Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2018-19 (1. samling)
TRU Alm.del Bilag 250
Offentligt
Viborg, den 21. februar 2019
Kære medlemmer af Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Vi sender vedlagt et fælles indspil fra Region Midtjylland og de 19 kommuner i den midtjyske
region med anbefalinger til statslige investeringer i infrastrukturen her i regionen. En udbygget og
tidssvarende infrastruktur er afgørende for at styrke den regionale udvikling og vækst.
Det er vores håb, at indspillet kan indgå i de kommende forhandlinger i Folketinget om
investeringer i den trafikale infrastruktur.
Indspillet er en opdatering af tidligere indspil fra 2013 med faktuelle forhold, der anno 2019 gør sig
gældende for de enkelte projekter. Der er ikke tilføjet eller prioriteret nye projekter i opdateringen.
Region Midtjylland og de 19 kommuner har med tilfredshed noteret, at Folketinget har taget
forskellige initiativer til at få gennemført flere af anbefalingerne fra vores tidligere indspil. Det er
derfor også vores klare forventning, at et flertal i Folketinget fortsat vil bakke op om disse
anbefalinger og sikre projekternes endelige realisering inden for den nærmeste fremtid.
Borgere og virksomheder i den midtjyske region er meget afhængige af effektive
transportforbindelser i hele regionen, og derfor er det vigtigt, at der satses på både vej- og
jernbaneforbindelser. Bilen er et meget vigtigt transportmiddel både til persontransport og til
godstransport. Toget er en vigtig del af den kollektive trafik, som dagligt transporterer rigtig mange
mennesker i Midtjylland.
Den stadig stigende person- og lastbiltransport kræver, at der løbende sker en udbygning af en
række vejstrækninger i den midtjyske region. Dels for at løse aktuelle trængselsproblemer og dels
for at sikre fortsat vækst og udvikling i hele den midtjyske region. Det gælder både for motorveje
og for mindre statsveje, der hovedsageligt rummer lokal trafik, men som også fungerer som
opkobling til motorvejene.
De anbefalede jernbaneinvesteringer er nødvendige, hvis det skal lykkes at få flere til at benytte den
kollektive trafik. Toget skal være reelt konkurrencedygtigt i forhold til bilen, og det betyder, at
hastigheden skal øges og køreplanerne samordnes endnu bedre, end de bliver i dag. Det stiller krav
til både elektrificering af hovedbanestrækningerne og til opgradering af de regionale baner.
Regionen og kommunerne er enige om at pege på en fast Kattegatforbindelse til hurtigtog og biler
som et væsentligt middel til at binde Danmark bedre sammen, og som kan nedsætte transporttiden
mellem landsdelene betydeligt. Således vil det med en fast Kattegatforbindelse være muligt at køre
med tog fra Aarhus til København og omvendt på kun én time.