Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2018-19 (1. samling)
TRU Alm.del Bilag 213
Offentligt
Til
Justitsminister Søren Pape Poulsen
Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen
c.c. Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg
7. februar 2019
Forslag om overflytning af ressortområder fra Justitsministeriet til Transport,- Bygnings- og
Boligministeriet
En samlet transportbranche fra såvel arbejdsgiver- og arbejdstagerside genfremsætter hermed et forslag
om, at der foretages overflytning af visse ressortområder fra Justitsministeriet til Transport-, Bygnings- og
Boligministeriets ressortområde.
Den samlede transportbranche omfatter følgende erhvervsorganisationer:
3F Transport, Dansk Erhverv, DI Transport, Danske Speditører, DTL Danske Vognmænd, ITD og Dansk
PersonTransport
Med forslaget vil administrative sagsområder, som i dag varetages af politifolk, men som med fordel kan
varetages af personale uden politimæssig baggrund, blive overflyttet til Færdselsstyrelsen. En sådan
løsning har den indlysende fordel, at uddannede politifolk bliver frigjort til de gængse politiopgaver.
Samtidig medfører forslagets virkeliggørelse ingen ekstra omkostninger for staten.
Transportbranchen henvendte sig første gang i oktober 2017 til de berørte ministre samt rets- og
transportordførerne med forslaget.
Spørgsmålet om ressortfordeling er aktualiseret af en forestående revision af reglerne om
særtransporttilladelser.
Vores forslag til ressortomlægninger omfatter:
Den målrettede vejsidekontrol af erhvervskøretøjer
Køreprøverne, udstedelsen og administrationen af kørekort
Administrationen af førerkort (takografkort)
Side 1 af 2