58
I sagen havde kommunen søgt bistand hos et landinspektørfirma,
som i vidt omfang havde forestået kontakten med de involverede og i denne forbindelse havde udsendt
meddelelser til de involverede på eget brevpapir, herunder om kommunalbestyrelsens beslutning om
ekspropriationen. Hertil kom, at det samme landinspektørfirma under sagen ligeledes havde rådgivet det
58
Energiklagenævnets afgørelse af den 30. oktober 2015, j. nr. 1021-15-66-38.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0041.png
39
varmeværk,
som
ekspropriationen
skete
til
fordel
for.
Ekspropriationen
blev
opretholdt,
men
Energiklagenævnet anførte i denne forbindelse blandt andet:
”Energiklagenævnet har i relation til ekspropriationsbeslutningens meddelelse noteret sig, at
Brønderslev Kommune efter klagernes indbringelse for Energiklagenævnet har foretaget en ny
meddelelse af afgørelserne om ekspropriation til klagerne, der er meddelt på kommunens brevpapir
og underskrevet af borgmesteren og vicekommunaldirektøren.
Energiklagenævnet har endvidere noteret sig Brønderslev Kommunes oplysninger om, at
Landinspektørfirmaet LE34 A/S alene har fungeret som kommunens rådgiver under kommunens
behandling af ekspropriationssagerne, og at der ifølge kommunen ikke har været overladt
afgørelseskompetence eller sagsforberedelse til firmaet. På den baggrund finder Energiklagenævnet
det særdeles beklageligt, at de oprindelige afgørelser om ekspropriation i lighed med flere andre
meddelelser til klagerne blev meddelt klagerne af landinspektør NN, Landinspektørfirmaet LE34 A/S,
på firmaets brevpapir og underskrevet af landinspektør NN. En sådan fremgangsmåde kan efter
Energiklagenævnets opfattelse efterlade adressaterne for meddelelserne det indtryk, at det
pågældende
firma
er
selvstændigt
involveret
i
kommunens
beslutningsproces.
Retssikkerhedsmæssige årsager taler klart imod, at en offentlig myndighed benytter sig af en sådan
fremgangsmåde.
For så vidt angår Landinspektørfirmaet LE34 A/S´ repræsentation af værket har Energiklagenævnet
noteret sig, at Landinspektørfirmaet LE34 A/S først er blevet partsrepræsentant for værket efter
kommunens beslutning om ekspropriation og alene i forbindelse med Energiklagenævnets
behandling af nærværende klage. Energiklagenævnet har ligeledes noteret sig, at Landinspektør-
firmaet LE34 A/S under kommunens behandling af ekspropriationssagen alene har ydet værket
teknisk bistand i forbindelse med opmåling samt ydet bistand i relation til en senere afsætning af
grunden. Af retssikkerhedsmæssige årsager finder Energiklagenævnet ikke desto mindre, at det er
beklageligt, at det samme firma yder bistand – uanset bistandens karakter – til både kommunen som
eksproprierende myndighed og den af kommunen uafhængige tredjepart, som der eksproprieres til
fordel for.”
Det anførte forhindrer ikke kommunerne i at antage ekstern rådgivning i ekspropriationssager, hvilket også i
vidt omfang sker i praksis. Tilsvarende er det anførte ikke til hinder for, at kommunen gennemfører
forberedelsen af en ekspropriationssag vedrørende eksempelvis et regnvandsbassin eller spildevandsanlæg
i dialog med og på baggrund af tekniske oplysninger fra det spildevandselskab, som der eksproprieres til fordel
for.
59
Det afgørende er, at der ikke må kunne rejses tvivl om, at myndigheds- og afgørelseskompetencen varetages
af kommunen selv.
4.1.10 Ekspropriationsbeslutningen og dennes meddelelse (vejlovens § 102)
Uanset om sagen forelægges kommunalbestyrelsen, eller denne behandles af et udvalg i henhold til
delegation, følger det af vejlovens § 102, stk. 1, at selve beslutningen om ekspropriation først kan træffes efter
udløbet af den frist, som de berørte har for at fremkomme med bemærkninger efter åstedsforretningen i
59
Selskabet vil i øvrigt oftest være ejet af kommunen selv, jf. omtalen af vandsektorloven ovenfor i afsnit 3.1.5.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0042.png
40
henhold til bestemmelsen i vejlovens § 101, stk. 4. Det vil sige, at beslutningen først kan træffes fire uger efter,
at åstedsforretningen har været afholdt.
Det følger dog af vejlovens § 102, stk. 2, at beslutning kan træffes inden udløbet af denne frist, hvis
ekspropriationen må anses som ubetydelig i forhold til den berørte ejendoms størrelse og værdi, og der under
åstedsforretningen er opnået tilslutning fra samtlige berørte ejere, brugere og andre, der direkte eller indirekte
berøres af den planlagte ekspropriation. Begge betingelser skal være opfyldt.
Det fremgår ikke, hvor længe der må forløbe fra afholdelsen af åstedsforretningen, til en beslutning om
ekspropriation kan træffes. Det anføres i lovbemærkningerne, at det må forudsættes, at en beslutning om
ekspropriation sker i forlængelse af åstedsforretningen, og at der bør afholdes en ny åstedsforretning, hvis
ekspropriationsbeslutningen udskydes gennem længere tid.
60
Lovbemærkningerne indeholder imidlertid ikke
nogen indikation af, hvad der i tidsmæssig henseende ligger i formuleringen ”i
forlængelse af
åstedsforretningen”.
Fra praksis kan der henvises til en afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 58 om ekspropriation til
adgangsvej til et spildevandsanlæg, hvor Natur- og Miljøklagenævnet konstaterede, at åstedsforretning var
afholdt efter de gældende regler herfor, samt at der ikke i lovgivningen var nogen tidsfrist for, hvor lang tid der
må forløbe fra afholdelsen af åstedsforretningen til ekspropriationsbeslutningen træffes. Nævnet fandt, at de
processuelle regler var overholdt, og det forhold, at der var forløbet mere end syv måneder mellem
åstedsforretningen og ekspropriationsbeslutningen, kunne ikke ændre herpå.
61
I en afgørelse fra
Naturklagenævnet fra 1997 var der forløbet ca. to år fra åstedsforretningen til det tidspunkt, hvor
ekspropriationsbeslutningen blev truffet, hvorefter der var forløbet yderligere et halvt år, inden beslutningen
blev meddelt over for de berørte ejere. Ekspropriationsbeslutningen blev ophævet af andre grunde, men
formanden kommenterede i denne forbindelse det lange tidsforløb således: ”Naturklagenævnet
har herefter
ikke haft anledning til at tage stilling til, om ekspropriationen i øvrigt er gennemført i overensstemmelse med
bestemmelserne herom (…), herunder om en ekspropriation vil kunne gennemføres uden foretagelse af
fornyet åstedsforretning”.
62
Hvis kommunen beslutter at foretage væsentlige ændringer i de planer, som har været fremlagt under
åstedsforretningen, er det i lovbemærkningerne anført, at der skal afholdes fornyet åstedsforretning med
indkaldelse af de ejere og andre berettigede, som berøres af ændringerne, således at de herved får lejlighed
til at forholde sig til det ændrede projekt.
63
Jf. lovbemærkninger til § 102 i L 20 2014/2015.
NMK -10-00698 af 9. december 2014.
62
MAD 1997.723 NKN.
63
Det fremgik helt tilsvarende af pkt. 29 i det nu ophævede cirkulære nr. 132 af 6. december 1985 om lov om offentlige
veje.
61
60
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0043.png
41
Hvis der træffes beslutning om ekspropriation, skal dette meddeles over for den enkelte ejer eller bruger for at
få retsvirkning. I den tidligere vejlovs § 49, stk. 2, var kravene til meddelelsens indhold nærmere beskrevet,
herunder at denne i forhold til den enkelte skulle indeholde oplysning om, hvilke indskrænkninger i den
pågældendes rettigheder der blev gennemført ved ekspropriationen, samt oplysninger om adgangen til at
påklage beslutningen og fristen herfor. Disse procedureregler er ikke gentaget i den gældende vejlovs § 102.
Det er begrundet i, at ekspropriationsbeslutninger i lighed med andre forvaltningsretlige afgørelser er omfattet
af forvaltningslovens regler. Den nuværende forvaltningslov var ikke gældende, da reglerne i den daværende
vejlov blev vedtaget, hvorfor der dengang var et behov for fastsættelse af sådanne regler om pligt til
klagevejledning mv. i ekspropriationssager. Ved vedtagelsen af den gældende lov blev det anset som
uhensigtsmæssigt at videreføre nogle procedureregler, som nu er fastsat i forvaltningsloven.
Ifølge § 24 i forvaltningsloven stilles der overordnet tre indholdsmæssige krav til en begrundelse i en
forvaltningsretlig afgørelse. Begrundelsen skal for det første indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold
til hvilke afgørelsen er truffet. I ekspropriationssager indebærer dette et krav om angivelse af den præcise
ekspropriationshjemmel i begrundelsen. En beslutning om ekspropriation er en skønsmæssig afgørelse, hvor
der blandt andet skal ske en afvejning af den almene interesse i gennemførelse af ekspropriationsformålet
over for hensynet til den berørte lodsejer. Begrundelsen skal derfor for det andet angive de hovedhensyn, som
har været bestemmende for den skønsmæssige beslutning om ekspropriation. Begrundelsen skal for det tredje
indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt
væsentlig betydning for afgørelsen.
64
Begrundelsen skal endelig være præcis og entydig, således, at der ikke
er tvivl om, hvori indgrebet består. Afgørelsen vil i denne henseende kunne ledsages af kortbilag mv., som
præcist angiver det berørte areal.
Med hensyn til udformning af klagevejledning og søgsmålsvejledning gælder de almindelige regler i
forvaltningsloven herfor
65
. Spørgsmålet om, hvilket organ der er klageinstans for den pågældende afgørelse,
og om kommunens afgørelse kan indbringes direkte for domstolene, vil bero på, hvilken lovhjemmel
ekspropriationen gennemføres efter.
66
Det følger af vejlovens § 102, stk. 4, at ekspropriationen og foranstaltninger til dens gennemførelse ikke må
iværksættes før end efter klagefristens udløb. Som anført ovenfor i afsnit 4.1.3, beror spørgsmålet om, hvorvidt
en klage over ekspropriationen har opsættende virkning på, hvad der er bestemt herom i den enkelte lov.
67
Kravene til begrundelsens indhold er udførligt beskrevet af Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer, 2013,
side 619 ff.
65
Forvaltningslovens kapitel 7
66
Som anført ovenfor i afsnit 4.1.3, gælder det eksempelvis ved ekspropriation med hjemmel i varmeforsyningsloven, at
den administrative klageadgang til Energiklagenævnet skal være udnyttet forinden spørgsmålet om ekspropriationens
lovlighed kan indbringes for domstolene, hvorimod der ikke gælder en sådan begrænsning, hvis ekspropriationen sker
med hjemmel i planloven eller miljøbeskyttelsesloven.
67
Som anført i afsnit 4.1.3, har en klage opsættende virkning ved ekspropriation med hjemmel i eksempelvis planlovens
§ 47 og miljøbeskyttelseslovens § 58, hvorimod der ved klage over en ekspropriation gennemført med hjemmel i
eksempelvis vejloven eller varmeforsyningsloven ikke er opsættende virkning med mindre klageinstansen træffer afgørelse
herom.
64
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0044.png
42
Klageinstansens herunder Planklagenævnets behandling af klager over ekspropriationsbeslutningen
behandles nærmere i afsnit 4.2.
4.1.11 Omkostninger i ekspropriationssager i medfør af planlovens § 47
En beslutning om ekspropriation er et indgreb i den private ejendomsret. I forvaltningsretlig henseende
adskiller ekspropriationsbeslutninger sig imidlertid ikke afgørende fra andre bebyrdende forvaltningsakter, som
eksempelvis påbud eller forbud. Der gælder således heller ikke særlige regler, hvorefter en ejer af ejendom
eller rettigheder, som eksproprieres, har krav på hel eller delvis godtgørelse for afholdte udgifter til rådgivning
eller repræsentation i forbindelse med gennemførelse af ekspropriationssager. Det må ses i sammenhæng
med,
at
kommunen
som
ekspropriationsmyndighed
er
underlagt
officialmaksimen
68
og
den
vejledningsforpligtelse, som følger af forvaltningslovens § 7 og de uskrevne regler om god forvaltningsskik.
Som følge af indgrebets karakter kan det imidlertid ikke udelukkes, at den part, som berøres af et
ekspropriationsindgreb, i højere grad, end tilfældet er i andre indgrebssager vælger at lade sig repræsentere
ved professionel rådgiver under sagen.
Det ses således ofte i praksis, at lodsejeren allerede i forbindelse med indkaldelsen til åstedsforretning
inddrager professionel bistand i form af landbrugskonsulent, revisor, advokat eller landinspektør. Det kan også
have sammenhæng med, at der i denne fase ofte er forhandlinger mellem parterne om en frivillig aftale som
alternativ til en ekspropriation, hvorfor rådgivning om principper og takster for erstatningsudmåling kan opleves
som nødvendig for den enkelte.
Det kræver lovhjemmel, for at en offentlig myndighed, herunder en kommune, helt eller delvist kan dække en
borgers udgifter til sagkyndig bistand. Som anført er der ikke i lovgivningen fastsat bestemmelser, hvorefter
den ejer af en ejendom, der berøres af ekspropriation, har krav på hel eller delvis omkostningsdækning i
tilfælde
af
brug
af
ekstern
rådgivning.
Vejlovens
§
110
bestemmer,
at
taksations-
og
overtaksationskommissionen kan pålægge vejmyndigheden (her kommunen) at betale en passende
godtgørelse, når en part har haft udgifter til sagkyndig bistand. Bestemmelsen, som omtales nærmere
nedenfor i afsnit 4.3.4, angår imidlertid efter sin ordlyd og placering i vejloven bistand i forbindelse med sagens
behandling ved taksationsmyndighederne, og således ikke sagkyndig bistand under den forudgående
ekspropriationssag, som gennemføres af kommunen.
Der er i taksationspraksis eksempler på en analog anvendelse af vejlovens § 110 og den hertil svarende
bestemmelse
i
ekspropriationsproceslovens
§
29
i
sådanne
tilfælde.
I
U
1978.448
H
om
omkostningsgodtgørelse i forbindelse med en fredning udtalte Højesteret, at et krav om fuld dækning af
omkostninger til advokatbistand ikke er hjemlet ved grundlovens § 73, men at de pågældende lodsejere var
68
Det forvaltningsretlige princip om, at myndigheden selv er ansvarlig for, at der fremskaffes de oplysninger, der er
nødvendige for at træffe en afgørelse.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0045.png
43
berettigede til en passende godtgørelse af udgifterne til den nødvendige advokatbistand på baggrund af
grundsætningen i ekspropriationsproceslovens § 29.
Det må således konstateres, at lodsejeren ikke har et lovhjemlet krav på hel eller delvis dækning af udgifter til
ekstern rådgiver i forbindelse med ekspropriationssager. Såfremt et sådan krav fremsættes og afvises af
taksationsmyndighederne, er lodsejeren henvist til at anlægge sag om spørgsmålet ved domstolene.
69
4.2 Administrativ efterprøvelse af ekspropriationsbeslutninger truffet i
medfør af planlovens § 47
4.2.1. Regler for administrativ klage over ekspropriationer truffet i medfør af planlovens § 47
De nærmere regler for administrativ efterprøvelse af en kommunal ekspropriationsbeslutning beror på, hvilken
lovhjemmel beslutningen er truffet på grundlag af. Fra og med den 1. februar 2017 har Planklagenævnet været
den administrative klageinstans for afgørelser efter planloven, herunder afgørelser om ekspropriation. Det
følger af planlovens § 58, stk. 1.
70
Klager over ekspropriationsbeslutninger efter planloven er omfattet af de almindelige bestemmelser om klage
til Planklagenævnet i bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2016.
71
For at være rettidig skal klagen være
indgivet skriftligt inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt. Klagen skal indgives ved digital selvbetjening
til den kommune, som har truffet afgørelsen. Kommunen skal videresende klagen til Planklagenævnet vedlagt
den påklagede afgørelse og de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, samt kommunens
bemærkninger til sagen og de enkelte klagepunkter. Kommunen skal videresende sagen med tilhørende
dokumenter til Planklagenævnet hurtigst muligt og så vidt muligt ikke senere end tre uger fra klagefristens
udløb. Hele klagesagen håndteres digitalt via Klageportalen.
Hvis ikke klage indleveres rettidigt, afvises klagen. Planklagenævnet skal som udgangspunkt ligeledes afvise
en klage, der ikke indgives ved digital selvbetjening, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1, med de undtagelser, der
følger af stk. 2-4. Afvisning af en klage under henvisning til, at den er indkommet for sent eller ikke er indgivet
ved digital selvbetjening, forudsætter, at kommunen i afgørelsen har givet korrekt klagevejledning i
69
Tidligere praksis vedrørende spørgsmålet om omkostninger i forbindelse med ekspropriationssagen er omtalt i
Mølbeck/Flensborg, Ekspropriation i praksis, 2007, side 215-218, herunder med omtale af U 1977.3 H, hvor Højesteret
anvendte grundsætningen i ekspropriationsproceslovens § 29 på udgifter til advokathjælp ved administrativ påklage af en
kommunes ekspropriationsbeslutning til Boligministeriet, som var klageinstans. Jf. tillige Orla Friis Jensen, Dansk Miljøret,
bind IV, 1978, side 184, hvor det på baggrund af U 1977.3 H, konkluderes, at det følger af den i dommen anlagte analoge
fortolkning, ”at
kommunalbestyrelsen efter omstændighederne må være forpligtet til at yde en passende godtgørelse for
advokatbistand i forbindelse med afholdelse af åstedsforretning mv., således som det allerede i et vist omfang har været
antaget i taksationspraksis.”
70
Jf. lov nr. 1658 af 20. december 2016 om Planklagenævnet, herunder dennes § 15, nr. 2, vedrørende ændring af
klagebestemmelsen i planlovens § 58.
71
Bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017 om udnyttelse af tilladelser, frist for klage, indsendelse af klage til
Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0046.png
44
overensstemmelse med forpligtelsen hertil i forvaltningslovens § 25, stk. 1. I mangel heraf vil klagefristen
normalt blive suspenderet.
I modsætning til de fleste andre afgørelser efter planloven har rettidig klage over en afgørelse om
ekspropriation opsættende virkning.
72
Den opsættende virkning af en rettidig klage skal ses i sammenhæng
med den i afsnit 4.1.10 omtalte bestemmelse i vejlovens § 102, stk. 4, hvorefter ekspropriationen og
foranstaltninger til dens gennemførelse ikke må iværksættes før end efter klagefristens udløb. Ved
ekspropriation efter planloven må kommunen således altid afvente realisering af ekspropriationsformålet, indtil
klagefristen på fire uger er udløbet, og i tilfælde af klage tillige afvente, at der foreligger en afgørelse fra
Planklagenævnet. Ekspropriationens retsvirkninger med ret til overtagelse af det eksproprierede areal
indtræder således først fra dette tidspunkt. Som nævnt i afsnit 4.1.3, gælder dette i modsætning til vejloven og
varme-forsyningsloven, hvor klage over en ekspropriation ikke har opsættende virkning, medmindre
klageinstansen beslutter dette.
Klageberettiget i forhold til ekspropriationsbeslutningen er de, som har en retlig interesse i sagens udfald, jf.
planlovens § 59, stk. 1. Dette begreb afgrænses normalt snævert i ekspropriationssager, således at alene
ejere, lejere og panthavere og andre med begrænsede rettigheder over ejendommen anses som
klageberettigede, hvorimod naboer normalt ikke anses som klageberettigede.
73
De landsdækkende foreninger
og organisationer, der er omtalt i planlovens § 59, stk. 2, er heller ikke klageberettigede i ekspropriationssager.
I stedet for at påklage ekspropriationen til Planklagenævnet kan den eksproprierede ejer eller rettighedshaver
indbringe ekspropriationens lovlighed direkte for domstolene. Der er således ikke et krav om, at den
administrative klageadgang til Planklagenævnet skal være udnyttet, før end sagen indbringes for domstolene.
Anlæg af retssag skal i givet fald ske under iagttagelse af søgsmålsfristen i planlovens § 62, stk. 1, hvorefter
søgsmål skal være anlagt inden seks måneder efter, at beslutningen om ekspropriation er meddelt.
Kommunens
meddelelse
om
ekspropriation
skal
indeholde
vejledning
om
søgsmålsfristen,
jf.
forvaltningslovens § 26. Manglende vejledning kan føre til, at søgsmålsfristen suspenderes. Selv om retssag
om ekspropriationens gyldighed anlægges rettidigt, har søgsmålet ikke opsættende virkning, jf. grundlovens §
63, stk. 1, 2. pkt., medmindre domstolene undtagelsesvis beslutter andet.
74
Jf. § 5, nr. 1, i ovennævnte bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017, hvorefter klage efter planlovens § 58, stk. 1, nr.
1 og nr. 2, har opsættende virkning. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1 og 2, vedrører afgørelser i medfør af henholdsvis § 35
om landzonetilladelser og § 47 om ekspropriation.
73
Jf. Mølbeck/Flensborg i Ekspropriation i praksis, 2007, side 307, og Helle Tegner Anker i Planloven med kommentarer,
2013, side 837. I en afgørelse af den 15. september 2014 afviste Energiklagenævnet i overensstemmelse hermed en klage
fra en nabo over en ekspropriationsbeslutning til et solvarmeanlæg i medfør af varmeforsyningsloven med henvisning til,
at naboen ikke var klageberettiget (j.nr. 1021-14-33-12).
74
Jf. herved U 2016.619 Ø om søgsmål mod en kommunes ekspropriation af en ejendom til brug for vendeplads mv., hvor
spørgsmålet om søgsmålets opsættende virkning var udskilt til særskilt behandling. Landsretten anførte med henvisning
til tidligere praksis fra Højesteret, at grundlovens § 63, stk. 1, 2. pkt., ikke betyder, at domstolene er afskåret fra
undtagelsesvis alligevel at tillægge et søgsmål om gyldigheden af en administrativ afgørelse opsættende virkning, hvilken
vurdering i givet fald må bero på en afvejning af de respektive parters interesser. Efter en samlet afvejning af parternes
modstående interesser i den konkrete sag fandt landsretten ikke, at der forelå det fornødne grundlag for undtagelsesvis at
tillægge søgsmålet opsættende virkning. Byretten var kommet frem til det modsatte resultat.
72
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0047.png
45
Hvis den eksproprierede ejer eller rettighedshaver har udnyttet den administrative klageadgang til
Planklagenævnet og ikke har fået medhold, kan Planklagenævnets afgørelse om
stadfæstelse
af
ekspropriationsbeslutningen på tilsvarende vis indbringes for domstolene af ejeren henholdsvis
rettighedshaveren. Der gælder også her en søgsmålsfrist på seks måneder fra Planklagenævnets beslutning,
jf. § 3, stk. 4, i lov om Planklagenævnet.
75
I lighed med det, som gælder, hvis retssag anlægges direkte mod
kommunen, har indbringelse af Planklagenævnets afgørelse for domstolene heller ikke opsættende virkning,
medmindre retten undtagelsesvist bestemmer andet.
Hvis Planklagenævnet modsat
ophæver
ekspropriationen, er det derimod udgangspunktet, at en kommunes
interesse i at fastholde kommunens egen afgørelse ikke udgør en sådan retlige interesse, at det kan begrunde
søgsmålskompetence i et søgsmål mod klagenævnet.
76
Hvis der er eksproprieret til fordel for en bestemt
privat part, er det derimod i retspraksis antaget, at den private part, som der er eksproprieret til fordel for, kan
anlægge retssag mod nævnet om gyldigheden af nævnets afgørelse.
77
4.2.2
Planklagenævnets
sammensætning,
sagsbehandling
og
kompetence
ved
klager
over
ekspropriationer truffet i medfør af planlovens § 47
Med lov nr. 1658 af 20. december 2016 om Planklagenævnet blev kompetencen til behandling af klager i
medfør af planloven overført til det nyoprettede Planklagenævn. Den hidtidige klageinstans, Natur- og
Miljøklagenævnet, blev samtidig hermed nedlagt. Planklagenævnet er organisatorisk placeret i Nævnenes
Hus, som er en styrelse under Erhvervsministeriet. Nævnet er uafhængigt af ministeren i forhold til behandling
af den enkelte sag og afgørelsen af denne, og lever således op til Århuskonventionens regler om adgang til
klage og domstolsprøvelse.
78
Planklagenævnet består af elleve medlemmer, som skal have indsigt i fysisk planlægning. Nævnet er
sammensat af en formand, der skal være jurist, en landsdommer, fem medlemmer med forskellige faglige
kompetencer samt fire læge medlemmer, der i lighed med nævnets øvrige medlemmer skal have viden og
indsigt i fysisk planlægning.
79
Planklagenævnets sammensætning er den samme i alle sager og er uafhængig
af, hvilken lov eller sagstype en klage angår. De læge medlemmer deltager således i alle sager, som behandles
Lov nr. 1658 af 20. december 2016 om Planklagenævnet. Hvis Planklagenævnet har stadfæstet kommunens beslutning
om ekspropriation, følger det af retspraksis, at retssag om ekspropriationens gyldighed normalt ikke kan anlægges mod
kommunen. Det er nævnets afgørelse, som gælder, hvorfor ejeren/rettighedshaveren ikke har den fornødne retlige
interesse i at anlægge sagen mod kommunen.
76
Hvis en kommune har en konkret økonomisk eller anden interesse i en fastholdelse af kommunens egen afgørelse, er
det i retspraksis antaget, at der kan foreligge retlig interesse og dermed søgsmålskompetence for kommunen. Retspraksis
er dog ikke entydig, jf. herved blandt andet Helle Tegner Anker i Planloven med kommentarer, 2013, side 864 f., med
omtale af U 2004.1513 H og U 2007.1074 H (ingen af de to domme, som – begge med dissens – kom frem til modsatte
resultater, angik ekspropriation).
77
Jf., MAD 2008.2058 B, hvor Naturklagenævnet i en afgørelse havde ophævet en kommunes ekspropriation af et
landbrugsareal til fordel for en privat virksomhedsejers udvidelsesmuligheder, hvorefter virksomhedsejeren indbragte
nævnets afgørelse for byretten, som dog stadfæstede nævnets afgørelse (nævnets afgørelse er refereret i MAD 2007.1628
NKN).
78
Jf. særligt artikel 9 i Århuskonventionen af 25. juni 1998 om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i
beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet.
79
Jf. § 2, stk. 1, nr. 7, i lov nr. 1658 af 20. december 2016 om Planklagenævnet.
75
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0048.png
46
af det samlede nævn. Det gælder i modsætning til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som blev oprettet samtidig
med Planklagenævnet. Miljø- og Fødevareklagenævnet er opdelt i ni afdelinger, hvoraf en afdeling udgør den
såkaldte læge sammensætning.
80
I det omfang der i den lovgivning, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet er
tillagt kompetence til at behandle klagesager, er hjemmel til at gennemføre ekspropriation, er det normalt
bestemt, at klage skal ske til den læge sammensætning af nævnet.
81
Om baggrunden for opretholdelsen af
en ordning med læge medlemmer i Miljø- og Fødevareklagenævnet blev det i lovbemærkningerne anført, at
det var regeringens vurdering, at der fortsat var behov for deltagelse af læge medlemmer i
klagesagsbehandlingen, og at det særligt gjorde sig gældende i ekspropriationssager. Medvirken af læge
medlemmer i nævnsbehandlingen af ekspropriationssager var også udgangspunktet for det tidligere Natur- og
Miljøklagenævn, som med virkning fra den 1. februar 2017 blev erstattet med Planklagenævnet og Miljø- og
Fødevareklagenævnet.
82
Når en sag behandles af nævnet, skal nævnet være fuldtalligt, men behandlingen af sagen kan ske skriftligt,
jf. § 4, stk. 2, i lov om Planklagenævnet.
83
Ifølge § 4 i lov om Planklagenævnet kan formanden eller en stedfortræder træffe afgørelse på nævnets vegne
i sager, der ikke indeholder spørgsmål af større eller principiel betydning, og i sager hvis afgørelse alene beror
på en retlig vurdering. Det følger af lovbemærkningerne til § 4, at sager af større eller principiel betydning
blandt andet omfatter sager, hvor væsentlige natur-, miljø-, kultur-, eller landskabsværdier skal afvejes over
for væsentlige interesser i vækst- og erhvervsudvikling eller andre væsentlige interesser samt sager med
vidtrækkende økonomisk betydning for samfundet eller for afgørelsens adressat.
Det er således ikke i loven bestemt eller forudsat, at enhver sag om ekspropriation skal nævnsbehandles, men
de nævnte kriterier kan betyde, at klager over ekspropriationer i vidt omfang behandles af det samlede nævn.
84
Formanden for det tidligere Natur- og Miljøklagenævn havde ligeledes kompetence til at træffe afgørelse i
sager, der ikke indeholdt spørgsmål af større principiel betydning, og i sager, hvor afgørelsen alene beroede
på en juridisk vurdering.
85
For så vidt angår antal og resultat af klagenævnsafgørelser om kommuners
ekspropriation i medfør af planlovens § 47 henvises til afsnit 5.3.1.
Jf. § 3, nr. 9, i lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvilken afdeling herefter består
af formanden, to landsdommere og 4 læge medlemmer.
81
Jf. eksempelvis miljøbeskyttelseslovens § 91, stk. 2, vedrørende klage over ekspropriationsbeslutninger truffet i medfør
af samme lovs § 58 (lovbekendtgørelse nr. 966 af 23. juni 2017 om miljøbeskyttelse).
82
I den nu ophævede lov om Natur- og Miljøklagenævnet (lovbekendtgørelse nr. 1205 af 28. september 2016), blev der i
§ 5, stk. 1, nr. 1 og 2, sondret mellem nævnet i den sagkyndige sammensætning og nævnet i den læge sammensætning.
Ved klage over beslutninger om ekspropriation var det almindeligvis bestemt i den enkelte ekspropriationslov, at klage
skulle ske til Natur- og Miljøklagenævnet i den læge sammensætning.
83
Fremgangsmåden ved skriftlig votering er beskrevet nærmere i Planklagenævnets forretningsorden.
84
Planklagenævnets første materielle afgørelse vedrørende ekspropriation blev behandlet af det samlede nævn, jf.
nævnets afgørelse af den 29. juni 2017 i en sag om Norddjurs Kommunes ekspropriation af et areal til virkeliggørelse af
en lokalplan for udvidelse af et erhvervsområde (NMK-32-00042).
85
Jf. § 9 i den nu ophævede lov om Natur- og Miljøklagenævnet.
80
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0049.png
47
Hvis klagen kan afvises af formelle eller retlige grunde, vil kriterierne for nævnsbehandling næppe blive anset
for opfyldt. Planklagenævnets afviste i to afgørelser af 31. marts 2017 at behandle to klager over Holstebro
Kommunes ekspropriation af arealer, som blandt andet var udlagt til fællesareal.
86
Klagerne angik spørgsmål
om overtagelse efter planlovens § 48 samt om adgangen til ekstension og om erstatningsfastsættelsen. Disse
spørgsmål henhører under taksationsmyndighedernes kompetence, hvorfor Planklagenævnet ikke kunne
behandle sagerne. Afgørelserne blev truffet af formanden på nævnets vegne. Formanden traf ligeledes en
afgørelse af 7. april 2017 på nævnets vegne, hvor Planklagenævnet afviste at behandle en klage over, at
Randers Kommune
ikke
havde truffet afgørelse om at ekspropriere en bestemt ejendom.
87
Da kommunen
alene havde besluttet ikke at iværksætte en ekspropriationssag, var der ikke truffet en afgørelse efter
planloven.
Planklagenævnet har mulighed for at foretage besigtigelse i forbindelse med en sags behandling. Det tidligere
Naturklagenævn og Natur- og Miljøklagenævn foretog normalt ikke besigtigelse som led i behandling af
ekspropriationssager.
88
Ved klage over afgørelser på planområdet sondres der mellem klager, hvor der foretages fuldstændig
prøvelse, og klager, hvor prøvelsen er begrænset til retlige spørgsmål. Udgangspunktet for Planklagenævnets
kompetence er, at prøvelsen er begrænset til at angå retlige spørgsmål, men i ekspropriationssager har
Planklagenævnet kompetence til at foretage fuldstændig prøvelse, jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 2.
89
Det gjaldt
tilsvarende for det tidligere Naturklagenævn og Natur- og Miljøklagenævn. Det følger således også af
klagenævnspraksis i ekspropriationssager på planområdet, at der ud over prøvelsen af ekspropriationens
lovlighed foretages en prøvelse af ekspropriationens rimelighed og hensigtsmæssighed, jf. omtalen heraf
ovenfor i afsnit 3..8.
4.2.3 Omkostninger ved klage over ekspropriationer i medfør af planlovens § 47
Ifølge § 8, stk. 1, i lov om Planklagenævnet er klage til nævnet forbundet med et fast gebyr på 900 kr. for
privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer. Klage over ekspropriationsbeslutninger efter
planlovens § 47 er imidlertid gebyrfri.
90
Tilsvarende er det i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemt,
at der ikke skal betales gebyr i sager, hvor der klages over ekspropriationsbeslutninger efter blandt andet
Planklagenævnets afgørelser i NMK-32-00040 og NMK-32-00041.
Planklagenævnets afgørelser i NMK-32-00043.
88
Natur- og Miljøklagenævnet foretog besigtigelse i forbindelse med behandlingen af en klage over Struer Kommunes
ekspropriation af areal til brug for udvidelse af Venø Efterskole med en multihal, hvilket muligvis kan ses i sammenhæng
med, at nævnet i samme sag behandlede en klage over et afslag fra Naturstyrelsen på dispensation fra
naturbeskyttelseslovens § 15 vedrørende en alternativ placering af den omhandlede multihal (Natur- og Miljøklagenævnets
afgørelse af den 7. maj 2013 i NMK-32-00009 og NMK-500-00378).
89
Ud over ekspropriationssager er der tillige fuldstændig prøvelse ved klage over afgørelser i landzonesager, jf. planlovens
§ 58, stk. 1, nr. 1.
90
Jf.§ 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 108 af 28. januar 2017 om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet, som
er fastsat med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen i § 8, stk. 3, i lov om Planklagenævnet. Det fremgår af
lovbemærkningerne til § 8, stk. 3, at det var forudsat, at der ikke ville blive ændret på den hidtidige regel om, at klager over
ekspropriation var gebyrfri.
87
86
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0050.png
48
vandforsyningslovens § 40, vandløbslovens § 71 og miljøbeskyttelseslovens § 58.
91
Det svarer til de hidtidige
regler, hvor klage over ekspropriationssager og fredningssager også var undtaget for betaling af klagegebyr
til Natur- og Miljøklagenævnet.
92
Planklagenævnet har ikke hjemmel til at tilkende erstatning eller godtgørelse for de omkostninger, som
klageren måtte have afholdt som led i klagesagens behandling. Det gælder uafhængigt af klagesagens
udfald.
93
I lighed med det anførte i afsnit 4.1.11 om de berørte ejeres og rettighedshaveres omkostninger under
selve ekspropriationssagen, må den eksproprierede ejer henholdsvis rettighedshaver således også selv
afholde udgifter til varetagelse af egne interesser, hvis kommunens beslutning om ekspropriation påklages til
Planklagenævnet. Der vil typisk være tale om udgifter til ekstern professionel rådgivning i form af advokat,
landinspektør eller andet. Der kan herudover være tale om andre positive udgifter, herunder eksempelvis til
fremskaffelse eller udfærdigelse af dokumentationsmateriale til brug for sagen i form af kortbilag,
jordbundsundersøgelser eller andre tekniske undersøgelser.
Den manglende omkostningsdækning skal ses i sammenhæng med, at Planklagenævnet som klageinstans i
lighed med kommunen som første instans er underlagt officialmaksimen, hvorved Planklagenævnet selv har
ansvaret for at sikre, at sagen oplyses i nødvendigt omfang uafhængigt af de oplysninger, som under sagen
måtte fremkomme fra kommunen og klageren.
Det er op til den enkelte borger eller virksomhed, hvis ejendom bliver eksproprieret, at vurdere, om man ønsker
at være repræsenteret af en advokat eller anden professionel rådgiver. Selv om der ikke foreligger egentlige
statistiske oplysninger herom, må det antages, at klagere i ekspropriationssager som følge af indgrebets
karakter og betydning i de fleste tilfælde vil være repræsenteret af advokat eller anden rådgiver og således
herved har positive udgifter ved klagesagens gennemførelse uanset sagens udfald.
94
Hvis nævnets afgørelse indbringes for domstolene, vil den eksproprieredes omkostninger under klagesagen
heller ikke indgå i rettens omkostningsfastsættelse. Rettens omkostningsafgørelse angår de omkostninger,
som har været nødvendige ved førelse af retssagen, og således som udgangspunkt ikke omkostninger forud
for sagens anlæg.
95
Det gælder både i de tilfælde, hvor retten stadfæster nævnets afgørelse, og i de tilfælde,
91
Jf. § 19, nr. 2, i lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Jf. § 18, stk. 3 og 4, i den nu ophævede lov om Natur- og Miljøklagenævnet (lovbekendtgørelse nr. 1205 af 28. september
2016).
93
I bekendtgørelse nr. 108 af 28. januar 2017 om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet, er der i § 3 fastsat
nærmere regler om, at klagegebyret tilbagebetales, herunder blandt andet når klageren får helt eller delvist medhold i
klagen. Bestemmelsen er ikke relevant i ekspropriationssager, hvor klage er gebyrfri i medfør af § 2, stk. 1, i samme
bekendtgørelse.
94
Af de 19 afgørelser i perioden 2010 til 2017, har lodsejere i ni afgørelser været helt eller delvist repræsenteret af advokat.
I ni afgørelser (om det samme sagsforløb) har lodsejerne været repræsenteret på anden vis end ved advokat. For den
sidste sags vedkommende fremgår det ikke, hvorvidt lodsejeren har været repræsenteret ved rådgiver i sagen.
95
Jf. retsplejelovens kapitel 30 om sagsomkostninger, herunder § 332 og § 316.
92
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0051.png
49
hvor den eksproprierede får medhold i en påstand om ophævelse af nævnets afgørelse og dermed en
ophævelse af kommunens ekspropriation.
96
Det forhold, at en parts omkostninger under en administrativ klagesag ikke erstattes helt eller delvist, gælder
tilsvarende ved klage til en række andre uafhængige klagenævn, som opererer på grundlag af
officialprincippet, herunder Miljø- og Fødevareklagenævnet og Energiklagenævnet, som ligeledes behandler
klager over kommunale ekspropriationer.
Det gælder i modsætning til klagesager ved Klagenævnet for Udbud, hvor klagenævnet kan bestemme, at den
tabende part skal betale modparten et beløb til hel eller delvis dækning af dennes omkostninger ved
klagesagen.
97
Det skal ses i sammenhæng med, at Klagenævnet for Udbud ikke er omfattet af
officialmaksimen, men på samme måde som domstolene opererer efter forhandlingsmaksimen.
98
Der kan endelig henvises til de særlige regler om omkostningsgodtgørelse, som gælder på skatteområdet ved
klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser til blandt andet forskellige skatteankenævn og til
Landsskatteretten.
Det
følger
af
skatteforvaltningsloven,
at
disse
klageinstanser
opererer
efter
officialmaksimen.
99
Reglerne om omkostningsgodtgørelse findes i skatteforvaltningslovens kapitel 19, og det
følger af lovens § 52, at der ved klage, hvor blandt andet et skatteankenævn eller Landsskatteretten træffer
afgørelse, ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som den klagende part ifølge regning skal betale eller
har betalt til sagkyndig bistand. Godtgørelsen udgør dog 100 pct., hvis den pågældende part har fået fuldt
medhold eller medhold i overvejende grad.
4.3 Proceduren for fastsættelse og udbetaling af ekspropriationserstatninger
ved ekspropriation i medfør af planlovens § 47
4.3.1 Generelt om erstatningstilbud og -forhandlinger forud for en ekspropriation
Der er hverken i planloven eller vejloven bestemmelser om, i hvilket omfang kommunen har pligt til at afprøve
mulighederne for opnåelse af en frivillig aftale, før en ekspropriationssag indledes. Ekspropriation kan imidlertid
kun gennemføres, når det er ”nødvendigt”, jf. planlovens § 47, og ”når
almenvellet kræver det”,
jf. grundlovens
96
Der kan eksempelvis henvises til U 2010.2049 V / MAD 2010.917 V, hvor landsretten ophævede en ekspropriation til
en flugtskydebane ved Skagen. Kommunens ekspropriation fra juni 2006 blev stadfæstet af Naturklagenævnet i en
afgørelse af den 20. december 2007. Ejerne indbragte Naturklagenævnets afgørelse for byretten, som i en dom af 26. juni
2009 opretholdt nævnets afgørelse og samtidig pålagde ejeren at betale sagens omkostninger med 24.000 kr. Ejeren
ankede dommen til Vestre Landsret, som ændrede byrettens dom og ophævede nævnets afgørelse om stadfæstelse af
kommunens ekspropriation. For begge retssager tilkendte landsretten ejeren 50.000 kr. for udgifter til advokat, hvori der
således ikke indgik dækning af ejerens udgifter til advokat under klagesagen frem til Naturklagenævnets afgørelse i
december 2007.
97
Jf. § 9, stk. 4 i bekendtgørelse nr. 887 af 11. august 2011 om Klagenævnet for Udbud. Ifølge § 9, stk. 5 og 6, kan
sagsomkostningerne maksimalt andrage 75.000 kr., hvilket dog i særlige tilfælde kan fraviges, når klagenævnet pålægger
den indklagede at betale klagerens sagsomkostninger.
98
Jf. § 10, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 593 af 2. juni 2016 om Klagenævnet for Udbud.
99
Jf. § 36, stk. 1, og 45, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 1267 af 12. november 2015 af skatteforvaltningsloven.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0052.png
50
§ 73. Det følger af planlovens § 47, at mulighederne for at opnå en frivillig aftale skal være afdækket, før en
ekspropriation kan søges gennemført.
Det indebærer ikke, at kommunen har en særlig forpligtelse til at imødekomme ejerens krav. Kommunen har
hverken ret eller pligt til at tilbyde erstatninger, som overstiger markedsprisen, men mulighederne for at opnå
enighed om erstatningen på frivillig basis skal undersøges. Der gælder ikke særlige regler herfor, herunder
hvorledes og med hvilken intensitet de indledende forhandlinger skal gennemføres, men kommunen er som
offentlig myndighed også i denne fase underlagt de almindelige regler om vejledningspligt og god
forvaltningsskik. Kommunen må i samme forbindelse redegøre for det pågældende projekt og dets betydning
for ejerens ejendom, jf. vejlovens § 101, stk. 2. Der bør ligeledes redegøres for muligheden for ekspropriation
og de betingelser, der
skal være opfyldt for at kunne ekspropriere efter den pågældende
ekspropriationshjemmel, samt den formelle proces herfor, jf. omtalen heraf ovenfor, særligt i afsnit 4.1.7 og
4.1.10.
Muligheden for at opnå en frivillig aftale som alternativ til en eventuel ekspropriation vil i de fleste tilfælde være
afhængig af, om det er muligt at opnå enighed om erstatningen herfor. Det vil i de fleste tilfælde blive afklaret
i forbindelse med åstedsforretningen. I denne forbindelse vil det endvidere ofte være af afgørende betydning
for
ejeren,
om
en
eventuel
fortjeneste
ved
afståelsen
vil
være
skattefri
i
medfør
af
ejendomsavancebeskatningslovens regler, jf. omtalen heraf nedenfor i afsnit 6.4.
100
Ved mindre indgreb i landzone, herunder ved ekspropriation til ledningsanlæg og andre tekniske anlæg, findes
der forskellige vejledende takster, som ofte vil være udgangspunktet for forhandlingerne.
101
Som følge heraf
vil det i sådanne sager ofte være muligt at opnå enighed om indgrebet og erstatningen herfor på frivilligt
grundlag. For større arealer i landzone og for arealer og ejendomme i byzone foreligger der ikke tilsvarende
vejledende takster. Kommunen vil i sådanne sager ofte forud for de indledende forhandlinger have undersøgt
markedsprisen ud fra egne erfaringer eller via ejendomsmæglervurderinger.
Kommunen har ikke en egentlig pligt til at fremsætte et erstatningstilbud. Det følger af vejlovens § 101, stk. 3,
og § 102, stk. 5, hvorefter kommunen under åstedsforretningen eller i forbindelse med meddelelse af
ekspropriationsbeslutningen
kan
fremsætte et erstatningstilbud, men således ikke er forpligtet hertil. Som
anført må kommunen dog som minimum have undersøgt, om der er mulighed for at erhverve arealet eller den
pågældende rettighed på frivillig basis. Det vil i denne forbindelse være nødvendigt, at der foreligger et udspil
fra kommunen vedrørende erstatningen. I nogle tilfælde kan det være vanskeligt for kommunen at fremkomme
med et endeligt tilbud. Det kan eksempelvis være i sager, hvor en ekspropriation involverer ensartede indgreb
over for flere ejere, og hvor det konstateres, at enighed ikke kan opnås med en eller flere af disse. Det kan her
100
Ejeren har mulighed for hos SKAT at indhente et bindende svar herom i medfør af reglerne i kapitel 8 i
skatteforvaltningsloven (lovbekendtgørelse nr. 1267 af 12. november 2015 af skatteforvaltningsloven). Kommunen har
derimod ingen kompetence vedrørende bedømmelsen af en frivillig afståelses skattemæssige konsekvenser for ejeren.
101
Jf. eksempelvis landsaftale om vand- og spildevandsanlæg i landbrugsjord, som er indgået mellem Landbrug &
Fødevarer, DANVA og Danske Vandværker, og som løbende opdateres.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0053.png
51
for alle parter være hensigtsmæssigt, at der iværksættes en samlet ekspropriation med henblik på
efterfølgende taksation for at sikre, at erstatningen fastsættes efter ensartede principper i forhold til alle ejerne.
Det gælder især i de tilfælde, hvor der på forhånd er usikkerhed om markedsprisen. De enkelte ejere bør
samtidig orienteres om baggrunden for den valgte fremgangsmåde.
4.3.2 Taksationsmyndighederne efter vejloven
Hvis der i forbindelse med en ekspropriation ikke kan opnås enighed om fastsættelse af erstatningen, skal
kommunen inden en nærmere frist indbringe erstatningsspørgsmålet for taksationsmyndighederne, som
herefter træffer afgørelse under iagttagelse af de regler der gælder herfor i vejlovens §§ 112 - 118, jf. nedenfor
i afsnit 5.2.7.
Reglerne om nedsættelse af vejlovens taksationsmyndigheder findes i lovens §§ 105-111. Bestemmelserne
er en videreførelse af reglerne om nedsættelse af taksationsmyndigheder i vejbestyrelsesloven fra 1957.
102
Vejlovens §§ 105-111 svarer således med få ændringer til §§ 57-62 i vejloven fra 1972.
103
Disse bestemmelser blev indføjet
i vejloven med lov nr. 286 af 7. juni 1972 om ændring af lov om offentlige veje og svarede med få ændringer af formel
karakter til de hidtidige regler i § 27, § 28, stk. 2 og 3, og § 29 i vejbestyrelsesloven.
104
Det følger af vejlovens § 107, at kommissionerne er uafhængige instanser, som ikke er undergivet instruktioner
om den enkelte sags behandling eller afgørelse. Selv om kommissionerne er uafhængige, har disse i lighed
med andre uafhængige nævn og råd karakter af forvaltningsmyndigheder.
105
Det følger heraf, at vejlovens
taksationsmyndigheder er underlagt officialprincippet i deres virksomhed, samt at de er omfattet af såvel
forvaltningsloven som offentlighedsloven.
Der er tale om et to-instans princip, hvor taksationskommissionerne træffer afgørelse som første instans i
sager, som ligger inden for det forretningsområde (de kommuner), som kommissionen dækker. En
taksationskommissions kendelse kan påklages til den overtaksationskommission, som dækker det
pågældende geografiske område. Taksationskommissionerne og overtaksationskommissionerne skal bestå
af tre henholdsvis fem medlemmer og nedsættes af transport-, bygnings- og boligministeren, som også
fastsætter deres forretningsområder, jf. vejlovens § 105, stk. 1 og § 106, stk. 1. Der er i en bekendtgørelse
fastsat nærmere regler herfor.
106
Med hjemmel i bekendtgørelsen har transport-, bygnings- og boligministeren
i alt nedsat 15 taksationskommissioner og syv overtaksationskommissioner. Transport-, bygnings- og
102
103
Lov om bestyrelsen af de offentlige veje, senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 369 af 5. august 1970.
Jf. de særlige bemærkninger til §§ 105-108 i L 20 2014/2015. Udover redaktionelle ændringer udgik en særlig
habilitetsbestemmelse i den tidligere lovs § 60, stk. 2. Kommissionerne udgør en del af den offentlige forvaltning, og er
dermed også omfattet af de almindelige regler om inhabilitet, som findes i forvaltningslovens kapitel 3, hvorfor der ikke var
behov for at videreføre særlige forvaltningsretlige habilitetsregler for de udpegede medlemmer af taksations- og
overtaksationskommissionerne.
104
Jf. de særlige bemærkninger til §§ 57-62 i L 70 1971/1972.
105
Jf. herved tillige punkt 5 i Justitsministeriets vejledning nr. 11740 fra 1986 om forvaltningsloven, hvor
taksationskommissioner er medtaget som eksempel på et særligt nævn, der omfattes af loven.
106
Bekendtgørelse nr. 1414 af 27. november 2015 om taksationskommissioner og overtaksationskommissioner.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0054.png
52
boligministeren bestemmer, hvilke kommuners afgørelser de enkelte kommissioner hver især skal behandle,
og kan ændre i kommissionernes antal og geografiske områder. Oplysninger om kommissionernes antal og
geografiske områder skal være offentligt tilgængelige.
107
formændene
Transport-,
bygnings-
og
boligministeren
to
udnævner
for
såvel
taksations-
som
overtaksationskommissionerne. Det sker for seksårige perioder. Genudnævnelse kan ske for en ny periode.
Tilsvarende
udnævner
ministeren
faste
medlemmer
samt
suppleanter
herfor
til
hver
overtaksationskommission.
De respektive formænd udpeger herefter selv to medlemmer til den enkelte sag. Udpegningen sker ud fra en
liste over kommunalt udpegede personer til den pågældende taksations- eller overtaksationskommission.
108
Det er ikke et krav, at medlemmer skal være bosiddende i den kommune, som ekspropriationen vedrører, men
er modsat heller ikke udelukket. I sidstnævnte tilfælde må formanden i særlig grad være opmærksom på mulig
inhabilitet.
Ifølge
vejlovens
§
109
udpeger
den
enkelte
kommune
en
landinspektør,
som
kan
bistå
taksationskommissionen og overtaksationskommissionen. Landinspektøren vil ofte som bistand til formanden
forestå indhentelse af nødvendige oplysninger om de matrikulære og tinglysningsmæssige forhold forud for
sagens forhandling mv. Ved delekspropriationer eller ekspropriation af eksempelvis rettigheder til placering af
forsyningsledninger vil landinspektøren ofte forud for taksationsforretningen have foretaget afmærkning i
marken af det areal, som omfattes ekspropriationen, ligesom landinspektøren under besigtigelsen kan
orientere om de matrikulære forhold i øvrigt. Landinspektøren deltager i kommissionens møder og under
voteringen, men har ikke stemmeret. Den landinspektør, som har bistået taksationskommissionen i første
instans, kan også bistå overtaksationskommissionen i samme sag. Det fremgik udtrykkeligt af den tidligere
vejlovs § 60, stk. 3, og gælder fortsat, selv om bestemmelsen ikke er videreført i den gældende lov. Det er
ikke et krav, at der medvirker en landinspektør. I sager om totalekspropriation af en ejendom, hvor der ikke er
matrikulære spørgsmål, vil det eksempelvis ofte være unødvendigt. Det er kommunen, som afholder udgiften
til landinspektøren, jf. vejlovens § 111, stk. 2.
Hvis der under en sag er særlige tekniske spørgsmål, kan kommissionen anmode om bistand fra en særlig
sagkyndig, jf. vejlovens § 109, stk. 3. Det kan eksempelvis være i tilfælde af ekspropriationsindgreb over for
et gartneri, et dambrug eller en anden erhvervsvirksomhed, hvor vurdering af konsekvenserne og tabet
nødvendiggør særlig fagkundskab. Omkostningerne afholdes af kommunen, jf. vejlovens § 111, stk. 2.
107
108
Oplysninger om adresser og formænd for de enkelte kommissioner findes p.t. på Vejdirektoratets hjemmeside.
Fremgangsmåden for kommunernes udpegning af medlemmerne til denne liste fremgår af vejlovens § 105, stk. 3, og
§ 106, stk. 3. Landets kommuner skal hvert fjerde år udpege én person, som for denne periode kan udpeges til
taksationskommissionen, og tilsvarende udpege én person, som i perioden kan udpeges til overtaksationskommissionen.
Herved fremkommer der for hver taksationskommission og for hver overtaksationskommission en liste med de mulige
medlemmer af den pågældende kommission for den kommende fireårige periode.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0055.png
53
4.3.3 Vejlovens krav til de enkelte medlemmer og formænd for kommissionerne
Det gælder for alle medlemmer af såvel taksations- som overtaksationskommissionerne, at de skal have
”indsigt
i vurdering af ejendomme”,
jf. vejlovens § 108. Samme krav fandtes i den tidligere vejlov og var en
videreførelse af § 29 i vejbestyrelsesloven fra 1957.
109
Vejloven angiver således i denne henseende et særligt
kvalifikationskrav for medlemmerne.
Dette kvalifikationskrav for læge medlemmer af taksationskommissioner og overtaksationskommissioner
gælder i modsætning til eksempelvis lægdommere i retsplejen, hvor der alene er krav om, at de skal være
uberygtede og have valgret til Folketinget, jf. retsplejelovens § 69. Der kan til eksempel ligeledes henvises til
de læge medlemmer af Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet, som udpeges af Folketinget,
hvor der heller ikke gælder særlige kvalifikationskrav, idet det dog er et krav, at de læge medlemmer af
Planklagenævnet i lighed med nævnets øvrige medlemmer har viden og indsigt i fysisk planlægning.
110
Vejlovens krav er derimod mere sammenligneligt med de regler, som gælder for de taksationsmyndigheder,
som er nedsat i medfør af lov om fremme af vedvarende energi (VE-loven), som træffer afgørelse om værditab
på boligejendomme, der er forårsaget ved opstilling af vindmøller. Det følger af VE-lovens § 7, stk. 4, at
taksationsmyndigheden består af en formand, der opfylder betingelserne for at kunne udnævnes som dommer,
samt en sagkyndig i vurdering af værdien af beboelsesejendomme. Det forventes, at den sagkyndige skal
være ejendomsmægler. Det er i lovbemærkningerne til bestemmelsen forudsat, at ministeren udpeger et antal
ejendomsmæglere i hver region, blandt hvilke der herefter kan ske udpegning til den enkelte sag. Ved denne
udpegning skal der lægges vægt på, at den pågældende ikke driver virksomhed i området, således at
interessekonflikter undgås, men det skal samtidig sikres, at den pågældende har kendskab til priser og
prisudvikling for ejendomme i området.
111
I en nyere dom om erstatningsudmåling for værditab for en
boligejendom efter VE-loven fremdrog Højesteret mere almindeligt taksationsmyndighedens sagkundskab og
funktion mv. i henhold til VE-loven i præmisserne, og henviste til, at der som følge heraf ikke burde ske
tilsidesættelse af taksationsmyndighedens skøn over værditabets størrelse uden sikkert grundlag herfor.
112
Særligt for så vidt angår formændene for taksations- og overtaksationskommissionerne har det hidtil været et
krav, at de skulle have bestået juridisk embedseksamen.
113
Dette krav blev fastholdt ved vedtagelsen af den
109
Vejbestyrelsesloven
fra 1957 tog afsæt i det lovforslag, som blev afgivet i
betænkning vedrørende forslag til de offentlige
vejes bestyrelse mm,
(betænkning 117/1955). Om ordlyden af den senere § 29 blev det i bemærkningerne til forslaget
anført: ”Man
har derhos ikke fundet det påkrævet udtrykkeligt at angive, at medlemmerne af taksationskommissionerne
enten skal være bygningssagkyndige eller landbrugssagkyndige, idet man har anset det for tilstrækkeligt at angive, at de
skal have behørig indsigt i vurdering af ejendomme”,
jf. betænkning nr. 117/1955, side 84.
110
Jf. § 2, stk. 1, nr. 7, i lov nr. 1658 af 20. december 2016 om Planklagenævnet og § 2, stk. 1, nr. 4, i lov nr. 1715 af 27.
december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
111
Jf. de særlige bemærkninger til § 7 i forslag til lov om vedvarende energi, L 55 2008/2009.
112
Højesterets dom af 15. august 2017 i sag 234/2016, 2. afdeling. Under sagen havde ejeren nedlagt påstand om
forhøjelse af den udmålte erstatning på grundlag af et under retssagen gennemført syn og skøn.
113
Ifølge vejbestyrelseslovens § 27, stk. 2, og § 28, stk. 3, skulle formanden for en taksationskommission udnævnes blandt
amtets underretsdommere eller dommerfuldmægtige, og formanden for en overtaksationskommission skulle opfylde
betingelserne for at være landsdommer. Det blev i vejlovens § 57, stk. 2, og § 58, stk. 2, ændret til, at en formand skulle
have bestået juridisk embedseksamen.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0056.png
54
gældende vejlov i 2014, men er senere ændret til den nuværende ordlyd i vejlovens § 105, stk. 2, og § 106,
stk. 2.
114
En formand for en taksations- eller overtaksationskommission skal herefter ”have
juridisk kandidateksamen
eller tilsvarende juridiske kvalifikationer af betydning for varetagelse af hvervet”.
Baggrunden for ændringen
var, at det havde været vanskeligt at besætte hvervene som formænd for taksationskommissionerne, hvilket
havde medvirket til længere sagsbehandlingstider. For at sikre, at sagerne ikke skulle tage unødig lang tid
som følge af kvalifikationskravet om juridisk embedseksamen, blev bestemmelserne ændret til den gældende
formulering, hvorefter andre personer også kan komme i betragtning ud fra en konkret vurdering. Da
behandlingen af taksationssager ofte indebærer stillingtagen til udprægede juridiske spørgsmål, er det i
lovbemærkningerne præciseret, at det fortsat er afgørende, at de personer, som udpeges, besidder de
fornødne juridiske kvalifikationer til at kunne varetage hvervet.
115
Ifølge den fortegnelse over formændene, som findes på Vejdirektoratets hjemmeside, er formændene for alle
15
taksationskommissioner
dommere
eller
tidligere
dommere.
116
Formændene
for
de
syv
overtaksationskommissioner er ligeledes jurister.
4.3.4 Taksationsmyndighedernes kompetence og opgaver
Udover erstatningsfastsættelse ved ekspropriation efter vejloven, forestår taksationsmyndighederne
erstatningsfastsættelsen ved ekspropriation, som gennemføres på grundlag af privatvejsloven.
117
Erstatningsudmålingen skal ske på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler, og de eventuelle
fordele, som måtte være forbundet med ekspropriationen og ekspropriationsformålet skal fradrages i
erstatningen, som herved også helt kan bortfalde, jf. vejlovens § 103, stk. 1 og 2.
Taksationsmyndighederne forholder sig til den erstatning, som følger af ekspropriationsindgrebet. Påstand om
erstatning på andet grundlag, for eksempel om, at kommunens ekspropriationsbeslutning er truffet på et
usagligt grundlag, falder normalt uden for kommissionernes kompetence. Sådanne spørgsmål vil blive henvist
til civilt søgsmål, hvor der er mulighed for bevisførelse efter retsplejelovens regler.
118
Lov nr. 1895 af 29. juni 2015 om ændring af ekspropriationsprocesloven og vejloven. Kravene til kommissarier og
formænd for de statslige taksationskommissioner i ekspropriationsprocesloven blev ændret tilsvarende.
115
Jf. de almindelige bemærkninger i lovforslaget, L 9 2015/2015.
116
https://www.trm.dk/da/ministeriet/adresser-paa-taksationskommissioner-mm
117
Lovbekendtgørelse nr. 1234 af 4. november 2015 om private fællesveje.
118
I MAD 2016.145 V om erstatningsudmåling for ekspropriation af et lejemål til en café i Jelling gjorde ejeren blandt andet
gældende, at kommunen havde givet tilsagn om, at det inden ekspropriationen ville blive sikret at caféen kunne flytte til
andre lokaler. Overtaksationskommissionen anførte hertil, at overtaksationskommissionen ”alene
kan tage stilling til den
erstatning, der skal ydes som følge af ekspropriationen. Om kommunen i øvrigt måtte være erstatningsansvarlig som følge
af eventuelle løfter eller mangelfulde oplysninger m.v., er et spørgsmål, der i givet fald må afgøres af domstolene”.
Ejeren
indbragte overtaksationskommissionens kendelse for retten, hvor spørgsmålet om tilsagn fra kommunen blev inddraget
og behandlet, men ejeren fik hverken medhold heri i byretten eller landsretten.
114
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0057.png
55
Ifølge vejlovens § 104, stk. 1, kan ejeren kræve restejendommen medeksproprieret, hvis den efter
ekspropriation bliver så lille eller får en sådan beskaffenhed, at det skønnes, at den ikke på hensigtsmæssig
måde kan bevares som en selvstændig ejendom, eller at den ikke kan udnyttes på rimelig måde. Tilsvarende
kan en del af ejendommen kræves medeksproprieret, hvis den afskæres ved en vejlinje. Modsat kan
kommunen i medfør af § 104, stk. 2 og 3, kræve hele ejendommen eller dele heraf medovertaget, hvis
erstatningen for værdiforringelsen vil stå i et åbenbart misforhold med indgrebet. I mangel af enighed henhører
sådanne medovertagelsesspørgsmål (ekstension), ligeledes under taksationsmyndighederne, jf. § 104, stk. 5.
Hvis taksationsmyndighederne i forvejen behandler erstatningsfastsættelsen som følge af en gennemført
ekspropriation, har ejere fra hvis ejendom, der ikke eksproprieres, ligeledes mulighed for ved
taksationsmyndighederne at få prøvet et krav om erstatning som følge af ekspropriationen, jf. vejlovens § 113.
Dette kan eksempelvis være krav om erstatning som følge af øget støj, lysindfald eller andet.
Ud over erstatningsfastsættelse ved ekspropriation er taksationsmyndighederne også i øvrigt tillagt
kompetencen til at afgøre forskellige andre erstatningsmæssige og juridiske spørgsmål efter vejloven og
privatvejsloven. Disse opgaver i henhold til vejloven og privatvejsloven er oplistet i bekendtgørelse om
taksationskommissioner og overtaksationskommissioner, jf. dennes § 3, stk. 1, nr. 1-16, og § 3, stk. 2, nr. 1-
7.
119
En tilsvarende beskrivelse fandtes i det tidligere vejlovscirkulæres punkt 32.
120
I de andre love, hvor kommunen er tillagt hjemmel til at ekspropriere, er der oftest henvist til, at vejlovens
kapitel 10 finder anvendelse, herunder reglerne om erstatningens fastsættelse og udbetaling. Der henvises til
omtalen heraf ovenfor i afsnit 4.1.4samt til
bilag 1.
Taksationsmyndighedernes kompetence omfatter således
også
erstatningsfastsættelse
ved
kommunale
ekspropriationer
efter
miljøbeskyttelsesloven,
varmeforsyningsloven, vandforsyningsloven, og planloven mv.
Ifølge planlovens § 48 kan en kommune pålægges overtagelsespligt mod erstatning, hvis en ejendom
udlægges til offentligt formål, jf. omtalen heraf i afsnit 6.2. Ifølge planlovens § 49 kan kommunen under visse
omstændigheder pålægges overtagelsespligt, hvis en lokalplan indeholder forbud mod nedrivning, og
kommunen meddeler afslag på dispensation herfra. Ifølge planlovens § 47 a kan en ejer af en
landbrugsejendom mv., som med en lokalplan er overført til byzone eller sommerhusområde, kræve
overtagelse af kommunen, hvis nogle nærmere objektive betingelser er opfyldt. Hvis et privat ejet areal modsat
tilbageføres fra byzone eller sommerhusområde til landzone, har ejeren ret til erstatning af visse udgifter, som
måtte være afholdt i tillid til den tidligere planlægning. I relation til planlovens §§ 46, 47 a og 48-49 følger det
§ 50, stk. 2, at taksationsmyndighederne afgør såvel overtagelsesspørgsmålet som erstatningsspørgsmålet,
Det gælder eksempelvis klage over kommunens afslag på
overtagelse af arealer omfattet af vejbyggelinjer
og
erstatningsspørgsmål i forbindelse hermed, jf. vejlovens § 44; spørgsmål om der i forbindelse med nyanlæg og ombygning
af eksisterende veje skabes
fornøden vejadgang
for de tilstødende ejendomme og erstatningsspørgsmål i forbindelse
hermed, jf. vejlovens § 48; og erstatningsspørgsmål i forbindelse med, at kommunen kræver
et udlagt vejareal stillet til
rådighed for vejanlæg,
jf. privatvejslovens § 40, stk. 5.
120
Cirkulære nr. 132/1985 om offentlige veje.
119
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0058.png
56
hvis der ikke kan opnås enighed om, hvorvidt betingelserne for overtagelsespligt er opfyldt, og/eller størrelsen
af den erstatning, som skal udredes i medfør af disse bestemmelser.
Vejlovens § 123 indeholder en særlig bestemmelse om taksationsmyndighedernes behandling af
erstatningssager efter vandløbsloven og vandforsyningsloven. Bestemmelsen er en videreførelse af den
tidligere vejlovs § 67 a, som blev indføjet i loven i 2001 i forbindelse med at landvæsensretterne blev nedlagt.
121
Det følger blandt andet heraf, at taksationsmyndighederne ikke kun er kompetente til at udmåle
erstatningsbeløb, men tillige skal forholde sig til ansvarsmæssige forhold, herunder om vedligeholdelsen af
vandløb har været mangelfuld, jf. vandløbslovens § 73.
122
I modsætning til eksempelvis Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet nødvendiggør
taksationsmyndighedernes brede kompetence således stillingtagen til erstatningsmæssige spørgsmål af
udpræget juridisk karakter samt ofte komplekse økonomiske spørgsmål, som forudsætter inddragelse af lokale
og regionale markedsværdier og driftsøkonomiske principper.
123
Kravene til formandens og de enkelte
medlemmers kompetencer, jf. afsnit 4.3.3, skal ses i lyset heraf.
4.3.5 Generelt om rammerne for taksationsmyndighedernes sagsbehandling og sagsbehandlingstid
Transport-,
bygnings-
og
boligministeren
udnævner
formændene
og
de
faste
medlemmer
af
overtaksationskommissionerne og skal godkende sekretærbistand, men er herudover ikke involveret i de
uafhængige kommissioners sagsbehandling og afgørelser. Den enkelte formand kan med transport-,
bygnings- og boligministerens godkendelse antage sekretærbistand, jf. vejlovens § 111, stk. 1, men der er
intet fælles sekretariat for de 15 taksationskommissioner.
Taksationskommissionerne opererer også i praksis uafhængigt af hinanden. Der findes ikke retningslinjer for
gensidig orientering om afsagte kendelser, som således ikke er systematiseret. Ud over det, som fremgår af
bekendtgørelsen om taksationskommissioner og overtaksationskommissioner, findes der heller ikke fælles
retningslinjer for, hvorledes sagerne ekspederes og sagsbehandles af de enkelte kommissioner og formænd.
Ligeledes er der stor forskel på sagsbehandlingstiden ved de forskellige kommissioner, som ofte vil bero på
den enkelte formands kalender, hvilket også må ses i sammenhæng med, at hvervet som formand er en
bibeskæftigelse.
121
Lov nr. 466 af 7. juni 2001 om ophævelse af lov om landvæsensretter og om ændring af forskellige love som følge af
nedlæggelsen af landvæsensretterne.
122
Lovbekendtgørelse nr. 127 af 26. januar 2017 af lov om vandløb.
123
Jf. eksempelvis den i MAD 2016.145 V omhandlede kendelse, hvor taksationsmyndighederne måtte forholde sig til
spørgsmålet om eventuel erstatning for goodwill for en nyetableret café i lejede lokaler. Der kan ligeledes henvises til MAD
2015.118 TK om erstatning for en udlejet bygning på lejet grund, hvor areallejekontrakten i forvejen var tidsbegrænset.
Taksationskommissionen skulle forholde sig til værdien af ejendommen ud fra dennes driftsbudget men tillige med
inddragelse af, at der ved værdifastsættelsen måtte henses til bygningens tilbagediskonterede cash flow frem til
areallejekontraktens udløb, hvor ejeren alligevel var forpligtet til at rydde og nedrive bygningen (taksationskommissionens
kendelse blev stadfæstet af overtaksationskommissionen).
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
57
Disse forhold gjaldt tidligere helt tilsvarende for overtaksationskommissionerne, men den administrative
sagsbehandling ved disse kommissioner er overgået til et særligt oprettet sekretariat, Taksationssekretariat.
Taksationssekretariatet blev etableret den 1. august 2015, fra hvilket tidspunkt sekretariatet blandt andet
varetog sekretariatsbetjeningen af to ud af de syv overtaksationskommissioner. Taksationssekretariatet har
siden
1.
september
2016
fungeret
som
sekretariatet
for
alle
overtaksationskommissioner.
Taksationssekretariatet er etableret under Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen, idet Taksationssekretariatets
medarbejdere alene er underlagt den enkelte kommissionsformands instruktion ved behandling af sager for
kommissionerne. Taksationssekretariatet er fysisk placeret i Viborg. Sekretariatets hovedopgave er at
understøtte de sager, som de 3 (statslige) taksationskommissioner efter ekspropriationsprocesloven og de syv
overtaksationskommissioner efter vejloven behandler. Heri indgår i et vist omfang juridisk bistand, herunder
også deltagelse i kommissionernes besigtigelser og forhandlinger. Herudover yder sekretariatet administrativ
bistand til overtaksationskommissionerne, herunder vedrørende modtagelse af sager og dokumenter,
berammelse af sager og booking af mødelokaler, udsendelse af materiale modtaget fra parterne til
kommissionens medlemmer mv.
Etableringen af Taksationssekretariatet ændrer ikke på overtaksationskommissionernes uafhængighed, men
den nye ordning har medført en mere ensartet behandling af de sager, som verserer ved
overtaksationskommissionerne. Etableringen af Taksationssekretariatet har også i et vist omfang haft
betydning for sagsbehandlingstiden, da nogle kommissioners ”sagspukler” er søgt afhjulpet ved, at formænd
fra andre overtaksationskommissionener har bistået ad hoc med behandling af enkeltsager for andre
kommissioner.
Sagsbehandlingstiden ved taksationsmyndighederne har givet anledning til kritik. Der er eksempler på
ventetider på mere end tre år fra en kendelse er afsagt i taksationskommissionen til denne kan behandles af
overtaksationskommissionen.
Taksationssekretariatet.
Disse
ventetider
forventes
dog
nedbragt
med
etableringen
af
Med hensyn til omkostningerne ved kommissionernes virke betales vederlag til formændene og eventuelle
sekretærer af Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, mens alle andre udgifter afholdes af kommunen, jf.
vejlovens § 111, stk. 2. De udgifter, som skal afholdes af kommunen, består overordnet i betaling af vederlag
til de øvrige kommissionsmedlemmer, herunder til transport, samt udgifter til en udpeget landinspektør og til
eventuelt andre sagkyndige, som kommissionen undtagelsesvis måtte have antaget under sagen.
Vederlag til formænd, medlemmer og sekretærer fastsættes med udgangspunkt i aftalemodel fra 2014. Med
Transport-, Bygnings- og Boligministeriets implementering af den eksisterende honoreringsmodel i både
kommunale og statslige taksationskommissioner blev honorering fastsat som et fast beløb, der udbetales pr.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0060.png
58
sag pr. lodsejer på baggrund af et normeret gennemsnitlig timeforbrug
124
.
Honoreringsmodellen er
differentieret ud fra det estimerede tidsforbrug, som de forskellige kommissioner bruger pr. lodsejer. Øvrige
medlemmer
af
kommissionerne
bliver
betalt
2000
kr.
pr.
mødedag.
Honoreringen
ved
Taksationsmyndigheden
125
for Vindmøller blev brugt som inspiration. Siden 2009 er honoraret til formænd og
AC-sekretærer blevet reguleret i henhold til Finansministeriets procentregulering. Tallene i
tabel 5.3.5.A
nedenfor er angivet i 2017-tal, inkl. seneste regulering pr. 1. april 2017.
Tabel 4.3.5.A
Taksationstyper
Kommunal taksation
Formænd
4.224,84 kr. pr. sag
Medlemmer
2.000
forretningsdag
Kommunal
overtaksation
Statslig taksation
2.546,70 kr. pr. sag
4.562,79 kr. pr. sag
2.000
forretningsdag
2.000
forretningsdag
1 og 2
AC-sekretærer er indtil Taksationssekretariatet blev stiftet i sin nuværende form den 1. september 2016 aflønnet pr. sag. For
kommunal overtaksation med 3.679,83 kr. og for statslig taksation med 1.955,63. Begge tal er senest reguleret pr. 1. april 2017.
AC-sekretærer
pr.
3.182,59 kr. pr. sag
pr.
Varetages af ansatte i sekretariatet
1
pr.
Varetages af ansatte i sekretariatet
2
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen forestår udbetalingen af vederlag til samtlige kommissionsmedlemmer,
ligesom styrelsen forestår viderefaktureringsopgaven for samtlige kommissioner overfor såvel kommunale
som statslige anlægsmyndigheder.
4.3.6 De processuelle regler for behandling af sager om ekspropriationserstatninger ved
taksationsmyndighederne
Reglerne for taksationsmyndighedernes behandling af den enkelte sag findes i vejlovens §§ 112-118 og
suppleres
af
reglerne
i
§§
4-16
i
bekendtgørelse
om
taksationskommissioner
og
overtaksationskommissioner.
126
Hvis ikke der er opnået enighed om erstatningsspørgsmålet, skal kommunen fremsende sagen til
taksationskommissionen vedlagt sagens relevante akter senest otte uger efter, at ekspropriationsbeslutningen
er meddelt, eller - hvis ekspropriationsbeslutningen er påklaget – senest fire uger efter endelig afgørelse i
klagesagen, jf. vejlovens § 112, stk. 2.
Taksationsmyndighederne behandler erstatningsspørgsmålet på et møde (taksationsforretning), hvortil
parterne indkaldes, og hvor der normalt foretages besigtigelse af den eller de eksproprierede ejendomme,
Timeforbruget er blevet estimeret ud fra en uvildig analyse, som Transport-, Bygnings- og Boligministeriet fik foretaget
i 2010 af honoreringen af formændene og AC-sekretærerne i statslige og kommunale taksationskommissioner samt
overtaksationskommissionerne.
125
I henhold til § 4 i bekendtgørelse nr. 279 af 3. april 2009 om værditab på fast ejendom ved opstilling af vindmøller.
126
Bestemmelserne i bekendtgørelsen svarer i vidt omfang til det, som var anført om forretningsgangen ved taksations-
og ved overtaksationskommissionerne i punkt 32 i det tidligere vejlovscirkulære (cirkulære 132/1985).
124
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0061.png
59
hvorefter parterne under den efterfølgende forhandling har mulighed for at fremkomme med deres
bemærkninger. Det gælder således i modsætning til klager over selve ekspropriationsindgrebet, som
behandles af Planklagenævnet på skriftligt grundlag og normalt uden besigtigelse, jf. ovenfor i afsnit 5.1.2.
Taksationskommissionen indkalder parterne til taksationsforretningen med mindst fire ugers varsel, jf.
vejlovens § 114. Særligt i større sager vil parterne forud for sagens foretagelse afgive procesindlæg med
opgørelse af påstand(e) og argumenter herfor med tilhørende bilag, eventuelt tillige vedlagt egentlige
materialesamlinger med relevant rets- og taksationspraksis. Taksationskommissionen kan fastsætte frist for
indsendelse af yderligere skriftlige indlæg, jf. bekendtgørelsens § 10, stk. 3. Sådanne frister er dog ikke
præklusive, hvilket også skal ses i sammenhæng med, at kommissionerne er omfattet af officialprincippet.
Parterne kan derfor også efter sådanne frister og eventuelt under selve forhandlingen fremkomme med
supplerende indlæg og bilag.
På taksationsforretningen skal parterne have lejlighed til at fremkomme med deres bemærkninger til
erstatningens fastsættelse, men kommissionen er ikke bundet af parternes påstande, jf. vejlovens § 115, stk.
1. Kommissionen kan tage stilling til ethvert spørgsmål om erstatning, uanset om det er fremsat af parterne,
når blot parterne forinden har fået lejlighed til at udtale sig om disse spørgsmål, jf. § 115, stk. 2.
127
Selv om
taksationssager i mange henseender kan minde om retssager, gælder det således også i denne henseende,
at taksationsmyndighedernes opererer på grundlag af officialprincippet og ikke forhandlingsprincippet.
Taksationskommissionens kendelse skal være begrundet. Det følger allerede af begrundelseskravet i
forvaltningslovens §§ 22 og 24 for så vidt afgørelser, der ikke giver ejeren fuldt medhold. Begrundelseskravet
er herudover eksplicit angivet i vejlovens § 115, stk. 3, som nærmere beskriver kravene til kendelsens indhold.
Kendelsen skal sendes til parterne hurtigst muligt, efter, at afgørelsen er truffet, og skal indeholde vejledning
om klageadgangen til overtaksationskommissionen, jf. vejlovens § 115, stk. 6.
Taksationskommissionens
kendelse
kan
inden
for
en
klagefrist
på
fire
uger
påklages
til
overtaksationskommissionen, jf. vejlovens § 116. Kendelsen kan derimod
ikke indbringes for domstolene,
da
søgsmål vedrørende erstatningsudmålingen først kan indbringes for domstolene, når klagemuligheden til
overtaksationskommissionen er udnyttet, jf. vejlovens § 121, stk. 2. Hvis taksationskommissionens kendelse
127
Jf. herved eksempelvis U 1971.126 H, hvor en ejer havde påklaget ekspropriationskommissionens
erstatningsfastsættelse på 330.000 kr. til taksationskommission med påstand om forhøjelse, men hvor
taksationskommissionen – uden påstand herom fra anlægsmyndigheden - nedsatte erstatningen til 300.000 kr. Højesteret
opretholdt taksationskommissionens afgørelse med henvisning til, at ejeren havde haft fornøden adgang til at udtale sig,
og med henvisning til, at ejeren ikke under sagen havde redegjort nærmere for, hvilke synspunkter, han ikke havde haft
lejlighed til at fremføre for taksationskommissionen (dommen angik ekspropriationsproceslovens § 19, stk. 3, som svarer
til vejlovens § 115, stk. 2). I taksationspraksis er der tilsvarende en række eksempler på, at taksationsmyndighederne
behandler sagerne og afsiger kendelser uafhængigt af parternes påstande.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0062.png
60
ikke er påklaget til overtaksationskommissionen inden for klagefristen på fire uger, er afgørelsen således
endelig og kan ikke indbringes for domstolene.
128
Reglerne for overtaksationskommissionernes sagsbehandling svarer til de procedureregler, som er
foreskrevet for taksationskommissionerne, jf. henvisningen hertil i vejlovens § 117, stk. 1. Der afholdes således
også i forbindelse med overtaksationskommissionens behandling af sagen et møde med deltagelse af sagens
parter, hvor der normalt sker besigtigelse og efterfølgende forhandling. Hvis klagen alene vedrører
taksationskommissionens afgørelse af omkostningsspørgsmålet i medfør af vejlovens § 110, kan
kommissionen dog afgøre sagen på skriftligt grundlag, jf. vejlovens § 117, stk. 2.
Overtaksationskommissionens kendelse sendes til sagens parter og andre med retlig interesse, jf. vejlovens
§ 118. Overtaksationskommissionens kendelse kan indbringes for domstolene inden for en søgsmålsfrist på
seks måneder, jf. vejlovens § 121, stk. 1.
Som anført følger det af § 121, stk. 2, at klageadgangen til overtaksationskommissionen skal være udnyttet,
før end der kan gennemføres søgsmål om erstatning i anledning af ekspropriation efter loven. Det følger også
heraf, at det heller ikke er muligt at anlægge retssag om erstatning vedrørende forhold, hvor
taksationsmyndighederne
er
tillagt
kompetencen
inden
sagen
har
været
behandlet
af
såvel
taksationskommissionen som overtaksationskommissionen.
129
4.3.7 Udbetaling og forrentning af ekspropriationserstatninger
Det følger af vejlovens § 119, stk. 1, at kommunen skal udbetale erstatninger efter loven uden unødigt ophold.
Det følger endvidere af bestemmelserne i vejlovens § 119, stk. 2-4, at erstatningsbeløb skal udbetales i
prioritetsordenen, medmindre ekspropriationen i forhold til ejendommens størrelse og værdi er ubetydelig og
ikke medfører nogen fare for pantesikkerheden. Det er kommunen, der som led i erstatningsudbetalingen skal
undersøge disse forhold.
Bestemmelsen i § 121, stk. 2, svarer til den tidligere vejlovs § 65, stk. 2, som blev udarbejdet med afsæt i den tilsvarende
bestemmelse for statslige ekspropriationer i ekspropriationsproceslovens § 26, stk. 2. Ifølge denne bestemmelse kan
søgsmål, der kan prøves af den statslige taksationskommission, heller ikke indbringes for domstolene, forinden
taksationskommissionens afgørelse foreligger. Forarbejderne til ekspropriationsproceslovens § 26, stk. 2, findes i
betænkning nr. 330/1963 (1.Betænkning vedrørende gennemgang af ekspropriationslovgivningen), som dog ikke
indeholder særlige bemærkninger herom. Ved behandlingen af spørgsmålet om domstolsprøvelse i de særlige
bemærkninger til § 26 tages der alene udgangspunkt i, at erstatningsspørgsmålet ifølge betænkningens forslag til § 26 har
været prøvet af to myndigheder, før det kan forelægges domstolene (betænkning 330/1963 side 75).
129
Dette illustreres af MAD 2013.152 V. Et søgsmål angik erstatning for forringelse af adgangsvej som følge af en tidligere
gennemført ekspropriation til motorvej, hvilket krav ikke tidligere havde været forelagt taksationsmyndighederne.
Landsretten anførte, at kravet angik spørgsmålet om fornøden adgangsvej i den daværende vejlovs § 69, stk. 2 (nu § 48,
stk. 2), hvorefter ejeren havde ret til erstatning efter vejlovens §§ 51-59 (nu §§ 103, 104 og 112-118), hvis fornøden
adgangsvej til offentlig vej ikke blev etableret. Henvisningen til vejlovens §§ 51-59 indebar, at afgørelsen om erstatning
skulle træffes af taksationsmyndighederne. Da det samtidig fulgte af vejlovens § 65, stk. 2 (nu § 121, stk. 2), at sagen ikke
kunne indbringes for domstolene før taksationsmyndighederne havde truffet afgørelse, tiltrådte landsretten, at søgsmålet
vedrørende denne erstatningspost var afvist.
128
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0063.png
61
Det er ikke nærmere defineret i loven, hvad der ligger i kravet om, at erstatningen skal betales
uden unødigt
ophold,
jf. § 119, stk. 1.
130
Det antages, at kravet om udbetaling uden unødigt ophold skal ses i forhold til, om
erstatningen er endeligt administrativt fastsat.
131
På det statslige område anføres det i overensstemmelse hermed af Kommissarius ved Statens
Ekspropriationer på Øerne i punkt 6 om erstatningens udbetaling i
Vejledning om fremgangsmåden ved
ekspropriation:
”Erstatningen udbetales, når den er endeligt fastsat, det vil sige når
-
-
-
-
der er indgået forlig, eller
et skriftligt erstatningsforslag er tiltrådt, eller
Kommissionen har afsagt kendelse, som ikke ankes, eller
Taksationskommissionen har afsagt kendelse
I tilfælde, hvor den erstatningsberettigede må påregne at skulle afvente kendelse fra vedkommende
taksationskommission, kan kommissariatet i visse tilfælde efter anmodning fra den
erstatningsberettigede udbetale et a conto beløb af erstatningen. A conto beløbets størrelse
fastsættes af kommissariatet.”
Det må antages, at det beskrevne udgangspunkt ligeledes gælder for kommunale ekspropriationer, således
at kommunen skal udbetale erstatningen i umiddelbar forlængelse af klagefristens udløb for
taksationskommissionens kendelse, når der ikke sker klage til overtaksationskommissionen, og i tilfælde af
klage i umiddelbar forlængelse af, at overtaksationskommissionen har afsagt kendelse.
Ifølge ekspropriationsproceslovens § 23 skal udbetaling af erstatningsbeløbene ved statslige ekspropriationer
forestås af kommissarius. Det er ligeledes kommissarius, som vurderer, om der er grundlag for udbetaling af
et a conto beløb af erstatningen. Stillingtagen til disse forhold henhører derfor ikke under den
anlægsmyndighed, som i sidste ende skal udrede erstatningen.
For kommunale ekspropriationer følger det modsat af vejlovens § 119, at det er den enkelte kommune
(”vejbestyrelsen”), som er ansvarlig for, at erstatningsbeløb udbetales uden unødigt ophold, ligesom det er
den enkelte kommune, som vurderer, om der er grundlag for udbetaling af a conto beløb af erstatningen, inden
denne er endelig fastsat.
Bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere vejlovs § 64, stk. 1. I de særlige bemærkninger til § 64 i L 70
1971/1972 blev det alene anført: ”Bestemmelsen
er ny, men svarer til gældende praksis og kommissionsudkastet.”
Der
henvises herved til § 27 i det udkast til lov om fremgangsmåden ved kommunale ekspropriationer, som findes i den ovenfor
omtalte betænkning nr. 595/1971 om gennemgang af ekspropriationslovgivningen. Ifølge dette forslag skulle
kommunalbestyrelsen udbetale fastsatte erstatninger uden unødigt ophold, men uden at betydningen heraf blev nærmere
defineret i de tilhørende bemærkninger (jf. betænkningens side 30 og 33).
131
Jf. herved Trafikministeriets brev af den 30. marts 1988, hvor ekspropriationens praksis om udbetaling af aconto
erstatninger, når sagen er indbragt for taksationskommissionen (på det statslige område).
130
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0064.png
62
Der er ikke fastsat eller udstukket nærmere retningslinjer herfor over for kommunerne, og der foreligger ikke
oplysninger om, hvorledes de enkelte kommuner administrerer, hvornår udbetaling af erstatningsbeløb skal
ske, og hvornår der er grundlag for udbetaling af a conto beløb af erstatningen. Der foreligger således heller
ikke oplysninger om, hvorvidt dette sker efter ensartede principper i de forskelige kommuner.
Den beskrevne usikkerhed med hensyn til tidspunktet for erstatningens udbetaling skal sammenholdes med
”overtagelsestidspunktet”. Kommunen kan således normalt disponere over den eksproprierede ejendom eller
rettighed med virkning fra ekspropriationstidspunktet, og i hvert fald senest efter udløbet af klagefristen på fire
uger, jf. vejlovens § 102, stk. 4. Der er således ikke sammenfald mellem ekspropriationen/
overtagelsestidspunktet og det tidspunkt, hvor ejeren får disposition over erstatningen/købesummen.
Hvis enighed om erstatningen ikke kan opnås, og erstatningsfastsættelsen skal behandles af såvel
taksationskommissionen som overtaksationskommissionen, vil der oftest som minimum forløbe 1-1�½ år fra
meddelelse af ekspropriationsbeslutningen, til erstatningen er endelig fastsat. Som følge af ventetid på
taksations- og/eller overtaksationssagens berammelse, og eventuel ventetid mellem sagens behandling og
kendelsens afsigelse, jf. i afsnit 4.3.5, har der dog været eksempler på tidsforløb på 3-4 år fra ekspropriationen
til overtaksationskommissionens kendelse.
Den tidsmæssige forskel mellem ekspropriationen og tidspunktet for erstatningens endelige opgørelse og
udbetaling er også baggrunden for forrentningsbestemmelsen i vejlovens § 120. Bestemmelsen er en
videreførelse af § 63 i den tidligere vejlov, og har i sin nuværende form følgende ordlyd:
”Erstatningsbeløbet forrentes fra datoen for ekspropriationsbeslutningen efter § 102. Når
omstændighederne taler for det, kan et andet begyndelsestidspunkt fastsættes. Forrentningen sker
med en årlig rente, der svarer til den diskonto, der er fastsat af Nationalbanken på tidspunktet for
ekspropriationsbeslutningen.”
Af lovbemærkningerne til den tidligere vejlovs § 63 fremgår det, at bestemmelsen var i overensstemmelse
med
gældende
praksis
og
svarede
til
bestemmelsen
i
ekspropriationsproceslovens
§
22.
132
Ekspropriationsproceslovens § 22 bygger på det lovforslag, som findes i betænkning nr. 330/1963 om
gennemgang af ekspropriationslovgivningen, hvor det i bemærkningerne til § 22 anføres (side 74):
”Ekspropriationserstatningerne bør naturligvis principielt udbetales snarest muligt efter
ekspropriationens foretagelse, men af rent ekspeditionsmæssige grunde må der dog altid hengå
nogen tid
mellem
ekspropriation
og
erstatningens anvisning.
Mindre dele
af
ekspropriationserstatninger kan endvidere henstå i længere tid, idet endelig erstatningsberegning må
afvente anlæggets færdiggørelse og arealernes definitive opmåling. Da spørgsmålet således ikke er
uden praktisk betydning, anses det for rigtigt, at der i loven sikres ekspropriaterne en til enhver tid
rimelig forrentning af de fastsatte erstatninger. Det findes uheldigt i loven at angive en fast
forrentningsprocent, som fra tid til anden kan vise sig mindre godt stemmende med det almindelige
132
Jf. de særlige bemærkninger til § 63 i forslag til ændring af vejloven (L 70 1971/1972).
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0065.png
63
renteniveau. Lovforslagets § 22 går derfor ud på, at en ekspropriationserstatning skal forrentes med
en rentesats, som er 1 pct. højere end den af i Danmarks Nationalbank fastsatte, på
ekspropriationstidspunktet gældende disconto. Af praktiske grunde forrentes beløbet med denne
rentesats for hele den periode, hvori forrentningen er aktuel, uanset at der kan forekomme variationer
i rentesatsen.”
Forrentningsprocenten blev også fastsat til diskontoen pr. ekspropriationstidspunktet
med tillæg af 1 pct.
i den
tidligere vejlovs § 63. Med lov nr. 221 af 10. april 1991 om ændring af vejlove, blev vejlovens § 63 ændret, og
rentesatsen reduceret til alene at udgøre diskontoen pr. ekspropriationstidspunktet, hvilket svarer til den
nuværende bestemmelse i vejlovens § 120.
133
Ekspropriationserstatninger forrentes således med en rentesats, som svarer til Nationalbankens diskonto på
det tidspunkt, hvor beslutningen om ekspropriation træffes. Rentesatsen ændres ikke, og er således
uafhængig af udsving i diskontoen efter ekspropriationen.
134
Nationalbankens diskonto har siden 2008 været faldende, og har siden den 6. juli 2012 udgjort 0 pct.
Erstatningsbeløb, som udspringer af ekspropriationsbeslutninger truffet efter den 6. juli 2012, er således ikke
blevet forrentet. Det må ses i sammenhæng med den ovenfor i afsnit 4.3.5 beskrevne sagsbehandlingstid ved
taksationsmyndighederne, samt i sammenhæng med det forhold, at der ikke foreligger nærmere regler eller
retningslinjer for, om kommunerne skal eller bør udbetale a conto beløb af ekspropriationserstatningerne.
Bestemmelsen i vejlovens § 120 om forrentning af ekspropriationserstatninger kan ligeledes sammenholdes
med den forrentning, som følger af rentelovens regler.
135
Hvis en kendelse fra en overtaksationskommission indbringes for domstolene med påstand om forhøjelse af
erstatningen, vil den del af erstatningen, som omfattes af sagen, skulle forrentes med procesrenten fra sagens
anlæg, jf. rentelovens § 9, hvor der henvises til lovens § 5, stk. 1 og 2. Den almindelige rentesats efter
renteloven udgør Nationalbankens officielle udlånsrente med et tillæg på 8 pct., jf. lovens § 5, stk. 1.
136
Ministeren har i medfør af § 5, stk. 2, hjemmel til at ændre renten, idet procenttillægget dog ikke kan fastsættes
til mindre en 8 procent. Nationalbankens officielle udlånsrente har siden januar 2015 været fastsat til 0,05
procent, og procesrenten har således siden dette tidspunkt udgjort 8,05 pct. p.a.
Forrentningsprocenten i ekspropriationsproceslovens § 22 blev med lov nr. 228 af 8. maj 1991 tilsvarende ændret til
alene at udgøre diskontoen pr. ekspropriationstidspunktet. Om baggrunden herfor anføres det i de specielle bemærkninger
til § 22, at Nationalbanken agtede at
ajourføre diskontoen således, at den kom til at svare til markedsrenten, og at
diskontoen i 1990 var steget med 1�½ pct. Det blev derfor foreslået at ændre loven således, at forrentningen af
erstatningssummer skete i overensstemmelse med diskontoen.
134
Med hensyn til renteberegningen beregnes der i lighed med det, som gælder ved beregning af morarenter efter
renteloven, ikke renters rente.
135
Lovbekendtgørelse nr. 459 af 13. maj 2014 af lov om rente og andre forhold ved forsinket betaling (renteloven).
136
I lighed med diskontoen har Nationalbankens officielle udlånsrente været faldende siden 2008.
133
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0066.png
64
4.3.8 Omkostninger i taksationssager
Der opkræves ikke gebyr eller andre udgifter hos den erstatningssøgende for gennemførelse af en sag ved
taksationsmyndighederne, og der er ikke hjemmel til at pålægge den erstatningssøgende at betale
kommunens eller andres udgifter ved sagens behandling ved taksationsmyndighederne. Det gælder uanset
sagens udfald.
137
Med hensyn til den erstatningssøgendes
egne
omkostninger er der hjemmel til at pålægge kommunen at
betale en vis kompensation herfor, jf. vejlovens § 110:
”Taksationskommissionen og overtaksationskommissionen kan pålægge vejmyndigheden at betale
en passende godtgørelse, når en part har haft udgifter til sagkyndig bistand.”
Bestemmelsen i § 110 svarer i let omskrevet form til § 61 i den tidligere vejlov, som var indføjet i loven under
henvisning til den tilsvarende bestemmelse i ekspropriationsproceslovens § 29.
138
Den nærmere baggrund for
denne bestemmelse findes i betænkning nr. 330/1963, hvor det blev vurderet, at der var behov for en særlig
hjemmel til at kunne pålægge eksproprianten at betale godtgørelse for den eksproprieredes udgifter til
sagkyndig bistand. Det anføres blandt andet herom i betænkningen (side 76-77):
Hjemlen til at yde sådan godtgørelse er derfor ikke klar, og der er efter kommissionens opfattelse
allerede under den bestående retstilstand, men i endnu højere grad efter gennemførelse af det
foreliggende lovforslag med dets kraftigere understregning af partsprincippet behov for en regel,
hvorefter godtgørelse for nævnte udgifter kan ydes. Reglen i lovforslagets § 29, 2. pkt., tilsigter at
skabe et klart lovgrundlag for spørgsmålets afgørelse. Bestemmelsen giver kommissionerne adgang
til at skønne over, hvornår og i hvilket omfang godtgørelse for disse udgifter skal ydes. Under hensyn
til at der er tale om en helt ny lovregel på dette område, er reglen formuleret således, at de nærmere
retningslinjer for, hvornår og i hvilken udstrækning sådanne udgifter bør godtgøres, kan udvikles i den
fremtidige praksis.
Ekspropriationskommissionen og taksationskommissionen afgør spørgsmålet hver for sit område,
men taksationskommissionen må naturligvis ved sin afgørelse tage hensyn til den godtgørelse, der
eventuelt er ydet af ekspropriationskommissionen.
Det følger af ordlyden af § 110, at hjemlen til at pålægge kommunen at betale en passende godtgørelse for
den erstatningssøgendes udgifter til sagkyndig bistand under sagen er uafhængig af sagens udfald.
Taksationsmyndighedernes praksis er i overensstemmelse hermed.
Efter ordlyden vedrører bestemmelsen kun udgifter til sagkyndig bistand ved sagens behandling for
taksationsmyndighederne, men ikke udgifter i forbindelse med den forudgående ekspropriation eller i
I nogle erstatningssager efter vandløbsloven og vandforsyningsloven, hvor der ofte er tale om krav mellem private,
gælder der dog særlige regler, jf. vejlovens § 123, herunder stk. 4 og 5, hvorefter taksationsmyndighederne i disse sager
kan pålægge en part at betale sagsomkostninger til den anden, samt delvist at betale taksationsmyndighedernes udgifter
ved sagens behandling.
138
Jf. de specielle bemærkninger til §§ 57-62 i L 70, 1971-1972.
137
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0067.png
65
forbindelse med en eventuel administrativ klage over ekspropriationen, jf. herved også ovenfor i afsnit 4.1.11
om
omkostninger
i
ekspropriationssager,
og
afsnit
5.1.4
om
omkostninger
ved
klage
over
ekspropriationsbeslutninger. Som anført i afsnit 4.1.11 er det i retspraksis i nogle tilfælde antaget, at ejeren
kan være berettiget til en passende godtgørelse også i sådanne tilfælde ud fra grundsætningen i
ekspropriationsproceslovens § 29, der som anført svarer til vejlovens § 110.
Vejlovens § 110 giver ikke den erstatningssøgende adgang til at fremsætte krav efter regning. Der er alene
tale om en ”passende
godtgørelse”,
som udmåles skønsmæssigt af taksationsmyndighederne under hensyn
til rådgivningens omfang og kvalitet. Bestemmelsen er herved forskellig fra de særlige regler om
omkostningsgodtgørelse, som gælder på skatteområdet, jf. omtalen heraf ovenfor i afsnit 4.2.3
Taksationsmyndighederne tager heller ikke udgangspunkt i de vejledende satser for udgifter til advokatbistand
i proceduresager, hvor udgangspunktet er sagens værdi, men hvor der tillige henses til sagens omfang og
varighed.
139
Der
foreligger
ikke
en
egentlig
statistisk
undersøgelse,
hvor
de
omkostningsbeløb,
som
taksationsmyndighederne tilkender i medfør af vejlovens § 110, er sammenholdt med de erstatningssøgendes
faktiske udgifter til sagkyndig bistand. Ud fra den foreliggende taksationspraksis må det antages, at de
godtgørelser, som tilkendes i medfør af § 110, kun sjældent dækker den erstatningssøgendes udgifter til
professionel sagkyndig bistand i form af advokat, landinspektør, revisor, landbrugsrådgiver eller andre.
140
Taksationskommissionens afgørelse efter § 110 kan indbringes særskilt for overtaksationskommissionen, jf.
vejlovens § 117, stk. 2.
141
Overtaksationskommissionens afgørelse om omkostningsspørgsmålet efter § 110
kan - i lighed med overtaksationskommissionens afgørelse af de øvrige erstatningsspørgsmål i anledning af
ekspropriationen - indbringes for domstolene under iagttagelse af søgsmålsfristen i lovens § 121, stk. 2.
142
139
Jf. præsidenterne for Vestre og Østre Landsrets notat af den 17. december 2008 om afgørelser om sagsomkostninger,
og de som
bilag 1
vedhæftede
Vejledende satser pr. 1. januar 2009 for fastsættelse af et passende beløb til dækning af
udgifter til advokatbistand i proceduresager.
140
Repræsentation af en lodsejer i en sådan sag nødvendiggør typisk afholdelse af indledende møde, gennemgang af
sagsakter, udarbejdelse af indlæg, samt forberedelse og deltagelse under taksations- eller overtaksationssagen. Beløbene
fastlægges af kommissionen ud fra et konkret skøn og ligger ofte på 5.000-10.000 kr., men der ses også eksempler på
15.000 kr., 25.000 kr. og 50.000 kr. afhængig af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag.
141
Jf. som eksempel her på MAD 2008.982 OTK, hvor overtaksationskommissionen efter et samlet skøn over
nødvendigheden af den sagkyndige bistand i anledning af en totalekspropriation forhøjede den af taksationskommissionen
tilkendte godtgørelse på 10.000 kr. til 30.000 kr.
142
Jf. som eksempel her på U 2008.2608 H, hvor Højesteret ikke fandt grundlag for at forhøje det omkostningsbeløb på
15.000 kr., som ejeren var tilkendt i godtgørelse for sagkyndig bistand under begge kommissioner i medfør af den
dagældende vejlovs § 61 (retssagens hovedspørgsmål var erstatningsudmålingen for det eksproprierede areal på ca. 9
ha, hvor overtaksationskommissionens erstatningsudmåling også blev stadfæstet af Højesteret).
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0068.png
66
5. Undersøgelse af praksis
5.1 Kommunernes praksis vedrørende ekspropriation i medfør af planlovens §
47 i de seneste år
5.1.1 Indledning
Som led i Ekspropriationsudvalgets arbejde er der den 22. juni 2017 udsendt et elektronisk spørgeskema til
planafdelingerne i Danmarks 98 kommuner om kommunernes anvendelse af ekspropriationshjemlen i
planlovens § 47, stk. 1, i perioden 2010 til2017.
143
Kommunerne er blandt andet spurgt om antal af
ekspropriationer med hjemmel i planlovens § 47, stk. 1, herunder formålet med gennemførte ekspropriationer,
og hvem ekspropriationen er sket til fordel for. Nedenstående redegørelse for kommunernes
ekspropriationspraksis i perioden 2010 til2017 efter planlovens § 47, stk. 1, bygger således på kommunernes
egne indberetninger af oplysninger herom.
5.1.2 Kommunernes ekspropriationer efter planlovens § 47, stk. 1
Erhvervsstyrelsen har i alt modtaget besvarelser fra 87 kommuner, det vil sige 89 pct. af landets kommuner.
144
Af de 87 kommuner, som har svaret, fremgår det, at i alt 26 kommuner har eksproprieret i medfør af planlovens
§ 47, stk. 1, i perioden 2010 til2017. De 26 kommuner har samlet oplyst, at de har foretaget 146
ekspropriationer med hjemmel i planlovens § 47, stk. 1.
145
I søjlediagrammet i
tabel 5.1.2.A
kan antal af ekspropriationer hos de 87 indberettende kommuner aflæses.
Som det fremgår, har 61 kommuner oplyst, at de ikke har foretaget ekspropriationer i perioden 2010 til 2017.
16 kommuner har eksproprieret én gang, mens fire kommuner samlet har stået for 79 pct. af alle indberettede
ekspropriationer i perioden.
146
143
Spørgeskemaet til kommunerne vedlægges som
bilag 8.
Rapporteringen er udarbejdet på basis af indrapporteringer fra 87 kommuner (pr. 13. oktober 2017).
145
Til sammenligning fremgår det af plandata.dk, at kommunerne i perioden 1. januar 2010 til 30. juni 2017 har vedtaget i
alt ca. 5.000 lokalplaner.
146
De fire kommuner har indberettet henholdsvis fem, otte, 19 og 83 ekspropriationer i perioden. Størstedelen af disse
ekspropriationer været til samlede større offentlige projekter, herunder bolig- og hospitalsbyggeri.
144
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0069.png
67
Tabel 5.1.2.A
Fordeling af ekspropriationer i medfør af planlovens § 47 blandt
indberettende kommuner
70
60
A
n
t
a
l
K
o
m
m
u
n
e
r
50
40
30
20
10
0
0
1
2
3
5
8
19
83
Antal ekspropriationer
5.1.3 Til hvilke formål har kommunerne eksproprieret?
Kommunerne er blevet bedt om at anføre, til hvilket formål hver enkelt gennemført ekspropriation er foretaget.
De i alt 146 indrapporterede oplysninger om formål er i nedenstående cirkeldiagram inddelt i overordnede
grupper for overskuelighedens skyld.
Som det kan aflæses i diagrammet i
tabel 5.1.3.A,
har der i 55 pct. af tilfældene (79 ekspropriationssager)
været eksproprieret til fordel for
hospitaler og sygehuse.
Herefter er ekspropriation til fordel for
boliger og
byggeri
det næstmest anførte formål, som udgør 23 pct. af tilfældene (33 ekspropriationssager). Endvidere
kan fremhæves formålet ”Byfornyelse” med ti sager og dermed 7 pct. af de indberettede ekspropriationer. De
resterende formål dækker mellem 1 pct. - 4 pct. af tilfældene. Det gælder således også ekspropriationer til
fordel for
virksomheder,
som udgør 1 pct. af de indrapporterede ekspropriationer.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0070.png
68
Tabel 5.1.3.A
Fordeling af formål for ekspropriation
Byfornyelse
7%
Regional institution
1%
Boliger
23%
Sygehus/hospital
54%
Erhvervsområde
2%
Energi/forsyning
1pct.
Idrætsanlæg
Plejecenter 3%
1%
Skole/daginstitution
3%
5.1.4 Til fordel for hvem har kommunerne eksproprieret?
Kommunerne er endvidere blevet spurgt om, hvem der er eksproprieret til fordel for. Indberetningerne heraf er
inddelt i fire overordnede kategorier i søjlediagrammet i
tabel 5.1.4.A.
I 54 tilfælde (37 pct.) har kommunerne svaret, at de har eksproprieret til fordel for
kommunen selv.
De 54
tilfælde er fordelt på ekspropriationer til primært boliger og byfornyelse, men også ekspropriationer til
kommunalt udlagte erhvervsområder, pleje- og ældrecentre, idrætsanlæg og skole- og daginstitutioner.
Den anden store gruppe af ekspropriationer udgøres af ekspropriationer til fordel for
andre offentlige
myndigheder
med 84 ekspropriationer (58 pct.), hvoraf de 78 foretagne ekspropriationer er i direkte relation til
sygehuse og hospitaler.
Ekspropriation til fordel for
forsyningsselskaber
udgør to sager (1 pct.), hvor begge tilfælde har omhandlet
solvarmeanlæg. Ekspropriationer til fordel for
private aktører
udgør i alt seks tilfælde og dermed 4 pct. af
samtlige besvarelser. De seks sager, hvor der er eksproprieret til fordel for en privat aktør, omhandler konkret
ekspropriationer til fordel for en boligforening og en skole i et offentligt-privat partnerskab, hvor formålene var
henholdsvis alment boligbyggeri og en udvidelse af skolen. De resterende fire sager omhandler
Virksomhed
1%
Museum
4%
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0071.png
69
ekspropriationer til fordel for virksomheder, hvor formålene i to tilfælde var boligrelateret byggeri, i den tredje
etablering af vejadgang og den fjerde en sag om udvidelse af en eksisterende virksomhed.
147
Tabel 5.1.4.A
Til fordel for hvem er der eksproprieret
90
A
n
t
a
l
k
o
m
m
u
n
e
r
80
70
60
50
40
30
20
10
0
Kommunen selv
Offentlig eller selvejende Forsyningsvirksomhed
institution
Privat aktør
I søjlediagrammet i
tabel 5.1.4.B
er vist antallet af ekspropriationer pr. år i perioden 2010 til 2017 i medfør af
planlovens § 47, stk. 1, fordelt på, til hvem ekspropriationerne er sket til fordel for. Som det fremgår heraf,
samler størsteparten af ekspropriationer til fordel for anden offentlig myndighed sig til 2013, hvor der af en
enkelt kommune gennemførtes et stort antal ekspropriationer til fordel for et enkelt sygehusbyggeri.
Ekspropriationen til fordel for udvidelse af eksisterende virksomhed blev i det pågældende tilfælde efterfølgende
ophævet af kommunen, da en frivillig aftale blev indgået mellem partnerne, efter lodsejer indbragte sagen for Natur- og
Miljøklagenævnet.
147
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0072.png
70
Tabel 5.1.4.B
Hvem kommunerne har eksproprieret til fordel for i perioden 2010-17
100
90
A
n
t
a
l
s
a
g
e
r
80
70
60
50
40
30
20
10
0
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
2017
Privat aktør
Forsyningsselskab
Anden offentlig
Kommune
5.1.5 Frivillige aftaler som alternativ til ekspropriation
Kommunerne er i spørgeskemaet blevet bedt om at give et skøn over, hvor mange af deres samlede antal
sager (ekspropriationer og frivillige aftaler), der ender med en beslutning om ekspropriation i medfør af
planlovens § 47, stk. 1. I alt 15 (58 pct.) af de 26 kommuner, som har eksproprieret i perioden 2010 til 2017,
har skønnet, at mellem 0-10 pct. af deres ekspropriationssager ender med ekspropriation, og at der for de
resterende sager indgås en frivillig aftale. Tre kommuner (12 pct.) har skønnet, at mellem 80-100 pct. af deres
sager ender med ekspropriation, og at der indgås frivillige aftaler om køb for de resterende. Fordelingen er
illustreret i
tabel 5.1.5.A.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0073.png
71
Tabel 5.1.5.A
Kommunernes skøn over andelen af ekspropriationer set i forhold til
samlede antal sager
16
A
14
n
t
12
a
l
10
k
o
m
m
u
n
e
r
8
6
4
2
0
0-10%
10-20%
20-40%
40-60%
60-80%
80-100%
5.1.6 Kommuners overtagelse helt eller delvis af ejendom i medfør af planlovens § 48
Kommunerne er i tilslutning til undersøgelsen af kommunal praksis angående ekspropriation i medfør af
planlovens § 47, stk. 1, blevet bedt om at besvare, hvor mange gange de i perioden 2010 til 2017 helt eller
delvis har overtaget en ejendom i medfør af planlovens § 48. I alt har ti kommuner oplyst, at de helt eller delvist
har overtaget 13 ejendomme med hjemmel i § 48. Heraf har tre kommuner overtaget hver to ejendomme.
Reglen om overtagelse af ejendom i medfør af planlovens § 48 er omtalt i kapitel 6, afsnit 6.2.
5.2 Kommunernes sagsbehandlingstider i sager om ekspropriation i medfør af
planlovens § 47 i de seneste år
5.2.1 Indledning
Som led i Ekspropriationsudvalgets arbejde er der den 22. juni 2017 udsendt et elektronisk spørgeskema til
planafdelingerne i Danmarks 98 kommuner om kommunernes anvendelse af ekspropriationshjemlen i
planlovens § 47, stk. 1, i perioden 2010 til2017.
148
Kommunerne er blandt andet blevet spurgt om, hvor lang
tid der i hver enkelt af de indberettede ekspropriationssager er gået fra lokalplanens offentliggørelse til
henholdsvis afholdelsen af åstedsforretning og kommunalbestyrelsens endelige beslutning om ekspropriation.
148
Spørgeskemaet til kommunerne vedlægges som
bilag 8.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0074.png
72
Nedenstående redegørelse bygger på kommunernes egne indberetninger af oplysninger herom suppleret med
tilgængelig information fra klagenævns- og domstolsafgørelser.
5.2.2 Periode fra offentliggørelse af lokalplan til ekspropriationsbeslutning
Af de i alt 146 ekspropriationer i kommunerne, som kommunerne har indberettet i perioden 2010-2017, er der
modtaget indberetninger om perioden fra offentliggørelse af lokalplan til henholdsvis afholdelsen af
åstedsforretning og kommunalbestyrelsens endelige beslutning om ekspropriation i 61 af sagerne. Disse
informationer er suppleret med tilgængelig information fra klagenævns- og domstolsafgørelser i yderligere 10
ekspropriationssager i perioden. Følgende redegørelse bygger således på oplysninger om tidsforløbet i 71
sager om ekspropriation i medfør af planlovens § 47, stk. 1, i perioden 2010-2017.
149
Hvis
der
ses
på
den
samlede
periode
fra
kommunens
offentliggørelse
af
lokalplan
til
ekspropriationsbeslutningen, fremgår det af oplysningerne i de 71 sager, der er omfattet af undersøgelsen, at
74 pct. af ekspropriationsbeslutningerne træffes inden for 12 måneder, og at der efter 24 måneder er truffet
en afgørelse om ekspropriation i 83 pct. af sagerne. Fordelingen af periode fra offentliggørelse af lokalplan til
ekspropriationsbeslutning i de 71 sager fremgår af nedenstående cirkeldiagram.
Tabel 5.2.2.A
Periode fra offentliggørelse af lokalplan til ekspropriationsbeslutning
25-60 mdr
7%
19-24 mdr
3%
13-18 mdr
6%
60+ mdr
10%
1-6 mdr
42%
7-12 mdr
32%
Oplysningerne viser, at der er en stor spredning i antal måneder fra lokalplanens vedtagelse til
ekspropriationsbeslutningen, hvilket ligeledes kan aflæses i det nedenstående søjlediagram. Det fremgår
149
Af de 62 indberetninger indgik parterne i et tilfælde et forlig, inden åstedsforretningen blev afholdt.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0075.png
73
således af diagrammet nedenfor, at der i 30 af de i alt 71 sager er gået mindre end seks måneder fra
lokalplanens offentliggørelse, mens der i syv sager er gået mere end 60 måneder, inden en
ekspropriationsbeslutning er truffet.
150
Hvis de syv ekspropriationer (10 pct. af sagerne) med en periode på
mere end 60 måneder fra lokalplanens offentliggørelse til ekspropriationsbeslutningen ikke medregnes, udgør
den gennemsnitlige periode fra lokalplanens offentliggørelse til en beslutning om ekspropriation i de resterende
90 pct. af sagerne 9,5 måneder.
Tabel 5.2.2.B
Antal måneder fra offentliggørelse af lokalplan til ekspropriationsbeslutning
35
30
25
Antal sager
20
15
10
5
0
1 til 6
7 til 12
13 til 18
19 til 24
25 til 60
60+
Antal måneder
Særligt
vedrørende
den
tid,
der
går
fra
afholdelse
af
åstedsforretning
til
den
endelige
ekspropriationsbeslutning, fremgår det af oplysningerne i de i alt 71 sager, der ligger til grund for
undersøgelsen, at disse ligger tæt op ad hinanden. Ekspropriationsbeslutningen er således i gennemsnit truffet
1,5 måneder efter afholdelsen af åstedsforretningen. I 68 af de 71 sager har sagsbehandlingstiden været på
tre måneder eller mindre efter afholdelse af åstedsforretningen.
151
Også henset til at der ifølge reglerne i
vejlovens § 101, stk. 4, skal gå mindst fire uger efter åstedsforretningen, inden ekspropriationsbeslutningen
træffes, kan det konkluderes, at kommunerne i de sager, der er omfattet af undersøgelsen, har truffet afgørelse
om ekspropriation inden for en rimelig frist efter åstedsforretningens gennemførelse.
Den korteste periode er på mindre end en måned, og den længste periode er i et tilfælde på 319 måneder
.
Af de 68 sager har der i ét tilfælde været indgået en aftale om, at åstedsforretning ikke skulle afholdes, da den var
unødvendig.
151
150
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
74
5.2.3 Undersøgelse af 12 ekspropriationer hvor perioden fra lokalplans offentliggørelse til
ekspropriationsbeslutning er over 24 måneder
I 12 af de i alt 71 sager, som indgår i undersøgelsen, har perioden fra lokalplanens vedtagelse til
ekspropriationsbeslutningen udgjort mere end 24 måneder. I dette afsnit undersøges, om der kan udledes
nærmere om årsager til den lange periode eller fælles træk i sagerne.
Af de 12 ekspropriationer har otte været til fordel for kommunen selv, og fire til fordel for private. Der har
endvidere i de 12 tilfælde været eksproprieret til forskellige formål. Tre ekspropriationer har været relateret til
boliger, tre har været relateret til anlæg og brug af vej, to til kloakering, tre relateret til idrætsanlæg og én til
udvidelse af virksomhed.
På baggrund af kommunernes indsendte besvarelser og sagsdokumenter kan der i tre af sagerne angives en
mulig
årsag til, hvorfor der har været en lang periode inden ekspropriationsbeslutningen. De
mulige
årsager
er imidlertid forskellige. I én sag søgte to private aktører efter lokalplanens offentliggørelse at blive enige om
brug af en privat vej, som tilhørte den ene part. Det lykkedes efter langvarige forhandlinger ikke, hvorefter
kommunen iværksatte en ekspropriationsprocedure. I den anden sag fremgår det, at kommunen efter
lokalplanens offentliggørelse endnu ikke havde udarbejdet et vejprojekt, men at kommunen havde sikret sig
muligheden, så vejprojektet for en vejudvidelse kunne udarbejdes på et senere tidspunkt. I den tredje sag
kunne et nybyggeri efter en nyligt vedtaget lokalplan ikke etableres, da kommunen ved udarbejdelsen af
lokalplanen ikke havde medtaget de påkrævede rettigheder. En gammel lokalplan havde imidlertid medtaget
rettighederne, hvorefter kommunen kunne ekspropriere og dermed etablere nybyggeriet.
I de øvrige ni ekspropriationer er det ikke ud fra de foreliggende oplysninger muligt at udlede en årsag til,
hvorfor ekspropriation først er foretaget mere end 24 måneder efter lokalplanens offentliggørelse.
Det må samlet set konkluderes, at det ikke på baggrund af disse 12 sager kan udledes nærmere om årsager
til den lange periode eller andre fælles træk i sagerne.
5.3 Efterprøvelse af kommunernes ekspropriationsbeslutninger i medfør af
planlovens § 47 mm.
5.3.1. Sagsbehandlingstider i klagenævn
Som led i Ekspropriationsudvalgets arbejde er Nævnenes Hus blevet anmodet om at indsende en oversigt
over klage- og domsafgørelser i perioden 2010 til2017, som omhandler klager over ekspropriationer i medfør
af planlovens § 47, stk. 1. Anmodningen er afgrænset således, at den kun omfatter klager, der er
realitetsbehandlet af klageinstansen. Otte afviste klager i perioden indgår således ikke i denne undersøgelse.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0077.png
75
Nævnenes Hus har oplyst, at Natur- og Miljøklagenævnet og sidenhen Planklagenævnet i perioden 2010-2017
har oprettet og behandlet i alt 27 klager over ekspropriationer til virkeliggørelse af en lokalplan i medfør af
planlovens § 47. Af de 27 klagesager er 19 klagesager realitetsbehandlet, mens otte klager er afvist.
152
De
overordnede årsager til afvisning af de otte sager har været manglende aktualitet, manglende
klagekompetence, eller at klagen er hævet. Fire af de 19 afgjorte klagesager, hvoraf to vedrører samme
ekspropriation, er efterfølgende indbragt for domstolene. Af de 19 afgjorte klagesager, fremgår det, at i alt 16
ekspropriationer har været påklaget i perioden 2010 til2017. Af de ekspropriationsbeslutninger i perioden 2010
til 2017, som er indberettet af kommunerne, er 16 sager påklaget svarende til, at 11 pct. af beslutningerne
indbringes for klagenævnet.
Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid
153
for de 19 afgjorte klagesager fra Natur- og Miljøklagenævnet og
Planklagenævnet har været 9,1 måneder.
Som det fremgår af cirkeldiagrammet i
tabel 5.3.1.A,
er de fleste af klagesagerne (12) afsluttet på seks
måneder (63 pct.), og der er truffet en afgørelse i 15 sager (79 pct.) inden for et år. I de resterende fire
klagesager har sagsbehandlingstiden været på mere end et år, heraf to sager med en sagsbehandlingstid på
13 måneder og to på henholdsvis 23 og 28 måneder, som er relativt langt fra den gennemsnitlige
behandlingstid på ca. ni måneder. De to klagesager med den længste sagsbehandlingstid omhandler dels en
klage over ekspropriation til fordel for anlæg af boldbane, dels klage over ekspropriation til fordel for udvikling
af et bycenter.
152
To klageafgørelser vedrører samme ekspropriation, da klagenævnet genoptog og omgjorde sin oprindelige afgørelse,
så kommunens ekspropriation blev stadfæstet. De otte afviste klagesager har en kortere gennemsnitlig sagsbehandlingstid
(4,7 måneder), herunder tre sager med en varighed på én måned.
153
Beregnet som tiden fra sagsoprettelse til sagsafgørelse som hele måneder.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0078.png
76
Tabel 5.3.1.A
Fordeling af sagsbehandlingstider i klagenævnssager i medfør af planlovens
§ 47 i perioden 2010-17
1 til 3 mdr.
5pct.
13+ mdr.
21pct.
10 til 12 mdr.
11pct.
4 til 6 mdr.
58pct.
7 til 9 mdr.
5pct.
5.3.2 Sagsbehandlingstider hos domstolene
Udvalget har fra Planklagenævnet fået oplysninger om retssager og domme fra perioden 2010 til17 i sager om
ekspropriation i medfør af planlovens § 47, hvor klagenævnets afgørelser om ekspropriation er indbragt for
domstolene.
Der er anlagt seks byretssager i perioden. Heraf er en hævet og en henvist til Østre Landsret i medfør af
retsplejelovens § 226, stk. 1. Der er således afsagt fire byretsdomme i perioden. Forløbet fra sagsanlæg til
dom har i disse byretssager været 13, 18, 22 og 37 måneder.
I tre tilfælde er byrettens dom indbragt for landsretten. Sagsbehandlingstiden har her været 12, 14 og 22
måneder.
I ét tilfælde er en afgørelse fra klagenævnet påanket til Højesteret, hvor sagsbehandlingstiden i Højesteret var
17 måneder.
5.3.3 Tidsforløb for påklagede ekspropriationer
For at anskueliggøre det samlede tidsforløb i 19 påklagede ekspropriationssager, hvor der er truffet afgørelse
i perioden 2010-17, illustreres tidsforløbet for de påklagede sager, der er afgjort endeligt i klagenævn, byret
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0079.png
77
eller landsret, i diagrammet i
tabel 5.3.3.A.
154
Som det fremgår af søjlediagrammet, er den mest markante
forskel i tidsforløbet i de 19 klagesager, den tid, der går, fra lokalplanens offentliggørelse til åstedsforretningens
gennemførelse. I fire af sagerne udgør denne periode således mere end 50 måneder.
Tabel 5.3.3.A
Tidsforløb for påklagede ekspropriationssager i perioden 2010-17
180
160
140
Antal måneder
120
100
80
60
40
20
0
Landsret
Byret
Klagenævn
Ekspropriation
Åstedsforretning
* Kommunernes sagsbehandlingstider indhentet fra sagernes afgørelser
5.3.4 I hvilket omfang omgøres kommunernes beslutning om ekspropriation i medfør af planlovens § 47
af klagenævn og domstole?
Som det kan aflæses i søjlediagrammet i
tabel 5.3.4.A,
har klagenævn og domstole i de fleste tilfælde i
perioden 2010 til17 stadfæstet kommunens beslutning om ekspropriation i medfør af planlovens § 47. Ud af
19 afgjorte klagesager er ekspropriationen således stadfæstet af klagenævnet i de 16 af sagerne. Af de seks
endelige domstolsafgørelser er kommunernes beslutning om ekspropriation i medfør af planlovens § 47
stadfæstet i fem tilfælde (to byretsdomme og landsretsdomme samt en dom i Højesteret), mens landsretten
har ophævet ekspropriationsbeslutningen i ét tilfælde.
Det bemærkes, at anden kolonne består af ni sager (NMK-32-00019 til NMK-32-00027), der er afgjort samlet i
klagenævnet grundet deres identiske sagsindhold.
154
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0080.png
78
Tabel 5.3.4.A
Afgørelsernes fordeling
18
16
A
f
g
ø
r
e
l
s
e
r
14
12
10
8
6
4
2
0
Klagenævn
Byret
Landsret
Højesteret
Stadfæstet
Ophævet
Tabel 5.3.4.B
indeholder en oversigt over de 19 klagesager, der er afgjort af klagenævnene, samt seks
domstolsafgørelser i perioden 2010 til2017 med beskrivelse af ekspropriationens formål. For de to sager, hvor
ekspropriationen er ophævet af klagenævnet, og den ene sag, hvor der er sket ophævelse af
ekspropriationsbeslutningen ved landsretten, indeholder skemaet en kort beskrivelse af årsagen til
ophævelsen.
Tabel 5.3.4.B
Sagsnr.
NKN-32-00035
NKN-32-00040
(MAD2010.1618)
NMK-32-00001
(MAD2012.1788)
Formål
Byudvikling
Opførelse af
retsbygning
Udvikling af bycenter
Afgørelse
Stadfæstet
Stadfæstet
Ophævet
Årsag til ophævelse
Bemærkning
NMK-32-00004
(MAD2014.130)
Boldbane
Ophævet
Oplyste planer for
anvendelse af det
eksproprierede areal
har en sådan generel
og upræcis karakter,
at der ikke foreligger
et tilstrækkeligt
konkret behov for
opførelse af nyt
byggeri.
Behov for en ekstra
fodboldbane er på
nuværende tidspunkt
ikke så tungtvejende,
at ejerens interesse i
fortsat at kunne råde
over arealet bør vige
herfor.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0081.png
79
NMK-32-00008
(MAD2013.1169)
NMK-32-00009
(MAD2013.1236)
Udvikling af kultur-,
fritids- og
friluftslandskab
Skole
Stadfæstet
Ophævet
På baggrund af
ejerens og
efterskolens
tilkendegivelser
under
ekspropriationssagen
lægger nævnet til
grund, at der er
enighed i det
væsentlige om en
placering af
multihallen, som er
tilfredsstillende for
skolen, og som
ejeren kan acceptere.
NMK-32-00011
(MAD2013.3149)
NMK-32-00017
NMK-32-00019 -
NMK-32-00027
NMK-32-00029
(MAD2014.130)
NMK-32-00042
(MAD2017.161)
NKN-65-00254
Byudvikling
Hegn ved museum
Psykiatrisk afdeling
Boldbane
Udvidelse af
erhvervsområde
Skydebane
Stadfæstet
Stadfæstet
Stadfæstet
Genoptaget og
stadfæstet
Stadfæstet
Ophævet
Ikke i tilstrækkelig
grad søgt oplyst,
hvorvidt
jagtforeningen samlet
set havde eller ville få
økonomisk mulighed
for at få etablere et
flugtskydningsanlæg,
som ekspropriationen
forudsætter.
Ekspropriationen er
derfor ugyldig.
Samlet afgørelse af i
alt ni klagesager
Se NMK-32-00004
Retssag (2010)
MAD2010.289B
NMK-84-00076
NMK-84-00216
Genbrugsplads
Retsbygning
Udvikling af kultur-,
fritids- og
friluftslandskab
Støjvold
Boldbane
Stadfæstet
Stadfæstet
Stadfæstet
Retssag (2010)
Retssag (2011)
Retssag (2017)
MAD2015.227H
NMK-84-00274
Stadfæstet
Stadfæstet
Retssag (2015)
Retssag (2017)
5.4 Efterprøvelse af erstatningsudmåling for ekspropriationer i medfør af
planlovens § 47
5.4.1 Taksations- og overtaksationskommissionens sagsbehandlingstider ved erstatningsudmåling i
medfør af planlovens § 47
Ifølge kommunernes indberetninger om gennemførte ekspropriationer i medfør af planlovens § 47 i perioden
2010 til2017 har der ud af 62 besvarelser fra kommunerne været 38 tilfælde, hvor lodsejere har klaget
vedrørende erstatningens størrelse.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
80
Heraf var syv klager til taksationskommissionerne ikke færdigbehandlet på tidspunktet for undersøgelsens
gennemførelse. Der er således 31 sager, som indgår i undersøgelsen af taksationskommissionernes
sagsbehandlingstid. Af de 31 færdigbehandlede sager i taksationskommissionerne er 24 påklaget til
overtaksationskommissionen. Heraf er fire sager ikke afgjort, hvorfor 20 klagesager indgår i undersøgelsen af
sagsbehandlingstiden for overtaksationskommissionen.
I cirkeldiagrammerne i
tabel 5.4.1.A
og
tabel 5.4.1.B
kan fordelingerne af sagsbehandlingstiderne i henholdsvis
taksationskommission og overtaksationskommission aflæses.
Den hurtigste sagsbehandlingstid i taksationskommissionen i de indberettede sager har været på fire måneder,
og i den sag, der har taget længst tid at behandle i taksationskommissionen, er der gået 52 måneder.
Taksationskommissionernes gennemsnitlige sagsbehandlingstid i de 31 sager har været 11,2 måneder.
Med hensyn til de 20 indberettede sager, hvor taksationskommissionens afgørelse er påklaget til
overtaksationskommissionen, har overtaksationskommissionerne i perioden 2010 til2017 haft en
sagsbehandlingstid, hvor den hurtigste sagsbehandlingstid var fem måneder, og den længste 45 måneder.
Gennemsnitligt har sagsbehandlingstiden været på 13,4 måneder.
Det fremgår af cirkeldiagrammerne i
tabel 5.4.1.A,
at taksationskommissionerne i 74 pct. af klagerne er
færdigbehandlet inden for 12 måneder, mens 75 pct. af klagerne til overtaksationskommissionerne er afsluttet
inden for 12 måneder, jf.
tabel 5.4.1.B.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0083.png
81
Tabel 5.4.1.A
SAGSBEHANDLINGSTID I TAKSATIONSKOMMISSION
19 til 24 mdr 25+ mdr
3pct.
3pct.
13 til 18 mdr
20pct.
1 til 6 mdr
32pct.
7 til 12 mdr
42pct.
Tabel 5.4.1.B
SAGSBEHANDLINGSTID I OVERTAKSATIONSKOMMISSION
25+
15%
1 til 6
25%
19 til 24
10%
7 til 12
50%
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0084.png
82
Som led i Ekspropriationsudvalgets arbejde er formændene for de 15 kommunale taksationskommissioner og
de syv kommunale overtaksationskommissioner som supplement til kommunernes oplysninger i de
indberettede ekspropriationssager i medfør af planlovens § 47 for perioden 2010 til2017 blevet bedt om at
oplyse deres sagsbehandlingstider i perioden 20142016.
155
Sagsbehandlingstiden er fastlagt til tiden, fra
kommissionen modtager en sag til behandling, indtil kendelsen sendes til parterne. Det skal bemærkes, at de
opgjorte sagsbehandlingstider er for alle typer af sager, som kommissionerne behandler, og dermed ikke kun
sager, hvor der er foretaget ekspropriation efter planlovens § 47, stk. 1.
Ved svar fra 14 ud af 15 taksationsformænd oplyses det, at der i årene 2014 til 2016 i alt er blevet behandlet
226 sager. Antallet af sager som kommer af ekspropriation af fast ejendom efter enten vejloven eller planloven
svarer til 65 pct. af sagerne.
Formændene er blevet bedt om at angive konkrete tal eller skøn over egne kommissioners
sagsbehandlingstider. Ud fra formændenes skøn er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på 3-6 måneder
i 81 pct. af sagerne, mens 14 pct. af sagerne har en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 7-12 måneder. 3
pct. af sagerne har en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på over 23 måneder. Der er 2 pct. af sagerne som
endnu ikke er afsluttet. Der er dog flere formænd, der oplyser, at sagsbehandlingstiden kan stige væsentligt,
hvor sagerne er af kompleks karakter. Det gælder i sær, hvor der er mange lodsejere i en sag. Derudover kan
sagsbehandlingstiden forlænges af vanskeligheder med at få berammet sager, så alle parter og deres
eventuelle sagkyndige bistand kan deltage. I enkelte kommissioner er sagsbehandlingstiderne dog markant
over gennemsnittet.
For så vidt angår overtaksationskommissionerne, har tre ud af de fem overtaksationsformænd, der var
beskikket på tidspunktet for forespørgslen i 2017, bidraget til besvarelsen. Da to af de udpegede formænd
hver varetager to kommissioner, svarer det til, at der er modtaget svar fra fire ud af syv
overtaksationskommissioner. Spørgsmålet om sagsbehandlingstider er blevet stillet til de daværende
formænd, der dog ikke alle har bestridt hvervet i den fulde periode fra 2014 til 2016. Ud fra modtagne
oplysninger, herunder bedste skøn fra de daværende formænd, var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid
på op til 6,5 måned, mens en kommission havde en sagsbehandlingstid på et år i årene 2014 til2016. Da
svarprocenten er lav, og indkomne svar er forskelligartede samt Transport-, Bygnings- og Boligministeriets
egne data er af svingende kvalitet, er disse sagsbehandlingstider behæftet med statistisk usikkerhed. Derfor
er tallene fra 2014-2016 suppleret med nyeste data fra Taksationssekretariatet
156
, der har bidraget med
sagsbehandlingstider for alle over-taksationskommissioner fra 1. januar 2017 til 31. oktober 2017. I denne
periode har Taksationssekretariatet afsluttet 31 sager for overtaksationskommissionerne. Den gennemsnitlige
155
Forespørgsel er sket pr. mail af 26. juni 2017 og senere som opfølgning pr. mail af 6. oktober 2017. Der tages ved disse
oplysninger forbehold for, at der ikke føres systematisk statistik over kommissionernes virksomhed. Oplysningerne skal
endvidere læses med det forbehold, at ikke alle kommissionsformænd har besvaret forespørgslen, ligesom ikke alle
formænd har været beskikket, det vil sige aktive formænd, i hele perioden fra 2014 til 2016. Siden forespørgslen er der
sket ændringer i formandsbeskikkelserne, da to overtaksationskommissioner og en taksationskommission har fået nye
formænd.
156
Forespørgsel er sket pr. mail af 12. oktober 2017 med svar den 6. november 2017.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0085.png
83
sagsbehandlingstid for disse sager var 448,5 dage, og dermed ca. et år og tre måneder, med den korteste
gennemsnitlige sagsbehandlingstid på 106 dage svarende til ca. 3,5 måneder og den længste
sagsbehandlingstid på 1133 dage svarende til lige over tre år
157
.
5.4.2 Taksations- og overtaksationskommissionernes afgørelser om erstatning i perioden 2010 til 2017
I forhold til påklage af kommunens erstatningstilbud, var der, som det fremgik af ovenstående afsnit 5.4.1, på
tidspunktet for undersøgelsens gennemførelse 11 klager, som fortsat var under behandling (syv hos
taksationskommissionerne og fire i overtaksationskommissionerne).
Vedrørende erstatning til lodsejere er i alt 27 sager færdigbehandlede, heraf syv af taksationskommissionerne
og 20 i overtaksationskommissionerne. Af de i alt 27 færdigbehandlede sager er kommunernes
erstatningstilbud i 12 tilfælde (44 pct.) fastholdt. I 56 pct. af sagerne er erstatningstilbuddet omgjort, idet
erstatningstilbuddet i fem tilfælde (19 pct.) er sænket og i 10 tilfælde (37 pct.) hævet. Fordelingen fremgår af
tabel 5.4.2.A.
157
Det skal bemærkes at mængden af sager med lang sagsbehandlingstid skyldes den sagspukkel, der var opstået forud
for Taksationssekretariatets nedsættelse i visse kommissioner med bemandingsmæssige udfordringer. Sagspuklen har
medført lange sagsbehandlingstider, da Taksationssekretariatet har fokuseret sin indsats på af få afviklet de ældste sager,
hvorved også kommissioner uden tidligere sagspukler er blevet påvirket i nogen grad. Taksationssekretariatets bemanding
er øget i slutningen af 2017, hvorfor der fremover forventes en markant kortere sagsbehandlingstid.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0086.png
84
Tabel 5.4.2.A
AFGØRELSER I TAKSATIONS- OG OVERTAKSATIONSKOMMISSION
Erstatning sænket
19%
Erstatning fastholdt
44%
Erstatning hævet
37%
5.5 Undersøgelse af retspraksis om kommunale ekspropriationer i perioden
2003 til 2017
5.5.1 Indledning
Som led i Ekspropriationsudvalgets arbejde er der indsamlet domspraksis i perioden 2003 til 2017, som har
taget stilling til lovligheden og/eller erstatningsudmålingen for kommunale ekspropriationer, det vil sige såvel
ekspropriationer i medfør af planlovens § 47 som ekspropriationer, kommuner har gennemført efter anden
lovgivning. Via Karnovs database (www.karnovgroup.dk) har det været muligt at identificere i alt 34
domstolsafgørelser. Af de 34 afgørelser, har 14 afgørelser behandlet ekspropriationens lovlighed og 20
afgørelser behandlet ekspropriationens erstatningsudmåling. Oversigter over dommene fremgår af
bilag 3
og
bilag 4.
5.5.2 Domme om ekspropriationsbeslutningens lovlighed
Domstolene (Byret, Landsret og Højesteret) har i 12 (92 pct.) af i alt 13 sager om prøvelse af ekspropriationens
lovlighed i perioden 2003-2017 afgjort, at den pågældende kommunes ekspropriation var lovlig og stadfæstede
dermed kommunens beslutning om ekspropriation. I én afgørelse fandt Landsretten, at ekspropriationen var
ulovlig. Fordelingen er illustreret i
tabel 5.5.2.A.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0087.png
85
Tabel 5.5.2.A
DOMSTOLSAFGØRELSER OM LOVLIGHED AF EKSPROPRIATION I PERIODEN
2003-2017
Ophævet afgørelse
8%
Stadfæstet afgørelse
92 %
5.5.3 Domme om erstatningsudmåling
Som det fremgår af cirkeldiagrammet i
tabel 5.5.3.A,
har domstolene i de 20 retssager om erstatningsudmåling
vedrørende ekspropriationer, der er gennemført af kommunerne, i 13 tilfælde i alt (65 pct.) fastholdt
overtaksationskommissionens erstatningsudmåling. Dermed har domstolene i syv tilfælde ændret
overtaksationskommissionens afgørelse. Af disse har domstolene i seks tilfælde (30 pct.) hævet erstatningens
størrelse, mens man i ét tilfælde (5 pct.) har sænket erstatningen.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0088.png
86
Tabel 5.5.3.A
Domstolsafgørelser om erstatningsudmåling i perioden 2003-2017
Erstatning sænket
5%
Erstatning hævet
30 %
Erstatning fastholdt
65 %
Af de syv sager, hvor domstolene har hævet eller sænket overtaksationskommissionens afgørelse om
erstatningsudmåling,
udgør
den
procentuelle
ændring
af
erstatningens
størrelse
i
seks
af
domstolsafgørelserne forholdsvis meget i forhold til overtaksationskommissionens erstatningsudmåling. Som
det fremgår i søjlediagrammet i
tabel 5.5.3.B,
har domstolene i seks afgørelser ændret erstatningsbeløbet med
40-90 pct..
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0089.png
87
Tabel 5.5.3.B
Den procentulle ændring i erstatningsudmålingen
100,00%
90,00%
80,00%
70,00%
60,00%
50,00%
40,00%
30,00%
20,00%
10,00%
0,00%
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0090.png
88
6. Anden lovgivning og praksis til inspiration (gældende ret)
6.1 Statslig ekspropriation efter lov om fremgangsmåden ved ekspropriation
vedrørende fast ejendom
6.1.1 Statens adgang til at ekspropriere fast ejendom
Som allerede nævnt ovenfor i afsnit 2.2 gennemføres statslige ekspropriationer som hovedregel efter
ekspropriationsprocesloven
158
. Der vil i denne undersøgelse alene lægges vægt på de ekspropriationer, der
foretages efter ekspropriationsprocesloven. Ekspropriationsprocesloven er udelukkende en proceslov. Det
følger således af lovens § 1, at den egentlige ekspropriationshjemmel skal være fastsat ved anden lov.
Der findes flere generelle hjemler til ekspropriation på det statslige område herunder i vejloven, lov om
ekspropriation under Trafikministeriet
159
(nu Transport-, Bygnings- og Boligministeriet) og jernbaneloven
160
.
Ekspropriationshjemlerne på det statslige område henviser alle til, at ekspropriation til det givne anlæg kan
ske
”når det er nødvendigt af hensyn til almenvellet”.
Ekspropriationer efter vejloven vil blive gennemgået
nærmere, da det er den lov, der har relevans for kommunernes ekspropriation i medfør af planlovens § 47,
stk. 1. Vejlovens materielle regler om ekspropriation gælder for både ekspropriation til kommunale og
statslige vejanlæg, alt afhængig af hvem, der eksproprierer
161
. Der vil nedenfor alene lægges vægt på
statslige ekspropriationer efter vejloven.
Ekspropriationshjemlen i vejlovens § 96 har følgende ordlyd:
”Vejmyndigheden kan ekspropriere til offentlig vej eller sti, når det er nødvendigt af hensyn til
almenvellet. Det samme gælder, når en ekspropriation til private veje og stier er nødvendig på
grund af
1) anlægsarbejder m.v. på offentlig vej, jf. §§ 48 og 97,
2) beslutninger om oprettelse eller benyttelse af adgange til offentlige veje, jf. § 50, stk. 4, §
54, og § 56, stk. 1, eller
3) beslutninger om vejadgang på grund af nedlæggelse af offentlige veje.”
Adgangen til at ekspropriere efter vejlovens § 96 bliver et spørgsmål om, hvorvidt ekspropriationen er
nødvendig, samt om den er i almenvellets interesse og skal forstås i overensstemmelse med den praksis,
der følger af grundlovens § 73. Ekspropriationen skal således tjene almene samfundshensyn, ligesom der i
forbindelse med ekspropriationsindgrebet skal foretages en konkret afvejning af de almindelige
Lovbekendtgørelse nr. 1161 af 20. november 2008 af lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast
ejendom med senere ændringer.
159
Lov nr. 96 af 31. marts 1965.
160
Lov nr. 686 af 27. maj 2015.
161
Ekspropriationskompetencen efter vejlovens ligger hos vejmyndigheden, der efter lovens § 3 er den myndighed, som
administrerer en offentlig vej, og dermed kan være en kommune eller Vejdirektoratet (statslig styrelse).
158
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0091.png
89
samfundsmæssige hensyn over for de private interesser, som indgrebet berører. Det er endvidere en
betingelse, at ekspropriationen skal ske til opfyldelse af et aktuelt formål, og at dette formål kan realiseres,
herunder at økonomien skal være på plads. Afvejningen af det ekspropriationsretlige nødvendighedskrav
ved statslige ekspropriationer er i lang udstrækning den samme, som de overordnede nødvendighedskrav
ved kommunale ekspropriationer, der omtales ovenfor i afsnit 3.6-3.7.
Nødvendighedskravet blev prøvet i U.2002.2281 V, hvor ekspropriation af et areal til ny vej i forbindelse med anlægget af
motorvej mellem Nørresundby og Brønderslev blev erklæret ugyldig. Efter bevisførelsen for landsretten, der blandt
andet omfattede syn og skøn, havde Vejdirektoratet ikke godtgjort, at det var nødvendigt at foretage ekspropriation over
for en lodsejer for at skaffe en anden nærliggende lodsejer adgang til offentlig vej, idet en vejadgang kunne være
tilvejebragt på en mindre indgribende måde ved at forbedre en allerede eksisterende markvej. Ekspropriationen var
derfor ugyldig.
Ekspropriation efter vejlovens § 96 sker til de formål, som er nævnt i lovens § 97. Dermed definerer
vejlovens § 96 de hovedformål, der kan begrunde ekspropriation, mens lovens § 97 specificerer de
anlægsdele og foranstaltninger, hvortil ekspropriationen kan foretages.
Ekspropriationshjemlen i vejlovens § 97 har følgende ordlyd:
”Der kan eksproprieres til nyanlæg, udvidelse og ændring af bestående anlæg, tilbehør og
nødvendige supplerende foranstaltninger.
Stk. 2. Der kan endvidere eksproprieres af hensyn til udnyttelse, betjening, sikring, synlighed,
beskyttelse og drift af vejen. Til statslige vejanlæg kan der desuden eksproprieres til
supplerende anlæg, når beliggenheden i tilknytning til vejen er af særlig betydning for
trafikanterne.”
Det følger af bemærkningerne til lovforslaget til vejloven
162
, at bestemmelsen opregner de anlæg eller
foranstaltninger, der typisk eksproprieres til, men at opregningen af eksempler ikke tilsigter at være
udtømmende.
Fortolkningen af hvilke anlæg og foranstaltninger, der efter bestemmelsen kan eksproprieres til, må afhænge
af den vejtekniske udvikling. På samme vis som i vejloven, opstilles der ekspropriationsformål i
jernbanelovens § 30, stk. 2, og i § 1, stk. 2, i lov om ekspropriation under Trafikministeriet.
Af ældre praksis kan henvises til U.1973.657 H, hvor spørgsmålet om ekspropriationens formål blev vurderet. Sagen
startede, da en ekspropriationskommission i 1964 foretog en besigtigelsesforretning med henblik på ekspropriation til
anlæg af en motorvej. I 1967 afholdtes besigtigelsesforretning vedrørende forholdene ved krydset mellem den
daværende hovedvej og en bivej, og der blev foretaget ekspropriation af en ejendom, hvis overkørsel til hovedvejen blev
162
L 20, F.T. 2014-2015.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0092.png
90
nedlagt. Højesteret antog, at §§ 31 og 33 i lov nr. 186 af 4. juni 1964
163
burde være anvendt. Højesteret antog endvidere,
at det egentlige formål med nedlæggelsen af overkørslen og ekspropriationen havde været at gennemføre en med en
anden lodsejer aftalt omfordeling af arealer ved motorvejen. Flertallet på seks dommere udtalte: "Det
skriftlige materiale
vedrørende ekspropriationen af denne ejendom indeholdt i øvrigt ingen nærmere motivering, herunder om det havde
været overvejet, om anden vejadgang kunne etableres på økonomisk forsvarlig måde, jf. den af indstævnte påberåbte
bestemmelse i vejbestyrelseslovens § 23, stk. 3."
Ekspropriationen var herefter ikke gyldigt foretaget, og spørgsmålet om
følgen af, at ekspropriationsprocesloven ikke var fulgt, fik dermed ingen selvstændig betydning.
Når staten finder behov for at ekspropriere, vil det ofte ske til anlæg og projekter af større karakter og
omfang. Det betyder, at mange af de statslige ekspropriationshjemler – særligt på Transport-, Bygnings- og
Boligministeriets område - findes i selvstændige anlægslove. På Transport-, Bygnings- og Boligministeriets
område udarbejdes der efter praksis anlægslov, når der opføres nye anlæg. Et nyere eksempel herpå er lov
om Femern Bælt
164
. Ekspropriationshjemlen til anlæg af Femern Bælt følger af lovens § 1:
”Transportministeren bemyndiges til ved ekspropriation at erhverve de arealer og rettigheder, der er
nødvendige for anlæg og drift af anlægsprojektet nævnt i §§ 1 og 2 eller ændringer heraf samt etablering
af klimarelaterede afværgeforanstaltninger.”
Ved anlægslove gives der dermed en klar ramme for, hvad der kan eksproprieres til. Det er i praksis
forståelsen, at de anlæg, som staten eksproprierer til, har et klart offentligt formål og dermed er nødvendige
og i almenvellets interesse. Det kan man blandt andet se af U.2001.356 H, der omhandler vurderingen af
nødvendigheden af at ekspropriere en ejendom i henhold til loven om anlæg af fast forbindelse over
Øresund
165
.
Landsretten lagde ved sin afgørelse til grund, at Anlægsmyndighedens erhvervelse af lodsejerens ejendom havde været
påkrævet til gennemførelsen af anlægsarbejder, der var omfattet af lov om anlæg af fast forbindelse over Øresund.
Ekspropriationen af lodsejerens ejendom ”har
herefter været krævet af almenvellet og er således hverken i strid med
grundlovens § 73, stk. 1, eller artikel 1 i tillægsprotokol af 20. marts 1952 til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.”
Det skal dog bemærkes, at der efter de store lovændringer af vejloven i 2014 og jernbaneloven i 2015 har
været tilsigtet, at man i bemærkningerne til nye anlægslove for vej- og jernbaneanlæg henviser til, at
ekspropriationer til det givne anlæg sker med hjemmel i den generelle ekspropriationsbestemmelse i vej- eller
jernbaneloven. På den måde vil ekspropriationer til statslige vej – og jernbaneanlæg fremadrettet ske efter
samme ekspropriationshjemmel. Et eksempel herpå er lov om Haderup Omfartsvej
166
, hvori det følger af de
almindelige bemærkninger i afsnit 4.1. til lovforslaget, som det var fremsat, at ”Der
er hjemmel til
tvangsmæssigt at erhverve de fornødne arealer til anlæg af Haderup Omfartsvej i §§ 96 og 97 i lov om
Den oprindelige ekspropriationsproceslov.
Lov nr. 575 af 4. maj 2015 lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i
Danmark.
165
Lov nr. 590 af 19. august 1991, der nu er historisk.
166
Lov nr. 382 af 26. april 2017
164
163
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0093.png
91
offentlige veje, jf. lov nr. 1520 af 27. december 2014 (herefter vejloven). En sådan tvangsmæssig erhvervelse
vil kunne udgøre ekspropriation i grundlovens forstand.”
Som det fremgår ovenfor i afsnit 3.4-3.5, er ekspropriation efter planlovens § 47, stk. 1, ikke begrænset til
offentlige formål, hvad heller ikke kan udledes af grundlovens krav om, at ekspropriation kun kan ske, når
”almenvellet kræver det”. Statslige ekspropriationer, der følger ekspropriationsprocesloven, sker i praksis til
offentlige formål.
6.1.2 Proceduren for statslige ekspropriationer
Den statslige ekspropriationsproces med forberedelse af og beslutning om ekspropriation samt det
efterfølgende
forløb
med
eventuel
prøvelse
af
beslutningen
og/eller
taksationssag
vedrørende
erstatningsudmålingen i anledning af ekspropriationen er illustreret i det flowdiagram, som er medtaget som
bilag 5
til betænkningen.
6.1.2.1 Kompetencen til at træffe afgørelse om ekspropriation
Efter ekspropriationsprocesloven er det de statslige ekspropriationskommissioner, der er tillagt kompetencen
til at træffe beslutning om ekspropriation i henhold til lovens § 4. Ekspropriationskommissionerne behandler
forslag om ekspropriation og fastsætter erstatning for de ekspropriationer, de foretager efter lovens § 5.
Ekspropriationskommissionerne ledes af Kommissarierne, der skal have juridisk kandidateksamen eller
tilsvarende
juridiske
kvalifikationer
af
betydning
for
varetagelse
af
hvervet
167
.
Allerede
før
ekspropriationsprocesloven trådte i kraft, har forretningerne mellem de daværende kommisarier været fordelt
således, at én varetog forretningerne på Øerne og én forretningerne i Jylland. Denne fordeling er stadigt
gældende, men transport-, bygnings- og boligministeren kan i henhold til lovens § 4 ændre fordelingen, hvis
der opstår behov herfor. I forlængelse heraf er det ligeledes transport-, bygnings- og boligministeren, der
nedsætter ekspropriationskommissionerne og fastsætter deres forretningsområde efter lovens § 5. Der er rent
administrativt nedsat to kommissariater, som fungerer som sekretariat for ekspropriationskommissionen for
henholdsvis Jylland og Øerne.
Kommissarierne er ud over at være formænd for de nedsatte
ekspropriationskommissioner, således også daglige ledere af kommissariaterne. Der er tale om fastansatte
embedsmænd.
I henhold til lovens § 6 består hver ekspropriationskommission af 5 medlemmer. Formanden for en af de to
kommisarier – kommissarius – udpeger forud for behandlingen af en ekspropriationssag kommissionens
øvrige fire medlemmer. To af medlemmerne udpeges fra den liste, som Transport-, Bygnings- og
Boligministeriet har udarbejdet over otte statslige medlemmer, der optages på listen for en seksårig periode.
Kravet om juridisk kandidateksamen blev ændret ved lov nr. 1895 af 29. december 2015, således at adgangen til
udpegning af kommissarius og formænd for de statslige taksationskommissioner udvides, så også andre
personer/kandidater end personer med juridisk kandidateksamen kan komme i betragtning til hvervet. Det afgørende for
at bestride de pågældende hverv er, at vedkommende efter en konkret vurdering findes at besidde de fornødne juridiske
kvalifikationer, der er påkrævet for at kunne varetage de nævnte hverv.
167
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0094.png
92
De to øvrige medlemmer udpeges fra en liste, som hver enkelt kommune har bidraget til. På listen fremgår
medlemmer, der optages på listen for kommunalbestyrelsens funktionstid, og svarende til kommissariernes
forretningsområde, som de følger i henhold til lovens § 4. Derudover har kommunen også ret til at udpege en
repræsentant til at deltage i ekspropriationskommissionens møder. Den kommunale repræsentant har dog
ikke stemmeret som resten af kommissionen.
En ekspropriationskommission er beslutningsdygtig, når formanden og mindst to andre medlemmer er til stede.
I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Det fremgår af bemærkningerne til lovens § 6, at det har været formålet med udpegning af to statslige
medlemmer, at de skal deltage i behandlingen af alle sager, der forelægges vedkommende
ekspropriationskommission, og derved sammen med kommissarius bidrage til at sikre ensartethed i
bedømmelsen af ligeartede spørgsmål. Det er samtidigt fundet værdifuldt, at der deltager to kommunalt
udpegede medlemmer:
”Særligt betydningsfuldt er dette ved bedømmelsen at projekterne, når disse berører lokale interesser,
og det synes rimeligt, at et lokalorienteret element får direkte indflydelse på udformningen af projektet.
Også ved erstatningsfastsættelsen vil det være af værdi, at der deltager kommunale repræsentanter,
som kan bidrage til, at der under kommissionens behandling bliver lagt tilstrækkeligt vægt på de lokale
forhold.”
168
Ekspropriationskommissionen bistås endvidere af en eller flere landinspektører, der er beskikket af transport,
bygnings- og boligministeren efter loven § 8. Landinspektørens opgave består i sagkyndig bistand til
ekspropriationskommissionen. Ekspropriationskommissionen har derudover mulighed for at indkalde andre
særligt sagkyndige til at afgive vejledende udtalelser til afklaring af spørgsmål vedrørende selve
ekspropriationen og erstatningsfastsættelsen i henhold til lovens § 9.
Efter lovens § 7 a er ekspropriationskommissionen en uafhængig instans, og medlemmerne er derfor ikke
underlagt instruktion fra hverken Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, dette ministeriums minister,
kommunerne eller nogen anden instans om en enkelt sags afgørelse. Bestemmelsen blev tilføjet med en
lovændring i 1999
169
, der kodificerede en mangeårig klar praksis om kommissionernes uafhængighed.
Som det også er beskrevet i afsnit 4.1.1, er både kommissionens og kommunens beslutning om ekspropriation
en forvaltningsakt. Betragtningerne i afsnit 4.1.1 om kommunernes forpligtelser i henhold til forvaltningsrettens
almindelige regler er derfor ligeledes gældende for ekspropriationskommissionens beslutninger og ageren.
168
169
L 79, F.T. 1963-64, side 12.
Lov nr. 233 af 21. april 1999.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0095.png
93
6.1.2.2 Processen for ekspropriation og erstatningsudmåling ved ekspropriationskommissionerne
Fremgangsmåden
for
statslige
og
ekspropriationer,
den
tilknyttede
for
så
vidt
angår
ekspropriationsbeslutningen,
er
beskrevet
i
ekspropriationsindgrebet
erstatningsfastsættelse
ekspropriationsproceslovens § 3 samt §§ 11-17. De bestemmelser, hvis formål er at sikre de enkelte lodsejere
eller interessenters interesser, herunder regler om besigtigelse og klagemuligheder, svarer i det væsentlige til
vejlovens processuelle regler i §§ 99-102, der er omtalt ovenfor i afsnit 4.1.6 - 4.1.7 og 4.1.10.
Dog adskiller den statslige og kommunale ekspropriationsproces sig væsentligt fra hinanden derved , i at det
er ekspropriationskommissionen, der træffer beslutning om statslig ekspropriation og ligeledes fastsætter
størrelsen
af
erstatningen
i
forbindelse
med
selve
ekspropriationsbeslutningen,
jf.
ekspropriationsproceslovens § 17.
Når gennemførelse af et statsligt anlæg kræver ekspropriation, fremsætter vedkommende anlægsmyndighed
anmodning om foretagelse af ekspropriation overfor transport-, bygnings- og boligministeren, jf. lovens § 11.
Ministeren henviser herefter sagen til den rette ekspropriationskommission, der igangsætter selve
ekspropriationen.. En ekspropriation består af to faser: en besigtigelsesforretning efter lovens §§ 12 og 13 og
en ekspropriationsforretning efter lovens § 15. Disse kan også behandles samlet på en kombineret forretning,
hvis der er tale om mindre omfattende anlæg, som kun berører få lodsejere
170
. I det følgende er reglerne for
det statslige ekspropriationsbegreb nærmere beskrevet.
6.1.2.3 Forberedelser og undersøgelser (§ 3)
Ekspropriationsproceslovens § 3 indeholder ligesom vejlovens § 99 regler om det forberedende arbejde og de
undersøgelser, som kommissionen kan foretage forud for en ekspropriation. Ekspropriationsproceslovens § 3
er i sit formål og indhold stort set identisk med vejlovens § 99, hvorfor der henvises til afsnit 4.1.6.
6.1.2.4 Anmodning om foretagelse af ekspropriation (§ 11)
Som nævnt ovenfor anmoder anlægsmyndigheden transport-, bygnings- og boligministeren om at foretage
ekspropriation, jf. § 11.
Det fremgår af bemærkningerne til den oprindelige ekspropriationsproceslov, at hensynet med bestemmelsen
har været, at ministeren på den måde har kunnet nedsætte kommissionerne efter lovens §§ 5 og 7, samt at
der opnås ensartethed i behandlingen og bedømmelsen af statslige projekter
171
. Det følger videre af
bemærkningerne, at ministeriet ved sin gennemgang særligt skal foretage en prøvelse af, om den nødvendige
lovhjemmel til gennemførelse af det konkrete projekt foreligger.
170
171
L 79, F.T. 1963-1964, side 17.
L 79, F.T. 1963-1964, side 16.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
94
6.1.2.5 Kommissionens besigtigelsesforretning (§§ 12 og 13)
Ekspropriationskommissionen afholder besigtigelsesforretningen, når transport-, bygnings- og boligministeren
har imødekommet anlægsmyndighedens anmodning efter § 11, og anlægsmyndigheden har foretaget
foreløbig afmærkning af anlægget, jf. § 12, stk. 1. Afmærkningerne sker på selve stedet for anlægsprojektet.
Kommissarius skal med mindst fire ugers varsel offentliggøre tid og sted for besigtigelsesforretningen samt
offentliggøre oversigtsplaner for det påtænkte anlæg, og i det omfang de foreløbige planer gør det muligt, skal
kommissarius sørge for, at ejere og brugere af de arealer, der må antages at blive berørt af det påtænkte
anlæg, orienteres om forretningens afholdelse og gøres bekendt med planernes fremlæggelse samt
muligheden for at deltage i forretningen, jf. § 12, stk. 2 og 3.
Muligheden for fremmøde er vigtigt, da fremmødte (anlægsmyndigheden, andre interesserede myndigheder,
ejere eller brugere af og servitutberettigede med hensyn til ejendomme, der direkte eller indirekte berøres af
ekspropriationen), under besigtigelsen kan fremkomme med bemærkninger til projektet og herunder fremsætte
forslag til dettes ændring, jf. § 13, stk. 3.
Ved større anlæg af ny vej eller jernbane kan besigtigelsesforretningen i praksis være delt op i en
linjebesigtigelse og detailbesigtigelse.
Ved linjebesigtigelsen, der er den første af de to besigtigelser,
fremlægges og prøves anlægsmyndighedens forslag til linjeføringen af den nye vej eller jernbane. Ved den
efterfølgende detailbesigtigelse skal projektet fremstå tilstrækkeligt detaljeret, så det er muligt at beskrive
projektets konsekvenser for hver enkelt ejendom.
Under besigtigelserne fremlægger anlægsmyndigheden projektet, men det er kommissionen med
kommissarius i spidsen, der leder selve besigtigelsesforretningen. På baggrund af besigtigelsen af forholdene
på stedet konstaterer ekspropriationskommissionen, hvordan projektet for det anlæg, der skal gennemføres,
vil gribe ind i de bestående forhold.
Under besigtigelsesforretningen foretager ekspropriationskommissionen endvidere
en almindelig prøvelse
af
det foreliggende projekt. Ekspropriationskommissionen kan herved bestemme, at ekspropriationen kun kan
gennemføres, såfremt der foretages sådanne ændringer i projektet, som kommissionen finder nødvendige af
hensyn til ejere, andre rettighedshavere, almene interesser eller anlæggets hensigtsmæssige gennemførelse,
jf. § 13, stk. 1. Ekspropriationskommissionen tager herunder særlig stilling til, om der som led i ekspropriationen
skal
foretages
afbrydelser,
omlægninger
eller
etableringer
af
vejforbindelser,
af
vandløb,
af
adgangsforbindelser til ejendomme eller restarealer, af ledningsanlæg eller lignende, jf. § 13, stk. 1.
Ekspropriationskommissionens prøvelse af projektet er en fuld prøvelse. Ekspropriationskommissionens
prøvelse har til formål at sikre, at et givet projekt får en hensigtsmæssig udformning i hele samfundets
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0097.png
95
interesse
172
. Derudover skal prøvelsen sikre, at ekspropriationsindgrebet ikke bliver mere byrdefuldt for
lodsejerne end nødvendigt. Ekspropriationskommissionens prøvelse er omtalt ovenfor i afsnit 6.1.1. Det
fremgår af bemærkningerne til § 13, stk. 1, at bestemmelsen ikke angiver nogen begrænsning i
ekspropriationskommissionens anordningsmyndighed i forhold til anlægsmyndigheden, som i det hele må
efterkomme de vilkår og betingelser for anlæggets udførelse, som ekspropriationskommissionen måtte
fastsætte
173
.
Da større statslige anlægsprojekter ofte gennemføres i henhold til særlige anlægslove, der er baseret på
omfattende miljøundersøgelser m.m., der er beskrevet i bemærkningerne til anlægsloven, skal det bemærkes,
at kommissionens prøvelse af projektet skal ske inden for de rammer, som Folketinget med vedtagelsen af
anlægsloven har lagt for projektet.
Når ekspropriationen omfatter arealer, der er beliggende i landzone, og som er undergivet landbrugsmæssig
udnyttelse, skal anlægsmyndigheden indhente en udtalelse fra Miljø- og Fødevareministeriet til brug ved
sagens forelæggelse for ekspropriationskommissionen, således at kommissionen kan forsøge at begrænse
ulemperne for de berørte landbrugsejendomme, herunder ved jordfordeling, jf. § 12, stk. 2.
En besigtigelsesforretning afsluttes ved, at ekspropriationskommissionens beslutninger om projektet
nedskrives i en
protokol,
der også indeholder bemærkninger og forslag fra borgerne til projektet. Protokollen
bliver offentliggjort på det konkrete kommissariats hjemmeside og udsendes til de lodsejere der har været
direkte indvarslet til besigtigelsesforretningen.
6.1.2.6 Ekspropriationsbemyndigelsen (§ 14)
Når ekspropriationskommissionen har godkendt projektet for det påtænkte anlæg, og anlægsmyndigheden på
den baggrund fortsat ønsker det vedtagne projekt gennemført, meddeler transport-, bygnings- og
boligministeren
ekspropriationsbemyndigelse
til ekspropriationskommissionen, jf. lovens § 14, stk. 1.
Bemyndigelsen efter § 14, stk. 1, er ikke nødvendig, hvis der ved anlægsmyndighedens anmodning til
ekspropriation
efter
§
11
blev
givet
bemyndigelse
til
at
afholde
både
besigtigelses-
og
ekspropriationsforretning
174
.
Det fremgår af bemærkningerne til lovens § 14, at den ordning, hvor ministeren skal give en bemyndigelse til
ekspropriationernes iværksættelse på grundlag af et af kommissionen vedtaget projekt, betyder en
modifikation i forhold til, at kommissionens afgørelse om projektet ikke kan efterprøves administrativt. Hvis der
under besigtigelsen er fremkommet indsigelser mod et projekt eller visse punkter i dette, og hvis disse
indsigelser er af væsentlig samfundsmæssig betydning, er der således intet til hinder for, at interesserede
172
173
Betænkning nr. 330/1963 side 60.
L 79, F.T. 1963-1964, side 17.
174
Det følger dog af bemærkningerne til § 14 i L 79, F.T. 1963-1964, side 17, at en anlægsmyndighed i så fald har adgang
til at begære en sag udsat under den kombinerede besigtigelses- og kombinationsforretning, hvis kommissionen af hensyn
til projektets udførsel træffer beslutninger, som gør det tvivlsomt, om anlægsmyndigheden vil have projektet gennemført i
den form, som kommissionen har vedtaget.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0098.png
96
retter henvendelse til ministeren med henstilling om, at ekspropriationsbemyndigelse ikke gives under hensyn
til, at ekspropriationskommissionens afgørelse ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser de hensyn, som
vedkommende interessenter varetager. Ministerens beføjelse i forholdet til ekspropriationskommissionen er
udelukkende at kunne undlade at give den ekspropriationsbemyndigelse, som er nødvendig for projektets
gennemførelse,
da
ministeren
ikke
har
adgang
til
nogen
normal
efterprøvelse
af
ekspropriationskommissionens beslutning om projektet. Der åbnes herved mulighed for en fornyet drøftelse af
det pågældende spørgsmål. Resultatet heraf kan være, at der udarbejdes et helt nyt projekt for det
pågældende anlæg, som derefter må behandles forfra i ekspropriationskommissionen
175
.
I
lighed
med
kommunens
forpligtelse
efter
vejlovens
§
100,
stk.
2
og
3,
følger
det
af
ekspropriationsproceslovens § 14, stk. 2, at anlægsmyndigheden skal udfærdige en
arealfortegnelse med
ekspropriationsplan,
der skal indeholde fortegnelse over alle lodsejere og brugere, der vil blive berørt af
ekspropriationerne, og med oplysning om den omtrentlige størrelse af de berørte arealer samt en kort
angivelse af de ændringer i de bestående forhold, som anlægget i øvrigt vil medføre for ejendommene.
Arealfortegnelsen udfærdiges med bistand af den ledende landinspektør.
6.1.2.7 Ekspropriationsforretningen og ekspropriationsbeslutningens meddelelse (§ 15)
Når arealfortegnelsen og ekspropriationsplanen foreligger, afholder ekspropriationskommissionen den
egentlige
ekspropriationsforretning,
jf. lovens § 15, stk. 1.
I lighed med besigtigelsesforretningen efter lovens § 12, stk. 2, skal ekspropriationskommissionen med mindst
fire ugers varsel offentliggøre tid og sted for ekspropriationsforretningen samt fremlægge arealfortegnelse med
ekspropriationsplan, jf. § 15, stk. 2. Derudover skal lodsejere, brugere og andre, der har retlig interesse i sagen,
ifølge arealfortegnelsen varsles
skriftligt
med mindst fire ugers varsel, hvis oplysninger om adresser mv. kan
fremskaffes, jf. § 15, stk. 3.
Hvis en lodsejer eller anden interessent udebliver fra en ekspropriationsforretning, der er lovlig indvarslet, kan
vedkommende lodsejer eller lignende ikke gøre sin indflydelse gældende med hensyn til de beslutninger, der
træffes under forretningen, herunder udarbejdelse af erstatningsforslaget
176
.
Under ekspropriationsforretningen besigtiger ekspropriationskommissionen de berørte ejendomme og taler
med hver enkelt fremmødte lodsejer og andre og beslutter derefter, hvordan projektet og ekspropriationen
nærmere skal gennemføres, herunder hvilke arealer, bygninger med tilbehør samt rettigheder
ekspropriationen skal omfatte, jf. § 15, stk. 4.
I
modsætning
til
kommunale
ekspropriationer,
som
omtalt
ovenfor
i
afsnit
4.1.7,
træffer
ekspropriationskommissionen beslutning om ekspropriation på selve forretningen. Herefter foretages
175
176
L 79, F.T. 1963-1964, side 17-18.
L 79, F.T. 1963-1964, side 17-18.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0099.png
97
ekspropriationen med umiddelbar retsvirkning eller ved midlertidige afståelser med virkning fra og med den
periode, der oplyses. Ekspropriationskommissionens beslutning herom kan ikke ændres af anden
administrativ myndighed, dog kan spørgsmål om ekspropriationens lovlighed indbringes for domstolene, som
omtalt nedenfor i afsnit 6.1.5.1.
I forbindelse med ekspropriationsbeslutningen skal ekspropriationskommissionen så vidt muligt forsøge at
bytte afståede arealer med andre arealer, det vil sige at foretage jordfordeling, jf. § 15, stk. 4, 2. pkt.
Det følger videre af § 15, stk. 5, at kommissionen, med henblik på at opnå en hensigtsmæssig jordomlægning
til nedbringelse af de ulemper, som anlægget eller foranstaltningen medfører, når der er tale om
landbrugsejendomme, kan bestemme, at arealer, der afskæres fra en ejendom, skal afstås, eller at en
ejendom, der skal afstå areal, som helt eller delvist vederlag skal modtage et areal, hvis værdi for ejendommen
efter ekspropriationskommissionens vurdering ikke overstiger den erstatning, som skal udredes for
arealafståelsen.
Det medfører, at ekspropriationskommissionen har hjemmel til at gennemtvinge jordfordeling i forbindelse med
ekspropriationsanlæg, hvilket ikke følger af vejloven. Det følger videre af § 15, stk. 6, at hvis en
taksationskommission eller en domstol finder, at værdien af det areal, som en lodsejer har fået efter stk. 5, er
større end den erstatning, som skal udredes for selve arealafståelsen, berøres ekspropriationskommissionens
beslutning om ekspropriation ikke heraf. Lodsejeren skal derfor i intet tilfælde betale et vederlag, der overstiger
den erstatning, der endeligt fastsættes for den fra ejendommen skete ekspropriation, for modtagelsen af det
tillagte areal.
6.1.2.8 Ekstension (§ 16)
I afsnit 2.3. nævnes det kort, at det ved kommunal ekspropriation er taksationsmyndighederne, som tager
stilling til spørgsmål om ekstension, det vil sige, om kommunen skal pålægges at medovertage en
restejendom, som ikke kan udnyttes på en rimelig måde, jf. planlovens § 48, jf. § 50, stk. 2, og dennes
henvisning til vejlovens § 104, stk. 1.
I
statslig
ekspropriation
tager
ekspropriationskommissionen
også
stilling
til
ekstension,
jf.
ekspropriationsproceslovens § 16. Ligesom efter vejlovens § 104, stk. 1, som omtalt ovenfor i afsnit 4.3.4.,
kan ejeren kræve restejendommen medeksproprieret, hvis ejendommen efter den planlagte ekspropriation
bliver så lille eller får en sådan beskaffenhed, at det skønnes, at den ikke på hensigtsmæssig måde kan
bevares som en selvstændig ejendom, eller at den ikke kan udnyttes på rimelig måde, jf.
ekspropriationsproceslovens § 16. Tilsvarende kan en del af ejendommen kræves medeksproprieret, hvis
adgangen til en del af ejendommen afskæres. Modsat kan anlægsmyndigheden i medfør af § 16, stk. 2, kræve
hele ejendommen eller dele heraf medovertaget, hvis erstatningen for værdiforringelsen vil stå i et åbenbart
misforhold med restejendommens værdi. Det følger af bemærkningerne til § 16
177
, at bestemmelsens nøje
177
L 79, F.T. 1963-1964, side 19.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0100.png
98
samhørighed med erstatningsudmålingen medfører, at disse spørgsmål må behandles i forbindelse med
erstatningsfastsættelsen og kan behandles af både ekspropriations- og taksationskommissionerne.
Ekspropriationskommissionernes skøn kan dermed omgøres af taksationskommissionerne.
6.1.2.9 Ekspropriationskendelsen og erstatningsudmålingen (§ 17)
Når ekspropriationskommissionen har truffet ekspropriationsbeslutningen i henhold til lovens § 15, oplyser
ekspropriationskommissionen hver enkelt fremmødt ejer om, hvorledes anlægget vil berøre ejerens ejendom
eller rettighed, hvilket omfang afståelsen vil få, og om hvilke oplysninger der foreligger for
ekspropriationskommissionen, herunder sagkyndiges erklæringer. Derefter får ejerne af de ejendomme, der
berøres, mulighed for at redegøre for de synspunkter, der efter deres mening bør have indflydelse på
erstatningens fastsættelse. Herefter fremsætter ekspropriationskommissionen forslag til erstatningsbeløbets
størrelse med angivelse af de erstatningsposter, som det omfatter, jf. lovens § 17, stk. 1.
Det følger af bemærkningerne til § 17
178
, at det herved har været sigtet at give parterne adgang til at fremføre
deres synspunkter, som supplerer ekspropriationskommissionens forpligtelse efter officialmaksimen.
En part kan derefter tiltræde erstatningsforslaget på stedet ved underskrivelse af den protokol, der føres på
ekspropriationsforretningen. Hvis en part ønsker nærmere betænkningstid, eller en erstatningsberettiget ikke
møder ved ekspropriationsforretningen, udleveres eller fremsendes erstatningsforslaget i skriftlig form, jf. § 17,
stk. 2. Det skriftlige forslag skal tiltrædes senest 14 dage efter fremsættelsen. Hvis forslaget ikke tiltrædes,
afsiges der kendelse om erstatningsfastsættelsen, jf. § 17, stk. 3.
Det følger videre af § 17, stk. 4, at kendelsen skal være begrundet og særligt angive kommissionens stilling til
de af parterne påberåbte omstændigheder. Dertil følger, at kendelsen skal opfylde almindelige regler, som er
fastsat i forvaltningsloven, i lighed med de krav til de kommunale ekspropriationsbeslutninger, jf. oven for afsnit
4.1.10. Da erstatningsudmålingen ikke er genstand for undersøgelsen, skal det alene kort bemærkes, at det
følger af ekspropriationsprocesloven, at der i kendelsen angives det afståedes værdi i handel og vandel eller
ved pålæg af rådighedsindskrænkninger den forringelse, der herved sker af denne værdi. Såfremt der påføres
ejeren eller andre berettigede andet økonomisk tab, angives erstatningen herfor som en særlig post, så vidt
muligt med oplysning om, hvorledes den er beregnet.
Derefter sendes udskrift af kendelsen til parterne, samt ved begæring til alle med retlig interesse heri.
Kendelsen skal indeholde oplysninger om den fire ugers klagefrist, der følger af lovens § 19.
Lovens § 18 indeholder undtagelser til § 17. Det følger af § 18, at en erstatningsfastsættelse under ganske
særlige omstændigheder kan ske på vilkår, der nærmere angives i kendelsen, eller udsættes, dog ikke
længere end til anlæggets fuldførelse. Dog skal erstatning for arealafståelse altid fastsættes straks, såfremt
178
L 79, F.T. 1963-1964, side 19.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0101.png
99
ejeren begærer det. Det følger af bemærkningerne til § 18, at bestemmelsen har undtagelsens karakter, og at
bestemmelsen særligt sigter på de tilfælde, hvor ekspropriationsvirkninger ikke fuldt ud lader sig overskue på
ekspropriationstidspunktet.
179
6.1.3 Proceduren for fastsættelse og udbetaling af ekspropriationserstatningen
6.1.3.1 Kompetencen til at efterprøve ekspropriationskommissionernes erstatningsudmåling
Som omtalt ovenfor, er det ekspropriationskommissionerne, der i 1. instans træffer beslutning om statslige
ekspropriationer og fastsætter størrelsen af erstatningerne herfor. Ekspropriationskommissionernes kendelser
om erstatningsspørgsmålet, kan påklages til taksationskommissionerne på det statslige område.
Reglerne om nedsættelse af de statslige taksationskommissioner findes i ekspropriationsproceslovens §§ 7-
10.
Taksationskommissionerne
er
på
mange
måder
bygget
op
på
samme
måde
som
ekspropriationskommissionerne. Efter ekspropriationsproceslovens § 7, stk. 1, er det transport-, bygnings- og
boligministeren,
som
nedsætter
en
eller
flere
taksationskommissioner
til
efterprøvelse
af
ekspropriationskommissionernes afgørelser efter lovens § 19, stk. 1. Der er i dag nedsat tre statslige
taksationskommissioner: Én for Fyn og det sydlige Jylland, én for Nord- og Midtjylland samt én for Sjælland
mv.
Taksationskommissionerne består ligesom ekspropriationskommissionerne af fem medlemmer. Det er
formanden,
der
til
den
enkelte
sag
udpeger
de
fire
øvrige
medlemmer.
Formanden
for
taksationskommissionerne, skal ligesom formanden for ekspropriationskommissionerne, kommissarius, have
juridisk kandidateksamen eller tilsvarende juridiske kvalifikationer af betydning for varetagelse af hvervet. Der
er i dag fire formænd for de statslige taksationskommissioner, da en af kommissionerne har to formænd.
Hvervet som formand for taksationskommissionerne varetages som bierhverv.
To af de øvrige fire kommissionsmedlemmer udpeges fra en liste, som Transport-, Bygnings- og
Boligministeriet har udarbejdet. På listen figurerer 8 statslige medlemmer, der optages på listen for en seksårig
periode. De to øvrige medlemmer udpeges fra en liste, som hver enkelt kommune har bidraget til for
kommunalbestyrelsens funktionstid. Som noget særegent for de statslige taksationskommissioner er
formændene udnævnt af regenten
180
.
En taksationskommission er beslutningsdygtig, når formanden og mindst 2 andre medlemmer er til stede. Ved
stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Ligesom
ekspropriationskommissionerne
er
taksationskommissionerne
uafhængige
instanser,
hvis
medlemmer ikke er undergivet instruktioner om den enkelte sags afgørelse, jf. lovens § 7 a.
179
180
L 79, F.T. 1693-1964, side 21.
”Kongen”, jf. ordlyden i ekspropriationsproceslovens § 7, stk. 2.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0102.png
100
6.1.3.2 Taksationskommissionernes kompetencer og opgaver
Mens ekspropriationskommissionerne både træffer beslutning om statslig ekspropriation og fastsætter
størrelsen
af
erstatningen
herfor,
prøver
taksationskommissionerne
som
udgangspunkt
kun
erstatningsspørgsmålet, jf. ekspropriationsproceslovens § 19, stk. 1. Efterprøvelsen omfatter som
udgangspunkt
også
de
retlige
spørgsmål,
som
erstatningssagen
rejser.
Derudover
kan
taksationskommissionerne efterprøve den godtgørelse, som lodsejer kan få til sagkyndig bistand efter lovens
§ 29. Som det fremgår ovenfor i afsnit 6.1.2.8, kan ekspropriationskommissionernes afgørelse i henhold til
lovens § 16 om ekstension ligeledes efterprøves af taksationskommissionerne. Ved prøvelse af
erstatningsspørgsmålet er der således som på det kommunale område i henhold til vejloven tale om et to-
instans princip.
Ekspropriationsprocesloven giver også adgang til at få godtgjort et krav om erstatning i anledning af et
ekspropriationsanlæg, selv om ejeren af ejendommen ikke er omfattet af selve ekspropriationen. Spørgsmålet
har navnlig haft betydning med hensyn til ulemper, som følger af anlæggets udførelsesmåde, hvorved en
tilsidesættelse af naboretsregler kan komme på tale
181
. Ekspropriationskommissionen kan påkende et sådan
krav efter ejerens begæring, hvis ekspropriationskommissionen anser sagen for egnet til behandling, jf. lovens
§ 20. I fald sagen kommer under behandling, finder bestemmelserne i lovens §§ 17 og 19 anvendelse med
fornødne lempelser. Det følger af bemærkninger til § 20
182
, at ekspropriationskommissionens skøn om en sags
egnethed til behandling for kommissionen ikke kan påklages til anden administrativ instans. Hvis
ekspropriationskommission afviser en sag, må den berørte søge sin sag prøvet ved domstolene. Behandles
et erstatningskrav derimod af ekspropriationskommissionen, kan ekspropriationskommissionens kendelse
påklages til rette taksationskommission og dennes afgørelse senere til domstolene.
6.1.3.1 De processuelle regler for erstatningsudmåling ved taksationskommissionerne
De processuelle regler for fastsættelse af ekspropriationserstatningen ved taksationskommissionerne følger
af ekspropriationsproceslovens §§ 19 og 21.
Ekspropriationskommissionens
kendelse
vedrørende
erstatningsspørgsmålet
kan
indbringes
for
taksationskommissionerne i henhold til lovens § 19, stk. 1. Derudover kan taksationskommissionerne
efterprøve den godtgørelse, som lodsejer kan få til sagkyndig bistand efter lovens § 29. I tilfælde af, at
ekspropriationskommissionens kendelse afsiges i et møde, kan indbringelse for taksationskommissionen ske
ved erklæring til protokollen. Transport-, bygnings- og boligministeren kan dog i særlige tilfælde tillade, at en
sag indbringes for taksationskommissionen, uanset at anmodning herom er modtaget efter klagefristens udløb.
Det følger af § 19, stk. 2, at parterne indvarsles skriftligt til taksationsforretningen med mindst fire ugers varsel.
De grundprincipper, der er gældende for ekspropriationskommissionernes sagsbehandling i henhold til § 17,
er ligeledes gældende for taksationskommissionernes sagsbehandling. Taksationskommissionerne kan
uanset de påberåbte påstande tage stilling til ethvert spørgsmål om erstatningen, hvis parterne har haft
181
182
L 79, F.T. 1963-1964, side 21.
L 79, F.T. 1963-1964, side 22.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0103.png
101
lejlighed til at fremkomme med bemærkninger dertil, jf. § 17, stk. 3. Derudover kan både parterne og
taksationskommissionerne
inddrage
forhold,
som
ikke
er
blevet
gjort
gældende
over
for
ekspropriationskommissionen under dennes behandling af sagen.
Taksationskommissionens kendelse træffes i overensstemmelse med de regler, der er anført for
ekspropriationskommissionernes kendelse, og kendelse sendes til sagens parter og andre med retlig
interesse, jf. § 19, stk. 5. Taksationskommissionens kendelse kan indbringes for domstolene inden for en
søgsmålsfrist på seks måneder, jf. § 26, stk. 1. Det følger af § 26, stk. 2, at klageadgangen til
taksationskommissionen skal være udnyttet, før end der kan gennemføres søgsmål om erstatning i anledning
af ekspropriation efter loven.
Efter lovens § 21 er der mulighed for, at en part kan få genoptaget sin sag. Hvis der efter en ekspropriation
rejses spørgsmål om, hvorvidt der ved den nærmere gennemførelse af et projekt er foretaget ændringer
183
,
optager ekspropriationskommissionen spørgsmålet til behandling, jf. § 21, stk. 1. Endelig skal kommissarius
forelægge en sag for ekspropriationskommissionen, hvis der inden et år efter, at et projekt er afsluttet, opstår
spørgsmål
om
tilkendelse
af
erstatning,
som
ikke
allerede
har
været
behandlet
af
ekspropriationskommissionen, eller hvis der til ugunst for ejeren sker væsentlige ændringer i grundlaget for en
tilkendt ekspropriationserstatning. Sådanne særlige kommissionsmøder skal varsles med mindst fire uger til
sagens parter samt de personer og myndigheder, som kommissarius efter det tidligere passerede anser for at
have interesse i de pågældende spørgsmål. Lovens §§ 13, 15, stk. 4, 17 og 19 finder anvendelse med
fornødne lempelser ved sådanne forretninger, jf. § 21, stk. 2.
6.1.3.2 Udbetaling og forrentning af ekspropriationserstatninger
Selve erstatningens udbetaling følger af ekspropriationsproceslovens §§ 22-24. De vigtigste hovedpunkter i
§§ 22 og 23 er allerede omtalt i afsnit 4.3.7, hvorfor der henvises hertil.
Derudover skal det alene kort bemærkes, at lovens § 24 omhandler erstatningsfastsættelsen, når erstatninger
er fastsat pr. arealenhed, men da selve erstatningsudmålingen ikke er genstand for undersøgelsen, vil der
ikke blive redegjort nærmere herfor.
6.1.3.3 Omkostningsdækning i ekspropriations- og taksationssager
Det følger af ekspropriationsproceslovens § 29, at hvis en erstatningsberettiget har haft udgift til sagkyndig
bistand i form af en advokat, konsulent eller lignende i forbindelse med en ekspropriations- eller taksationssags
behandling, kan ekspropriationskommissionen eller taksationskommissionen fastsætte en passende
godtgørelse herfor, hvis bistanden skønnes at have været nødvendig.
Det følger af L 79, F.T. 1963-1964, side 22, at det er en forudsætning for reglens anvendelse, at ændringerne ikke er
af en sådan karakter, at der er tale om et nyt projekt. Et sådant må behandles som en helt ny sag. Der er således alene
tale om enkelte bestemte punkter i projektet. Som eksempler kan nævnes, at jordskred har nødvendiggjort særlige
foranstaltninger og måske større arealerhvervelser end forudsat, at en vejhævning bliver noget større eller
adgangsforholdene til en ejendom noget anderledes end forudsat ved ekspropriationen.
183
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
102
Der er - ligesom ved kommunal ekspropriation efter planlovens § 47 omtalt i afsnit 4.1.11 - ikke tale om, at
lodsejeren har et lovhjemlet krav på hel eller delvis omkostningsdækning i forbindelse med
ekspropriationssager, men alene tale om godtgørelse ud fra et konkret skøn.
6.1.4 Sagsbehandlingstider i det statslige ekspropriations- og taksationssystem
6.1.4.1 Ekspropriationskommissionernes sagsbehandlingstid
I
forbindelse
med
Ekspropriationsudvalgets
arbejde
er
formændene
for
de
to
statslige
ekspropriationskommissioner ved e-mail af den 9. oktober 2017 blevet spurgt om kommissionernes
sagsbehandlingstider i perioden 2014 til2016. Nedenstående bygger på formændenes indberetninger.
På vegne af ekspropriationskommissionernes formænd, kommissarius, har de tilknyttede kommissariater
oplyst, at kommissionerne ledet af Kommissarius ved Statens Ekspropriationer for Øerne har foretaget i alt
1883 ekspropriationer og kommissionerne ledet af Kommissarius ved Statens Ekspropriationer i Jylland har
foretaget 2836 ekspropriationer i årene 2014 til2016. Ekspropriationskommissionernes sagsbehandlingstider
beror på baggrund af den store mængde data på et kvalificeret skøn.
Det
særlige
ved
ekspropriationskommissionernes
selve
sagsbehandlingstider
ude
på
er,
at
ekspropriations-
jf.
kommissionerne
træffer
ekspropriationsbeslutningen
ekspropriationsforretningen,
ekspropriationsproceslovens § 17, stk. 1. Der er dermed reelt tale om ingen sagsbehandlingstid fra
ekspropriationsforretning til ekspropriationsbeslutningen. Kommissionerne fremsætter ligeledes forslag til
erstatning på stedet. Lodsejer eller anlægsmyndigheden kan derefter tiltræde forslaget ved at underskrive eller
anmode om at få sendt erstatningstilbuddet skriftligt og derefter få 14 dages betænkningstid til at tiltræde
tilbuddet, jf. lovens § 17, stk. 2. Det er først, hvis lodsejer eller anlægsmyndigheden ikke accepterer det
skriftlige erstatningstilbud eller anmoder om kendelse, at der udarbejdes en kendelse, jf. lovens § 17, stk. 3.
Det er lidt mere kompliceret at udmåle sagsbehandlingstiden for ekspropriationskommissionernes arbejde i
forhold til kommunernes eller Planklagenævnets sagsbehandlingstider efter planlovens § 47, da
ekspropriationskommissionerne ikke har fri råderet til at fremme et anlægsprojekt. Kommissionerne skal
afvente, at anlægsmyndighederne anmoder om ekspropriation til det pågældende anlægsprojekt, og at
Transport-,
Bygnings-
og
Boligministeriet
har
givet
tilladelse
hertil.
Derudover
har
ekspropriationskommissionerne ikke indflydelse på, at de fleste af de hjemler, der danner grundlag for de
ekspropriationer, som ekspropriationskommissionerne skal foretage, er fastsat i anlægslove. På det statslige
område kan der gå år fra, at der første gang overvejes et anlægsprojekt til, at projekterings- og anlægslove
vedtages, hvorefter der kan foretages ekspropriation. Borgere, der kan risikere at blive berørt af et stort statsligt
anlægsprojekt, kan derfor være oplyst om en eventuel forestående ekspropriation, lang tid før selve
ekspropriationen bliver aktuel. Kommissariaterne har derfor oplyst, at de udregner sagsbehandlingstiden som
værende fra ekspropriationstidspunktet til en kendelse eller et forlig foreligger. Forskellen på statslige og
kommunale ekspropriationer, herunder særligt på kommunernes og ekspropriationskommissionernes
initiativret i forhold til ekspropriationsbeslutningen medfører, at kommissariaternes oplysninger om
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
103
sagsbehandlingstid ikke er sammenlignelig med oplysningerne om sagsbehandlingstiden i kommunernes
ekspropriationer i medfør af planlovens § 47, jf. afsnit 5.
Kommissariatet ved Statens Ekspropriationer på Øerne har oplyst, at sagsbehandlingstiden fra
ekspropriationstidspunktet og frem til, der foreligger en kendelse, normalt ligger på 2-5 måneder. Dette
afhænger af, om der først udarbejdes skriftligt erstatningsforslag, eller om der anmodes om kendelse på
stedet. Der kan dog være situationer, hvor sagsbehandlingstiden er længere og strækker sig i op til 6-9
måneder. Der er i disse situationer normalt tale om større og komplekse sager, hvor der er mange oplysninger,
herunder faktuelle forhold, som skal indgå i kendelsen. Det vil for eksempel være sager, hvor der er stor
afstand mellem anlægsmyndigheden og lodsejers opfattelse af den korrekte erstatningsfastsættelse. I få sager
har sagsbehandlingstiden således været længere og op til et år.
Kommissariatet ved Statens Ekspropriationer i Jylland har oplyst, at de udarbejder protokol for
ekspropriationsforretningerne,
som
sammen
med
erstatningsforslag
udsendes
til
lodsejer/
anlægsmyndighedens overvejelse, i det omfang der ikke indgås forlig på forretningen.
Svarfrist på et
fremsendt erstatningsforslag er 14 dage. Såfremt det fremsendte erstatningsforslag ikke tiltrædes, udarbejdes
en kendelse i sagen. Processen for protokol og erstatningsforslag og de hertil tilknyttede frister betyder, at
kendelsesprotokol typisk udsendes mellem 3-5 måneder efter ekspropriationsforretningens afholdelse.
6.1.4.2 Indbringelse af ekspropriationskommissionernes afgørelser for taksationskommissionerne
Kommissariatet ved Statens Ekspropriationer på Øerne har på baggrund af ovennævnte e-mail af den 9.
oktober 2017 oplyst, at ud af de 1883 sager, der er blevet behandlet af kommissionerne i 2014 til2016, blev
67 sager anket til taksationskommissionerne. I taksationskommissionerne blev
ekspropriationskommissionens erstatningsudmåling stadfæstet i 25 sager, mens den blev forhøjet i 9 sager
og sat ned i én enkelt sag. 32 sager afventer afgørelse i oktober 2017. Dette er illustreret i diagrammet i
tabel 6.1.4.2.A.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0106.png
104
Tabel 6.1.4.2.A
Taksationskommissionernes prøvelse af afgørelser fra
Kommissarius ved Statens Ekspropriationer på Øerne
Erstatning stadfæstes 71%
Erstatning forhøjes 26%
Erstatning nedsættes 2%
Kommissariatet ved Statens Ekspropriationer i Jylland har på baggrund af ovennævnte e-mail af 9. oktober
2017 oplyst, at ud af de 2973 sager, der blevet behandlet af kommissionerne i 2014 til2016, blev 255 sager
anket til taksationskommissionerne. I taksationskommissionerne blev ekspropriationskommissionens
erstatningsudmåling stadfæstet i 117 sager, mens den blev forhøjet i 97 sager og sat ned i otte sager. 33 sager
afventer afgørelse i oktober 2017. Fordelingen fremgår af diagrammet i
tabel 6.1.4.2.B.
Tabel 6.1.4.2.B
Taksationskommissionernes prøvelse af afgørelser fra
Kommissarius ved Statens Ekspropriationer i Jylland
Erstatning stadfæstes 53%
Erstatning forhøjes 44%
Erstatning nedsættes 3%
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0107.png
105
6.1.4.3 Taksationskommissioners sagsbehandlingstider
I forbindelse med Ekspropriationsudvalgets arbejde er daværende
184
formænd for de tre statslige
taksationskommissioner ved e-mail af 26. juni 2017 og senere som opfølgning ved e-mail af 13. oktober 2017
blevet spurgt om kommissionernes sagsbehandlingstider i perioden 2014 til2016. Nedenstående redegørelse
bygger med en enkelt undtagelse på formændenes indberetninger.
Der er modtaget svar fra tre ud af fire taksationsformænd. Da to af de formænd, der svarer, varetager en
kommission i fællesskab, svarer det til, at der er modtaget svar fra to ud af tre kommissioner.
Det statistiske belæg for en oversigt over sagsbehandlingstiderne er usikkert af flere grunde. Først og
fremmest har to ud af tre kommissioner været ramt af bemandingsproblemer. I perioden 2014 til 2016 har to
af kommissionerne været uden formænd i mellem to til 12 måneder. Den kommission, som var uden formand
i et år, blev efter den vakante periode besat med to formænd for at fremme afviklingen af de sager, der havde
ophobet sig. De to formænd har oplyst, at den estimerede gennemsnitlige sagsbehandlingstid for
kommissionen i 2016 og første halvår af 2017 har været på 19 måneder.
I den anden kommission, som har været uden formand i 2 måneder, har den nuværende formand vurderet, at
under dennes virke har sagsbehandlingstiden været på omkring 12 måneder pr. sag. Den tredje kommission,
hvor formanden ikke har svaret, har systematisk indsendt samtlige kendelser til Transport-, Bygnings- og
Boligministeriets departement. Sagsbehandlingstiden for de indsendte kendelser ligger gennemsnitligt på seks
måneder i perioden 2014 til2016.
Derudover er der ligeledes indhentet tal fra Taksationssekretariatet, der bistår med juridisk og administrativ
assistance til formændene for taksationskommissionerne samt til formændene i de syv kommunale
overtaksationskommissioner. Taksationssekretariatet blev etableret den 1. august 2015, hvor de varetog
sekretariatsbetjeningen af en ud af tre taksationskommissioner og to overtaksationskommissioner.
Taksationssekretariatet
har
siden
1.
september
2016
fungeret
som
sekretariatet
for
alle
tre
taksationskommissioner og de syv overtaksationskommissioner.
Taksationssekretariatet har bidraget med oplysninger om sagsbehandlingstiden for afsluttede sager for
perioden 1. januar 2017 til 31. oktober 2017. De tre statslige taksationskommissioner har i perioden afsluttet
86 sager, og den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er 346 dage svarende til ca. 12 måneder.
En af de statslige taksationskommissioner har pr. 1. marts 2018 fået ny formand samt supplerende formand, der ikke
har bidraget til undersøgelsen.
184
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0108.png
106
6.1.5 Retspraksis vedrørende statslige ekspropriationer i perioden 1965 til 2017
6.1.5.1 Indledning
Ekspropriationskommissionens beslutning om ekspropriation kan, i modsætning til kommunernes beslutning
herom, ikke påklages til anden administrativ myndighed. Det følger af ekspropriationsproceslovens § 26, at
sager om en ekspropriations lovlighed skal indbringes for domstolene inden seks måneder efter, at
ekspropriationskommissionens bestemmelse om ekspropriation er truffet i henhold til lovens § 15, stk. 4.
Den manglende administrative klageadgang skal ses i lyset af ekspropriationskommissionernes uafhængige
karakter.
Spørgsmålet blev ligeledes berørt i betænkningen
185
afgivet i forbindelse med ekspropriationsproceslovens
vedtagelse, hvor der blev argumenteret for, at der ikke burde indføres adgang til administrativ efterprøvelse.
Dette blev begrundet med, at den tekniske side af sagen allerede er prøvet af anlægsmyndighederne, og at
der ved forslag til den nugældende ekspropriationsproceslov blev indsat en bestemmelse om
ekspropriationsbemyndigelse, jf. lovens § 14, fra ressortministeren (nu transport-, bygnings- og
boligministeren), hvorved der åbnes adgang til en ekstraordinær prøvelsesadgang i tilfælde, hvor væsentlige
samfundsmæssige interesser står over for hinanden.
Som led i Ekspropriationsudvalgets arbejde er der indsamlet domsafgørelser i perioden 1965-2017, som
behandlede
lovligheden
og
erstatningsudmålingen
for
statslige
ekspropriationer
efter
ekspropriationsprocesloven
186
. Via Karnovs database (www.karnovgroup.dk), der kun indeholder trykte
domme, har det været muligt at identificere i alt 44 domstolsafgørelser. Af de 44 afgørelser, har fem afgørelser
behandlet ekspropriationens lovlighed og 39 afgørelser behandlet ekspropriationens erstatningsudmåling,
hvor der har været tale om ekspropriation af fast ejendom
187
. Oversigter over de identificerede domme er
vedlagt betænkningen i
bilag 6
og
bilag 7.
6.1.5.2 Domstolenes afgørelser
Domstolene (Byret, Landsret og Højesteret) har i sagerne om de statslige ekspropriations lovlighed i 2 ud af
fem sager afgjort, at de pågældende ekspropriationer var lovlige. I de tre sager, hvor domstolene i sidste
instans har fastsat, at ekspropriation var ugyldig har begrundelsen været, at ekspropriation var iværksat efter
et forkert regelsæt og med et ulovligt formål, at ekspropriationen manglede tilstrækkelig lovhjemmel og at det
ønskede formål kunne opnås på mindre indgribende måde.
I spørgsmålet om de statslige ekspropriationers erstatningsudmåling, har domstolene, som det fremgår af
cirkeldiagrammet
i
tabel
6.1.5.2.A,
i
14
tilfælde
(36
pct.)
fastholdt
taksationskommissionens
Betænkning nr. 330/1963 side 29
Der er dermed alene medtaget afgørelse, hvor ekspropriationsprocesloven bruges som hjemmelsgrundlag.
187
Der er dermed ikke medtaget domspraksis, der alenen vedrører erstatning efter ekspropriationsprocesloven på
baggrund af naboretlige gener som for eksempel støj.
186
185
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0109.png
107
erstatningsudmåling. Dermed har domstolene i 25 tilfælde ændret taksationskommissionens afgørelse,
herunder i 22 tilfælde (56 pct.) hævet erstatningens størrelse samt i tre tilfælde (8 pct.) sænket erstatningen.
Tabel 6.1.5.2.A
Domstolsafgørelsernes fordeling af erstatningsudmåling
Erstatning stadfæstes 36%
Erstatning forhøjes 56%
Erstatning nedsættes 8%
6.1.5.3 Sagsbehandlingstider
Når der ses særskilt på sagsbehandlingstiderne fra ekspropriationskommissionernes afgørelse og til endelig
domstolsafgørelse forelå, så er der tale om betragtelige sagsbehandlingstider.
I de fem sager om ekspropriationsbeslutningens lovlighed lå sagsbehandlingstiden på mellem 25 og 53
måneder med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 48 måneder. Sagen med den laveste
sagsbehandlingstid på 25 måneder blev behandlet i en instans ved Vestre Landsret, mens sagen med den
højeste sagsbehandlingstid på 53 måneder blev behandlet både i Østre Landsret og Højesteret.
I de 39 sager, der omhandler erstatningsudmålingen, lå sagsbehandlingstiden på mellem 30 og 126 måneder
med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på lige under 72 måneder. Sagen med den laveste
sagsbehandlingstid på 30 måneder blev behandlet i alle tre instanser, hvilket ligeledes var tilfældet med de to
sager med den højeste sagsbehandlingstid på 126 måneder.
6.2 Bestemmelsen om kommunal overtagelsespligt i planlovens § 48
6.2.1 Baggrunden og formålet bag planlovens § 48 og lignende bestemmelser om overtagelsespligt
Som led i behandlingen af ekspropriationshjemlen i planlovens § 47 er overtagelsesbestemmelsen i planlovens
§ 48 tillige inddraget i undersøgelsen til sammenligning og eventuel inspiration.
188
188
Planlovens § 48 og praksis vedrørende overtagelsespligt er beskrevet nærmere af Orla Friis Jensen i U 2012B.27 ff.,
og af Helle Tegner Anker i Planloven med kommentarer, 2012, side 748-753.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0110.png
108
Planlovens § 48 har følgende ordlyd:
189
”Når en lokalplan eller en byplanvedtægt har forbeholdt en ejendom til et offentligt formål, kan ejeren
forlange ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning.
Stk. 2. Når en lokalplan eller byplanvedtægt har forbeholdt en del af en ejendom til et offentligt formål,
kan ejeren forlange den pågældende del af ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning.
Hvis restejendommen ikke kan udnyttes på rimelig måde som selvstændig ejendom, kan ejeren
forlange hele ejendommen overtaget af kommunen.
Stk. 3. Overtagelsespligten efter stk. 1 og 2, 1. pkt., påhviler dog kun kommunen, hvis det pågældende
areal ikke kan udnyttes på en økonomisk rimelig måde i overensstemmelse med den faktiske
udnyttelse af de omliggende ejendomme.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse, når en lokalplan har forbeholdt en ejendom til almene
boliger, jf. lov om almene boliger m.v., jf. § 15, stk. 2, nr. 9.”
Planlovens § 48 rejser to spørgsmål, nemlig om overtagelsespligt foreligger for kommunen, og i bekræftende
fald hvilken erstatning det udløser. I det følgende fokuseres der alene på spørgsmålet om overtagelsespligt.
190
Bestemmelsen er en undtagelse fra det almindelige udgangspunkt, hvorefter lokalplanlægning og anden
planlægning efter planloven er udtryk for en erstatningsfri regulering.
Der er et særligt behov for beskyttelse af en ejer af en ejendom, som i en lokalplan helt eller delvist er
udlagt
til offentligt formål.
Ejeren har således normalt ikke mulighed for selv at realisere lokalplanen, ligesom ejeren
ikke har nogen indflydelse på, hvornår realisering af det offentlige formål vil ske. Af samme grund vil private
investorer og projektudviklere normalt ikke have interesse i at erhverve ejendommen. Og selv om den
eksisterende anvendelse, eksempelvis til udøvelsen af en erhvervsvirksomhed, kan fortsætte uafhængigt af
lokalplanen, kan planen have negativ betydning i en salgssituation, da det for potentielle købere vil være en
forudsætning, at den hidtidige lovlige anvendelse bliver fortsat, idet ejendommen ellers kun kan benyttes i
overensstemmelse med det nye plangrundlag. Tilsvarende gælder, hvis den hidtidige lovlige anvendelse til
eksempelvis erhvervsformål har været ophørt i mere end tre på hinanden følgende år, idet retten til at
genoptage denne herefter er bortfaldet som følge af kontinuitetsbrudsbestemmelsen i planlovens § 56, stk. 4.
Hvis en lokalplan modsat giver mulighed for
andre anvendelsesmuligheder end offentlige formål,
eksempelvis
til bolig- eller erhvervsformål, er der ikke samme beskyttelseshensyn. Ejeren kan vælge selv at realisere dette
Stk. 1-3 har haft samme ordlyd siden planlovens vedtagelse i 1991, og en helt tilsvarende bestemmelse fandtes i
kommuneplanlovens § 32, stk. 1-3. Bestemmelsen i stk. 4 blev indsat med lov nr. 221 af 3. marts 2015 samtidig med, at
det blev muligt i en lokalplan at bestemme, at op til 25 pct. af boligmassen skal være almene boliger.
190
Erstatningsudmålingen i tilfælde af overtagelsespligt udmåles efter helt samme principper, som gælder for
ekspropriationserstatninger. Erstatningsbeløb, som oppebæres i henhold til planlovens § 48, er normalt også undtaget fra
ejendomsavancebeskatning i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt.
189
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0111.png
109
formål, eller ejendommen kan overdrages til andre, som ønsker at realisere planen. Den hidtidige anvendelse
kan endvidere fortsætte, så længe ejeren måtte ønske det, da lokalplanen ikke medfører nogen handlepligt.
Planlovens § 48 er således en beskyttelsesregel for de tilfælde, hvor en lokalplan medfører et sådant indgreb
i ejendommens fremtidige udnyttelsesmuligheder, at dette i større eller mindre omfang har
ekspropriativ
karakter.
En lignende beskyttelsesregel findes i planlovens § 49 vedrørende afslag på nedrivning af en
ejendom, som er omfattet af et nedrivningsforbud i en lokalplan.
191
Planlovens § 47a indeholder også en
beskyttelsesregel, som imidlertid alene relaterer sig til de ekstraomkostninger til ejendomsskatter, som opstår
for ejere af ejendomme, der anvendes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, når en sådan
ejendom overføres fra landzone til byzone. Overtagelsespligt efter § 47a er således ikke begrundet i
ekspropriationsbetragtninger og er derfor ikke sammenlignelig med §§ 48 og 49.
Vejlovens § 44 udgør derimod en sammenlignelig beskyttelsesregel for de tilfælde, hvor et areal er pålagt
vejbyggelinjer til fremtidige vejanlæg. Kriterierne for, hvornår overtagelsespligt kan blive aktuel efter vejlovens
§ 44, stk. 1, er helt sammenlignelige med de kriterier, som følger af planlovens § 48, stk. 3. Vejlovens § 44,
stk. 2, indeholder herudover en selvstændig bestemmelse, hvorefter der kan kræves overtagelse af et areal,
”der
i ikke uvæsentligt omfang er pålagt vejbyggelinjer ….. som hindrer afhændelse af arealet”,
hvis der
samtidig ”foreligger
særlige personlige grunde hos ejeren”.
192
Retten for ejeren til selv at kræve overtagelse uafhængigt af, hvornår det offentlige formål ønskes realiseret,
og den beskyttelse, der ligger heri, genfindes også delvist i den mulighed for
fremrykket ekspropriation,
som
efterhånden indføjes i de fleste anlægslove som supplement til de egentlige ekspropriationshjemler.
193
Det er
dog normalt også en betingelse for fremrykket ekspropriation efter disse regler, at der er en betydelig risiko for
senere totalekspropriation (til anlægsprojektet). Et sådant krav indgår
ikke
ved vurderingen af, om der kan
pålægges overtagelsespligt efter planlovens § 48.
6.2.2 Betingelserne for overtagelsespligt efter planlovens § 48
Den objektive betingelse for, at hel eller delvis overtagelsespligt er relevant, er ifølge § 48, stk. 1, og § 48, stk.
2, 1. pkt., at ejendommen er udlagt til
offentligt formål
i
en lokalplan.
191
Bygningsfredningslovens § 12 indeholder en tilsvarende bestemmelse om overtagelsespligt for staten, hvis der
meddeles afslag på nedrivning af en fredet ejendom.
192
I den tidligere vejlov, som gjaldt frem til 1. juli 2015, fandtes en tilsvarende bestemmelsen i § 38, stk. 1, og lignende
bestemmelser findes i flere anlægslove, jf. for eksempel. § 20 i lov nr. 432 af 16. maj 2012 om Aarhus Letbane. Orla Friis
Jensen problematiserer i U 2012B.27, at planlovens § 48 ikke indeholder en pendant til vejlovens § 44, stk. 2.
193
Jf. for eksempel lov nr. 552 af 6. juni 2007 om en cityring, hvorefter der
efter anmodning fra ejeren kan ske forlods
erhvervelse af en ejendom, ”der
berøres særlig indgribende af projekteringen eller anlægget, når ejeren af særlige
personlige grunde ønsker at afstå ejendommen før det tidspunkt, hvor der kan foretages ekspropriation, og ejendommen
ikke kan afhændes på normale vilkår”.
Lignende regler findes som anført i en række anlægslove.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0112.png
110
Det følger dog af taksationspraksis, at overtagelsespligt efter § 48
ikke
er begrænset til offentligt formål.
194
Selv om en ejendom udlægges til privat anvendelse, kan der være grundlag for at anvende bestemmelsen
analogt. Der er adskillige eksempler på, at overtagelsespligt er pålagt for arealer udlagt til parkeringsarealer,
fællesarealer eller andre friarealer, som ifølge lokalplanen skal friholdes for bebyggelse. Sådanne private
arealudlæg kan i særlige tilfælde være lige så indgribende over for ejeren som udlæg til offentligt formål. Det
må altid bero på en konkret vurdering, da en analog anvendelse af § 48 forudsætter, at den intensitetsgrænse,
som følger af § 48, stk. 3, er overskredet. Der er ligeledes enkelte eksempler på en analog anvendelse af §
48, hvor udlægget til offentligt formål ikke er sket i en lokalplan, men i
kommuneplanen.
Det forhold, at et areal i en lokalplan er udlagt til offentligt formål, udløser ikke i sig selv overtagelsespligt.
Planlovens § 48, stk. 3, indeholder en selvstændig subjektiv betingelse for, at overtagelsespligt kan indtræde,
nemlig at ”det
pågældende areal ikke kan udnyttes på en økonomisk rimelig måde i overensstemmelse med
den faktiske udnyttelse af de omliggende ejendomme.”
Om dette krav er opfyldt, beror på en konkret vurdering,
som i tilfælde af uenighed afgøres af taksationsmyndighederne med prøvelsesadgang ved domstolene. Hvis
et landbrugsareal udlægges til offentligt formål, vil der således sjældent foreligge overtagelsespligt, da
landbrugsdriften kan fortsætte som hidtil, indtil det offentlige formål skal realiseres.
195
Hvis en industrigrund
derimod udlægges til offentligt formål, vil dette kunne udgøre hindringer for en rimelig økonomisk udnyttelse,
eksempelvis etablering eller udvidelse af en virksomhed, hvorfor overtagelsespligt kan komme på tale.
Det er samtidig et krav, at der foreligger
årsagsforbindelse.
Den manglende mulighed for en fornuftig
økonomisk udnyttelse af arealet skal være en følge af lokalplanen, hvorimod der skal bortses fra allerede
bestående hindringer for en anden udnyttelse. Hvis for eksempel et areal har karakter af strandeng og derfor
i medfør af naturbeskyttelseslovens § 3 ikke kan anvendes til bebyggelse eller anden intensiv anvendelse, vil
et udlæg af arealet til rekreativt område i en lokalplan normalt ikke kunne føre til overtagelsespligt, da arealet
heller ikke forud for lokalplanens vedtagelse kunne anvendes til bebyggelse.
Der er en omfattende praksis fra taksationsmyndighederne, hvor hovedspørgsmålet er bedømmelsen af
intensitetskravet, ligesom der foreligger flere landsretsdomme herom.
196
Illustrerende for overskridelsen af
intensitetsgrænsen er en kendelse refereret i MAD 2012.2849 OTK.
Sagen angik en ubebygget grund i et centerområde, som oprindeligt var omfattet af en lokalplan, der muliggjorde etablering
af butikker. Kommunen vedtog en ny lokalplan, hvor grunden blev pålagt en facadebyggelinje, hvorefter kun ca. 25 pct. af
grunden kunne bebygges. Ejeren krævede overtagelse af hele ejendommen ud fra en analogi af § 48, stk. 2. Kommunen
194
Der kan eksempelvis henvises til Orla Friis Jensens omtale heraf i U 2012B.27, særligt afsnit 2.2, hvor der er omtale af
ældre taksationspraksis, og hvor det blandt andet anføres: ”Selv
om et areal udlægges til privat udnyttelse, vil virkningen
for grundejeren meget vel kunne blive ganske den samme som en plan om offentligt formål. Praksis har derfor også
antaget, at overtagelsesbestemmelsen, der er udtryk for en beskyttelse af grundejerens interesser, i særlige tilfælde kan
anvendes analogt.”
195
I sådanne tilfælde kan betingelserne for overtagelsespligt efter planlovens § 47A dog eventuelt være opfyldt.
196
Fra retspraksis kan henvises til MAD 1998.1241 V (parkeringsareal), U 2007.2012 Ø (beplantnings- og stiareal), og
MAD 2014.20 B (rekreativt område landværts strandbeskyttelseslinjen), som alle afviste overtagelsespligt.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0113.png
111
afviste, at § 48 kunne anvendes analogt i denne sag, ligesom der blev henvist til, at der fortsat var reelle byggemuligheder
på restejendommen. Taksationskommissionen fandt, at lokalplanens pålæg af facadebyggelinjen indebar, at der ikke
længere var realistiske muligheder for at gennemføre et rentabelt byggeri på ejendommen, hvorfor lokalplanen havde gjort
grunden værdiløs. Det blev endvidere anset som godtgjort, at det forud for lokalplanens vedtagelse havde været muligt at
udnytte hele ejendommen til bebyggelse, hvorfor ejeren var ”særligt hårdt ramt af lokalplanen”, som derfor ikke kunne
betragtes som en erstatningsfri regulering. Kommunen blev herefter pålagt at overtage hele ejendommen ud fra en analogi
af § 48. Kendelsen blev stadfæstet af Overtaksationskommissionen.
Det er ejeren, som har bevisbyrden for, at intensitetskriteriet er overskredet, og at lokalplanpålægget dermed
har fået ekspropriativ karakter med overtagelsespligt til følge. Ved vurderingen lægges der vægt på forholdene
forud for lokalplanens vedtagelse sammenholdt med udnyttelsesmulighederne på det tidspunkt, hvor
begæringen fremsættes.
6.2.3 Vurderingstidspunktet og spørgsmålet om frister for fremsættelse af overtagelseskrav
Det er ikke afgørende for bedømmelsen efter § 48, stk. 3, hvornår en begæring om overtagelse fremsættes i
forhold til tidspunktet for lokalplanens vedtagelse, herunder om det er en gammel eller en ny lokalplan.
Med planlovens § 48 sikres det, at ejeren på et af ejeren valgt tidspunkt kan fremtvinge en behandling af
overtagelsesspørgsmålet i stedet for at være henvist til at afvente, hvornår kommunen får behov for at
virkeliggøre en planlægning til offentligt formål, som i mange tilfælde kan være ganske langsigtet. Hermed
udgør planlovens § 48 en supplerende retsbeskyttelse i forhold til den egentlige ekspropriationshjemmel i §
47.
Har ejeren modsat fortsat den hidtidige anvendelse efter lokalplanens vedtagelse, vil problemet først opstå,
når denne anvendelse ophører, hvorefter lokalplanen kan forhindre ejeren i at tage ejendommen i anvendelse
til et andet formål, som kan give et rimeligt økonomisk udbytte. Tilsvarende kan spørgsmålet om
overtagelsespligt opstå ved en ejendoms hændelige undergang ved brand eller lignende, hvor ejeren som
følge af lokalplanen er forhindret i at genopføre ejendommen.
197
Mulighederne for en rimelig økonomisk udnyttelse af en ejendom kan således ændre sig over tid. For ældre
lokalplaner vil vurderingen af, om intensitetskravet er overskredet på begæringstidspunktet, derfor sjældent
være den samme som den vurdering, der ville være foretaget mange år tidligere, da lokalplanen blev vedtaget.
En nyere kendelse refereret i MAD 2016.120 OTK er illustrerende herfor.
Sagen angik en erhvervsejendom, som siden 1984 havde været anvendt til speditionsvirksomhed. Denne virksomhed blev
fortsat også efter at ejendommen med en lokalplan fra 1987 blev udlagt til offentligt formål. Driften fortsatte frem til 2013,
197
Efter offentliggørelsen af en ny lokalplan må der ikke etableres forhold i strid med planen, medmindre der meddeles
dispensation, jf. planlovens § 18. Dispensation kan kun meddeles, hvis det ikke er i strid med planens principper, jf.
planlovens § 19, stk. 1. Da anvendelsesbestemmelserne ifølge lovforarbejderne som hovedregel anses som en del af
planens principper, vil det normalt ikke være hjemmel til at meddele dispensation til eksempelvis erhvervsformål på
grundlag af en lokalplan til offentligt formål, selv om der er tale om genopførelse efter hændelig undergang.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0114.png
112
hvor speditionsvirksomheden gik konkurs, hvorefter ejeren af ejendommen uden resultat forsøgte at sælge eller genudleje
ejendommen. Ejeren af ejendommen begærede herefter kommunens overtagelse, hvilket blev afvist af kommunen.
Kommunen henviste til, at lokalplanen havde eksisteret i mere end 25 år, og at der var drevet virksomhed fra den frem til
2013, samt at speditionsvirksomhedens konkurs ikke skyldtes lokalplanen, men tidernes ugunst. Kommunen fandt det
derfor ikke godtgjort, at ejendommen ikke fortsat kunne udnyttes på økonomisk rimelig vis. Overtaksationskommissionen
anførte herom i kendelsen:
”(…) Det forhold, at en eksisterende lejer vælger at fortsætte virksomhedsdriften uanset lokalplanen
frem for at flytte virksomheden udelukker imidlertid ikke, at overtagelsesspørgsmålet kan blive aktuelt
den dag, hvor lejeren ikke længere kan eller vil fortsætte driften. Der er forskel på, hvilke betingelser
en eksisterende lejer er villig til at acceptere frem for at kaste sig ud i en flytning, og hvad en ny køber
eller lejer vil kræve for at nyetablere ejendommen.
Der gælder ingen tidsfrist for fremsættelse af krav om overtagelse, og selv om der har været drevet
virksomhed på ejendommen i mange år, må det vurderes, om lokalplanen i den aktuelle situation har
betydning for mulighederne for at udnytte ejendommen på økonomisk rimelig måde.”
Overtaksationskommissionen fandt herefter, at lokalplanen havde afgørende betydning for mulighederne for at afhænde
eller genudleje ejendommen ”til
den form for virksomhed, der lovligt kan drives fra ejendommen”,
og pålagde kommunen
overtagelsespligt.
Som anført af overtaksationskommissionen i ovenstående citat gælder der ingen tidsfrist for fremsættelse af
et overtagelseskrav.
198
Det er derfor uden betydning for retten til at begære overtagelse, hvornår ejendommen
er erhvervet. Det udelukker ikke overtagelsespligt efter § 48, at ejeren først har erhvervet ejendommen
efter
lokalplanens vedtagelse. Også i disse tilfælde vil det afgørende kriterium være, hvorvidt lokalplanen forhindrer
en
rimelig
økonomisk
udnyttelse
af
ejendommen
bedømt
i
forhold
til
det
tidspunkt,
hvor
overtagelsesbegæringen fremsættes.
199
6.2.4 De processuelle regler i sager om overtagelsespligt i medfør af planlovens § 48
Sager om overtagelsespligt indledes på ejerens initiativ. Hvis sagen ikke kan klares i mindelighed, afgøres
såvel overtagelsesspørgsmålet som erstatningsudmålingen af taksationsmyndighederne, jf. planlovens § 50.
Det følger også heraf, at sagerne processuelt skal behandles efter reglerne i vejlovens §§ 103, 104 og 108-
122. Planklagenævnet er ikke tillagt nogen kompetence i disse sager.
Hvis kommunen ikke er enig i, at der foreligger overtagelsespligt, eller hvis der ikke kan opnås enighed om,
hvilken erstatning en overtagelse skal udløse, er kommunen forpligtet til at fremsende sagen til
taksationskommissionen inden otte uger fra modtagelsen af overtagelsesbegæringen, jf. vejlovens § 112, stk.
Ifølge kendelsen forældes adgangen til at fremsætte et krav om overtagelse således heller ikke efter de almindelige
forældelsesregler. Om
forældelse
er det tidligere i MAD 2000.1027 OTK, at forældelsesfristen for overtagelseskrav
(dengang 20 år i henhold til DL 5-14-4) først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor virkningerne af, at en lokalplan har
udlagt en ejendom til offentligt formål rent faktisk indtræder, det vil sige fra det tidspunkt hvor den hidtidige lovlige
anvendelse er ophørt.
199
Hvis kommunen pålægges overtagelsespligt, kan det derimod ikke udelukkes, at det kan få betydning for
erstatningsudmålingen, hvis ejendommen er erhvervet
efter
vedtagelsen af lokalplanen om offentligt formål.
198
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0115.png
113
2. Herefter overtager taksationskommissionen behandlingen af sagen. Taksationskommissionens kendelse
kan inden for fire uger påklages til overtaksationskommissionen, og overtaksationskommissionens afgørelse
kan indbringes for domstolene inden for søgsmålsfristen på seks måneder.
Når ejeren har fremsat begæring om overtagelse, er det i praksis antaget, at kommunen ikke kan undgå en
sådan sag ved efterfølgende at ændre plangrundlaget, således at ejendommen ikke længere er udlagt til
offentligt formål.
200
Modsat følger det af praksis, at en overtagelsesbegæring kan indgives betinget, således
at ejeren har ret til at tilbagekalde begæringen, eksempelvis i tilfælde af, at ejeren ikke er tilfreds med den
erstatning, som taksationsmyndighederne udmåler.
201
6.3 Ekspropriation i svensk og norsk ret
6.3.1 Ekspropriation i svensk ret
6.3.1.1 Indledning
I svensk ret findes reglerne om ekspropriation i 2. kapitel 15 § i regeringsformen (en af Sveriges
forfatningslove).
Derudover har Sverige en expropriationslag (ekspropriationslov), som blandt andet indeholder regler om
ekspropriationsformål, ekspropriationserstatning, rettergangen samt betaling og fuldførelse.
Endelig har Sverige en plan- och bygglag, som svarer til den danske planlov, og hvor der er bestemmelser om
”ekspropriation” (overtagelse) i 6. kapitel 13-17 §§. I plan- og byggeloven henvises der til erstatning i forhold
til kapitel 4 i expropriationslagen.
6.3.1.2 Overtagelse (ekspropriation) efter plan- och bygglagen
Efter 6. kapitel 13-16 §§ i plan- och bygglagen kan kommunen indløse (overtage/ekspropriere) ejendomme,
jord eller andet til brug for virkeliggørelsen af detailplaner (lokalplaner), mv. Det er således kommunen, som i
lighed med kommunen i Danmark træffer afgørelse om indløsning (overtagelse/ekspropriation) efter plan- och
bygglagen.
Efter 6. kapitel 17 §, skal erstatningen, hvis kommunen anvender sin ret til at overtage efter §§ 13-16,
fastsættes efter kapitel 4 i expropriationslagen.
Nedenfor fremgår bestemmelserne i plan- och bygglagen:
Jf. eksempelvis KFE 2000.285 og KFE 2005.195. Orla Friis Jensen problematiserer dette i U 2012B.27, side 35, og
stiller spørgsmål om, ”hvorvidt
praksis på dette punkt ikke er gået for vidt”.
201
Det var tidligere antaget, at betingede overtagelsesbegæringer kunne afvises, hvilket også skete i praksis, men i U
2005.2191 H lagde såvel landsretten som Højesteret til grund, at en ejer var berettiget til at tilbagekalde en anmodning om
overtagelse.
200
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
114
”
13 §
Kommunen får lösa in mark eller annat utrymme som enligt detaljplanen ska
användas för
1. en allmän plats som kommunen ska vara huvudman för, eller
2. annat än enskilt bebyggande, om markens eller utrymmets användning för det avsedda
ändamålet inte kan anses säkerställd ändå.
Kommunens rätt enligt första stycket 2 upphör att gälla om kommunen ger bygglov
enligt 9 kapitel 32 a § första stycket.
Bestämmelser om skyldighet för kommunen att lösa in mark eller annat utrymme finns i
14 kapitel Lag (2014:900).
14 §
Om ett markområde enligt detaljplanen ska vara en enda fastighet men vid
genomförandetidens utgång omfattar flera fastigheter med olika ägare och kommunen
enligt planen är huvudman för en allmän plats, får kommunen lösa in fastigheter eller delar
av fastigheter så att fastighetsindelningen överensstämmer med planen. Lag (2014:900).
15 §
Om kommunen är huvudman för en allmän plats som är avsedd att tillgodose en
kvartersmarks eller ett annat utrymmes behov av den allmänna platsen och
kvartersmarken eller utrymmet vid genomförandetidens utgång inte har bebyggts på ett
sätt som i huvudsak följer detaljplanen, får kommunen lösa in marken eller utrymmet.
Första stycket gäller inte om marken eller utrymmet omfattas av ett bygglov som får tas
i anspråk. Lag (2014:900).
16 §
Om någon har särskild rätt till mark eller annat utrymme som omfattas av kommunens
rätt enligt 13, 14 eller 15 §, får kommunen också lösa in den särskilda rätten. Lag
(2014:900).
17 §
Om kommunen använder sig av sin rätt enligt 13, 14, 15 eller 16 §, ska ersättningen
bestämmas enligt 4 kapitel expropriationslagen (1972:719).”
6.3.2 Ekspropriation i norsk ret
6.3.2.1 Indledning
I norsk ret findes reglerne om ekspropriation i grunnlovens § 5, hvorefter der skal gives fuld erstatning ved
ekspropriation. Grundloven indeholder ingen selvstændig hjemmel til ekspropriation.
Hjemlen til selve ekspropriationen findes i oreigningslovens § 2, hvori der er anført 55 specifikke formål, hvortil
der kan eksproprieres.
I oreigningslovens § 30 opremses yderligere forskellige særlove, som giver hjemmel til ekspropriation. En af
særlovene er plan- og bygningsloven, som svarer til den danske planlov.
Erstatning udregnes og gives i medfør af lov om skjønn og ekspropriasjonssaker og lov om vederlag ved
oreigning af fast ejendom.
6.3.2.2. Ekspropriation efter plan- og bygningsloven
Efter § 16-2 i plan- og bygningsloven kan kommunalbestyrelsen foretage ekspropriation til gennemførelse af
en lokalplan. Kommunalbestyrelsens adgang til at foretage ekspropriation i medfør af en lokalplan bortfalder,
hvis kommunalbestyrelsens vedtagelse om ekspropriation ikke er foretaget inden 10 år efter lokalplanens
offentliggørelse.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
115
Derudover kan kommunalbestyrelsen efter § 16-2 med samtykke fra departementet udvide en ekspropriation
til at gælde midlertidige eller permanente indgreb i grund og rettigheder uden for lokalplansområdet, så meget
som det er nødvendigt for at gennemføre en lokalplan.
Endvidere kan kommunalbestyrelsen efter § 16-3 og § 16-4 med samtykke fra departementet i en vid
udstrækning foretage ekspropriation, uden at der foreligger en lokalplan eller byggeplaner.
Endelig kan en grundejer eller ”fester” efter § 16-5 i visse tilfælde foretage ”ekspropriation” med samtykke fra
kommunalbestyrelsen, og kommunen i visse tilfælde efter § 16-6 efter vedtagelse fra kommunalbestyrelsen.
Efter § 16-7 bestemmer kommunalbestyrelsen i de tilfælde, hvor der ikke kræves samtykke fra departementet,
hvornår ekspropriationen skal ske uden hensyn til, om ekspropriationsformålet først skal gennemføres senere.
Nedenfor fremgår bestemmelserne i plan- og bygningsloven:
”§ 16-2.Ekspropriasjon til gjennomføring av reguleringsplan
Kommunestyret kan foreta ekspropriasjon til gjennomføring av reguleringsplan. Kommunestyrets
adgang til å foreta ekspropriasjon i medhold av reguleringsplan bortfaller dersom ikke kommune-
styrets vedtak om ekspropriasjon er gjort innen 10 år etter at planen er kunngjort etter § 12-12
femte ledd.
Staten kan foreta ekspropriasjon til gjennomføring av reguleringsplan. Reglene i tredje til sjette
ledd gjelder tilsvarende.
Så langt det er nødvendig for å gjennomføre reguleringsplan, kan kommunestyret selv med
samtykke av departementet utvide ekspropriasjonen etter første ledd til å gjelde midlertidige eller
permanente inngrep i grunn og rettigheter utenfor reguleringsområdet. Samtykke er likevel ikke
nødvendig ved ekspropriasjon av grunn til vegskjæringer og fyllinger utenfor reguleringsområdet.
Før kommunestyret gjør vedtak om ekspropriasjon etter første ledd og om å søke samtykke til
ekspropriasjon etter tredje ledd, skal saken være best mulig klarlagt, og de som inngrepet er
rettet mot, skal ha hatt mulighet til å uttale seg. Oreigningslova §§ 12 og 28 gjelder tilsvarende. §
12 første ledd andre punktum gjelder ikke.
Ekspropriasjon av enkelte tomter (bebygde eller ubebygde) bør i alminnelighet ikke foretas med
mindre kommunen først har gitt eier eller fester en rimelig frist til å bygge i samsvar med planen,
og fristen er oversittet.
Ekspropriasjon i medhold av denne paragrafen kan ikke foretas når det gjelder grunn som i
planen er satt av til landbruk etter § 12-5 nr. 5.
§ 16-3.Ekspropriasjon uavhengig av reguleringsplan
Med samtykke fra departementet kan kommunestyret selv foreta ekspropriasjon for å sikre
kommunen grunnarealer til ny tettbebyggelse. Samtykke kan gis og inngrep gjennomføres selv
om det ikke foreligger reguleringsplan eller aktuelle byggeplaner for vedkommende område.
Med samtykke fra departementet kan kommunestyret selv foreta ekspropriasjon til regulering av
strøk som er ødelagt ved brann eller på annen måte, selv om reguleringsplan ikke foreligger.
Dersom eier av fast eiendom ikke iverksetter eller oppfyller bestemmelsene i utbedringsprogram
etter § 31-8 innen frister som kommunen setter, kan kommunen med samtykke av departementet
ekspropriere hele eller deler av eiendommen og rettigheter i den til gjennomføring av
programmet.
§ 16-2 fjerde ledd første og andre punktum gjelder tilsvarende ved ekspropriasjon etter denne
bestemmelse.
§ 16-4.Ekspropriasjon til vann- og avløpsanlegg mv.
Til avløpsanlegg, jf. forurensningsloven § 21, for regulert strøk kan kommunestyret selv med
samtykke fra departementet foreta ekspropriasjon utenfor veggrunn for ledning med tilhørende
innretninger. Ved ekspropriasjon etter første punktum kan det også foretas ekspropriasjon for
vannledning med tilhørende innretninger.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0118.png
116
§ 16-2 fjerde ledd første og andre punktum gjelder tilsvarende ved ekspropriasjon etter denne
bestemmelse.
§ 16-5.Grunneiers rett til ekspropriasjon til atkomst, avløpsanlegg og fellesareal samt
parkbelte i industriområde
Hvor det etter § 18-1 er bestemt at bebyggelse eller opprettelse eller endring av eiendom ikke må
skje uten at vei eller hovedavløpsanlegg er lagt, kan grunneieren eller festeren med samtykke av
kommunestyret foreta ekspropriasjon til disse formål. Ved ekspropriasjon til avløpsanlegg gjelder
§ 16-4 første ledd andre punktum tilsvarende.
På samme måte kan grunneier eller fester i kvartal hvor det i reguleringsplan er lagt ut område til
felles avkjørsel og fellesområde for parkering, felles lekeareal, felles gårdsplass og annet
fellesareal for flere eiendommer, gis samtykke til å foreta ekspropriasjon til hel eller delvis
gjennomføring av reguleringen.
Hvor kommunen med hjemmel i § 18-2 andre ledd har stilt som vilkår for tillatelse til tiltak at
parkbelte i industriområde blir ervervet i samsvar med reguleringsplan, kan grunneieren eller
festeren med samtykke av kommunestyret foreta ekspropriasjon til dette formål.
§ 16-6.Tomtearrondering
For å få hensiktsmessige tomter kan kommunen etter vedtak av kommunestyret ekspropriere
ubebygde grunnstykker som etter reguleringsplan ikke kan bebygges selvstendig.
Kommunen kan sette som vilkår for å gi byggetillatelse etter § 20-2 at søkeren erverver mindre
stykker ubebygd grunn for at tomten skal få en mer hensiktsmessig grense eller form. Kommunen
kan gi søkeren samtykke til å foreta nødvendig ekspropriasjon.
Som ubebygd grunn etter denne paragrafen anses også grunn som det står bygning på, når
denne etter kommunens skjønn er av ubetydelig økonomisk og praktisk verdi.
§ 16-7.Tidspunkt for ekspropriasjon
Ekspropriasjon som kommunen etter denne lov kan foreta uten særskilt samtykke fra
departementet, kan skje etter hvert og i den utstrekning kommunen bestemmer og uten hensyn til
om ekspropriasjonsformålet først skal gjennomføres senere.”
6.4 Særligt om beskatning af ekspropriationserstatninger mv.
Selvom Ekspropriationsudvalgets undersøgelse ikke omfatter selve erstatningsudmålingen, finder udvalget
det relevant at nævne, at fortjeneste på fast ejendom, som gives i forbindelse med ekspropriation, er skattefri.
Det følger af ejendomsavancebeskatningslovens
202
§ 11, stk. 1, 1. pkt., som har følgende ordlyd.
”Stk. 1: Fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af
ekspropriation, medregnes ikke. Det samme gælder fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter
formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen. (….…..).”
Den økonomiske betydning af skattefriheden vil afhænge af den enkelte ejers forhold, herunder blandt andet
med hensyn til erhvervelsestidspunktet og købesummen, og om ejeren efter loven i forvejen kan opnå fradrag
for beskatning af en eventuel avance, eksempelvis som følge af tab på andre overdragelser. Det forhold, at
en fortjeneste af ekspropriation af fast ejendom ikke beskattes i modsætning til den situation, hvor
ejendommen sælges i fri handel, påvirker ikke markedsværdien/erstatningsudmålingen. Det er således i
retspraksis fastslået, at en eventuelt skattefrihed skal komme lodsejeren til gode.
203
202
203
Lovbekendtgørelse nr. 1200 af 30. september 2013 af lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom.
Jf. U.2008.1738 V / MAD 2008.705.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0119.png
117
Ejendomsavancebeskatningsloven regulerer beskatning af ejendomsavance og ikke andre erstatningsposter
i anledning af ekspropriationen, såsom erstatning for afgrødetab eller andre driftstab.
Skatteretligt giver fortolkningen af ejendomsavancebeskatningslovens
§ 11, stk. 1, 1. pkt.,
ikke anledning til
tvivlsspørgsmål. En egentlig ekspropriation udløser automatisk skattefrihed for den avance, som ellers skulle
have været beskattet efter de almindelige regler i loven.
Ifølge
§ 11, stk. 1, 2. pkt.,
i ejendomsavancebeskatningsloven
kan
en avance ved et
frivilligt salg
af en ejendom
være skattefri, hvis salget sker til en køber, som efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at
ekspropriere ejendommen. Denne fremgangsmåde kan forhindre, at ekspropriationer udelukkende
gennemføres af skattemæssige årsager. Det betyder imidlertid også, at der i kommunernes dialog med ejere
om opkøb af arealer eller pålæg af rådighedsindskrænkninger ofte er en betingelse for ejerens accept af en
frivillig aftale, at dette kan ske skattefrit.
Spørgsmålet om, hvorvidt kriterierne for skattefrihed i 2. pkt. er opfyldt, kan således være udslagsgivende for
ejerens valg mellem en frivillig aftale eller at blive eksproprieret.
Hvor spørgsmålet om skattefrihed ikke giver anledning til tvivl, når der gennemføres ekspropriation, giver
bestemmelsen i
§ 11, stk. 1, 2. pkt.,
om salg i fri handel derimod anledning til fortolkningsspørgsmål af
skatteforholdet af købesummen.
Ifølge retspraksis er det ikke i sig selv til hinder for skattefrihed, at køberen ikke selv har
ekspropriationskompetencen, men det er en betingelse for skattefrihed,
at det på aftaletidspunktet måtte
påregnes, at ekspropriation ville blive gennemført. For eksempel kan et
forsyningsselskab etableret på
privatretligt grundlag således indgå aftale om køb af arealer på
ekspropriationslignende vilkår,
selv om
ekspropriationskompetencen tilkommer kommunen.
204
Bestemmelsen i § 11, stk. 1, har haft samme ordlyd i en årrække. I et bindende svar fra 2006 har Skatterådet
redegjort for, at to betingelser skal være opfyldt på aftaletidspunktet for at opnå skattefrihed:
205
1) Der skal på aftaletidspunktet være ekspropriationshjemmel til formålet.
2) Det skal på aftaletidspunktet kunne påregnes, at der ville ske ekspropriation, såfremt frivillig aftale ikke
blev indgået (”ekspropriationsvilje”).
204
205
Jf. U.1995.831 H og U.1996.876 H.
SKM 2006.438.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0120.png
118
Ved ekspropriationer efter planlovens § 47 indebærer den første betingelse, at lokalplanen, som danner
grundlag for ekspropriationen, skal være vedtaget og offentligt bekendtgjort efter reglerne i planloven på
aftaletidspunktet.
206
Med hensyn til den anden betingelse er det efter Skatterådets praksis udgangspunktet, at der skal foreligge
en byrådsbeslutning om vilje til at ekspropriere, såfremt frivillig aftale ikke kan indgås. En udtalelse fra
borgmesteren eller en embedsmand er således normalt ikke tilstrækkeligt.
207
At ekspropriationsvilje på dette
indledende stadie udtrykkes ved en byrådsbeslutning, må ikke forveksles med en egentlig beslutning om
ekspropriation. En beslutning om ekspropriationsvilje må ikke foregribe den egentlige ekspropriationsproces
med åstedsforretning og høring af ejeren mv. efter vejlovens §§ 99-102. Først når de retssikkerhedsmæssige
skridt er gennemført, kan byrådet foretage den konkrete vurdering af, om betingelserne for at ekspropriere er
opfyldt.
Hvis de to nævnte betingelser er opfyldt, er det som anført ikke i sig selv til hinder for skattefrihed, at køberen
er en anden end kommunen, men skattemyndighedernes vurdering af spørgsmålet om ekspropriationsvilje er
muligvis skærpet i sådanne tilfælde afhængig af omstændighederne.
208
Selv om bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt., ikke er relevant, hvis der rent
faktisk gennemføres ekspropriation, er spørgsmålet om skattefrihed imidlertid et afgørende tema i de
indledende forhandlinger om, hvorvidt en aftale om salg i fri handel kan indgås.
206
207
Jf. kapitel 5 i planloven.
Jf. SKM 2007.328 SR vedrørende salg til tredjemand af et areal, som var lokalplanlagt til udvidelse af en golfbane, hvor
en udtalelse om ekspropriationsvilje fra borgmesteren og kommunaldirektøren ikke var nok, da Skatterådet lagde til grund,
at ekspropriationskompetencen alene tilkom kommunalbestyrelsen. I SKM 2010.613 LSR vedrørende en landmands salg
af et areal lokalplanlagt til boligformål til sit eget udviklingsselskab fandt et flertal i Landsskatteretten (dissens fra
formanden) det modsat sandsynliggjort, at ekspropriation måtte påregnes på aftaletidspunktet på baggrund af det tidligere
forløb med tilkendegivelser fra borgmesteren og to byrådsmedlemmer.
208
I
U 2014.1164 H blev skattefrihed ved salg af kommuneplanlagte arealer til boligformål til en privat investor afvist.
Kommunen havde tidligere udtrykt ekspropriationsvilje, men det var sket i forbindelse med forhandlinger om salg til
kommunen, og der var i forbindelse hermed indhentet et bindende svar fra SKAT om skattefrihed. Det kunne imidlertid
ikke begrunde skattefrihed ved det senere salg til den private investor, hvorved der også blev henset til kommunens
vidneforklaringer om, at der ikke i de seneste 30 år var eksproprieret til boligformål.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
119
7. Udvalgets overvejelser og anbefalinger
7.1. Overvejelser og anbefalinger om kommunernes adgang til at ekspropriere
efter planlovens § 47
7.1.1. Udvalgets indledende overvejelser
Udvalget har overvejet, hvilken betydning lovhjemlen for kommunal ekspropriation i planloven, det vil sige
planlovens § 47, har for borgernes retssikkerhed. Udvalget har i den forbindelse haft fokus på, om borgerne kan
stilles bedre og opnå en øget retssikkerhed ved en ændring af planlovens § 47.
Med afsæt i kommissoriet har udvalget særligt undersøgt, om kommunernes adgang til at foretage ekspropriation
efter planloven bør begrænses. Udvalget har herunder undersøgt, om kommunernes adgang til at ekspropriere
kan målrettes nærmere bestemte formål. Disse spørgsmål er behandlet i afsnit 7.1.2.
Udvalget har endvidere undersøgt, om kommunerne kan gøre yderligere for at informere eller inddrage berørte
borgere med at håndhæve deres rettigheder, særligt de borgere, hvis ejendom, kommunen ønsker at
ekspropriere, jf. afsnit 7.1.3.
Udvalget
har
desuden
undersøgt,
om
der
kan
indføres
såkaldte
solnedgangsklausuler
for
ekspropriationsgrundlaget i en lokalplan eller selve ekspropriationsbeslutningen, så ekspropriationsgrundlaget
eller -beslutningen bortfalder, hvis denne ikke er realiseret inden for et nærmere angivet tidsrum. Udvalget har i
den forbindelse også undersøgt, hvordan borgernes rettigheder kan forbedres i tilfælde, hvor en kommune har
tabt en klagesag vedrørende ekspropriation til gennemførelse af et projekt, og kommunen derefter beslutter at
foretage ekspropriation til samme projekt i justeret form. Disse spørgsmål behandles i afsnit 7.1.4.
7.1.2. Kan borgernes retssikkerhed styrkes ved at ændre hjemlen i planloven, der giver kommunerne adgang
til at ekspropriere til fordel for private aktører?
Hensynet til styrkelse af borgernes rettigheder
Udvalget har taget udgangspunkt i, at beskyttelsen af den private ejendomsret i grundloven og Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention er en grundlæggende frihedsrettighed i Danmark. Ekspropriation af privat
ejendom eller private rettigheder over fast ejendom er meget indgribende for den borger, som får sin ejendom
eksproprieret. Det gælder uanset, om ekspropriation sker til fordel for en offentlig eller en privat aktør. Det kan
dog opleves særligt indgribende for den enkelte borger, hvis der eksproprieres til fordel for en privat aktør.
Indførelse af begrænsninger i kommunernes adgang til at ekspropriere til private aktører kan derfor potentielt
medvirke til, at borgerne oplever, at retssikkerheden styrkes.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
120
Hensynet til almenvellet
Udvalget konstaterer, at man i den generelle omtale af ekspropriation kan opleve, at der tales om både
ekspropriation til offentlige formål, ekspropriation til private formål og ekspropriation til fordel for private aktører.
Udvalget konstaterer i den forbindelse, at det følger af grundlovens § 73, at ekspropriation kun kan gennemføres,
hvis det er krævet af hensyn til almenvellet (almene samfundsinteresser), samt at artikel 1 i 1. tillægsprotokol til
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention endvidere sætter grænser for ekspropriationens formål, der skal
være i overensstemmelse med almenhedens interesser, jf. også omtalen heraf i afsnit 2. Det vil sige,
ekspropriation kun er lovlig, hvis det tjener almenvellet (almene samfundsinteresser) og samtidig er nødvendigt.
I vurderingen heraf vil det indgå som elementer, om der er tale om ekspropriation til private formål og/eller til fordel
for private parter.
Det vil sige, at det allerede i gældende ret er ulovligt at ekspropriere til rent private formål – det vil sige formål, der
ikke tjener almenvellet (almene samfundshensyn). Det fremgår af retspraksis, at ekspropriation kan ske såvel til
fordel for offentlige som private aktører, men at der eksisterer et skærpet nødvendighedskrav, hvis
ekspropriationen sker til fordel for private aktører. Udvalget vurderer, at det på den baggrund kan være relevant
at se nærmere på, i hvilket omfang ekspropriation til fordel for private aktører kan begrunde ekspropriation efter
planloven.
Kommunernes praksis
Udvalget har set nærmere på, i hvilket omfang kommunerne i praksis eksproprierer med hjemmel i planloven til
fordel for private aktører.
Udvalget finder det vigtigt at understrege, at det i praksis er yderst vanskeligt – og ofte umuligt - at foretage en
klar sondring mellem offentlige og private formål. Det skal herved bemærkes, at ekspropriation til fordel for private
virksomheder ikke er ensbetydende med, at ekspropriationen udelukkende sker til et privat formål. Formålet med
ekspropriationen vil kunne ske af hensyn til almene samfundsinteresser (almenvellet), selvom ekspropriationen
sker til fordel for en privat aktør. Det uddybes nærmere i det følgende.
Udvalget bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt kommunernes adgang til at foretage ekspropriation efter
planloven bør begrænses, herunder om den kan målrettes nærmere bestemte formål, bør vurderes på grundlag
af faktiske oplysninger om kommunernes praksis i disse sager. Udvalget har i denne forbindelse konstateret, at
enkeltsager kan fylde meget i medierne, uden at sådanne meget omtalte sager nødvendigvis er udtryk for en
generel juridisk problemstilling. Hertil kommer, at omtalte enkeltsager efter udvalgets vurdering i nogle tilfælde
næppe ville være blevet stadfæstet af klagenævn eller domstole, hvis kommunen konkret havde truffet beslutning
om ekspropriation, og beslutningen herom var blevet påklaget. Det kan eksempelvis gælde de omtaler, der
tidligere har været i medierne om muligheden for at ekspropriere større arealer til anlæg af privatejede golfbaner.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
121
For at sikre, at der foreligger et opdateret oplysningsgrundlag om kommunernes ekspropriationspraksis, har
udvalget som beskrevet i afsnit 5.1 ladet gennemføre en undersøgelse af kommunernes ekspropriationspraksis
efter planloven i perioden 2010 til 2017. Udvalget vurderer, at denne undersøgelse udgør et væsentligt
datagrundlag for anbefalingerne.
Udvalget har noteret sig, at undersøgelsen viser, at kommunerne, hvoraf 87 ud af 98 kommuner har svaret, i
perioden 2010 til 2017 i 94,5 procent af ekspropriationssagerne (138 tilfælde) har eksproprieret til fordel for
offentlige aktører, herunder til boliger, byfornyelse, erhvervsområder, pleje- og ældrecentre, idrætsanlæg samt
skole- og daginstitutioner, jf. diagram 5.1.3.A.
For de i alt 146 gennemførte ekspropriationer fremgår det videre i diagram 5.1.3.A, at de tre mest hyppige formål
for ekspropriation er til etablering af hospitaler og sygehuse (54 procent af sagerne), boliger og byggeri (23 procent
af sagerne) og byfornyelse (7 procent af sagerne).
Kommunerne har i to tilfælde (ca. 1,4 procent) af sagerne eksproprieret til fordel for forsyningsvirksomheder.
Kommunerne har i seks tilfælde (4,1 procent) af ekspropriationssagerne eksproprieret til fordel for andre private
aktører, hvilket helt konkret har omfattet ekspropriation til fordel for en boligforening (boligbyggeri) og en skole i
et offentlig-privat partnerskab (udvidelse af skolen), samt fire ekspropriationer til fordel for virksomheder (to
vedrørende boligrelateret byggeri, en vedrørende etablering af vejadgang, og en til udvidelse af en eksisterende
virksomhed).
Med hensyn til kommunernes praksis før 2010 har udvalget noteret sig, at Kammeradvokaten i 2008 for den
daværende By- og Landskabsstyrelse gennemførte en undersøgelse af ekspropriationspraksis på planlovens
område for perioden fra 2003 til 2007. 85 af landets 98 kommuner besvarede dengang undersøgelsens
spørgsmål. Det fremgår af undersøgelsen, at der blev gennemført 70 ekspropriationer til virkeliggørelse af
lokalplaner i denne femårige periode.
I Kammeradvokatens undersøgelse indgår desuden ekspropriation til byudvikling på grundlag af kommuneplanen,
i hvilken ekspropriationshjemmelen efterfølgende blev ophævet med lov nr. 512 af 12. juni 2009 om ændring af
planloven. Med forbehold for den usikkerhed, som forelå i undersøgelsesmaterialet, antog Kammeradvokaten, at
kommunerne i 20 sager havde eksproprieret til fordel for en bestemt privat virksomhed, forening mv. til
virkeliggørelse af lokalplaner. Der blev blandt andet i 13 af disse sager foretaget ekspropriation til fordel for samme
golfanlæg, og i fem sager til forskellige vej- og parkeringsanlæg.
I perioden 2003 til 2007 blev der således i ca. 28 procent af sagerne eksproprieret til fordel for private aktører (ca.
14 procent, hvis ekspropriationerne til det samme golfanlæg anses som én ekspropriation), hvilket således er
noget højere end den procentuelle del på 4,1 procent, som fremgår af udvalgets undersøgelse for perioden 2010
til 2017, gengivet i afsnit 5.1.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0124.png
122
Udvalget konstaterer på den baggrund, at kommunal ekspropriation efter planloven til fordel for private aktører
ikke forekommer ofte i praksis.
Udvalget har noteret sig, at en meningsmåling, som Analysebureauet Norstat foretog for CEPOS i 2011
209
, viste,
at et flertal af de adspurgte var imod ekspropriation af fast ejendom til private formål, der i meningsmålingen var
beskrevet som foreningers anlæg af golfbaner, sportsanlæg og lignende, samt private virksomheders anlæg af
produktionsanlæg, storcentre og festivaler. I alt svarede 78 procent af respondenterne enten, at de slet ikke eller
kun i meget begrænset omfang mente, at kommuner skal have mulighed for at ekspropriere til private formål.
Udvalget bemærker, at undersøgelsen ikke skarpt sondrer mellem "private formål" og "til fordel for private", og at
det allerede af den grund kan være vanskeligt at fortolke svarene. Det ligger imidlertid udenfor kommissoriet for
udvalgets arbejde at iværksætte en nærmere undersøgelse, der mere veldokumenteret kan afdække
befolkningens holdning til spørgsmålet.
Udvalget bemærker desuden, at det kan udgøre et problem,
hvis
det er et generelt synspunkt hos befolkningen,
at kommuner har en for vidtgående hjemmel til at ekspropriere til private formål. Problemet består i givet fald i, at
der ikke længere er demokratisk opbakning til den gældende ekspropriationsbestemmelse i planloven, som
Folketinget har vedtaget.
Spørgsmålet er imidlertid, om en sådan opfattelse afspejler den faktiske praksis i forhold til ekspropriation til fordel
for private aktører. Udvalget finder derfor, at det er væsentligt, at der nærmere redegøres for den aktuelle praksis
og de begrænsninger, der allerede eksisterer med hensyn til ekspropriation til fordel for private aktører.
Udvalget bemærker endvidere, at det som udgangspunkt må antages, at en ekspropriation baseret på, at et flertal
i byrådet har vedtaget en lokalplan, vil afspejle, hvad folkevalgte lokalpolitikere har anset for at være til gavn for
kommunen og kommunens borgere som helhed. Samtidig fremgår det som nævnt af klagenævns- og
domstolspraksis, at den almindelige nødvendighedsbetingelse skærpes, når der sker ekspropriation til fordel for
private aktører, jf. beskrivelsen af gældende ret i afsnit 3.4 og 3.5.
Udvalgets konkluderende overvejelser om emnet
Udvalget vurderer, at kommunernes hjemmel til efter planlovens § 47 at ekspropriere til virkeliggørelse af en
lokalplan ikke udgør et retssikkerhedsmæssigt problem.
Udvalget vurderer samtidig, at der er behov for at tydeliggøre gældende ret for at undgå misforståelser om, i
hvilket omfang kommunerne har adgang til at ekspropriere. Den mest hensigtsmæssige løsning vil være at det
indskrives (kodificeres) i planlovens § 47, at der kun må eksproprieres til fordel for almene samfundsinteresser
(almenvellet).
209
Jf.
CEPOS: ”Danskerne ønsker stop for ekspropriation til private formål” af 13. december 2011.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
123
Som der er redegjort for i afsnit 3.4, følger det af grundlovens § 73, at ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom,
uden hvor almenvellet kræver det. Almenvellet er ikke nærmere defineret, men fortolkes i praksis således, at det
formål, der eksproprieres til, skal tjene
almene samfundsinteresser.
Udvalget mener på den baggrund, at en tilføjelse i planlovens § 47 af betingelsen om, at ekspropriation skal ske
til fordel for almene samfundsinteresser (almenvellet), vil udgøre en hensigtsmæssig pædagogisk kodificering af
gældende ret.
I lovbemærkningerne hertil bør det uddybes, at ændringen har karakter af en kodificering af retspraksis og følger
grundlovens § 73. Det bør herunder uddybes, hvad ”almenvellet” i grundlovens § 73 betyder med moderne
sprogbrug. Lovbemærkningerne bør desuden indeholde praktiske eksempler på, hvilke formål kommunerne
lovligt har kunnet ekspropriere til med hjemmel i planlovens § 47. I den forbindelse kan de eksempler, der er
redegjort for i afsnittene i denne betænkning om gældende ret, med fordel anvendes. Udvalget vurderer, at det
ikke vil være hensigtsmæssigt med en nærmere oplistning af de formål, som kommunerne har hjemmel til at
ekspropriere til eller ikke lovligt vil kunne ekspropriere til efter planloven. Det skyldes, at retspraksis herom ikke
kan anses for udtømmende, og at fortolkningen af almene samfundsinteresser (almenvellet) kan ændre sig over
tid. Lovligheden af et ekspropriationsformål skal således altid vurderes i den konkrete kontekst.
Ekspropriationsudvalget har også overvejet, om borgerens retssikkerhed vil kunne styrkes ved at forbyde eller
begrænse kommunernes adgang til at ekspropriere til private formål efter planloven.
Ekspropriationsudvalget konstaterer, at der vil være væsentlige udfordringer forbundet med et sådant forbud eller
en begrænsning, fordi private formål ikke kan defineres eller afgrænses entydigt i forhold til planloven. Udvalget
konstaterer, at private formål i praksis kan forstås på flere forskellige måder, og at forståelsen af, hvad der er
private formål, kan ændre sig i takt med udviklingen. Udfordringerne bunder i, at det er vanskeligt at sondre
imellem ekspropriation til private og offentlige formål. Det må antages at hænge snævert sammen med, at
ekspropriation altid skal tjene almenvellet, uanset om det formål, der eksproprieres til fordel for, gennemføres af
offentlige eller private aktører. Det betyder, at planloven kun giver kommunerne mulighed for at ekspropriere til
fordel for private aktører, hvis formålet hermed tjener almenvellet (almene samfundsinteresser). Udvalget
konstaterer i forlængelse heraf, at udvalget ikke har kunnet finde eksempler på ekspropriation efter planloven, der
tjener almenvellet, og ikke samtidig tjener et offentligt formål.
Ekspropriationsudvalget kan derimod finde mange eksempler på, at ekspropriation efter planloven til, hvad der
kan betragtes som private formål, samtidig tilgodeser et offentligt formål. Et forbud mod ekspropriation efter
planloven til fordel for private formål vil således betyde, at kommunerne ikke ville kunne ekspropriere til
eksempelvis blandede formål. Det gælder for eksempel bolig- eller erhvervsudstykning, almene boliger,
forsyningsformål, der varetages af private forsyningsselskaber, privatskoler og forskellige former for offentligt-
privat samarbejde.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
124
Udvalget bemærker i den forbindelse, at et forbud mod ekspropriation efter planloven til fordel for private aktører
- og dermed til at ekspropriere til blandt andet erhvervsudvikling - vil begrænse kommunernes muligheder for at
understøtte vækst og erhvervsudvikling, hvilket vil være i strid med formålet med planloven, jf. planlovens § 1,
stk. 2, nr. 3, hvorefter planloven særligt tilsigter at skabe gode rammer for erhvervsudvikling og vækst.
Udvalget vurderer på den baggrund, at kommunernes gældende mulighed for at gennemføre ekspropriationer
med hjemmel i planlovens § 47 ikke udgør et retssikkerhedsmæssigt problem, og at et forbud mod eller en
begrænsning af ekspropriation til fordel for private aktører til realisering af en nødvendig almen samfundsinteresse
ikke vil styrke borgernes retssikkerhed eller stille borgerne bedre, end tilfældet er i dag. Den nødvendige
retssikkerhed findes allerede i grundlovens § 73.
Udvalget vurderer, at der - i stedet for at begrænse ekspropriationsadgangen for at beskytte borgeren bedre - er
behov for at skabe klarhed over og åbenhed omkring, hvad planlovens ekspropriationshjemmel indebærer for at
undgå misforståelser om, i hvilket omfang kommunerne har adgang til at ekspropriere til fordel for private aktører.
Ekspropriationsudvalget vurderer derfor, at en kodificering af gældende ret i planlovens § 47 af, at ekspropriation
kun må foretages til fordel for almene samfundsinteresser (almenvellet), sammen med en skriftlig vejledning til
kommunerne blandt andet om betingelserne for at kunne ekspropriere efter planloven, i højere grad vil kunne
stille borgerne bedre – og forebygge misforståelser om ekspropriationsadgangen.
Det vil gøre det mere tydeligt for den borger, hvis ejendom kan eksproprieres i medfør af en lokalplan, at
kommunerne kun kan gennemføre ekspropriationer, når det er nødvendigt til realisering af en almen
samfundsinteresse (almenvellet), således at det forhold, at der foreligger en gyldigt vedtaget lokalplan, ikke i sig
selv er ensbetydende med, at ekspropriation kan ske. For øvrige borgere og virksomheder bliver retstilstanden
på samme måde mere tydelig.
For kommunerne indebærer en sådan kodificering af planlovens § 47 ikke en begrænsning, da der fortsat kan
eksproprieres i de tilfælde, hvor der efter de gældende regler lovligt kan eksproprieres, men det tydeliggøres i
selve ordlyden af planlovens § 47, at kommunerne forud for opstart af en ekspropriation til virkeliggørelse af en
lokalplan skal forholde sig til, hvorvidt der foreligger den fornødne almene samfundsinteresse til at gennemføre
ekspropriationen.
Som anført ovenfor konstaterer udvalget på baggrund af de indhentede oplysninger om kommunernes praksis for
anvendelse af planlovens ekspropriationshjemmel, at ekspropriation til fordel for private aktører sker relativt
sjældent. På baggrund af oplysningerne om Planklagenævnets og tidligere klagenævns behandling af klager over
kommunernes ekspropriationer efter planloven, jf. herved også den generelle omtale af betingelserne for
ekspropriation efter planlovens § 47 i afsnit 3.1, konstaterer udvalget endvidere, at klagenævnene har foretaget
og fortsat foretager en intensiv prøvelse af såvel ekspropriationens lovlighed som nødvendighed og rimelighed.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0127.png
125
Det fremgår herudover, at de fleste af de påklagede ekspropriationer er blevet opretholdt af klagenævnet, jf.
omtalen heraf i afsnit 5.3.
Udvalget bemærker i tilslutning hertil, at der generelt ikke bør gennemføres lovændringer, der er overflødige, og
at konkret vejledning af kommunerne ofte kan være en mere hensigtsmæssig fremgangsmåde for at sikre en
ensartet praksis. Udvalget vurderer dog samtidig, at det er en udfordring, hvis der er en fejlopfattelse i samfundet
af kommunernes adgang til at ekspropriere til fordel for private aktører efter planloven. Det kunne tyde på, at øget
vejledning af kommunerne og den eksproprierede ville kunne være gavnlig for den generelle opfattelse af
retstilstanden på området.
Som følge af den forholdsvis brede ekspropriationshjemmel i planlovens § 47, hvorefter ekspropriation efter
ordlyden af bestemmelsen kan ske, hvis det er nødvendigt for virkeliggørelse af en lokalplan, kan der endvidere
være behov for en informativ kodificering af, at ekspropriation altid skal ske under iagttagelse af grundlovens §
73, hvorefter ekspropriation alene kan ske, når almenvellet kræver det.
Udvalget vurderer på den baggrund, at en lovændring, hvorved det indskrives i planlovens § 47, at ekspropriation
kun må gennemføres til fordel for almene samfundsinteresser, kan tjene til at oplyse mere bredt om retstilstanden,
hvorefter der ved ekspropriation altid skal være tale om almene samfundsinteresser. En sådan ændring kan
dermed tydeliggøre retstilstanden ved ekspropriation.
Det er udvalgets opfattelse, at en sådan ændring af planlovens § 47 i givet fald bør udformes, så den ikke
indskrænker kommunernes gældende adgang til at ekspropriere til virkeliggørelse af en lokalplan.
Udvalgets anbefaling 1
Udvalget anbefaler, at det indskrives (kodificeres) i planlovens § 47, at ekspropriation kun må foretages til fordel
for samfundsmæssige interesser (almenvellet), for eksempel med følgende formulering (ændring anført i
kursiv):
”§ 47. Kommunalbestyrelsen kan ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, eller private rettigheder over fast ejendom,
når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af en lokalplan eller en byplanvedtægt
og for
varetagelsen af almene samfundsinteresser.”
Udvalget anbefaler i tilslutning hertil, at der i lovbemærkningerne beskrives en række eksempler på, hvilke
formål kommunerne ifølge gældende klagenævns- og retspraksis lovligt har kunnet og fortsat vil kunne
ekspropriere til efter planloven. Der bør i den forbindelse henvises til de grænser, som grundlovens § 73 og
artikel 1 i den 1. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention sætter for
ekspropriationens formål.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0128.png
126
Udvalget anbefaler desuden, at lovændringen suppleres af skriftlig vejledning til kommunerne om betingelserne
for at kunne ekspropriere.
7.1.3. Kan borgernes rettigheder styrkes ved tidligere information eller inddragelse af borgerne?
Udvalget vurderer, at borgerne bør inddrages og informeres om en mulig ekspropriation af deres ejendom så
tidligt som muligt. Det vi sige, at kommunen bør inddrage de berørte borgere tidligst muligt, hvilket vil være
relevant når kommunen har aktuelle overvejelser om at ekspropriere borgernes ejendom. Udvalget vurderer i den
forbindelse, at det vil være hensigtsmæssigt, at kommunen allerede i lokalplanen redegør for, at det eventuelt
kan blive nødvendigt at gennemføre ekspropriation af borgeres ejendom for at realisere lokalplanen.
Det skal dog ses i lyset af, at kommunen ved lokalplanens udarbejdelse sjældent vil vide, om det vil blive aktuelt
at ekspropriere privat ejendom for at virkeliggøre lokalplanen, og at det, som det fremgår af afsnit 5.1, kun er
relativt få af samtlige offentliggjorte lokalplaner, som efterfølgende anvendes som ekspropriationsgrundlag.
Udvalget vurderer derfor, at der kun bør stilles krav om, at der i lokalplanen redegøres generelt for, at lokalplanen
eventuelt kan danne grundlag for ekspropriation. Der kan for eksempel stilles krav om, at lokalplanernes
redegørelse skal indeholde en formulering om, at kommunen under opfyldelse af en række betingelser kan
ekspropriere til virkeliggørelse af lokalplanen, supplereret af en kort redegørelse for ekspropriationsbetingelserne
og processen herfor.
Udvalgets anbefaling 2
Udvalget anbefaler, at der i planlovens § 16 om de indholdsmæssige krav til lokalplanredegørelser indføjes en
pligt for kommunen til generelt at oplyse om, at den endelige lokalplan vil kunne danne grundlag for
ekspropriation til virkeliggørelse af planen, hvis betingelserne for ekspropriation er opfyldt. Udvalget anbefaler,
at der anvendes en formulering med en beskrivelse af ekspropriationsbetingelserne og processen herfor for
eksempel med udgangspunkt i formuleringer herom i en ny skriftlig vejledning til kommunerne.
Udvalgets anbefaling 3
Udvalget anbefaler desuden, at kommunerne bør inddrage berørte borgere tidligst muligt. Det vil være relevant,
når kommunen har aktuelle overvejelser om at ekspropriere borgernes ejendom.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
127
7.1.4. Kan borgernes retssikkerhed styrkes ved at indføre tidsbegrænsninger m.v. vedrørende adgangen til
at ekspropriere efter planloven?
Der findes eksempler på, at de kommunale planlægnings- og ekspropriationsforløb, herunder med efterfølgende
klageproces og domstolsprøvelse kan strække sig over mange år, hvilket medfører, at ejeren af en ejendom, der
eventuelt kan/skal eksproprieres til realisering af en lokalplan, tilsvarende må vente mange år for endelig afklaring
af, om vedkommendes ejendom eksproprieres. En sådan situation kan forekomme i forskellige afskygninger og
kan give anledning til retssikkerhedsmæssige bekymringer.
Det tidsmæssige forløb fra offentliggørelse af den vedtagne lokalplan til ekspropriationsbeslutningen er beskrevet
nærmere i afsnit 5.2.2. Det fremgår heraf, at der i 71 ekspropriationer, som kommunernes gennemførte i perioden
2010 til 2017 er oplyst, hvor lang tid der gik, fra lokalplanens offentliggørelse til beslutning om ekspropriation blev
truffet af kommunen. Undersøgelsen afdækker, at der i 75 procent af sagerne skete ekspropriation på grundlag
af lokalplaner, som var mindre end et år gamle, og i ca. ni procent af sagerne på grundlag af lokalplaner, der var
et til to år gamle. Det vil sige at ekspropriation i ca. 17 procent af sagerne blev foretaget på grundlag af lokalplaner,
som var mere end to år gamle, heraf de 10 procent (seks ekspropriationer) på baggrund af lokalplaner, som var
over fem år gamle.
Tidsforløbet fra lokalplansforslag til vedtagelse og offentliggørelse af lokalplanen kan ofte være langt. Det
vurderes ikke at udgøre et problem i forhold til borgerne; derimod kan dette være en nødvendighed for at sikre,
at alle relevante planforhold er undersøgt tilstrækkeligt, før lokalplanen vedtages.
Når en lokalplan er vedtaget, har den ingen ”udløbsdato”, hvorfor der kan gå lang tid fra det tidspunkt, hvor en
lokalplan vedtages og offentliggøres, til tidspunktet, hvor kommunalbestyrelsen beslutter at udnytte hjemlen i
planloven til at virkeliggøre lokalplanen ved at ekspropriere en ejendom. Det kan få konsekvenser for den
eksproprierede, der i nogle tilfælde kan føle sig stavnsbundet til ejendommen grundet usikkerheden om dens
fremtidige eksistens. Reelt kan ejendommen allerede miste (en del af) sin værdi fra lokalplanens beslutning.
Der kan i nogle tilfælde gå lang tid fra det tidspunkt, hvor kommunen viser interesse for erhvervelse af
ejendommen, og indtil ekspropriation gennemføres.
Det kan på baggrund af undersøgelsen af kommunernes praksis, som er refereret i afsnit 5.2, konstateres, at det
tidsmæssige forløb fra en lokalplans offentliggørelse til ekspropriation ikke har udgjort et praktisk problem i
størsteparten af ekspropriationssagerne i perioden 2010 til 2017. Det kan dog samtidig konstateres, at den
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0130.png
128
tidsmæssige uforudsigelighed og en eventuel langvarig ekspropriationsproces kan indebære en svækkelse af
den eksproprieredes retssikkerhed.
210
Udvalget har overvejet mulige tiltag til reduktion af denne usikkerhedsperiode for borgerne, der eventuelt
eksproprieres. Her skal det dog også holdes for øje, at relativt få lokalplaner i praksis danner grundlag for
ekspropriation, jf. herom nærmere afsnit 5.1. Udvalget vurderer derfor, at eventuelle tiltag, så vidt muligt, bør
målrettes situationer, hvor det i praksis er sandsynligt, at en konkret lokalplan vil føre til ekspropriation.
Udvalgets konkluderende overvejelser om emnet
Udvalget vurderer, at den mest hensigtsmæssige løsning vil være, at der indføres en tidsbegrænsning for, hvor
længe en lokalplan kan benyttes som grundlag for ekspropriation efter planloven i form af en såkaldt
solnedgangsklausul. Solnedgangsklausulen vil for eksempel være relevant, hvor en lokalplan ændrer
anvendelsen af et område..
Ekspropriationsudvalget vurderer således, at begrænsning af den tid, hvor borgeren må tåle usikkerhed om sin
retsstilling, er et vigtigt parameter for opnåelse af retssikkerhed, og at borgernes retssikkerhed derfor vil kunne
styrkes af en såkaldt solnedgangsklausul i form af en frist på fem år for, hvor lang tid der højst må gå, fra
kommunalbestyrelsen har offentliggjort lokalplanen, indtil kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om
ekspropriation.
Udvalget anbefaler, at de nærmere betingelser for en sådan solnedgangsklausul for ekspropriationsadgang i en
lokalplan, herunder overgangsbestemmelser, beskrives og fastlægges nærmere i forbindelse med lovarbejdet.
Hvis kommunen ikke har truffet afgørelse om ekspropriation inden for fristen, bortfalder muligheden for at
ekspropriere på baggrund af den pågældende lokalplan. Tidsfristen skal beregnes fra offentliggørelse af
lokalplanen, hvor lokalplanens retsvirkninger indtræder, jf. § 18, og afbrydes ved kommunens beslutning om
ekspropriation.
Tidsfristen vil betyde, at de ejere af ejendom, som omfattes af en lokalplan, herefter er sikre på, at de ikke kan
mødes med et ekspropriativt indgreb på grundlag af lokalplanen. Det undgås derved, at borgere i forhold til ældre
lokalplaner oplever usikkerhed med hensyn til, om sådanne lokalplaner på et tidspunkt vil kunne anvendes som
ekspropriationsgrundlag. Herved sikres det også, at ekspropriation efter planloven ikke sker på grundlag af ældre
og måske ikke helt tidssvarende lokalplaner, men at en eventuel ekspropriationsproces sker inden for rimelig tid
i forhold til den i forbindelse med lokalplanens vedtagelse gennemførte offentlighedsproces. Efter
omstændighederne kan kommunens udarbejdelse af en ny lokalplan efter udløbet af tidsfristen dog medføre, at
ekspropriationsprocessen dermed bliver mere omstændelig og forlænges.
210
Statslig ekspropriation er ikke en del af udvalgets undersøgelse. Det bemærkes dog, at det vil være forbundet med store
omkostninger og samfundsmæssige uhensigtsmæssigheder, hvis der indføres tidsbegrænsninger for
ekspropriationsgrundlaget for større anlægsprojekter, der gennemføres på baggrund af særskilte anlægslove. Projekterne
har ofte en størrelse og en kompleksitet, der gør det særdeles vanskeligt at gennemføre inden for rammerne af en fast
tidsfrist i form af en solnedgangsklausul. Et eksempel herpå er anlægget af den faste forbindelse over Femern Bælt, der
har hjemmel i lov nr. 575 af 4. maj 2015 om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende
landanlæg i Danmark. Der er nedsat en stor organisation i et statsligt selskab til at anlægge projektet, der på nuværende
tidspunkt forsinkes af tysk miljøgodkendelse, hvor Danmark ikke kan fremme projektet yderligere.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0131.png
129
Det bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i en sag fra 1982
211
, afgjorde, at en
ekspropriationsplan, der gav de svenske myndigheder grundlag for at ekspropriere to borgeres ejendomme inden
for perioder på mellem otte år og 25 år, indebar en krænkelse af beskyttelsen af den private ejendomsret i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention.
212
EMD lagde herved vægt på, at de to borgere i disse tidsperioder
levede i uvished om, hvad der ville ske med deres ejendomme, der på grund af denne usikkerhed tabte værdi og
ville være vanskelige at sælge. Med forbehold for, at dagældende svensk ret og gældende dansk ret for
ekspropriation til realisering af lokal planlægning er meget forskellig og derfor ikke direkte sammenlignelig, kan
dommen pege i retningen af, at der af hensyn til borgere bør være tidsfrister knyttet til kommunens anvendelse
af en konkret mulighed for at ekspropriere borgernes ejendom. Det kan tale for indførelse af solnedgangsklausuler
for lokalplaner som grundlag for ekspropriation.
Udvalget har desuden overvejet, om der med fordel kan indføres øvrige tidsfrister vedrørende ekspropriation for
at sikre borgernes retsstilling bedre. Det kan for eksempel være tidsfrister for kommunens overtagelse af
ejendomme, der eventuelt vil blive eksproprieret på baggrund af en lokalplan. Tidsfristen ville kunne udformes
således, at borgerne fik ret til at kræve deres ejendom overtaget af kommunen efter et vist tidsrum fra lokalplanens
vedtagelse eller fra start af ekspropriationssagen. Formålet skulle være, at borgeren, hvis ejendom kan
eksproprieres, i højere grad derved selv ville kunne bestemme, hvornår ejendommen skal overtages af
kommunen (og dermed skal fraflyttes af borgeren).
Udvalget vurderer dog, det vil være uhensigtsmæssigt at pålægge kommunerne en udvidet overtagelsespligt for
ejendomme, der eventuelt kan eksproprieres, idet kommunen dermed kan blive tvunget til at overtage
ejendomme, der viser sig ikke at skulle eksproprieres til realisering af en lokalplan. Udvalget vurderer, at det vil
være mere hensigtsmæssigt at sikre borgerne via en såkaldt solnedgangsklausul knyttet til lokalplanen og
kommunernes mulighed for at ekspropriere. I kombination med udvalgets anbefalinger om forenkling af processen
for ekspropriationssagerne, der forventes at ville medføre kortere sagsbehandlingstid i klagesager, jf. afsnit 7.2.,
vurderer udvalget, at en solnedgangsklausul vil indebære en bedre beskyttelse af borgerne.
Udvalget finder det vigtigt at understrege, at solnedgangsklausulen ikke vil vedrøre gyldigheden af lokalplanen i
øvrigt. Bortset fra, at lokalplanen ikke vil kunne anvendes som ekspropriationsgrundlag, vil denne således også
efter udløb af fristen i en solnedgangsklausul udgøre det bindende administrationsgrundlag for områdets
anvendelse mv., såvel for kommunen, som ejere og brugere inden for lokalplanområdet. Udvalget finder det
desuden vigtigt at understrege, at kommunen gennem tilvejebringelsen af en ny lokalplan for området vil have
mulighed for at ekspropriere den samme ejendom, hvis ekspropriationsbetingelserne i øvrigt er til stede. Med en
ny lokalplanproces sikres det, at de berørte lodsejere og offentligheden i øvrigt får adgang til at fremkomme med
bemærkninger og indsigelser i forhold til de aktuelle forhold.
211
Case
212
Artikel
of Sporrong and Lönnroth v. Sweden (App. No. 7151/75; 7152/75), 23. September 1982.
1 i tillægsprotokol 1 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0132.png
130
Udvalgets anbefaling 4
Et flertal i udvalget anbefaler, at der indføres en solnedgangsklausul i form af en frist på 5 år for, hvor lang tid
der
højst
må
gå
fra
kommunalbestyrelsen
har
vedtaget
og
offentliggjort
lokalplanen,
indtil
kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om ekspropriation. Udvalget anbefaler, at de nærmere betingelser for
en
sådan
solnedgangsklausul
for
ekspropriationsadgang
i
medfør
af
en
lokalplan,
herunder
overgangsbestemmelser, bør beskrives og fastlægges nærmere i forbindelse med det lovforberedende
arbejde.
Et mindretal i udvalget (Hans Faarup) kan ikke tilslutte sig anbefalingen om en solnedgangsklausul under
henvisning til, at de foreliggende undersøgelser af kommunernes praksis og sagsbehandlingstider, efter
mindretallets opfattelse, ikke danner grundlag herfor.
7.2 Overvejelser og anbefalinger om processen for ekspropriation efter
planloven, taksation og rekurs
7.2.1. Udvalgets indledende overvejelser
Udvalget har overvejet, hvordan borgeren kan stilles bedre i forhold til processen for en ekspropriations- og
taksationssager og eventuel prøvelse heraf.
Udvalget har på baggrund af kommissoriet overvejet, om borgernes rettigheder kan forbedres i tilfælde, hvor
en kommune har tabt en klagesag vedrørende ekspropriation til gennemførelse af et projekt, og kommunen
derefter beslutter at foretage ekspropriation til samme projekt i justeret form. Udvalget vurderer dog, at en
sådan begrænsning vil udgøre et uhensigtsmæssigt indgreb i kommunernes planlægningsmuligheder, idet
justering af et projekt netop kan være den hensigtsmæssige vej frem til fordel for borgerne. Udvalget vurderer,
at det i stedet bør sikres, at ekspropriationssager ikke kan påbegyndes på baggrund af ældre lokalplaner, ved
at indføre en solnedgangsklausul på fem år for ekspropriationsgrundlaget, som anbefalet i afsnit 7.1 ovenfor.
Udvalget
har
på
baggrund
af
kommissoriet
desuden
undersøgt
sagsbehandlingstiderne
for
ekspropriationssager nærmere, jf. afsnit 5.2., og set på den samlede proces for de pågældende
ekspropriations-, taksations- og klagesager med henblik på at vurdere mulighederne for at opnå kortere
sagsbehandlingstider via forenkling af processen, som den er i dag, jf. figur 2.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0133.png
131
Figur 2. Den gældende proces for afgørelser om ekspropriation og afgørelser om størrelsen på
erstatningen for den pågældende ekspropriation.
Afgørelser om ekspropriation
4. instans: Landsret
Afgørelser om størrelsen på erstatningen for
ekspropriationen
4. instans: Landsret
3. instans: Byret
3. instans: Byret
2. instans: Planklagenævnet
2. instans: Overtaksations-
kommissionen
1. instans: Kommunen
1. instans: Taksationskommissionen
Tilbud om erstatningens størrelse: Kommunen
Udvalget vurderer, at forkortelser af sagsbehandlingstiderne øger borgernes retssikkerhed. På den baggrund
mener udvalget, at en nedbringelse af sagsbehandlingstiderne vil kunne indebære, at borgerne stilles bedre i
ekspropriationssagerne. Udvalget vurderer i den sammenhæng, at myndigheder og klageinstanser i
almindelighed bør have fokus på, at sagsbehandlingstiderne er så korte som muligt og løbende bør overveje
muligheder for at effektivisere sagsbehandlingen og nedbringe sagsbehandlingstiderne. Udvalget vurderer, at
fastsættelse af mål for sagsbehandlingstiden i den forbindelse kan være et hensigtsmæssigt redskab, men
samtidig skal ses i forhold til sagernes kompleksitet og de tilgængelige ressourcer.
I forbindelse med udvalgets gennemgang af den samlede proces for ekspropriations-, taksations- og
klagesager har udvalget identificeret, at kompleksiteten af klagesystemet for ekspropriation efter planloven
(lovlighed) og taksation (erstatning) i ekspropriationssager kan udgøre en særlig udfordring for borgere, der
får eksproprieret deres ejendom efter planloven, og at denne kompleksitet i sig selv kan udgøre en
retssikkerhedsmæssig udfordring.
I sager om ekspropriation efter planloven, såvel som for andre kommunale ekspropriationer, sker prøvelsen af
ekspropriationsbeslutningen og prøvelse af erstatningsudmålingen i to forskellige systemer. Kommunens
ekspropriationsbeslutning
kan påklages til Planklagenævnet eller indbringes for domstolene. Hvor en
kommune og den eksproprierede ikke kan indgå forlig om
erstatningen,
træffer de kommunale
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0134.png
132
taksationskommissioner
afgørelse
om
erstatning,
denne
afgørelse
kan
påklages
til
overtaksationskommissionerne, hvis afgørelse efterfølgende kan indbringes for domstolene.
Udvalget har på den baggrund identificeret, at den centrale problemstilling, der knytter sig til prøvelse af
ekspropriation efter planloven og taksation, er, om borgerne kan stilles bedre ved at forenkle klagesystemet
for ekspropriation efter planloven og taksation. Det vil medføre en større overskuelighed for den borger, der
står overfor en ekspropriation. Det må dog i denne sammenhæng bemærkes, at klagesystemet for
ekspropriation efter planloven ikke kan ses isoleret, men bør ses i sammenhæng med klagesystemet for
kommunale og statslige ekspropriationer i øvrigt. Der er navnlig behov for, at der sker en samlet overvejelse
vedrørende det kommunale og statslige taksationssystem, hvilket ligger uden for ekspropriationsudvalgets
kommissorium. Selvom nedenstående anbefalinger vil kunne gennemføres uden at ændre på klagesystemet
for kommunale og statslige ekspropriationer i øvrigt, understreger udvalget således, at der er behov for en
samlet overvejelse af håndtering af kommunale og statslige ekspropriationssager.
7.2.2. Kan borgerne stilles bedre ved at forenkle klagesystemet for ekspropriation og taksation efter
planloven?
Klager over kommunens afgørelser om ekspropriation efter planloven
Det følger af planloven, at en kommunal ekspropriationsbeslutning kan indbringes for Planklagenævnet eller
alternativt indbringes for domstolene, og det følger af lov om Planklagenævnet, at Planklagenævnets afgørelse
kan indbringes for domstolene.
Herved svarer muligheden for at anfægte en kommunes ekspropriationsbeslutning efter planloven til den
klage- og søgsmålsadgang, som også i øvrigt gælder inden for plan- og miljøområdet. Den almindelige ret til
at kunne indbringe forvaltningsafgørelser for domstolene og retten til, at en domstolsafgørelse kan ankes én
gang betyder, at den borger, som får eksproprieret sin ejendom efter planloven har ret til at indbringe
ekspropriationsbeslutningen for i udgangspunktet tre instanser, nemlig Planklagenævnet, byretten og
landsretten.
Hvis den eksproprierede derimod vælger at indbringe kommunens beslutning om ekspropriation direkte for
domstolene, kan beslutningen kun prøves for i udgangspunktet to instanser (byretten og landsretten
213
).
Opgørelsen over sagsbehandlingstider i afsnit 5.2. viser, at der er eksempler på, at en klagesag om
ekspropriationsbeslutningen efter planloven kan strække sig over lang tid, før borgeren, der eventuelt skal
eksproprieres, får endelig afklaring i sagen.
Afhængigt af sagens principielle karakter mv. kan landsretten tillige være 1.instans med mulighed for anke til Højesteret.
En ekspropriationssag der har været behandlet i byret og landsret vil ligeledes under visse betingelser kunne prøves ved
Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse.
213
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0135.png
133
I perioden 2010 til 2017 var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for disse sager ved Planklagenævnet
således 9,1 måneder, den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ved byretten var 22,5 måneder, og den
gennemsnitlige sagsbehandlingstid ved landsretterne var 20,3 måneder
214
.
Det tidsmæssige forløb må også sammenholdes med de retlige konsekvenser af henholdsvis klage og
søgsmål. I de tilfælde, hvor en sag er påklaget til Planklagenævnet, må kommunen afvente realisering af
ekspropriationsformålet, indtil nævnets afgørelse foreligger, da klage over en ekspropriationsbeslutning efter
planloven har opsættende virkning. Indbringelse af spørgsmålet om ekspropriationsbeslutningens gyldighed
for domstolene har derimod ikke automatisk opsættende virkning, jf. herved grundlovens § 63, stk. 1, 2. pkt. I
tilfælde af søgsmål mod Planklagenævnet kan kommunen således vælge at afvente igangsætning af projektet,
men er ikke forpligtet hertil.
Fastsættelse og prøvelse af ekspropriationserstatningen ved ekspropriation efter planloven:
Hvor kommunen og den eksproprierede ikke indgår frivilligt forlig om ekspropriationserstatningen, fastsættes
erstatningen af en taksationskommission. Taksationskommissionens kendelse kan indbringes for en
overtaksationskommission. Overtaksationskendelsen kan indbringes for domstolene. Der er - til forskel fra
prøvelsen af ekspropriationsbeslutningen, jf. ovenfor – tvungen rekurs, således at sagerne først kan indbringes
for domstolene, når sagerne er prøvet ved overtaksationskommissionerne.
Opgørelsen over sagsbehandlingstider i afsnit 5.2. viser, at der er eksempler på, at en klagesag om
erstatningen ved ekspropriation efter planloven kan strække sig over lang tid, før borgeren får endelig afklaring
på, hvilken erstatning indgrebet udløser. Som beskrevet i afsnit 4.3.7., er kommunen først forpligtet til at
udbetale erstatningen, når denne er endelig fastsat, det vil sige når der foreligger en ikke anket kendelse fra
taksationskommissionen eller en endelig kendelse fra overtaksationskommissionen.
En konsekvens af en lang sagsbehandlingstid hos taksationsmyndighederne kan endvidere være, at ejeren i
denne periode er fastlåst, hvilket særligt gælder i tilfælde af totalekspropriation og lignende, hvor ejeren som
følge af ekspropriationen har behov for at erhverve anden ejendom. Det er vanskeligt at disponere langsigtet
uden sikker viden om, på hvilket økonomisk grundlag det sker, ligesom det i praksis kan være vanskeligt at
opnå belåning i en sådan mellemperiode. En lang behandlingstid ved taksationsmyndighederne udgør i denne
henseende et reelt retssikkerhedsmæssigt problem for den eksproprierede.
Det kan derfor overvejes, hvordan klagesystemet eventuelt kan forenkles. Udvalget har i den forbindelse lagt
vægt på følgende principper for et givet klagesystem: Samtidighed, ensartethed, faglighed og forudsigelighed.
Udvalget finder det afgørende, at der er samtidighed i afgørelser om ekspropriation og tilhørende
heraf er foretaget ud fra oplysninger om 6 byretssager og 3 landsretssager, hvorfor det statistiske grundlag
er begrænset. I de foreliggende retssager stadfæstede domstolene klageinstansens afgørelse, hvorved kommunens
ekspropriation blev opretholdt, bortset fra én sag, hvor Vestre Landsret ophævede ekspropriationen (skydebanen ved
Skagen).
214
Beregningen
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
134
erstatningsfastsættelse, så der er tidsmæssig parallelitet mellem de to elementer, og borgerne dermed
hverken oplever unødig lang sagsbehandlingstid eller forskudte klageforløb. Udvalget ønsker derudover at
sikre en ensartethed og forudsigelighed ved klagesagsbehandlingerne, så borgerne behandles lige, og der er
en fast og forudsigelig praksis for både afgørelser om ekspropriation og afgørelser om erstatningens størrelse.
Derudover lægger udvalget vægt på, at de nuværende fagligheder på både ekspropriations- og
taksationsområdet udnyttes bedst muligt. Helt overordnet set er det vigtigt for udvalget, at der eksisterer
administrative rekursmuligheder for såvel afgørelsen om ekspropriation som erstatningsfastsættelsen, da
udvalget finder, at en administrativ klageadgang giver den største retssikkerhed for borgerne, herunder sikrer
en betimelig og ikke uoverkommelig dyr adgang til efterprøvelse.
7.2.3. Enstrenget klagesystem for ekspropriation efter planloven
Udvalget vurderer, at processen for ekspropriation efter planloven og taksation kan forenkles væsentligt ved
at gøre klagesystemet enstrenget.
Udvalget har overvejet en enstrenget model, der ville indebære, at kommunen skulle træffe en samlet
afgørelse om ekspropriation og erstatning i 1. instans, der herefter ville kunne påklages samlet. Udvalget
vurderer dog, at afgørelsen om erstatning – for at sikre det nødvendige faglige fundament - bør bygge på en
vurdering af erstatningens størrelse fra en ekspropriationskommission.
Udvalget finder derfor, at den enstrengede model derfor i stedet bør udformes, så kommunen, som i dag, skal
træffe afgørelse om ekspropriation i 1. instans, og en ekspropriationskommission træffer afgørelse om
erstatning i 1. instans, hvorefter kommunen sender de to afgørelser samlet til borgeren, så de fremstår som
en helhed, der herefter kan påklages til én administrativ klageinstans og derefter domstolene. Det vil sige, at
borgeren får begge afgørelser om ekspropriation og erstatning samtidig fra kommunen, jf. figur 3.
Derved skabes der samtidighed i afgørelserne om ekspropriation og erstatning. De to afgørelser bør – af
hensyn til borgerne - træffes på baggrund af kommunens og ekspropriationskommissionens fælles
åstedsforretning. Udvalget anbefaler, at de nærmere detaljer for en sådan model fastlægges i det
lovforberedende arbejde.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0137.png
135
Figur 3. Enstrenget klageproces for afgørelser om ekspropriation og erstatning.
Samlet afgørelse om ekspropriation og
ekspropriationserstatning
4. instans: Landsret
3. instans: Byret
2. instans: Administrativ klageinstans
1. instans:
Kommunen træffer afgørelse om
ekspropriation
og
afleverer
den
1. instans:
Ekspropriationskommissionen
træfferafgørelse om erstatning
sammen med ekspropriationskom-
missionens afgørelse om erstatning
Udvalget har som alternativ til et enstrenget klagesystem overvejet en tostrenget forenkling af klagesystemet
for ekspropriation efter planloven. Det kunne for eksempel indebære, at taksationskommissionerne, som de
er i dag, afskaffes, og den nærmere vurdering af kommunens tilbud om ekspropriationserstatning henlægges
under de statslige kommissariater i Jylland og på Øerne i ekspropriationskommissionerne. Det ville betyde, at
kommunernes tilbud om ekspropriationserstatning kunne indbringes for de statslige kommissariater og
dernæst en taksationsmyndighed i lighed med overtaksationskommissionerne før en eventuel indbringelse for
domstolene.
Udvalget vurderer, at en fordel ved en sådan model kunne være, at de kommunale taksationsforretninger ville
blive varetaget af en fastansat formand samt et fast sekretariatet, og at det kommunale taksationsområde ville
kunne gøre brug af den store viden og erfaring, der allerede eksisterer vedrørende erstatningsfastsættelse på
det statslige område. Det vurderes, at der med modellen vil være behov for at udpege ekstra formænd (for
eksempel i form af supplerende kommissarius) til at varetage de kommunale taksationsforretninger. De nye
ekspropriationskommissioner kunne fortsat bestå af en formand og et antal kommunalt eventuelt statsligt
udpegede medlemmer. Dermed vil man fastholde systemet med folkevalgtes indflydelse, hvor der udføres
lokale taksationsforretninger med lokal repræsentation ved kommunalt udpegede taksationsmedlemmer.
Resultatet vil være større ensartethed mellem de statslige og kommunale taksationssystemer, idet
erstatningsfastsættelsen fastsættes af ekspropriationskommissionerne i både kommunale og statslige sager.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0138.png
136
Udvalget
vurderer,
at
en enstrenget proces
med adgang til
administrativ
prøvelse af
såvel
ekspropriationsafgørelse som erstatning, før domstolsprøvelse, samlet set vil stille borgerne bedre end i dag.
Udvalget vurderer, at en enstrenget model vil medføre en lettere adgang for borgeren til at orientere sig i
klagesystemet. Dertil imødekommer modellen udvalgets princip om samtidighed, det vil sige parallelitet mellem
ekspropriationsbeslutningen og erstatningsfastsættelsen.
Udvalget
vurderer,
at
der
ved
en
eventuel
indførelse
af
et
enstrenget
klagesystem
for
ekspropriationsafgørelsen og erstatning via Planklagenævnet vil skulle tages højde for den sagkundskab, der
findes i taksationssystemet i dag. Udvalget vurderer, at sagkundskaben i givet fald skal overføres til eller
genskabes i Planklagenævnet. Udvalget bemærker desuden, at Miljø- og Fødevareklagenævnet er et
eksempel på et kombinationsnævn, der behandler både spørgsmål om lovlighed og erstatning. Det har således
været muligt at sikre den nødvendige sagkyndighed vedrørende erstatning i andre lignende nævn.
Udvalget mener dog, at det med den tid, som udvalget har haft til rådighed for denne undersøgelse, er svært
at fastlægge en nærmere detaljeret model for et nyt klagesystem, hvor der navngives instanser til at varetage
alle systemets roller, og som også forholder sig til eventuelle konsekvensvirkninger for andre kommunale
ekspropriationer. For at imødekomme flest mulige af udvalgets principper anbefaler udvalget derfor, at der
arbejdes videre med en enstrenget proces for ekspropriation og taksation, jf. figur 3, hvor de nærmere detaljer
samt omfanget af modellen skal fastlægges nærmere i en lovforberedende proces.
Principperne om samtidighed og parallelitet mellem afgørelserne om ekspropriation og erstatning vil dermed
mødes til fordel for de eksproprierede borgere. Udvalget vurderer endeligt, at en sådan forenkling af processen
for ekspropriation og taksation vil kunne medføre, at de eksproprierede borgere føler et mindre behov for
sagkyndig bistand.
Udvalgets anbefaling 5
Udvalget anbefaler, at der arbejdes videre på at indføre en model for ekspropriation efter planloven, hvor
kommunen træffer afgørelse om ekspropriation, og en ekspropriationskommission træffer afgørelse om
erstatning, hvorefter kommunen sender de to afgørelser samlet til borgeren, så de fremstår som en helhed,
der herefter kan påklages til én administrativ klageinstans og derefter domstolene, jf. figur 4. Udvalget
anbefaler, at de nærmere detaljer for en sådan model fastlægges i det lovforberedende arbejde. Det
anbefales i den forbindelse, at der igangsættes samlede overvejelser vedrørende håndtering af kommunale
ekspropriationssager generelt, herunder taksationssystemet.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0139.png
137
Figur 4. Den anbefalede model sammenlignet med den gældende proces for afgørelser om
ekspropriation og afgørelser om størrelsen på erstatningen for den pågældende ekspropriation.
Anbefalet forenklet proces
Samlet afgørelse om ekspropriation og
ekspropriationserstatning
4. instans: Landsret
3. instans: Byret
2. instans: Administrativ klageinstans
1.instans:
Kommunen træffer afgørelse om
ekspropriation og afleverer den til
borgeren sammen med afgørelsen
om erstatning
1.instans:
Ekspropriationskommissionen
træffer afgørelse om erstatning
Den gældende proces
Afgørelser om ekspropriation
4. instans: Landsret
Afgørelser om størrelsen på erstatningen for
ekspropriationen
4. instans: Landsret
3. instans: Byret
3. instans: Byret
2. instans: Planklagenævnet
2. instans: Overtaksations-
kommissionen
1. instans: Kommunen
1. instans: Taksationskommissionen
Tilbud om erstatningens størrelse: Kommunen
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
138
7.3. Overvejelser og anbefalinger om tværgående problemstillinger
vedrørende ekspropriation efter planloven og prøvelse heraf
7.3.1. Udvalgets indledende overvejelser
Ekspropriationsudvalget vurderer i forlængelse af afsnit 7.1. og 7.2., at en problemstilling, der gør sig
gældende for den samlede proces for ekspropriation efter planloven, taksation og prøvelse heraf er, at
lovgivningen på området er svært tilgængelig, idet den er kompleks og spredt på en række forskellige love.
Det behandles nærmere i afsnit 7.3.2. nedenfor.
På baggrund af kommissoriet har udvalget endvidere undersøgt, om der med fordel kan gives den
eksproprierede omkostningsgodtgørelse for udgifter til for eksempel sagkyndig bistand – under hele processen
for en ekspropriationssag og eventuelle klagesager. Det behandles nærmere i afsnit 7.3.3. nedenfor.
7.3.2. Hvordan kan reglerne gøres mere tilgængelige for borgerne?
Samlet ekspropriationsproceslov
Udvalget konstaterer, at den gældende lovgivning vedrørende ekspropriation af privat ejendom er kompleks
og kan være svært tilgængeligt for almindelige borgere. Det skyldes blandt andet, at de sproglige formuleringer
i lovgivningen vedrørende ekspropriation er forældet flere steder (for eksempel i vejloven). Det skyldes også,
at ekspropriation er reguleret i en række forskellige love: Lovgivningen er forskellig for kommunal og statslig
ekspropriation, og den processuelle regulering af ekspropriation findes i forskellige love, jf. afsnit 4.1.
Udvalget vurderer på den baggrund, at det med fordel kan analyseres nærmere, om der kan laves en samlet
ekspropriationslov. Det vil i givet fald indebære, at samtlige regler om processen for kommunal og statslig
ekspropriation og tilhørende prøvelse af ekspropriationsbeslutning og taksation samles i en ny
ekspropriationsproceslov. Samtidig bør formuleringerne i denne lov moderniseres. Med den nye lov
opretholdes de materielle ekspropriationshjemler i de gældende love.
Hensyn, der efter udvalgets opfattelse bør være styrende for et sådant arbejde, er de samme, som nævnt i
afsnit 7.2.1: Samtidighed, ensartethed, faglighed og forudsigelighed. Udvalget finder således, at der bør sigtes
efter, at ekspropriationsprocessen bliver mere ensartet, overskuelig, koordineret og tidsmæssigt kortere, at
fagligheden styrkes, at man bevarer fysisk besigtigelse af genstanden for ekspropriation som et
grundlæggende princip.
Udvalget er opmærksomt på, at en ny ekspropriationsproceslov vil kræve et grundigt lovforberedende arbejde,
hvor de væsentlige interessenter inddrages. Udvalget vurderer dog, at det vil være hensigtsmæssigt at
igangsætte et sådant lovforberedende arbejde, idet en ny ekspropriationsproceslov vil indebære en væsentlig
regelforenkling og vil indebære, reglerne om ekspropriationsprocessen bliver lettere at forstå og tilgå, og det
vil gøre det lettere for den borger, hvis ejendom skal eksproprieres at gennemskue retstilstanden, herunder
sine egne rettigheder ved ekspropriation.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0141.png
139
Ved udarbejdelsen af en ny, samlet ekspropriationsproceslov vil man endvidere kunne overveje, om der skal
indføres særlige processuelle regler, der gælder for ekspropriationssagens indbringelse for de almindelige
domstole, som kan styrke retssikkerheden på dette område.
Udvalgets anbefaling 6
Udvalget anbefaler, at der igangsættes et lovforberedende arbejde med henblik på at samle de processuelle
regler for ekspropriation i en ny ekspropriationsproceslov.
Ny skriftlig vejledning om ekspropriation
Udvalget vurderer, at der desuden kan være behov for at iværksætte en vejledende indsats for at minimere
en potentiel risiko for uhensigtsmæssig ekspropriationspraksis hos nogle kommuner og for at oplyse
kommunerne om ”best practice” i de kommunale ekspropriationssager. Herunder vejledning af kommunerne i
betingelserne for at ekspropriere og tilrettelæggelsen af processen herfor med udgangspunkt i kommunal ”best
practice”.
Udvalget vurderer, at det med fordel kan indgå i en ny skriftlig vejledning til kommunerne. Det kan styrke
borgerens stilling, idet det vil medvirke til at sikre, at ekspropriationsprocessen i de enkelte kommuner
gennemføres efter ensartede og juridisk velunderbyggede principper. Det kan desuden øge forudsigeligheden
og retssikkerheden for borgere og virksomheder m.v. i ekspropriationssager. Det vurderes desuden at ville
være til fordel for kommunerne, der klædes bedre på til at foretage ekspropriation, såvel i relation til
vurderingen af om, der i den konkrete sag er grundlag for at ekspropriere (hjemmel og nødvendighed mv.)
som i relation til de praktiske og processuelle forhold vedrørende ekspropriationens gennemførelse. Det
bemærkes
i
den
forbindelse,
at
det
fremgår
af
udvalgets
undersøgelse
af
kommunernes
ekspropriationspraksis, at mange kommuner har ingen eller kun har ganske få ekspropriationssager over en
længere årrække.
Udvalget vurderer, at en sådan vejledning vil skulle indeholde en pædagogisk gennemgang af de forskellige
faser vedrørende en ekspropriation efter planloven. Vejledningen bør blandt andet indeholde nærmere
vejledning til kommunerne om ekspropriationsbetingelserne, herunder eksempler på formål der vil kunne
eksproprieres til fordel for efter planloven, vejledning om rettidig orientering og inddragelse af berørte borgere
og om processen for kommunens undersøgelse af mulighederne for en frivillig erhvervelse af en ejendom som
alternativ til ekspropriation.
Udvalgets anbefaling 7
Udvalget anbefaler, at der udarbejdes en ny skriftlig vejledning til kommunerne om ekspropriation efter
planloven.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0142.png
140
7.3.3. Skal den eksproprierede kunne godtgøres for sine udgifter?
En kommunal ekspropriationssag er omfattet af forvaltningsprocessen, hvor officialmaksimen er gældende.
Det vil sige at kommunen har ansvaret for at oplyse sagen tilstrækkeligt, herunder at de nødvendige
sagkyndige undersøgelser er foretaget, og at kommunen afholder udgifterne herved. Derfor er der efter
gældende ret ikke mulighed for omkostningsdækning for borgeres udgifter til ekstern bistand i sådanne sager.
Udvalget vurderer dog, at der undtagelsesvist kan være situationer, hvor der pga. sagens kompleksitet kan
være behov for, at borgeren får ekstern rådgiverbistand under sagen. I sådanne undtagelsestilfælde kan der
ligeledes være behov for, at kommunerne har mulighed for at godtgøre borgernes udgifter til ekstern
rådgiverbistand. Udvalget bemærker, at en sådan mulighed vil gå videre end de almindelige regler for
forvaltningsprocessen, herunder officialmaksimen, men at der ikke er noget juridisk til hinder for at tilvejebringe
en sådan lovhjemmel hertil.
Vejlovens § 110 giver hjemmel til at pålægge kommunen at betale en passende godtgørelse for sagkyndig
bistand i taksationssagerne. Den gældende omkostningsdækning, der fastsættes af taksations- og
overtaksationskommissionerne, udgør et godt grundlag for dækningen. Kommissionerne vurderer
rådgivningsindsatsens omfang, nødvendighed og kvalitet. Der kan derfor være situationer, hvor
omkostningsbetaling helt berettiget bliver afslået. En tilsvarende hjemmel gælder ikke for sager om
ekspropriationens lovlighed efter planloven.
Udvalget har derfor med inspiration i ordningen ved statslig ekspropriation, jf. afsnit 6.1., overvejet muligheden
for at give borgerne mulighed for godtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand også under
ekspropriationssagen og en eventuel klagesag herom. En ny ekspropriationsproces, herunder et nyt
klagesystem, hvor selve ekspropriationsafgørelsen og erstatningsafgørelsen fastsættes samtidig, vil
aktualisere nærmere overvejelser herom, da adgangen til omkostningsgodtgørelse er forskellig på de to
områder i dag.
Udvalget vurderer, at muligheden for godtgørelse vil betyde, at den eksproprierede friholdes eller delvis
kompenseres for de udgifter, som den pågældende har måttet afholde til sagkyndig bistand i anledning af
ekspropriationen. Herved gives den eksproprierede en øget økonomisk sikkerhed i ekspropriationssager.
Udvalgets anbefaling 8
Udvalget anbefaler, at muligheden for passende godtgørelse for borgerens udgifter til sagkyndig bistand i
ekspropriationssager overvejes nærmere. Det kan for eksempel være ved at indføre hjemmel til, at
kommunerne kan tildele borgeren sådan godtgørelse i særligt komplicerede sager.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0143.png
141
Bilag 1. Kommunale ekspropriationshjemler.
Lov nr. og navn
Ekspropriationshjem
mel
§ 96
Ekspropriationsproced
ure
VL §§ 99-102
Erstatningsfastsættelsen
Lov 2014-12-27 nr. 1520
Vejloven (VL)
VL §§ 103, 104
LBKG 2017-06-23 nr. 966
Miljøbeskyttelsesloven (MBL)
§ 58
VL §§ 99-102, jf. MBL §
60
VL §§ 105, 106, 103, 104 og
107-122, jf. MBL § 61
LBKG 2017-01-26 nr. 125
om vandforsyning mv.
§§ 37 og 38
Vandforsyningsloven §§
39-41 og 44
VL §§ 103, 104 og 107-122
LBKG 2017-05-22 nr. 523
om varmeforsyning
§ 16, stk. 1
Varmeforsyningsloven §
17 og VL § 99-102, jf.
Varmeforsyningsloven §
17, stk. 2
VL § 103, stk. 2, § 104, stk. 1-
5, §§ 112-120 og § 122, stk. 1,
jf. Varmeforsyningsloven § 18,
stk. 1 og 2
LBKG 2017-06-27 nr. 934
Naturbeskyttelsesloven
§ 60, stk. 3
Naturbeskyttelsesloven §
39, stk. 1, 2 og 4, § 43, §
44, stk. 1, 3 og 4, § 45, §
47 og § 49, stk. 2, jf. §
60, stk. 4
Naturbeskyttelsesloven § 39,
stk. 1, 2 og 4, § 43, § 44, stk.
1, 3 og 4, § 45, § 47 og § 49,
stk. 2, jf. § 60, stk. 4
Lovbekendtgørelse 2017-01-26
nr. 127
Lov om vandløb
§ 71
VL §§ 98 og 100-102
VL §§ 107-111, 114-118 og
122, jf. Lov om vandløb § 72,
stk. 2.
Lov om private fællesveje
§ 29, stk. 1 og 2
VL kapitel 10, jf. Lov om
private fællesveje § 29,
stk. 3
VL kapitel 10, jf. Lov om
private fællesveje § 29, stk. 3
Lovbekendtgørelse 2017-01-19
nr. 78
om kystbeskyttelse
§ 6, stk. 1 og 2
VL § 98-122, jf.
Kystbeskyttelsesloven §
6, stk. 3.
VL §§ 103 og 104,
jf. Kystbeskyttelsesloven § 6,
stk. 3.
Lovbekendtgørelse 2017-01-26
nr. 123
om beskyttelse af de ydre koge i
Tøndermarsken
§ 33
VL § 98-104 og 112-122,
jf. Tøndermarskloven §
33, stk. 2
VL §§ 103 og 104, jf.
Tøndermarskloven § 33, stk. 2
Lovbekendtgørelse 2016-10-03
nr. 1228 om byfornyelse og
udvikling af byer
§ 45
Byfornyelsesloven § 45,
stk. 2 og 3, 46, stk.2
VL §§ 103, stk. 2, 104, stk. 1,
2 og 5, 112-120 og 122, jf.
Byfornyelsesloven § 46, stk. 3
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0144.png
142
Bilag 2. Flowdiagrammer for den kommunale ekspropriationsproces
Bilag 2.a
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0145.png
143
Bilag 2.b Proces for den kommunale ekspropriation med angivelse af lovhjemler
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0146.png
144
Bilag 3. Oversigt over domme om lovlighed af kommunale ekspropriationer i
perioden 2003 - 2017
Domsnr.
Overskrift
Ekspro-
priation
Byret (BR)
Landsret
(LR)
Højeste-
ret (HR)
Doms-
resultat
Sagsbe
hand-
lingstid
2,3 år
NMK-84-00274
Ingen overskrift
5. april
2011
NMK-84-00216
Ingen overskrift
2. marts
2012
10. nov.
2015 -
Stadfæster
NMK
11. nov. 2016
- Stadfæster
NMK
11. marts
2015 –
Stadfæster
7. maj 2010 /
23. jan. 2012
– Henviser
sagerne til LR
30. dec. 2015
– Stadfæster
NMK
9. jan. 2017 -
Stadfæster
BR
22. nov. 2017
– stadfæster
BR
2. okt. 2015 –
Stadfæster
BR
29. nov. 2013
– Stadfæster
Stadfæ-
stelse
Stadfæ-
stelse
4,1 år
U.2016.619Ø
H2015.296.2013
Sagsanlæg om
ekspropriationsbeslut-
ning ikke tillagt
opsættende virkning.
Ekspropriation til brug
for opførelse af støjvold
var lovlig
23. juni
2014
Stadfæ-
stelse
1,3 år
7. okt.
2008
Stadfæ-
stelse
4,4 år
MAD2015.554B
MAD2013.854
OE
NMK-84-00076
Ekspropriation efter
vejlovens § 43 til anlæg
af sti var gyldig
begrundet i hensyn til
almenvellet, da der ikke
var grundlag for at
tilsidesætte
begrundelsen i
færdselsmæssige
hensyn.
Genetablering af sti tæt
på
sommerhusbebyggelse
med henblik på at
etablere et
sammenhængende
stisystem i et
sommerhusområde
anset for at være
nødvendig i
almenvellets interesse.
Ikke grundlag for at
tilsidesætte
ekspropriationen ud fra
proportionalitetsbetragt
ninger.
Ingen overskrift
30. okt.
2014
Stadfæ-
stelse
1,2 år
27. april
2009
16. maj 2012
– Stadfæster
Vejdirektora-
tet
22. maj 2013
/ Stadfæster
Vejdirektora-
tet
Stadfæ-
stelse
4,1 år
16. dec.
2009
24. nov. 2011
– Stadfæster
NMK
Stadfæ-
stelse
1,5 år
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0147.png
145
MAD2011.2289
B
U.2011.3374/3H
MAD2010.289B
NKN-65-00254
Ekspropriation af et
areal til anlæg af
offentlig sti mellem to
offentlige veje fandtes
at opfylde betingelse
om nødvendighed og
proportionalitet og var
tilstrækkelig oplyst.
Kommunen ikke rette
sagsøgte, da
Vejdirektoratet i
henhold til vejloven
havde foretaget en fuld
prøvelse.
Anmodning om
ekstraordinær appel
blev ikke imødekommet,
idet Højesteret ikke
fandt, at en
byretsdommer havde
været inhabil.
Ekspropriation på
grundlag af lokalplan til
etablering af
genbrugsplads anset for
nødvendig og
tidsmæssig aktuel.
Afvist at
ekspropriationen var
begrundet i usaglige
hensyn.
Ingen overskrift
17. dec.
2008
10. nov. 2011
– Stadfæster
NMK
Stadfæ-
stelse
2,9 år
29. sept.
2005
4. marts
2010 –
Stadfæster
Vejdirektorate
t
8. sept.
2011 –
Afviser,
at
dommer i
BR var
inhabil
Stadfæ-
stelse
6 år
13. sept.
2007
15. marts
2010 –
Stadfæster
NMK
Stadfæ-
stelse
1,8 år
26. juni
2006
26. juni 2009
- Stadfæster
NKN
2. okt.
2009 –
Stadfæster
Vejdirektorate
t
27. april 2010
- Ophæver
BR
Omgør-
else
1,9 år
MAD2009.2664
B
MAD2009.74V
Ekspropriation anset for
lovlig i forbindelse med
en vejudvidelse og
vejforlægning mod
nord, selvom
vejforlægningen indebar
fordele for ejendom på
vejens sydside.
Ekspropriation på
grundlag af lokalplan til
fordel for privat
vandværk anset for
nødvendig og
tidsmæssig aktuel.
Afvist at ekspropriation
skulle ske efter
privatvejsloven.
12. dec.
2006
Stadfæ-
stelse
2,8 år
13. marts
2007
14. marts
2008 –
Stadfæster
NKN
Stadfæ-
stelse
1 år
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0148.png
146
Bilag 4. Oversigt over domme om erstatningsfastsættelsen vedrørende
kommunale ekspropriationer i perioden 2003 – 2017
Domsnr.
Overskrift
Ekspro-
priation
VL B-0185-14
Ingen overskrift
25.juni
2008
Overtaksati
ons-
kommission
(OTK)
7. dec. 2009
Dom i
Byret
(BR)
10. jan.
2014 –
Forhøjer
OTK
25.marts
2015 –
Stadfæ-
ster OTK
Dom i
Landsre
t (LR)
9. nov.
2017 –
Stadfæ-
ster OTK
31.maj
2016 –
Stadfæ-
ster OTK
Dom i
Højester
et (HR)
Resultat
ift. OTK
Sagsti
d
Erstat-
ning
fastholdt
Erstat-
ning
fastholdt
9,4 år
MAD2016.145V
MAD2014.274V
MAD2013.1789
BR
MAD2010.1794
V
Kommune ikke
erstatningsansvarlig
på andet grundlag
end grundlovens §
73 i forbindelse med
ekspropriation af
lejemål, som blev
brugt til cafédrift.
Arealerstatning
fastsat på grundlag
af fremtidige
planmæssige
udnyttelsesmulighe-
der. Erstatning
udmålt ud fra et
princip om skønnet
markedsværdi med
fradrag af skønnede
byggemodningsom-
kostninger m.v.
Skøns-erklæring
ikke tillagt
betydning pga.
bevismæssig
usikkerhed.
Afvist, at erstatning
for mistet byggeret
skulle fastsættes på
grundlag af
kommuneplanens
maksimale
bebyggelsesprocent
. Kommune afskåret
fra at kræve
tilbagebetaling af
erstatning fastsat af
Overtaksations-
kommission, da
påstand herom
fremsat for sent.
Ekspropriationsbeslut
ning på 12 mio. kr.
blev forhøjet til 18
mio. kr. under
hensyn til ejers
berettigede
forventning.
Forrentning af beløb
blev beregnet før
18. maj
2011
16. jan. 2012
– Stadfæster
taksations-
kommis-
sionen (TK)
5 år
20.april
2006/
04.juni
2007
14.
dec.2006/
11.dec.2008
– Forhøjer
TK /
Forhøjer TK
06.02.20
13 –
Stadfæ-
ster OTK
/ sænker
OTK
08.maj
2014 –
Stadfæ-
ster OTK
/
Stadfæ-
ster OTK
Erstat-
ning
fastholdt
8,1 år
01. april
2008
16. dec.
2011 –
Sænker TK
20.sept.
2013 –
Stadfæ-
ster OTK
Erstat-
ning
fastholdt
5,4 år
12. dec.
2005
9.marts.2007
– Hæver TK
23.sept.
2009 –
Stadfæ-
ster OTK
01.juli
2010 –
Hæver
OTK
Erstat-
ning
hævet
4,6 år
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0149.png
147
MAD2008.1297
H
MAD2008.1321
H
MAD2008.1344
V
MAD2008.47H
MAD2008.666H
MAD2008.705V
TFL2008.82V
formel beslutning, da
lang sagsbehand-
lingstid var kommu-
nens ansvar.
Kommune skulle
betale den af
overtaksations-
kommission
udmålte erstatning
for overtagelse af
svømmehal.
Kommunens delvise
ophævelse af
beslutning om
ekspropriation på
grundlag af
kommuneplan
ophævede ikke den
endelige karakter af
den resterende
ekspropriation.
Arealer anset for
udlagt til offentlige
formål allerede på
erhvervelsestids-
punktet, hvorfor
ejeren ikke havde
haft berettigede
forventninger om
anden anvendelse.
Ejeren derfor
tilkendt en
erstatning svarende
til prisen på jord
udlagt til offentlige
formål.
Ikke grundlag for
yderligere
erstatning for
forventningsværdi
ved ekspropriation
af ejendom i
landzone.
Erstatning for mistet
indtægt fra fem
parkeringspladser
som følge af
rådigheds-
indskrænkning pålagt
ved ekspropriation.
Erstatning for
eksproprieret
landbrugsareal med
forventningsværdi
forhøjet, uden det
kunne tillægges
betydning, at der var
fritagelse for
erstatning efter
ejendomsavance-
beskatningsloven
Landmand havde
fået fuld erstatning
for ekspropriation af
1.april
2003
17.sept.
2003 –
Hæver TK
23. maj
2006 –
Sænker
OTK
19. aug.
2008 –
Stadfæ-
ster OTK
Erstat-
ning
fastholdt
5,3 år
20. dec.
2001
8.sept.
2004 –
Stadfæster
TK
29.maj
2006 –
Hæver
OTK
28. aug.
2008 –
Stadfæ-
ster OTK
Erstat-
ning
fastholdt
6,7 år
26.sept.
2005
24. maj
2006 –
Sænker TK
3.dec.
2007 –
Hæver
OTK
4. juli
2008 –
Stadfæ-
ster BR
Erstat-
ning
hævet
2,8 år
22. aug.
2002
15. sept.
2003 –
Hæver TK
14. sept.
2006 –
Stadfæst
er OTK
13.marts
2008 –
Stadfæ-
ster OTK
Erstatnin
g
fastholdt
5,6 år
25. okt.
2004
2.juni 2005 –
Stadfæster
TK
7. feb.
2007 –
Stadfæ-
ster OTK
31.
marts
2008 –
Stadfæ-
ster OTK
Erstat-
ning
fastholdt
3,4 år
30. marts
2005
3. feb.
2006 –
Stadfæster
TK
22.april
2008 –
Hæver
OTK
Erstat-
ning
hævet
3,1 år
13.jan.
2003
13. maj
20. dec.
2007 –
Stadfæ-
Erstat-
ning
fastholdt
4,9 år
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0150.png
148
sine
landbrugsejendom-
me.
U2008.2823H
Erstatning for
ekspropriation,
fastsat af
Overtaksationskomm
ission, nedsat.
Ikke tillagt
omvejserstatning ved
vejomlægning, hvor
en langbrugs-
ejendom blev berørt
af delekspropriation.
Erstatning i
forbindelse med
kommunal over-
tagelse af
ubebygget grund
fastsat til
handelsværdi under
hensyntagen til den
mulige anvendelse,
der måtte anses for
realistisk før
vedtagelsen af
kommuneplan, som
udlagde grunden til
offentlige formål.
Ikke forhøjelse af
ekspropriationser-
statning for
herlighedsværdi og
ulemper som følge af
vejanlæg.
Ved etablering af sti
langs Slotssøen i
Hillerød blev der
foretaget
delekspropriation af
sønære arealer fra
ejendomme med
direkte adgang til
søen. Landsretten
tilkendte ikke
yderligere
erstatning for
værdiforringelse af
restejendommene,
men tilkendte i
enkelte tilfælde
yderligere
erstatning for
indbliksgener
vedrørende
beboelsesejendom
me.
Ejeren af en ejendom
beliggende ved siden
af skydebane tilkendt
erstat som følge af
ved ekspropriation
gennemførte
27.okt.
2004
2004 –
Hæver TK /
Hæver TK
26. sept.
2005 –
Sænker TK
ster OTK
/
Stadfæ-
ster OTK
16. maj
2007 –
Sænker
OTK
21. juni
2007 –
Stadfæst
er OTK
26. sept.
2008 –
Stadfæst
er LR
Erstat-
ning
sænket
3,9 år
MAD2007.1272
V
12. maj
2002
20. sept.
2004 –
Sænker TK
Erstat-
ning
fastholdt
5,1 år
MAD2007.718
Ikke
oplyst
Ikke oplyst
31. maj
2007 –
Hæver
OTK
Erstat-
ning
hævet
-
U2007.1822H
18. sept.
2001
04. marts
2002 –
Hæver TK
17. dec.
2003 –
Stadfæ-
ster OTK
13. april
2007 –
Stadfæ-
ster OTK
Erstat-
ning
fastholdt
5,6 år
MAD2006.571
OE
24. feb.
2000
Ikke oplyst
28. juni
2005 –
Stadfæ-
ster OTK
/ Hæver
OTK
Erstat-
ning
fastholdt/
delvist
hævet
5,3 år
MAD2005.1171
V
27. juni
2001
28. feb.
2003 –
Stadfæster
TK
08. sept.
2005 –
Stadfæ-
ster OTK
Erstat-
ning
hævet
4,3 år
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0151.png
149
FED2003.2030
Ø
TFL2003.109V
rådighedsbegrænsni
nger på
ejendommen.
Kommunen havde
bevisbyrden for, at
der skulle ske
afkortning i den
fulde erstatning i
forbindelse med
ekspropriation, og
kommunen havde
ikke godtgjort, at
ejendommen
opnåede en
merværdi, der efter
vejlovens § 51, stk.
2 kunne begrunde
afkortning.
Kommunen havde
videre ikke
godtgjort, at
magelægget af
andre grunde var af
en sådan særlig
betydning, at ejeren
af den
eksproprierede
ejendom kunne
betinge sig at opnå
en fortjeneste ved
magelægget
svarende til den
foretagne
afkortning.
Ikke forhøjelse af
ekspropriationsersta
tning på grundlag af
forventningsværdi.
19. juni
1997
22. marts
2000 –
Stadfæster
TK
27. aug.
2003 –
Hæver
OTK
Erstat-
ning
hævet
6,2 år
16. dec.
1998
16. dec.
1999 –
Sænker TK
06. feb.
2003 –
Stadfæ-
ster OTK
Erstat-
ning
fastholdt
4,2 år
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0152.png
150
Bilag 5 Flowdiagrammer for den statslige ekspropriationsproces
Bilag 5.a
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0153.png
151
Bilag 5.b Proces for den statslige ekspropriation med angivelse af lovhjemler
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0154.png
152
Bilag 6. Oversigt over domme om lovlighed af ekspropriationer i medfør af
ekspropriationsprocesloven i perioden 1965 – 2017
Ekspropria-
tionskom-
missionens
afgørelse
3. instans
1. instans 2. instans
dom-
domstols- domstols-
stols-
afgørelse* afgørelse*
afgørelse*
5. oktober
1971 -
Østre
Landsret –
Stadfæ-
stelse
28. april
1982 -
Vestre
Landsret -
Ophæ-
velse
4. januar
2002 –
Vestre
Landsret –
Ophæ-
velse
Domsresultat i
forhold
til
Ekspropria-
tionskommis-
sionens
afgørelse
Samlet
sagsbe-
handlings-
tid
Doms-
nummer
Overskrift
Ekspropriation
ugyldig, da den
var iværksat på
1973.657H
grundlag af et
forkert regelsæt
og med et ulovligt
formål.
Ikke tilstrækkelig
lovhjemmel i lov
om offentlige veje
U1982.892V
for ekspropriation
til anlæg af
omfartsvej.
Ekspropriation
ugyldig, da det
ønskede formål
U2002.2281V
kunne opnås på
mindre
indgribende
måde.
Banedanmarks
ekspropriation af
890 m2
privatareal til
MAD2011.228
anlæg af ny privat
6/2
fællesvej pga.
nedlæggelse af
jernbaneoverkørsl
er var lovlig.
Ekspropriation af i
alt ca. 2,1 ha af
en ejendom på i
alt ca. 190 ha til
brug for
gennemførelsen
af
elektrificeringen
U.2017.3032V
af statslige
jernbanestræk-
ninger havde
fornøden
hjemmel i
elektrificeringslov
ens § 13, stk. 1,
jf. § 1.
vedrørende ekspropriationsbeslutningen.
27. januar
1967
21. juni
1973 -
Højesteret
– Ophæ-
velse
Ophævelse
6,5 år
18. maj 1977
-
Ophævelse
5 år
15. september
1998
-
Ophævelse
3,5 år
11. november
2008
31. oktober
2011-
Byretten i
Hjørring –
Stadfæ-
stelse
-
Stadfæstelse
3 år
14. maj 2015
22.
september
2015 -
Byretten i
Esbjerg –
Ophæ-
velse
14. juni
2017 -
Vestre
Landsret –
Stadfæ-
stelse
(anket)
Under
behandling
Stadfæstelse
(anket)
2 år
*
Domstolenes resultat er opgjort i forhold til Ekspropriationskommissionens afgørelse, da det er først instans, der træffer afgørelse
** Stadfæstelse af Ekspropriationskommissionens afgørelse: Ekspropriationen var lovlig.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0155.png
153
Bilag 7. Oversigt over domme om erstatningsfastsættelsen i ekspropriationer i
medfør af ekspropriationsprocesloven i perioden 1965 – 2017
Doms-
nummer
Overskrift
Ekspropria
tions-
kommissio
nens
kendelse
Taksa-
tions-
kommis-
sionens
kendelse
1. instans
domstolsaf-
gørelse
2. instans
domstolsaf-
gørelse
Domsresultat i
forhold til
taksations-
kommissionens
kendelse
Samlet
sagsbehand-
lingstid
U.1969.148
H
U1971.126
H
U1971.155/
2V
U1971.211
Ø
U1974.332
H
Udmåling af
ekspropriation
serstatning
ved
ekspropriation
af ubebygget
areal til
vejanlæg.
Ej
tilsidesættel-
se af
taksations-
kommissions
værdiansæt-
telse uanset
mangler ved
kendelsens
begrundelse.
Ejeren havde
haft fornøden
lejlighed til at
udtale sig.
Der blev lagt
vægt på
ejendoms-
værdi på
tidspunktet for
ekspropria-
tionsbeslut-
ningen ved
erstatnings-
fastsættelsen
Ej grundlag
for at
tilsidesætte
taksations-
kommissions
udmåling af
ekspropria-
tionserstat-
ning, da skøn
ikke udøvet
fejlagtigt.
Fastsættelse
af
erstatningen
ved
ekspropriation
af del af
landejendom
16. marts
1966
25. marts
1966 –
Stadfæste
r EK
2. november
1967 - Østre
Landsret –
Forhøjer TK
7. januar
1969 -
Højesteret -
Stadfæster
LR
Erstatning forhøjet
3 år
30. maj
1967
10.
oktober
1967 –
nedsætter
EK
11. juli 1969 –
Østre
Landsret –
Stadfæster
TK
19. januar
1971 -
Højesteret –
Stadfæster
LR
Erstatning fastholdt 3,5 år
17.
november
1967
17.
september
1968 –
Stadfæste
r EK
9. oktober
1970 -
Venstre
Landsret –
Stadfæster
TK
-
Erstatning fastholdt 3 år
22. marts
1965
27.
oktober
1965 –
Forhøjer
EK
28. oktober
1970 - Østre
Landsret –
Stadfæster
TK
-
Erstatning fastholdt 5,5 år
22. maj
1970
13. april
1971 –
Stadfæste
r EK
4. december
1972 - Østre
Landsret –
Forhøjer TK
20. februar
1974 -
Højesteret –
Stadfæster
LR
Erstatning forhøjet
3,5 år
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0156.png
154
til motorvej.
Erstatningens
betaling før
modparts
anke ej
sidestillet
med et
ankeafkald.
Ej grundlag
for at forhøje
erstatningen
U1974.982
for
H
ekspropriation
af areal til
vejanlæg.
Erstatning for
eksproprie-
rede
fællesarealer
fra
U1975.535/
grundejerfor-
2H
ening forhøjet
u.h.t.
grundværdi-
ansættelser
samt syn og
skøn.
Zonelovser-
statning
fastsat efter
forventning
U1975.718 om ændret
H
anvendel-
sesmåde,
uanset om
der forelå
retskrav.
Forhøjelse af
ekspropria-
tionserstat-
ning efter
U1976.39 H
delekspropri-
ation til
motorvejsan-
læg.
Erstatnings-
udmåling ved
U1976.121
ekspropriation
H
af et areal fra
en herregård
til motorvej.
Byggelinie-
pålæg gav
ikke grundlag
for
nedsættelse
U1984.276
af
H
erstatnings-
kravet ved
senere
ekspropriation
til vejanlæg.
23. februar
1970
25. august
12. august
1972 - Østre
1970 –
Landsret –
Forhøjer
Stadfæster
EK
TK
15. oktober
1974 -
Højesteret –
Stadfæster
TK
Erstatning fastholdt 4,5 år
7.
december
1971
29. maj
1972 -
Forhøjer
EK
24. juni 1974
–
Østre
Landsret –
Stadfæster
TK
30. april 1975
- Højesteret –
Forhøjer LR
Erstatning forhøjet
3,5 år
5. maj 1970
9. august
1973 - Vestre
Landsret –
8.
Forhøjer TK
september
(Stadfæstelse
1970 –
af
Nedsætter
ekspropriation
EK
skommission
ens
afgørelse)
6. november
1974 - Østre
Landsret –
Stadfæster
TK
2. juni 1975 -
Højesteret –
Nedsætter LR
(Stadfæstelse
Erstatning
af
fastholdet
ekspropriation
skommission
ens
afgørelse)
5 år
23. august
1972
26. januar
1973 –
Forhøjer
EK
18. november
1975 -
Erstatning forhøjet
Højesteret –
Forhøjer LR
3 år
1.
december
1971
25. februar
25. januar
1975 - Østre
1973 –
Landsret –
Stadfæste
Stadfæster
r EK
TK
22. december
1975 -
Erstatning
Højesteret –
fastholdet
Stadfæster
LR
4 år
17. april
1978
14. august
1978 –
Nedsætter
EK
6. oktober
1982 -
Venstre
Landsret –
Stadfæster
TK
6. februar
1984 -
Højesteret –
Stadfæster
LR
Erstatning fastholdt 6 år
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0157.png
155
Brugsforening
kunne ikke
kræve
erstatning
blandt andet
U1988.629 for opsætning
H
af hegn, da
den bevarede
fornøden vej-
forbindelse, jf.
vejlovens §
69, stk. 2.
Fjerne
skademulig-
heders
U1988.1021
betydning for
H
fastsættelsen
af ekspropria-
tionserstat-
ning.
Erstatningen
for en
U1989.476
landbrugs-
H
ejendom ved
Guldborgsund
forhøjet.
Ikke
erstatning for
støjulemper,
da anlæg af
en ret stærkt
U1993.685/
trafikeret vej
2H
allerede ved
husets
opførelse
måtte
påregnes.
Ekspropria-
tionserstat-
ning for
U1993.962/
landbrugs-
2H
ejendom
forhøjet på
grundlag af
syn og skøn.
Efter
ekspropriation
U1994.117 til TV-mast
V
blev der ydet
erstatning for
dominans.
Uden
betydning for
ulempeer-
statning, om
U1994.125
ekspropriation
V
af afskåret
areal er
begæret af
lodsejeren.
Erstatning for
U1994.553
pålæg af
H
indflyvnings-
servitut.
1.
september
1980
14. januar
1981 –
Forhøjer
EK
6.august
1984 –
Vestre
Landsret –
Forhøjer TK
2. juni 1988 -
Højesteret –
Erstatning fastholdt 7,5 år
Nedsætter LR
25.
november
1978
5.
november
1979 –
Forhøjer
EK
20. december
1984 - Østre
Landsret –
Forhøjer TK
20. oktober
1988 -
Erstatning sænket
Højesteret –
Nedsætter LR
10 år
1. maj 1985
23.
26. august
september
1985 –
1987 - Østre
Stadfæste
Landsret –
r EK
Forhøjer TK
16. marts
1989 -
Højesteret –
Stadfæster
LR
Erstatning forhøjet
4 år
7.
november
21. juli 1983 1983 –
Stadfæste
r EK
26. juni 1991
–
18. maj 1993
Erstatning
Østre
- Højesteret –
fastholdet
Landsret –
stadfæster LR
stadfæster TK
10 år
15.
september
1986
17. juni 1991
3. februar
–
1987 –
Vestre
Stadfæste
Landsret –
r EK
Forhøjer TK
6. oktober
1993 -
Højesteret –
Stadfæster
LR
Erstatning forhøjet
7 år
4. juli
1989 –
11. juli 1988
forhøjer
EK
1. november
1993 - Vestre
Landsret –
Forhøjer TK
-
Erstatning forhøjet
5,5 år
14.
september
1990
22.
november
1990 –
nedsætter
EK
24. november
1993 - Vestre
Landsret –
forhøjer TK
-
Erstatning
forhøjet(stadfæstel
se af
3 år
ekspropriationskom
missionens
kendelse)
23. marts
1988
7. oktober
1988 –
Forhøjer
EK
16. juni 1993
–
25. april 1994
- Højesteret –
Forhøjer LR
Erstatning forhøjet
6 år
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0158.png
156
Vestre
Landsret –
Forhøjer TK
Erstatnings-
fastsættelse
for forladt
ejendom med
stærkt
forfaldne
bygninger.
Ekspropria-
tionserstat-
ning ikke
forhøjet.
22.
november
1990 –
stadfæster
EK
23.
november
1990 –
Forhøjer
EK
27. august
1993 - Vestre
Landsret –
stadfæster TK
9. marts 1994
–
Vestre
Landsret –
Stadfæster
TK
10. april 1995
- Højesteret –
Stadfæster
LR
U1995.568
H
21. marts
1990
Erstatning
fastholdet
5 år
U1995.878
H
1. oktober
1990
22. august
1995 -
Erstatning fastholdt 5 år
Højesteret –
stadfæster LR
I forbindelse
med
fremførelse af
højspæn-
dingsluftled-
ning tilkendt
U1996.540
erstatning for
H
værdiforrin-
gelse af
ejendomme
som følge af
mistanke om
helbredsrisiko
.
Udmåling af
ekspropria-
tionserstat-
U1996.661 ning.
H
Erstatning
efter
naboretlige
regler.
Taksations-
kommissio-
U1996.1062
nens
H
erstatning for
ekspropriation
ikke forhøjet.
Erstatning i
forbindelse
med
fremførelse af
højspæn-
dingsluftled-
U1997.105
ning,
H
herunder for
værdiforringel
se som følge
af debatten
om sygdoms-
risiko.
Erstatning for
eksproprieret
byzoneareal
U1997.117/
forhøjet.
2H
Procesrente
af
erstatnings-
8. marts
1989
22. januar
1996 -
4. marts 1992
1. marts
Højesteret –
–
1990 –
Stadfæster
Østre
stadfæster
LR( dog
Landsret –
EK
nedsættelse
Forhøjer TK
hos den ene
sagsøger)
Erstatning forhøjet
7 år
30. maj
1989
17. januar
1990 –
forhøjer
EK
5. januar
1995 –
Østre
Landsret –
Forhøjer TK
24. maj 1995
–
Østre
Landsret –
Stadfæster
TK
9. februar
1996 -
Erstatning sænket
Højesteret –
Nedsætter LR
7 år
10.
september
1993
12.
november
1993 –
Forhøjer
EK
23. maj 1996
- Højesteret –
Stadfæster
TK
Erstatning fastholdt 3 år
30. marts
1988
18.
november
1988 –
Forhøjer
EK
7. februar
1995 - Vestre
Landsret –
Forhøjer TK
7. november
1996 -
Højesteret –
Stadfæster
LR
Erstatning forhøjet
8,5 år
21.
september
1988
20. marts
1990 –
Forhøjer
EK
4. marts 1994
–
Vestre
Landsret –
Forhøjer TK
(ikke for
ekspropriation
12. november
1996 -
Erstatning forhøjet
Højesteret –
Forhøjer LR
8 år
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0159.png
157
U1997.1070
H
U1997.1456
Ø
U1998.691/
2H
U1998.1497
H
U2000.2031
H
U2001.67
U.2001.356
H
U2002.1H
beløbet fra
sagsanlæg.
Ekspropria-
tion til anlæg
af motorvej
gennem skov,
erstatnings-
fastsættelse,
tab af
»herligheds-
værdi«.
Ikke
ulempeer-
statning for
midlertidig
afbrydelse af
offentlig vej
mellem
samdrevne
selvstændige
landbrugs-
ejendomme
med omvejs-
kørsel til
følge.
Erstatning for
ulemper i
form af støj i
forbindelse
med
ekspropria-
tionserstat-
ning.
Erstatning for
eksproprieret
landbrugs-
ejendom
forhøjet. Ikke
erstatning for
forventnings-
værdi.
Erstatning for
ekspropriation
af landbrugs-
ejendom ikke
forhøjet.
Erstatning for
eksproprieret
landbrugs-
areal med
forventnings-
værdi
forhøjet.
Ikke krav på
yderligere
erstatning
efter
ekspropriation
Erstatning for
ulemper i
form af støj
fra motorvej
efter
men for
forsinkelsen)
21.
november
1988
11. maj 1993
18. april
–
1989 –
Østre
Stadfæste
Landsret –
r EK
Forhøjer TK
30. maj 1997
- Højesteret –
Forhøjer LR
Erstatning forhøjet
8,5 år
18. august
1993
3. maj
1995 –
Forhøjer
EK
21. august
1997 –
Nedsætter TK
-
Erstatning sænket
4 år
8.
november
1993
16.
november
1994 –
Forhøjer
EK
4. marts 1997
–
Vestre
Landsret –
Forhøjer TK
17. marts
1998 -
Højesteret –
Stadfæster
LR
Erstatning forhøjet
4,5 år
17. juni
1991
11.
oktober
1991 -
Stadfæste
r EK
24.
november
1995 –
Forhøjer
EK
16.
december
1994 –
Stadfæste
r EK
14. august
1995 - Vestre
Landsret –
Stadfæster
TK
29. juni 1998
–
Vestre
Landsret –
Forhøjer TK
10. november
1998 - Vestre
Landsret –
Forhøjer TK
9. december
1998
Østrelandsret
– Stadfæster
EK
10.
september
1999 - Vestre
Landsret –
Forhøjer TK
10. august
1998 -
Højesteret –
Forhøjer LR
Erstatning forhøjet
7 år
4.
september
1995
26. juni 2000
- Højesteret – Erstatning fastholdt 5 år
Nedsætter LR
7.
september
1992
18. oktober
2000 –
Højestere -
Forhøjer LR
Erstatning forhøjet
8 år
Forlig den
27. august
1992
-
22. november
2000
Erstatning fastholdt 8 år
Højesteret –
Stadfæster
LR
2. oktober
2001 -
Erstatning forhøjet
Højesteret –
Nedsætter LR
21. marts
1991
22. juni
1992 –
Forhøjer
EK
10,5 år
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0160.png
158
ekspropriation
.
Fastsættelse
af erstatning
U2005.590
for
H
ekspropriation
.
Taksations-
kommission-
ens erstat-
ninger for
U2005.1207
ekspropriation
H
af landbrugs-
arealer til
brug for
motorvej
forhøjet.
Erstatning
ved
nedlæggelse
af jernbane-
U2008.1678
overkørsel,
H
der forbandt
dele af
landbrugs-
ejendom.
Et selskab
havde haft
berettiget
forventninger
om at kunne
indvinde
råstoffer på et
U.2017.249
eksproprieret
1H
areal, og
erstatningen
skulle
fastsættes ud
fra den
mistede
fortjeneste
4. januar
2000
22. maj
2000 –
Stadfæste
r EK
17. marts
2003 - Vestre
Landsret –
Forhøjer TK
9. november
2004 -
Højesteret –
Forhøjer LR
Erstatning forhøjet
5 år
24. januar
1996
4.
december
1996 –
Forhøjer
EK
21. december
2000 –
Vestre
Landsret -
Forhøjer TK
18. januar
2005 -
Højesteret -
Erstatning forhøjet
Nedsætter og
stadfæster LR
9 år
4.
november
2003
19. juni 2006
14. april
–
2004 –
Østre
Stadfæste
Landsret –
r EK
Forhøjer TK
28. april 2008
- Højesteret –
Forhøjer LR
Erstatning forhøjet
4,5 år
12. juni
2009
2. juli
2010 –
Forhøjer
EK
7. juni 2016 –
11. maj 2017
Østre
Højesteret -
Landsret –
Forhøjer
Nedsætter TK
Erstatning forhøjet
8 år
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0161.png
159
Bilag 8. Spørgeskema til brug for udvalgets undersøgelse af kommunernes
ekspropriationspraksis i medfør af planlovens § 47
Spørgeskema om anvendelse af ekspropriationshjemlen i
planlovens § 47, stk. 1
Kommunens og kontaktpersonens kontaktinfo:
I. Antallet af ekspropriationer:
Hvor mange gange har kommunen anvendt planlovens ekspropriationshjemmel i § 47, stk. 1, i
perioden 2010-2017?
II. Angivelse af skøn over andelen af ekspropriationer efter § 47 og sager, som er endt med frivillige
aftaler i stedet for en ekspropriation efter § 47 i perioden 2010-2017:
Hvor mange gange har kommunen anvendt planlovens ekspropriationshjemmel i § 47, stk. 1, i perioden
2010-2017?
0-10pct.
10-20pct.
20-40pct.
40-60pct.
60-80pct.
80-100pct.
III. Har kommunen taget konkrete initiativer i forhold til berørte borger, som kan styrke berørte
borgeres retsstilling, lette arbejdet med ekspropriation, forkorte sagsbehandlingstider mm. for
eksempel tidlig dialog, informationsmateriale mv.
Beskriv kort og vedlæg eventuelt materiale:
IV. Har kommunen på baggrund af sine erfaringer med ekspropriation med hjemmel i planlovens § 47,
stk. 1, forslag til forbedringer i forhold til proces og i forhold til at sikre berørte borgeres retsstilling
Beskriv kort og vedlæg eventuelt materiale:
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0162.png
160
V. Benyttelse af planlovens § 48 om kommunens overtagelsespligt
Hvor mange gange har kommunen overtaget en ejendom eller en del heraf med hjemmel i
planlovens 48 i perioden 2010-2017?
VI. Liste over de enkelte ekspropriationer i perioden 2010-2017
(Listen bedes udfyldt sådan, at hver ekspropriation tildeles et nr. (1, 2, 3, osv.). Hvis samme ekspropriationssag
har omfattet flere ejendomme, kan dette angives ved at der sættes bogstaver efter (2a, 2b, 2c osv.). For hver
ekspropriation bedes det særskilte spørgeskema udfyldt og der bedes vedlagt kopi af udskrift af
ekspropriationsbeslutningen).
Ekspro-
priati-
onens
nummer
Dato for
beslut-ningen
om ekspro-
priation
Navn og nr. på
lokalplanen, som
ekspropriationen
blev gennemført på
grundlag af
Den eksproprierede
ejendoms matr. nr. og
ejerlav, vejnavn (gerne
vejkode), husnummer og
eventuelt bogstav samt
kommunenummer
Eksempel:
1.
Eksempel:
9. januar 2016
Eksempel:
X-kommunes Lokalplan
nr. …. for et område til
skole og institution ved
Store Hedevej
Eksempel:
Matr. nr.: 2a, Store Hede By,
Store Hede
Adresse: Store Hedevej 2a
Vejkode: ….
Kommunenummer: …
Eksempel:
Ekspropriation af
arealer til brug for
boldbaner til kommunal
skole og fritidsklub.
Hvad var formålet
med ekspropria-
tionen i den
konkrete sag
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0163.png
161
For hver ekspropriationssag udfyldes nedenstående skema
(Vedlæg kopi af kommunens og klagenævns-/domstolsafgørelserne)
Oplysninger overført fra det generelle skema:
Ekspropriationens nr. i det generelle skema
Dato for beslutningen om ekspropriation
Navn og nr. på lokalplanen, som ekspropriationen blev
gennemført på grundlag af
Den eksproprierede ejendom - matr. nr. og ejerlav,
vejnavn (gerne vejkode), husnummer og eventuelt
bogstav samt kommunenummer
A.
Hvad blev der eksproprieret til virkeliggørelse af
– det vil sige til hvilket fysisk formål blev der eksproprieret?
(for
eksempel
skole, børnehave, ældredagcenter, forsyningsanlæg,
herunder til vand, spildevand, varme eller affald, vindmølle, golfbane,
andet sports- eller idrætsanlæg, boliger, erhvervsbyggeri)
B.
B1.
Hvem blev der eksproprieret til fordel for?
Til fordel for kommunen selv
B2.
Til fordel for en anden offentlig eller selvejende institution
(eksempelvis en region eller en selvejende daginstitution)
(angiv navn)
B3.
Til
fordel
for
en
forsyningsvirksomhed,
herunder
forsyningsvirksomhed etableret som privat selskab, og som er
helt eller delvist ejet af kommunen
(angiv navn)
B4.
Til fordel for andre private
(angiv navn)
C.
C1.
Ekspropriationen i forhold til andre ejendomme
Involverede realisering af ekspropriationsformålet andre
ejendomme, og i givet fald hvor mange.
C2.
Blev den eller de øvrige ejendomme erhvervet ved frivillige
handler
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0164.png
162
C3.
Blev den eller de øvrige ejendom erhvervet ved ekspropriation
(i givet fald bedes nummeret på ekspropriationen fra det
generelle skema anført)
D.
Hvor lang tid er der gået fra lokalplanernes offentliggørelse til
kommunen har truffet beslutning om ekspropriation? Angives
i år og hele måneder.
(Tidsrummet mellem offentliggørelsen
af lokalplanen og kommunens beslutning om ekspropriation).
E.
Blev kommunens beslutning om ekspropriation truffet af
byrådet eller var beslutningskompetencen delegeret til andre,
og i givet fald hvem (udvalg eller andet).
F.
Eventuel påklage af ekspropriationsbeslutningen
(Tvist om erstatningen skal ikke registreres her, se under G).
F1.
Er kommunens ekspropriationsbeslutning blevet påklaget til
Planklagenævnet / det tidligere Natur- og Miljøklagenævn?
Ja
Nej
F2.
Hvis F1. besvares bekræftende - hvad blev det endelige
udfald af klagen vedrørende ekspropriationsbeslutningen ved
klageinstansen? (afgørelsen bedes vedlagt)
Ekspropriationen opretholdt
Ekspropriationen ophævet
Sagen er ikke afgjort
F3.
Er kommunens ekspropriationsbeslutning blevet indbragt for
domstolene?
F4.
Hvis F3. besvares bekræftende - hvad blev det endelige
udfald
af
retssagen
om
ekspropriationsbeslutningen?
Ekspropriationen opretholdt
(dommen eller dommene bedes vedlagt)
Ekspropriationen ophævet
Sagen er ikke afgjort
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0165.png
163
G.
Eventuel
tvist
om
erstatningens
størrelse
ved
taksationsmyndighederne
G1.
Er
tvist
om
erstatningens
størrelse
indbragt
for
Ja
Nej
taksationskommissionen?
G2.
Hvor lang tid er der gået fra kommunens beslutning om
ekspropriation til der er truffet taksationsafgørelse? Indsæt
antal måneder.
G3.
Hvor lang tid er der gået fra taksationskommissionens
afgørelse til overtaksationskommissionens afgørelse. Indsæt
antal måneder.
G4.
Hvad blev det endelige udfald af klagen vedrørende
erstatningens størrelse ved klage-/retsinstansen?
Erstatning fastholdt, det vil sige kr.
Det/de anførte beløb er
Kr. pr. m
2
Erstatning hævet fra
kr.
kr.
til
Kr. pr. hektar
Erstatning sænket fra
kr.
kr.
til
Sagen er ikke afgjort
H
Hvor mange ressourcer har kommunen samlet brugt på
denne
ekspropriationssag,
og
hvorledes
er
ressourceforbruget fordelt på arbejdet med ekspropriationen
henholdsvist erstatningssagen?
(Svaret angives i timer som effektiv arbejdstid eller som
brøkdel af årsværk.)
I
Eventuelle bemærkninger
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 276: Ekspropriationsudvalgets betænkning nr. 1569 om ekspropriation efter planloven
2028566_0168.png